How to avoid suspicion

Hvis ét ord skulle bruges til at beskrive dette sted ville det være overstimuli. Eufori var også en mulig kandidat. Uanset ordvalg var det i hvert fald et bombardement af sanseindtryk, dog alle velplanlagte og tilberedt i én stor sammenkogning på den helt rette facon, så den døgnberusede ungdom var sikret at komme igen gang på gang. Stedet var nok ikke just hvad Borys typisk ville kategorisere som ‘smagfuldt’, men det havde da sin charme. Såfremt ens definition af dét ord var sveddryppende forsamlinger med høje alkoholprocenter i blodet og en fælles, ustyrlig libido til at holde gejsten oppe.
Det var på sin vis ikke meget anderledes end en tur i zoologisk have. Som passiv observant var underholdningen på dette sted måske endda endnu bedre. Han havde altid foretrukket at følge med fra en afstand; lige akkurat langt nok væk til ikke at vække opsigt, men tæt nok på til at kunne opfange og konsumere enhver lille detalje. Det var i virkeligheden den eneste grund til, at han blev ved med at vende tilbage til det kaotiske natteliv; noget der umiddelbart slet ikke var hans scene.
Netop denne nyopblomstrede nat følte han sig dog forfriskende vel til mode, hvilket det opmærksomme individ ville kunne se på den svagt vippende fod, der i diskretion dansede til den nuværende sangs rytme.

Musikken gik ganske vist ikke særlig godt i spænd med hans sædvanlige kop te, men få sektioner formåede alligevel at få ham til at leve sig blot en kende ind i det euforiserende, forunderlige univers, som var at finde på en natklub; men han lod sig ikke hjernevaske til ukendelighed fra sit stilfærdige, fattede jeg, som de andre tankeløse zombier, der dominerede på dansegulvet. Poppens hurtige og bastunge toner infesterede deres hjerner, uden nogen tegn på selvbevidst realisation fra de tanketomme festaber. For mange af dem var dette vel ikke meget forskelligt fra en junkies heroinfix; en sørgelig form for eskapisme fra det ellers trivielle hverdagsliv, der dog for manges vedkommende ikke kunne fortrænges med blot dans, men gerne rigelige mængder sprut oveni – som desuden blev fyldt på som benzin på en udtømt motor. Det var den rene jungle.

“Refill. Keep it neat.” Den hæse mumlen kunne knap høres over den øredøvende musik, som uden ophold strømmede ud af de kraftfulde højtalere for fuld styrke. Accenten, utvivlsomt russisk, var ikke helt så fremtrædende som den engang havde været, men stadig tyk nok til at være mærkbar.
Med den kortfattede fordring blev det tomme glas sendt i retning af bartenderen, kurrende henover serveringsskrankens blanke overflade, i et sidste forsøg på at tilegne sig opmærksomheden fra den travle medarbejder, skulle de høje toner have druknet hans stemme ude. Betalingen blev placeret på bardisken allerede før glasset var genopfyldt. Drikkepengene var få men trods alt til stede. Typisk brød han sig ikke om at spendere så meget som en øre mere end nødvendigt. Dét gemte han til et mere tiltalende, kvindeligt selskab dukkede op.

En stor tår af den halvdyre whisky fyldte hans mund med søde, svagt brændende fornemmelse, der kildrede smagsløgene på en måde som ingen anden drik formåede. Det hidtil uændrede, lettere lidenskabsløse blik fik atter frit løb rundt i den befolkede natklub, men ikke en eneste kunne fastholde hans interesse i mere end ganske få sekunder ad gangen, før de grå øjne gled videre til næste levende billede. Alle de fremmede ansigter var så horribelt ensformige; selv badet i lyset fra de blinkende strobelys og kulørte rotationslamper.
Borys fik lagt den ene underarm mod maven, så han kunne bruge den som støttepunkt til den anden arms albue. Glasset i hånden blev nonchalant svunget i små cirkler og stoppede kun i ny og næ for at finde hvile mod hans læber, når der blev sippet til den procentrige væske. Hvis dette skulle have potentialet for at blive en god nat, måtte han til at oppe alkoholsindtaget.

Omsider. Den eneste røde rose i det ellers tørkelagte landskab. Hans søgende øjne fandt hende øjeblikkeligt, så snart hun havde forladt sin plads og påbegyndt sin vuggende vals hen til baren – hans nuværende tilflugtssted. Et tilfælde? Hun var ikke kommet ude fra gaden. Det ville han have bemærket, sådan som han stod positioneret i forhold til indgangen. Den nonchalante facade hun bar rundt på talte for, at hun endnu ikke havde ænset ham; men det kunne lige såvel være en snedigt forklædt manipulationsmanøvre for at lokke ham i fælden. Til præcis hvilket formål kunne han dog ikke rigtig fastslå ud fra det overfladiske førstehåndsindtryk. Men adgang til yderligere observationer indfandt sig heldigvis kort efter, idet den mørkhårede kvinde stillede sig så tæt på ham, at han snildt kunne fornemme hendes duft for hvert åndedrag, han drog; et åbenlyst, næppe uskyldigt træk fra hendes side af, men ikke desto mindre velkomment. Det tydede på, at hun ønskede at gøre sig bemærket. Spillet fortsatte altså. Og han legede glædeligt med.

Borys’ blik gled naturligt væk fra hende, da hun røg i dialog med bartenderen, og han stod blot og lyttede med et halvt øre til deres kortlivede samtale. Det var bare bestilling af en drink. Bloody Mary. Ikke den forventelige, sukkersøde festcocktail. Han bemærkede, ud af øjenkrogen, hvordan hun fik sat sig til rette på den høje stol ved siden af; selv stod han op, med den nedre del af ryggen lænende mod kanten af serveringsskranken. Hun havde givet vis planer om at blive hængende. En gengældt interesse lod til at have manifesteret sig. Bekræftelsen på netop dét nåede hans øregange ikke længe efter, hvilket fik ham til atter at opsøge hende med de mørkegrå øjne. Nu, med så ubetydelig en afstand imellem dem, meldte muligheden sig endelig for at få nærstuderet alle de finere detaljer.
Fyldige læber. Forførende øjne. Uden tvivl en sensuel kvinde. Daddy issues? Nej. Hendes udstråling fremstod alt for selvsikker; og til at understrege dette, inddikerede hendes lettere reserverede aura, at hun var typen som mente, at hun fortjente sin talepartners fulde opmærksomhed - uden at skulle gøre sig det mindste fortjent til den på forhånd. Så det besluttede han sig for at give hende.

“I could ask you the same thing.” Hans ellers rolige toneleje var hævet markant, så der ikke herskede nogen tvivl om, at hun kunne høre svaret. Parallelt med dét havde han fået drejet sig om, med fronten vendt mod hende, i en fremadlænende bevægelse. Ikke meget, for der var i forvejen ikke det store bevægelsesrum, men nok til at reducere afstanden til næsten ingenting. Et hurtigt kig op og ned ad hende fulgte – ikke just diskret, men det var heller ikke hans intention – inden han forankrede blikket på den stadig navnløse kvindes ansigt.
Hun var ikke kommet for at danse. I hvert fald ikke på samme manér som alle de andre. Det fortalte længden og tætheden af hendes skørt. Måske hun søgte en svingom i soveværelset fremfor på dansegulvet? Nej, det virkede nu heller ikke helt rigtigt. Uanset hvad hendes motiv var, havde hun dog valgt at tage kontakt til ham. Om han var hendes endegyldige mål, eller om han blot var et kvikfix, hvis eneste opgave var at udskyde den uundgåelige kedsomhed, ville formentlig blive tydeliggjort inden for relativt kort tid. Indtil da kunne han lige så godt udnytte situationen til egen fordel.

“Did you solely come here to drink or are you by any chance looking for company? If so, I suppose I could be of service... the only payment I require is your name, Ms. …?” forespurgte han med et svagt hævet bryn og et knap synligt smil; stemmens mørke klang overraskende fløjlsblød. Derefter tog han et beskedent skridt bagud, så der blev plads til en håndsfremrækning - fladen vendt opad. Tog hun ikke imod den, ville han blot trække den til sig igen.

Så godt som glidningsfrit. Smilet på dæmonens smalle læber, der ellers var på vej til at svinde ind til ingenting, genblomstrede på ny og var lige så fornøjet, som det var indsmigrende. Hans forhåbninger var blevet en realitet. Katten var hoppet på garnnøglet med en afdæmpet, men synlig legesyge, som både var at finde i det skæve smil og de dragende, dybbrune øjne. Mængden af feromoner tiltog som resultat af dette, i den allerede tætpakkede luft, og han ville lyve, hvis han påstod, at det ingen effekt havde på ham. Hun var en yderst nydelig kvinde, som det var nær umuligt at løsrive blikket fra. Dog var Borys’ sociale bevidsthed så tilpas veludviklet, at han med jævne mellemrum lod øjnene vige fra hende og søge et nyt, tilfældigt fokuspunkt; men det var kun et spørgsmål om tid, før opmærksomheden atter landede på den mystikomsvøbte nymfe foran ham.

“It just might be, yes...” En dyb, men diskret indånding var blevet taget forinden ytringen af svaret, og den let oppustede brystkasse sænkede sig langsomt på plads, da han udåndede i form af et saligt suk. Navnet, der selvsikkert rullede af kvindens tunge, fik hans ene mundvig til at krybe opad i et skævt smil. Blackwood, hm? Det bar en genkendelig klang.
Borys mødte ufortrødent Alicias blik med sit eget og fæstnede det dér, få sekunder før han galant løftede hendes hånd op til sin mund. “I try my best,” påstod han med et undertrykt, djævelsk smil, som vidnede om, at den høflige gestus næppe udsprang fra helt uskyldige intentioner. Uden at bryde øjenkontakten blev et strejfende kys plantet på håndryggen, hvorefter han løsnede sit greb, så hun frit kunne trække hånden til sig igen.
“Borys Ignatyev.” Hans præsentation blev holdt lige så kort som hendes. Yderligere ord var unødvendigt; spildt luft, som han i stedet kunne bruge til at forberede sin næste udtalelse. Den fik dog lov til at ligge og gære lidt på spidsen af tungen, alt imens han eftertænksomt skimmede de nærmeste omgivelser. Det var ikke ligefrem det mest optimale sted for andet end korte, overfladiske samtaler, men det var nok stadig en kende for tidligt at fremsætte ønsket om at opsøge en affolket krog. Alicia var tydeligvis tilhænger af et mere subtilt verbalt forspil, så det var de spilleregler, han indrettede sig efter. Også selvom det betød, at han ikke kunne tillade sig at betragte hende alt for længe ad gangen.

Afstanden mellem dem blev reduceret til den oprindelige, fortsat tæt men uden fare for en kropslig kollision, da Borys vendte sig om for at henvende sig til bartenderen. En hurtig markering med hånden og et medfølgende, høfligt smil gav ham straks den fornødne opmærksomhed, han eftersøgte. “A bone-dry gin martini and two shots of vodka—the one with the blue cap,” bad han specifikt om og var allerede så småt begyndt at finde den rette betaling frem. Grundet hans hyppige besøg på Philotes, var priserne permanent indgraveret i hans hukommelse, og han holdt sig typisk til de samme fire drinks – simple, men potente klassikere der effektivt udførte deres tiltænkte opgave; at løsne de restriktive tøjler, pålagt af sociale normer, og skrue op for visse sanser, mens andre blev forringet. Det var dét, han var her for. Eller det var det i hvert fald blevet. Rovdyrinstinktet var lagt på hylden, nu da muligheden for en reel samtale havde budt sig, hvilket til tider viste sig at være langt mere tilfredsstillende end den endeløse jagt på kødelig ekstase – så længe det var med den rette person.

En pengeseddel blev lagt på disken, lige inden de to shots som det første blev placeret foran ham. Lænende ind over serveringsskranken med underarmene som støtte, rettede han fokusset tilbage på kvinden ved sin side.
“Pardon me if I’m being too straightforward but...” Han fattede om det ene glas, som blikket kort blev kastet ned på, men røg lige så hurtigt op på Alicias æstetiske ansigt igen. “What are you really doing here?” tillod han sig at spørge, kryptisk og direkte på én og samme tid, hvorpå glasset roligt blev løftet op til hans allerede let adskilte læber. “You’re drink of choice isn’t exactly your typical let’s-get-hammered-cocktail. You’re not looking for a good time?” Et lettere drilsk smil blev sendt i hendes retning over glassets rand, og han lagde så hovedet en anelse bagover for at tømme det i én mundfuld. Borys var endnu usikker på, hvad hendes egentlige intention var, så hvorfor ikke bare spørge hende ligeud? Han havde normalt intet imod lidt stum tango – alt, der satte gang i de spændingsfyldte forventninger, var velkomment – men dette var ikke nogen normal situation. Det var yderst sjældent, at han bar rollen som dén, der blev opsøgt. Havde han fuldstændig fejllæst hende?