Pick up your phone!

Royal **Antal indlæg** : 100

Dato og tid: 23. December, 19:35
Sted: Aston, Parken
Vejr: Køligt, ingen sne
Omgivelser: Træer, nedfaldne blade og ingen belysning
Påklædning: Leopart print bukser, en t-shirt med hul til vingerne og en lang frakke med lange slids til vingerne.
Dedikeret til: @Cael

”No, no… Stay for a while,” sagde en legesyg stemme til englen. Vampyren der stod foran hende smilede blidt til hende og sin kolde hånd kærtegne hendes arrede hals. At hun havde været bidt før gjorde tydeligvis ikke vampyren det mindste. Den spinkle og lave skikkelse rystede næsten blot af ordene der blev sagt til hende. Berøringen gav hende kuldegysninger.
”I-I-I… I can’t,” hun stammede som hun startede sit svar, for hun havde svært ved at finde ordene og udbrød pludseligt, inden hun stak halen mellem benene, vendte rundt på hælene og stak af. Hun kunne næsten høre hvordan en latter spredte sig som ’jagten’ gik i gang. Hun skulle aldrig havde ladet sig overtale til at tage ud og spise med en fremmed alene. Nej, fremmed var han måske ikke helt; de havde jo skrevet sammen online!
Ophelia, som var navnet på den dumdristige engel, vidste hun befandt sig i Aston og havde været nær den gigantiske park, da de var inde og spise. Der gik heller ikke længe, før hun befandt sig i den, og en ting var helt klart; hun var ikke vant til at løbe i høje hæle på ujævnt terræn. Hun løb alt hvad hun kunne, vrikkede om i ny og næ, når hun så sig over skulderen for at se om hun blev forfulgt. Hun havde brug for at finde et skjulested, så hun kunne ringe efter hjælp. Hun havde godt regnet ud, måden vampyren havde kærtegnet hendes hals på, betød hun ville være næste måltid.
Den samme latter som tydeligere nåede pludselig hendes øre, som havde han stået ved siden af hende. I et komplet chok væltede hun over sine egne fødder og gled langs både grussti og beskidte, nedfaldne blade. Øjnene begyndte straks at glinse mere. Kort så hun sig over skulderen. Der stod tre mænd, den ene af dem var ham hun havde været ude med. ”No,” peb hun og på et øjeblik var de alle tre væk. Hun skyndte sig så hurtigt som muligt at komme på benene så hun kunne løbe videre, og forhåbentligt finde et gemmested. Det varede heller ikke mere end et par skridt, før hun fandt et gigantisk træ, som hun styrtede over imod.

Den tynde, forpustede engel gemte sig op ad det bredde træ. Benene syrede allerede for at have flygtet den korte distance; men hun var trodsalt heller ikke vant til at løbe overhovedet. Hendes fingre bevægede sig febrilsk hen over skærmen på telefonen, søgende efter et telefonnummer. Så snart hun havde fundet det, ringede hun det op og begyndte at løbe igen. Hun måtte ikke stå stille for længe; så ville de bare finde hende. ”Please, pick up. Please, pick up!” hulkede hun, mens tårerne begyndte at trille ned ad kinderne, mens hun holdt sin hånd, med telefonen, op mod sit øre og sin kind.

Hun havde ingen anelse om hvor længe hun løb med telefonen mod øret, men så snart den velkendte mandlige stemme lød, hulkede hun forpustet ind i telefonen. ”Help me… Please…” Selvom hun prøvede sit bedste på at holde sig skjult, kom det næsten ud af hende som et skrig. Hun så sig over den ene skulder og så den anden, mens hun forsat løb imellem de mørke træer; som bestem ikke gjorde situationen bedre. ”Aston park,” peb hun ind i telefonen. Hun lod telefonen blive op mod øret et øjeblik, blot for at lytte efter instrukser eller andre spørgsmål som kunne være relevante.

Gæst

Cael havde siddet på stationen lige siden han var mødt ind og arbejdet på sag der virkelig pinte ham, den havde været lagt hen, da personen han ledte efter, var forsvundet men nu var der begyndt at dukke beviser op på at denne person eller rettere dæmon var kommet tilbage til byen, men denne gang ville han have ham! Han skulle ikke have lov til at gøre flere ondt! Dog som timerne gik, blev han enig med sig selv om at smutte ud og få købt noget aftensmad, han havde ikke nået at få noget med hjemme fra selvom man sjældent så ham købe mad på jobbet.

Som han var nået frem for at hente sin mad, han havde formået at bestille inden han kørte fra stationen, havde han en underlig følelse inde i kroppen, han havde haft den så mange gange før. Tankerne gled hurtigt på om det var noget med hans børn eller kone? Han greb sin mobil, men der lå ingen sms’er eller opkald fra dem og den følelse han havde var ikke den han fik normalt når det var hans familie der var sket noget med. Cael havde også kun lige fået lagt mobilen fra sig på passagersædet og startet bilen for at køre, da han modtog et opkald fra Ophelia en ung kvinde der havde det svært og som havde sat sine spor i ham, særligt fordi hun var genopstået engel, hvorfor han gjorde så meget for hende, var han ikke helt klar over. Han følte bare at han var nødt til det, hun vidste dog også hvad han forventede af hende, hvis han skulle hjælpe hende.

”Offi…” mere nåede der ikke at komme ud før, han genkendte stemme, han tog kort mobilen fra øret så han så på skærmen, det var Ophelia! Hvad skete der! ”Ophelia, where are you? I’m on my way” sagde han og var ikke i tvivl om at hun var bange og prøvede at flygte fra noget. ”Please hang on the phone, I’m coming. I'm right near you.” Sagde han roligt og prøvede selv ikke at virke ophidset eller nervøs for det ville intet godt gøre for hende.

Sirenerne blev sat på bilen som han satte bilen i gang mens han over radioen kaldte flere biler til Aston Parken, da han ikke vidste hvad der foregik og hvor mange der eventuelt var efter hende, måtte han reagere som en hver anden. ”Describe to me where in the park you are!” Sagde han roligt mens han fokuserede på trafikken for at komme hen til parken. Da han endelig nåede frem få minuter efter smed han den op på fortovet med blinkende tændt, greb sit bælte der lå i handskerummet og i stedet for at tage sin pistol med sig kun, greb han sit ”hemmelige” våben, det kunne ligne en ganske almindelig pistol men det var det ikke. Da han vidste at Ophelia var en engel, ville der helt sikkert være mørke væsner der ude der gerne ville have fat i hende. Mobilen blev proppet i lommen sammen med jackstikket der gik til hans høresnegl i øret og radioen i bæltekanten. Han bar ikke den traditionelle uniform, da han var civil betjent.

Lyden af flere politisirener blev højre og højre, dog lå hans fokus et andet sted, han skulle finde Ophelia og sikre sig at hun var uskadt og finde ud af hvad der skete, der var heldigvis andre kollager på vej så han ikke stod og skulle finde hende og fange en eller flere skurke. Lyden af Ophelia i øret og de lyde han kunne høre omkring sig, var han ikke så tæt på hende som han gerne ville være. ”You need to tell what you can see around you, I’m here now but I have to find you” Sagde han roligt og fik tændt sin lommelygte mens han gik ind mod parken for at komme ind omkring midten, på den måde ville han have bedre mulighed for at få et overblik og have nemmere ved at finde.

Royal **Antal indlæg** : 100

Selvom Cael ikke nåde at sige meget, var det rart at høre hans stemme, selvom det ikke ligefrem kom til udtryk hverken i hendes stemme eller på måden hendes krop reagerede. Hjertet bankede afsted, og videregav helt klart hendes position for vampyrerne, hvis ikke det var fordi hun løb, hev efter vejret og græd. Det næsten obligatoriske spørgsmål om hendes destination blev hurtigt besvaret mens hun løb. Det varede heller ikke længe før hun kunne høre noget med at hun skulle blive i røret og at han var lige i nærheden. Gudskelov.
Hun svarede ikke på hans rolige ordre, men koncentrerede sig om at løbe og holde telefonen så vidt muligt op mod øret, hvis nu der kom yderligere vigtige spørgsmål. Man kunne derfor høre hvordan hun næsten hev efter vejret for hvert skridt hun tog. Af og til stoppede hun op for at orientere sig om hvilken vej hun skulle løbe. Præcist hvad der gik igennem hendes hoved, da hun løb væk fra stierne, var at hun håbede vampyrerne ville tro hun ville blive på dem, forhåbentligt ville det kun narre dem… Eller måske løb hun direkte i en fælde.

Det var jo ikke fordi hun havde de samme sanser som vampyrerne, og det havde hun heller aldrig haft. Hun havde på den måde ingen anelse om hvor meget hun rodet sig selv ud i mere ballade ved blot at forlade stierne. Der gik et øjeblik før betjenten forlangede noget af hende. Mens hun løb, så hun om sig. Hun kunne ikke huske hvad stierne hun havde løbet på hed og hun havde egentlig ikke nogen anelse om hvor hun var på vej hen. Hun håbede bare hun var på vej væk fra vampyrerne. ”I… I don’t know,” lød det lettere fortvivlet, som hun stoppede op og ledte efter et eller andet kendemærke. Hjertet bankede mod hendes brystkasse, som prøvede det at bryde ud af hendes krop og lungerne kæmpede for at følge med. Som hun stod der, med mørket der synes at blive tykkere og tykkere rundt om hende, følte hun sig lille. Benene sitrede efter at løbe videre. Hun begyndte at jogge lidt, i hvilken retning det præcis var, havde hun ingen ide om, men hun bad til at noget genkendeligt ville dukke op.

Da hendes svar tydeligvis ikke var brugbart blev der spurgt om omgivelserne. Hun prøvede at finde ord, som ikke gav sig selv. Blade, træer, stier en god mængde væk. Hun satte farten op igen, som det virkede til at hun kunne se nogle store sten længere fremme, ”I close to some big stones,” Hendes stemme var lidt mere kontrolleret som hun joggede nærmere.
Pludselig blev hun helt stille i telefonen. Hun var stoppet op og havde gemt sig bag et træ med sin hånd foran sin mund, da hun havde opdaget en eller anden skygge henne ved de sten hun havde været på vej imod.
Der gik lidt tid hvor hun observerede og glemte lidt at lytte efter om der blev spurgt yderligere ind til hendes destination. Stilheden over telefonen blev brudt af at hun åbnede munden, ”Someone’s there,” hviskede hun halvkvalt. Hele luftrøret føltes som om det blev strammet som hun observerede skikkelsen. Forhåbentlig så den hende ikke.

Gæst

Cael var ikke desperat, der skulle noget mere til, men han var nødt til at finde hende før dem der efter sigende skulle være efter hende, fik fat i hende. Han forsøgte i telefonen at berolige hende selvom det var svært for ham, for han kunne sagens forstå hende det var slet ikke det. Han stoppede op som han kunne høre hende prøve at forklare hvor hun var, han nikkede svagt ” it’s good, keep trying, tell me everything you can see” sagde han stille og forholde sin stemme rolig, sådan at han håbede det var nemmere for hende at holde fokus på at fortælle hvad der var omkring hende, han havde en anelse om hvor hun var og begyndte at bevæge sig derover ad.

”There are some others cops in here, I call them on my way to the park, tell me if you can see lights from flashlights, they all use their flashlights” Sagde han som han satte tempoet noget mere op, lidt I angsten for at det ikke var hans kollegaere der var i nærheden af hende. Han nåede nogle stor sten og kunne svagt ane en står i mørket. ”I Think i can see you now Ophelia, turn around, I make my flashlight flash 3 times, then you can see it, then it's you I can see, and then you have to come running over to me.” sagde han og rettede den mod, den person han troede var Ophelia før han fik den til at blinke 3 gange.

Royal **Antal indlæg** : 100

Han roste det at hun fortalte hun var tæt på nogle store sten. ”I… I eh… Oh I don’t know… There’s a lot of trees,” tilføjede hun lettere fortvivlet, mens hun nærmede sig stenene. Hun lagde slet ikke mærke til at det kunne være en fokuseringsøvelse han måske var i gang med at guide hende igennem. Sådan nogle kendte hun i forvejen, men det var på ingen måde i hendes hoved. Øvelserne gik ud på at man skulle finde ting man kunne se, høre, smage, røre og mærke.

En bekræftende lyde efterlod hende, som han fortalte der var flere betjente i parken som alle gik rundt med lommelygter. ”It’s not carrying a flashlight,” Hviskede hun og satte tempoet ned. Hun var ikke sikker på om hun turde gå tættere på, siden personen ikke bar på en lommelygte. Hun gik næsten i huk, som hun nærmede sig forsigtigt. Da han fortalte at han troede han kunne se hende, og skulle se sig tilbage, så hun sig over skulderen, søgende efter lommelygter. Men der var intet. Hun forsatte med at dreje rundt, og da hun nåede til at se I retningen af stenene igen så hun de sidste blink, bag personen ved stenene. “That’s not me,” hendes stemme lød næsten kvalt, som hun nævnte det. Ophelia kunne se hvordan skikkelsen vendte sig mod Cael, i stedet for Ophelia. ”Cael watch out!” skyndte hun sig at sige, næsten pebende, inden skikkelsen forsvandt fra stenene. Hun regnede med at skikkelsen gik efter Cael, men hun kunne ikke være sikker. Hun krøb sidelæns i modsatte retning af hvor hun havde set hans blink. Hun var bange for at hun måske ville løbe i en fælde og blot være anden ret på menuen.

Gæst

Cael var ved at blive stresset, men heldigvis god til at bevare roen, han kunne høre over radioen at de andre ledte lige så meget som Cael gjorde samtidig med at de holdt godt øje med hinanden samtidig med at de ledte efter Ophelia! Han var nødt til at finde hende hurtigt, for han vidste der var vampyrer omkring dem i parken han kunne mærke dem og endte med at kalde assistance over radioen for at få sat hunde ind.

Han kunne høre på Ophelia hun var i panik indeni og han vitterligt måtte finde frem til hende. ”Relax Ophelia, nothing will happend to me okay, try focus once. Please pray to me, if you pray to me I would find you easier, but you need to stay focused while doing it” sagde han og valgte at ændre retning, der var et andet sted i parken hvor der var det hun beskrev, men det var et godt stykke væk fra ham. Tros faren og at han vitterligt skulle passe på sig selv, måtte han lige nu holde fokuset på Ophelia. Særligt da det ikke var hende han troede han havde fået øje på, men en anden, dog var personen forsvundet der fra og han havde ikke kunne se eller høre personen omkring sig for nu.

Royal **Antal indlæg** : 100

Hjertet hamrede afsted på indersiden af brystkassen og hele kroppen var anspændt i frygt. De første par ord, hørte Ophelia slet ikke, men lød blot som en mumlen fjernt i hendes øre indtil hun sagde han skulle bede til ham. ”O-okay” fik hun fremstammet, mens hendes øjne så skræmt frem for sig. Hoved så skiftevis fra en side til en anden, som hvis hun skulle løbe over en motorvej, inden hun begyndte at bakke hen til et træ som hun hvilede og groundede sig selv op af.
I sit forsøg på at fokusere på en bøn til Cael, slap hun telefonen, så det skrattede når den landede på parkens bund. Hun flettede fingrene sammen og lod den ene side af en pegefinger hvile mod hendes læber. Hun lukkede sine blågrønne bekymrede øjne og lagde mærke til hvor meget hun rystede i hele kroppen.
Forsigtigt, men grundigt begyndte hun at bede til Cael. Hun prøvede inderligt at ignorere de lyde, som hun kunne høre, nu hvor hun havde lukket sine øjne og det gik fint for en lang stund. Lige indtil et klamt, lavt åndedræt, næsten ved siden af hendes øre, brød kort hendes fokus og fik hende til at skælve og krumme sig lidt sammen i frygt. Hun klemte sine ænder hårdere sammen og prøvede så godt som muligt at holde sit fokus det sidste – men det var svært. Grebet i hænderne var, for et hvert almindeligt menneske, meget svagt. Ophelia turde virkelig ikke lægge nok kræfter i fingrene til at kun kunne mærke det.

Gæst

Cael måtte stoppe op, for at fokusere for at være sikker på at høre hendes bøn til ham, der gik heller ikke længe før han mærkede den og hørte den. Han kunne også samtidig fornemme at hun var virkelig bange, det var der jo heller ikke nogen tvivl om at han sagens kunne forstå. Han fulgte hendes bøn og for at finde hende, han kunne fornemme hvordan han kom tættere og tættere på hende. Han valgte at sætte i løb for at komme helt over til hende.

Da han nåede frem stoppede han op ved hende ”i’m right here Ophelia” Sagde han og lagde en blid hånd på hendes hænder der var klemt sammen. ”Please try to relax, nothing can happen to you now” Sagde han inden han lagde en arm om hendes for at give hende lidt tryghed, det gjorde han ikke med alle kriminelle eller andre han kom ud til, men han kendte Ophelia og hun vidste der intet var i det. Han greb sin radio og kaldte op til de andre at han havde fundet hende og han ville sørge for hende nu. Flere meldte tilbage at de havde modtaget hans kald og enkelte havde fanget nogle som der var efterlyste og som ikke burde være der hvor de var.

”Come, lets go to my car” sagde han og lagde en blid arm om hendes skulder for at følge hende afsted. ”Its good you called me, are you okay? Can I do anything for you?” spurgte han og så blidt på hende som han begyndte at gå for at komme til sin bil.

Royal **Antal indlæg** : 100

Ophelia gav et gisp fra sig ved berøringen om hendes hænder og spjættede næsten. Hendes skuldre ramte næsten hendes ører i forskrækkelsen. Men det var bare Cael. Små, stammende og forvirrede ord røg ud af munden på Ophelia, som ikke rigtig havde nogen sammenhæng. Hovedet drejede skiftevis forvirret om hende og blikket fulgte med. De var ikke omringet af klamme vampyrer? Den trygge arm der lagde sig om hende fik ordene til at stumme ud og uden en lyd, begyndte tårerne at trille. Han ville nok kunne mærke, med armen omkring hende, og se, at hendes vejrtrækning ikke var helt optimal, og det ville være let at konkludere, at det var panikken, der havde taget hånd om hende før noget andet. Mens Cael snakkede over sin radio lænede Ophelia sig lidt ind mod Cael, med blikket stirrende på jorden under dem. Alting virkede efterhånden som at være sløret for hende. Hvad i al verden var der overhoved sket?

”Y-yeah,” lød det fra hende, inden hun begyndte at følge med ham. De gik dog kun et par skridt, før blikket kørte rundt. Hvis hun selv skulle sige det, var hun opmærksom, men enhver anden ville ikke være i tvivl om at det var hende, som var paranoid. Spørgsmålet om hun var okay eller om der var noget han kunne gøre for hende, fik hendes blik kortvarigt til at se ned af sig selv, før det kørte rundt i omgivelserne igen. ”I don’t think I got hurt,” lød det halvt fraværende fra hende. ”I…” hun tøvede lidt. Hun havde ikke lyst til blot at blive sat af derhjemme, helt alene. ”Can I stay at your place? I’ll sleep on the couch,” lød det lavt fra hende, næsten mumlende, som hun så sig over skulderen, for at sikre sig at de ikke blev forfulgt, nu hvor de blot gik.

Gæst

Cael knew it was the panic that had a firm roof in her, and that's why he took it easy, let her into him if she wanted to. He wasn't in a hurry right now, but he had a young woman who needed help and you could say he was the 'perfect' to help with his job. If she hadn't called him, he wouldn't be able to know and would therefore not be able to help her. Cael knew it might be wrong for him to say there would be nothing that could happen to her now because there would be. But he did it to try to give her some peace and certainty that he was looking after her so that she could get a handle on the breathing and relax her body a little bit.

The way she walked and the way her gaze was running around was clear that she was paranoid. Cael had seen it before in her and gradually knew her reactions to different things. "It's all right, there's none. There are still officers in the park and they're going to take care of us" He said to tell that they would look after both her and him as their colleague. "Have you had something to eat and drink today?" he asked to try if he could shift her focus a little. "It's good nothing happened to you." he said and cuddled her arm gently with his hand lying around her shoulder as they walked towards his car.

The words if she could sleep on his couch tonight, he'd like to say yes but this night he was going to work. "you can't borrow my private sofa tonight, but you can borrow my bed at the station I use when I have 24-hour shifts, but then we should be able to make any appointments?" he said and looked at her with a little smile. He hadn't used that bed more than twice, but it was there and right now it just stood and was unused. "I can also take you to a place where someone can look after you tonight and make sure everything is as it should be?" he asked gently when they finally reached his car.

He found the keys out of his pocket and looked at her, "I have to ask you, do you have anything in your pockets you can hurt yourself or me with?" he said gently and calmly as he walked over to the lead side of the car to take one of the clear bags he had in the car to put those he took with him in the car's belongings down in.

Royal **Antal indlæg** : 100

For a short moment, Ophelia started shaking. There is none. Only officers who would take care of them. She nodded slowly, even though she felt like she was trembling. Like a sandcastle in a storm. He asked her a question, and she knew very well that it was to take her mind of any bad thought. She was too polite to not answer him; and therefore, it worked. “I ate with them at a restaurant,” she mumbled. “I got a coke with my sandwich,” she explained. She was a vegetarian had had of course had less to choose from than people who wasn’t vegetarian.

Ophelia nodded without a word when he told her that she couldn’t visit him. Instead he suggested his office. She nodded slowly, accepting his offer with the bed at the station, but as soon as he suggested a place where someone could take care of her, she looked up at him with terror in her eyes. “No, please don’t do that,” she felt her heart started racing again. She didn’t want to be looked after by someone she didn’t know. She just needed someone she could trust so she hopefully could fall asleep. “Please, the office is fine… I-… I won’t bother you; I promise!” she begged, her lip trembling.

As they finally reached his car he did as usual and asked for anything that could hurt either of them and found a plastic bag. With the fear of blood and begin hurt, Ophelia really didn’t have anything on her that could directly harm either of them. She did check her pockets anyway, but ended up shaking her head in response.

» Whisper through the phone (TW)