It appears we have a pattern

”You cunt!! You ain’t gonna get away with it this!!” De stakkels unge knægte. Selv under lag af slidt læder og utallige små spidse metal pigge havde han og hans band ikke været i sikkerhed mod en kedsommelig aftens valg af sabotage. Til gengæld så gav hele banden jagt der virkelig sagde spar to! Konditionen var i hvert fald i top. Men selv ham med de længste ben – sikkert lange nok til at have en vidde af to af hendes egne skridt – var han stadigvæk et tilpas stykke bag de gule lyn, som hun fræsede afsted ned ad gaden. Det største og mest morende smil hævet frem ad lommen og klasket i ansigtet. Hjertet bankede voldsomt, høj på adrenalin i dens forseglede æske, dog efterlod det stadigvæk nogle mærkbare ekkoer i hendes egen brystkasse, så i det mindste blev hun ikke røvet for følelsen af det sug, hun oplevede i situationer som denne.
Fermt blev tordenfuglens beklædte menneskefødder placeret strategisk, hvor de ville give hende de bedst mulige chancer for at ikke falde eller blive sænket. Som ting kom i vejen var hun let som en fjer, når hun sprang op og over og videre. Særligt som hun pludselig gjorde et skarpt sving ind ad en smallere gyde, sørgede hun lige for at få sat en afsættende fod mod den parallelle mur for at skabe den rette momentum der fik hendes lille skikkelse til at forsvinde ind i mørket, mens hendes forfølger lige måtte bruge tid på at stoppe op og bakke tilbage for at vende kursen samme vej. Men han var for langsom, igen, og gyden var tom selv for et blik der trængte igennem mørket som en kniv i blødt smør. ”Shit!!” vrissede han rasende, som han så sig omkring efter nogle andre valgmuligheder. Måske han kunne indhente hende på anden vis…

Dunk! ”Hmf!” Lige inden hendes arrige forfølger havde fået vinklet sig ind ad gyden, havde Mykie nået at drøne igennem og tage endnu et skarpt sving. Et skarpt sving direkte ind i, hvad der i første omgang følte meget lige som en væg, og i de følgende sekunder var hun overbevist om, at hun havde regnet forkert i sin flygt. Men så følte hun et par stærke arme gribe fat i hende, og hendes øjne åbnede sig endelig helt op for blot at stirre direkte ind i…. en brystkasse? Straks fløj hendes hage op og de stormgrå øjne fandt vej til det bekendte ansigt helt oppe i skyerne lige som hendes navn blev sagt. Og med ét åbnede himlen sig op og tunge dråber faldt ned over dem og hele byen.

Så efter at have stået og gloet på ham i et stykke tid med et forundret udtryk i ansigtet, strålede det pludselig op i et stort smil igen, som hun ytrede sig: ”Hello handsome.” Man kunne virkelig høre hvor forpustet hun var, idét hun begyndt at tale, selvom ordene kom fint ud til trods. Kortvarigt lænede hun hovedet en tand mere tilbage for at se direkte mod den mørke skyfyldte himmel. ”I’d say we gotta stop meeting like this, huh,” kommenterede hun kækt idét hendes blik fandt tilbage til ham, og hun rettede sig selv lidt mere op for ikke at længere stå lænet op ad ham. Det var egentlig ret surrealistisk at se Alexander. Og med god grund! Hun havde ikke troet, hun ville se mere til ham, efter han havde forsvundet på hende den nat mange måneder siden.

Oh, he sure was bold. Det kunne hun godt huske, da deres tidligere korte tid sammen, nu hvor han genopfriskede hendes hukommelse. Hun smilede derfor skævt til hans kommentar, dog uden at give en kommentar videre. Det var trods alt ikke, at de havde noget stærkt bånd. De havde løbet ind i hinanden én gang før, hvor de nu også havde haft en ganske uforglemmelig tid, dét måtte hun indrømme – smagen af hans læber var ikke bare sådan lige til at glemme og lade forbi-passerer – men det var dér deres eventyr havde taget et knæk. Og siden da var der også kommet nye ting på bordet… Så så nemt skulle han heller ikke have det.

”Whaat?” udbrød Mykie straks efter at han fik hentydet til, at der var flere gentagelser en blot regnen. Hun smurte tydeligvis tykt på og derfor lød alt andet end overbevisende. ”No, I’m not being followed. That would just be silly. At least it’s not the same tall stranger as last time. Trust me. I took care of that after you mysteriously disappeared. Today is a different prey.” Hun kunne ikke holde masken i mere end et par sekunder før smilet brød frem og afslørede endnu mere, at hun løj direkte ud af bukserne, ikke rigtig bekymret for, at blive taget i at lyve. For var det virkelig en løgn, når man gjorde det så åbenlyst? Næppe!
Tordenfuglens armen blev efterfølgende lagt afslappet på kors over hendes flade brystkasse og hendes hoved tiltede en smule til den ene side, mens hun betragtede den høje mand foran hende, allerede lige så gennemblødt som hende selv. Lige som hun huskede ham.

Lidt ubevidst løftede hun sin ene fod for at lige hamre skotåen ned i asfalten, før en lyd fik hende til at se sig en halv omgang over skulderen. Hun var ret selvsikker på, at hun havde rystet sine forfølgere af sig, de var trods alt ikke lige så kloge som hende. ”What brought you into the street tonight I wonder?” spurgte hun, som hun så tilbage mod… eller op op Alexander.