Stargazing

Max ville egentlig bare være gået tidligt i seng den dag. Han havde haft en lidt lang dag. En af de dage, hvor tingene bare ikke var gået, som de skulle, uanset hvad han havde givet sig i kast med. Han havde været i et halvdårligt humør som følge deraf, og havde derfor holdt sig for sig selv hele dagen. Han ville helst ikke dele sit dårlige humør med nogen, da han ikke kunne lide at vise sig selv fra den side. Så planen havde altså været at gå tidligt i seng. Men om aftenen var han blev rastløs og følte sig ikke i stand til at finde ro. Derfor havde han taget musik i ørerne og gået en tur. Hans ben havde ført ham afsted, helt ind i Astons hjerte, hvor han havde betragtet bylivet, som delvist lukkede ned og delvist lukkede op, da festglade mennesker besøgte barerne, mens familielivet gik i seng. På en måde havde dagens skiften opmuntret ham; Han havde fornemmet, hvordan livet overalt pulserer videre, fortsætter, uanset hvad vi gør. Der vil altid komme en ny dag.

Han var nu på vej tilbage til skolen. Han så op på himlen og følte sig trøstet. Månen hang stor og flot deroppe, omgivet af utallige stjerner. Han tænkte på Persephone. Han tog mobilen op og skrev til hende. Sorry, I know It's late. But do you want to go out and look at the stars with me? They're not half as beautiful as your eyes, I know, that's why you'll be looking at them and I'll be looking at you. That was cheesy, sorry. But do you want to go? skrev han og sendte den hurtigt, før han lagde telefonen i lommen igen, satte farten lidt op. Åh, hvor han håbede at hun havde tid og lyst, men han vidste faktisk ikke helt, hvordan hendes dagsrytme var, og om han kunne forvente, hun var oppe og frisk. Uanset hvad var han i bedre humør og at komme hjem i seng var heller ikke så forfærdelig en tanke mere.