You say I am what now-Fenella

Tid: 14:30
Sted: Haven
Vejr: solen skinner fra en næsten skyfrihimmel
Påklædning: Hendes påklædning og Hendes støvler

Hun havde enelig fået fri og sad udenfor med hendes guitar, den betød alt for hende der lagde også en masse bøger ved siden af hende, men lige nu gav hun dem ikke meget opmærksomhed. Hun hadede skolen, men dette her var hendes sidste chance og ellers ville hun blive opgivet af hendes plejefamilie, hun havde haft mange problemer og de fandtes stadig dog prøvede hun på at glemme at hun havde disse evner som gjorde hende anderledes end alle andre. Hun tog hendes guitar og gav sig til spille en sang hun lige havde lært idag i musik timen. Hun takke den familie hun boede os at de havde givet hende muligheden for at blive bedre. Selvom hun nok ikke lignede det, kunne også spille Cello,Violin og klaver. Hun elskede dog hendes guitar for det var en hun havde fået af den familie som boet ved i Virgina. Det var den gang hun kunne få lov til at være fri, men også det havde hendes evner ødelagt. Hun forstod ikke hvorfor hun skulle være anderledes. Hun blev dog ikke ved med at spille for hun blev forstyrret af nogle drenge som begyndte at slås. Hun betragtede dem, det var ikke fordi hun havde lyst, men rejste sig op for at skille dem af " hey stop det der, inden i kommer til skade" sagde hun og hendes stemme var dyb faktisk meget dyb tilforhold til være en kvinde. Udover hendes dybe stemme snakkede hun også med en meget tyk Amerikans accent. Hun havde været inde og ude af Kriminalitet og hun vidste om nogen hvordan man skilte slåsende fyre af. Dog var der ikke nødvendigt at gøre for i det de hørte hende skyndte de sig væk. Hun smilede gik igang med at pakke sine ting. Hun skulle videre inden klokken blev alt for mange, men inden hun gik ville hun lige et smut forbi starlden og kigge på hestene.

Fenella var ude at gå, hun havde tænkt sig at på 'luftet' sin dyreside, så hun havde klædt sig nemt på med en tyk striktrøje og en kjole sammen med hendes sædvanlige brune støvler, da hun hørte en velkendt melodi blive spillet på guitar. Hun gik nærmere lyden, det lød ret godt, men det holdt pludselig op og en dyb stemme råbte noget om at nogen skulle stoppe med at gøre et eller andet, ellers ville de komme til skade. Hun gik hen imod stemmen, da et par unge fyre kom løbende forbi hende, hun kom frem til at det nok var dem der var blevet råbt af. Hun gik længere frem og så så en ung pige i færd med at pakke sine ting sammen, hun så også en guitar og kom frem til at det måtte være hende hun havde hørt spille. "Hey, du spiller godt. Det var fra timen i dag, var det ikke?" Hun stoppede op et lille stykke fra pigen og smilede venligt til hende.
Fenella syntes hun genkendte pigen, men hun var ikke sikker, de havde nemlig siddet i hver sin ende af lokalet. De havde haft om de akustiske vidundere, og havde fået et par forskellige node papirer, som de kunne arbejde på at lærer og gøre til deres egne, når de spillede dem. Hun havde spillet dem alle igennem, da hun sad på sit kollegieværelse, og kunne derfor genkende den.

Som de drenge var løbet og hun næsten var færdig med at pakke sine ting var der en som talte til hende og fik hende til at stivende en smule der var ikke så mange som talte til hende og normalt virkede hun usynlig for alle andre end hende selv. Hun vendte sig om imod den fremmede tydeligtvis overrasket, men det var på den gode måde "jo det er mig, men du må gerne kalde mig Evie" sagde hun prøvede på at være sjov, men mislykkedes hende. Evie var langt fra en komisk person og da slet ikke når hun var nervøs. Hun smilede svagt og vendte sit blik imod guitaren inden hun samlede den op " hvor var du på vej hen inden du dumpede ind i mig?" spurgte hun prøvede igen på at være sjov, men det virkede heller ikke denne gang og hun valgte til sidst at klappe i. Hun betragtede den anden pige foran hende. Hun smilede svagt musik var noget af det hun var god til og hun elskede musik timerne så meget at hun som regel ikke lade mærke til sine omgivelser og det var nok derfor pigen foran hende ikke virkede bekendt " jamen tak jeg har også spillet i del år nu, selvom jeg måske ikke ser sådan ud så spiller jeg også Klaver, Violin og Cello udover det bedste instument nogen sinde skabt" sagde hun imens hun lod tommelfingre pege på guitaren hvis hun skulle være i tivil.

Fenella smilede, da pigen vendte sig rundt, blik og kropssprog blidt og roligt. Hun lagde godt mærke til det overraskede udtryk på pigens ansigt, men gik udfra at det ikke gjorde noget, da hun præsenterede sig selv, "Jamen hej Evie, jeg hedder Fenella." Hun gik en smule tættere på pigen, "Jeg har også spillet i mange år, dog kun guitar og klaver." Hun så på Evies guitar og tilføjede "Jeg så synger jeg også.".
Da hun blev spurgt om hvor hun var på vej hen af, smilede hun stort og sagde "Jeg var på vej ud på det store græs areal, for at enten at løbe eller flyve lidt rundt." Hun så på Evie med nysgerrige øjne, "Hvad med dig?".
Fenella kunne mærke lysten til at give slip på sit menneske jeg og løbe rundt som sit hoveddyr, men hun holdt sig i skindet. Hun lod sit blik glide ud på den omkring liggenede have, hun tog en dyb indånding og indhalerede alle de forskellige dufte, fra træerne, blomsterne, græsset, ja alt de dufte der blev båret af vinden. Hun lukkede kort øjnene i mens at hun nød dem. Og så vendte hun sig atter imod Evie.

Hun nikkede svagt uden rigtigt at have hørt hvad det var Fenella sagde og kiggede vantro på hende da det var gået op for hende at Fenella havde sagt flyve " vent hvordan vil du flyve" sagde hun halv mistroende. Det var tydeligt at Evie ikke vidste hvad hun var eller hvad det var Fenella var. Hun fik store øjne og rystede svagt på hovedet overasket over hendes udsagn. Det måtte hun bare se hvordan det kunne lade sig gøre at en pige som Fenella kunne flyve. Hun tog Fenella under armen uden rigtigt give hende en grund til modsige hende rev hun hende med sig imod den større græsplæne og hun havde glemt alt om sine bøger som stadig lagde der hvor hun havde siddet og hun kunne slet ikke huske andet end at Fenella havde sagt at hun kunne flyve " vis mig det, hvis mig hvordan du flyver" sagde  hun og man kunne tydeligt høre iveren i hendes dybe stemme. 
Hun kendte ikke meget til den overnaturlige verden og hvad end hun ville se ville hun blive overrasket, hun lignede lidt et barn og havde lys i sine øjne imens hun forvent kiggede på hende. Hun havde ganske kort også glemt at de lige havde mødt hinanden og hun havde måtte  forskrækket pigen og inden pigen nåede sige noget smed hun sin guitar og gav sig til at tage sit tøj af. Inden hun forvandlede sig til sin  første dyrform, måske det kunne få Fenella til at forstå hvorfor hun var så ivirg efter at finde ud af om denne pige var som hende. Hun havd følt sig så alene så længe og det ville være rart hvis det ikke var tilfældet. Evie skridte hen til Fenella og lod sænkede hendes hovedg så hun kunne se Fenella i øjnene før hun kastede med hovedet og vrinskede en smule utåldmodig for at få Fenella til vise hende hvordan hun kunne flyve.

Inden Fenella nåede at reagere blev hun hevet med imod det store græsareal af den meget ivrig Evie. Hun grinede en smule over den iver pigen havde. Og da hun blev bedt om at at vise hende det, hun smilede, da hun så Evie forvandle sig til en flot mustang.
Hun trådte et skridt tilbage og trådte først ud af sine støvler og lod sine bare fødder ramme det kølige græs, hun vrikkede en smule med tæerne og nød følelsen af græsset under hende fødder og imellem tæerne. Derefter hev hun sin striktrøje af og smed ved siden af sine støvler, derefter kjolen og undertøjet. Og hun begyndte sin smertefulde forvandling, smerten var kortvarig, men næsten uudholdlig og hun bed sig i læben indtil hun havde et næb i stedet for læber og hendes arme forvandlet til vinger og hendes krop dækket af sorte fjer, for ikke at skrige. Da hun var færdig, var der en sort ravn i hendes sted og hun kiggede op på hesten der stod foran hende, hun skræppede en enkelt gang og tog af. Hun baskede et par gange med vingerne og fløje lidt rundt i cirkler omkring Evie, og med endnu et skræp landede hun på jorden og hoppede en smule rundt.
Hun nød de to former hun havde, hun nød hvor hurtigt hun var med sin hunde form og hvor højt hun kunne flyve med sin ravne form. Hun hoppede lidt rundt igen og skræppede op til hesten foran hende.

Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne da pigen forvandle sig til en smuk sort Ravn, hun vrinskede glad og kastede med hendes hoved. Hun fulgte Fenella med øjnene og som hun igen landede på jorden gik hun hen imod den sorte Ravn. Hun sænkede sit hoved og lugtede svagt til ravnen. Inden hun igen forvandle sig tilbage til hendes menneskeform. Hun vidste godt at hun var nøgen, men lige nu var hun ligeglad for hun var ikke alene om det at kunne forvandle sig til dyr. Hun havde altid troet at hun var alene om det, men det virkede ikke sådan og det gjorde hende glad. Ingen ord kunne beskrive hvor glad hun var for ikke at være den eneste som kunne det hun kunne. Evie var så forvirret og der var en masse spørgsmål som kørte igennem hendes hoved, men hun kunne lige nu ikke andet end at kigge på pigen foran hende hun så fascineret af at ikke at være alene omkring det hele at hun glemte for en kort stund hvor hun var hende øjne var blevet meget store " det var utroligt, jeg troede jeg var den eneste i hele verden som kunne forvandle mig til dyr. Jeg mener jeg kender ingen gang hvad det er jeg er" sagde hun og lysten til at vide hvad det var hun var overvældet hende noget kun.

Hun havde brugt så meget tid på at tro på at hun var forkert og at hun var mærkelig, alt den tid hvor folk enten havde mobbet, slået hende og fortalt hende at hun var en særling. det hele var helt forkert, men hun kunne ikke bebrejde Dem det for de var jo bare helt almindelige mennesker som ikke kendte til ting som kunne være anderledes.

Fenella skrattede en enkelt gang, inden hun selv satte gang i processen om at forvandle sig tilbage. Hun gik over og tog fat i sin kjole, mens at Evie snakkede og hev den overhoved og hev sine trusser på. Hun smilede til hende og sagde "Der er mange som os. Det hedder at være en formskifter." Hun smilede og samlede Evies tøj op og smed det over til hende, "Værs'go! Din hest er virkelig flot. Hvad er din anden form?" Hun satte sig ned i græsset og lænede sig tilbage på sine hænder. "Mit fortrukne og min første forvandlig er en Nova Scotia Duck Tolling Retriever, hvis du kender den?" Hun forventede ikke at Evie kendte den, det var nemlig ikke en særlig udbredt race.

Fenella åndede dybt ind og lod sig dumpe helt ned på det bløde græs, jorden var kold, men hun var ligeglad, hvis hun blev syg, blev hun syg. Lige i det øjeblik, der nød hun bare naturen og den ro den gav hende.

Hun lyttede imens hun greb sit tøj som blev kastet imod hende, hun kunne næsten ikke tro sine egne øre " formskifter" sagde hun og smagte lidt på ordet så det vidste sig at hun ikke var en særling, men en formskifter. Hun smilede med den nye viden. Hun skyndte sig at tage sit tøj på og satte ned ved siden af Fenella. Hun betragtede hende smilede " Har du altid vidst at du var formskifter?" spurgte hun og kunne næsten ikke være i hendes egen krop. Hun var så glad for at have fået den viden. Det var meget trættende at tro at man var en særling. Hun lagde sig til sidst ned på ryggen og kiggede lidt tænksomt på himmlen mit andet dyr er en sølvræv" sagde hun og smilede lidt skævt. Hun var faldte en smule mere til ro, nu hvor hun havde set Fenellas ene form. Da hun spurgte ind til om hun kendte den hunderace som hun kunne forvandle sig til rystede hun svagt på hovedet, den eneste hunde hun havde haft med at gøre var Australske kvæghunde. Hun havde ganske kort boet på en kvægfarm i Virginia, inden hun kom her. Hun kendte ellers ikke så meget til andre hunderacer. Den hun kendte til havde altid været brugt til arbejdet med at passe køerne. " jeg kender ikke så meget til hunderacer, men havde du spurgt mig omkring heste eller køer så kunne du have fået en masse viden" sagde hun.
Da Fenella roste hendes Mustang blev hun en smule gernert, hun havde altid set den som noget dårligt, men nu vidste hun ikke helt. Desuden var hun heller ikke vant til at få ros. Hun var normalt det man ville kalde usynlig. Hun havde  førhen været en enspænder af frygt for hvad folk ville sige, da hvor hun havde boet før havde der altid været nogen som havde en mening omkring hende " mange tak, det var sødt sagt" sagde hun og kunne ikke rigtigt skjule en svag rødmen.

Fenella smilede op imod himlen og vendte hoved over imod Evie, da hun også lagde sig i græsset "Vores dyr siger meget om os, om hvem vi er som personer. For eksempel så min hund, kan tydes som at jeg er trofast, arbejdsom og gerne vil lærer nye ting, men også at jeg er stærk og ikke er bange for at stå op for min flok og passe på dem, altså dem jeg holder af." Hun lod sine hænder hvile på sin mave og vrikkede lidt med tæerne. Og lyttede til Evie der fortalte hende om at hun havde en masse viden om heste og kvæg. Hun smilede og sagde "Jeg vokset op på landet, faktisk har jeg hjulpet med at hyrde kvægene og andre dyr. Jeg kan også ride, men jeg forestrækker helt klart at løbe selv." Hun grinede en smule og lukkede øjnene. Og da Evie sagde tak, næsten sang hun "Det var så lidt, jeg siger bare sandheden, du en køn pige og jeg er sikker på at din sølvræv er mindst lige så smuk.".

Hun lå lidt og tænkte og spurgte så "Hvad tror du at dine dyr står for?"

Hun kiggede tænksomt op i himmelen igen, hun havde aldrig tænkt over at hendes dyr kunne have haft en mening og alligevel gik det op for hende at de dyr hun havde kunne hænge sammen med måden hun var på. Mustangen var kendt som en der var meget tapper og selvstændig og med alt det hun havde været igennem følte hun sig ret tapper og der var ikke det hun ikke ville gøre for dem hun holdte nær. Uover det kunne de også godt være egenrådige hvilket hun også var, men det hun satte mest pris på ved denne form var friheden. Det kunne godtt være at hun på mange måder mindede om sine dyr. Ræven kendt for at være snu og der var ikke det hun ikke plejede at kunne sno sig udenom når først hun sat sig for det. Hun trak kort på skuldrene. Dog var der også andre træk ved hende som ikke passede på hendes dyr, men der var også nogle følelser fra mennesket i hende. Hun forstod sig ikke helt på det. Hun havde ikke sagt meget før hun vendte sit blik imod Fenella " en Mustang er tapper og hårfør hvilket jeg også er, hvor en ræv mere snu hvilket også passer på mig, men der er også ting ved mig som ikke passer på nogen af mine dyr" sagde hun og vidste ikke helt om hun ville uddybe hvad det var hun mente for der var ting i hendes fortid som hun ikke var stolt af og helst ville glemme. Den Evie hun havde været virkede så fremmet for hende og der ingen af hendes dyreformer af dem som var aggersiv som hun kunne være. Måske var det den del af hende som også følt sig så alene.

Hun havde været en kriminel stjålet fra butikker og sjålet penge fra folk. Det værste ved hele var at hun havde haft så brænde et ønske om at høre til så det havde gjort at hun endt i en bande hjemme i Usa. Hvilket også lagde til grund for at hun var her. Hun havde gjort det færdig med banden og havde hjulpet politiet med få nogle af dem i fængsel, men det havde gjort de andre bandemedlemmer vrede og de var blevet trusel imod hende og hendes plejefamilie. Hun savnede livet der hjemme, men hun vidste at hun aldrig ville kunne komme tilbage og det var hendes sidste chance for at blive ved denne plejefamilie. Hun fandt det rart her allerede nu var der flere som talt til hende og nogen havde rost hende " det var aldrig mit valgt at komme her, men efter jeg har mødt dig så er jeg glad for at jeg gjorde" sagde hun og måtte indrømme at det nok var godt at de havde tvunget  hende.

Fenella tænkte sig lidt om og sagde "Der vil altid være ting ved dine dyr som ikke passer på dig, jeg spiser jo heller ikke ådsler, ligesom min ravn.". Hun smilede lidt, hun syntes bedre og bedre om Evie, hun kunne dog ikke lade være med at syntes det var synd at hun ikke havde mødt en formskifter før, altså ikke at hun havde ondt af hende, men hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor forvirrende det ikke måtte have været at vokse op med de kræfter og så ikke kende nogen der var lige sådan.
Hun åbnede igen øjnene og satte sig op i græsset og strakte sine arme overhoved og sagde "Jeg syntes nu dine dyr passer godt til dig, jeg er sikker på der er meget mere til dig end det du selv går og tror." Hun smilede venligt til Evie og hev lidt ned i sømmen på sin kjole.

Da Evie sagde at det ikke var hendes eget valg at komme til akademiet, dukkede der en masse spørgsmål op hos Fenella, men hun tav. Hun ville ikke grave, da Evie ikke virkede som om hun havde lyst til at snakke om det. Hun smilede og sagde "Jeg er også glad for du er kommet hertil. Jeg håber du falder til, lige så hurtigt som jeg har.".

Hun vidste ikke helt hvad skulle sige, hele hendes liv havde hun troet at det var forkert, at hun var forkert, men så vidste det sig at der var flere end bare hende og at det var en helt normalt ting det at kunne forvandle sig til dyr. Hun havde lyst til at finde dem, måske der var en gruppe der hvor hun kom fra, men så kom hun i tanke om at hun ikke kunne tage tilbage. Hun ville ønske at hendes forældre ikke havde været døde de havde kunne fortælle hende hvordan alt hang sammen, men den mulighed havde hun ikke haft. Hun blev en smule trist og hun satte sig lidt tilfældigt op. Hun lukkede svagt øjnene  svagt imens hun prøvede på glemme dem. Hun kunne alligvel ikke huske dem. De var blevet dræbt den nat hun blev født. Det eneste hun kunne huske var den ældre dame som havde taget sig af hende Evelyn. Hun havde altid været der for hende, men hun blev syg og hendes børn ville ikke have noget med hende at gøre så blev sendt afsted i systemet. Hun havde boet ved mange familer, men ens med dem alle var at de havde opgivet hende. Netop fordi hun var anderledes. Hun åbende øjnene igen som hun fået styr på tårene, som havde samlet sig bag øjnlågene. Hun havde svært ved at tro det, men hun havde selv set det " al den tid, jeg troede jeg var forkert" sagde hun tænksomt,  hun havde stadig svært ved det og undgik nok sin dyrform, men det sikkert fordi hun havde været vant til at skulle skjule dem. 
Hun lyttede til det Fenella sagde og nikkede så, det var der, men spørgsmålet var om Fenella kunne lide det, hvis hun fortalte hende om alt det som var sket i hendes liv. Hvor aggersiv hun kunne være at hun var en kriminel. Hun havde ihvertfald været det. Hun havde ryget og af til gjorde hun det stadig, men prøvede på at stoppe. Hun banket folk bare for sjov, Fenella virkede ikke som en pige der ville syntes at hun sjov at omgås med, hun kunne heller bebjedre hende de´t. For det var virkelig ikke en type man gad at være sammen med, men det var vel også i hendes fortid. Som hun tænkte tingene igennem vendte tænksomt sit blik imod Fenella. Gad vide om livet gav en chancer for rette op på alt det dårlige man havde gjort og at man kunne blíve accepteret alligevel selvom man havde lavet lort i  den.

Det at hun var kommet her havde måske på mange måder været godt for hende, måske det alligevel ikke var noget skidt ved at være her, måske var det der skulle til for at komme på rette spor igen " tro du livet giver os chancer for at rode bod på ting man har gjort?"  spurgte hun lød en smule kyptisk. Hun fugtede svagt sine læber som fjernede sit blik fra Fenella så det ikke blev alt for akvet for dem. Hun lod svagt fingrende glide lidt nervøst igennem græsset " jeg mener tro du var meningen at jeg skulle sendes hertil, at det var skæben som havde bestemt og på den måde kan jeg komme på rette spor igen?" sagde hun prøvede på at forklare, men det var nok lidt svært svare på når man kendte grunden for hvorfor hun var her.

Fenella så på Evie. Hun virkede opslugt i sine tanker. Så hun rakte over og tog sin tykke strikketrøje og hev om skulderne og lagde sig igen ned. Hun elskede hvordan vejret havde været mildt og at solen endelig var fremme, efter at de havde haft et par gråvejrs dage. Hun lagde sig igen tilbage i græsset og bredte så sine arme ud og sagde "Jeg tror at vi gør ting vi er nødt til, for at finde ud af hvem vi er. Men jeg syntes selv at man altid skal prøve at gøre op for det slemme man har gjort.".
Hun kan huske den gang hun havde været nødt til at forsvare sin bror, da han næsten var blevet angrebet af en prærieulv. Hun havde været nødt til at kæmpe med den, og de havde begge givet hinanden et par skrammer, men hun var taget ud dagen efter, sammen med sin far og have fundet den, for at aflive den, da dens skrammer var for alvorlige til at den ikke ville lide.

Hun vendte sit blik imod Evie og sagde "Så hvis det er fordi du engang har gjort noget du fortryder, så prøv at ret op på det med at gøre noget godt for andre. Og ellers så lad vær' med at tænk på fortiden, tænk på nuet og fremtiden, tænk på hvordan du kan gøre den bedre og ikke begå de samme fejl." Hun smilede opmuntrende til hende.

Det Fenella  sagde fik et smil frem på hendes læber, det betød at der stadig var en chance for at hun kunne blive god hun fandt sin jakke lomme roede rundt i den, til hun fandt en pak cirgaretter. Hun røg af og til, men måske hun skulle stoppe. Hun vendte pakken lidt i hånden som hun smilede svagt, hun sagde ikke så meget, men lyttede bare og nikkede stille. Hendes smil var blevet større. Det kunne godt være at de ikke var familie, men for hende var de noget. Fenella var noget hun havde manglet, ikke sådan kærster agtigt, men manglet nogen som kunne forklare hende hvad det var hun var. Fenella havde allrede fået en betydning. Om de skulle ses igen. Det skulle de og om ikke andet så i Musik timerne.  Hun var sikker på at Musik timerne nu ville blive meget mere sjove. Ikke at hun ikke kunne lide dem, men skolen havde aldrig rigtigt været hende. og det var den stadig ikke, men med venner kunne det være at skolen bare kunne blive en lille smule sjovere. Evie lagde dem ned i lommen inden hun vendte sit blik imod Fenellla.
Hun nikkede svagt smilede ganske kort " du ret der igen grund til at hvile ved fortiden, det er fortid jeg skal fokusere på nutiden og skolen" sagde hun og smilede stort. Det var rart at kunne snakke med nogen omkring det hun var. Hun og lagde sig ned ved siden af Fenella og smilede imens kiggede på himmlen vejret var engtlig ret godt " jeg glad for ingen kom til skade, desuden er hele din familie formskifter, siden din bror også kan forvandle sig?"spurgte hun og kunne høre nysgerrigheden.

Fenella smilede, Evie havde da en edge over sig, noget der var råt og upoleret, som om hun bestemt ikke havde haft det nemt, men det betød ikke det helt store for Fenella. Hun lå lidt og tænkte over det spørgsmål Evie stillede hende og hun begyndte at forklare "Det er kun hver anden generation som får genet, eller evnen, til at kunne forvandle sig. Alle mine søskende kan forvandle sig, men ingen af mine forældre, til gengæld kunne min mormor og morfar forvandle sig. De var begge svaner, som deres hoved dyr altså." Hun lagde sig om på maven og støttede sig hoved på sin albuer, mens hun så på Evie "Min bror kan forvandle sig til en Puma og et firben. Min ældste søster kan forvandle sig til en svane, hun har ikke fået sine to sidste endnu. Som du ved får man sit første når man er barn, og så kommer der et til når man er teenager. Du får så dit sidste dyr når du fylder tyve." Hun smilede til hende og forsatte "Min to yngste søstre er faktisk utrolig ens, den ene bliver til en kanin og den anden til en ilder." Hun smilede og fniste lidt ved tanken.

Evie vente sig om imod Fenella og fik store øjne " jeg bliver nød til møde din familie, altså hvis jeg må jeg har aldrig mødt nogen af min slags og jeg vil gerne møde flere" sagde hun og lød måske en smule for ivirg, men hvem ville ikke være det efter at fundet ud af at man ikke var alene om at kunne forvandle sig til dyr. Hun forstillede sig hvor sjovt de allesammen kunne have det, men så kom hun i tanke om at det nok var at være for påtrængende og hun skammede sig en smule over sig selv og det faktum at hun overhovdet havde sagt noget for, hun kunne nok også godt sætte sig ind i at det nok ikke ville være en god idé. De kunne jo hurtigt komme til at tro at var en dårlig indfyldelse på deres datter og det havde hun ikke lyst til. Hun havde lyst til at lærer Fenella kende. Hun elskede allerede hendes selskab og hun følte sig på en mærkelig måde forbundet med hende. Det var ikke sådan kærsteagtig måde, men  mere det at de var af samme race, selvom kun lige havde mødt Fenella havde allerede lært en del omkring det at være en formskifter. Hun rejste sig og endnu gang tog hun sit tøj af " Hvad sig du til at vi rider en tur rundt ?" spurgte og inden Fenella kunne svare havde forvandlet sig til hendes hesteform. Hun trængte til bevæge sig og Fenella ville kunne sætte sig op på hende. Denne del af hende selv var en del hun havde måtte holde skjult så længe derefter luntede hen til sig og samlede det forsigtigt op tænderne og drillende kastede hun det imod Fenella. Det for fortælle hende at hun skulle skynde sig bestemme sig hvad hun villle.