En regnvejrs dag

Tid. - 23 tiden
Vejr - Regn vejr
Dag - onsdag
Omgivelser - ingen han er et mørkt rum uden lys, en madress og et usselt tæppe
Tøj- kun boksershorts
TAG: @josette

-------------

Hvor han var, hvad klokken var, hvad dag det var, ja alt dette havde Xander mistet fornemmelsen af, han frys, der var ikke lige frem varmt i dette lokale, han havde sit tæppe, men det var heller ikke så koldt af han rystede af kulde konstant. Han kunne intet se i rummet, der var intet lys. ingen vinduer, ingen ting! han var stadigvæk bange, han anede ikke hvordan han var kommet her hen, og hvor længe han havde været her. Det var været småt med hvem han så, den eneste som rigtigt kom der ned var en der kom med vand og mad. Personen sagde intet, der blevet ikke tændt lys, stemmen kendte han ikke, det eneste den sagde var "ræk hænderne frem" og nå han havde gjort det, blev der stukket et krus med vand i den ene hånd og et tallerken med noget mad i den anden, når personen kom der ned med mad til ham, selvom Xander havde prøvet at spørge ind til ting, var der ikke blevet svaret og kom efter han havde fået maden hørte han døren lukke og låse. Han kunne virkelig ikke finde ud af hvorfor han var her! han savnede sin familie.

Xander kunne ikke bevæge sig vildt meget, rummet var ikke så stort, der var ikke engang et toilet, han måtte kalde når han skulle på Wc, han havde ingen chance for at stikke af ,for han kunne intet se ude nfor rummet, der var heller ikke noget lys. toilettet var lige ved siden ad døren til det rum han blev holdt fanget i. Det eneste lys der var der ude var et lille stearinlys.

Han sad på sin seng, eller hvad han skulle kalde det, var en dårlig madress på gulvet, han ventede og ventede, hvor længe viste han ikke. Men mon ike snart der skete noget, han havde ikke snakkede med nogen, der for ham føltes som en evighed.

Skyggerne skød op. Vandrede henover den tomme gade. Den søgte. Søgte og søgte efter sit bytte. Pludselig stod den stille lige til lyden af det ekko ramte gyderne. Lyden af en der løb. Skyggen fulgte efter lyden, snart stod hun og kiggede fremad med et tilfreds smil på læben. Klædt i sort kunne hun gå i et med natten, og kun de blonde lokker som var sat op i en hestehale, fik hende til at lyse op i nattemørket. Josette boede her i Moonlight Falls. De lyseblå øjne gled henover den tomme gade. Vinden var stille, så lyden af hendes stillet hæle der klingede der gav et pirrened ekko i ofret kunne nærmest få hende til at le.
"Du kan ikke gemme dig for mig lille pige." Sagde hun meget blidt, næsten som om, at hun mere havde tænkt sig at kramme pigen end at jage hende. Dog undertonen og blikket hun bar afslørede hendes sande intentioner. Ikke at det var meningen at skjule dem, ikke den mindste smule. Josette havde jaget denne unge pige, en engel. Nu havde hun gemt sig, troede, at hun kunne skjule sig fra en fuldblodsvampyr - skjule sig fra Josette. Ingen kunne skjule sig fra hende af. Let gav hun sig til at nynne, en ganske dyster melodi. Alt sammen imens hun bevægede sig igennem mørket. Snart stoppede hun op og rystede på hovedet. Hun kunne næsten hører pigens tunge og alt for hurtige vejrtrækning. Mest af alt på grund af Josettes evne. Let knækkede Josette sin nakke på plads, de to knæk gav genlyd i gyden. Så forlod den uhyggelige latter hendes læber, den var blandet med denne her foruroligende tone og en sødme. Alt der kunne få hårene på armene til at rejse sig. "Stakkels barn. Så så bange for noget dårligt skulle ske.." Sagde hun i et hviskende toneleje, som blev sendt videre hen langs de falde færdige mure og rundt om hjørnet. Bragte panik op i den uskyldige usikre engle pige.
"Lad mig være! Bare lad mig være i fred!" Græd hun gentagende gange. Bange, så bange at hun græd. Josette burde have ondt af hende, hvor var hendes medmenneskelighed - når ja.
"Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre!" Josette hævede stemmen, hun var træt af folk fortalte hende hvad hun skulle gøre. Hun pustede ud som havde hun været ved at tabe lunten. Så brød et smil frem på det følelsesløse ansigt. Så bevægede hun sig tættere ind i den gyde, hvor pigen havde skjult sig. "Undskyld, der mistede jeg vidst mit temperament " Så kom hun frem til pigen og satte sig på hug ved den knap 14 år gamle pige.
"Skal du til at slå mig ihjel?" Spurgte pigen med denne rystende stemme, lammet af frygt så det skreg ud af hendes øjne. Josette rystede blidt på hovedet, imens hun lod sin hånd glide henover pigens kind.
"Nej.. nej søde pige.. jeg dræber dig ikke." Sagde hun med et smil der var utilregnelig. Øjnene så analyserende henover pigen. "Jeg gør dig bare meget..meget ondt.." Ordene var sagt med en let hvisken og et afslappende fnøs, hvorpå hun trak sig lidt væk fra pigen.

Det tog få sekunder for at sætte ordene sammen som Josette havde sagt. Josette trak en kniv op og lod den danse lidt rundt i sin hånd, med hendes fulde kontrol.
"Nej jeg beder dig, du må ikke gøre det." Tiggede pigen og prøvede at kravle længere tilbage, men muren havde forlængest stoppet hende. Josette lod bladet fra kniven ramme pigens hud, det kolde blad fik pigen til at gyse, hun havde sikkert troet det var en hurtig død, men nej. Hun skulle jo ikke dø ikke endnu i hvert fald. Så skar hun ganske forsigtigt hul i huden, lod bladets spids række dybere og dybere ind. "PLEASE.. NEJ" Skreg pigen op i smerte, da Josette så lavede et ryk med kniven der gjorde hele overarmen blev skåret op. Blodets søde duft fyldte sikkert allerede de tomme mørke gader. Ville trække nattens dæmoner herhen. De kunne da blot komme, hvis de ønskede. Det var sjældent Josette lod nogen lege med.
"Du burde dæmpe dig lidt søde, du ved aldrig hvem der kunne komme rundt om hjørnet.." Sagde Josette som om, at hun gav det bedste råd til overlevelse længe. Og sandt, det var et meget godt råd - syntes hun selv. Kniven gled blidt henover kravebenet på pigen og blodet trillerede ned over huden som et perfekt værk. "Du ser trist ud.. lad vær med at være trist.. du burde være glad. Smil." Brokkede Josette sig og gav sig til at surmule. Så lyste hun op. Hun greb om baghovedet på pigen, og tvang derefter bladet på kniven henover hendes ansigt, så der kom et smilende ansigt malet i blod frem. Et stort smil næsten helt op til øjnene, skåret ud på hendes mesterværk. "Meget bedre!" Sagde Josette meget tilfreds og smilet dansede op på hendes læber igen. Dog græd pigen stadigvæk og skreg af smerten. Det irriterede den ellers glade og tilfredse Josette. Et suk forlod Josettes læber, som hun derefter stak sin kniv utallige gange i pigen, for at efterlade hende i sine smerter - som nok snart ville tage livet af hende.

Josette tog hjem, og blev mødt af sine tjenere, eller slaver ville nogle nok nærmere sige. Josette kaldte dem sine tjenere. Hun skulle hører til den menneske dreng hun havde i sin kælder. Stakkels Xander. Hans forældre havde lånt penge af Josette, ikke fordi Josette ligefrem havde behov for at få dem igen. Det irriterede hende bare en lille smule ikke at have fået dem, så hun havde fundet en metode at få sin hævn på. At tage deres søn, hvilket geni kom dog ellers med sådan en ide - nemlig hende. Der var stadigvæk blod på Josettes tøj og natten var ung endnu. Så hun besluttede sig for at dagen idag, var den dag hun skulle se mennesket i øjnene. Så hun havde fundet en heks som kunne give en besværgelse til at lys ville blive tændt når Josette, og kun når Josette gik ind. Det gule lys oplyste det kolde kælderrum. Josette rystede lidt på hovedet og så på drengen.
"Det virkelig en skam dine forældre ikke elsker dig så meget hva? At de bare giver dig som forhandling på en aftale.. det næsten mere koldblodigt gjort end.. jeg ved ikke engang hvad," sagde hun så og hendes diabolske latter gav genlyd i rummet. "Oh! Jeg glemte næsten.. mit navn er Josette."

At ikke længere have nogen fornemmelse for tid og sted og ikke mindst dag, var virkelig ikke særligt fedt, han huskede ikke hvilken dag det var han var kommet her, han var bange og ville bare gerne hjem, hjem til sine forældre. Han havde grædt meget, men det var som om der ikke rigtigt var flere tårere tilbage, der var ingen som snakkede med ham, på nogen måde. Han kunne heller ikke på nogen måde se hvem der kom ind til ham med mad, eller hvem det var der lukkede ham ud for at komme på wc, han havde ikke været i bad længe, ikke at han lugtede af sved sådan rigtigt, for han havde jo ikke lige frem sådan været aktiv.

Han havde gået lidt rundt, ikke at der var meget plads til det, men han havde brug for at bevæge benene, han kendte rummet, han viste hvor madressen var og hvor meget plads der var ,han havde jo ikke andet at bruge tiden på. Han lod en hånd røre ved væggen mens hans gik rundt ,han nåede til den store dør, han forsøgte forgæves igen, at prøve at finde dørhåndtaget, men der var intet, han lagde øret mod døren for at høre om der var nogen der ude, han bankede på døren med knytnæve, ” LUK MIG UD” råbte han hvilket han havde gjort flere gange siden han vågnede op her nede, selvom han godt viste at det intet hjalp, han var ret sikker på der slet ikke var nogen der ud, men alligevel de var der jo når han ville på wc. Han forstod slet ikke hvorfor han skulle være her! Han havde jo ikke gjort noget?, det her var ikke et fængsel, så meget viste han da, da han havde set film om hvordan det var at være i fængsel og det var slet ikke som det her. Han opgav at banke og råbe igen, som alle andre gange, han gjorde det kun en gang, når han gjorde det.

Han viste intet om at hans forældre havde lånt penge og ikke tilbage betalt dem, hans forældre var ikke sådan, i følge Xander, Han forsatte rundt i rummet med hånden mod væggen, til han nåede til sin ”seng”, det var ikke lige frem behageligt at ligge der og sove, og det var ikke meget søvn han fik , da han vågnede hele tiden. Han havde lige sat sig ned og taget tæppet omkring ham, det var jo ikke ligefrem fordi der var særligt varmt her, og når han kun havde sine boksershorts på, hvorfor nogen havde taget hans tøj af ham, vidste han ikke, det var heller ikke fedt ikke at have sin mobil, så han i det mindste kunne spille lidt. Hvorfor var hans forældre ikke kommet! Hvorfor var han ikke blevet fundet?, var han efterlyst? Var der overhovedet nogen som ledte efter ham eller savnede ham? Han havde ikke tænkt de her tanker før, det gjorde ham virkelig ked af det og bange, hvad nu hvis han aldrig ville komme ud her fra! Hvad nu hvis han aldrig så sin familie igen. Han kravlede over i hjørne af sin madress der lå i det ene hjørne af rummet. Han bukkede benene og lagde armene omkring hans ben da han flettede fingerne sammen og sagde ” kære gud, vil du ikke nok hjælpe mig, få mig ud her fra, få mine forældre til at finde mig, få mig hjem, jeg er så bange ” sagde han bedende mens han kiggede op i loftet. Selvom han ike troede sådan rigtig på Gud, håbede han inderligt, at hans bøn blev hørt og der snart skete noget.

Han lagde hovedet lidt bagover, lukkede øjnene, og forsøgte at drømme, altså ikke at drømme som når man sov, men bare drømmede sig væk. Han havde godt en del tid på dette, mens han havde været her, der var jo ikke lige frem andre ting at lave. Han fik dog heldigvis mad og noget at drikke, dog var det ikke lige frem den lækrste mad han fik , men han spiste det! For han viste jo aldrig hvornår han fik mad igen, og han havde ikke lyst til at sulte fordi, maden ikke var god. Så heller bare spise det og lade som om det var noget lækret som han godt kunne lide. Men det var alligevel ikke lige nemt at tænke sådan, da det ikke smagte godt, men han måtte vel bare leve med det, han var måske ved at miste håbet om at komme ud! Han sukkede stille. ” bare mine forældre kunne finde mig” sagde han højt men mest til sig selv. Han rejste sig fra sin plads, gik over til døren, han lyttede mod den med øret igen, men der var ingen lyd, han kunne intet høre! Han begyndte at slår med begge hænder knyttet mod døren og skreg gentagende gange ” LUK MIG UD!! ..... LUK MIG UD!!!... LUK MIG UD!” han forsatte ind til han hænder gjorde ondt. Han stoppede og så mod døren. Han stod lidt væk fra døren, da der pludselig kom et gult lys i rummet, han kneb hurtigt ønjnene sammen, det gjorde virkelig ondt i hans øjne! Der havde aldrig været lys tændt, mens han havde været her nede, han tog hænderne op foran øjnene og skreg, det brændte i hans øjne. Han havde ikke hørt noget, før han hørte fodtrin inde i rummet. Han bakkede baglæns og endte ind i muren bag sig. Han hørte en kvinde stemme, han havde ikke hørt stemmen før, han forsøgte langsomt at fjerne hænderne fra øjnene, for at kunne se hvem det var. Han blinkede en del med øjne der stadigvæk gjorde ondt på ham. Der gik lidt tid før han sådan rigtigt kunne se noget. Da det endelig lykkes ham, så han på kvinden, hørte hvad hun sagde om at hans forældre ikke skulle elske ham så meget, og at de bare havde givet ham til hende som en forhandling på en aftale. Han forstod det ikke, hans forældre havde ikke gjort noget! Hvad snakkede om hun! ” hvad snakker du om, mine forældre elsker mig! De leder efter mig, og når de finder mig, sammen med politiet, kommer du i fængsel, det ikke lovligt at kidnappe nogen!” sagde han og så på hende. Han viste ikke rigtigt om han var bange eller om han var mere vred end bange. Lige nu kunne han ikke selv finde rundt i sine følelser. Hvad skulle han gøre, hvad skulle han sige! Skulle han hoppe på hende og prøve at komme ud af døren. Dog fik han kigget over mod døren, den var lukket! Hvordan kunne den være åbnet og lukket, uden at han havde hørt det! Han forstod det ikke. ” du skal lukke mig ud her fra!” sagde han og var ligeglad med hvad hun hed. Dog gjorde hendes latter ham virkelig utilpas, hun måtte var en syg kvinde ! det var ikke særligt sjovt det her, og alligevel grinte hun bare af det?. ”du syg” sagde han og prøvede at virke truende. Han begyndte at mærke hvordan hans underkæbe ikke ville som han ville, den rystede selvom han prøvede at holde den stille, det var svært. Han mærkede hvordan tårerne pressede sig på! Men han måtte ikke græde! Han måtte ikke vise hende at han var ked af det og bange! Han knyttede begge hænder for at holde styr og sammen på sig selv.