Two is better than one!

Påklædning: Link

Som han skævede på klokken kort, og næsten overvejede om han skulle gå hende i møde kunne han pludselig høre hende. Tydeligt allerede inden hendes stemme printede sig inde i hans hoved, og efter at have siddet alt for afslappet. Med tankerne om at hun sikkert var en langsom skildpadde, blev han næsten overrasket over at høre hun undskyldte. Var næsten tæt på at tabe æblet, men fik hurtigt fat i det som han sukkede en smule lettet, for det ville være trist at miste æblet når han ikke engang havde fået spist det færdigt"You almost gave me a shock your turtle"lød det drillende fra ham, som han sendte hende et skævt smil.

Kunne heller ikke lade være med at grine, over at han havde kaldt hende en skilpadde, for hun havde sikkert skyndt sig så meget hun kunne. Han betragtede hende lidt, som han fortsat sad lænet tilbage - næsten alt for meget. Det skulle ikke undre ham, hvis han ville glide ned fra stolen, og lande på gulvet"Absolutely nothing ... Just sat and chewed loose on this apple while I waited patiently...Okay maybe a little impatient that you would come"sagde han som han blinkede til hende, før han tog endnu en bid af æblet. Placerede den venstre albue på bordet, for at lade den venstre hånd hvile sig på kinden. Havde lænet sig en smule frem, bare for ikke at glide ned fra stolen og lande på gulvet. Det ville virkelig ikke se så elegant og nydeligt ud. Hovedet vendte han hen imod hende, og lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt. I det mindste havde hun valgt en bedre påklædning end han selv havde, men så igen han kunne altid tage jakken af.

Hun grinede sammen med hamsom han var ved at tabe sit halvspiste æble og kaldte hende en skildpadde. Hun var sikker på at hun ville slå ham i kapløb. Det var ikke fordi at blive kaldt skildpadde gjorde hende sur eller noget lignende, men hun var da fristet til at spørge om et kapløb. Skildpadden var nok kun kommet på banen eftersom hun var sent på den. ”I’m pretty sure you got shocked!” drillede hun tilbage. Han havde jo nær tabt sit æble!

”You are going to fall one day, you know that?” påpegede hun småseriøst som hun betragtede hvor langt tilbage han vippede på stolen. Aisha selv kunne sagtens finde på at gøre det samme hvis der ikke skete nok. Instinktivt plejede hun dog bare at snakke løs når der blev for stille. Det overdøvede for det meste stemmerne.
”Well lucky you I’m here now!” lød det glædeligt fra hende. Hun smilede bredt til ham og betragtede hans øjne. Hun lod hånden der støttede hovedet glide ned langs bordet, og rettede sig lidt op. ”What can I do for you?” spurgte hun så, for at komme direkte til sagen.

Som han kort kiggede ned på æblet i hånden, var det nok snart på tide at smide det ud. Han havde måske også siddet, og tygget på det i alt for lang tid. Heldigvis kunne han ikke mærke noget fra faldet fra stolen, udover hans røv var blevet en lidt øm. Alligevel sad han afslappet på stolen, og drejede kroppen hen imod hende. Stirrede nærmest alvorligt på hende, som han spiste resten af æblet, og kastede det ned i den nærmeste skraldespand. Han tog en let vejrtrækning, før han lagde begge hans hænder ovenpå hendes skuldre"What if I died of that shock..What friend would do such a thing"drillede han igen i en nærmest fornærmet tone, som han ikke kunne lade være med at grine. For det var tydeligt han bare drillede igen, og fandt det hele ret morsomt.

Der gik ikke lang tid, før han fjernede hænderne fra hendes skuldre, og prikkede hende i panden med en finger. Lod hans blik hvile sig lidt mere på hende, før han drejede hovedet væk fra hende, og lænede sig lidt ind over bordet, som han lod en højre hånd hvile sig imod den højre kind. Nåede lige at blive en smule tilfreds over det gode æble, før han hørte hendes spørgsmål. Hun var godt nok hurtig, og hun ville sikkert vinde over ham i et kapløb til hver en tid. Han tænkte lidt over, hvordan han skulle starte med at svare hende, men valgte bare at springe direkte ud i det, for hvorfor ikke"How do you keep track of all those voices..My head is too often filled with them"spurgte han undrende men sukkede også en smule. Kort tid efter kiggede han væk fra hende, for at betragte nogle af de elever der sad her og der, og rundt omkring inde i storsalen. Endnu et suk forlod hans mund, som han kunne høre de mange stemmer igen"I love those voices, but is there some kind of off button, or something that can help shut those voices out, somehow..."lød det undrende fra ham, men også nygserrigt som han lod sit blik hvile sig på Aisha.

Aisha nikkede imponeret som han ramte skraldespanden lidt væk. Hun blinkede dog overrasket til ham med øjnene da han lagde sine hænder på hendes skuldre og begyndte at snakke fornærmet. Hun smilede dog hurtigt til ham, ”The best one,” drillede hun og rakte tunge af ham med et glad smil.

Som Elion prikkede hendes pande, vuggede hendes hoved en gang frem og tilbage. Hendes mørke øjne fulgte ham som han lagde sig doven ind over bordet. Da han så endelige så på hende og spurgte hende ind til hvordan hun kontrollerede mængden af stemmer rynkede hun kortvarigt på brynene og skulle til at svare før hun lukkede munden på sig selv som hun tænkte. Hun trak et skævt smil som han nævnte han elskede stemmerne men godt kunne tænke sig en slukknap.

Hun sukkede og lod sin hånd finde vej til hans hår som hun valgte at ugle, en anelse energisk. ”My grandma taughty me to meditate,” forklarede hun og lagde hovedet let på skrå. ”It helps me when they’re too loud,” smågrinede hun. Hun lagde en tænkende pegefinger i hendes smilehul, som hun overvejede hvad ellers hun gjorde. De fleste af tingene tænkte hun jo ikke over såååå meget igen. Det var næsten som om en pære tændte sig over hendes hoved, som hun rettede sig op med et sæt, før hun lagde hænderne ned mellem sine ben, som hun krydsede på stolens sæde. ”When I want a break in the prelude I like to run,” fortalte hun med et bredt smil som hun lænede sig lidt frem mod ham, som hun håbede han lyttede efter og fik noget ud af det hun fortalte. ”We can go for a run if you’d like?” spurgte hun og lagde hovedet næsten helt ned ved siden af ham med et bredt smil. Hun tænkte ikke så meget over at hun ubevidst havde lært sig selv at snakke mere og være energisk - dette havde nemlig også dæmpet stemmerne en del. Hendes bedstemor havde til gengæld også fortalt at hun var særligt følsom, hvad end det skulle betyde.

Ja i det mindste havde han ramt skraldespanden, han kunne se det morsomme i hvis han slet ikke ramte den. Hvis æblet bare havde ramt en eller anden i ansigtet, det ville måske ikke være så heldigt. Som hun svarede og drillede igen, kunne han ikke lade være med at grine lidt som han lod sit blik hvile sig på hendes ansigt. Skulle til at sige noget men hørte i stedenfor de mange stemmer i hovedet, som altid. De fik ham til at sukke lidt, som han lænede sig lidt mere tilbage, og pludselig bare sad og vippede på stolen. Heldigvis virkede det til at han havde balance lige nu, men det var ikke til at vide hvor længe det ville holde.

Inens han ganske tålmodigt - måske en lille smule utålmodig ventede på hendes svar, kunne han mærke hendes hånd, der havde fundet vej til hans hår som hun begyndte at ugle. Han følte sig pludselig som et kæledyr, specielt en hund. Det gjorde ham dog ikke noget, som han lod det brede smil vokse på ansigtet"Meditate...Hmmm...It sounds like a good idea, wondering if it can help"svarede han en smule undrende, som han tænkte nærmere over det. Han havde ingen anelse, om hvor meget det ville hjælpe eller om det ville have nogen virkning, men det var vel det hele værd. Især hvis det kunne hjælpe på alle de stemmer i hovedet.

Han løftede et øjenbryn og fulgte hende, som han hørte hendes svar. At løbe, ja det kunne han have gættet sig frem til, og hun ville sikkert også være hurtigere end ham. Selvom han var frisk nok på at finde ud ad det, om han enlig kunne være hurtigere end hende. Som hun lænede sig hen imod ham, sendte han hende et bredt smil, og som hann skulle til at svare hende hørte han hendes spørgsmål, hvilket fik ham til at løfte en hånd hen imod hendes ansigt, og prikkede hende i pande en gang til"Sometimes those voices are very entertaining...But they can also be uncontrollable, so maybe it can help to run or meditate..."svarede han som han sendte hende et større smil, før han efter kort tid rejste sig op, og hurtigt vendte sig imod hende. Bukkede sig lidt ned imod hende, for at puste hende drilsk ind i øret, før han greb fat i hendes højre arm, for at få hende op at stå"I'm fresh, so what are we waiting for"sagde han og kunne ikke lade være med at grine lidt.

Aisha lagde tydeligt mærke til hvordan han ønskede at sige noget, og kunne snildt regne ud at der måske var noget der afbrød ham. Hun trak på et skævt smil, som hun observerede hvordan han trak sig og begyndte at vippe igen. Var det sådan han dealerede med stemmerne? Aisha ville slet ikke vide hvad hun skulle gøre af sig selv hvis hendes eneste måde at deale bare lidt med stemmerne var ved at vippe på stolen… Og så igen blev hun nysgerrig på hvordan det påvirkede hendes stemmer. Hun valgte derfor kortvarigt at vippe på stolen, men det hjalp i hvert fald ikke hende – ja det blev faktisk kun værre.

”I think you should try it at some point,” pointerede hun, også for at fortælle at nu måske ikke var det bedste tidspunkt at meditere, for før eller siden skulle de til time igen, hver sin vej… ”Maybe before you want to go to bed?” foreslog hun og lagde hovedet let på skrå så håret gled ned langs siden af ansigtet. Forhåbentlig kunne det give ham noget ro inden han skulle sove, så der var en chance for at han fik noget søvn. Aisha selv følte hun fik fint med søvn, ikke det optimale, men hun følte ikke hun kunne spørge om mere, nu hvor hun fik mere end i starten.

Da hun blev prikket i panden blinkede hun langsomt med sine øjne. Hun nikkede dog som han gentog hvad hun havde fortalt ham. Han havde altså fået noget ud af hendes ord. Stemmerne var overvældende endnu. Det var rart, for så var de på samme side.
Hendes øjne fulgte ham som han rejste sig op, og hun rettede sig selv for at kunne følge ham med øjnene. Da han så pludselig pustede hende i øret, hoppede hun næsten på stolen, samtidig med hendes hænder fløj op ved siden af øret i et hvin. Hendes ene arm blev dog grebet og hun blev hevet op og stå. ”Why would you do that?” grinte hun. Hun trak dog på skuldrene som han spurgte hvad de ventede på. Hun daskede ham hurtigt på skulderen, ”You!” lød det fra hende før hun begyndte at løbe, som legede de fangeleg.

Det var efterhånden mere og mere tæt på, at han var fristet til at sætte sig ned igen. Kun for at kunne vippe på stolen lidt mere, og fordi han havde siddet så afslappende. Hans blik gled lidt rundt på de mange forskellige elever der sad herinde, men som han hørte Aisha s stemme, drejede han både sit ansigt samt opmærksomhed hen imod hende. Et nik blev sendt i hendes retning, som han var enig med hendes ord om at han skulle prøve det, for måske det ville hjælpe på alle de stemmer. Bare en lille smule, dog var det ikke til at vide endnu. Men Elion håbede det bare kunne hjælpe lidt, for det var vel bedre end ingenting.

"Yes I will try...I hope it will help"sagde han efterfulgt af et bredt smil, som han fortsat holdte sit blik på hende. Havde enlig heller ikke lyst til at kigge væk, og følte stadigvæk lidt fristet til at sætte sig ned igen, kun af ren dovenskab. Måden hun havde reageret overfor hans pludselig træk med at få hende op at stå, havde gjort at han grinede som han puffede lidt til hende. Var der noget mere sjovt end at drille hende, han nød det hvertifald meget. Som hun pludselig daskede til ham, løftede han undrende et øjenbryn men som hun pludselig var begyndt at løbe fra ham, som tegn til at de skulle igang med en fangeleg, smillede han. Selvom han følte sig utrolig doven, skadede det vel ikke at løbe efter hende. Han var da sikker på - halvt sikker på, at han nok skulle fange hende. Efter ganske få minutter satte han selv i løb efter hende, uden at vide hvor hun ville løbe hen"Aisha your fast turtle! I'm gonna catch you just wait"halvt råbte han, selvom det hurtigt havde fået andre elever til at vende sig hen imod ham. Han kiggede ikke på dem men løb fortsat efter Aisha som han lod et bredt smil sidde på ansigtet.

Aisha smilede bredt og tilfredst, som han fortalte han ville prøve meditation når han gik i seng. ”I hope so too,” lød det fra hende. Hun var ekstremt glad for hun kunne hjælpe ham – eller forhåbentlig kunne hjælpe ham. Det kunne jo godt være at stemmerne ikke ville lade ham være i fred med de samme metoder som hun selv brugte. Måske skulle han finde sin egen vej til at få dem til at dæmpe sig? Hvem kunne vide hvad det kunne være, det kunne jo være alt mellem himmel og jord!

Aisha smilede selv bredt og grinende som han puffede til hende. Hun nåede også lige at opfange hans løftede undrende øjenbryn før hun stak af.

Med et bredt tandsmil på læberne, så hun over sin ene skulder og sænkede farten lidt, som hun var kommet lidt foran ham og først da han selv satte i løb, begyndte hun at grine igen af hans kommentar og sætte farten op igen. ”Good luck, Chuck,” grinede hun.
Hun nåede hurtigt døren, som hun var kommet ind af for et stykke tid siden og med lidt besvær fik hun presset den op så hun kunne forsætte ud mod gangene. Han havde måske en chance for at hæle ind på hende dér. Hvis han nåede hen til hende og gav turen videre ville hun løbe efter ham, nåede han ikke hen til hende ville hun forsætte ned langs gangene, udenom de elever der gik på gangene. Stod der nogen i vejen ville man kunne høre hende kalde på dem og sige de skulle passe på eller af vejen. Hvis alt gik som planlagt ville hun løbe gennem to sæt døre mere ud til udendørsarealerne.

Han kunne vel kun håbe på, at meditationen ville virke, og selvom han godt kunne være stædig og afslå hendes gode forslag valgte han at tage imod det. Måske det virkelig kunne hjælpe, og måske han bare skulle håbe og ønske at stemmerne ville forsvinde lidt. Bare ikke være så slemme, men han kunne måske ikke styre det helt som han sommetider kunne, men han ville give det et forsøg. For til tider var han godt nok træt af alle de stemmer, selvom han havde været så meget vant til dem, så kunne de godt nok være irriterende. Elion ville nødig være en værre lyseslukker, og påstå at det ikke ville hjælpe, men han ville helt sikkert give det et godt forsøg.

Hvis det ikke ville hjælpe, måtte det vel bare blive sådan. Der måtte være mange metoder, det var han sikker på. Spørgsmålet var bare, om nogle af dem ville hjælpe eller om de slet ikke ville virke overhovedet"I hope so too, but you never know Sagde han som han tænkte lidt over sine egne ord. Han var enlig spændt på at finde ud ad, om Aisha's ord ville virke, og hjælpe ham, for hun virkede bare som den type ven der elskede at hjælpe andre, hvilket han godt kunne lide.

Han løftede et øjenbryn over tiltale formen, for hvor var det typisk hende. Han sagde ikke noget til det, men grinede blot som han valgte at løbe efter hende, men stoppede op på gangen for at se sig lidt omkring. Som han prøvede at se om han kunne se hende, løb han ind imellem nogle af eleverne, og var tæt på at støde ind i flere op til flere gange, og han sukkede over det. Hvorfor skulle der også være så mange elever, han vidste godt at de var på skolen, og mange havde timer, men stadigvæk. I hans øjne kunne mange af dem godt flytte sig, så han kunne komme forbi, men de fleste gad ikke flytte sig. Men Elion fik løbet igennem de mange flokke, og nåede hen til dørene til udendørsarealerne. Han stoppede kort op bare for at få vejret, som han prøvede at kigge efter Aisha"Why is she so fast...And in good shape..." pustede han nærmest som han tog nogle tunge og dybe vejrtrækninger.