I just need you...Right now...

Det var en ganske uheldig aften, specielt fordi den indeholdt noget der ikke så tit skete - især ikke for en ganske særlig vampyr. Regnen var ikke så slem, selvom himlen næsten så ud til at modbevise netop dét. Vinden derimod var forfriskende, kold og utrolig rar og uanset om den var stærk, eller mild var det ikke noget vampyren havde noget imod. Måden kulden strømmede hen over den spinkle krop, og måden vinden hev fat i det lange blonde hår, var helt fantastisk. Et tilfreds suk forlod de kolde læber, og de blå øjne gled et kort øjeblik ned over den mørke, lettere elegante påklædning. Det var yderst sjældent vampyren havde iført sig andet, end hvid men denne mørke kolde aften, havde fået hende til at ville iføre sig noget andet. Der lå dog en skjult betydning bag kjolen, og tanken om det fik et lusket smil til at sprede sig på det englefyldige ansigt. En 3 lags kort sort kjole, blondet, og med nogle finde detaljer på. De høje støvler matchede godt kjolen, samt de lange handsker hun havde på. Fingrene var løse, og hvis man generelt så hende vandre rundt, ville man nærmere tro hun var en nyfødt dæmon, eller djævlens yndige lærling. I alt for lang tid, havde den vampyriske skønhed gået rundt imellem træer, stier, og hytter. Uden at have et imponeret udtryk på ansigtet, lagde hun en hånd i siden og kiggede rundt. Om kursen var særlig bestemt var hun ikke sikker på endnu, og hvorfor hun havde begivet sig herud i den dyster skov, ikke langt fra kirkegården var vampyren ikke vildt sikker på heller. Hvad skulle hun lave på den kirkegården alligevel? Tanken kørte lidt rundt inde i hendes hoved, før hun pludselig stoppede op og lod et lusket smil vokse. Tydeligt at se på hende, at hun havde fået en god grund, til at besøge kirkegården. Måske det også havde været derfor hun faktisk var endt i den lidt dystre, elegante sorte påklædning uden at være overbevist over det. Tankerne nåede ikke længere, før hun kunne fornemme noget. Noget bagved hende, hvilket undrende fik vampyren til at løfte begge øjenbryn, og hun vendte rundt. Kun i samme øjeblik at få øje på 4 vampyr jægere. Hånden forlod hoften, som hun lagde armene hvilende over kors, og betragtede den ene jæger efter den anden.

Prøvede med næsten alt for meget styrke, at skjule hjertet der begyndte at banke med en hurtig fart. Man skulle være dum til at vide, at det sikkert ikke var særlig godt at hun stod så tæt foran den lille gruppe jægere. Det var ikke til at blive klog på, hvem af dem der mest så ud til at ville dræbe hende på 3 sekunder. Fortsat stod Cimberlie med et lusket smil på ansigtet, og lagde hovedet på skrå som hun tillod sig at nyde den kolde vind, og støvregnen"I hope you have a good reason to disrupt a vampiric evening walk..."lød det en smule irriteret og flabet som hun betragtede jægerne igen. Der var ingen af dem, som hun havde set før, ingen af dem så særlig genkendelige ud. Dog nåede vampyren kun at tænke det før et nærmere blik på den ene jæger, fik hende til at gå en smule tilbage. Det var sjovt nok også, den eneste jæger som havde sit ansigt skygget. Hvor var det nu, at vampyren havde mødt den jæger før. Det betød vel ikke så meget, for hun huskede tydeligvis ham. En frygtelig jæger, og navnet vidste hun godt hvilket kun fik hende til at ønske at, hun var et andet sted henne. Dog gav hun aldrig op uden en kamp, men det var bare lidt nemmere at kæmpe hvis hun ikke stod foran 4 jægere...Det var lidt for mange i hendes øjne, så måske det bare var bedst at smutte. Hun kunne vel gemme sig lidt på kirkegården, det var nok den bedste mulighed"So Royce...I think I'm just leaving..."hurtigt vendte hun rundt, og begydnte at gå hen imod kirkegården. Som hun tydeligt kunne høre jægerens latter, og en masse hvisken gik det hurtigt op for hende, at de sikkert havde planer om at ville dræbe hende, og jage hende. At blive stående og kigge på dem, bare for at havne i deres greb var bestemt ikke vampyrens tanker. Så hun blinkede til dem, og skulede hurtigt hen til jægeren hun kendte. Den jæger ville ikke give op, det var hun sikker på for alle de gange den skide jæger, havde jagtet hende rundt, havde fået de morderiske lyster til at dukke op mere og mere hos hende. Royce var en jæger, der bare trængte til at miste livet - i følge hende. Hurtigt var Cimberlie løbet væk fra den lille gruppe, som hendes kurs var sat på kirkegården. Heldigvis ikke særlig langt væk, fra hvor hun var. Løbende igennem støvregnen, og vinden flagrede den sorte kjole lidt, og det luskede smil spredte sig kun mere på ansigtet. Der gik ikke lang tid før, hun stod foran hegnet til kirkegården, lågen var låst så hvordan skulle hun komme derind. Jægerne ville sikkert snart have indhentet hende, og pludselig fik hun en idé.

Hegnet skulle da ikke stoppe en vampyr som hende, så hun betragtede hurtigt det høje hegn, og lågen før hun kravlede op ad det, og hurtigt hoppede ned derfra. Stående med fronten imod alle de mange gravstene, og den meget lille kirke - Som sikkert ikke engang var en kirke. Det var sikkert et sted hvor folk kunne bede til gud, men måske det var en god idé at gemme sig derinde bare hurtigt. Efter få minutter hvor hun stod og tænkte over det, og ikke rigtigt havde en stor lyst til at gemme sig derinde, besluttede vampyren sig for at gemme sig derinde alligevel. Jægerne nåede hurtigt frem, og selv havde fundet en måde at lukke sig selv ind på kirkegården, dog kunne Cimberlie godt fornemme den ene af dem, nærmede sig den lille kirke, sted hvor folk bad, ja hvad det enlig var. Men det gjorde bestemt ikke noget, for hun smillede blot, og som jægeren var trådt ind, greb hun hurtigt fat rundt om ham. Lukkede døren efter sig, og pressede jægeren hårdt ned imod den nærmeste bænk"You're not Royce, but you look like a good meal ... And I'm extremely thirsty..."opgivende, og fortsat irriteret imens hjertet bankede løs, bed hun hurtigt ned i jægerens hals, på samme tid som hun fik lagt en hånd hen over munden, så han ikke havde mulighed for at skrige, eller kalde på forstærkning. Hurtigt mistede jægeren meget blod, og uden at skænke ham en tanke, brækkede hun hurtigt hans nakke, så han faldt død om på gulvet. Tilfreds børstede hun sig en smule af, før hun åbnede døren lidt, bare for at sikre sig at de andre jægere ikke var til stede. Som det ikke så sådan ud, gik hun ud og stod nu med blikket hvilende rundt. Men før hun skulle til at smile lettet over de var væk, havde en af jægerne fået fat rundt om hende. Uden at nå at tænke noget, blev hun presset hårdt ind imod en af gravstenen, så det ganske fine ansigt nu blødte fra hovedet. De 3 jægere grinede ganske tilfreds, før den ene strammede grebet om hende, imens den anden med alt sin styrke fik trådt hårdt ned på hendes venstre arm. Imens hun med alt styrke prøvede at komme fri, var det næsten umuligt for alle jægere holdte godt fast. Hårdt bed hun tænderne sammen, og hendes øjne faldt hurtigt hen på Royce der stod og pressede foden hårdere ned på hendes arm, og det var et spørgsmål om tid før armen sikkert ville brække. Ingen ord forlod hendes mund, selvom hun gerne ville bede dem om at stoppe, men de ville sikkert ikke engang opgive deres lykkelige forsøg på at dræbe hende.

Skade hende, alt de overhovedet kunne tænke sig frem til. Hun sukkede dybt, som hun kunne mærke blodet gled ned ad hendes ansigt, og pludselig spærrede hun øjnene op som smerten af armen der blev brækket hurtigt kunne mærkes"Stooooop!!"skreg hun så højt hun kunne, som hun vredt fik løsrevet sig fra de to jægere, og nu stirrede på Royce der tilfreds stod med foden ovenpå hendes nu brækket arm. Han hev hende pludselig op at stå, og hun sendte ham et bredt smil. Hvordan hun overhovedet kunne smile lige nu var hende en gåde, smerten spredte sig mere, og mere, det var utrolig hvor ondt det gjorde. Kunne det blive meget værre end det her? Hurtigt nåede vampyren ikke tænke meget andet, før hun kunne mærke den ene jæger havde fat rundt om hende igen, og hun rullede opgivende med øjnene, og i det samme øjeblik kniven kom til syne, lagde hun hovedet på skrå. Nåede ikke at sige noget før hun havde tilladt kniven at ramme hendes kind. Uden at tøve, greb hun hurtigt fat i kniven med den raske hånd, og skar halsen over på jægeren. Så var der kun 2 tilbage, og hun kastede kniven langt væk. Stående med den brækkede arm, bed hun tænderne hårdt sammen, og følte sig mere og mere svag som smerten kun voksede jo mere hun prøvede at kæmpe imod. På trods af blodet der løb fra hovedet, og riften på kinden samt den brækkede arm, stod hun fortsat på benene, selvom de rystede lidt. Hjertet nærmede sig halsen, og hun fik revet sig fri fra Royce's greb, selvom hun var nød til at bevæge den brækkede arm. Det gjorde så ondt, hun nærmest kunne gå ned i knæ, og bede til at det ville stoppe. Var der andre steder hun kunne løbe hen?, hvad skulle hun lige gøre. Øjnene gled hurtigt rundt, før en tanke slog hende.

Der lå en stor kirke i nærheden, en kirke hun havde været i før. Stående og vaklende rundt i smerte dukkede præsten pludselig op i hendes hoved. Tæt på at lade hans navn forlade hendes læber, besluttede hun sig for at smile før hun hurtigt løb væk fra jægerne. Selvom hun var skadet, og havde slemme, var det eneste der pludselig var i hendes hoved, at finde Mortas. Var hun heldig, ville han måske være inde i kirken. Det var et forsøg værd, så hun løb hurtigere hen imod den ganske flotte kirke. Jægerne fulgte efter, og de havde fået flere med, hvilket kun var typisk jægere. Stående foran kirken, kiggede hun op imod det tætteste vindue. Skulle hun tage den vej ind, eller bruge porten, men hvis porten var lukket kunne hun kun komme ind via et af vinduerne"Please .... Don't be gone"lød det lavt fra hende, som smerterne næsten fik hende til at støtte sig til muren, før hun tog en dyb indånding, og fik hoppet så højt op hun kunne, og hurtigt fik fat i vindueskarmen. Hoppede ned fra det, og landte foran nogle bænke som øjnene hurtigt spottede alteret. Det virkede ikke til at, der var nogen herinde, og med vaklende ben, og en rystende krop samt blodet der dryppede fra hendes hoved og kind fik hun bevæget sig hen til den lille trappe ved alteret. Gik ned i knæ, før hun lod de blå øjne falde op på det store kors. Et bredt smil voksede, før hun lod ryggen møde gulvet, og blot lå svag, og skadet med den brækket arm, som hun holdte rundt om med den raske arm. Det blonde hår lå spredt hist og pist, og blodet gled fortsat ned fra hovedet og kinden. Duften fik hende kun til at smile, og vampyren fik pludselig drejet hovedet hen imod det store kors. Minder strømmede pludselig ind over hende, som en bølge der ikke kunne stoppes"Is this my punishment...The feeling of dying..."hviskede hun nærmest hæst som talte hun til gud, i håb om at hendes ord ikke var sande.

Søndag. Allerhelligst af ugens syv dage. Den ugentlige kommunion var allerede blevet afholdt i løbet af formiddagen, og de lange, resterende timer op til den sene aftenmesse var som altid præget af en næsten overvældende stilhed med rig mulighed for at fordybe sig i religiøse tekster eller reflekterende tanker over netop de budskaber, der var blevet lagt vægt på under den tidligere gudstjeneste. Derfor var det ikke usædvanligt at finde den store kirkesal fuldstændig ryddet for ethvert tegn på liv, eftersom langt de fleste af kultens medlemmer foretrak at tilbringe ventetiden nede i kryptens dystre, men fredelige dyb.
Mortas var ingen undtagelse og havde selv brugt størstedelen af både eftermiddagen og nu også de spæde aftentimer med næsen begravet i et hav af nedslidte bøger og støvede pergamenter, som lå spredt ud over det antikke rosentræsskrivebord i et organiseret rod. På mangel af elektricitet i den hellige bygning var den eneste lyskilde i det dunkle kammer en trearmet lysestage, opsat på et mindre skuffemøbel, der var placeret i forlængelse med bordet, han sad bøjet ind over. Et tungt suk lød, da det malede ansigt løftede sig fra hånden, det indtil nu døsigt havde hvilet i, og begge arme skød efterfølgende til vejrs i en tiltrængt udstrækning af skuldre og ryg. Nakken afgav et par højlydte, beklagende knæk, idet han på skift lagde hovedet på skrå fra den ene til den anden side. Det måtte være tegn på, at den pauseløse læsning havde stået på lidt for længe.
Inden lemmerne låste sig uhjælpeligt fast, rykkede præsten bagud på den lettere vakkelvorne stol, så han kunne komme op at stå. Han var allerede i færd med at udtænke, hvilken en adspredelse han skulle give sig i kast med og landede hurtigt på en gåtur, som det vindende valg. Det fejlede ham aldrig, hvis han havde brug for at få klaret sit trætte hoved og samtidig igangsat cirkulationen i de stive, ømme muskler, som han så ofte forsømte, når han i timevis sad og forsvandt ned i de ældgamle skrifter.

Den vægtige dør til hans private gemakker blev åbnet og knirkende skubbet fremad, hvorefter kultlederen, svøbt i de vanlige paveklæder, trådte ud i den højloftede sal. Et chokeret udtryk skyllede dog brat ind over det kraniemaskerede ansigt, idet han øjeblikkeligt spottede den kollapsede skikkelse på det kolde stengulv foran alteret. Beklædningen var sort præcis ligesom hans egen, og han frygtede straks, at det var en af de nyligt konverterede tilhængere, som var drattet omkuld; men duften af det metalliske blod, der få sekunder efter blev opfanget af hans skærpede lugtesans, fik afkræftet hans umiddelbare hypotese. En vampyr. Det var intet tilfældigt bæst af natten. Silhuetten af dette specifikke uhyre ville han kunne genkende i selv den tætteste tåge.
Afstanden mellem dem blev tjept reduceret med hastige skridt, men han var knap nok nået hen til hende, før gentagende slag mod den forseglede indgangsport ekkoede ud i salen. Efter de dybe vibrationer at dømme var det en eller flere fuldvoksne mænd, som utrætteligt kolliderede med det robuste træ. Ingen nervøsitet var dog at finde i præstens mildt forundrede ansigt. Den dør var umulig at bryde igennem med kropsvægt alene.

Alt det larmende postyr tilegnede sig på ganske kort tid opmærksomheden fra en større forsamling af kirkens beboere, hvis fodtrin kunne høres allerede før døren til krypten var blevet slået op. De stimlede sammen nær leder, som endnu stod og tårnede over den tilskadekomne blodsuger, han stadigvæk ikke havde skænket megen interesse. Den overhængende trussel, der evident lurede bag stenmuren, og hermed også de kutteklædte medlemmers sikkerhed var første prioritet.
“Clear the entrance... the two of you – go” befalede han kortfattet; den dybe, hæse røst fik den omkringliggende luft til at sitre. De to tilhængere, han havde udpeget, adlød uden så meget som et pip og begav sig omgående hen til indgangen for at få vippet den tunge træbjælke ud af jernbeslagene, så der ikke længere var noget, som blokerede for døren og forhindrede den i at åbne sig. Endnu et sammenstød lød fra den anden side. Denne gang gav de to porte efter og ind braste en stavrende, bredskuldret mand fulgt i trop af fire andre. Hvad var det for nogle afskum, den usle vampyrinde havde ledt direkte ind i Guds hus? Han kunne straks mærke, hvordan den langsomt opboblende vrede hobede sig op indeni ham, og den var tydelig at høre i hans hævede stemme. “You’re trespassing on holy grounds. State your business immediately.”
Manden, som lod til at være den førende i gruppen, vadede ufortrødent videre ind, men blev til stor irritation tvunget til at gøre holdt, da op til flere af de dystre, munkelignende skikkelser, i et forsøg på at afskærme, stillede sig mellem de ubudne gæster og den højhelligede præst. “That’s none of your goddamn business, priest. That bitch – the vampire – hand her over, and we’ll leave you to whatever weird shit you’re practicing in here,” blev der vrisset som svar. Den manglende respekt fik Mortas til at snerpe læberne sammen, og et olmt blik udsprang fra de tofarvede øjne.

“You may not have intended to involve me in your business - but You are standing in the house of God, and anything that takes place inside of these walls are in fact my business.” Ordene var gennemsyret af den giftige undertone, og han knejsede overlegent med nakken, før blikket gled hen mod de ledsagende mænd, der efterhånden alle var trådt nærmere. Kultlederen anbragte sig således, at han nu stod med et ben på hver side af Cimberlie og afbrød den mandlige vampyr, nærmest inden han havde nået at lukke munden op. “I assume You are headhunters, correct? Your mission is to rid the Earth of this she-devil?” spurgte han retorisk og under det afrundende ord, blev sålen af den ene lædersko presset ned over blodsugerens brækkede overarm. Et nær usynligt, udfordrende smil plantede sig i mundvigen på den nådesløse muerto, netop som han lagde al sin vægt i, og et yderst smertefuldt knæk lød, da endnu et brud på armknoglen opstod. “A noble cause, indeed. However, breaking a few bones and letting its filthy blood soil this divine building will not yield any effective results. In fact, it nearly bled to death on this very floor under the watchful eye of God – but not even that was enough to keep it from roaming the world,” fortalte han og tværede en sidste gang armen ned i gulvet, før den velpudsede sko i stedet for blev placeret mod hendes ene kind og tvang hovedet til siden.
“It must be burned at the stake – tonight. The only method of punishment that will successfully eradicate its rotting soul.” Vægten blev igen lagt over på benet, tilhørende foden hvilende mod Cimberlies ansigt, hvilket resulterede i en knusende lyd fra kæberegionen varslende rungede ud i det ellers tavse kirkerum; de invaderende jægere brød dog endelig deres egen stilhed ikke længe efter. “What the fuck is this place? They all look fucking sketchy. It’s creeping me out. Shouldn’t we just kill them all and be done with it?” mumlede den ene til de andre og skævede til væggen af de kutteklædte mænd og kvinder; alle med et foruroligende dødt udtryk i de ligblege ansigter.
“Are you stupid? Those are muertos. That’s why it reeks of death in here...” hviskede en anden, hurtigt efterfulgt af en tredjes besvarelse: “Fuck no. They’ll rip your face off with their teeth before you’ve even drawn your blade. Let’s bail. She’s bound to leave eventually if this is just a hoax.”
Skepticismen var tydeligst til stede i den ledende jægers let sammenknebne øjne, men selv han tog af ren refleks et skridt bagud, idet hoben af muertos langsommeligt, men insisterende bevægede sig frem mod de uvedkommende. Mortas blev stående med en alarmerende rolighed i både blik og kropsholdning. “Scurry now... You may collect its skull in the morning as a prize if You so desire,” informerede han som et sidste forsøg på at overbevise den mandlige vampyr, som efter en stund med intens, vedholdende øjenkontakt omsider begyndte så småt at bakke ud ad kirken, inden han bittert vendte ryggen til sit mistede bytte og sammen med de andre forsvandt ud i støvregnen.

Med portene forsvarligt forseglet igen, dog fortsat omringet af de nysgerrige kultmedlemmer, fjernede han sin fod fra vampyrindens hoved og fæstede samtidig øjnenes fokus på det blodige, velkendte ansigt. Ingen medlidenhed at finde i det kølige blik, som blot stirrede ind i den havblå iris.
“You are not welcome here,” ytrede han hæst med en vis hårdhed i stemmen, som vidnede om, at han bestemt ikke var begejstret for at se hende. For de særligt observante ville antydningen af skuffelse endda kunne opfanges. Hans kæbemuskler spændtes, da han bed tænderne sammen i ren foragt. “I will allow you to take refuge here; but no longer than ‘til the early hours of the morning.” Tilføjelsen fik flere af tilhængerne til at rette deres undrende blikke op mod Mortas. “Forgive me, Father, but... did you not just tell those hunters that she is to burn at the stake? Surely that’d be for the b-...” begyndte en mørkhåret, ranglet mand med en sitrende tøven, men blev afbrudt midtvejs af præsten, hvis røst med nemhed skar igennem enhver anden lyd.
“That man had evil in his eyes. They all did. Do You not remember my teachings from earlier?” Han kiggede alvorsfuldt rundt på dem alle. “We know that we are children of God, and that the whole world is under control of the evil one. You are taught to reject every kind of evil – but tell me, brethren and sistren, is it not our responsibility to aid those who come to us for help? We shall not repay evil with evil but with blessing; so that we ourselves may inherit such a blessing in our times of need.” Stilheden, der fulgte, var så prominent, at den nærmest syntes øredøvende. Ikke en eneste modsigelse undslap de forstummede medlemmers sammenklemte læber. Ingen turde – for at afslå hans ord ville være at afvise den Hellige Fader.

Som tavshedsboblen nåede sit bristepunkt satte han sig på hug over Cimberlies krop og anerkendte endelig den sårede vampyrs eksistens; som et værdigt væsen og ikke blot et usselt bæst. Han talte dog ikke direkte til hende, skønt blikket lå fast på det porcelænshvide ansigt – tilsmudset af hendes eget, røde livsvæske. En handskeklædt hånd blev rakt frem mod den potentielt brækkede kæbe og tog prøvende fat omkring den. “Does this hurt?” Det var med rynkede bryn, han studerede de andre skader i ansigtet, forinden han flygtigt så op mod de umiddelbart forstenede tilskuere.
“Your blank stares are of no use. I need someone to bring me some water and a cloth. The rest of You... retreat to your sleeping quarters,” dirigerede han småirriteret, og den tætstående forsamling brød øjeblikkeligt op for dernæst at adlyde ordren om at relokalisere til krypten. Den udelte opmærksomhed blev atter vendt mod den lyshårede kvinde under ham, og han rejste sig forsigtigt op, inden en håndsrækning blev tilbudt. “Are you able to stand?”

Som de halvt åbne blå øjne havde hvilet sig på det store kors, stadigvæk med tankerne om hun virkelig var ved at dø. Smerterne var fortsat så stærke, at vampyren slet ikke var særlig sikker på, hvor meget blodet i hendes krop ville få skaderne til hurtigt at hele. Blodet fra hovedet løb langsomt ned over engleansigtet, og den ellers farlige gnist i øjnene var forsvundet i det samme øjeblik, som hun tydeligt kunne dufte noget. Stanken af død, ramte hurtig hendes næsebor og ikke nok med, at hun selv kunne bære en fremragende duft af død, så var det langt fra noget der kunne sammenlignes med den stærke lugt af død. Et nærmest lettet men halvt irriterende suk forlod hendes mund, som hun lukkede øjnene for et kort øjeblik. Håbet om at kunne slippe for de slemme smerter lidt, var det eneste hun lige nu satsede på. Det var ikke nemt, når den brækkede arm havde prikket til samtlige nerver, og på samme tid kunne lyden af Royce og de tåbelige andre jægere høres. En smule mere irriteret åbnede hun øjnene, og drejede ansigtet i retningen af mændene. Fristelsen til at rive hjertet ud på lederen, hang i hende og lokkede hende alt for meget. Men hvad skulle den skadede vampyr kunne gøre, når hun lige nu bare lå livløs på det kolde gulv foran alteret. Det kunne næsten ligne en ofring, der manglede blot lidt få genstande, og muligvis nogle tegn, og en cirkel. At vampyren ikke ville tillade sig selv at blive ofret, var en mindre detalje – bestemt ikke tillade vampyr jægeren at ofre hende, eller skade hende mere end hvad det kryb allerede havde gjort.

Uden at give den ankomne præst opmærksomhed, nåede hun kun at sende ham et lille smil før tænderne hårdt blev bidt sammen, i det øjeblik præstens lædersko var blevet presset ned over den brækkede overarm. Utilfreds, og med voksende smerter knurrede hun, imens hun løftede den raske arm en smule, og greb fat i præstens pavedragt i bunden. Vampyren ville have fat længere oppe, men det var ikke en mulighed. Som grebet om kanten på pavedragten blev strammet kunne hun ikke undgå, at håbe at præsten ville falde. Det virkede ikke sådan,  men smerterne voksede sig kun så voldsomt, at grebet hurtigt blev sluppet, og den raske arm livløs faldt ned langs hendes side igen.  Det farlige glimt dukkede op, og hun lod de blå øjne falde på præstens ansigt. Ikke sikker på, om der var en følelse af savn over at se denne muertos foran sig. Eller om der i øjeblikket kun rasede et had til ham, som første gang de mødte hinanden. Læberne spredte hun en smule, men der kom ingen ord ud. I stedenfor at holde blikket på ham, kunne vampyren pludselig mærke den skadet arm blev tværet ned i gulvet, hvilket fik hende til at bide tænderne endnu hårdere sammen end før, og få sekunder efter spredte hun læberne igen”Stop it!!”skreg hun med en halvt knækkende stemme, der tydeligvis havde præg af smerte. Knoglerne var langt fra i gang med at hele, eller måske var de i gang, det var ikke til at blive helt sikker på, før præsten lige valgte at tvære den skadede arm ned i gulvet, for nu ville der sikkert kun gå længere tid. Heldigvis havde hun blod i hele systemet, så det ville måske ikke tage mere end nogle timer, men det var som om en usikkerhed havde lagt sig over hende. Blodet fra hovedet, og den brækkede arm var nok til at hele hendes krop føltes som om, at den var ved at falde fra hinanden. Som hovedet blev tvunget til den ene side, kunne de blå øjne endnu engang hvile sig på korset, og et dybt utilfreds, og opgivende suk forlod de kolde læber. Sikke en velkomst, men hvad havde hun regnet med blomster og et kram? Efter ganske få minutter lod hun et bredt smil sprede sig på det blodige ansigt, og hun lod tungen fange lidt af det løbende blod, som det nærmede sig de bløde, og lokkende læber. Selvom det var hendes eget blod, smagte det fortsat godt, og det var bestemt heller ikke fordi vampyren havde noget imod at smage på eget blod.  Med de voksende smerter, og en livløs krop lignede hun nærmest en dukke der var blevet efterladt. Øjnene lukkede hun, som overvejelserne om at bede til gud pludselig dukkede op inde i hovedet – tænk at hun nogensinde skulle overveje sådan noget. Tydeligt at den var helt galt, og pludselig grinede hun. Hvorfor skulle hun overhovedet bede til gud, det var noget fjollet noget.

Dog nåede vampyren slet ikke at grine mere, før den knusende lyd fra kæben kunne høres. Hvad var det for en velkomst at få, når man bare var mødt – okay brudt ind for at bede om hjælp. Et smertefuldt skrig forlod hendes mund, som hun prøvede at skubbe præsten af sig, med den raske arm. Det virkede ikke til at virke overhovedet. Men vampyren prøvede nogle flere forsøg, og kunne mærke hvordan smerterne fra den brækkede arm, og nu kæbe voksede. Var hendes krop ved at falde fra hinanden? Hvor var helingen lige henne? Alt for langsom…Uanset hvad…For lige nu kunne det være rart, hvis kæben, og armen ville hele, for det blodige ansigt gjorde hende ikke noget. Blod var nemmere at håndtere end knogler, og desuden gjorde det ikke ondt af hendes hoved blødte, det var blot en lille stikkende smerte. De brækkede knogler derimod, de oversvømmede hende med smerter. Det var som smerterne fik hende til at ignorere ordene, om at hun skulle brændes, og de andre ord om skelet. Men som ordet om at hun ikke var velkommen kom ud ad præstens mund, smillede hun bredt, som hun endelig, havde tænkt sig at flytte hovedet en smule. Men nej det skete ikke, for præsten havde prøvende taget fat omkring den brækkede kæbe. Hun sendte ham et irriteret blik, før hun spyttede lidt af blodet i munden ind i ansigtet på ham”And yet here I am…And no not at all...The pain does not take over my body at all, so go ahead…”sarkasme kunne tydeligt høres i hendes stemme, som hun nærmest ønskede at kigge væk fra ham. Selvom hun gerne ville kigge på ham, så var smerterne så slemme, til at hun faktisk gad forholde blikket på ham – uanset hvor meget hun havde lyst til at lade blikket møde hans. Som vampyren hørte hans ord om, at hun kunne blive til tidlig morgen, fik hendes blik til at hvile sig på hans ansigt. Et større nærmest tilfreds smil voksede sig på det blodige ansigt, og de blå øjne kunne endelig nyde synet af at være fortabt ind i Mortas’s øjne. Uden at tøve tog hun imod hånden der blev rakt frem, og fik rejst sig op. Stående en smule ustabil, vendte hun blikket væk fra ham. Fristet til at presse ham op ad den nærmeste mur, for derefter at spidde ham med en lysestage igen, men det ville nok bare starte en kamp igen. Eller blive værst for hende, eftersom hun ikke havde ret meget styrke. Den raske hånd blev placeret på hans skulder, og heldigt at det kun var armen, og kæben der var skadet.

Der kom ingen ord ud, selvom hun gerne ville, så hvergang læberne blev spredte, spredte smerten sig, og om den brækkede arm eller brækket kæbe gjorde mest ondt, gad vampyren slet ikke at bedømme.  At præsten havde valgt at hjælpe hende op at stå, var hun glad for, men de taknemmelig ord forlod ikke hendes mund. Med hånden hvilende på hans skulder, kiggede hun et kort øjeblik på ham, før hun lod blikket glide væk fra ham endnu engang. Takket været den brækkede kæbe var det utrolig svært at sige noget, og det var som om der kun kom luft ud. Den brækkede arm hang livløst ned ad hende side, og lige nu havde hun ikke lyst til at give slip, på grebet om præstens skulder”With this killing pain…the f…f..feeling of d…d..dying, and with a…s…swinging balance, I stand very well”svarede hun så godt hun lige kunne, trods den brækkede kæbe. Smerterne kunne snart ikke vokse mere, og vampyren havde allermest lyst til at krølle sig sammen på gulvet, indtil helingsprocessen ville nå at hele skaderne, men det ville tage lidt tid. Det næsten klare, og tomme blik blev vendt op imod præstens ansigt, og lod øjnene glide ind i hans. Tog et skridt tættere på ham, for at gøre afstanden imellem dem mindre. Hånden på hans skulder lå der stadigvæk, og hun ville ønske hun kunne bide tænderne sammen, men det ville gøre alt for ondt. Dog fik vampyren frembragt et lille smil, som hun fortsat prøvede at få styr på den smuldrende krop – som det tydeligt føltes som for hende. Ligemeget om hun stod selvsikkert på benene, så var hele hendes indre et stort kaos, knogler der var brækket, blodet der fortsat løb ned over det engelfyldige ansigt. Balancen der fortsat var en smule ustabil, og alligevel var der få ord, hun var nød til at sige til ham. Det var ligegyldigt om det havde en særlig betydning, eller om det ikke var noget der ville forlade hendes læber normalt. Det var nogle ord vampyren alligevel følte hun var nød til at få frem”Let me stand here for a moment... Just for a moment…”lød det halvt hviskende, og nærmest bedende fra hende, som hun støttede sig til hans skulder. Det virkede ikke helt som om balancen var blevet bedre – måske meget lidt. Det tomme blik forsvandt, som hun kort lukkede øjnene. Et næsten taknemmelig og lettet smil spredte sig over det rodet ansigt, også selvom smerterne fra kæben voksede og næsten gjorde det halvt umuligt, overhovedet at vise nogle former for udtryk. Der var bare en rar følelse, af at stå tæt foran præsten, også selvom hun havde givet slip på hans hånd i det øjeblik, hun blev hjulpet op, så hvilede hendes egen raske hånd på hans skulder, bare så hun ikke pludselig ville falde bagover, eller miste balancen.

Smerterne holdte hun så meget hun kunne tilbage, og holdte fortsat øjnene lukket som smilet blev siddende på ansigtet. Lysten til at sige et eller andet sad i hende, men endnu engang var det som om det kun var luft, der forlod de kolde læber. Stilheden rasede, og som minutterne gik åbnede hun øjnene, og kiggede på præsten foran sig. Næsten kæmpede for at sige de ord, hendes hjerte ikke ville tillade, de få ord som bare ikke var nogle ord vampyren ville lade forlade munden. Dog vidste hun godt, at hun var nød til det, for hun følte at Mortas havde brug for at høre dem. Så en smertefuld vejrtrækning blev taget, og alle smerterne blev igen skubbet lidt væk”Thanks for getting the hunters away...If it wasn't for you, I probably would have lost my life...So”stoppede hun hvorefter hun gav ham et blidt klem på skulderen, før hun fortsat holdte øjenkontakten med ham, medmindre han ville kigge væk”Thank you”lød de afsluttende ord, som hun lagde hovedet lidt på skrå, og kort kiggede hen på den hvilende hånd, ovenpå præstens skulder.

Vampyrens næsvise brug af sarkasme faldt ikke for døve ører, men udadtil fortrak han ikke engang så meget som en eneste ansigtsmuskel. Han var på ingen måde i humør til den slags barnlige morsomheder. Sådan som hun havde brast ind, velvidende om at han havde forbudt hende nogensinde at sætte en fod på denne grund igen, fortjente hun intet andet end en kold skulder, et stikkende blik og en hård afvisning. Alligevel havde han dog tilbudt hende sin hånd og lagde også sin egen styrke i for at trække hende op at stå, så snart hun tog imod den.
Den handskeklædte hånd gled ud ad blodsugerens sekundet efter hun havde fået fodfæste, og på trods af han ville have foretrukket at holde en passende afstand, lod han hende hvile hånden på sin skulder. Bitterheden spredte sig på hans tunge, og det varede ikke længe, før smagen eksploderede i hele munden. Hans ansigt blev lagt i dybe, utilfredse folder som et direkte resultat af dette, og blikket var som boret ind i kvinden ved hans side. Alt sammen for at lade hende vide, at dette bestemt ikke var noget, han gjorde ud af godhjertethed. Den intense lyst, der havde brændt så fyrigt i ham under deres forrige møde, var ikke længere til stede. Det eneste levn fra den nat var en udtrampet askebunke af tørre, pulveriserede kulstykker. Uantændelige. Ikke en eneste gnist ulmede under det forkullede træ, og enhver positiv følelse associeret med hende var fortrængt dybt ned i underbevidstheden.
Utallige timer var blevet brugt på at bede om syndsforladelse, men det havde tilsyneladende ikke været nok til fuldstændig at udrydde den skamfulde fornemmelse, som havde slået rod i ham og plaget ham nat efter nat; og nu da han befandt sig så tæt på hende igen, kunne han mærke, hvordan den selvbebrejdende følelse vendte tilbage for fulde kraft. Det var direkte væmmeligt.

“Well, you are still standing, are you not? Quit your complaining and consider yourself lucky. This could have ended far worse than it did. What you did was very foolish... not to mention selfish.” Mortas’ stemme var kølig og monoton, uden spor af medfølelse i hans mæle, og han løsrev omsider sit blik fra hende for at lade det vandre andetsteds hen. Det nåede dog ikke at vige særlig langt fra hende, før det af ren automatik søgte tilbage mod Cimberlie igen, da hun tog et skridt nærmere, som havde hun været ved at miste balancen. Uden megen omtanke var præstens ene hånd røget op til hendes lænd for at fungere som støtte; og selvom det var med en sammenbidt mine, besluttede han sig for at holde den der. Hun var tydeligvis i smerte. Derfor indvilligede han også med et svagt nik, da hun bad om at få lov til at blive stående. Ingen ord blev ytret. Hvis den fysiske kontakt ikke kunne undlades, ville han i det mindste holde den verbale kommunikation på et minimum. Der var alligevel intet at sige, som han ikke allerede havde fremført under deres endegyldige farvel. Noget hun så respektløst måtte have ladet glide ind ad det ene øre og ud ad det andet, siden hun var gået imod hans ordre og søgt tilflugt i kirken. Få ting gjorde ham lige så arrig, som når nogen vovede at trodse ham, skønt den simrende vrede var under kontrol. For nu.

Distraheret af de hastige skridt som pludselig rungede ud i den store kirkesal, lyttede kultlederen lettere åndsfraværende til det umiddelbart oprigtige tak. “Yes, and once again you are in debt to me. How very unfortunate. We cannot keep crossing paths like this. I am a busy man, if you weren’t aware of that fact,” svarede han roligt uden at skænke hende den mindste smule opmærksomhed; den var blevet tildelt den unge kvinde som kom bærende på en skål med vand i den ene hånd og en klud i den anden. “Thank you, my child. Now, if you can hold that for just a second longer...” Det var i en helt anden tone, at han henvendte sig til den kutteklædte tilhænger. Der lå en blidhed og varme i den mørke røst, som øjeblikkeligt forduftede næste gang han talte. “Over there – yes, now sit down,” fremsagde han undervejs, som han fik gelejdet den skadede vampyrinde hen til en af de mange, rygløse stenbænke. Såfremt hun ikke selv fik sat sig ned, ville han lægge begge hænder på hendes skuldre og presse insisterende ned mod dem.

Mortas drejede sig halvt i retning af kultmedlemmet og tog imod kluden og den fyldte skål, der blev placeret på bænken ved siden af den lyshårede kvinde. En viften med den frie hånd fik omgående sendt tilhængeren bort, og Cimberlie blev atter tildelt hans fulde opmærksomhed.
“Sit still while I clean you up,” mumlede han småirriteret og fikserede blikket på det blødende sår ved hendes tinding, alt imens han fik dyppet kluden i det lunkne vand. Det var med fuldt overlæg, at han undgik al øjenkontakt. Han nægtede at ynde hende den tilfredsstillelse. Ganske vist hjalp han hende, men han ønskede bestemt ikke at give hende indtrykket af, at han var glad for at se hende; for det var så absolut ikke tilfældet.
Den ene hånd plantede han omme ved hendes baghoved, og den anden fik fermt og med en forbløffende mængde nænsomhed vasket blodet af hendes ansigt. Kilden til den løbende blodstribe blev ligeledes duppet ganske forsigtigt, hvorefter han fjernede hånden fra hovedet og vred den blodige klud godt og grundigt op.
Med et tag i hver ende af den nu sammenrullede klud holdt præsten den op foran blodsugerens mund. “Open your mouth. You’re going to need something to bite down on if you do not want to lose your tongue,” forklarede han og tilføjede straks efter: “This is going to hurt – a lot.” Endelig blev de to vidt forskellige øjne rettet direkte ind i hendes blå. Udtrykket i dem blev betydeligt strengere. “But you already know that.”

Sikkert meget godt, at hendes balance overhovedet tillod hende, at holde sig nogenlunde oprejst. For hele hendes krop var svag, og var det ikke for hendes næsten stædig greb ovenpå præstens skulder havde hun sikkert aldrig kunne holde sig oppe på benene. At hun overhovedet ikke, havde forestillet sig at hun skulle takke ham var åbenbart blevet nødvendigt. Et lille suk forlod hendes mund, som hun prøvede at komme væk fra netop det fact at hun havde blevet nød til at bede ham om hjælp. Som hun stod og tænkte lidt, kunne hun hurtig konkludere at der var sikkert flere ting, der var værre end at have bedt om hjælp fra denne præstelige muertos. De kolde, og nærmest ligegyldige ord fra hans mund, valgte hun bevidst at ignorere med et lille smil på ansigtet. Allerede hurtigt efter at have moret sig lidt inden i over hans ord, kunne hun godt mærke smerterne snigende begyndte at vokse mere og mere. Det var nok til at hun knurrede irriteret, og smerterne havde skam ikke været så slemme før hun så lige kunne tilføje en brækket kæbe til listen. Fristet til at hævne sig lidt på præsten, begyndte at komme frem i hende, men som hun kunne mærke hans hånd imod hendes lænd forsvandt lysten og fristelsen til at hævne sig på ham.

Lidt utilfreds kiggede hun på ham, lige i det samme øjeblik at hun hørte hans ord, og skulle lige til at åbne munden for at svare ham. Men der var ingen ord der nåede længere end at ligge sig på hendes tunge, for der gik ikke lang tid før hendes vaklende krop blev ledt hen imod de mange rygløse bænke. Var tæt på at protestere over, at hun nærmest uden noget at sige og gøre blev placeret på bænken” Now not so grumpy, I know you're happy to see me deep inside your cold body”Sagde hun selvsikkert med et bredt smil som hun blinkede til ham. Som hun satte sig lidt til rette på bænken, lagde hun det ene ben over det andet, bare for at ville sidde lidt bedre. Men ikke engang det kunne hun takket været de latterlige smerter, der prikkede til hende som havde de det ganske sjovt. Så et opgivende suk forlod hendes mund, og hun lænede sig en smule tilbage. Lod benene være lidt spredte, og lyttede til hans ord som hun sad stille så meget hun nu kunne, for det var yderst svært når både armen, og kæben var nok til at hun bare ville frembringe healingen lidt hurtigere. Hvorfor skulle det også tage så lang tid, hvor filan var den fantastiske healingsevne vampyrer havde henne… Hun var slet ikke tilfreds, og lagde hovedet på skrå, og som præsten begyndte at rengøre hendes ansigt, og fjerne blodet bed hun tænderne sammen undervejs. Tydeligt at hun var i smerter, og havde ondt – Ikke tit det lige skete. Kæben gjorde mere og mere ondt, så ondt at det næsten var svært for hende overhovedet at sige noget”Thanks for the broken jaw... I did not know you were so romantic”Lød de spydige, og sarkastiske ord som hun holdte øjenkontakten med ham i same øjeblik som hun lod den skadet arm hvile ovenpå hendes skød.

De blå øjne dalede ned over præstens malede ansigt, som de pludselig fæstnede sig på hans læber, og et lusket smil spredte sig på hendes ansigt. Trods de mange smerter, kunne hun fortsat pifte lidt stemning op i hendes ansigtsudtryk. Smilet forsvandt ikke, som hun fortsat holdte hovedet lidt på skrå og enlig godt kunne lide måden han rørte ved hendes hud, uden helt at røre ved den. For det var kluden der gjorde sit. Følelsen af hans hånd der rørte hendes baghoved, fik kun det luskede smil til at vokse lidt, før hun efter få minutter bed sig lidt i underlæben. Dog gjorde det ondt, for kæben var fortsat brækket og det var som om healingen af den slet ikke var gået i gang. Hendes blik blev vendt ned imod den skadet arm der fortsat lå hen over hendes skød, og hun sukkede lidt. Lyden af hans ord fik hevet hendes blik op imod ham igen, og hun vendte hovedet i den samme retning. Utroligt holdte hun sig stille som han havde sagt at hun skulle, for smerterne var alt for kraftfulde til at hun overhovedet ville kunne sidde stille. Alligevel gjorde hun som han havde bedt hende om, og det var sikkert kun fordi han hjalp hende, og ikke bare havde vendt ryggen til hende, for at ignorere hende. Specielt ikke når hun lige nu følte sig sårbar, og svag hvilket var noget hun hadede. Alt sammen takket været de pokkers jægere, og denne præst foran hende. Irriteret over både jægerne og denne muertos. Men hun lukkede et kort øjeblik øjnene, bare for at holde smerterne i kæben ud. Hun burde ikke hade præsten, han hjalp hende trodsalt.

Tankerne omkring begge ting skubbede hun lidt væk, og hendes blik hvilede sig på den sammenrullede klud, som nærmede sig hendes mund”I prefer something other than a cloth in my mouth”hviskede hun flabet og forførende som hun løftede den raske hånd op imod hendes ansigt, hvor hun fik strøget lidt af det blonde hår væk fra det englefyldige ansigt. Som hendes øjne gled dybere ind i hans blinkede hun til ham, før hun spredte læberne for at hun nu kunne sidde med den raske hånd ved siden af hende, og den fortsat skade arm på skødet. Kæben gjorde kun mere ondt, som hun bed tænderne ned i kluden. Intet svar blev givet præsten, for hun vidste godt, at det ville komme til at gøre usædvanlig ondt, nærmest så ondt at hun sikkert ville ønske hun døde endnu mere. Men hun var allerede død, så hvad hjalp det. Ingen grund til at håbe på at ville dø, hun havde det helt fint med at være så død, som hun var. Siddende stille, med hovedet bagover, holdte hun blikket på ham, som hun næsten bare ventede på at mærke hendes krop blive revet fra hinanden – Sådan føltes det hvertifald med alle de smerter der skiftevis prikkede til hende. Cimberlie sagde ingen ord, der var heller ikke mulighed for at sige noget, som hun havde fået kluden ind i munden, som en hund der havde et kødben, og kiggede på sin ejer. Lige nu vidste hun slet ikke, hvad hun mest så frem til, for der var nok ikke noget at se frem til. Eller jo, at hun ikke skulle have alle de frygtelige smerter, men det var nok også det. Forhåbentlig kunne det måske sætte gang i healingen, men hun vidste at Mortas sagtens kunne hjælpe, det ville bare gøre langt mere ondt, end den normale healingen.

Det var med et beundringsværdigt tålmod, at Mortas formåede at holde sig hævet over vampyrindens indbildske tilnærmelser, hvis eneste formål stod ganske klart; at tirre ham så meget som muligt. Han kunne dog næppe påstå, at dette forbavsede ham. Kendskabet til hende var efterhånden så tilpas stort, at han udmærket var klar over, hvor svært det tilsyneladende var for hende at holde munden lukket på de rigtige tidspunkter. At brække hendes kæbe havde været en alt for nådig gerning. I virkeligheden burde han have skåret hendes tunge af ved roden, så hun aldrig igen ville kunne ytre et eneste ord til ham. Den formålsløse plapren var så umådelig trættende at høre på. Utroligt at hun ikke selv var i stand til at høre det; eller også fandt hun blot en form for sygelig morskab i hans irriterede ansigtsudtryk.
Afskyen rullede indover ham som en kuldegysende reaktion på det modbydelige modsvar, hun havde stukket ham. End ikke de sammenbidte tænder kunne forhindre ham i at udtrykke sin åbenlyse foragt. “You disgust me,” hvislede han med en stemme som dryppede af gift, og et blik der ligeledes kunne have tilhørt et skællet, drabeligt reptil.
Den opvredne klud blev bevidst placeret med en vis grovhed i blodsugerens mund, og der var heller ingen blidhed at finde i hans bevægelser, da han prøvende trykkede ind mod hendes underkæbe med fingerspidserne.
“And to think I offer you my help... shelter... healing... yet still you choose to disrespect my authority by spouting such childish nonsense.” Intensiteten af hans tonefald var blevet en smule roligere, men indeholdt fortsat intet spor af venlighed. “You are ungrateful as ever. Were it not for your wicked nature, I would propose that you, starting as soon as tonight, should begin attending our daily sermons – but that is entirely out of the question,” fremførte præsten i et dæmpet, afvejet toneleje. Hans blik var ankret dybt i hendes og vidnede om, at han var gravalvorlig. Der syntes dog også at være en snert af bekymring, men hintet af det falmede hurtigt bort og efterlod de duotonede øjne fuldkommen sjælløse. Den følgende tavshed var nærmest kvælende.

Kultlederen trak hænderne til sig for at tage de sorte læderhandsker af som pænt blev foldet og anbragt på stenbænken. Med den øgede føling forsøgte han endnu engang at lokalisere bruddet. Han pressede ikke længere hårdt i ønsket om at forstærke hendes smerte, men koncentrerede sig fuldt ud om det endelige mål - en succesfuld heling.
“Now, close your eyes and bite down. Hard. I promise this will be over in a matter of seconds,” informerede han, grænsende til en mumlen, og aktiverede sekundet efter den helende evne. I de første få sekunder ville det eneste hun kunne fornemme blot være en ubehagelig, summende prikken, men ganske kort tid efter ville den omgående forstærkes, som en gnist til en tør høstak. En ubegribeligt skarp smerte ville derefter skyde op i kæben og sprede sig videre ud i resten af kraniet, der ville føles, som om det var lige på nippet til at eksplodere og implodere på én og samme tid. Samtlige nerveender ville antændes i så nuanceret en smerte, at hun i momentet ville fornemme alt på et molekylært niveau; lige indtil et skrabende klik rungede ud, og al pine opholdt. Skulle hun som forventeligt have fældet nogle tårer undervejs, ville han hurtigt men skånsomt tørre dem bort ved hjælp af begge tommelfingre, inden han atter slap sit tag i vampyrens underansigt.
En hæs rømmen forlod hans strube, indikerende at dåden var udført, og såfremt hun ikke allerede selv havde taget sig af det, ville han afhjælpe hende med kluden i munden. “Not too terrible, was it?” spurgte han nonchalant med en skjult undertone af noget spøgefuldt. At se hende i så åbenlys lidelse havde haft en forløsende virkning på ham. Den bitre smag var endnu ikke fuldkommen forsvundet, men den var knap så prominent.

Som han iførte sig handskerne igen, iagttog han Cimberlie med et overraskende neutralt udtryk i det tilmalede ansigt. De maskerede bryn blev dog ikke længe efter rynket i en væsentlig mere bestemt mine. “I will not be healing your arm. You are a vampire, after all – they heal quickly, yes? At least you should be able to talk again without any pain,” underrettede han og nikkede som en henvisning mod hendes brækkede arm. Det var formentlig også at foretrække fremfor at gennemgå den smertefuldt udmattende oplevelse med så kort tids mellemrum. Desuden ønskede han ikke at opbruge al sin energi på en gemen indbrudstyv som hende. For det var nøjagtigt det, hun havde reduceret sig selv til ved at komme brasende på så ubehøvlet en måde.
“I’m afraid we cannot offer you anything to drink other than water – and I suppose that will not suffice for a nightstalker like you, hm?” antog Mortas med et svagt løftet øjenbryn, hvilket blot gjorde ham endnu mere overlegen at se på - eller rettere sygeligt arrogant. Han havde i mellemtiden trådt nogle skridt i retning af alteret for at skabe en mere komfortabel distance mellem sig selv og den blodsugende skabning. Som nævnt gik det absolut ikke, at hun følte sig alt for velkommen. For hun var alt andet end dét.

“To avoid the possibility of you disturbing the others, I urge you to retreat to my quarters for the rest of the night – or if you absolutely must, I will allow you to join us during the Mass. On one condition-...” Med ryggen til vampyrinden skævede han mod det store krucifiks, der hang højt oppe på muren forenden af kirkesalen. For en stund lod han sine øjne hvile på den udsultede, korsfæstede frelser, før han tillod sig at fortsætte. “You do not disturb. Under any circumstances. You sit still, you do not speak; you could be on the verge of death for all I care and even then, I do not wish to hear as much as a peep from you. Have I made myself very clear? I’m aware you seemingly have a hard time following orders.” Stemmen var hævet i et højtideligt tonefald, og den rungede ud i det højloftede rum som en advarende tordenbuldren. Cimberlie havde tidligere, om det så var verbalt eller gennem kropssproget, givet udtryk for, at hun holdt af hans mere officielle prædikener. Det vidnede om, at der var en lille bid af håbefuldhed tilbage i hendes indre, til trods for det var formørket af vampyrismens korruption. Uanset valgte han at stole på, hun forstod vigtigheden af ikke at afbryde så vigtigt et event. Gudstjenesten var et samlepunkt for kultens medlemmer, og efter forstyrrelsen forårsaget af den ubudne gæst, var behovet for at finde ro i de hellige skrifters guidende ord endnu større end sædvanligt.

En tydelig smertefuld knurren kom fra hende, som præstens bevægelser med fingerspidserne tydeligvis ikke var særlig blide. Ikke at det kom som en overraskelse, for hendes øjne havde skam nået at opfange det gnaven, og utilfredse ansigtsudtryk der satte stemning på hele hans ansigt. Lige nu holdte hun øjnene åbne, men efter få sekunder lukkede hun det ene øje, som smerten spredte sig snigende ud i hele hendes krop. Hvis nogen spurgte hende, hvad der var værst imellem den brækkede kæbe eller arm ville hun helt sikkert svare kæben. Godt nok havde hun oplevet meget smerte igennem hele hendes liv, men intet kunne nogensinde måle sig med den stikkende, prikkende og frygtelig smerte der nærmest dækkede hele den spinkle krop. I dette sårbare øjeblik havde hun mest af lyst til, at holde rundt om sig selv, og skrige hendes lungers kraft ud i hele kirken. Præsten nød det sikkert, bare at kunne se hende være så svag som hun var. At hun lyttede til ham, og ikke gjorde modstand for det eneste hun havde kastet afsted imod ham, havde været nogle kække, og flabede bemærkninger samt kommentarer.

Hendes blik dalede ned ad ham, som hun hørte hans ord om at bide hårdt sammen, imens hun skulle holde øjnene lukket. Uden at protestere over det, besluttede hun sig bare for at gøre, som han sagde. Hvad skulle hun ellers kunne gøre, for hun sad stille som det føltes som om hele hendes kæbe faldt fra hinanden. De blå øjne gled langsomt op ad ham, og landte på hans ansigt. Holdte øjenkontakten et kort øjeblik, som hun blot sendte ham et bekymret, og sårbart blik. Kort tid efter lukkede hun øjnene. Undrende over, hvad der skulle ske nåede hendes tanker ikke særlig langt, før den summende prikken, der efterfølgende blev til en skarp smerte, der målrettet var rettet imod den brækkede kæbe. Øjenbrynene vendte hun nedad, som hun bed hårdere ned i kluden inde i munden – rent instinkt. Hvor ville vampyren gerne skrige højt, og bede ham om at stoppe, for smertehelvedet var ikke til at holde ud. Alligevel vidste hun dybt indeni, at det ville hjælpe. Selvom ingen ord forlod hendes læber, så stolede hun på ham samt at hun fortsat respekterede ham, men det var slet ikke nogle ord præsten skulle høre lige nu.

Det blev mere og mere svært, at sidde stille på bænken. Det kriblede i fingrene, og hun knyttede begge hænder. Tankerne om den skadet arm, tænkte hun overhovedet ikke på. Følelsen af hele hendes hoved der eksploderede, og smuldrede kunne mærkes, og det fik hende til at vende øjenbrynene lidt mere nedad. Kluden bed hun automatisk hårdere på, selvom kæben gjorde ondt. Dog som hovedet føltes at gå i stykker, generelt hele hendes kranie kunne hun mærke hvordan de kolde tårer trillede ned ad hendes kinder, og hun følte sig hjælpeløs som hun bare sad som en dukke, der var i gang med at blive lavet. Lyden af hans stemme, fik hende til at åbne øjnene, som blikket næsten tomt stirrede ind i hans øjne. Der var intet tegn på varme, eller følelse det var næsten som om der kun lå en tomhed over de ellers flotte øjne”The feeling...I ...”var de eneste lave ord der forlod hendes mund, som hun åbnede den, og lod kluden falde ned på hendes skød. Et kort øjeblik drejede hun hovedet ned imod kluden, der lå i hendes skød, og hun løftede den raske arm op til hendes ansigt. Lod nogle fingre stryge hen over hendes kæbe, og næsten lettet spærrede hun øjnene op.

Smerterne var væk, det var som om de havde forladt hendes krop”Water is fine...And since it's been a long time since I've been to a mass, I'd like to say yes to that under that condition...”Lød det lavt fra hende, som hun lagde hovedet bagover, og lod fingrene stryge hen over tårene som Mortas ikke fik fanget. Blikket faldt hen imod alteret, som hun tænkte lidt. Efter få minutter rejste hun sig op fra bænken, og satte kursen hen imod den distancerende præst, som hun automatisk kunne mærke, hvordan den sorte kjole faldt på plads igen. Følelsen af hendes krop, der ikke bar præg på smerter længere, gjorde hende glad. Selvom hun sagtens kunne smide en kæk, eller flabet bemærkning afsted som tak, valgte hun overraskende nok at lade være. Stående bagved ham, lod hun et bredt smil vokse på hendes ansigt, og hun løftede en hånd op imod hans ryg, og blot lod den hvile i samme øjeblik som de blå øjne blev lukket”Smiling without feeling my face and jaw falling apart is a relief...”lød det blide, lave ord som hun lod hånden glide lidt op ad hans ryg, men stoppede som den nåede lidt højere op over midten af hans ryg. Smilet voksede lidt, som hun åbnede øjnene, for at kigge direkte ind i hans ryg”Thanks for your time, and help”sagde hun så, som hun fjernede hånden fra hans ryg, og vendte rundt. Kursen satte hun hen imod bænkene, og satte sig ned som hun lagde det ene ben over det andet. Den skadet arm, var begyndt at heale det kunne hun godt mærke. Hvilket kun var et godt tegn, og hun lagde hovedet lidt på skrå, som hendes blik gled lidt rundt på kirkens flotte og interessante omgivelser.