Now, no rash decisions

Time: kl 13:17
Place: Dr. Caine Rothwell's lægeklinik i Aston Centrum, Gaia.
Weather: Ganske nydeligt vejr. Solen skinner og der er så småt ved at være en behagelig varme, der tyder på at sommeren er nær.
Outfit: Hvid silkebluse, proppet ned i et ternet skær og nogle solide hælede støvler på fødderne.

____________________________

”Ms. Poe?”
Automatisk løftede Maeve blikket fra magasinet, hun havde brugt den korte ventetid på at skimme igennem, og så i første omgang spørgende mod sekretæren, som havde hun oprigtigt glemt, hvor hun var og dermed, hvad der mon krævede hendes opmærksomhed. Men ikke mere end ét øjeblik derefter kom hukommelsen tilbage, hjulpet ekstra på vej af den henvisende gestus, der blev gjort mod en dør, og straks foldede hun magasinet sammen med et sagte ’oh’ og lagt tilbage i bunken på bordet, klar til andre ventende klienter, hvor efter hun omgående rejste sig. Skørtet blev fluks glattet fri for siddefolder.

Inden hun trådte ind igennem døren, sørgede hun lige for at banke en enkelt gang med en bøjet finger, men hun ventede ikke på bekræftelse fra den anden side, før hun trykkede håndtaget ned og åbnede op og gjorde sin ankomst. ”Hello. You must be Dr. Rothwell?” hilste Maeve med et imødekommende smil, så snart at hun havde lukket døren efter sig og rigtigt fået lagt øjnene på manden ved sit skrivebord. Og hurtigt derefter trådte hun nærmere for at række en hånd frem mod ham. Dog var det den højre, hendes nondominant hånd, så det var ikke til at undgå, at det virkede lidt akavet. Men alligevel var det tydeligvis øvet. Som var hun en, der gav hånd ofte. ”I’m Maeve Poe. Dr. Connwall referred me to you since she’s sadly out of practise at the moment.” Den britiske accent stod ret langt fremme I hendes tale og afslørede hurtigt, at hun nok ikke var født og opvokset i Gaia. For selvom de to landes små tilkendegivende faktorer lå meget tæt på ad hinanden, var der alligevel også små modstridsler.

”You see, I’ve been having this rash on my hand,” begyndte hun at forklare i takt med at hun nu holdte sin venstre hånd frem. Håndfladen vendt op ad. Og rigtigt nok var der en udspredt plamage af irriteret, rød hud, der strakte sig fra hendes håndled og op omkring tommelfingermusklen. Det lignede næsten solbrændt hud, så skarp kontrasten var mellem udslættet og den ‘sunde’ hud. ”My mother is a nurse so we usually have ointment in the house but it hasn’t been working as well. I suspect it’s a bit old by now.” Hun havde selv siddet og kigget ned på sin hånd, så da hun havde talt færdig, fandt hendes blik tilbage op mod Caine. Han var yngre end hun havde forventet.

Telefonen på hans bord summede og snart kunne man høre: "Dr. Rothwell? Your next patient is ready"
Caine nikkede for sig selv og sagde: "Very well, send her in" Caine fik som regel en eller anden form for beskrivelse af problemet hvilket dog i dette tilfælde havde været sparsomt, men ikke desto mindre tog han imod den unge dame der kom ind af døren. Caine var tydeligt en velklædt herre og selvom hans signetring var diskret, kunne man ikke undgå at mærke på ham at han var adelsmand. Såfremt man havde forstand på den slags selvfølgelig.

Dr. Rothwell

"Pleased to meet you Ms. Poe... Ah yes it has been a while since i conversed with Dr. Connwall yet i hope my practice will suffice..."
Hans accent var tydeligt britisk på en nærmest gammeldags måde og eskorteret af en næsten lokkende varme i stemmen.
Han kiggede kort på hende og allerede der fornemmede han der var noget anderledes ved hende. Nærmest som om hun var udenfor verdens skæbnetråde. Dette gjorde ham naturligvis nysgerrig.

Roligt rakte han hånden hen mod en stol og sagde: "If you would just have a seat there please.." Efterfølgende trak han selv en stol foran og satte sig på den. Som de sad der begge to, rakte han hånden frem så hun kunne lægge sin hånd der for at han kunne komme til at kigge nærmere på det.
"Hmm..... This seems somewhat worse than just a rash.... "
Hans blik vendtes op for at møde hendes hvorefter han spurgte: "What kind of ointment do you normally use?..."

Maeve fulgte først kursen af hans hånd med øjnene, hen over skulderen mod stolen, for lige at orientere sig om, hvor den var placeret, inden hun trådte et skridt til siden og placerede sig i den, som instrueret. ”Thanks.” Så som han selv møvede en stol hen foran hende, drejede hun sin egen stol for at møde hans med fronten. Bare en lille smule. Gjorde det også nemmere for hende at lægge sin hånd i hans og samtidig hvile armen halvt på armlænet efter at have trukket en smule op i sit ærme, så han havde bedre udsyn.

Nysgerrig – og måske også lidt nervøst for, om det var mere alvorligt, end hun oprindeligt havde troet – forsøgte hun sig selv med at kigge undersøgende på udslættet i samme facon, som Caine gjorde. Men hendes resulterede mere i at kigge frem og tilbage op på hans ansigt og ned på sin hånd igen frem for at egentlig komme frem til nogle som helst endelige konklusioner. Så idét han selv så op, havde hun allerede fulgt trop.
”Just your average prescription steroid cream. I don’t remember the specific name of it from the top of my head, but my brother had a similar rash a week’s time again, and the ointment seemed to work for him,” prøvede hun så vidt muligt at forklare. Hun var langt fra en ekspert I lægehjælp. Hun kendte det basale i form for førstehjælp, men det var så også det. Diskret bevægede hun tommelfingeren ned for at gnide område på siden af pegefingeren. Eksemet kløede, og særligt nu som hånden lå på display og hun da bestemt ikke skulle klø i det. Ikke at hun skule klø på andre tider, men opmærksomheden virkede til at frembringe det endnu mere.

Hendes blik faldt tilbage på sin hånd, og hun kortvarigt din tungespids ud mellem læberne, for at fugtgive dem. Forsigtigt for ikke at slikke deres malede farve væk. ”For me it’s more like it became worse. At least the flaking stopped but the redness has become more prominent over the last few days. And it itches.” Hendes blik skød tilbage op på ham. ”Do you think I caught it from my brother somehow, doctor?”

Han lyttede til hendes forklaring om hvad det var for en creme men det var ikke kun på grund af det. Det var lige så meget for at fange hendes toneleje, kropssprog og alle signaler der ellers måtte være. Kroppen i sig selv talte sit eget sprog, et sprog Caine efterhånden talte så ganske fint.
"Hmm.... It could of course be that your body has grown too acustomed to teh ointment in itself... Have your brother had the same rash for as long as you have?"
Det kunne jo godt være der var en forbindelse men samtidig så var han utrolig nysgerrig omkring hvorfor hun virkede så blank for hans evner.

Han kiggede indgående på hende som hun fortalte hvordan hendes udslæt var blevet værre over den seneste tid. "I would highly doubt it..... In such a case, i would suspect the onitment had a similar diminishing effect on him.... But i might have something to at least ease the rash until we know more.... Hold on for a second....."
Så rejste han sig og gik hen til et smukt udskåret træskab ved siden af hvad der tydeligt var et medicinskab. Han åbnede det smukke skab, tog en lille lerkrukke ud med en smuk jadegrøn farve.
"This was something i learned to make when i traveled around Japan.... Some would call it mumbo jumbo but nevertheless it has proven to work on many occations.... It is a paste with treated Ginseng and Aloe... "

Så satte han sig over og åbnede for krukken med en helt klar creme i. Cremen i sig selv duftede nærmest ikke men havde et nærmest mintgrønt skær. "I will just put a little on for starters...."
Imens han overraskende nænsomt kom salven på, spurgte han: "Has anything out of the ordinary happened over the last.... Two weeks or so?... As detailed as possible... And don't be shy, i have heard just about anything"

”No no. His whent away after two to three days. Thanks to the cream, is my guess. I got mine this thuesday, so…” Hun faldt stum for et splitsekund af et øjeblik for at sikre sig, at de næste ord, hun ytrede sig, var korrekte. ”Around five days ago, I’d say. But you might be onto something. My mother has been rubbing my rashes with the same kind of ointment since I was a child. And my brother is only 8 so his body probably hasn’t gotten accustomed to it like mine.” En let latter havde efterhånden lagt sig ind under hendes stemmeleje, jo mere hun sad og fortalte. Hun var selvfølgelig bekymret for, om det var noget, men på samme tid, så var det ikke mere end lidt irriteret hud. Det gjorde ikke ondt. Og hun havde ikke oplevet nogen form for begrænsning i bevægelsen eller følelsen af hendes hånd eller arm. Så humøret var i særdeleshed ikke blevet deprimeret på grund af det.

Maeve følte sig lidt taget tilbage af det noget direkte blik, han sendte hende, før han rejste sig, og hun havde muligvis også ubevidst trukket sit hoved en millimeter tilbage af den grund. Hendes store brune øjne forlod ham skam heller ikke, som han gik på jagt i sit eget kontor. Eller jo. En enkelt gang søgte de yderligere omkring i kontoret for at danne sig et billede af det, men de fandt tilbage til ham, lige som han fandt, hvad han havde ledt efter.
De mørke bryn, der indrammede hendes ansigt, krummede sig knap så diskret og lagde ikke rigtig skjul på forvirringen og hintet af misbilligheden i hendes ansigt. ”I wasn’t aware that you were one of those natural practitioners.” Endnu en gang så hun sig omkring. Lignede et ganske almindeligt klinikkontor. Lidt finere møbler, som skabet, men ellers var der intet der havde skreg medicinsk naturalist som dem man kunne finde i Londons China Town.
Men ligemeget hvor skeptisk hun blev overfor Dr. Rothwell så lod hun ham smøre salven på udslættet. Og selvom hun ikke havde lagt mærke til, at det havde føltes varmt før, så havde salven en betydeligt kølende effekt. Behaget kom helt bag på hende. Og den lille rynke mellem hendes bryn blev glattet lidt ud igen.

”Hm?” Hendes øjne skød atter tilbage op på ham efter at have kigget på sin hånd, næsten i forventning om, at der ville ske synlige resultater. Man kunne se, at hun tænkte over hans spørgsmål i lidt tid, før hun åbnede munden og blot svarede med et næsten bekymringsfrit: ”Nope. Not anything I can recall. The only different thing I can remember is that my work place started getting flower deliveries from a different place. That was about one and a half weeks ago. But I would think that if I was allergic to the pesticide or fertiliser the new place uses, I would have reacted earlier.” Prøvende åbnede hun og lukkede hun sin hånd. Forsigtig med at ikke knuge den helt og dermed tvære laget af salve væk fra det problematiske område.

Caine nikkede stille og tænkte lidt over hendes ord, umiddelbart virkede det ikke til der var noget ud over det sædvanlige. Men han havde alligevel været tilpas længe i byen til at meget ofte så var der mere end bare det åbentlyse.
"That could be the case..... Young childrens biological system tends to embrace ointments and such a lot easier than grown ups because adults have more solid immune systems and higher levels of antibodies..."

Som hun gav udtrryk for sin undren, kiggede han kort op på hende og svarede: "I'm not.... But i learned alot in my travels and many advancements in medicine comes from Japan and it's culture... Every kind of medicine was in the early stages subject to doubt.... Nevertheless this has documented effect...."
Han betragtede hende diskret som salven virkede til at tage effekt og ud fra hendes umiddelbare kropssprog var det en positiv virkning.

Så tog han lige en indånding som om han skulle til at spørge hende om noget der måske ikke var helt nemt. Og et spørgsmål kom der også. "This may seem like a weird question.... But i hope i will be able to grant you clarity..... Are you supersticious in any way at all? I have many patients that claim to have seen ghosts, possess some kind of power, all down to wearing lucky socks... I know it is odd, but i want to establish if the mind is causing any of it... And as you yourself said.. Were it an allergic reaction, you would have felt it alot sooner"

Could have fooled me.. Sætningen nåede aldrig ud igennem munden på hende, og gudskelov for det. Det var ikke en attitude hun følte var passende at vise overfor en som dr. Rothwell, men han var ikke helt beskyttet imod den skepsis, der stadig var tilbage at finde i hendes ansigtsudtryk. ”It’s not that I don’t think that a bit of fresh aleo won’t work wonders on a burned area, doctor. But, my apologies for being a bit frank, don’t doctors as yourself usually write a prescription for something from the pharmacies?”
Det var én ting at stole på effekten af naturlige blandinger, men det var også en anden ting, om den blanding så også var blevet godkendt af det medicinske ministerie. Godkendt til at blive givet til patienter. Om blandingen så virkede eller ej. Så hendes undring var da bestemt acceptabel.

Hvad han efterfølgende begyndte at spørge indtil tilføjede også kun endnu mere til hendes mening om denne mand. Denne læge. Med ét fløj begge bryn i vejret og hun sad for en kort stund bare og kiggede på ham med forstørrede øjne. ”Ghosts?” gentog hun i samme øjeblik som vantroen blev klargjort i hendes blik. For ikke at tale om hendes tone. Og den måde hun lige skulle have et sekund eller to til at forarbejde, hvad han havde hentydet til. Til sidst, som man næsten kunne se komme, lød en halvkvalt latter fra hendes strube. ”No. I’m not. I haven’t believed in ghosts since I was very young. Or monsters for that matter. I sometimes believe in a thing such as good and bad luck but honestly that’s only in the spur of the moment.”
Hun begyndte så så småt at tvivle på, om hun var blevet henvist til den rigtige læge. Dog udadtil fremstod han og talte som en oprigtig moderne læge. ”It’s just a rash. Isn’t it? Could it perhapse be because of stress? I’ve been working a lot lately. Running around.” kastede hun så ud, til dels for at tage lidt anden fokus end, at hun potentielt var blevet hjemsøgt af et afdødt familiemedlem, eller hvad han så end havde viget hen mod.

Maeve fik mere og mere fornemmelsen af, at han nok havde mest at gøre med psykiske lidelser frem for det fysiske og almene.

Han kunne ikke helt lade være med at slippe en kort latter som han satte sig til rette og hørte på hvad der nok bedst kunne betragtes som skepsis.
"Yes we do.... Depending on the urgency of course.... But we have other solutions to minor ailments such as a salve that have been approven.... The jar it is in is merely for sentimental reasons... A memoire of my travels..... We don't write perscriptions for everything... One does not need a perscription for putting a bandate on.... That being said, i understand your thoughts on the matter...."
Han havde også andre remedier til mere unikke tilfælde der ikke ligefrem var godkendt men der var også en vis risiko for en læge ved at bruge den slags. Derfor holdte han det ii det skjulte.

Det var så ganske tydeligt at se vantroen i hendes blik ligeledes var den tydelig at høre. Efter hun havde afgivet hendes forklaring, smilede han nærmest beroligende til hende og sagde:
"Forgive me if i led you to believe something else than genuine medical practice..... Sometimes my fathers direct approach to things shine through..... I am told.... I merely asked to get a feeling if there was any psychosomatical components to this... But it does not seem like it..... I might need to take a little blood sample to see if there is an elevated level of toxins or foreign bacteria... Would that be acceptable?"
Da hun så nævnte stress, så han kortvarigt eftertænksom ud og nikkede en gang. "Hmm.... That is very likely....."

Han fik en lidt pludselig idé han dog ikke umiddelbart gav udtryk for. I et splitsekund lod han sine øjne blive kulsorte, men kun så kort at øjet ville have besvær med at opfange det.

Maeve tømte da sine lunger for luft i en lydløst, dog tung vejrtrækninger. Det var bedst at være åben. Også selvom at hun fik besynderlige fornemmelser fra atmosfæren. Nu var hun ikke pludselig blevet lægeskræk? Caine havde indtil videre ikke gjort nogen andet end at lindre den inflammerede følelse i hendes håndflade, og det var kun et plus! Han prøvede at finde frem til, hvad der kunne være problemet, mens hun åbenbart bare sad og så skævt til. Det var ikke hende. Var det vel?
”Ah! Yes. Of course. I mean, hopefully it’s not that serious but better safe and sorry, right?” svarede hun endelig, som han fremlagde muligheden for kontaminering af området, dybere end hudnært, for hende. Det gav mening.

Undersøgende løftede sin hånd mere op foran sig. Studerede den blussende plamage, der fyldte godt en tredjedel af hendes håndflade, prøvede at tænke tilbage på, om den var blevet større eller mindre siden, hun først havde opdaget udslættet. Men var det tilfældet, var det så minimalt, at det ikke var noget man ville lægge mærke til med mindre man havde et før og efter billede at sammenligne med. Hun drejede hånden for i stedet at betragte sin håndryg. Intet der. Ikke andet end hentydningen, af plamagens kant, der lige tittede frem fra håndens kant. I kurven af tommel- og pegefingeren. Og så drejede hun hånden igen. Sukkede nærmest da hun sænkede den igen.
Det var dér hun så det. Lige idét hendes øjne fandt tilbage til Caine’s. Eller… hun var ikke helt sikker på, hvad hun havde set. For der var… intet anderledes ved ham, som hun sad og så på ham nu. Overraskelsen var ikke til at tage fejl af. Hun havde været nød til at lige se på ham lidt bedre en anden gang og hendes store øjne blinkede af forundring. ”Wha-?” Mere kom ikke frem, før hun stoppede sig selv og blot gav et henkastet ryst på hovedet. Fantastisk. Nu var hun også begyndt se syner.

”I-.. I’m terribly sorry, Dr. Rothwell,” brød hun så stilheden med, før han kunne nå at gøre nålen klar til brug. Den kære lille rynke mellem hendes bryn var vendt tilbage. Og så rejste hun sig med ét fra sin stol. Skubbede den lidt ekstra tilbage med sine ben for ikke at skabe tilpas med afstand mellem ham og sig selv igen. Bare så hun ikke skulle møve sig besværet ud fra de sandwich’d stole. ”I think I better leave. I hope you can forgive me for taking up your time and efforts.”
Hun var ikke sikker på hvorfor, men uroen og tvivlen var vendt tilbage som ved et knips. Hun havde allerede mere eller mindre glemt den mærkværdige mørklægning af hans øjne, for ærligtalt så havde det blot været hendes hoved der spillede hende et pus. Hun rettede atter på sit ærme og som hun så tilbage på ham, blev han ligeledes sendt et både undskyldende og forsikrende smil også selvom passtiviseten alligevel skinnede igennem.

Det var tydeligt for en hver at se hun godt nåede at se hvad der skete med hans øjne, det var ikke første gang han havde set den slags. Men det gav også et eller andet sted den effekt han håbede på. Når man blev så overrasket eller chokeret, vidnede det om hvordan man var.
Som hun rejste sig, rejste han sig roligt op og sagde: "Think nothing of it.... But before you leave Ms. Poe....."
Så gik han over i medicinskabet, tog en lille tube og en æske piller. "These should help you..... "
Derefter var han henne ved sit skrivebord hvor han så fik udskrevet en recept til hende alt imens han forklarede:
"Pills are to be taken three times a day for ten days.... The salve is for when the rash is starting to get painful....." Som det var klar, kom han det i en lille pose han rakte hende og smilede nærmest dragende.
"Both are approved by the Medical Association.... You can read about them online if you want to be absolutely sure...... And should you these next few days experience anything... Unnatural or changes it will be a good idea to consult me or your own Doctor.....""
Hans toneleje vidnede om han nærmest var helt sikker på hun ville komme igen eller opleve et eller andet. Men han havde ikke tænkt sig at komme nærmere ind på det før hun selv følte der var tid til det. Og han havde stadig ikke fundet ud af hvad der gjorde hans evner ikke opfangede hende

Til trods for at Maeve allerede var så godt som på vej ud ad døren, stoppede hun ved han anmodning og drejede tilbage for at se mod ham. Afventende for hvilken afsked han ønskede for hende. Hun fulgte ham igen, som han vendte tilbage til sit medicinske lager, og hun fulgte ham tilbage til hans skrivebord. Fulgte hans hænder, som han skrev den recept, som hun på sin vis havde været meget krævende om at komme i besiddelse af. Faktisk var det først, da han rakte hende den lille pose, at hun løftede de brune øjne op til hans næsten gennemtrængende blå. Eller var de grå? De var i hvert fald ikke sorte…
Én ting han havde sagt, havde dog valgt sig at sætte sig fast i hendes hoved. For han havde sagt ”når”, at udslættet ville begynde at gøre ondt. Ikke ”hvis”. Og hun kunne ikke undgå at gennemgå diverse begrundelser for det i sit hoved. Indtil videre havde udslættet ikke været smertefuldt, men det lød umiddelbart til at være en forventet bivirkning af pillerne. Endnu engang måtte hun ryste på hovedet, men denne gang af sig selv, inden hun tog imod posen. Det var dumt af hende at overtænke det. Virkelig. Et sted gav det alligevel mening.
”Thanks, doctor. I appreciate it,” indrømmede hun, dog stadig en tand tilbageholdt.

Hun stak så en hånd ned i posen for at samle æsken med piller op, drejede den undersøgende i hånden for at læse sig frem til, hvad det var hun var blevet givet. Posen møvede hun til at hænge for sig selv på håndleddet, så hun bedre kunne have sine hænder fri. For begge var nødvendige, da hun skruede låget af æsken og lige rystede en enkel af dem ud i den højres håndflade. En hver form for overnaturlig manipulation eller effekt der potentielt havde været vedhæftet pillen forsvandt med ét. Neutraliseret ved kontakt med hende. Ikke noget hun selv lagde mærke til. Hun følte intet. For hende var det bare en pille. Og den blev blot proppet tilbage i æsken. Låget skruet på.

Hun fugtede igen sine læber. Og så inden hun vendte sig om for at begive sig ud ad hans kontor, sørgede hun lige for at sige: ”Take care, Dr. Rothwell. And again, thank you.”

Han nikkede til hende som hun fik pillerne inden han sagde: "Think nothing of it.... There must be some reason why your own doctor referred to me afterall...."
Som hun så begyndte at undersøge pillerne, kiggede han ganske roligt på hende med et smil og lod hende tage sig alt den tid hun skulle bruge på det. Og hvis hun kunne læse tanker, var hendes mistanke om hans ordvalg ganske begrundet.

Da hun så virkede til at være færdig med at undersøge pillerne, rakte han hende et visitkort med ordene:
"Call on that number should anything happen.... It is easier to reach me that way.... And since your examination seems complete... Are the pills to your satisfactory? It is after all just plain approved medicine with equally well documented effect..... In the event of that you should have any reaction to them, you are of course welcome to call... "
Det var nok ikke uden begrundet mistanke hun undersøgte pillerne, der var heller ikke noget overnaturligt ved dem. Det var medicin som man ville kunne få ved en hver anden læge

"Take care Ms. Poe... I hope for a speedy recovery...." Igen var den nærmest adelige britiske accent tydeligt

Maeve stod i, hvad der føltes som et halvt minut – men som i sandhed nok ikke var mere end et halvt sekund – og kiggede tilbage på Caine og kortet, som han rakte ud mod hende, før hun næsten var nød til at bide stolthed i sig og træde væk fra døren for at tage imod det. Hun forstod ikke selv, hvorfor hun var så mistroisk omkring ham. Havde hun virkelig altid været så dømmende overfor folk? Hun huskede ikke at være det normalt.
Kortet lagde hun roligt fra sig ned i posen sammen med både salven og pillerne. ”I will, thank you.”

Derefter gjorde hun sig lidt mere umage med at ikke ligne en der var ved at spænde ud ad døren, da hun gjorde sin afsked. Hun sendte ham blandt andet et venligt og blødgjort smil, inden hun vendte ham ryggen igen. Gav ham endda et sagte nik, den moderne gestus af et ydmygt buk eller nej fra ældre tider. Det var der, at hun rakte ud efter dørens håndtag, og en skarp smerte skød op igennem hendes venstre arm helt nede fra håndfladen, og hun med en kvalt lyd af smerte og skarp grimasse hurtigt trak hånden til sig igen. Havde hun faktisk nået at røre håndtaget, skulle man tro, at hun havde fået stød.
Hun vaklede et par skridt bagud og som svimmelhed meget abrupt overvældede hende, rakte hun straks ud for at støtte sig til den nærmeste stol. Det var bare ikke nok. Hun var ikke helt sikker på, at hun overhoved lagde mærke til, hvordan stolen vippede, og hun dermed mistede den nødvendige støtte til at holde sig på sine ben, for lidt efter følte hun sig selv på gulvet. Svimmel. Og ikke helt til stede. Den eneste konstante var den dunkende hede i hendes håndflade. Hun kunne ikke rigtig se noget, hvilket var forstående, eftersom hendes øjne var lukket i. Men at hun havde lukket dem, havde hun ikke rigtig fået registreret, før hun mistede store dele af sin bevidsthed.

Maeve skulle nok ikke have været så henkastelig omkring alvoren ved udslættet for hvad end det var, så var det vist ikke bare et almindeligt et af slagsen. Salven, Caine havde smurt på det, havde ganske rigtigt lindret den varme fornemmelse i den, men netop dén lindring havde tilsyneladende også været nok til at aktivere den underliggende betændelse. Aggregeret den! At have afvist blodprøven havde været bare én af hendes ophobende mængder af fejl, hun havde gjort sig i det lægekontor.

Det tog ganske kort tid inden tegn på der var mere ved udslættet end først antaget. Caine havde ikke haft muligheden for at undersøge hende yderligere da hun jo havde haft en ganske solid mistro til hans arbejde. Selvfølgelig kunne han ikke pinpointe om hun generelt var mistroisk eller om det var ham specifikt.

Nok var Caine dæmon men han var også læge. Så da hun nærmest faldte om, løftede Caine hende op i sin favn og fik åbnet døren imens han sagde til sekretæren: "Cancel my other appointments for now, this young lady will be put into observation"
Sekretæren gik i gang imens Caine tog Maeve ind i hvad der var indrettet som en (ganske vist lidt mere hjemlig) men ellers typisk hospitalsstue. Hun kunne selvfølgelig godt komme på hospitalet men hhan ville være sikker på hendes tilstand var stabil før han gjorde for meget.
Hun blev lagt ned i sengen imens Caine begyndte at sætte måleapparater på hendes hånd og ved tindingen. Ganske vist var det ikke sikkert hun kunne høre ham men derfor fortalte han alligevel hvad han gjorde

Hun lå helt slapt i hans arme, idét han løftede hende op fra gulvet. Det frembragte en underlig, næsten smertefuld sensation igennem hende hendes arm, da den fik lov til at bare hænge i luften. Hun var ikke engang ved bevidstheden, men hun var overbevist om, at hun kunne mærke blodet trille som utallige, bittesmå metalkugler ned igennem blodårerne i armen. Det var som en meget intense fornemmelse af summen, som når en kropsdel var faldet i søvn og var ved at vågne op igen. Pins and needles. Det strakte sig hele vejen op til hendes skulder og videre op ad den venstre side af hendes hals indtil det endelig stoppede bag øret. Det var det eneste, hun som sådan lagde mærke til. Hun lagde ikke mærke til, hvordan hun blev båret og ført ud af kontoret. Armen var det eneste hun kunne fokusere på, som hun svingede mellem bevidsthedens grænse.
Hendes vejrtrækninger forblev dog normale til trods for den pludselig belastning, der blev pålagt kroppens mange hvide blodlegemer. Af og til fortrak hendes ansigt sig i en mild pine men faldt så hurtigt tilbage til det af ro.

At blive lagt ned i sengen i observationslokalet, fjernede automatisk den smalle fokus fra hendes arm. Nu liggende på støtte frem for at blive hævet ned mod jorden af tyngdekræften, kunne fornemmelsen i den falde til ro igen, og selvom den stadigvæk var til stede, var det langt fra lige så intenst. Skiftet var endda nok til at bringe hende længere væk fra ubevidstheden igen, og det var da han fumlede omkring hendes ene hånd, at hendes øjne åbnede sig igen. Noget fortumlet så hun op på ham, øjnene klemt en smule i, som var det svært for hende at stille skarpt. ”Wha-?” var alt hvad hun lige kunne få over læberne, før blikket dalede til hendes hånd, som hun faktisk fik løftet op for nemmere at kunne studere måleapparatet på den.

”What’s going on?” lykkedes det hende så at få frem. Hånden med apparatet lagde hun tilbage ned ved siden af sig, og dumt som det var, forsøgte hun at sætte sig op – eller sådan foregik det i hendes hoved, men virkeligheden var noget lidt andet, hvor hun knap nok gjorde andet end at dreje hovedet til den anden side, for at få et glimt af den dunkende hånd. ”I can barely feel my fingers. Why does it feel like my elbow is cramping?” Var det overhoved muligt for ens albue at gå I krampe? Albuen var ikke en muskel i sig selv. Knogler kunne ikke gå i krampe.

Det lod til at selve hendes blod nærmest brændte, eller den fornemmelse virkede det til at give hende. Salven havde måske lindret for en stund men hvad end der skete med hende virkede til at være langt mere voldsomt end først antaget.
Da hun så vågnede stille og roligt, sikrede han sig lige at alting var sat rigtig til imens han forklarede:
"It seems like the rash is something far more severe.... It seemed to cause pain to the degree where you lost consciousness... So i have put you in a private room to get your system to settle down while i get some readings done... And with your permission do some testing..."

Da hun så spurgte til hvorfor der var den fornemmelse i hendes arm, satte Caine sig i en stol ved siden af hende og holdte så hånden meget tæt på hendes arm men uden egentlig at røre den.
"Hard to tell just yet but the pain symptoms you have been showing and the high temperature would indicate a severe inflammation and infection.... I have some theories but that is to early to conclude just yet... And those theories may very well shake the foundations of how you may see the world" Ganske vist ville det nok være overvældende og det var heller ikke sikkert at hendes sind var klar til det. Men måske blev hun nødt til at blive klar til det

”Private room..? Huh?..” Hendes øjne sejlede omkring på de omgivelser, hun nu engang kunne få øje på uden at skulle møve sig alt for meget omkring. Det var rigtigt nok. Hun befandt sig ikke længere i lokalet fra før. Kontoret. Hvordan havde hun ikke lagt mærke til dét? Eller havde hun lagt mærke til det? Alt virkede til at smelte ind i hinanden lige nu. Det var ikke engang fordi, at hendes hoved snurrede. Ikke længere – hvis det da overhoved havde gjort det. Det var som om hendes sind var af tyknet sirup og fokus kun opstod når der blev skabt vibrationsbølger i det. Det var langt mere anstrengende og langsomt end, havde det blot været stilleliggende vand.

Der var ikke rigtig meget Maeve kunne give tilladelse til. Ikke i hendes tilstand i hvert fald, hvad end det var. Hun kunne knap nok koncentrerer sig ordentligt op at lytte til, hvad han prøvede at fortælle hende. Hun hørte ham skam. Og hun havde lagt hoveder tilbage mod puden og drejet de store brune øjne tilbage i hans retning. Men det var lige så tydeligt at se, at hun ikke var fuldstændigt til stede.
Faktisk var hun bange. Bekymret som bare helvedet! Hun havde ingen idé om, hvad der foregik. Alt hun vidste var at hun havde ond. Og at hendes arm føltes underlig. Meget underlig. Det var som når lokalbedøvelse spredte sig til tænderne. ”Uh huh…” lød det gentagende gange fra hende, mens hun nikkede, prøvede ihærdigt at holde sig indstillet på Caine. Og kun Caine. Og hans ord. Men hvad var det han havde sagt? Det var som om, at al hendes fornemme uddannelse og kommunikations-træning var smidt ud ad vinduet. Hendes bryn krummede sig, som hendes øjne måtte anstrenge sig lidt mere for at stille skarpt på ham.

En klump havde sat sig godt og grundigt fast i menneskets hals, og hun måtte synke med ildhu, før hun følte, at hun kunne tale igen. ”Will I loose my hand? Please say that I won’t,” Et sted i sindsforvirringen måtte hendes tanker have taget et pludseligt negativt sving. Der var endnu ikke tegn på tårer i hendes øjne, men hints af nervøs gråd havde sat sig fast på hendes stemmebånd. Hvad ville hun gøre, hvis hun var nød til at komme af med sin hånd? Ville hun kunne arbejde? Det var hendes dominerende hånd. Ville hun kunne lærer at bruge sin højre hånd? Hendes puls begyndte at stige lidt efter lidt i tanke med paranoiaen. Og blikket hun sendte Dr. Rothwell blev ligeledes mere og mere bedende.

Han kiggede meget nøje efter forandringer på udslettet samtidig med han holdte et skarpt øre til for at registrere eventuelle forandringer i for eksempel vejrtrækning. Han kunne godt se hvordan at hun nærmest ikke var til stede og hvordan hendes forstand var hårdt belastet.
"I will start by giving you an injection... It will empower your neurotransmitters to ensure your mental state and prevent damage in the nerves....."
Han gjorde hurtigt men meget omhyggeligt kanylen klar og lagde den til hendes arm. "It will only be a small puncture....."
Det var en meget lille dose men det skulle gerne være nok så hun nemmere kunne samle sig om hvad der skete.

Det var tydeligt i hendes stemmeføring at nervøsiteten vandt ind så han vidste også godt han skulle være hurtig men fattet.
Da hun så nervøst fik spurgt om hun ville miste hendes hånd, smilede han beroligende og rystede lidt på hovedet.
"No you will not loose your hand.... And i will do my utmost to make sure you make a full recovery"