Red Riding Hood

Det var Teddys fridag, og han havde haft lyst til at opleve noget andet end de sædvandige løberuter i byen. Og vejret var endeligt fantastisk efter en periode med regn, så trangen til at komme væk fra veje og huse havde fået ham til at tage ud i skoven. En lidt lang tur, men han var ikke i tvivl om, at det var det værd med det gode vejr og duften af forår i luften.

Der var stadig vådt overalt efter regnen, som han i et anstændigt tempo begyndte at løbe ned af stierne, der ledte ham ind og ud af træerne. Fuglene sang og den rytmiske lyd af hans fødder, vejrtrækning og hjertebanken lullede ham snart ind i sin egen lille verden, hvor tankerne blev uhåndgribelige og livet kom lidt på afstand. Der var bare hans krop og dens rytmer midt i naturen.

Pludseligt skred fødderne under ham, som han skulle ned af et lidt stejlt stykke, og han røg på røven med et forskrækket udbrud. Ikke at han stoppede der, nej, han gled længere ned. Regnen havde skyllet den sandede jord bort og efterladt en masse større og mindre sten, der bare trillede af sted med hans vægt oven på.
Det lykkedes ham at bore hælene i og stoppe glideriet, inden han kom med en lyd af smerte. Hans røv gjorde ondt, men var i det mindste nogenlunde beskyttet af jogginbukserne. Nej, han løftede straks sine hænder og så på de revne håndflader, der allerede var i gang med at bløde. Ikke voldsomt meget, men nok til at der var perler af den røde væske i skrammerne.
"Bloody hell," hvislede han med en grimasse. Det gjorde ondt! Han blev siddende lidt for at komme sig over chokket, inden han forsigt kom på benene og trådte ud ved siden af stien, for at komme det sidste stykke ned i sikkerhed. Her tog han den lille rygsæk af, han havde med. Der var lidt af hvert, nogle chokoladebarer, et æble, to flasker vand og et halstørklæde, for at nævne det vigtigste. Med vand fra den ene flaske fik han skyllet hænderne og skrammerne rende, men han skulle nok lige have dem skrubbet, når han kom hjem, så der ikke gik betændelse i.

Efter kort overvejelse besluttede han sig for at løbe videre. Han var ikke ved at dø, han havde bare ondt. Hans røv ville uden tvivl være fyldt med blå mærker de næste dage.

Der gik dog ikke ret længe, før næste chok kom. En pige dukkede op som ud af ingenting. Han havde overhovedet ikke langt mærke til, at der var nogen i nærheden, det var der aldrig herude. Han stoppede brat og forskrækket op, og af ren og skær automatik, ville han smile til hende, som han ville smile til en kunde, men inden hans ansigts muskler kom så langt, sagde hun ét ord. Løb. Han kastede et blik på hendes ansigt, og sammen med den svage lugt, der hang om hende, vidste han, at han var i problemer.
"Shit." Han bakkede et par skridt, vendte rundt og løb. Hurtigt. Efter et par skridt fik han tasken skubbet af og lod den falde til jorden, inden han uden tøven samlet trak hættetrøje og t-shirt af. Inden tøjet havde ramt jorden, havde han skiftet skikkelse. Han ramte jorden på alle fire og efterlod sine bukser, sko, sokker og boxershorts, som han skarpt drejede af stien og løb ind i krattet i håb om at kunne slippe væk på den måde.

[justify]Sekunderne før han reagerede virkede som uendeligheder. Uendeligeheder, hvor det gik op for hende, at hun måske lige havde sendt ham på afsked. Hvad var det værste man kunne gøre når man så et rovdyr? At løbe. Hvem løb fra en jæger, hvis tilfældet var de elskede en god jagt? Det sekund han bakkede tilbage, reagerede hele hybridens muskulatur automatisk, som om den havde prøvet det før. Det gik op for Atlas, at hun havde med en formskifter at gøre, som han pludselig smed overtøjet fra sig. Han skiftede skikkelse. "This will be fun," mumlede hun for sig selv i et dybere hæs toneleje. Rovdyret talte for, og nu var det tid til en omgang: katten efter musen.  

Resten af tøjet fald til jorden, og ligeså gjorde det lille væsen. Et lille væsen som sikkert tænkte det kunne stikke af. Et nedladende fnøs undslap hybridens læber, som havde indtaget sit es som rovdyret i skoven. Atlas kneb øjnene en smule og vippede hovedet en tak til højre. De sølvfarvede øjne analyserede jordbunden for bevægelser, iagttog. Der var ingen grund til at angribe et lille bytte før man havde overblikket. Atlas gik hen til, hvor formskifteren havde smidt sine trøjer og samlede hættetrøjen op. Hun løftede den op til sin næse og lukkede øjne, som hun tog en dyb indånding for at få hans fært. Atlas slog øjnene op da hun endelig havde den, der ville gå tid før hun ville miste den. Hun lagde trøjen fra sig igen på jorden, og forsatte hen ad stien. Næsten som om, at hun faktisk havde opgivet aftenens jagt. Det der spillede en større rolle for hende, var, at de andre evner hun besad, stadigvæk fungerede i denne her situation. Hun tænkte ikke på konsekvenserne over det, ikke lige nu, de ville slå ind senere.

Han løb og løb, som det galt hans liv. Hvilket det nok i realiteten også gjorde. Atlas forsatte med at gå stille fremad, hvis hun fik brug for farten ville hun bruge den, men for nu. Så forholdt hun sig uhyggelig roligt, for der var ingen grund til at stresse sig selv. Stille lagde hun sine hænder bag ryggen og det lignede egentlig bare hun gik ganske fredfyldt hen langs stien i egne tanker.