Misforståelser

Sted: Tesco Express
Tid: Lige efter åbningstid kl. 8.
Vejr: Frostklart og kun svagt overskyet

Teddy gabte højt bag en hånd. Han var ikke den største fan af morgenvagterne. Han havde været her siden kl. 6, hvor han havde fyldt hylder op, gjort rent og lavet andre praktiske ting. Han havde kun været der i omkring to år, men havde allerede fået lidt ekstra ansvar her og der, så han var den ene ud af tre, der havde mulighed for at åbne og lukke. Hans chef var kommet en halv time før åbningstid, og nu var Teddys opgave at fylde hylder og servicere kunder.

Det var ikke fordi, at han fandt sit job sjovt, men det var et job og det var en god blanding mellem alenetid og socialt samvær med kollegaer eller kunder, og han fandt sig meget tilfreds med det. Ikke at han forventede at blive i jobbet resten af sit liv, men som et skridt på vejen var det fint. Og han fik jo en løn, han kunne leve af, og det var ligesom det vigtigste. Og han kunne godt lide de fleste af sine kollegaer. En gruppe af dem tog endda i byen sammen ind i mellem.

Lige nu stod han i gangen med tørvarer som ris og pasta på den ene side og mel, havregryn og den slags på den anden side, mens han var ved at fylde på hylderne. Som altid iklædt den blå og hvide uniform, der så noget malplaceret ud på den unge formskifter, der var mere til sort og læder. Håret var pænt strøget bagover og han så helt præsentabel ud. Han var ikke fan, men der var ikke noget at gøre.
Som han placerede endnu en pose ris på hylden, var han ved at gennemgå en melodi i hovedet, en han havde fået noder på, og som han var ved at få ind i fingrene, så han kunne spille den på guitaren. Der var ikke så mange kunder endnu, og han lod sig selv forsvinde ind i sine tanker.

Hvor mange gange havde de ikke passeret hinanden uden at give den anden den mindste forbigående tanke? Alle de gange hun havde taget sine indkøb i det selv samme supermarked. Alle de gange han havde stået og fyldt de selv samme hylder op, hvor ting hun skulle bruge, var. Eller de gange han havde ekspederet hende ved kassen. Eller de få gange hun endda havde gået til ham med spørgsmål, når hun var i tvivl. Ingen af disse gange var der nogen der vidste, hvem hinanden var..

Kaleo spillede overdøvende i hendes små høretelefoner, idét hun passerede formskifteren endnu en gang. Totter af helt nyvasket hår, der var for blødt til at gide blive i hendes forsøg på en hestehale, hang og dækkede halvt for deres placering i hendes ører, så så man ikke den tynde hvide ledning, der strakte sig tværs henover hendes overkrop og mod mobiltelefonen i hendes lomme, ville det være svært at vide, at hun ligeledes befandt sig i sin egen aflukkede verden. Lyttede man ekstra godt efter kunne man dog af og til høre umådeligt sagte og nynnende toner i takt til musikken, mens hendes øjne søgte op og ned ad hylderne, som hun gik mellem igennem kolonial-gangen.
Hendes kinder var stadigvæk rødblusede af den bidende morgenkulde, man ville finde udenfor, og fik næsten hendes porcelænsblege hud til at se endnu blegere ud. Til gengæld kunne hun nok godt have pakket sig bedre ind rent beklædningsmæssigt. Et tykt halstørklæde varmede om halsen og skjulte næsten hendes mund, men frem for sin trofaste vinterfrakke, havde hun tilsyneladende bare hurtigt trukket en kort denimjakke over sig, som hun var suset ud ad huset.

Det måtte være en god blanding af at ikke helt være vågen og til stede endnu og den omsluttende boble, hun havde skabt omkring sig selv, men hun hverken hørte eller skimmede, hvordan et barn havde gjort dem selskab i gangen. Og det lykkedes hende heller ikke at lægge mærke til, hvordan barnet strakte sig for at nå en ordentlig pose med mel. Alt for tung for en lille drengs slappe arme. Han fik kun lige akkurat fat i den, men som den tiltede og han ellers stod klar til at gribe den, røg den med et dunk – og et puf – direkte ned på gulvet og mere eller mindre eksploderede.

Det hele gik relativt hurtigt. Barnet værende …et barn oplevede han absolut ingen fornemmelse af ansvar for det rod, han havde forsaget, så det var ikke så underligt, da han pludselig fik meget travlt med at skynde sig væk igen. Men ikke før, at han i omfarten lige fik placeret et lille håndaftryk direkte på Saga’s bagdel. Det hvide mel fremstod så kraftigt på de sorte jeans…
Dette lagde hun så godt nok mærke til. Men som hendes hoved skød op i overraskelse, søgte hendes opmærksomhed som det første til den modsatte side fra det melede kaos og hun nåede kun lige at se drengen løbe med lydløse og sko-løse skridt omkring hjørnet. Efterlod de to unge individer for sig selv. Den ene i hvert fald mere udvidende end den anden. Og derfor udadtil ligeglad...

Teddy var langt væk i sine egne tanker, og selvom han godt opfangede, at der var noget i gangen med ham, skænkede han det ikke nogen opmærksomhed. De fleste folk ignorerede ham alligevel, den blåhvide uniform gjorde ham usynlig medmindre man faktisk havde brug for ham. Og ville man ham noget, skulle han nok tage det pæne smil på og hjælpe. Men ind til da, satte han bare ting på hylderne, mens han var ved at tænke noder og rytme og fart. Han ville gerne kunne det, når han skulle mødes med dem, han spillede lidt musik med, senere på ugen. Især fordi han vidste, at den ene havde sin kusine med, og hun var så pæn.

Han opdagede ikke barnet. Nok burde han, men strømpefødderne var lydløse, og hans blik hvilede på den hylde, hvor han var ved at stille de sidste pakker med ris ind. Det var først, da et "pof" lød, at han blev trukket tilbage til virkeligheden. En smule forskrækket, for det lød som om, at noget faldt på jorden. Han vendte sig rundt, den modsatte vej af, hvad barnet løb, så han så det slet ikke. I stedet snurrede han rundt for at få øje på en pose med mel, der var faldet på gulvet og var eksploderet. Der var mel ud over det hele i en fin cirkel, der endda nåede så langt over, at det havde ramt hans sko. Et stik af irritation gik igennem ham, for mel var et helvede at gøre rent.

Hans blik fortsatte og han fik øje på en ung kvinde, han kunne genkende som en af de faste kunder, som han havde haft lidt at gøre med før. Også selvom hun stod med ryggen til. Hans blik faldt til hendes bagdel, ikke fordi han tjekkede hende ud, men fordi der var en fin hvid plet på den ene balle. Hun var nok kommet til at skubbe posen ned ved et uheld.

I det mindste kunne hun stå ved det, i stedet for bare at vende ryggen til og sende lorten videre til ham uden undskyldning. Irritationen begyndte at få et skær af vrede, og han rømmede sig. Han burde bare tie stille og rydde op, men han kunne ikke lade være med at sende en stikpille af sted.
"It's okay, I'll clean up."
Ingen reaktion. Hun ignorerede ham. Han havde ikke taget hende for at være en kælling før, men her stod hun altså og var ligeglad. Vreden voksede.
"You could at least say you're sorry."
Stadig ingen reaktion. Pludseligt eksploderede vreden i ham. Hvem troede hun, at hun var?! Så han trådte hurtigt de par skridt frem for at lægge en hånd på hendes skulder og snurre hende rundt. Hun var ikke så stor, så det var ikke et problem for ham.
"Hey!" Vreden var nok let at se i hans ansigt.

Det var lidt af en dåd for en som Saga, der ellers var prist for at være så ufatteligt observant til at ikke lægge mærke til det mindste omkring sig. Hendes blik havde været som klistret fast til teksten på ikke én, men to forskellige poser med havregryn. Hvilken var det hun skulle vælge? Skulle hun prøve noget nyt? Eller bare tage den, som hun altid købt med sig hjem? Grov valsede eller fine? At hun ikke så meget som havde drejet hovedet den anden vej for at få sig en idé om, hvad drengen havde løbet fra, gjorde det blot endnu mere imponerende.

Chokket kom med det samme. Hun havde hverken fornemmet ham komme nærmere – præcis som hun ikke havde lagt mærke til barnet – eller hørt bare den mindste summen af de ord, han passivt aggressivt havde kastet i hendes retning. Havde hun hørt bare hentydninger til dem igennem den høje musik i hendes ører, havde hun nok ikke engang registreret, at det var til hende. For hvorfor skulle det? Så idét hånden greb om hendes skulder, sprang de op som en kats ryg og forskrækkelsen var tydelig at se i hendes ansigt, efter hendes lille have omdrejning.

Fluks havde hun løftet sin frie hånd op for at straks hive først den ene høretelefon ud af øret og så den næste, inden hun stod mod ledningerne i hånden og så meget forvirret. ”Verzeihen?” var det første ord der kom ud. Chokket havde sent hende direkte tilbage på modertungen, og selv efter så mange år i det engelske og efter så mange lærte sprog, så hang midt-landske tyske accent stærkt ved.

Intense øjne stirrede bare på ham i et øjebliks tid i ærlig forventning om, at han ville begynde at forklare, hvad han ville hende? Han ville hende noget… Ikke? Det var først efter de første par sekunder, at hun drejede hovedet væk fra ham, så sig omkring, og fik øje på mel-massakren lige ved siden af dem. Men frem for at udtrykke nogen form for skam, sneg der sig i stedet en lille bitte rynke frem mellem hendes bryn, og hun så tilbage på ham med manglende forståelse.
”What happened? Has there been some kind of earthquake?” Hun talte med en relativt rolig tone. Diskret og stadig med fokus rettet mod den unge mand foran sig, blev høretelefonerne viklet omkring den ene hånd og derefter proppet ned i lommen til mobiltelefonen. Man kunne stadigvæk lige ane lyden af musikken, hun ikke havde haft muligvis for at slukke i huhajet.
Et jordskælv virkede ikke rigtig muligt. Hun ville bestemt have kunne mærke det, havde det været det.

Det var først, da hun stod med fronten i mod ham, at det gik op for ham, at hun havde høretelefoner i. Og nu han stod så tæt, kunne han faktisk svagt høre musikken. Hun havde skruet højt op. Hans vrede forskrækkede hende tydeligvis, og hun sagde et ord, han ikke forstod. Både det og høretelefonerne, og måske hendes store øjne, hylede ham lidt ud af den, så der gik lidt hul på hans vrede, og han gik i stå med sin plan om at skælde ud.

Men så sagde hun noget, der fik hans temperament til at blusse op igen. Om der havde været et jordskælv?! Hvad fanden i helvede var det for et spørgsmål? Teddy var straks overbevist om, at hun gjorde grin med ham, for det var da det mest idiotiske spørgsmål han havde hørt længe! Hans øjenbryn trak sig sammen og vreden var at se i hans træk.
"An earthquake?! Do you think I am an idiot?!" En svag brise fór ned i mellem reolerne, stærk nok til at flytte på et par lette hårtotter. Det var ikke noget, han lagde mærke til, selvom det var et ret tydeligt advarselstegn for ham selv. Han var ved at miste kontrollen.

Han pegede vredt på posen med mel, der var faldet på jorden.
"How about just admitting, you're clumpsy and say sorry instead of acting like a brat." Han måtte ikke tale sådan til kunderne. Han var kommet i problemer for det før, men lige nu var han bare så arrig! Og han kunne ikke styre sit temperament, slet ikke når han følte, at folk gjorde grin med ham eller så ned på ham. Han hadede overlegene folk. Han hadede, når folk mente, at han var mindre værd end dem. Og han vidste, at de fleste anså en med hans job for at være en del af den lavere del af samfundet. For hvem ville arbejde et sted som her, hvis de kunne andet? Han var flejnet på kunder før, der havde talt grimt til ham selv eller hans medarbejdere. Og denne gang stod tøsen her foran ham, en pige han egentligt havde et positivt indtryk af, men som nu viste sig fra sin rigtige side. Endnu en snob!

Et par sorte hårstrå strøg straks tværs henover hendes ansigt og kildede hende noget så svagt. Blæst ud af hængende kurs af det mystiske vindpust. Det kunne snildt have været et pust fra skjulte ventilationssystemer i forretningen, men den overnaturlige kraft var nær lige til at dufte i vinden, som den var blevet manipuleret. Det skræmte hende ikke. Fik hende ikke til at vige væk. Og hans aggressive tone og hårde ord virkede heller ikke til at påvirke hende. Kun ved de milde overraskelser, han forsagede, voksede hendes øjne sig mere udtrykkende.

”I don’t?” Det gjorde hun virkelig ikke – så ham som værende en komplet idiot – men forvirringen skabte en spørgende afslutning. Og en begyndende anelse af en kløft mellem de mørke bryn. Igen vendte hun blikket mod melet, som han selv pegede og dirigerede hendes opmærksomhed mod det.
”What are you talking about ’acting like a brat’? I'm not even that sure what you’re talking about? Did I somehow throw a bag of flour on the floor and just… forget about it?” lagde hun frem for ham, drejede hovedet – og øjnene - tilbage på ham. Det var ikke vrede der var til at skimme i hendes ansigt. Det lignede i hvert fald langt fra, hvad der var blevet malet i hans. Læbernes form gav naturligt illusionen af nedvendte mundvier og brynene var krummet, men det var nærmere medlidenhed, hun følte. I modsætning til ham havde hun heller ikke så meget som hævet sin stemme for at virke mere intimiderende. Dette var ikke en diskussion. Ikke for hende.
Kort så hun til siden, som skannede hun efter andet selskab omkring dem. Så omjusterede hun måden, hvorpå den stort sæt tomme indkøbskurv hang henover hendes arm, førte den roligt ind at ligge foran sig som en slags barriere mellem dem. Imens tog hun ikke blikket fra ham igen. Brød aldrig øjenkontakten pga. ubehag.

”I can help you clean it up but I would much rather you didn’t accuse me of something I haven’t done first.” Alt det ville tage var et par streger I melet og magien ville tage sig af det. Hun var dog ikke helt meget for det. Ikke sådan som hun blev råbt af. Hun havde ikke engang stået ved melet. Hun havde passeret, ja, men der var så god plads i mellem de overfor-liggende hylder, at hun ikke kunne tro, at hun havde vandret tæt nok til at puffe noget ned uden at lægge mærke til det.

Man skulle tro, at benægtelse af, at hun skulle tænke, at han var idiot ville være nok til at dæmpe hans vrede lidt, men den måde hun sagde det på, som var det et spørgsmål og ikke en konklusion, gjorde ham faktisk bare mere vred. Det virkede lidt som om, at hun, ja, syntes han var idiot. Hendes efterfølgende ord hjalp ikke på det, og han knyttede sine hænder, nok til at de rystede en lille smule.
"Well, it didn't fall on it's own, did it now?" Han lavede en bevægelse med den ene hånd for at inkludere hele gangen. "And there's nobody else here. Plus, that white spot on your ass tells a story." Han pegede mod den fine hvide melplet hun havde på sine sorte bukser.

Det luftede stadig i gangen og lidt længere nede kunne man høre nogle lette papæsker bevæge lidt på sig i vinden, der langsomt tog til, som han blev mere og mere vred over hendes attitude og hendes ord. Hun opførte sig virkeligt som en lille forkælet møgunge, der nægtede at tage ansvar for sine handlinger, uheld eller ej.
Igen nægtede hun at have gjort noget, og selvom hun tilbød at hjælpe med at gøre rent, var det bare for sent. Han ville ikke have hjælp til rengøringen, han ville have hende til at indrømme, at hun havde lavet et rod og så sige undskyld!

Og så provokerede det ham meget, at hun blev ved med at se på ham på den måde. Direkte. Uden skyld eller dårlig samvittighed. Et surt opstød af vrede gled igennem ham og han endte med at hæve stemmen endnu mere.
"I don't need your friggin' help!" Og så skete det. Han mistede kontrollen. En kraftigt vindstød fór rundt om dem, stærk nok til at han måtte træde et skridt til siden for at holde balancen. Han vidste allerede, at han havde dummet sig, inden mindre tunge varer begyndte at lette fra hylderne. Det var som om, at vinden var centreret om hende, stærk nok til at pakker med havregryn og sukker væltede ud fra hylderne ved siden af dem og fløj ind i den unge kvinde foran Teddy som et alternativt bombardement.

Nej, han vidste godt, at han havde dummet sig, og vreden lettede med det samme, selvom den ikke forsvandt helt. Han åbnede munden for at undskylde, men en stemme afbrød ham.
"Teddy!" Hans manager. Hun lød lige dele forfærdet, lige dele vred. Lort. Fucking lort.

Vent. Hvad? I løbet af et flygtigt sekund virkede hun ekstra forfjamsket, inden hun drejede hovedet så lagt henover skulderen som muligt samtidig med, at kroppen drejede sig således, hun kunne håbe at få et glimt af sin bagside. Hun kunne godt nok ikke se noget. Kun lige skimme en forestilling af hvidt, så meget i kontrast det stod på det sorte denim. Hun viste det ikke særlig kraftigt frem, men en anelse pinligt var det da, var det ikke? Og så lige på ballen…
Hun blev lige netop mindet om den lette berøring af en barnehånd, før drengen havde forsvundet omkring hjørnet. Det gav mening. Meget bedre mening end at hun var kommet til at puffe en pose mel ned fra hylden. Hun ville jo være langt mere dækket af mel, havde dét været tilfældet. Ikke?

Hurtigt vendte de blå øjne tilbage til den hidsige medarbejder, som hans tone kun blev mere og mere aggressiv. Mere frustreret og mindre kontrolleret. Gennemtrækket reagerede ved det. Der var ingen tvivl om, at det ikke længere var fordi der var et vindue åbent i hver ende af forretningen.
”Hey!.. You need to ca-..” Hun følte først vindstødet som et slag, som i en pudekamp, mod sig, og hun måtte selv tage et skridt bagud, inden noget langt hårdere blev smidt ind mod hende. Med det samme var hendes arme løftet beskyttende op foran hendes ansigt, hvor begge øjne rent instinktivt var lukket hårdt i. En pose med sukker ramte hende i siden af hovedet og måtte allerede have haft en løsning åbning for pludselig dryssede sukker udover hende og ned under hendes tøj.
Hun væltede ved det centrede sammenstød og sad derfor da det hele var overstået på sin ømmende bagdel omgivet af diverse tørvarer. Det var ikke længere bare en lille plet mel på hendes bukser. Sukker og havregryn lå spredt omkring hende. Og over hende. Gryn var endda at finde i hendes hår. I det mindste havde han fået skubbet hende på af stand af mel-maskaren, så lidt reddet var hun del.

Forsigtigt åbnede hun sine øjne igen, efter at vinden havde lagt sig helt, og hun sænkede langsomt sine arme igen for så at se tilbage op på den unge mand. Hun nåede kun lige at skimme, hvad hun antog for at være fortrydelse i hans øjne, før udtrykket skiftede til noget mere nervøst idét et navn blev kaldt. Hans? Det måtte det være ud fra hans reaktion. Saga så sig derefter lidt mere omkring på rodet. Det var langt værre nu end før. Det blev lidt af en akavet måde, hun kom tilbage op at stå. Forsigtig, som var hun på glatis men mest fordi alt det der var landet på hende, sivede ned på gulvet jo mere hun kom op at stå. Ømmende gned hun sin ene overarm, hvor hun var blevet ramt lidt rigeligt hårdt.
"What was that..?" Hun vidste det vel godt.

Det var en katastrofe. Der var mel, sukker og gryn over det hele, ting var væltet ned og det lignede næsten en krigszone. Hvorfor skulle det også lige være i denne gang, han ikke kunne styre sig selv? Hvad med afdelingen for garn eller puder? Men nej. Det ville tage en krig at rydde op.
Og så var der pigen, der sad midt i det hele, dækket i både det ene og det andet. For fanden i helvede også.

Han vendte sig langsomt om for at se på sin manager, en rødhåret pige, der var fem år ældre end ham selv. Ganske sød at se på, og for det meste også ganske sød at være sammen med, men han kunne allerede på afstand se hendes blik lyne. Musklerne stramme op om hendes mundvige og mellem hendes øjenbryn. Lort med lort på.
"I..." Hans blik gled ned til rodet igen, men han undgik at se på pigen. "I'm sorry Merissa, I..."
"Jesus Teddy, look at that mess!" Hendes blik gled til kunden på gulvet og hun skyndte sig frem for at bukke sig ned over hende, for at hjælpe hende op. "I'm very sorry about this, are you hurt? Please, let me take you to our breakroom and get you cleaned up." Det var ret tydeligt, at hun ikke ville tage nej for et svar. Så snart hun havde fået hende på benene, sendte hun Teddy et blik, der fik ham til at krympe sig en smule.
"Get this cleaned up, I'm gonna talk to you later." Og så slæbte hun kunden med sig mod døren ud til personalerummet. Teddy blev stående lidt med skuldrene hængende opgivende ned og et lidt fortabt udtryk i ansigtet, inden han begav sig ud for at finde noget at gøre rent med.

Det tog en evighed. Der var så meget sukker, lige meget hvor meget han fejede, blev det ved med at knase under hans sko. Kunder kom og gik, det var heldigvis ikke det mest travle tidspunkt på dagen, og til sidst lykkedes det ham at få fejet det sidste op. Hans blik gled rundt, nu manglede han bare at fylde hylderne op igen. Hvilket desværre nok først måtte blive, når deres næste sending varer kom.
Hans blik ramte et hvidt hjørne under en af reoler og med et suk gik han over for at sætte sig på knæ og hive en intakt pose med havregryn ud. Bag den lå der en pung. Tydeligvis en kvindes pung. Han åbnede den op og skar ansigt, da han så et lille billede af kvinden, han havde angrebet. Typisk.

Slukøret stillede han rengøringsgrejet på plads og gik ud for at finde Merissa. Hun så ikke tilfreds ud, men heller ikke så vred som før. Hun vidste godt, at han havde lidt problemer med både vrede og evne.
"She dropped her wallet." Han rakte den frem mod hende med sænket hoved. Lidt i håb om at se så undskyldende og sølle ud som muligt.
"She went home. Luckly not very angry. I gave her the groseries for free, but I'll have to pay them with your salery." Hun sukkede, tydeligvis ikke helt glad for at straffe ham på den måde, men det ville give problemer, hvis hun trak dem fra butikken. Teddy skar ansigt, men nikkede. Det var vel i orden. Merissa så lidt på pungen og skubbede så til sit pandehår med en hånd.
"You know what, I'll give you the rest of the day off, if you go down and give her her wallet. She has a small store on Filigree Cresent, Little Lamb."
Teddy sukkede dybt og trippede lidt, inden han nikkede. Han havde brug for at få tidligt fri, det var en lortedag. Og Merissa ville helt sikkert tænke mindre om ham, hvis han ikke gjorde det, så han tog pungen tilbage.
"Fair. I am really sorry, I just lost control..."
"Tell her that, not me, I know." Hun smilede lidt til ham og gav hans underarm et klem. "I'll see you tomorrow?"
Han nikkede og smilede lidt vagt tilbage til hende. Han havde virkeligt regnet med at få en skideballe.
"Yeah. Tomorrow."

Snart var han på vej ned igennem byens gader, iklædt sit eget tøj. En varm sort jakke, et par slidte cowboybukser og sine sorte converse. Han havde grebet et sort og hvidt partisanertørklæde og man kunne næsten sige, at han så pæn ud, hvis det ikke var for håret, der havde fået en hånden igennen sig, så det lå rodet ned over den ene side af hans hoved, hvor det skjulte den sides korte maskinklippede hår, og for hullerne i hans bukser ved knæene, der kunne ses under kanten på frakken.
Little Lamb. Navnet sagde ham noget, men han kom stort set aldrig på den gade, så han kunne ikke lige huske, hvorfor. Facaden virkede bekendt, men ikke mere end at han nok bare havde set den et par gange.

Det var først, da han kom ind og en klokke ringede, at det begyndte at gnave. En heksebutik. Hvad var der med det her sted?
Han bevægede sig mod disken og hev pungen op af lommen.
"Hello? Anyone here?"

Det første væsen til at byde formskifteren velkommen – eftersom butikken var henholdsvis tom for kunder – vidste sig ikke at være Saga selv men i stedet sprang en langhåret kat pludselig op på disken. Dens pels var kridhvid, ingen små totter af mørkere hår eller misfarvninger omkring dens poter, der ellers ofte blev set hos udendørskatte. Den øjne vægtede langt mere hen mod noget gyldent frem for simple gullige nuancer, og de virkede nærmest til at skinne som stjernehimlen, lod man sig selv falde dybt ind i dem. Men at kalde det en velkomst var måske at strække den lidt for meget, for lige så snart at dens poter havde landet blødt på bordpladen, begyndte den at hvæse noget så arrigt af ham. De sylelignende tænder var på display og den fine lille næse var markant rynket. Den var ikke vitterligt glad for at se ham, det var der vist ingen tvivl om.
Men frem for at stå truet med ryggen krummet og pelsen strittende, satte den sig blot roligt ned, svang den fyldige og pjuskede hale omkring sig og rankede sig som en stolt løve. Blot for at ad ham igen.

”Circe! What’s the fuss about?” Efterfulgt af et par ankomstfortællende skridt henover butikkens trægulv, der kom fra en lidt dybere afdeling til venstre for betalingsdisken, lød den lille heks stemme, og katten stoppede automatisk med at vise sine bisser, slikkede sig om munden i stedet. Dens stirrende blik forlod dog ikke Teddy, hvilket, til trods for at hun da også havde hørt den lille klokke ved døren spille, også første til at Saga endelig drejede hovedet. Og selvom følelserne ikke var kraftigt til stede i hendes ansigt eller øjne, så skulle der næsten heller ikke meget mere til end for hende at åbne sine øjne bare en smule mere til at udtrykke overraskelsen over at se ham.

Uden både denimjakken og det tykke halstørklæde, hun havde haft på tilbage, da de havde deres… sammenstød, blev beklædningen, der havde gemt sig under, nu vist frem. En lysebrun bluse med kraven kravlet halvt op ad hendes slanke hals og en tynd og gennemsigtig trøje med blondedetaljer smidt henover – sikkert efter hun var kommet hjem. Bukserne var de samme; bare uden det charmerende aftryk på ballen. Håret, var til gengæld blevet revet ud ad elstikket og hang løst.
”You? I didn’t expect you to stop by here. I told your manager, that everything was fine. Really. Nothing serious happened,” begyndte hun med en rolig stemme at lægge ud for ham, for de eneste logiske grunde for, at han var troppet op, måtte være enten dårlig samvittighed, påtvunget dårligsamvittighed pga. hans manager… eller også var han faktisk kommet som kunde. Og hvilket tilfælde ville det ikke være.

Det første levende væsen, der gjorde opmærksomt på sig selv, var ikke kvinden fra tidligere, men en kat. En rigtig smuk hvid kat, der først fik et lille smil frem på Teddys ansigt, for han kunne godt lide katte, og de kunne normalt også godt lide ham. Men ikke denne kat. Den hvæsede højlydt af ham, aggressivt nok til at få formskifteren til at bakke et skridt, som blev han helt bange for, at katten ville springe på ham. Men den blev bare siddende på disken og svingede med halen, tydeligvis ikke glad for ham. Det var sgu da ikke smart med så hidsig en kat til at hilse på kunderne!

Ingen han nåede at tage en beslutning om, hvad han skulle gøre, lød der en stemme fra en anden del af butikken, hende, uden tvivl. Det fik Teddys hjerte til at slå lidt hårdere og han knyttede sin ene hånd. Det var virkeligt ubehageligt for ham at skulle aflevere pungen, for han vidste godt, at det var ham, der havde reageret alt for voldsomt på alt for lidt. Hans temperament var bare brændt af igen, og selvfølgelig kunne han ikke styre sin evne. Det var ret så pinligt, og havde katten ikke været der, havde han højest sandsynligt smidt pungen på disken og var styrtet ud af butikken.

Men der var ingen vej udenom nu, som hun kom ud i rummet og løftede blikket mod ham. Det var jo ikke engang fordi hun så vred ud, hun virkede meget ... tilforladelig. Også i butikken.
"You dropped your wallet." Han trådte frem igen, med blikket flakkende lidt fra hende til katten, mens han rakte pungen ud mod hende. Han mødte dog ikke hendes blik, som han var ubehageligt tilpas. Hvem ville ikke være det, efter at have teet sig sådan? Han burde virkeligt undskylde, men det føltes som et surt opstød. Det var hende, der havde væltet en dum pakke mel ned uden at ville undskylde. Så han var tavs, med en svag rynke mellem brynene og den ene hånd stadig knyttet, ned langs det ene ben.

”My wallet?” Per automatik faldt heksens blik på pungen, som han rakte den frem mod hende. Og ganske rigtigt. Der var hendes. Hun genkendte dens simple geometriske design og de begyndende tegn på slid og brug i dens folder. Ærligt forbløffet over, at hun ikke selv havde opdaget, at den var væk, tog hun imod den med en ganske lille smule forsigtighed, der nok sagtens kunne forveksles med ekstra blidhed i hendes bevægelser. Kortvarigt, drejede hun hovedet mod disken, hvor hendes jakke stadigvæk lå lagt henover og så fandt hendes blik ellers tilbage til den unge mand foran sig.
”I wasn’t even aware that I had lost it. Thanks for coming all this way with it. I hope it wasn’t too hard to find,” sagde hun så endelig og med en oprigtig taknemmelighed på tungen sammen med ordene. ”It’s not like my boutique is placed right on the main street.” Antydningen til, hvad man kunne bilde sig ind til at være en kær trækning i mundvigen, kunne lige skimmes på hendes ansigt, idét hun drejede sig fra ham igen for at lægge pungen fra sig oven på sin jakke og trådte nogle rolige skridt mere ind foran bordet.

Afslappet drejede hun nu hele kroppen mod ham og lod sig ydmygt læne op ad bordets kants. Kattens iagttagende skikkelse lige ved hendes side. Dens hale havde stoppet med at svinge fra side til side. Nu var det kun lige dens fine halespids der af og til vippede. Den så ikke længere Teddy som en trussel eller, hvad end den måtte have haft af meninger om den stakkels knægt, da han netop var trådt indenfor.

Idét Saga så op på ham igen, gled hendes blik dog denne gang en skimmende omgang ved til hans anden arm. Ned til den knugede hånd. Og så ellers, roligt og kontrolleret, op til hans ansigt. Hendes hænder tog om hver sin side af den åbne blonde-trøje og ved at lægge sig let over kors, lukkede hun den omkring sig. ”… Your name is Teddy? What you did back at the store… it wasn’t just telekinesis, was it?” Enhver ville kunne fornemme, hvordan han ikke var meget for at blive hængende længere end nødvendigt, men det lille vindpust, hun havde følt, lige inden han havde mistet kontrollen over sine evner, havde hun ikke bare kastet fra sig.

Teddy gav hende et let nik, da hun spørgende så på pungen. Han regnede i hvert fald med, at det var hendes, ellers havde han fundet den under morgenrengøringen, havde den ligget der fra dagen før. Genkendelsen var også til at se på hendes ansigt, som hun tog i mod den. Han var lige ved at vende om at gå, men hun begyndte at snakke og tvang ham til at blive stående. Spørgsmålet om det havde været svært at finde, fik ham til at trække på skuldrene.
"Not really." Hans blik gled rundt igen for et øjeblik. En heksebutik. Et eller andet nagede ham, men han var ikke helt sikker på hvad. Et eller andet hans onkel havde sagt, men han lukkede alligevel så meget lort ud.

Hans blik gled til hende igen, da hun spurgte ind til hans navn. Og hans evne. Med et svagt suk trak han på den ene skulder igen, og han tvang sig selv til at åbne den knyttede hånd. Hun var ikke vred. Tydeligvis, hun virkede mere nysgerrig.
"Yeah, people call me Teddy." Han løftede en hånd og kørte det igennem det lange hår, fra panden og skråt opefter, så det blev flyttet fra hans ansigt og skubbet lidt til siden.
"No, it wasn't. I control air. Or more specificly wind. Well, I try to." Han skar ansigt og så på katten for ikke at se på hende. Den sad bare og stirrede på ham, som ville den sikre sig, at han ikke rendte med hele butikken. Ikke at han vidste, hvad han skulle bruge noget af alt det på hylderne til, men måske til hans tantes fødselsdag. Der var ikke så længe til.

"Than's one angry cat, does it greet all your customers like that?"." Det var sjældent, at en kat reagerede sådan på ham, så han var egentligt lidt nysgerrig. Og det flyttede samtaleemnet væk fra ham, hvilket han lige nu gerne ville have. Han byggede lidt op til at undskylde, men det var sværere end man skulle tro.

”I see, that does make a whole lot more sense. I felt it. That’s a thing you don’t experience with telekinesis,” kommenterede hun, men blev hurtigt derefter lige så distraheret af Teddy’s ansigtsudtryk og flyttede fokus, som han tilsyneladende så ud til at være blevet af katten ved hendes side. Han havde efterhånden skævet en del til den. Men ikke som om, at han var bange for den. Måske hun bare skulle lade ham gå. Han brød sig ikke om at være der mere end højst nødvendigt. Og den grænse var vist allerede blevet overtrådt fra det tidspunkt, at hun havde taget imod sin pung.

Men så valgte han at være den, der smed et spørgsmål, en samtale, på bordet mellem dem, og helt usynlig var hendes forundring nok alligevel ikke, som hun drejede hovedet til at se på sin hvide feline. ”Oh, no no. Circe is just my familiar.” Katten synes at reagerer og fjernede endelig blikket fra den stakkels formskifter for i stedet at se mod heksen. Saga viklede en arm fri igen og med lidt smidig manøvre, begyndte hun at stryge katten over dens pels. Nussede den bag øret, og præcis som enhver anden kat, vippede hovedet skarpere og skarpere ind mod hendes hånd, mens dens gyldne øjne mageligt lukkede sig mere og mere i. Den begyndte endda at spinde noget så sagte.
”They share a kind of attached bond with their witch. Circe must have felt the slight tension between the two of us.” Med et lille kast med hovedet for at få hår kastet til siden, faldt de vedværende øjne tilbage til Teddy, inden hun fortsatte: ”And then not really wanting you to come near me. But I wouldn’t take it too personal if I was you. It’s just a bit of attitude.”

Desværre for Circe, stoppede hun ligeledes med at nusse og klø, men det havde da lettet det meste af attitude, som Teddy havde været uheldig at opleve. Nu, frem for at bare sidde stift som en statue og holde øje med ham, ignorerede katten ham blot. Løftede en ren og fin pote op og begyndte at slikke den endnu renere. Aggressionen havde trods alt fået pelsen til at stritte en smule.