Sunrise bliss

Time: kl. 21:10
Place: Little Lamb - Saga's lille forretning et par smågader fra butikstorvet.
Weather: Selvom der stadig er et stykke tid til midnat, er solens varmende stoler for længst forsvundet i horisonten og efterladt en pippende kulde i gaderne til trods for at der ingen vind er.
_______________________________________________________________________

Forretningen lå ikke alt for mange gader fra det større butiksområde, men alligevel var der en helt anden ro, når man slentrede ned ad den smalle, brostensgade. Bygninger var høje og bar alle præg af ældre, dog vedligeholdt arkitektur modsat meget af centrummets mere moderne byggerier bare et par gader derfra. Området var ikke et sted kendt af andre end lokale. Turister kom sjældent den vej forbi med mindre, de havde ladet sig selv fare vild – hvilket i sandhed var den bedste måde at se fremmede steder. Der holdte kun meget få biler op ad fortovene, der strakte sig på hver side af gaden og vejen imellem dem var kun lige akkurat bred nok til at lade dem køre igennem. Ensrettet. Skulle der komme en anden den anden vej fra, ville der ikke være nok plads til dem begge. Gudskelov var der taget forhåndsregler for at undgå det. Og gudskelov så kom der ikke mange biler igennem og dem der gjorde kørte aldrig stærkt.

Ude foran den lille forretning stod skikkelsen af den lille heks. Oplyst af dæmpet lys fra den varme pære, hun havde fået skruet i loft-lampen indenfor og som lyste videre ud igennem beskuelsesvinduet. Stykke af knuste glasflasker klirrede mod hinanden, som hun strøg fejekostens grove børste henover fortovet i et forsøg på at samle dem alle sammen til en bunke, der var nemmere at håndtere.

Temperaturen var lige så kold og isnende, som den havde været efter at sæsonen for alvor havde skiftet, men der var ingen vind til at møde end, skulle man begive sig udenfor. Det var dog ikke ensbetydende med, at den 90’ stribede T-shirt var et godt valg at rende rundt i. I det mindste var de mørke denimblå smækbukser lange og rakte helt ned til anklerne, hvor støvler, hun ikke engang havde taget sig tid til at snører, før hun var vadet ud i dem, nåede langt godt nok op, så hun ikke frøs dem. Det sorte hår sat på toppen af hendes hoved i en pjusket forsamling og hist og pist hang der små totter løst omkring hendes porcelænsblege ansigt.

Outfit: Outfit


Efter mange hundrede år var Heather blevet træt af at skulle gemme sig fra solen, for at undgå at få det dårligt. Så hun havde valgt at høre sine med-vampyrer omkring hvad de kunne forestille sig ville hjælpe. En af dem nævnte en hyggelig butik kaldt ’Little Lamb’ som var eget af en heks, ved navn Saga. Nu havde Heather godt nok ikke de bedste forhold til hekse, men hun måtte give det et forsøg. Ifølge Heathers venner, skulle Saga have mange spændende og finurlige ting, og nogle ting kunne måske have en slags besværgelse i sig; som måske kunne gøre at Heather ikke blev dårlig af sollys – man kunne jo håbe. Heather havde derfor fået en pæn lille seddel af hendes venner, hvor der stod hvordan man fandt Little Lamb, for det skulle umiddelbart være lidt besværligt at finde. Hun kiggede ned på sedlen og læste for sig selv

Følg den lille gade nær Pandora’s Box. Fortsæt ligeud. Pasér en gade. Og en til. Drej til venstre og find dig på en mindre gade. Lidt nede af denne gade, gemt væk fra butikstorvet travle og konstant summende midte, dér ligger Little Lamb.

Kompliceret, men Heather fulgte det alligevel, og til sidst nåede hun frem. Der var brede brosten i stedet for asfalt og hele arkitekturen blev bare ældre – det gav hende et helt deja-vu fra da hun var yngre. Som Heather gik og mindede sig om de hyggelige stunder i lignende bygninger, faldt hendes øjne over en lille hyggelig butik, hvor der ude foran stod en kvinde. Kvinden, som var lidt lavere end Heather, stod og fejede og var iklædt et noget så koldt outfit, i forhold til hvad Heather havde på. Hun bar nemlig en lang, hvid, højhalset striktrøje, som næsten var fuldt dækket af en rød jakke, som når den var lukket næsten lignede en kjole. På benene bar hun dog nogle tykke leggins, nogle hyggelige strømper og nogle flotte brune lædersko.

”Hello there, are you Saga?” Heather asked smiling. She looked forward for good service, because she was determined that Saga had just the thing she needed.

Kragen var den første til at få øje på vampyren, som hun kom gående ned ad gaden. Dens perle øjne stirrede overvågende på hende fra sin plads på butiksskiftets stang placeret et stykke over døren. Den skrattede en enkelt gang for at gøre heksen mere opmærksom på sine omgivelser. Og det virkede, idét hendes hoved sprang op, men hendes blik søgte som noget af det første op til dyret med en forvirret fornemmelse til det neutrale ansigt. Hun nåede ikke at sænke blikket for at få øje på, hvem end der havde fået familiæren til at reagerer, før den fremmede allerede havde nået frem og hendes stemme ultimativt var, hvad der tiltræk Saga’s opmærksomhed.
Dog var der ikke så meget som en hentydning til overraskelse eller forskrækkelse at finde på hende, som de blå øjne fandt frem til den rødhårede.

”…I am,” svarede hun uden videre og ganske roligt. Ingen bekymring for, at man i visse samfund i Gaia burde være bange for at ens navn var kendt af andre, man ikke selv kendte. Hendes situation var dog som regel altid anderledes. ”Is there something I can help you with?” Hun havde af sig selv stoppet med at feje så snart, at kragen havde givet lyd, så nu bare stående der, vippede hun skaftet nonchalant ind foran sig og stod med et tag om den med begge hænder.
Kragen spredte sine pragtige hvide fjer og lettede nær lydløst fra sin plads for i stedet at svæve ned til Saga og landede uden problemer på hendes skulder. Med den bredere halsåbning på hendes bluse, ville man nok have forventet, at kragens klør ville have i det mindste ridset hendes bare hud ved at lande bare lidt skævt. Men det gjorde den ikke. Den landede pænt og fint. Og med selvsikkerhed som kun en beskyttende familiær ejede. Saga ænsede det ikke engang, så vant til det som hun var blevet.

”You don’t seem perticually lost yet I’ve never seen you round here before.” Diskret lænede hun hovedet lidt til siden og blikket søgte i et halvt sekund mod området bag kvinden, som for at se om, hvorvidt hun var alene. Ja. Det var ikke svært at ligge to og to sammen..

Heather smilede tilfredst. Hun havde fundet det rigtige sted og heksen der ejede stedet. Heather stoppede blot et par meter fra heksen, hvis nu hun skulle have noget i mod vampyrer. Hun samlede sine hænder foran sig som hun svarede heksens spørgsmål: ”Yes please. I’m looking for a jewelry that can make me walk in the sun with no issues,” forklarede hun kort. Det betød ikke så meget for Heather hvordan smykket så ud eller hvordan det skulle bæres, så længe hun kunne få et smykke der kunne hjælpe hende i solen. Mens hun trak sine samlede hænder op mod brystet tilføjede hun ”And I believe that you are just the person who got what I want,” hun ville helst ikke virke truende, men med sin kommentar virkede hun måske lidt beordrende. Selv med mere end 400års kommunikation med andre væsner, var det ikke altid hun var den bedste til at kommunikere når hun skulle bede om noget.

Som fuglen lettede fra skiltet, trak Heather hurtigt sine hænder op ved siden af hovedet, mens hun bukkede lidt bagover. Hun var ikke fan af fugle der fløj rundt, og specielt ikke så tæt på hende. Heather rettede sig op igen og tog hænderne ned foran sig igen, samlet igen. ”Well I have not met you before, neither been to your shop, but some friends of mine recommended you,” svarede hun smilende. ”I’m Heather by the way,” tilføjede hun kort efter hun havde forklaret hendes henvendelse. Heksen fortjente at få at vide hvem der opsøgte hende. Selvom Heather var varmt klædt på, kunne hun næsten ikke vente på at komme indenfor, for at se hvad Saga havde i besiddelse. Og selvfølgelig få varmen lidt.

”Recommended me?” gentog Saga mere eller mindre retorisk. Det var ikke noget nyt at ord om hendes kunnen blev spredt rundt fra mund til mund, for det var egentlig den eneste form for reklamation, som hun fik. Rygter og kommentarer omkring hende og hendes lille forretning. Men det havde ny alligevel lydt lidt underligt i hendes ører. Som var det pludselig noget nyt, som hun ikke havde oplevet før. Måske var det ordet ’venner’, som Heather havde involveret i den samme sætning.
”I see. I can’t say that you’ve been correctly recommended me but why don’t we step inside and talk? You probably don’t feel the cold as much but I’m not dressed for chatting out here.” Igen var heksens stemme helt rolig. Og til trods for at hendes ord meget nemt kunne lyde bebrejdende på den ene eller den anden måde, så bar hendes ord på ingen måde den følelse med sig. Hun gjorde efterfølgende et let og hentydende kast med hovedet mod sin dør, før hun drejede omkring for at være den til at føre vampyren med sig.

En lille bronzeklokke spillede en kort melodi idét hun åbnede døren og trådte indenfor. Den spillede igen, som døren lukkede sig bag dem. Dog var det en lidt anden melodi. Indenfor var der rigtig nok varmere. Den form for varme et rum syntes at få, når der var flere dusin tændte stearinlys tændte. Men der var ikke flere dusin tændte stearinlys. Der var kun omkring fire, der brændte et hyggeligt lys fra en høj stage lidt gemt væk til siden. Der var ret rodet med ting og sager over det hele. Et højt system af små skuffer dækkede det meste af væggen bag disken. Men der var rent. Ting fik ikke rigtig lov til at ligge og samle støv. Og rodet var af den kalibre, at Saga sagtens kunne finde hoved og hale i det. Et organiseret rod, om man ville.
Saga begav sig automatisk hen mod disken. ”Circe.” Det var alt, hvad der skulle til for den hvide krage at blive til en hvirvel af magisk hvidt, der strøg fra hendes skulder og så tog ny fast form af en langhåret kat, der netop landede blidt på bordpladen, som havde den været i et spring. Straks vendte den sig om, så da den satte sig ned – rank og stolt - ville dens gyldne øjne været rettet mod vampyren.

”I think I should get something cleared, Heather. I’m not a jeweler. Unfortunatly. I don’t sell these daywalking jewelry. I’ve made a very few of them before but it’s not some kind of easy magic,” begyndte Saga endelig at forklare, samtidig med at hun også vendte fronten mod Heather og lænede sig afslappet tilbage op ad disken bag sig.

Heather nikkede bekræftende, som heksen gentog hende. ”Inside sounds good,” svarede hun og fulgte pænt efter den lille heks ind i hendes hyggelige butik. Heather glæde sig til at se hvad heksen havde i gemmerne, for hun måtte vel have noget… Ikke?

En klokke hang henover døren og spillede hver gang der var bevægelse i døren. De lysegrønne øjne begyndte at udforske rummet, så snart hun kom ind. Der var mange ting i butikken, men alt lå på en eller anden måde meget organiseret. Det var helt klart ikke noget som Heather ville kunne overskue at kigge igennem alene. Kragen, som sad på heksens skuldre, ændrede sig pludselig til en kat som sad og stirrede på Heather. Heather prøvede så vidt muligt ikke at tænke over katten.

Heather lyttede til heksen, som desværre gav nogle ‘dårlige’ nyheder, men det gjorde ikke Heather det store, for heksen kunne vel bare lave en på bestilling. Pengene var ikke noget problem for Heather, hun ville bare gerne have smykket hurtigst muligt. ”Well then,” startede hun og samlede hænderne forventningsfuldt, ”Can’t you just make a new one?” spurgte hun med et stort bredt smil, ”I don’t have to get it with me right now. I can come back another day, when it is done?” hun prøvede at stille så mange muligheder til rådighed for heksen som muligt.

Saga krummede sine bryn noget så minimalt. Mest af attituden der virkede til at ligge i denne vampyrs stemme, ja, for vampyr var hun tydeligvis. Folk søgte ikke efter dagvandrings medaljoner bare fordi, de ville have et nydeligt nyt smykke til at pryde deres hals, finger eller håndled. Den lille heks havde i hvert fald ikke stødt på den slags før. Det var som regel de præcise væsner, som havde i sinde at bruge magien i dem, der prøvede at få fingrene i et sådan objekt.
”No,” svarede hun blidt og fortsat lettere følelsesneutralt. Hendes blik forlod Heather for et kort øjeblik samtidig med, at hun rakte fejekosten ud i sin arm, inden hun blot gav slip. Men med fokus mere eller mindre rettet mod kosten, faldt den ikke bare til jorden, men begyndte i stedet at svæve hen og stillede sig selv pænt på plads op ad en af hylderne, gemt lidt væk fra kundernes første håndsindtryk. ”I can’t just make something like that. It is not someting you just do. If it was as easy as snapping your fingers and say a few magic words I’d believe every vampire in town would be walking the streets even in the daylight.”

Kortvarigt vendte Saga’s måske lidt for altopslugende blik tilbage til Heather, som for at se om, hvorvidt hun fulgte med og hørte og vel også forstod, hvad hun prøvede at sige. Dog blev det ikke hængende længe, før det gled videre til katten ved sin side. ”What I can do for you is attatch a spell to you. One that will grant you daywalking. But not for more than an hour or so,” fortalte hun så videre, som hun strøg kitten henover dens bløde pels.

Hvor meget sådan en besværgelse ville være til hjælp for Heather, vidste hun ikke. Der havde været ingen tegn på, hvorvidt hun var skabt eller hvorvidt hun var født med genet. Besværgelsen var trods alt langt mere ubrugelig for en født end en skabt. De fødte skulle jo ikke frygte at brænde op, når de trådte udenfor, mens solen står højt på himlen.

En kort benægtelse kom fra heksen, og Heathers hænder faldt ned langs siderne igen samtidig med at hun mistede det glade smil. Heksens bemærkning om at det ikke var nemt, for så ville alle vampyrer da gå med sådan et smykke pissede Heather lidt af. Selvfølgelig var det da ikke bare som et knipse med fingrene, ellers havde hun nok bare spurgt hvilken som helst heks og nok endda også for mange år siden.

Heksen begyndte så at komme med et kompromis, som ikke rigtig var brugbart. Heather valgte så at tælle til tre hurtigt inde i hovedet før hun valgte at afslå: ”Well thank you for the offer, but it won’t really help me in the morning… And how should I even find you in the daylight?” spurgte hun og åbnede øjenene lidt for at vise hende hvor tåbligt foreslaget egenligt var når de ikke boede sammen eller var bedste veninder. Mens Heather fortalte Saga hvordan hendes ’geniale’ ide ikke virkede, kom Heather på en endnu bedre ide!

”What about you get some time to look up the right spells and such… Learn them, and then I can come back to get a jewelry?” spurgte hun med en energisk stemme, “I’ve lived for more than 400 years, I can wait for a bit for whatever you can bring me,” tilføjede hun smilende meget tilfredst. Det måtte da for helvede da kunne lykkedes? Saga måtte da være en heks der gik ind for eventyr og lærdom – ikke? En der gik op i at finde det bedste til sine kunder? ”I can pay you right now for the research time,” tilføjede hun yderligere og begyndte allerede at fiske alt for mange penge op af lommerne. Sedlerne som nu var i hænderne på hende var pæne og nærmest strøget.

Vampyren misforstod. Eller hun forstod i hvert fald ikke forslaget, som Saga lagde ud foran hende. Men der var en lille nagende nerve bag heksens ene øre der holdte hende tilbage for at uddybe, hvad besværgelsen egentlig ville bestod af og hvordan den virkede. Denne kunde var tydeligvis allerede fast besluttet på, hvad hun ville have. Og hvad hun ikke ville have. Og både sin tid spild og afvisning var umiddelbart bestemt ikke, hvad hun ville have, hvilket gjorde det hele lidt mere besværligt, end hvad Saga ville have det.
Så Saga sukkede. Opgivende. Dog yderst let. Og hun slog blikket ydmygt ned, inden hun skubbede sig ordentligt op at stå igen med bagdelen. ”Well then.” Samtidig med at hun da begav sig i en begyndende cirkel omkring disk-bordet for at så ende på den anden – rigtige – side af den, løftede hun hænderne til sit hoved for at samle de sorte, korte lokker i en hurtig hestehale med en ikkeeksisterende elastik af usynlig magi.

”You can start by stating why it is that you need a daywalking grail. It is simply for you to enjoy the sunshine again? Or has it something to do with your occupation?” Ja. Der lå potentielt mange penge i at få lavet et sådan smykke til Heather. Men det var virkelig ikke i hendes speciale, så hun ville da også gerne vide, om det virkelig var al hendes tid og kræfter på at få gjort til virkelighed. Det havde lykkedes hende at skabe dem før. Få gange. Men der havde hun haft et lidt andet startpunkt end lige nu, hvor det virkede til at være helt fra bunden.
Saga fandt et blankt stykke papir frem fra en hylde i bordet på hendes side af det og balancerede en kuglepen i mellem sine fingre, før hun løftede blikket mod vampyren med en afventende atmosfære svævende henover sig.
”Also – if I’m to make you one. What would you prefer? Most of what I know of prefer it in a ring, but it should be possible to make one out of mostly any kind of accessory. I’d have to craft this mostly from scratch so I’d say you have a say in what the magic ends up being attached to,” forklarede hun afslappet og stadig ret monotont. Heather havde et temperament, men Saga følte sig ikke på nogen måde truet af hende. Det var langt mere som at håndterer en forkælet pige end en blodtørstig nattevandrer.
Desuden befandt de sig i hendes forrentning.