Put a ring on it

Sted: Odette´s lejlighed
Tid: 13.18
Dag: Mandag d. 6.1.2020
Påklædning + udseende
Et emne til @Saga C. Rhyss

Hun havde gjort det igen.
Hun havde glemt alt om solen. Hvis bare dog hun ikke havde haft smidt smykket væk, som hun havde fået af Ana. Det ville have haft beskyttet hende. Men som det fjols hun var… kunne hun ikke finde den.
Intet var lært igennem tiden med hensyn til hendes klodsethed.
Ringen var væk, hun var gået ud i løbet af en overskyet dag og havde fuldkommen glemt, at solen havde mulighed for at komme frem igen. Resultatet var at hun nu sad i mørket i hendes lejlighed, fyldt med brandsår, der gav hende tåre i øjnene for hver gang hun forsøgte at rense dem.
Hun sukkede og bed ned i et stykke stof, som hun lod en vatrundel komme i kontakt med et sår på hendes kraveben. Med et lille hvæs, bed hun hårdt ned i stoffet, så det næsten trevlede imellem tænderne.
Så snart såret var renset, spyttede hun stoffet ud og lod en hånd glide igennem hendes mørke lokker.
”You´re an idiot Odette… but think positive…” her kiggede hun ned på sit soul- saber (evne), der ikke lå langt fra hende. Dets mørke aura osede nærmest fra den. ”THINK POSITIVE!” hvæste hun af den. Herpå lod hun sig falde bagover i sengen. ”Am I never gonna see sunlight again?”
Som hørte skæbnen hendes ord, faldt et lille stykke papir ud af hendes lomme og landede på gulvet ved hendes side. Takket være den nye gode hørelse, hørte hun dets fald, hvilket gjorde hun drejede hovedet og betragtede det.
”what?” lød det nysgerrigt fra hende. Her rakte hun ned efter papiret og samlede det op.
det var et nummer… et nummer på en butik med… specielle… ting?
Her satte hun sig op i et sæt, kun for at hvæsse lidt i smerte over sårene. ”Maybe!”
Hurtigt fandt hun sin mobil frem og indtastede det såkaldte nummer. Hvad havde hun at miste?

...Ring
________

Hun landede let og elegant som en kat. Der var næsten ingen lyd fra hendes støvlers middelhårde såler idét de gjorde kontakt med asfalten udenfor lejlighedskomplekset. Selv uvante øjne lagde ikke rigtig mærke til den flyvende kost, som den var ankommet med sin passager, og selv da hun stod solidt på jorden med kosten i sine hænder tiltrak hun ikke den helt store mængde opmærksomhed. Som var hun naturligt maskeret fra omverdenen.
Hendes øjne søgte ledende omkring, samtidig med at hun gik den første etage op. Og så den næste. Der havde ikke været givet alt for mange informationer, men hun havde i det mindste fået nok til, at hun ikke behøvede at lede i blinde. Til tider var personen i den anden ende af disse opkald for desperate til at tænke meget logisk. Det var jo oftest de desperate der søgte hendes hjælp den vej igennem…

Høfligt opdraget som Saga nu en gang var, bankede hun på døren. Men i stedet for at kun anmelde hendes ankomst, blandede lyden af hængslerne sig, idét døren stille og roligt åbnede op for hende. Den måtte ikke have haft fået lukket sig ordentligt i. Eller også havde hvem end der havde smækket den, smækket den for hårdt til at låsen havde kunne hæfte sig i indhakket.

”…Hallo?” prøvede hun sig frem. Tillod sig tilmed at lige stikke hovedet indenfor i lejligheden. Fuldstændig mørklagt. Umiddelbart ville det være nemt at tro, at der ikke var nogen hjemme. Af hvad hun kunne skimme, virkede den mest af alt efterladt. Manglede tilstedeværelsen af liv. Forsigtigt tog hun sit første skridt. Hun inviterede sig selv indenfor. Hun slap sit greb i kosten, men i stedet for at ryge larmende på gulvet, blev den stående oprejst. Og med en blid håndbevægelse fra hende, svævede den over og stillede sig pænt i det nærmeste hjørne.
”Miss?” Det havde uden tvivl været en kvinde i den anden ende af røret.

Odette var ikke sikker på hvad der var sket under samtalen. Langsomt som smerten havde ædt hende op, havde hun hverken forstået helt eller halvt af hvad der var blevet drøftet.
Blundende stirrede hun nu bare op i loftet og ventede. Ventede på at sårene ville heale. Ventede på den såkaldte person hun havde haft ringet op. Eller… snarer den dame hun havde fået kontakt med. Efter stemmen at dømme i hvert fald.
det lille bank på døren, fik hende til at sætte sig op i sæt, hvorpå hun fortvivlede så sig omkring. Hendes brune hår strittede ud til alle sider.
”Yeah yeah… Uhm...” hun svang benene ned fra sofaen. Fødderne sveg af smerte som de ramte det kolde gulv. Med benene rystende under hende, gik hun ud til den fremmede, hvor hun her blev mødt af en stærk aura. Det var sjovt som hun havde kunne mærke auraer siden hun var blevet vampyr.
”Come in… come in…” lød det blidt fra Odette. Det brændte og en smule hærgede tøj på vampyren afslørede den sårede tilstand. Hun så kort på kosten der stod oprejst. Se det var imponerende!
”I Uhm… I guess you can already figure out why I called you…” herpå gjorde Odette et nik til at Saga skulle følge med hende ud i køkkenet. ”I have yet not learned that I´m allergic to the sun… do you want some tea?” med rystende hænder begyndte hun at sætte varmt vand over.

Enhver kunne se, at kvinden ikke var i det allerbedste stadie. Og Saga var bestemt ikke blind overfor det. Hun var godt klar over, at nattevandrerne var robuste væsner, men hun ikke undgå at være forundret over, at denne her stadig gik omkring, og så endda med en attitude som var intet galt. Det var dog måske ikke helt så fremtrædende i hendes ansigt.
”Thanks,” svarede hun tilbage til den officielle indbydelse til at træde ind. Som kvinden forsvandt videre ind i lejligheden, tog Saga friheden til at dreje hovedet over skulderen mod hoveddøren, inden hun vendte sig helt om og sørgede for at lukke den. Ordentligt til denne gang. Heldigvis lød det til at det ikke bare var en ødelagt løsemekanisme, der var årsagen til, at den stod åben, for hun hørte selv det lille klik. Det gik ikke at sollys sneg sig igennem der fra gangen.

Læderjakken blev stille og roligt trukket af til at afsløre en ganske simpel mørkegrå striktrøje. Tydeligvis ment til at sidde løst på kroppen, og det var lige ved at hendes var et enkelt nummer større i størrelsen, end hvad lige den lille heks havde brug for. Dette var håndteret ved at lige den frontale kant var blevet proppet ned i denim bukserne, der holdte hendes ben varme i vinterkulden udenfor. Stående i indgangen til køkkenet rystede hun afvisende på hovedet. ”You seem to still be able to move around despite you state. That’s good. I was worried that you’d be much worse, from the way you sounded on the phone.
“How long is it since you wandered outside?” begyndte Saga at spørge indtil. Hun trådte atter længere ind I selve køkkenet og tog friheden til at lægge sin jakke fra sig på køkkenbordet. ”My guess is that it’s been a while since you ate too, am I right?” Hun havde måske haft ret I, at hun var direkte ‘allergisk’ overfor solen, så voldsomt hun var blevet ramt. Og hvordan de ikke virkede til at blive påvirket af den overnaturlige regeneration.

Heksen kunne som se igennem Odette som var hun glas. Det burde have givet hende en ubehagelig følelse, men i stedet gjorde det hende ret så nysgerrig og samtidig tryg.
”I… I think it is abooooout…” her tiltede hun en smule tilbage for at betragte uret inde i stuen. Odette´s lejlighed var ikke mere end et to værelses. Stuen var derfra synlig fra køkkenet af. ”an hour and a half now.” med et venligt smil, så hun hen på heksen og fiflede herpå med nogle forskellige tebreve. ”Which one? I have earl-grey… berries… mango…”
så snart heksen havde valgt en smag, gjorde Odette kopperne klar og rakte det ene til hende. Det var søde lille kopper. Unikke og meget mærkelige. Lige Odette.
”My name is Odette btw,” introducerede hun sig forsigtigt. Her kørte hun en teske rundt i sin te. ”Yes uhm… it´s been a while since I ate… I´m still not used to it.” her tog en hårtot om bag sit øre. ”As you can probaly guess, I was transformed into a vampire not long ago... Your card fell out of ma pocket… and I called it… so…” her smilte hun sødt og en smule uskyldigt til hende. ”Is there any chance you can help me? OH! And what is your name?”
Odette havde for vane at stille en masse spørgsmål på en gang. Men, hun mente det godt.

”Um…” En verbal afvisning af teen havde nær forladt hendes mund, idét at vampyren ikke måtte have registreret det, da hun havde rystet på hovedet, men i stedet for et fastlæggende ’nej tak’, svarede hun blot i sidste ende med: ”Berries is fine.” Det føltes næsten alt for nonchalant, som hun blev rakt koppen og hun straks efter, hun havde taget imod den, begyndte at sænke tebrevet op og ned i det kogte vand, som hun ville gøre normalt. Med dampen lige under sin næse, dækkede duften fra de tørrede teblade, tørrede bær og hvad andre tilføjelser, producenten kunne have kommet i, med det samme hintet af brændt hud, der hang ud igennem lejligheden. Koppen var dejlig varm i hænderne.

Forbløffelse malede sig pludselig i hendes ansigt idét kortet blev nævnt, og der gik et par sekunder, hvor Saga bare stirrede med blinkende øjne på Odette, inden hendes blik søgte til siden, som forventede hun at finde kortet ligge på køkkenbordet. ”My cards seem to travel whereever they pleases. And in some weird way they always end up with people like you. In need.” En lille rynke formede sig mellem hendes bryn, mere med udtryk af mild forvirring end noget andet. Og den var væk så snart fokus landede tilbage på vampyren.
”I’m Saga. Saga Rhyss.” En lille hentydning til et smil var at finde i hendes mundvige, dog det blev skjult bag koppen, som hun førte den op til læberne i hendes første tagende tog. ”I might be able to help you, yes. I can help you heal you wounds. They can’t be comfortable. But I’m not a jeweler, Odette. I can attached a spell to you that would grant you daywalking but it would only be for a short while. An hour at most. Attaching an ever-lasting magic to something like jewelry… It’s not just something one do.”

Endnu en slurk blev taget og den varme drik lunede hendes hals. Koppen blev dog stillet fra sig efterfølgende. ”But it’s not impossible.”

Så det var altså ikke første gang Saga havde oplevet noget lignende.
”So… you´re card is often found in other people´s pockets? Ohhh… That is defiently something to do with fate,” Lyset i Odette´s øjne viste håb og eventyr. Dette lille glimt afslørede at hun rent faktisk troede på sine egne ord. Forsigtigt legede hun med koppen. For hende var det underligt at hun ikke længere kunne føle varmen fra koppen.
Saga´s ord kom ikke bag på Odette. Hun vidste godt at det hun søgte, ikke var det nemmeste at skaffe. Det var derfor hun hadede sig selv, noget så meget, at hun havde mistet smykket hun havde fået af Anastasia. Hendes skaber.
”I know… I know it ain´t easy and therefor a lot to ask you,” sagde hun lavt og forsigtigt. Dette var i tide til at Saga sagde at det ikke var umuligt. Pludselig kom håbet en smule tilbage til hende.
Med opmærksomheden fuldstændig rettet imod Saga, smilte den forhenværende sirene til heksen. ”If I paid you a lot of money… would there be any chance that I could convince you to do the almost impossible?”
Fokussen var nu taget fra teen. Det var meget at spørge om. Det vidste Odette godt. Men, hun kunne altid prøve. Ikke sandt?

Fate.. Ja. Hvilken heks ville hun være, hvis hun ikke også havde bare en lille tro i det skæbnebelagte. For selvfølgelig fandtes den slags! Det var en sag som navnet ved hendes kraveben, såvel som så mange andres, der var som hende, talte højlydt omkring. Det var derfor måske nærmere Odettes stjernespækkede barnsbens-øjne som Saga ikke kunne finde sig selv enig i. Hun undlod netop derfor ikke at sige noget. Hverken for eller imod. Vampyrens ord havde blot prikket lidt ubevidst til nogle blødere punkter i hendes dæmpede overflade.


”I actually own one already. A bracelet. But it’s a quite old one and it’s more of a souvenir rather than a functioning piece at this point.” Saga drejede hovedet og lod sit blik scanne yderligere omkring dem. Ud af køkkenet og videre rundt i stuen. Det var ikke fordi at lejligheden så faldefærdig ud, at der var begyndende tvivl om, at Odette overhoved ville have disse ’mange penge’, som hun var desperat nok til at betale. Men hvor ofte lod de rige sig nøjes med et hjem med sølle to små rum? Stedet så ikke mikroskopisk ud, og det ville nok have en helt anden fornemmelse af beboelse, havde det ikke været henlagt i mørke fra fortrukne gardiner.

Heksen var så småt begyndt at føle sig tilpas i det fremmede hjem. Egentlig var det som sådan aldrig et problem for hende, men i takt med at hun afslappet lagde sine arme over kors og lænede sig op ad køkkenbordet, blev det nemt nok at fornemme, at den oprindelige professionsstivhed var forduftet. ”I could work something from that. It would be possible for me to replenish and reactivate the magic in some way or another,” sagde hun eftertænksomt, tanker og ideer allerede svævende rundt I hendes hoved.
Med ét fremstod hun mere fremtonet, mere tilstede fokus tilbage på Odette. Hagen løftet lige en smule ekstra, som var det dét der gav hendes stemme fremhævningen, da hun talte. ”I’ll do it. Though, I have to ask why not to get someone more experienced to make you one? There must me someone like that in Gaia.” Hendes hoved lagde sig let på skrå.

Saga afslørede nu overfor Odette, den håbefulde vampyr, at hun rent faktisk var i besiddelse af intet mindre end et magisk halssmykke. Desværre var det gammelt og heksen kunne ikke forsvare hvor vidt smykket ville fungere. En chance der ville være ret så risikabelt at tage.
Umiddelbart så det ikke ud til at Odette kunne betale for smykket, når man betragtede lejligheden, men det gode ved den lave brunette var at hun var god til at spare op. Dog holdte hun det for sig selv. I stedet var hun begyndt at tage små tåre af sin te.
Odette var egentlig sikker på hvorfor hun var så nervøs. Saga virkede som en meget rar kvinde. Sød og lyttende. Hun havde endnu ikke dømt Odette for at være blevet brændt ude i solen, som en anden uvidende vampyr med problemer.
I det Saga forklarede at hun nok kunne skabe noget ud af halskæden, smilte Odette over hele ansigtet, lalleglad som en julegris.
”It would be amazing if that was the case!” sagde hun og stillede sin tekop fra sig.
hagen der løftede sig i et undersøgende blik, fik Pludselig Odette til at føle sig så lille. ”I… the thing is… I don´t know… many people…” nervøst begyndte hun at lege med sine fingre. ”I got a ring from my creator… but I threw it away and I haven´t dared to tell her yet… and besides her… I don´t have the biggest social circle… I am trying though!”
et nervøst lille smil hang over Odettes læber. Ligesom meget som nervøsiteten fik hendes stemme til at stamme en smule.

Det kom et pust ud igennem heksens næse som det af et let grin – uden i sig selv at indebære hverken en latter eller nogen decideret lyd fra stemmebåndet – og med sig bragte pustet et smil med sig. Denne gang noget større end den lille hentydning, der før havde spillet i hendes mundvige. Denne gang var det i det mindste til at se og ikke bare fornemme på hende. Det var stadig ikke stort. Ydmygt, kunne man sige. Kærligt. Samtidig havde Saga’s øjne søgt ned i et blidt blink.

”I can tell that you’re just newly turned. And not just because of your little mishap with the sun outside.” Skaderne på Odettes krop fortalte egentlig kun, at hun var skabt frem for at være født. En skam at de skabte skulle være så meget mere skrøbelige, men den overnaturlige verden var sjælden særlig god mod en. Hun så tilbage op på ham. ”You don’t seem to have that arrogance just yet.”

Saga løsnede sine arme fold igen og drejede smidigt sin krop for at kunne nå sin tekop igen, som hun svøbte med begge sine arme. Den brændende varme var mere eller mindre forsvundet nu. Efterlod blot det søde porcelæn lunt mod hendes blege fingre. ”I’ll get it done for you. The bracelet,” satte hun så endelig på plads lige inden koppen blev løftet op til læberne og en tår blev taget og tørsten blev slukket. Det havde ikke været et helt dårligt valg at tage imod den alligevel. Den duftede også godt…
”I would, however, appreciate it if you don’t end up trowing it away like the last one you had. It’s not easy magic. If it was, any vampire in town would be wandering the streets in the day as well.” Og hvad ville den efter sigende ‘forbandelse’ så gøre godt for?

Arrogancen var ikke til at finde hos Odette endnu. Derfor kunne Saga fornemme babyvampyren i hende. Odette tog det som et kompliment, hvilket var tydelig i at hun smilede stort og nikkede.
og som om det ikke havde fået smilet på hendes læber, så gjorde det næste Saga sagde i hvert fald. Hun ville få halskæden fikset.
”Oh really?! Thank you!” fløj det nu ud af Odette´s smalle læber. Hun havde nær klemt koppen i stykker af bare begejstring. Heldigvis gav hun slip på det så det ikke var tilfældet. ”I won´´t. I promise.!”
det havde allerede været et nederlag for Odette at hun havde smidt fingerringen væk. Men nu havde hun snart mulighed for at se solen igen.
”Is there anything you need me to do for you? You know… anything you need for the necklace to happen? I will do whatever I can to help.”
Og hvis hun nogensinde fandt ringen, ville hun give Saga halskæden tilbage, men lade hende beholde som betalingen. Eller hvis hun heller ville have ringen? Lige meget hvad! Hun var meget taknemmelig for Saga ville gøre dette for hende.

”Then, Odette, I’ll keep you up on that promise,” sagde heksen bekræftende med et snert af komik i den rolige stemme som en form for endelig bekræftelse på deres handel. Der var noget ved Odettes frembrusende personlighed, som Saga både havde problemer med at håndterer, men som hun egentlig ikke havde noget imod. Man kunne sågar påstå, at hendes allerede eksisterende smil blev mere og mere påvirket af den glæde, der synes at bare ose ud af vampyren, ved i sig selv at vokse noget så minimalt for hvert øjeblik der gik.

Afslappet skøjtede hendes pegefingers fingerspids henover kanten af koppen i sine hænder. Eller det var mere frem og tilbage i halve cirkler, eftersom hun aldrig nåede hele vejen omkring. ”Hm. Actually I’m a bit unsure,” indrømmede hun bekymringsfrit, mens et tænkende udtryk malede sig i hendes ansigt i takt med, at hun gik igennem arkivet i hendes hoved. ”I’d say a bit of your blood would be of some help. You know, to link the magic to you in some way. Besides I mostly work with that side of the acane. But it isn’t really clear that the blood running in your body is actually your blood.”
Saga sukkede noget så sagte og strøg elegant en tot af det korte hår om at sidde solidt bag øret. Kun for det at falde ned igen to sekunder senere, da hun drejede hovedet. ”A lock of your hair. Not much. Just a couple of strands should do the trick. And to be sure, some of your blood.”

Med det sagt, slap hun koppen. Med begge hænder. Men den faldt ikke til gulvet, som man ville forvente. Den blev blot hængende i luften. Styret af lidt ekstra koncentration idét hun rakte ud efter jakken, hun havde efterladt på bordet. Dog efter at selv opdage, hvor upraktisk det i sidste ende virkede, gjorde hun en fluks bevægelse ved at gribe koppen og stille den fra sig som en normal person, inden hun fortsatte med at lede i jakkens lomme. ”How are you with needles?” spurgte hun og løftede hovedet, så snart hun tog om den lille glastube, der havde hygget sig sammen med gamle kvitteringer.


//Well, virker til Odette rigtig gerne vil have et halsmykke frem for armbånd, so be it. xD

// hahaha, det må du sku undskylde, jeg byttede rundt på halskæde og armbånd på engelsk xD!!!!!

En smule af hendes blod. Det lød ikke helt så tosset.
Oh, og en hårlok. Som Odette skulle til at tage fat i en af disse hårlokker, så hun nu den flyvende kop og åbnede munden i forundring. ”wooow! Would you look at that!” Hun lænede sig næsten frem imod koppen. ”How are you doing that?”
nok var hun kommet til land for 2 år siden, men hun havde stadig så meget at lære. Magi fra hekse var blot en af dem.
ligeså hurtigt som hun havde fået koppen til at flyve, ligeså hurtigt greb hun den igen, som hun blev ved med at lede efter noget i sin jakkelomme.
Spørgsmålet om hvordan hun havde det med nåle, fik dog Odette til at åbne øjnene på vidt gab, samt rykke en smule tilbage. Flashback af mænd med groteske smil, der brugte hende som nålepude, imens lyset fra oven skar hende i øjnene.
”i uhm… I… i´m fine with them!” løj hun nervøst.
herpå stak hun armen ud. Den rystede helt som hun holdt den oppe.

Odette’s forundring var i sig selv nok til at overraske Saga, og hun havde knap nok fået sat koppen fra sig, før øjnene, hvor det særligt kom til udtryk i, havde løftet sig for at stirre i sin egen milde form for forundring på vampyren. Hvordan gjorde hun det? Det lød som et meget besynderligt spørgsmål i hendes ører, og hun måtte lige bruge et ekstra splitsekund til at fremtænke et svar, eftersom der af en eller anden grund ikke lå noget parat lige med det samme.
Hun skævede kort til koppen i takt med og selvom hun ikke fysisk trak på skulderne, gav atmosfæren omkring hende en fornemmelse af det. ”I simply manipulate it to move mostly on its own. With my mind, I guess. I’ve had the ability to do so for so long that it was somewhat become second nature for me.” Det var netop dérfor, at hun selv havde reageret, som hun havde. Det var naturligt for hende. Hun lagde knap nok selv mærke til det at det ikke også var sådan for andre. Fristet af snakken om det, løftede hun en pegefinger mod koppen og samtidig med at hun vippede den stille og roligt op og ned, løftede snoren til tebrevet sig i samme rytme.

Men nok om det! Dette var ikke tiden til at vise sig frem, værende det ubevidst eller bevidst. Heksen vendt næsten instinktivt tilbage til Odette idét hun blev rakt den blege arm. Hendes blik lagde sig derfor først der. Det var lige ved, at man skulle tro, at det var en fysisk anstrengelse for hende at holde sin arm frem på den måde. Men fingerspidserne sitrede fortalte en lidt anden historie. Og som Saga så op fandt hun ingen andre anstrengelser i Odettes ansigt end de spændte trækninger i kæben.


”Alrighty. It would be best for you to maybe…” Med hovedet drejet ud ad det begrænsede køkken spejdede hendes blik sig efter slutningen på sin sætning. ”…sit down then.” Der blev gjort et lille kast med hovedet mod sofaen. Det var det mest optimale sted, hun lige kunne tænke sig. Blødere end en spisebordstol. Hun så derefter på Odette igen. Prøvede at læse hendes ansigt lidt mere.

For Saga var det nemt og ganske normalt at koppen fløj. Det burde vel også være for Odette. Hun kendte til magi. Men det var noget når man så det flyve lige for øjnene af en!
”That is quite amazing… You witches are quite extrodinary!” sagde hun venligt. Det beundringsværdige ved Odette var at man kunne høre mente hvert ord af sine komplimenter.

Tiden kom nu til nålen. Nervøst nikkede Odette til ordene om at hun kunne sætte sig i sofaen. Dette var ikke en af mændene fra hendes fortid. Det her var en heks, som rent faktisk ville hjælpe hende, ved at skabe et redskab der ville gøre hende i stand til at se solen igen.
Den lille sirene rejste sig fra stolen, tog sin tekop med sig og satte sig forsigtigt i sofaen. Også selvom det føltes som om hendes ben var ved at knække sammen under hende.
”Okay… sorry… I´m not the best with needles… but I can handle it, I promise!” roligt satte hun koppen på stuebordet. Hvis hun sad med det, var hun ret sikker på, at hun ville få teen til at flyve op i luften så snart nålen kom i kontakt med huden. ”Sooo… Where does your shop lay? Or… uhm… where is it placed?”

Kompliment gik bestemt ikke Saga forbi, men i stedet for at ytre et ’tak’ eller noget lignende, nøjedes hun med at sende vampyren et roligt, overbærende smil. Heksen ønskede ikke at virke bedrevidende eller arrogant, men af og til skete det helt af sig selv, uden hun kunne nå at lægge mærke til det. Men på et punkt, så var hvad hun gjorde ikke helt så imponerende igen. Hendes telekineses var så gravende standard. At kunne få en kop til at svæve kunne umuligt være imponerende ifølge en anden udøver af evnen.

Selv efterlod Saga sin kop på køkkenbordet. Ingen grund til at tage den med for at varme fingrene længere. Hun havde så vidt muligt også allerede suget det meste af varmen fra den endnu. Hun blev ligeledes stående i køkkenet, mens hun fulgte Odettes kurs til sofaen med øjnene, inden hun vendte sig mod komfuret. Tændte for gassen.
”Do you know where the shop sqaure is? The one with that one pub Pandora’s Box? My place is just a few side streets from that area. In a residential area so it’s not too hard to find if you find the right street,” begyndte hun så ganske stille og roligt at forklare. Odette havde muligvis frygtet det helt store. En lang nål som dem de tappede blod med på hospitalerne, men hvad Saga fandt frem var ikke meget mere end en sikkerhedsnål. Men den var nu alligevel rigeligt spids.
Forsigtigt stak hun spidsen af den ind i gasilden indtil at metallet var glødende. Hun slukkede så for komfuret igen og klappede prøvende spidserne af sin tommel- og langfinger for at tjekke temperaturen. Den skulle bare lige steriliseres. Hun ville helst ikke brænde Odette. Yderligere.

Endelig gav hun Odette selskab i stuearealet. Hun møvede sig forsigtigt ind mellem vampyrens knæ og sofabordet, som hun valgte at sætte sig på i et håb om at det var stærkt nok til at holde hendes vægt.
”You know… If you’re not comfortable with the needle you can always do it yourself,” lagde Saga frem for hende og løftede atter blikket mod hende, som de nu sad overfor hinanden. Hovedet lidt til siden. ”You could probably just bite down. You’re fangs looks sharp enough to bring out blood.”


// beklager ventetiden.. arbejdsverdenen er hård.. @.@

En smule nervøst begyndte Odette både at fifle med sit hår og sine hænder. Var hun virkelig ved at give en fremmede tilladelse til at stikke hende med en nål? På den anden side, denne fremmede, havde også sagt ja til at give hende en halskæde/armbånd der gav hende evnen til at gå i solen. Hvad mere kunne Odette dog bede om!?
I et forsøg på at berolige sig selv, gav hun sig nu derfor til at lytte til hvad Saga havde af svar til Odette´s spørgsmål. Hvor lå denne butik henne? Derfor lyttede den nu forhenværende sirene til svaret med et stort smil.
”Ahhh, that sounds nice,” her tiltede hun sit hoved og forsøgte at virke uskyldig og rar. ”So, how is it? Having this store? Do you have it all by yourself? When did you make it?” spørgsmålene fløj bare ud af mundene på hende.

Da den yndige heks joinede Odette i stuen, kunne hun mærke hvordan hendes hals pludselig blev så tør. Selvom hun vidste at Saga intet ondt ville gøre hende, så virkede alting en smule tungt. Men af en grund, fandt hun sig mindre nervøs, som heksen smilte så venligt og endda tilbød at Odette kunne gøre det selv.
Her tog den nyfødte vampyr sig sammen og rystede på hovedet.
”No… I´m ready… do it please.”

// det helt okay! beklager selv ventetiden!

Saga smilede sagte. ”It is as it sounds. Nice. I get to work comfortably in my field of abilities and it brings in a great enough income for worry-free living,” blev Odettes tilbagevendende strøm af spørgsmål besvaret uden det mindset lille hint af irritation. Og mens hun talte, rakte heksen frem for at tage om vampyrens ene hånd for at kunne trække den tilhørende hånd til sig og vende håndfladen opad. Alt dette foregik ikke krævende selvom det da blev gjort med en selvsikkerhed, der var kommet af den endelige bekræftelse - eller nærmere; accept fra håndens ejermand.

”I started my busness right around the same time I moved here, to Gaia. Alone, yes. If you really can say that a witch with a familiar is actually ever alone.” Med de ord sagt løftede Saga sit blå blik for en stund op mod Odette. Fangede i den korte stund hendes blik og det var lige ved, at man kunne antage, at hun scannede vampyren, inden blikket dalede tilbage til hånden igen. ”Having my own butique also gives me the freedom to choose myself who I wish to to business with and who I don’t. I guess that’s mostly why I opened up Little Lamb. I did similar work back in my hometown so luckily it wasn’t a complete climb from the buttom. I had a slight name for myself already.”
1… 2… 3… Og så stikkede hun. Samtidig med at hendes stemme havde lydt, havde hun  bade fået placeret sig bedre på sofabordet med Odettes hånd i sit skød, samt flyttet på hendes finger, så ringefingeren var blevet isoleret. Klar til at nålens skarpe spids brød igennem huden og ned til blommen. Det var hurtigt overstået og blod begyndte straks at pible frem. Ikke noget voldsomt. Hullet var meget småt, men det var nok. Forhåbentlig havde det lykkedes Saga at distrahere lidt ved at netop give vampyrens hoved lidt andet at fokusere på end kun stikket. Grebet hun havde i hånden blev dog automatisk strammet i tilfælde af, at der blev gjort et forsøg på at trække den til sig igen..

”It has been many years since then though,” afsluttede hun og gjorde et lille kast med hovedet for at få hår væk fra ansigtet, der dog alligevel krævede, at hun måtte føre sin hånd op for at stryge totter om bag det ene øre. Sikkerhedsnålen lagde hun til side og samlede i stedet det lille reagensglas op. Taget om Odettes hånd flyttede sig blot til hendes fingerspids, som hun fik drejet nedad, henover reagensglasset, hvorpå hun pressede og fremprovokerede mere blod. Nok til at de første par dråber dryppede ublokeret ned og lagde sig rødt i bunden af glasset.

Det var ret fantastisk at Saga havde gjort alt dette alene. Lavet sin egen butik, flyttet til Gaia og besluttede selv hvem hun ville arbejde sammen med. Forundringen var til at se i Odette´s violette øjne som hun betragtede Saga. Fortællingerne havde som håbet, fået Odette til at glemme nålen, det vil sige indtil et lille stik skar vampyren som et lyn. Her så hun en smule irriteret ned på hånden og nålen, de spidse tænder svagt ude, af ren natur og forsvar.
Heldigvis, var det over ligeså hurtigt som Odette kunne blinke. Smilet på Saga´s læber fik Odette til at slappe af. Det var nu som om at nålen aldrig var gået under huden på hende.
”How… how many years has it been?” spurgte hun varmt.
Nysgerrigt betragtede hun hvordan blodet ramte glasset. Det var utroligt at hun nu skulle leve af dette røde stads. Dette røde stads der løb igennem folks åre. Fik dem til at leve.
”I can´t believe I´m drinking that stuff now,” det kom ud af hende som et hvæs. Et hvæs fyldt med afsky. Hun sukkede og så op på Saga med et skævt smil. ”I´m sorry.”

En eftertænksom minde lagde sig over Saga, som hun tænkte tilbage. Talte årene hun havde været her. I Gaia. Det havde virkelig været mange år siden da efterhånden, men det havde også været et stykke tid siden, at hun faktisk havde kalkuleret det til et præcist tal. ”Well around one and a half century by now. I’m nearing my seventeenth decade in this city. In this country actually. You see, I’m originally from Germany rather than England.” Der var visse udødelige væsner, der havde lært og fuldt forstået det mærkværdige ved at tale om umenneskelige aldre uden en vis mængde normalitet. Saga var ikke en del af dem. Som hun afslørede, at hun i hvert fald havde været i live i godt over 150 år allerede, gjorde hun det lige så nonchalant, som hun havde fået koppen til at svæve. Men var der virkelig en grund til at være påpasselig med det overnaturlige, når hun ikke talte med et menneske? Odette var en vampyr. Hun gav fornemmelsen af sollys der ramte salte bølger. Odette var ikke et menneske. Hun var ikke uvidende. Der var ingen grund til at være forsigtig.

Der var ikke brug for meget blod. Ikke så meget blod, som man måske forventede, når man blev bedt om at give det som en ofring. Så så snart at stikket havde koaguleret sig lukket igen, slap hun vampyrens finger helt. Saga havde allerede været parat til at rejse sig fra sofaen igen, da Odettes bedrøvelse nåede hende, og heksen løftede helt automatisk blikket. En ganske lille smule forbløffet. Kort så hun ned på den røde livsvæske. Og så ellers tilbage op på hende.


”Yea, it must be quite the turn-around, huh. And probably no the most adventurous diet to have. Unless of course your kind really can taste the different nuances of blood. But most of you can still consume other kinds of food, can’t you? Like you drinking tea.” Som spørgsmålet blev lagt ud og nysgerrigheden groede i hende, satte Saga sig mere tilbage på sofabord. Møvede sit ene ben henover det andet og lænede sig så frem med armene lagt over kors på knæene. Den ene hånd med et solidt greb om reagensglasset for hverken at tabe eller misplacerer det.

Tyskland. Ved at nævne et andet land, lyste Odette en smule op, hvis man overhovedet kunne lyse mere op som person. ”Oh Germany? How is that? Have you been somewhere else? I always wanted to see the world. Or… the world from land of course. She had seen alot of the world from under the sea.” for Odette betød det ikke alverdens at Saga var ved at være oppe i årene. Det betød bare at hun havde oplevet så meget. Så meget som Odette også gerne ville. Derfor arbejdede hun og købte spontant flybilletter, til hvor som helst.

Pludselig var rollerne som byttede om, i det Saga spurgte ind til om hun kunne indtage andre former for mad. Specielt nu når hun havde siddet og drukket te. Venligt smilte Odette og tog en af de korte hårlokker om bag sit øre. ”I… I´m actually not quite sure what food I can consume and not… maybe I should read a book about vampires or something like that.”

”It’s nice. I’m from a small marked town right in the middle of the country called Randersacker.” Saga’s accent havde været besynderligt neutral igennem al den tid, hun havde ført en samtale med vampyren, ved udtalen af navnet på hendes hjemsted, var der, ud fra hvor flydende hun udtalte det udenlandske ord, pludselig ikke megen tvivl om, hvilken modertunge hun ejede. ”So I mostly grew up in the countryside of Germany. I’ve been travelling around, of course, but not as much out-of-country as you might imagine. If you ever venture to Germany I’d say you should visit Cologne. If not just for their Christmas market.”
Det var en mærkværdig oplevelse for den lille heks at sidde og tale om sit hjemland på den måde med en fremmed. Hun ville ikke påstå, at det var på nogen måde intimt, men det var ikke ofte, at hun fandt sig selv åbne op. For det var ikke så meget det simple koncept af at hun blot svarede et spørgsmål. Hun talte næsten i et andet blidt toneleje.

Saga’s lagde sig afslappet til siden som en kat ville have gjort det, inden hun rettede sig tilbage op. Strakte sine arme, således de stadig havde kontakt med hendes knæ Og lod så blikket vandre rundt i lejligheden endnu engang. ”Or maybe ask the one who turned you? It sounded like you weren’t just left to figure it all out yourself. I can’t imagine the swift,” tilføjede hun ærligt. En heks’ blod smager så forfærdeligt på tungen af, dem med smag for den livgivende væske, at ikke var uhørt, at ingen vampyr kunne holde det ud længe nok til at udføre skiftet. Og Saga værende født, som hun var, havde hun kun levet et liv som heks.
”I better get going,” proklamerede hun så idét, hun denne gang gjorde alvor af at rejse sig op at stå. ”I have your number from when you called so I’ll ring you when I figure something out with the bracelet. And…” Der opstod en mindre kunstpause, som heksen drejede hovedet til den ene side og lagde blikket den metalliske blad-løse, cylinderformede skaft ikke langt fra dem. ”… don’t leave something like that just laying out.” Hun havde umiddelbart virket upåvirket af dens tilstedeværelse, men det havde kun været pga. hendes evner til at skjule de fleste af hendes sinds fokuspunkter. Hun havde kunne fornemme, hvad end der blev udsendt fra objektet, gå ind og støde mod ikke bare hendes magiskladede vibrationer men også mod nogle mentale skjolde. Det var langt fra stærkt nok til at nogensinde bryde igennem. Det havde blot været som når en negl, der blev tappet mod et tykt vindue.

For Odette, beroligede det hende noget så meget, at høre om Saga´s liv tilbage i Tyskland. Odette elskede at vide der var en verden udenfor. Også selvom Odette kunne mærke at det måske var en smule underligt for Saga at sidde og snakke om sin barndom på den måde. Hendes blide toneleje føltes nærmest som beroligende ord fra en storesøster. Hvor underligt det så end måtte lyde.

Odette kunne spørge den person der havde forvandlet hende. Hvis bare det var så nemt. Hendes såkaldte maker var ikke til at finde. Nervøst begyndte Odette derfor at fifle med hvad nu kunne finde. Hvilket var intet. Så det blev hendes fingre.
”Yeah,” kom det hæst ud imellem hendes læber. ”My… My maker… I can´t find her… it´s weird… it´s like… she´s disapeared out of thin air.” det var ærligheden. Noget der var underligt at servere for en fremmed. Men det skete. Her smilte hun venligt til Saga. ”But, I´m sure it will be fine!”
Som Saga sagde at hun nok burde smutte, nikkede Odette og rejste sig op, for at sende hende hjem med manere. Indtil de ville mødes næste gang.
”I´ll defiently give a…” ordene blev som slugt, i det Saga udpegede sværdet, der havde lagt så ensomt for sig selv på bordet. Øjnene glødende af forvirrende og en smule sorg, så den unge vampyr hen på sværdet, kun for igen mærke dets mørke snige sig tættere på hende. ”I´ll have too… or else… it´s… darkness… and it´s former owner…” Her rystede hun på hovedet. Hun skulle ikke snakke om med Saga at når hun tændte sværdet at hun blev connected med en mand, der lignede ham hun elskede, men bestemt ikke opførte sig som ham. Eller… en smule… men… Det var forvirrende!!
”Anyway, thank you so much for your help!” for at vise respekt, bukkede hun nærmest for den lille heks.

Saga rynkede et bryn af Odettes ærlighed. Ikke fordi det undrede hende, at vampyren var ærlig overfor hende, det havde hun sådan set været lige siden, heksen var trådt over dørtærsklen af hendes hjem. Hvis ikke allerede før, over telefonen. Det var, hvad hun havde været ærlig omkring. Forsvundet. Pist væk. Forduftet som dug fra solen. Det var ikke unormalt for folk at forsvinde, det var Saga godt klar over, men noget i atmosfæren og måden Odette havde sagt det og udadtil fremstod, gjorde hende… nysgerrig. Og hun lavede en lille notits. Skrev det bag øret. For idét hun skilte læberne for at stille flere spørgsmål, blev hun afbrudt af Odette, der selv rejste sig for at se hende ud, og det gik op for Saga, at det nok godt kunne vente. Det var nok også begrænset for, hvor meget og hvad hun kunne få ud af vampyren. Hun virkede ikke til at vide meget mere end alment.
Så Saga nikkede blot set til hendes udtale om, at det nok skulle gå. Lod det ligge. For nu. Der var trods alt noget lidt andet, der krævede opmærksomhed.

Hendes intense blik blev liggende mod skaftet i en stykke tid mere, før de atter fandt tilbage til Odette. Hun fremstod så ukomfortabelt. Det var en ting, hun havde lagt mærke til fra starten. Fornemmelsen af en lille forsigtig mus. Var det objekt skyld i det? Eller var det bare effekten af smerterne, hun havde været igennem med solen? ”If you don’t have a closed off glass case for it,” sagde hun samtidig med at hun drejede hovedet tilbage mod køkkenet. Hun lænede sig en tand bagud for lige at skifte synsvinkel og dermed bedre kunne få et indblik i, hvad der var til rådighed ude i det. ”Place it in the microwave oven. You’d be surprised how well a human invention for convenience works as a slight blockage. Just don’t accidentally microwave it.”

Det var virkelig ikke nødvendigt at bukke eller neje for Saga. Hun var virkelig ikke af høj nok rang. Og så var det ikke længere æraen for den slags. ”Don’t thank me yet. I still don’t know if I can actually do anything.” Alt hun havde gjort var at give vampyren et ‘måske’ og et par dråber af hendes blod.
Saga lod sig så blive eskorteret mod døren. Hapsede lige sin jakke fra køkkenet, da de passerede og ved at holde sin hånd mod kosten, hun havde stillet nær, fandt den selv hen det sidste stykke hen i hendes greb.