Athena
Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.


Athena regionen: det bedste sted for alle overnaturlige og alle mennesker i verden
 
IndeksIndeks  SøgSøg  TilmeldTilmeld  Log indLog ind  
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Tidslinje

År: 2020
Årstid: Sommer
Måned: August

Fuldmåne:
3. August
Nymåne:
19. August
Latest topics
» What a brutal murder (Fortidsemne)
Ora pro nobis EmptyToday at 12:22 am by Odessa

» Is it really you? - Yakov (fremtidsemne)
Ora pro nobis EmptyToday at 12:19 am by Yakov

» Doctors make a lot of money...right? (CW)
Ora pro nobis EmptyYesterday at 11:44 pm by Caine Rothwell

» Well hello there!
Ora pro nobis EmptyYesterday at 9:14 pm by Xilla

» For which you cannot atone
Ora pro nobis EmptyYesterday at 9:08 pm by Michael

» On the run
Ora pro nobis EmptyYesterday at 8:52 pm by Theia

» Finally a break
Ora pro nobis EmptyYesterday at 8:50 pm by Damien

» Time for a break
Ora pro nobis EmptyYesterday at 8:42 pm by Alexei

» When and where am I? - Michael
Ora pro nobis EmptyYesterday at 8:32 pm by Alexei

Top posting users this month
Giselle
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Lenina
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Michael
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Jael
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Caine Rothwell
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Alexei
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Manuel
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Heather
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Jonas
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Elion
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Statistics
Der er i alt 300 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Mowgli

Vores brugere har i alt skrevet 46649 indlæg in 3244 subjects
Top posters
Tidus
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Lilith
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Niklaus
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Freya
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Razor
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Reign
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Joy
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Luca
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Cassandra
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 
Avila
Ora pro nobis EmptyOra pro nobis 9688_210Ora pro nobis Empty 

 

 Ora pro nobis

Go down 
ForfatterBesked
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyOns jan 01, 2020 9:27 pm

Forbeholdt til @Mortas Romulus


Time: kl. 22:50
Place: En forladt og oldgammel stenkirke i udkanten/nær Satan's Kingdom kirkegård - tilholdsted for The Chuch og Ressurrection
Weather: Nattens mørke har lagt sig dybt og trods himlen er skyfri og stjerneklar, hænger der en omklamrende luftfugtighed i området.

_______________________________________________________________________

Hængslerne, så hærdet af al slags vind og vejr, peb beklagende og skingert og blev kun afbrudt af metal der ramte ind mod metal og fik hegnet til at vibrerer så sagte. Den låste låge var ikke længere låst, men gerningsmanden med sin usynlige nøgle havde forladt den til at stille og organisk svinge åben og blive lukket igen, som vinden blæste og tog af.

Gummistøvlerne svuppede, som de traskede henover den mudrede plæne. Det var koldt, men det var endnu ikke koldt nok til at have frosset dagtimernes tunge regnfald til sne eller hagl, så frem for at dække kirkegården med et lag af hvidt, var den nærmere blevet oversvømmet med større pøle af vand hist og her og den konstante fare for at glide på det våde græs. Men med de grå regnskyer borte fra aftenhimlen var stjerner klarer, som havde regnen vasket jordens atmosfære ren for beskuerne, der kiggede op. Luftfugtigheden var dog stadig høj nok til at lægge sig som en kvalm følelse mod huden.
Den lille heks vandrede med en sikkerhed i sine skridt. Tværs igennem de mange gravstene. Passede forbi de utallige hellige symboler indgraveret i dem for ikke at lade sig blive tunget ned af dem. Hun havde gået længe, før kirken kom til syne. Længe nok til, at hun så småt kunne mærke syren i sine lår af anstrengelsen i musklerne. Mørk. Og forladt.
Vinden legede med det kort hår og kildede hende i nakken, idét hun drejede hovedet for at se sig tilbage. Der var ingen at se, men hun følte sig ikke alene. Det var tvivlende at tænke, at nogen ville føle sig alene et . sted som dette. Omgivet af døde og rådnende rester af dem der før var levende.

Ubehaget skyllede ind over hende så snart, at hun møvede sig igennem den vægtfyldige dør. Kirker, forladte eller ej, var ikke stedet for nogen som hende. Helligdommen synes aldrig at falme helt. Det satte sig i hendes hals, tvang hende til at synke. Det var som om noget havde lagt sig og trykkede mod hendes brystkasse.
Lugten var det næste der fangede hendes opmærksomhed. Hun havde knap nok taget de første par skridt ind i den tomme kirkesal, før stanken af død bed hende i næsen, som hang den i de mange revner af bygningen. Selv i kurverne af de guddommelige skulpturer. Hendes øjne skøjtede rundt. Selv op ad mod det høje loft, men der var ingen tegn på andet liv end hende selv. Hvis hvad hun ledte efter overhoved kunne kategoriseret som i levende live. Fokuseret gled tungespidsen henover læberne. Hun kunne lige akkurat høre sin egne rolige vejrtrækninger i den brillante akustik, så stille var der. Så klikket, der lød dybere inde fra kirkesalen et sted, lød pludselig meget højt.

Saga havde nær gispet af forskrækkelse, havde hendes hjerte ikke straks søgt op i halsen på hende og dermed gjort hende stum. Blikket havde søgt mod lyden med det samme men med runget havde det ikke givet hende en præcis retning. Den første kutteklædte kom frem i kanten af hendes synsvinkel. Og efter den fulgte den næste, men før blikke nåede at blive løftet til at afsløre hendes tilstedeværelse, havde hendes fødder båret hende ud af syne om bag en større søjle.
Det begyndte at summe i kirkesalen. Der var ingen decideret snak. Bare uklare, mumlende lyde og noget der mindede om menneskelige grynt. Det var deres bevægelser og skridt der larmede mest, og stående med ryggen mod søjlen kunne hun kun forestille sig mængden, der ankom. Hendes hjerte bankede på livet lås over chokket. Hun ville have været naiv, havde hun forventet at finde stedet fuldstændigt øde, men hun havde håbet på mere mulighed for at undersøge kirken.
Forsigtigt sneg hun sig et kig fra sit skjul. Kutteklædte alle sammen. Hun kunne ikke se nogle ansigter. Bare skikkelser af samme silhuetter. Der var flere dusin, måske tre. Måske fire. Hun søgte ned af sig selv, og hun tog så et valg. Lydløst løftede hun sin kappes hætte over hovedet, og dens dybde skjulte hendes ansigt præcis som mængden. Og så i takt med de resterende rumsteringer, gled hun fra sit skjulested og begravede sin uberettigede eksistens. Ubemærket.
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyTors jan 02, 2020 2:45 am

Stunden op til den aftenlige messe var ganske særlig. Salen var tavs som graven, men samtidig hang der en forventningsfuld sitren i den kølige luft, som takket være bygningens ringe tilstand sivede uophørligt ind gennem adskillige mursprækker. Lyden af de flertallige fodtrin sendte ekkoer ud i det højloftede kirkerum, men de forstummede hurtigt og blev på ny erstattet af en summende stilhed. Få kutteklædte skikkelser bevægede sig dog stadigvæk rundt i den dunkle sal med dovne skridt, hver i besiddelse af en halvtom æske tændstikker. Et efter et tændtes vokslysene, og den varmtonede belysning spredte sig i de før mørke omgivelser.
Den ene sygeligt blege og magre kvinde havde nær vadet direkte ind i siden på det forbipasserende individ, der umiddelbart var opstået ud af det blå. Hun fremstod særdeles forfærdet og tyssede straks efter lettere hidsigt på vedkommende, skønt de intet havde sagt. Are you insane? Mass is about to begin. Hurry up and find a spot to sit!” hvislede hun ud igennem sammenbidte tænder i et åbenlyst nervøst tonefald. De resterende medlemmer fandt fluks deres vanlige pladser på de rygløse bænke, som var opstillet på ræd og række foran det veloplyste podie med en talerstol plantet i centeret.
En tung egetræsdør til højre for alteret gik knirkende op og ud trådte en høj, noget intimiderende silhuet. Ibensorte klæder i form af en pavedragt omsluttede denne mands kantede krop, og de handskeklædte hænder røg galant til vejrs, så snart han havde indtaget sin position på podiet. Som de atter sænkedes, tegnede han et kors med to fingre i midten af sit bryst. “In the name of the Father, and of the Son, and of the Holy Spirit… Grace to you and peace from God our Father and the Lord Jesus Christ,” citerede han højtideligt, mens hans kontrastfarvede øjne årvågent gled rundt på alle de fremmødte tilhængere. Der var dog en bestemt sjæl i mængden, han lod sit blik hvile på blot et par sekunder længere end nogle af de andre. Hætten syntes at være trukket noget mere omhyggeligt ned over dennes ansigt. Et diskret smil trak kortvarigt op i præstens ene mundvig, inden han løsrev blikket og drog en langtrukken, spirituelt rensende indånding. “Do you know who the upright of heart are? They are those who wish what God wishes. Therefore, do not try to twist God’s will to your own but correct your will to that of God. The will of God is a rule of conduct. By it you have the means of being converted and of correcting your evil ways.” […]
– Omtrent femogtyve minutter senere –
Den mørkklædte kultleder holdt en kunstpause og placerede under denne hænderne på den lakerede talerstol. “Rise from your seats, brethren. Let us pray.” Gudstjenestens deltagere fløj nærmest op fra deres pladser, forinden de enstemmigt fremsagde bønnen. Det foregik foruroligende fejlfrit som om, de stod og læste højt fra en salmebog. Alles blikretning var dog skarpt vinklet op mod den ominøst udseende leder, der var stemt i med sin egen dybe røst.
– Yderligere tyve minutter har passeret –
“Go forth, the Mass is ended. Sadly, I’ve got no time for confessions this evening. I have some… rather important matters to tend to,” bekendtgjorde han, nøjagtigt som han søgte den mistænkelige gæst med øjnene igen. Det malede ansigt var lagt i alvorsfulde folder, og han blev tålmodigt stående oppe ved alteret, afventende et skift i fokusset, og at den store sal blev blot en smule mere affolket. Med hans adstadige gang, begav han sig forholdsvist langsomt over mod det ukendte væsen. Hans gennemtrængende blik var fikseret på denne person hele vejen, men alt han egentlig behøvede var at følge færten af… heks.
Præsten tårnede sig over, hvad der formentlig var en kvindes, sølle 165 centimeter. Han rømmede sig abrupt og højlydt i et forsøg på at drage hendes blik op imod hans. “Despite what you seem to think… this here is not meant for public viewing by random passer byers. It usually requires an invitation. The least you can do is show your face, witch,” adviserede Mortas i et afdæmpet toneleje og skævede diskret ud til hver side. “A church is no place for an unholy creature like yourself; so, state your business or leave the premises immediately. If you wish we can speak privately in my quarters.” Forslaget blev fulgt af en pegende gestus i retning af døren, han tidligere var gået ud ad.
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyTors jan 02, 2020 10:32 am

Det var lige ved at lugten var for meget for hendes sarte næse, og hun kæmpede imod en trang til at holde sig for næsten. Det var en så overvældende lugt af død. Den slags lugt man aldrig ville kunne skrubbe sig ren fra, om man så skrubbede sig helt fri fra sit hudfængsel for at gøre plads for nyt at vokse frem. Men så hun bort fra dunsten i kirkesalen, var det noget af en oplevelse. Og hun følte sig alt andet end velkommen, der iblandt de mange levende døde. Ikke så underligt, at hun tiltrak uønsket opmærksomhed fra præstens besynderlige blik.

De gange, hvor Saga fandt muligheden for det, løftede hun hovedet nok til lige akkurat at kunne se ud fra sit hætteskjult for at danne sig et billede af tjenesteføreren. Det var gribende, sådan som han talte og sådan som han ført sig hen. Svang med sine arme. Så omkring. En hver omkring hende var som i en trancelignende fokus. Rettet mod ham. Han var et centrum. Men hun overskred ikke sine chancer og sænkede altid hovedet lige i tide til at ikke at blive set.
Med hætten sænket var det nærmest kun hendes mund, der rigtig var synlig, særligt fra højden som præsten stod steget over hende og alle andre. Og som bønnen bød afslørede de blegrosa læber hendes malplacering. De kendte ikke ordene og var derfor stillestående. Hun forsøgte sig ikke engang. Hendes forsøg ville bare gøre det endnu klarere, at hun ikke var en af de forsamlede. Det eneste hun kunne, var at håbe at de kutteklædte på rækken foran hende kunne holde hende gem med deres bredere skuldre og højere størrelser, så hendes stumme strube ikke var til at lægge for meget mærke til. Det samme gjaldt hendes tungere vejrtrækninger. Hun følte sig bestemt ikke tilpas.

Det var derfor heller ikke helt underligt, at hun så sit snit til at komme væk idét messen gled til sin slutning. Hun rejste sig med de andre. Gjorde sig så lille og uset som muligt, mens hun prøvede at snige sig mellem mængden. De begav sig nok alle i den modsatte retning af hende, men med lidt held ville hun kunne nå døren ud uden at-…
Saga stoppede med det samme, at hun hørte den ru stemme blev klaret blot få skridt bag hende, og hun drejede sig først halvt om for at kigge ind i den sorte prædikekåbe. Søgte hun hans ansigt, ville hendes eget være for meget i syne. Men til trods for at det havde givet hende endnu en forskrækkelse var hendes bevægelser alle sammen rolige og kontrollerede. Han vidste, hvad hun var. Han vidste, at hun ikke hørte til.
”I was made to believe that the church was empty and unused. And it was when I had just arrived,” afklarede hun med en sagte og mild stemme, før hendes blik, som hans, gled omkring dem. Søgte de andre messedeltagere. Det var ikke smart af vise sig med den fulde befolkning. Var de, hvad hun troede, bekymrede det hende, hvad primitive og instinktstyrrede sind ville gøre ved tilstedeværelsen af en fremmed.

Men som præsten havde lagt frem for hende, så var det mindste, hun kunne være, at trække hætten. Så efter at have vendt hele sin front mod ham, bar hun en hånd op for at fjerne den fra sit hoved. Rystede håret lidt ud per automatik og mødte endelig hans malede ansigt med sine intense øjne. Hun så så lille ud stående der foran ham, men hun udstrålede ikke den samme fornemmelse. Ryggen var hverken for ranket af hovmod eller krybet sammen af usikkerhed.
”I first thought this to be a coven of my kind meeting here, being so close to witching hour. So, I chose to stay… For appreciation. The robes would have convinced me if it wasn’t for the smell of death that lingers.” Det var velorganiserede løgne, der dansede af hendes tunge. Og hendes følelsesneutralitet hjalp dem på vej til at lyde som sandheden.
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyTors jan 02, 2020 9:52 pm

Heksens fejlagtige forsøg på at snige sig ubemærket ud derfra var ikke gået upåagtet hen. Mortas trådte roligt et skridt nærmere for yderligere at formindske distancen mellem dem. Han sugede de allerede lettere hule kinder en smule ind i en skeptisk mimik, inden han slog et lavmælt smæld med tungen. Mistroen radierede tydeligt ud af de indsunkne øjne. “I see… how very unfortunate,” konstaterede han henkastet og lod ubehagelig åbenlyst sit blik glide nedover hendes smalle krop. Det endte dog atter fæstet på hendes nu blottede, ganske nydelige ansigt. Han drog et overflødigt suk, før læberne skiltes ad. “Well, I can certainly assure you no witches frequent here. As I previously stated, this is not a place f-…” Et øredøvende, dødsskræmt skrig ringede ud i den halvtomme kirkesal efterfulgt af en lavine af paniske udråb. “He bit her! He fucking BIT half of her face off! Help! Det bævrende råb om hjælp kastede et ekko op gennem det hellige bygningsværk.
Et rimelig kaotisk udtryk tegnede sig i ansigtet på præsten, men han formåede at underspille det og holdt sig forbavsende velbehersket. “Listen, you all know the procedure. Remain calm, please – and you two, barricade the main entrance,” dirigerede han og mødte kortvarigt to af de mere robuste tilhængeres blikke, som med det vons adlød og fik sat en halvrådden, tung bjælke i spænd foran den brede hoveddør. “Stranger, you know how to heal, yes? Would you mind lending me a ha-…” Endnu en gang blev han afskåret men af noget andet end blot ord. En yngre herre, også klædt i en af de sorte kutter og i komplet vildrede, nærmest snublede op ad trapperne, der førte niveauet længere ned til den underliggende krypt. Hætten var nede, så der var fuldt udsyn til det blodtilstænkede ansigt. En trop på tre fulgte lige i hælene på ham, hvoraf to greb en anelse fjumret, men hårdført fast i hver deres overarm på den undslupne muerto. Det pinefuldt oprørte individ vred sig ubønhørligt i de andres favne.
“Contain yourself, Peter. Do you realize what you have done? I’m afraid I have no other choice but to-” fremsagde Mortas men blev vældig ubehøvlet afbrudt af syndebukken, der pludselig syntes at være vendt tilbage til realitetens verden. “NO! No, not solitary. I will take double the amount of any other punishment! I beg you! Blikket i den unge mands øjne gav et klart indtryk af, præcis hvor rædselsslagen og dybt ulykkelig han var. Kultlederen ignorerede dog dette fuldt ud og lod til at være mere oprevet over, at han var blevet stoppet midtvejs i sin sætning. “You will be spending the next week in solitary confinement. That should give you plenty of time to pray your heart out, begging the almighty Lord for forgiveness,” fastslog han og drejede nonchalant hovedet væk fra den hysteriske muerto, som samtlige af de tre andre medlemmer i fællesskab måtte trække med tilbage ned bagerst i kryptens afskrækkende dyb.
Et anstrengt suk fik den dystert klædte præsts brystkasse til at hæve sig markant, men det blev ikke til mere end højst tredive sekunders pause, før en rødhåret, middelaldrende kvinde dukkede op nær hans ene side og rettede et bekymret blik op mod ham. “Father, it’s Riley… she’s bleeding quite profusely,” meddelte hun med de spinkle skuldre trukket anspændt op om ørerne. Mortas skævede hen på heksen med alvorligt rynkede bryn. “You better join us.” Det lød nærmere som en ordre fremfor et tilbud. Budbringeren af den dårlige nyhed førte tøvende lederen, og forhåbentlig den ukendte gæst, i retning af det sårede individ.
Det var et yderst grufuldt syn, som mødte en nede i den fugtige krypt, der umiddelbart så ud til at bestå af et utal af uendelige gange. En muerto i første stadie sad på kanten af et vakkelvornt bord med lavthængende hoved. Underkæben var blevet fuldkommen dislokeret og hang ligefrem løst i den ene side, hvorfra ildelugtende blod flød ud fra det store, gabende hul i kinden. Den forpinte sjæl forsøgte grådkvalt at forklare hændelsens forløb, men det eneste, der kom ud, var uforståelige, gurglende lyde. Såfremt den mørkhårede heks var fulgt med, vendte han sin opmærksomhed over på hende. “Do you happen to know of any spells able to numb pain? This is going to be quite… agonizing, I’m afraid,” vurderede han i et dæmpet toneleje.
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyFre jan 03, 2020 12:26 am

Postyret var den perfekte distraktion. Den perfekte afledning af hans opmærksomhed. Hun havde ikke tøvet med at dreje omkring, så snart at skriget og opråbet havde fanget fokus. Der var ingen små hint af dårlig samvittighed - hvis nogen samvittighed overhoved - over at bare forlade den tårnende præst i midt-samtale. Hendes skridt var strøg fluks over kirkegulvet, dog uden at sætte i løb, og det ville virkelig havde været det perfekte tidspunkt at tage sin afsked, havde hendes enes udgang ikke blevet blokeret efter sølle tre, fire skridt mod den. Hendes blik fæstnet på bjælken, velvidende at hun ikke ville være i stand til at løfte den fra oldtids-låsemekanismen. Ikke uden at løfte den manuelt, og hun havde allerede gjort hold igen, så snart hun havde set og hørt barrikaden falde. Den låste ikke nogen ude. Men i stedet måtte den holde nogen inde.
Det tog hende en kort stund, før hun lod sig reagerer på Faderens tilbagevendte opmærksomhed. Hun følte en underlig fornemmelse af handlingsbegrænsning. To gange nu, havde han fanget hende i at forsøge at liste væk. To gange havde det mislykkedes hende. Og selvom den eneste ubehag, hun følte, kom fra det pure faktum, at hun befandt sig i hellige omgivelser, så kunne hun heller ikke helt ignorere den næsten gennemtrængende mangel på tryghed. ”I migh-…”
Peter. Saga havde allerede vendt sig det meste af vejen tilbage omkring, men hendes øjne fandt kun mod den navnløse prædiker i et splitsekund, før de straks skød forbi ham og i stedet faldt på en vildfaren af de kutteklædte. Hendes ansigt sagde ikke meget. Det var hendes vejrtrækninger der tog effekten af det snigende chok. Hoppede ujævnt en enkelt gang. Hun følte ingenting. Intet i de desperate øjne på manden aktiverede noget inde i hende. Firetredve årtier og stadig skulle dét påvirke hende?

Øjnene blinkede og hovedet drejede atter til siden. Hagen løftet igen netop nok for at kunne se det sorte og hvide ansigt og lige tidsnok til at se ham skæve mod hende. Havde hun andet valg? Kursen blev sagt, og Saga var nu den til at skæve tilbage mod døren, før hun i sidste ende fulgte trop.

Krypten stank endnu værre end kirken. Lugten af død og forrådnelse var så meget tykkere og den hæftede sig nærmest til fugtigheden. Hendes ene hånd blev hævet op til hendes ansigt for at presse kappens stof ind mod næsen i et mildt håb om at mildne lugten bare lidt. Hendes rolige skridt var da blevet en smule mere fortrydende, som hun nåede de sidste trin og pludselig var omgivet af noget mere lukkede omgivelser end i kirkesalen. Observerende øjne fløj omkring. Men så kun for at afslutte på det stakkels, klynkende kræ. Og hun sank.
Det var grotesk, og hun kunne mærke noget af sin egen farve forsvinde fra hendes ansigt pga. foragt. Der var ikke længere nogen tvivl om, hvad disse individer var. Rygterne havde talt sandt.
”I have… something I can do for her,” svarede hun lavmælt, dog uden at tage blikket fra kvinden, som var hun enten for skrækindjagende eller for opsigtsvækkende. Det var ikke helt til at sige. Forsigtigt fjernede hun dækket fra sit ansigt og blev mødt af den forfærdelige lugt igen. Hun tog et glimt i præstens retning for at sikre sig hans position, før hun trådte frem. Det var en modbydelig skade, der fik hende til at krumme sine bryn. Stående der foran kvinden, rakte Saga elfenbenshvid hænder frem fra kappens svøbt som havde hun tænkt sig at kuple hovedet i dem. Undersøge skaderne. Men hænderne stoppede, idet hun så til siden på den enorme mængde blod, der lå som en pøl på bordet ved kvindens side. Den lille heks var ikke glad for at være så tæt på disse vandrende døde. Ligemeget hvor rolige de var. Ja, næsten menneskelige.

Saga placerede en ren hånd direkte ned i det beskidte og kontaminerede blod på bordpladen, fik hele bordet til at vippe faretruende og tvang hendes anden hånd til at tage støttende fat i den, samtidig med at hun lænede sig millimeter frem og førte den blodiggjorte hånd mod muertoens ansigt. Med en tommelfinger tegnede hun den første streg i hendes pande og med langfingerens spids blev en tilhørende bue malet. Fermt og erfarent. Hele hånden holdte hun henover symbolet i ikke mere end et par sekunder, hvorpå et svagt skær nær håndfladen aktiverede magien. Ingen ord forlod hendes strube.
Kvindens hoved blev kastet tilbage af et usynligt tryk og resten af hendes krop faldt paralyseret sammen. Øjnene lukkede.
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyFre jan 03, 2020 10:57 pm

Nysgerrigheden var udtrykkeligt malet i præstens øjne, da han trådte et enkelt skridt bagud for at frigive noget plads til heksen. Det allerede lystonede ansigt syntes at være blevet endnu blegere, men han sagde intet, som han opmærksomt fulgte med i hendes bevægelser fra sidelinjen. Lige fra hånden i det mørkerøde, tjærelignende blod til de fingernemme strøg mod panden. Han undgik fuldkomment at blinke for at få hver detalje med. De overmalede bryn rynkede sig en kende uroligt ved synet af den tilskadekomne muerto, som brat kollapsede på bordpladen efter besværgelsens virkning var indtrådt. En eller anden effekt havde det tydeligvis haft, men han forholdt sig stadig en smule skeptisk, for om det var den ønskede, kunne han ikke umiddelbart vurdere.
Mortas lod sit blik hvile på den stumme heks og så utrolig tænksom ud, dog fik han kort efter løsrevet sig igen og rettede synsvinklen mod den nu paralyserede muerto. “I assume that did the trick? Well, we’ll soon find out, won’t we...” sagde han, mumlende, og gav sig i kast med at rokere lidt rundt på den afmagtede krop, så den unge kvinde kom til at ligge bedre positioneret i forhold til ham selv. Han trak handskerne af de bredryggede hænder og placerede dem under den ene armhule, forinden han tog forsigtigt fat i den blodige underkæbe; rykkede den prøvende frem og tilbage, før han rimelig uskånsomt fik sat den i hak. Endnu med hænderne plantet imod det skamferede ansigt aktiverede han sin helende evne, der som sådan ikke udsendte nogen synlige tegn, andet end den halvt afrevne kæbe langsomt blev hæftet på plads. Selv kinden begyndte så småt at trække sig sammen og efterlod kun ganske sparsomt arvæv. Tårerne havde strømmet ud af de lukkede øjne, men om det var fra helingen eller de tidligere smerter var uvist. I det mindste havde hun ikke rørt så meget som en muskel.
“Go fetch some of the others and move Riley safely onto her bed. Poor soul. She needs the rest,” bad han den rødhårede kvinde, som fluks nikkede forstående og lydigt forlod dem for at opsnuse endnu en hjælper. Efterladt i kryptens forlokale, med det eneste selskab værende den ubudne gæst samt det bevidstløse kultmedlem, vendte han de kontrasterende øjne ned mod troldkvinden, hvorpå han tog sig tid til at studere det ukendte ansigt. “I... thank you. I may not approve of what you are but at least you were kind enough to help someone in need.” Præsten vippede let hovedet forover i et anerkendende nik. Det gennemtrængende blik forlod hende ikke på noget tidspunkt, men var vagtsomt fikseret på den blå iris. Et nøje målt skridt blev taget i retning af heksen for at reducere den allerede korte afstand yderligere. “Remind me; you mentioned something about a coven? Assuming you spoke truthfully… this seems like a rather odd meeting place for a group of witches… you know… given your people’s history with the church,” ytrede han sagte, mens han diskret, men sigende lod blikket glide hen på væggen, hvor skæret fra de tændte vokslys dansede livligt og dannede mørke skygger af præsten og den navnløse heks. Uden at flytte øjnenes fokuspunkt skilte han de smalle læber ad for at lade et suk passere, før han udslyngede følgende ord i et køligt tonefald. “Tell me… what did you really hope to accomplish here tonight?”
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyLør jan 04, 2020 4:51 pm

”Curiosity.” Måden ordet forlod hendes mund gav på sin vis udtryk for, at hun ikke havde planer om at sige andet eller give et mere uddybende svar. Umiddelbart så den evigt mindskende afstand mellem dem ikke ud til at gå den lille heks på. Ikke andet end at hun blev nødsaget til at løfte hagen lidt mere for at hendes blik stadig kunne nå op til hans ansigt. Han var intimiderende, ja. Som så han altid ned på en fra en højere plads i hierarkiet lige meget, hvor i hierarkiet han egentlig stod. Men han var ikke en trussel. Han havde hende ikke fået hende trængt op i en krog.
”I agree with you, it would be very odd. That’s what ultimately drove me to stay and not immediately leave. I probably wouldn’t have been greeted as kindly had it been a coven, though.” Hendes øjne lå på ham for en stund længere, inden de søgte hen til bordet med den paralyserede kvinde, hvorpå hun blev mindet om det ubehag, hun havde følt, som præsten havde gjort sit. Kvinden havde grædt og bare synet af tårerne, havde frosset Saga fast i sit sted. Hun havde bare stirret med et mildt forvrænget ansigt. Det havde været forstyrrende. Og selv nu, var det til at fornemme, at hun ikke længere var ved bevidstheden til trods for at paralyseringen ikke havde gjort andet end at fjerne kvindens egen kropslige kontrol.

Saga trådte først et skridt bagud og passerede derefter den hellige Fader, undgik at have ham stå mellem sig selv og trapperne op. Og som hun havde sikret sig ryggen vendt mod ham, trak hun sine hænder fri fra kappen igen. Den ene håndflade var malet rød af blodet, og hun behøvede hverken at lugte til det eller se nemmere på det for at vide, at der var noget ikke helt rigtigt ved det, og hun ventede ikke længe med at tørre det af i kappen med en nonchalant bevægelse.
Hun burde nok egentlig ikke forholde sig så roligt som hun gjorde. Hånden holdte hun tilbage ud for sig og greb ømmende omkring håndleddet. Gned det. Hun huskede stødet, der var blevet sendt tilbage igennem hele hendes arm, da hun havde aktiverede magien. Den sad stadig og summede i nerverne. Og både hendes lillefinger og ringfinger var lige så lammede og ubrugelige som kvinden på bordet.


”What kind of place is this?” spurgte hun endelig, stemmens lydniveau og kraft hævet et par grader for at fange hans opmærksomhed tilbage, havde det lykkedes hende at miste den. Armene lod hun falde tilbage ned langs siden og skjulte den betalte pris. Hendes øjne søgte først og fremmest mod loftet - meget lavere end det kirkesalen, var bygget med - og strøg efterfølgende i en buge indtil hun så på præsten igen. Kroppen kun drejet halvt i hans retning. ”Other than an old church. I mean.. none of you are actual living people anymore. Less so than vampires.”
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptySøn jan 05, 2020 6:17 pm

Mortas lagde et lydhørt øre til heksens besvarelse af hans spørgsmål og lod for et øjeblik tankerne dvæle ved de afrundende ord. Monstro hun var udstødt? Han lå ganske vist ikke inde med megen paratviden, når det kom til heksesamfundet, men han var dog bevidst om, at de var langt stærkere, hvis de var en del af disse forsamlingsgrupper. Hvorfor ville det være noget, man frivilligt gav afkald på? Såfremt det overhovedet havde været af egen vilje.
Et eftertænksomt blik blev kastet i retning af troldkvinden, og med vældig nøjsomhed fulgte han hendes færd dybere ind i krypten, alt imens hans hænder atter blev iført handskerne. Ikke længe efter blandede lyden af hans tunge fodtrin sig med hendes. Det gik ikke, at hun uledsaget stødte på noget, der ikke var tiltænkt en uønsket gæsts øjne. I begyndelsen holdt han sig blot på afstand, gående i et uendelig langsomt tempo, men hans tilstedeværelse var fortsat lige så ildevarslende, som havde han marcheret trampende afsted. Den allerede trykkende atmosfære nåede bristepunktet og syntes nærmest kvælende, da heksens, formentlig utiltænkte, fornærmelse havde forladt hendes strube. Arrigskaben gnistrede faretruende ud af øjnene på ham, og han var af ren automatik stoppet op i sin gang. Skridtene, der før havde været omhyggeligt velovervejede, var nu hastfulde og tydeligt motiveret af en bagliggende vrede.
Allerede inden han var kommet på nært hold, skød en handskeklædt hånd frem som en slange i angreb og lukkede sig om en god mængde hår. “You play a dangerous game, little witch. Han strammede grebet om hendes ibensorte lokker. De fine nakkehår strukket til det yderste. En lettere hidsig udånding krøb ud nær hendes ene øre, kort efter han havde fået positioneret sig bag hende; sin front hvilende mod hendes ryg. “I’d advise you to be very careful when choosing your next words…” Den mørke røst klamrede sig nærmest til hendes baghoved, og han knugede fortsat hårtotterne i forsøget på at øge chancen for at hive nogle strå med ud.
Fingrene slappede endelig af, idet han brød den fysiske kontakt og lod håret gå frit. Dog veg han ikke meget længere væk fra hende end et halvt skridt og blev stående bagerst som en varslende skygge. “And do not try any of your tricks on me. The second you lift those nimble fingers of yours…” Præsten fortiede og afsluttede aldrig sætningen, men det hungrende blik fikseret på væsnet foran sig talte sit tydelige sprog. Blood driven magic… such foulness. It’s still not clear to me why a devil-worshipper like yourself would even dare to soil the holy grounds of a church… but I cannot ignore the obvious threat you pose,” sagde han bittert og lagde absolut ikke skjul på sin åbenlyse irritation over hendes eksistens. Hun var vanskelig at læse, og hendes ukendte intentioner var mildest talt frustrerende. Det ville være for dumdristigt at angribe hende yderligere, før han havde fået dannet sig et mere detaljerigt billede af denne heks. Helt uagtsom kunne han dog heller ikke tillade sig at være.
“Do not interfere with sacred matters that you have no insight into. This here is far greater than your impure mind could ever comprehend.” Det lød som en trussel, og sådan var det vel også tiltænkt. Mortas borede de kontrasterende øjne ind i hendes, og for en stund lod han blot sekunderne tikke uden videre handling. Et uventet smil tegnede sig om hans mund; anstrengelsen gemt bag den høflige, påtagede grimasse. “Why don’t I… escort you out. I’m sure you’re awaited at home by someone special.”
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyTirs jan 07, 2020 9:42 am

Saga både så og hørte ham storme frem mod sig, men der var ingen chance for hende at nå at reagerer på det, da hans hånd strakte sig frem mod hende, og hun var forsvarsløs mod at blive grebet. Dog frem for at hvine højt og skingert og pinen, det gav at blive revet så nådesløst i håret, så var hendes lyd mere som et råb af både smerten og forskrækkelsen, der hurtigt blev holdt tilbage bag sammenbidte tænder og erstattet af mere sagte, beklagende lyde. Det havde føltes som om, at hun ville vælte tilbage, men takket være hans pludselig kropslige nærhed, var fornemmelsen kun en kortvarig oplevelse. ”Urg..!” Automatisk var hendes hænder blevet løftet op til, hvor hans handskebeklædte hånd havde lukket sig i et jerngreb i et forsøg tankeløst forsøg på at få ham til at slippe. Eller i det mindste for at redde sin hovedbund.
Hans advarsel lød som en slange, hvislende i mørket. Og havde hendes ansigt ikke allerede været fortrukket i en smertende grimasse, havde hendes væmmelse om, at have hans ånde så tæt på sin næse, være til at se. Præsten stank allerede af død. Men hans varme ånde var som rådnende kød.

Det var sådan en befrielse, da han endelig gav slip og allerede før, at han selv trak sig, skyndte hun sig et par hurtigere skridt frem og på afstand af ham, før hun drejede sig halvt tilbage i hans retning. Et noget misfornøjet udtryk i hendes ansigt. Det levende hjerte bankede i hendes brystkasse. Hun havde ikke forventet sådan en hårdhændet behandling fra præsten. Ikke over noget så simpelt som et par filterfrie ord. Og der havde bestemt været en lettere overmenneskelig styrke i hans tag. Hun var bestemt mere på vagt nu.
”Perhaps you shouldn’t think so lowly about blood magic, Father. As close to the dark acts and as taboo it might be… and though I am not quite sure of what you are – or have become – your existence is clearly involved with much more foulness than what I practice.” Hans smil var så malplaceret hans ellers så hårde ansigt, at det fik en kold dråbe til at løbe hende ned langs ryggen. Hun havde ikke forventet en sådan anstrengelse for facade fra hans side. Han havde trods alt ikke været sky for at vise hans sande mishag omkring hende.

Stående lidt i usikkerhed om, hvorvidt det overhoved ville være en god idé for hende at vende ham ryggen igen, vovede hun at tage det fastholdende væk fra ham, se sig tilbage ad gangen. Og så tilbage på ham. Der var ingen tvivl om, at han blokerede hende fra at gå dybere. ”Yes. I have seen what I needed.” En løgn. Det var så meget mere, men det var blevet kompliceret fra samme øjeblik, at hun var blevet fanget i messen. ”But I won’t take you away from your important matter for longer. I remember the way out. All I ask is to have the barricade removed. Unless you want me to leave in another way,” spillede hun roligt, velvidende om, at dette ’rather important matter’ måtte have været ’hende’.
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyOns jan 08, 2020 8:53 pm

De flakkende lys, hvis gullige voks så småt var begyndt at dryppe ned på det forundrende renskurede stengulv, kastede fortsat forvrængede, mareridtslignende skygger op på de ujævne vægge. Ekkoet, eller nærmere den lydsvage fornemmelse, af den uvelkomnes bankende hjerte fangede kultlederens opmærksomhed. De malede næsebor udspilede sig et par gange, meget lig en sulten ulv, som netop havde fået færten af sit kommende måltid. Var det lugten af adrenalinhormoner, han kunne genkende? Et insisterende skridt blev taget i retning af hende, da hun åbenlyst forsøgte at skabe noget distance mellem dem.
“My existence may have brought pain and suffering into the lives of not only I but my devoted followers as well… but the intention behind it is not foul nor corrupted. Remember pain, sorrow, and suffering are but a kiss of Jesus – a sign that you have come so close to Him that He can touch you.” Endnu et par skridt fulgte for at mindske afstanden yderligere, og han sendte hende undervejs et lettere arrogant blik for at lade heksen vide, hendes ord ikke bar nogen betydning. Hans næse var dog rynket ganske svagt i irritation, men han formåede at underspille det, så det knap var til at bemærke. Den ubehagelige tavshed vendte unådigt tilbage og fik tiden til at gå smertefuldt langsomt, alt imens han undersøgende betragtede enhver ukendt detalje på hendes tildækkede legeme.

Lyden af dovne, slæbende fodtrin slog sprækker i den tyngende stilhed, kort efter Mortas nonchalant vendte hende ryggen og slentrede hen til døren, der ledte ud ad den dunkle krypt; men i stedet for at træde over tærsklen, strøg han forsigtigt en hånd hen over det slidte træ. Hængslerne knirkede advarende om, at den eneste udvej snart ville være forseglet. Den allerede sparsomme belysning blev blot forværret, idet et dybt, lavt bump rungede ud i det nu aflukkede forrum.
“Besides…” En uro under den yderste, mørke klædegenstand vidnede om, at han famlede rundt efter et eller andet. Klik. Den rustne lås i døren blev drejet om af en lige så antikt udseende nøgle. “…The greatest service man can offer to God is to help convert souls… and I am doing just that. Præsten skulede ominøst til heksen over skulderen, inden han atter vendte fronten mod hende.
“Your curiosity does not seem fully quenched yet… let’s hope it doesn’t end up killing the poor cat,” bemærkede han og havde svært ved at tilbageholde et overlegent smil, om end det hurtigt blegnede. Hvis den lille heks var så videbegærlig, var en rundvisning vel ganske velfortjent.

To muertos, den ene med de let genkendelige, røde lokker, dukkede endelig op for at hente deres endnu paralyserede kultsøster. Begge standsede dog i deres spor og skævede noget perplekse fra den uvedkommende til præsten. Tydeligvis forundrede over, at hun stadigvæk befandt sig i bygningen. “Father? What is sh-“ Mortas hævede en hånd op foran sig for stumt at tysse på dem.
“Do not worry your heads. Worry about your wounded sister. I’m simply giving our guest here a quick tour of the crypt,” forklarede han i en beroligende tone og stillede sig samtidig lige bag heksen. Veg hun ikke til siden, ville han lade en hånd krybe op på hendes skulder og give den et hårdt klem. “…I can ensure you that she will not be causing any disturbances.” Underforstående, nikkede de to kutteklædte medlemmer med hovedet, før de gav sig i kast med at få båret Riley bort.

Præsten fulgte dem roligt med blikket, indtil de forsvandt ind ad en sidedør. Hans hånd ville ikke længere hvile på den fremmedes skulder, men var derimod flettet sammen med den anden bag hans ryg. “I apologize if they seem strangely… fidgety. We haven’t had any dinner this particular evening. You know how hunger can make one rather agitated,” nævnte han en kende åndsfraværende og lod efterfølgende de gennemborende, sjælløse øjne glide ned mod kvindens ansigt. Han fugtede diskret, men grundigt læberne uden at fjerne blikket. “Shall we?” Til at begynde med, var det et uendelig langsomt tempo, han begav sig ned gennem hovedkorridoren i; Mortas ville nødigt risikere at miste hende til trods for, han kendte dette område som sin egen baglomme.

Den kvalmevækkende odør af råddenhed blev kun gradvist værre i takt med, man drog dybere ind. Besynderlige lyde ekkoede ud i de talrige gange. Kilden var uvis, men det lød mest af alt som en vedvarig, guttural stønnen – uanset hvad det måtte være, var det i hvert fald ikke menneskeligt.
Grebet af rastløsheden det uvisse medbragte, endte kultlederen med bevidst at sakke lidt bagud, så han vagtsomt kunne holde sit blik fæstnet på heksen. En hæs rømmen hørtes fra ham i et forsøg på at genskabe en form for samtale; eller måske det blot var for at aflede hendes fokus, efterhånden som de var kommet rigeligt på afstand af de andre mere… tilstedeværende muertos.
“I don’t think a proper introduction was ever given. What name do you go by, witch?”
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyTors jan 09, 2020 12:05 am

Der var alligevel noget godtroende i hende, der førte hende med mod døren. Blindt overbevist om, at det blot blev gjort alvor af det første tilbud; en eskortering ud. Hun hungrede efter mere, vidste der var mere at grave frem nede i krypten, men at nægte at forlade stedet igen ville kun havde bragt hende ind i for meget mistanke og mistro. Hun ville kunne komme tilbag-…
Straks stoppede hun og hovedet skød op. Hendes øjne var automatisk rettet mod døren, der nu var blevet lukket i, og det var som om at lyden af nøglen, der drejede omkring i den tunge lås, skar ekstra skarpt igennem hendes hoved. Det var ikke en ting der gik hendes næse forbi. Ikke det mindste! For det passede ikke ind. Han ville ikke låse døren, ønskede han hende afsked. En låst dør, som barrikaden på kirkeindgangen havde været, var nu mere til at holde noget inde. Denne gang var det dog ikke vildrendende væsner. Det var hende. Øjnene var efterhånden gledet tilbage på præsten. Lige i tide til at se ham smile sejrende, og hendes øjne var blevet noget så svagt skulende.
”Curiosity might kill the cat,” kommenterede hun på hans lille ordspil, fandt sin tryghed og styrke til at bibeholde sin kontrol under sin kappes dække, hvor hendes hænder var parate. ”But satisfaction brought it back as the saying continue.”

Opmærksomheden blev på naturligvis revet væk fra den bispeklædte mand, idet deres selskab blev et par personer rigere. Det var egentlig blevet vovende at tage blikket fra ham, men fornemmelsen var der kun så længe de var alene. Som forældre, der ikke skændes med hinanden, når børnene var inden for rækkevidden til at kunne høre dem. Og selv da hånden tungede ned på hendes spinkle skulder, følte hun ikke trangen til at fluks ryste den af sig. Det var selvfølgelig ikke ensbetydende med, at hun ville have den liggende. Det fortalte hende blot, at han var lige bag hende igen. Foruroligende.. Og klemmet fik hende kun til at spænde op i musklerne, han pinte med det.

Saga forblev stum, som hun havde gjort de andre gange, andre af de kutteklædte havde været omkring hende. Fulgte dem, lyttede til deres samtale, men var ellers bare luft. Som han talte til hende igen, drejede hun hovedet til at møde de duofarvede øjne, han besad. Så forskellige i kontrast, dog bar de begge det præcise samme udtryk. Havde hun overhoved noget valg end at tage med på hans guidede tur? Diskret veg hendes blik mod den lukkede og låste dør. Og så ned ad gangen, der ville tage dem dybere. ”It would be awfully rude of me to say no, wouldn’t it.”
At han ikke trådte frem for at føre var ikke noget hun som sådan foretrak. Men hun begyndte ikke at beklage sig. Tvært imod førte hun vejen uden nogle henvendelser. Hendes fokus blev forbeholdt til fremad. Af og til fra side til side som en rigtig turist. Lagde mærke til så mange sanseindtryk som muligt - synene, lugtende, lydende - og hun så sig først tilbage, idét han rømmede sig og det nær havde ekkoet igennem hele gangen. Her stoppede hun ligeledes. Hun stod lidt og bare så på ham i et øjeblikstid, som var det ikke et spørgsmål, der var passende at svare på.

”The same name my parents gave me. Saga.” Hvad gjorde det at give ham det? Hun ville ikke kunne tryllebindes med det. Det ville kun være en svaghed for hende, havde hun ikke selv givet ham det. Og hun tvivlede han ville bruge det om hende.
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyFre jan 10, 2020 7:29 pm

Saga – så heksen havde altså et navn og tilmed forældre, som havde skænket hende netop dette. Præstens opfattelse af hende forblev dog uændret. Ifølge hans verdenssyn var hun ikke andet end en gemen synder. Evigt fortabt og med intet potentiale for at kunne frelses. Han tilsendte hende et eftertænksomt blik; en snert af medlidenhed kunne lige akkurat anes i det ellers kølige udtryk. Eller var det blot hans bedrevidende arrogance?
“An unusual name. Fitting for an unusual, young woman.” Illusionen af et kompliment ringede ud i den ilde belyste korridor, forinden kultlederens skridt ligeledes ophørte kun ganske få centimeter fra hende. Hans opmærksomhed draget mod den mørkhårede kvindes betagende øjne. Ung. I realiteten kunne hun være en flere hundrede år gammel troldkone – snedigt maskeret bag det tillokkende ydre af en nydeligt udseende mø. Mistroen var tydeligt til stede i det malede ansigts mimik.

En af de handskeiførte hænder blev rakt frem imod heksen tilsyneladende med hensigten om et imødekommende håndtryk. Den fik dog ikke lov til at hænge i luften særlig længe, før der blev grebet hårdt omkring underkæben på den ubudne gæst, nu knap så mystisk, skønt det blot var navnet, sløret var løftet fra. Ansigtet blev nysgerrigt nærstuderet, alt imens han tvang det fra den ene side til den anden.
“Such a pretty face, too… a shame its beauty hides nothing but a tainted soul,” henkastede han sagte og gav kort efter slip på hendes kæbe. Mundvigene fortrak sig i et svagt, koket smil, idet hans blik forplantede sig i heksens. “Try to keep your magic under control. I have yet to show you the true miracles – the works of the Almighty God.” Han klappede hende et par gange på kinden som om, hun var en ussel køter. Nedladenheden bag handlingen var ingen hemmelighed.

“I am Mortas Romulus, the priest and leader of this establishment,” præsenterede den bemærkelsesværdige muerto sig, netop som han igangsatte den videre vandring med en guidende hånd hvilende mellem Sagas skulderblade for at få skubbet hende med sig rundt om et skarpt hjørne, der ledte ind i en endnu mere snæver gang end den forrige. “However, you probably already knew the latter. You seem like a clever little witch.”
Lyden af de hæse, krakelerende støn virkede pludseligt til at komme fra samtlige vinkler og indkapslede én i en yderst ubehagelig glasklokke af uigennemtrængeligt mørke og guttural gurglen. Kultlederen puffede insisterende den lave heks ind foran sig og fortsatte fremad.

Korridoren kom til en ende i form af en høj, men smal trædør med et større gitterbelagt, rudeløst vindue. Omsluttet af de næsten komplet lysforladte omgivelser, tog han fat i hendes arme bagfra velvidende om, at hun højst sandsynligt ville kæmpe imod; men uanset forsøgte han at få krænget armene om på ryggen af hende, så han bedre kunne holde styr på de små, ferme hænder.
Mortas lænede al sin kropsvægt ind mod heksen for at få hende presset imod det fugtrådne træ, hvis hængsler var begyndt at knirke svagt. Interessen hos de indespærrede muertos var tydeligvis blevet vækket, og inden længe lød der et gevaldigt brag, da flere af dem væltede ind i døren fra den anden side.
“You claim that satisfaction brought the cat back… but what happened to the trapped, little mouse, I wonder?” Hans mund var placeret tætliggende over hendes ene øre, dog udenpå de ibensorte lokker. Sammenlignet med den hæslige stank af råd og fordærv, der emitterede fra det aflukkede rum foran dem, fremstod præstens ånde formentlig rimelig tam. En dyb, nærmest længselsfuld inhalering af hendes duft blev taget efterfulgt af en hvæsende udånding.
“Did it perhaps suffer to death as a result of the cat’s need for satisfaction… or manage to escape unscathed?” Han lod et kort fnys af latter undslippe, idet han prøvende pressede et ben ind imellem hendes. Endnu et voldsomt brag fik trædørens hængsler til at give sig. “You know… they’ve never had the pleasure of tasting a witch before… and neither have I.”
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyLør jan 11, 2020 10:06 pm

”Call me unusually all you w-.. Hng!” Saga havde så småt været ved at vende sig væk fra ham igen for netop at genoptage hendes personlige rundvisning, da den fem-fingrede slange fik et nyt tag i hende og tvang hende i stedet den modsatte vej omkring på kortvarigt klodsede skridt, så hun ikke stod fuldstændig fordrejet. Den mildt fremtrædende forskrækkelse var stadigvæk til at se i hendes øjne selv efter at de oprindelige svagt-pinte folder havde lagt sig igen. Hans tag havde ikke gjort ondt, som da han havde revet hende i håret, men det var da bestemt heller ikke rart at blive trykket sådan mod sin kæbe.
Eller at få tvangsdirigeret sit hoved fra side til side. Hun gav da også et ryk med hovedet, da hans tag åbnede sig op. Og som hendes kind blev klappet var det nærmest som om at hendes ansigt trak sig sammen i afvigelse, inden en hånd blev løftet for at daske hans yderligere væk i en overraskende blød bevægelse.
”You have very strange ways of not only treating but also greeting your guests, Father Romulus,” sagde hun med et lille hint – et noget så let lille drys – af noget spidst. Hun sagde ikke noget. Og hendes ansigt var vent tilbage til det meget følelsesneutrale og næsen melankolske udtryk. Men alligevel var der noget ved hende, der fortalte, at han skulle være mere varsom med, hvad han gjorde.

Sagas blå øjne lå på ham et øjebliks tid længere, idet hun blev guidet til at rette næsen fremad og videre ned ad gangen. Udadtil kunne man sagtens bilde sig ind, at hun fulgte med af sin egen frie vilje, men det var ved at blive mindre og mindre sandt. Hun kunne mærke hans hånd svæve nær sin ryg. Ikke som noget støttende eller vejvisende, men i stedet som noget tvingende. Noget der blokerede hendes vej tilbage den vej de kom fra. Hendes sanser var blevet aktiveret mere og mere for hvert skridt. Den ene trøst ved at gå forrest var, hvordan hun bedre kunne tillade sit blik i at glide omkring. Efter en udvej måske? Det var ikke trygge omgivelser, hun var i. Tværtimod havde hun været omklamret af følelsen af trusler siden hun overhoved var trådt inden for i kirken.
Døren for enden af gangen stjal al hendes opmærksomhed. Den tænkte nysgerrigheden. Den selv samme som var skyld i hendes daværende eventyr. Det var ikke for mere end et splitsekund, hvor hun ikke lagde meget i, at kunne mærke præsten ulme bag hende, men det var lige præcis nok for ham at lukke fælden godt og grundigt henover hende.

Saga gispede højlydt, og hun vred sig per automatik, som hendes arme blev trukket bag om at ligge i, hvad der føltes om et nytteløst forsøg på at komme fri igen. Han havde været forberedt på hendes modstand. ”Hey!” udbrød hun i en åbning uden den konstante kontrol og nåede lige akkurat at svinge hovedet over skulderen, inden hun gjorde kontakt med døren med en beklagelig lyd fra struben. Siden af hendes ansigt presset godt ind mod træet så hun rigtig kunne mærke dens væde overflade mod sin hud. ”Let go of me!”
Kappen var ligeledes blevet trukket om på ryggen efter at have været omsvøbt hendes arme, og den uldne stiksweater, der havde gemt sig under den absorberede straks noget af fugten og spredte lidt efter lidt, kulden ind mod hendes hud. Heldigt, hvordan et lårkort pencil-skørt af robust rustrødt materiale sad et godt stykke oppe om hendes talje og dermed skånede maven lidt.
Hun havde været så optaget af at blive holdt fast og på at finde en måde at vride sine arme fri. Hans handsker var glatte, så det burde ikke være det sværeste, men da braget lod sprang hendes hjerte et slag over. Hun havde kunne mærke sammenstødet igennem døren uden problemer. Og lydene der kom fra den anden side var nu blevet genkendelige. Hun havde haft ret. Idét han næsten begravede sit ansigt i hendes hår, var hun på sin vis faldet helt til ro. Af chok.

Med ham så tæt på sig, ville det være umuligt ikke at høre hendes vejrtrækninger. Eller måske endda mærke hendes hjerte banke hele vejen igennem ryggen. ”It won’t ever be any kind of ’pleasure’, I can assure you,” sagde hun noget anstrengt. Hendes ben havde ikke givet megen kamp fra sig og selv med det begrænsende areal for hendes ben at sprede sig pga. skørtet, fandt hans ben sig ind mellem dem. Hun havde endnu ikke set, hvad der helt rigtigt gemte sig bag døren, selvom hun havde en god idé om det. ”We aren’t particularly known for being tasteful.” På ryggen ville det føltes som om, at hendes hænder bare krampede sig i at blive tvangsholdt i sådan en akavet og potentiel smertefuld stilling, men det var ikke helt ubevidst. Hun stod magtesløs sådan som han holdte hende. I hvert fald magtesløs med sin brug af trolddom. Der var stadigvæk noget hun kunne gøre, svagt og kræftkrævende som det så måtte være. ”Urg!..” Hun vred sig en enkel gang i hans greb. Prøvede at placerer sig en smule mere behageligt. Og både for sine hænders skyld og for hendes syns skyld.
Det lykkedes hende at møve sig mere strakt ud. Lige akkurat nok til at hendes øjne stod parallelt med det glas-løse vindue. Hun fortrød ikke længe derefter at hun havde gjort sig umage for at kunne skimme indenfor. Døren bragede igen og alt for tæt på hendes ansigt dukkede et vildt og frådende ansigt frem fra det dunkle mørke, og hun ville have trådt tilbage, havde hun haft muligheden for det. Det var noget at stå ansigt til ansigt med én af disse væsner. Det var noget helt andet at overvære flere af dem på samme sted. Hun kunne ikke se helt til enden af rummet, men hun kunne se nok til at hendes hjerte fortsat bankede derudad. Lyden af en løsreven sten der faldt til gulvet fra en mistænksom højde, lød bag dem, som hendes evne deaktiverede sig selv. ”What… What is this place? Is this what you call the works of your God?!”
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyFre jan 17, 2020 10:16 pm

Sschh… they can smell your fear – your putrid soul… Quiet now, you will only pique their interest even further.” Trykket fra Mortas’ kropsvægt syntes at øges yderligere, idet han sagte tyssede ind i øret på den fangede heks. Hans torso var fortsat presset ind mod Sagas ryg, og han kunne derfor tydeligt fornemme de hamrende, rytmiske slag, som det galoperende hjerte afgav. Vejrtrækningerne, han drog, var mindst lige så hektiske som hendes; årsagen var blot ikke at finde i frygten for, hvad der gemte sig bag døren, men derimod den nære, kropslige kontakt.
Uden tøven gled hans ben ind mellem hendes, da pladsen til det modvilligt blev frigivet, og et væmmeligt smil tegnede sig på de tilmalede læber. “Oh, such modesty… why don’t you let me be the judge of that, hm?” insisterede han lavmælt og strammede instinktivt grebet som følge af hendes modstand. Havde han været knap så optaget af at holde hendes arme i ro, var de mørke hårlokker blevet strøget væk fra hendes nakke. Bare for at få et bedre glimt af den indbydende hals.

Braget fra den medtagede dør rungede skæbnetungt ud i den klaustrofobiske gang og havde tydeligvis givet heksen et gevaldigt chok; men det var en helt anden lyd, som havde fanget Mortas’ opmærksomhed og fået det til at gibbe i ham. Med sammensnerpet mund, gjorde han sit ypperste for at undertrykke lysten til at skæve sig tilbage over skulderen. Et eller andet var faldet fra en markant højde – en sten? Det måtte forblive i uvisheden. At fjerne fokusset fra troldkvinden ville være unødvendigt risikabelt, og dumdristig var han trods alt ikke.
Ligesom Saga, rettede præsten blikket hen på det rasende ansigt bag tremmerne. Forvrænget og med en skummende, gullig fråde rendende fra mundvigene. Det var et ganske ubehageligt syn, som utvivlsomt ville få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver rask person. Kultlederens reaktion var dog væsentligt anderledes – mild endda – og et nærmest fredsommeligt smil kunne lige akkurat anes i det ellers hårde, koncentrerede udtryk.
“A true miracle, isn’t it? Like Jesus Christ Himself, we rise from the dead by the glory of the Holy Father... bask in the greatness that is pure tranquility... divine immortality... Den omtalte ro var næppe eksisterende i dette øjeblik. Slagene mod døren var nu konstante, og faren for, at de rustne hængsler kunne give efter når som helst, det skulle være, blev gradvist mere og mere sandsynlig.

“Your scent is rather… peculiar… yet strangely enticing.” Med nakken bøjet forover, lod han prøvende sin våde tunge løbe hen over den bløde hud; hans vamle ånde klistrende til siden af hendes hals. Ingen videre varsel forekom, forinden han beslutsomt sank tænderne ned i huden, men det varede ikke længe, før der atter blev givet slip efterfulgt af et frastødt hark. Halsen var dog ikke efterladt fuldkommen intakt, skønt ingen egentlig bid var taget, men det var nok til, at blodet uforstyrret begyndte at pible ud fra de dybe tandmærker.
Præsten forsøgte lettere desperat at få den modbydelige smag ud af munden ved gentagende gange at spytte ud i luften, hvilket resulterede i det blot blev dryppede ned på heksens skulder. Den afsindige bitterhed var næsten ikke til at komme af med igen.
Omgående løsnede han sit greb i hende, men kun for straks at presse en håndflade mod det blødende bid; fingrene holdende krampagtigt fast rundt om henholdsvis nakken og struben. Den helende evne aktiverede øjeblikkeligt. “What kind of corruption-filled blood do you have running through your veins?!” røg det ud af ham, netop som han gelejdede hende i retning af væggen til venstre for dem. Disgusting wench… Endnu en gang sendte han en spytklat afsted, men med Saga som et bevidst mål.

Hans frie hånd søgte ind under det yderste lag på de sorte klæder og lukkede sig om nøglen fra tidligere. Efter et sidste, advarende klem om hendes hals – nu ubeskadiget – slap han taget og veg bort ved at læne ryggen opad den stadig urolige dør. Mortas følte blindt rundt efter låsen, indtil et bekræftende klik hørtes, da nøglen faldt i hak. Stilheden, der fulgte, var nærmest øredøvende, men den krakelerede brat, idet de indespærrede muertos genoptog deres rabalder.
“I hope you managed to spot a secure hiding place during our brief tour… if not… you better flee… now. Nøglen blev drejet om, nøjagtigt som det afsluttende ord forlod præstens mund, og han tillod endelig et ulmende, hånsk smil at flække det kranielignende ansigt. Den første arm, nær hudløs, havde allerede fået mast sig igennem den trænge døråbning, akkompagneret af et væld af rallende prust. Det ville ikke vare meget mere end ganske få sekunder, før massen kom væltende ud.
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyLør jan 18, 2020 2:26 pm

Divine immortality. Der var absolut intet guddommeligt over, hvad hun så. Hvad hun så var en ustyrlig vildskab som kun Djævlen kunne skabe det. En komplet fratagelse af menneskeligheden og at disse skabninger var at finde i et sted så helligt – et sted som selv hun ikke kunne begå sig uden at føle et konstant krybende ubehag, var det hele vanvid. Hvad hun så var så primalt. Og så unaturligt. Og hun havde ikke forventet at føle sig så skræmt af det, som hun var. Intet havde ændret sig siden hendes første gang. Hun frygtede, at skulle han slippe hende, ville hun være for lammet af skrækken til at gøre andet end at stå og stirre.

Ikke engang tungens våde skøjteløb op henover hendes hud eller den straks-opstående gåsehud lykkedes i at tvinge hendes opmærksomhed væk fra de frådende og arrige muertos kun få centimeter væk fra mig. Det var som om at kun hendes krop reagerede på den modbydelige handling. Hendes sind var et helt andet sted. Hun hørte hans ord og de registrerede sig i hendes hoved som et ekko, men intet trak hendes øjne væk. Ikke før han kastede hendes advarsel væk, som var det et lille støvfnug.
Som ud af ingenting følte hun sin krop trække sig sammen i et jag, som var en gennemgående nerve blevet trukket i. Smertebrølet kom helt af sig selv. Musklerne omkring bidet lukkede sig opspændt omkring hans tænder selv i den meget korte tid, at de var begravet i hende. Der undslap et meget sagte gisp fra hendes mund idét han trak sig væk igen og de blødende mærker blev iltet af den klamme luft i krypten. Hun gav desperate ryk med sine arme for at få dem fri. Det var rent instinkt for at kunne løfte en hånd op til såret, som ville berøringen lindre det. Men han holdte fortsat fast i hende med foruroligende styrke… Indtil han ikke gjorde. Og dér var der ikke tid nok for hende at vride sig fri fra indespærringen af hans krop og den buldrende dør.
Saga huskede aldrig at have følt noget som det før. Bidet havde gjort ondt, men hvad der blev sendt igennem hendes krop som hans hånd havde lagt sig mod det, var langt mere grusomt. Smertebrølet var af sig selv blevet til et langt mere skingert skrig og ufrivilligt gled uforstyrrede tårer ned ad hendes kinder. Smerten fyldte hendes hoved som en klangskål. Så snart den var ovre, blev skriget dog stumt, og nogle usikre skridt hende bare lidt på afstand fra Mortas inden hun mætte støtte sig til væggen for ikke at falde helt sammen. En hånd nu tilbage på halsen. Ingen tandmærker. Ingen rindende blod. Men hun kunne stadig mærke det summe. Udtrykket i hendes ansigt fremstod også noget mere… overrasket end skræmt. Enlightened. Var dét hvad den skamferede kvinde havde følt?

Modvilligt drejede hun sit hoved for at se tilbage på præsten som hans endeløse prædiken fortsatte. Hun virkede kontrolleret. Men hun var ikke rolig inde bag facaden, hvilket hendes øjne var budbringeren for. De skød fra Mortas og mod døren, mod låsen der klikkede, og hendes hjertebanken steg tilbage op i halsen på hende. Fluks sænkede hun blikket til gulvet.

Det var ikke just rent. Hun tvivlede på, at der blev skrubbet og fejet på daglig base, og særligt nær væggene lå der støv fra løsrevne sten. Det var bestemt ikke nemt, ikke iført gummistøvler, men hun havde ikke tid til at tænke på perfektionen, da hun panisk trak skospidsen rundt i støvet. Tvang en cirkel frem med sålen. Støv var sådan et skrøbeligt medium. Et lille pust og tegnet ville brydes. Og fjerne besværgelsen.
Hendes hoved skød op i samme øjeblik at døren sprang åben og monstrene fra mareridtene faldt ud som et hav af rådnende legemer og matte øjne. Hun havde ikke mere tid. Så hurtigt som det var hende muligt slap hun sit tag omkring den helede hals, faldt på knæ og klaskede sin blodige håndflade ned i den tegnede cirkel i støvet. Betalte prisen og af aktiverede magien. På de få sekunder, hun havde tilbage før horden ville have nået hende materialiseret der sig en gennemsigtig barrikade fra den ene væg til den anden. Hende på den ene side og Mortas med sit guddommelige værk på den anden. Muertos hamrede ind i dens hårde overflade som flyvende fugle, glas-blinde. Lettere forskrækket faldt hun bagefter i gulvet og måtte tage et øjeblik hvor hun bare stirrede på dem slå og flå for at nå til hende, inden øjnene flyttede sig lidt tilbage mod Mortas. Men igen, så havde Saga ikke meget tid. Ingen længe ville støvet blive rustet nok til at bryde cirklen. Og mængden af blod var så uendelig lille at den tørre overflade, det lå på straks ville absorbere fugten fra det… og dermed ligeledes bryde forseglingen af besværgelsen. ”As I said before; I have seen what I needed,” sagde hun atter stadig som hun havde øjenkontakten med Mortas.
Hurtigt kom den lille heks tilbage på benene samtidig med at hun drejede sig omkring. Hun tøvede ikke med at løbe ned ad gangen, denne gang med et langt bedre forspring end hun ellers ville have haft. Og hun drejede skarpt om hjørnet, fra hvor de kom, og kastede sig ind mod væggen. Det ene ærme på trøjen blev flået op for at fremvise den blege arm. En sort tatovering prydede hendes underarm nær albuehulen. Nålen der hjalp med at holde kappen på plads omkring hendes hals blev ligeledes revet løs, hvilket fik kappen til at glide helt af hende. Ikke en eneste omtanke blev gjort før hun ridsede huden tværs henover tegnet på sin hud, dybt nok til at blod blev tvunget frem og dybt nok til at hun måtte vrænge ansigt lidt af følelsen.
…Med ét var der kun den efterladte kappen tilbage i krypten. Og briochenålen, hun havde tabt, stadig med spidsen malet rød af hendes blod.

”Urff!” Det var ikke nogen blød landing. Teleportationen var blevet gjort i noget af en hast, og hun havde ikke just haft tid til at forestille sig sin destination fuldkomment nok til, at hun ikke ville poppe frem et stykke over gulvet. Så netop grundet faldet og den tid, hun lige skulle have til at ømme sig, gik det ikke med det samme op for hende, at hun ikke var landet på sit eget polerede trægulv derhjemme. Det var egentlig den klamme fornemmelse der hang i luften, der fangede hende først og fik hende til at undre sig over underfladen, hun lå på. Og så løftede hun hovedet op og se sig omkring. Dette var ikke hendes hjem. Dette var… Hun genkendte væggenes opbygning. Og manglen på vinduer. Var hun stadig i krypten?! Umuligt.
En skarp smerte skød med ét igennem hendes arm. Ikke voldsomt men den var nok til at få hendes fokus. Det blødte stadig fra den lille rift, men det sveg mere end det burde. Og der var begyndt at komme nogle faretruende små tråde der trak sig under huden fra riften. Hurtigt lagde hun en hånd omkring og pressede til. Det var ikke godt. Hurtigt kom hun på benene. Men… hvor var hun mere præcist?

Et sovegemak. Privat, for hun så kun én seng. Og det var alt for småt til at være en sovesal. Andre møbler fyldte pladsen ud. Hun synes ikke at kunne få styr på sit hjerte. Hvordan var selv den besværgelse fået galt? Hånden om riften førte hun op til sin hals. Dér hvor bidet var blevet taget. Der var intet. Ingen bidemærker eller helede sår. Hvad end han havde gjort, så havde det været effektivt. Hun massagede området lidt med en nervøs smag i munden, idét hun vovede at bevæge sig rundt i rummet. Endte foran et gammelt skrivebord. Gamle bøger havde fanget hendes nysgerrighed. De så skrøbelige ud. De fleste var fyldt med katolske tegn. Bibler, sikkert. Men alligevel tog hun en af dem op for at forsigtigt og så stille som muligt at bladre i dem. Hvis hun stadig var i den rigtige krypt ville hun måske kunne finde noget i dem?
Tilbage til toppen Go down
Mortas Romulus

Mortas Romulus

Antal indlæg : 39

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyOns jul 08, 2020 7:12 pm

Heksen var ufattelig hurtig på aftrækkeren. Tiden gik nærmest i slowmotion, da den betænkelige cirkel fermt blev optegnet i støvet, og den blodige hånd plantet i dens midte. En overjordisk stilhed fulgte, skønt den kun lod til at eksistere i en brøkdel af et sekund, før tidsfornemmelsen atter blev genoprettet til det vanlige, og kaos brød løs. Hvad var nu det? Noget syntes at have manifesteret sig ud af den blå luft. Som var al fugten i den snævre korridor blevet krystalliseret og havde dannet et uigennemtrængeligt segl af tynd is.
Fanget bag den gennemsigtige barriere, der uden tvivl var produktet af sort magi, stirrede Mortas med en undertrykt måben mod Saga. Misbilligelsen i hans ansigt var tydelig for enhver at se, men der var et hint af noget andet i de let sammenknebne øjne. Var det en snert af beundring? Øjenkontakten blev dog ganske kort efter uvilligt brudt som følge af de adskillige muertos, der væltede ind foran ham som en tidevandsbølge. Altopslugende og drevet af en ustoppelig kraft. De stødte en efter en ind i den usynlige mur, men det hårde tilbageslag var ikke nok til at standse dem i deres nyttesløse jagt efter kød og hjerne.
Den fængslede præst forsøgte uhjælpeligt at møve sig frem til frontlinjen, men det var en færd, han hurtigt måtte opgive. Takket være hans højde, formåede han dog lige akkurat at få et sparsomt glimt af heksen, netop som hun susede afsted i den modsatte retning. Fordømt. Vreden i ham boblede op som et stort, brusende vandfald. Den bitre smag af nederlag, efterladt i hans mund, var næsten utålelig. Han følte sig som et ynkværdigt rovdyr... overlistet af sit eget bytte. Gud være lovet for at hans tilhængere ikke havde været der til at overvære denne ydmygende hændelse.

Næsten lige så hurtigt som den skærmende barrikade var opstået, lige så hurtigt opløstes den igen. Han forventede, at den ville splintre i en eksplosion af bittesmå glasskår, men den forduftede brat fra det ene sekund til det andet, som havde det været intet andet end en illusion skabt af hans eget sind. Det optegnede bevis, der afkræftede dette, blev trampet til ukendelighed, da hoben af de levende døde besværet og stavrende stimede vej igennem den smalle korridor.
For en stund rørte Mortas ikke på sig men forblev faststående i position, indtil passagen foran ham var ryddet, hvorefter han ligeledes med målbevidste skridt travede ud i den bredere, svagt oplyste gang, som bandt den desorienterende krypt sammen. Den forræderiske troldkvinde måtte opspores, før hun kunne nå at udrette yderligere optøjer og forvandle denne helligdom til det rene inferno.

De tofarvede øjne dartede søgende rundt i de lettere kaotiske omgivelser, og blikket landede ikke længe efter på heksens henlagte, sorte kappe. Hastende begav han sig hen til det efterladte klæde for at samle det op. Netop som han knugede den handskeklædte hånd om stoffet og atter fik ranket ryggen, lød et klir mod stengulvet og kastede et dæmpet ekko ned mod enden af gangen. Automatisk blev hans fokus draget ned mod det ukendte smykke, der nu lå forenden af skosnuderne på ham. Præsten samlede uden tøven briochen op og studerede den med omhu. Blod? Han løftede nålen op til munden og lod forsigtigt spidsen af sin tunge feje henover den røde væske. Føj. En spytklat blev omgående sendt ud til den ene side. Der herskede ingen tvivl om, at det var Sagas. Den ualmindeligt beske smag fik ham endnu engang til at forvrænge ansigtet i en misfornøjet grimasse. Men hvor var hun blevet af?
Midt i al kaosset glanede han rundt til alle sider og måtte bittert erkende, at heksen stadigvæk var ude af syne. De malede læber snerpede sig sammen til en tynd streg, og som tegn på hans arrigskab spændte kæbemusklerne sig i en vredesinduceret, sammenbidt mine.
“Search the entire building! We have a missing, rampant witch on our hands. If she is still within these walls, she must be found!” galede han ud over den allerede paniske forsamling af de noget mere åndsnærværende tilhængere, som så småt var stimlet sammen i en klump nær deres leder. Uroen, den overvældende situation havde medbragt, lyste ud af øjnene på hver og en af de kutteklædte medlemmer, men det var også tydeligt, at ingen turde gå imod hans ordre, så den synligt ængstelige gruppe lod sig bryde op og blandede sig med mængden af de omvandrende, rådnende lig i jagten på den forsvundne troldkvinde.

Som den første henne ved udgangen betragtede Mortas det rustne nøglehul med mistro i blikket. Hun kunne næppe være sluppet ud på den anden side af den robuste dør uden at lave et gevaldigt postyr. En flad hånd blev prøvende lagt mod det gamle, rillede træ. Den var fortsat låst. Forundringen kom til udtryk i hans rynkede bryn og på trods af, at sandsynligheden for at hun befandt sig andetsteds end krypten syntes ganske lille, fandt han alligevel nøglen frem og fik åbnet porten med et støjsvagt klik.

Ikke imod forventning lå kirkesalen øde hen. Der var umiddelbart ikke et øje at se, men han skubbede de skeptiske spekulationer om bagerst i hovedet og besteg ufortrødent de resterende trappetrin. Opmærksomheden faldt næstefter på den brede hoveddør. Den store, tunge bjælke sad stadigvæk sikkert i spænd foran indgangen; og alle vinduer var tilsyneladende intakte. Det var virkelig som om, hun var blevet revet ud af eksistensen.
Fodtrin fulgte bag ham, både hastige og afmålte men også langsomme og slæbende, og inden længe var det hellige rum atter befolket. Kultlederen opholdt sig nu foran alteret, endnu i fuld færd med at undersøge enhver tænkelig krog med sit indskrænkede, dog observante blik; men det var ikke før en af de hjernehungrende kreaturer stødte mod døren ind til hans private kammer, at han kiggede mod netop det område.
De hule bump rungede ud på begge sider af det aflukkede gemak som et forberedende varsel, og kursen blev sat i retning af denne larm. Med en blidhed som en moder omfavnende sit spæde barn, tog han fat om skuldrene på den frådende skabning og ledte den et stykke væk derfra. Den rette nøgle fra bundtet blev fundet frem, og den raslende lyd af metal mod metal tilegnede sig den udelte opmærksomhed fra flere af de mere menneskelige muertos, der stilfærdigt nærmede sig, alt imens han fik løsnet låsen. Knirkende afslørede den opskubbede dør mere og mere af det dunkle lokale, indtil heksen endelig blev fanget af det skulende blik. Skadefryden sprang øjeblikkeligt frem og tegnede sig blandt andet som et snævert smil på det kraniemaskerede ansigt.

“What do we have here...” Skaren af gudsfrygtende muertos dannede nu en bue udenom faderen; alle for at få et glimt af den sorthårede kvinde, men de tjente foruden dette også som en kødelig barriere, der succesfuldt holdt monstrene på afstand. En dyb rømmen fik luften til at vibrere, og det beskedne smil på Mortas’ læber svandt helt ind, inden de atter lod sig adskille. “Exodus 22:18.” Mere behøvede han ikke sige, før samtlige tilskuere i perfekt synkroniseret kor citerede: “You shall not permit a sorceress to live.” Det ellers undertrykte smil bosatte sig i stedet for i de duotonede øjne i form af et maliciøst glimt. “Mark 3:29.” Endnu engang stemmede den forenede røst i med: “Whoever blasphemes against the Holy Spirit never has forgiveness, but is guilty of eternal sin.” Afsluttende nævnte han Luke 23:16 og bød denne gang ind med sin egen mørke stemme. “I will therefore punish and release him.”
Han trådte et skridt frem og anbragte en hånd på hver side af dørkarmen. Uden at blinke en eneste gang vedholdt han det gennemborende blik på djævletilbederen foran sig. Munden ganske svagt på gab i forberedelse til at afgive den endegyldige dom, men en af de kutteklædte kom ham i forkøbet. “All witches are natural enemies of the church! She should be burned at the stake before she causes further harm!” råbte den unge mand fremfusende, og en urolig hvisken spredte sig sekundet efter. Mortas fik dog gjort ende på støjen, da han i et hævet, formelt toneleje ytrede det følgende: “Now, my beloved brethren and sistren, do not let anger control you. It will only make room for the devil. Let us remain steadfast under this trial.” Hænderne faldt sammenflettet ned foran ham, og et lille smil, grænsende til det hånende, blev sendt til Saga. “Your sins and lawless deeds shall be forgiven and forgotten – if you kneel before me and beg the Holy Father for redemption; for only He can save your wretched soul so that we may depart on good terms. Otherwise I fear that we have no other choice... but to let the fiery flames rid you of all your earthly filth.” Hverken den højtidelige stemmeføring eller følelsesforladte stirren tydede på, at det var bluf. Stilheden ville have været kvælende, havde det ikke for den konstante, gutturale rallen, der syntes at fylde hele det højloftede kirkerum ud.
Tilbage til toppen Go down
Saga C. Rhyss

Saga C. Rhyss

Humør : There's a sense of tranquility in the essence of life. Even when there's chaos.
Antal indlæg : 116

Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis EmptyTors jul 09, 2020 7:55 pm

Biblen var ikke just en bog for en heks’ øjne, men alligevel gled Saga’s intense blik roligt ned over de skrevne ord med samme omhu, som havde det løbet ned over sider i interessante besværgelse romaner eller let-intelligente nyhedsfortællinger i. Frem for at læse sammenhængen og visualiserer sig historierne fortalt, skimmede hun blot siderne. Søgte efter det vigtigste og det mest væsentlige. Men det hellige ord var det samme. Skrevet til at blive fortolket af sind så forskellige som verdenens utallige væsner og individer. Skrevet til at forvirre og frustrerer de logiske hoveder. Skrevet til at give håb til de troende.

Nøglen var knap nok blevet sat i låsen, før den hellige bog blev lukket. Klappet sammen med en kræft, der nok ikke ville være velset af dem med forståelse for antikkens sande skrøbelighed. Ikke det mindste korn af støv lettede fra den abrupte og tunge handling, hvilket blot gjorde det endnu mere klart for hende, hvor vellæst bogen var af sin ejer. Et under, virkelig, når hun tænkte tilbage til renlighedsstadiet af krypten. Nøglen drejede omkring og den første lille tone fra de knirkende dørhængslers kor, spillede, idét hendes hoved var drejet og opmærksomhed rettet mod den langsomt åbnende dør, som en vagtsom kat. Hjertet i hendes brystkasse afslørede forskrækkelsen, nu hvor hendes ansigt ikke lod til at ville afsløre det.
Hendes blik mødtes næsten helt automatisk med faderens, da han kom til syne i døråbningen. Hun havde været ført op i krog før af den selv samme mand, men på ingen måde havde hun følt sig fanget som nu. Hun smallede øjne af ham, men så efterfølgende bort fra ham. Bare for et øjeblik. Skjult bag forundrende glimt, som dem man ville se på folk i museer, ledte hun efter, hvad hun allerede havde været klar over på forhånd; en potentiel vej ud. Men som hun så tilbage mod Mortas, var det med en bekræftelse af, at den eneste udgang var den han blokerede.
”Proverbs 6:12,” var de første ord, hun talte til ham. Og hun talte kun til ham, for hendes øjne var kun rettet mod ham, til trods for at, hun ikke var blind for flokken af udøde, der samlede sig bag ham. Gjorde ham til det triumferende rovdyr som en hyæne. Selvom der havde været en lille chance for, at de hjernevaskede papegøjer ville have kunne færddiggøre hendes sætning for hende, gav hun dem ikke tiden eller muligheden, før hun selv gjorde det. ”Let me describe for you a worthless and a wicked man; first he is a constant liar; he signals his true intentions to this friends with eyes and feet and fingers.”

Selvfølgelig lå ordene ikke særlig effektfulde i hendes mund, som de gjorde, blev de takt fra struben af en som Mortas. Hendes stemme og hendes toneleje var for… neutral. For afslappet og for kontrolleret. Ordene lød til dels ligegyldige, sagt af hende. Stille og roligt sænkede hun biblen, hun havde i sine hænder, og stillede sig mere med fronten mod den blokerede dør. Flygtigt faldt hendes blik forbi faderen, forbi følgerne og ud mod salen på den anden side af døren. Kirkesalen. Så hun befandt sig ude fra krypten. Hun sank, som utallige tanker begyndte at kræse omkring, hvordan hun blot behøvede at komme ud ad den vinduesløse gemak og så… Diskret førte hun en hånd mod det op-smurte ærme for at trække det ned over den blødende rift og det svage, dog groteske tegn på forgiftningen.

Så netop som hele hendes mimik ellers gav udtryk for modstand, sænkede Saga sig. Bøjede i sine knæ og placerede dem langsomt på gulvet. Kulden sivede straks igennem den tynde barrierer, nylonstoffet udgjorde mellem hendes knæ og gulvet. Hendes hænder var dog hverken hævet over hovedet eller i anden overgivende formation. Biblen, hun havde holdt, blev blidt lagt ved siden af hende, inden hun satte sig helt tilbage på sine fødder. Hun tog endnu ikke sit blik fra Mortas. Og opgivelse var heller ikke at finde i de to portaler til havblå oseaner.
”As a man of God, tell me what you claiming to wield the flames burning in Hell truly makes you.”
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




Ora pro nobis Empty
IndlægEmne: Re: Ora pro nobis   Ora pro nobis Empty

Tilbage til toppen Go down
 
Ora pro nobis
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: De endeløse stier :: Rippingthorne :: Deadwood :: Cemetery; Satan's Kingdom-
Gå til: