Dollhouses

Det var ikke nok med, at alle Amorias 'venner' sad i spjældet hjemme på den anden side af havene. Nu havde de haft kontaktet hende, om at hun pludselig stod med en målskive på ryggen. Åbenbart havde den kære Eliza, som havde stået for det hele - ikke lige nævnt at hun var i større gæld. Amoria havde meldt sig syg fra det arbejde hun ellers lige havde fået. Hun havde brug for at flippe ud selv, og efter at have siddet i sin lejelighed i bare lidt tid - så havde hun åbnet en flaske vin. Siddet i vinduet og set udover byen, imens indholdet i flasken pludselig var forsvundet. Amoria rejste sig og gik hen for at se om der var endnu en flaske i skabet, og da den var tom ledte hun efter en anden - da der ikke var flere, så gik hun ud af sin lejelighed. Låste døren, og bevægede sig ned imod de smalle gader. Der var koldt, men ikke noget hun kunne mærke. Alkoholden virkede til at beskytte hende imod at mærke den skarpe kulde imod den brune hud. Amoria væltede næsten over sine egne ben, og måtte lade den ene hånd holde fast mod en ad hus murerne for at forsikre, at hun ikke ville vælte indenfor kort tid.

Amoria kunne næsten intet se i de mørke gader, og hun ville stærkt indrømme at hun overvejede at gå tilbage. Men, hvor var tilbage? Hun havde en enkelt ven her i Gaia. Som Amoria fiskede efter sin mobil, gik det snart op for hende, at hun ikke havde fået den med sig ud af døren. Hun mumlede et eller andet utydeligt og begyndte at gå videre. Det var ikke til hun så et lille lys være tændt i en bygning, at hun bevægede sig hen imod den. Hun væltede næsten over sine lange ben, og til sidst lykkedes det hende at vælte ned på vejen. Amoria kravlede hen til fortorvskanten og satte sig der. Måske det var bedst bare at blive siddende der. Hun tog en dyb indånding ind og lod sig selv vælte bagover så hun lå på fortorvet.
"You don't look like you are made of cheese," mumlede hun som hun så op på månen.

Det dæmpede, varme lys inde fra forretningens indre blinkede noget så mildt, blot som havde et insekt, kun den halve størrelse der skulle til at blokere pæren, passeret. Lyden af den gamle bronzeklokke kimede sin anmeldende melodi ud i den stille gade, og ikke længe derefter, kunne den høres igen, idét den mørke mahogni-dør lukkede i igen. Hendes skridt var knap nok til at høre, og hendes tilstedeværelse var ikke just meget bemærkelsesværdigt. Ikke før hendes stemme meldte sig.
”But isn’t it more grasping to believe that it is?” kommenterede hun, stående ved hovedet af den liggende kvinde og se ned på hende med spørgende blikke, trods hun ikke forventede at få et svar.

Lige som kvinden, var Saga ikke rigtig klædt på den vinterkulden, men hun var i det mindste bedre dækket. Den eneste smule hud, hun viste frem til omverdenen var den smule, der tittede frem ved hendes ankler, siden buksebenene på de løstsiddende langbukser af blødt og forvasket denim. De bare arme, som den luftige hvide T-shirt ikke gjorde meget for at skjule, var i stedet skjult bag en lang og ulden trøje, hvis stof næsten kunne gå for at være et stykke af midnatshimlen på en stjerneløs nat.
Heksens blik gled roligt ned over kvinden i søgen efter potentielle skrammer, før hun atter talte: ”Are you alright? The pavement doesn't strike me as the must comfortable place to lie.” Alkoholblussende ansigt. Fraværende øjne. Alkoholpåvirket uden tvivl. Aromaen der hang omkring hende, var mindst lige så afslørende. Saga svøbte sig lidt tættere ind i sin trøje, hænderne godt ind under armene. At det ikke var begyndt at sne var lidt af en under med hvor koldt der var.

Ved hendes fødder stod en langhåret fuldvoksen kat og holdte hende med selskab. Pels så hvidt som kridt. Den pjuskede hale svang i afslappede bevægelser frem og tilbage, mens den lige som sin ejer, så ud til at holde øje med denne berusede kvinde.
Imellem tiden løftede Saga dog sine øjne fra hende i et kort øjeblik for at skanne den tomme gade for nogle hint til situationen. Måske en lige så fuld følgesvend, der ikke havde lagt mærke til, at de nu pludselig gik alene. Men der var ingen at se. Så hun så tilbage ned på hende. Stadig spørgende. Stadig afventende. Stadig roligt.

"Me? I am fiiiiiiiine," små lo hun lidt for sig selv. "It is actually more comfortable than you think," tilføjede hun hurtigt og åndede let ud. Amoria lod sine øjne blive mod månen, som om hun prøvede at analysere hvad den mon måtte være lavet af, og hovedet i takt med det fyldte sig med besynderlige spørgsmål. Amoria havde ikke endnu helt registeret i sit hoved, at der faktisk var en kvinde som blev stående og talte til hende. Hun var for langt væk i egne tanker til egentlig at fungere som et sammenhængende menneske. Amoria tog en dyb indånding og satte sig så op. Hun så mod den tomme gade og kneb øjnene en smule. Så vendte hun hovedet til siden og fik øje på kvinden.

"Is it always so empty around here?" Spurgte hun så og lod sit blik se tilbage mod de tommer gader.  "What is your name? Why are you all alone out here.. you are way to pretty to be all alone.. or I see you have your little friend.. hi there kitty kitty," plaprede hun løs og kørte en hånd igennem sit hår.
"Do you have any wine? You look like someone who likes wine," analyserede hun med øjnene let på kneb. Så forsøgt hun at rejse sig op igen. Amoria kunne knap nok stå stille på sine ben uden at svaje frem og tilbage, hvilket blot fik hende til at bryde ud i en blid latter.
"I don't even know why I am laughing," indrømmede hun og løftede stille sin venstre hånd op foran sine læber, dog stadigvæk ikke i stand til at stoppe sig selv med at grine. Hun stod bare et par sekunder mere og grinte til overgangen til gråd stille sneg sig ind på hende. "And now I am crying..," frusteret kørte hun hånden igennem sit sorte hår og så væk fra den fremmede.

Saga tvivlede. Og dog.. Heksen kunne ikke helt benægte sig de gange, hun havde fundet sig selv liggende på gulvet i sin lejlighed og faktisk havde fortrukket det over at lægge sig på mere blødt underlag. Men fortovet måtte være mindst lige så koldt og krybende som vinden og luften udenfor. Det var heller ikke kun svaret om komfort som hun tvivlede på var sandt. Hendes eget blik fulgte denne tydeligt forvildede kvindes udover gaden.
”It is when it’s this late, yes. This street part of town isn’t little known for its night life,” nåede hun lige akkuat at svare, inden en strøm af endnu flere spørgsmål og tilhørende kommentarer pludselig virkede til at nærmest falde ud af munden på sirenen, som havde nogen trykket på en knap og for alvor aktiveret hendes talebånd. Så meget at sige og så kort tid til at få alle ordene ud. Ikke nødvendigvis en ting som Saha selv kunne relatere til. Men i så fald så tog det hende en smule tilbage.

Ingen af de resterende spørgsmål blev svaret i sidste ende, da det mest af alt blev registreret som unødvendigt. Kvinden var så langt væk, at hun alligevel ikke ville kunne opfange noget af det. Roligt så hun i stedet ned på den hvide kat ved sine fødder, der ikke havde sagt så meget som et miav selv da den også var blevet hilst på. Og som var der i sandhed et bånd mellem den og hende, søgte dens gyldne øjne også op til hende og mødte hendes i en forstående kontakt.

Ud ad øjenkrogen lagde Saga godt mærke til, hvordan kvinden så småt begyndte at komme tilbage på sine fødder og så derfor tilbage på hende lige i tide til at opleve hende svaje noget faretruende. ”Wow there..” Der var egentlig ingen panik i hendes bevægelser, da hun fluks foldede sine arme ud og trådte det ekstra skridt frem for at gøre sig selv som en stabilisator så det ikke skulle ende galt. Hun havde dog ikke forventet den ekstreme svingning af humør, da hun stod med hende.

”Hey. Calm down. It’s alright. You’re just very drunk.” Dét var der vist ingen tvivl om. Tættere på hende, kunne Saga nu virkelig lugte alkoholen i hendes system. Heksen gav sig selv tilladelse til at åbenlyst se kvinden op og ned. Studerede hendes ansigt, som det fortrak sig mere og mere i grådkvalte folder. Det var med en eftertænksom mine, at hun kort så sig tilbage mod forretningen. Og så tilbage. ”Probably a bit too drunk. Come on. It’s at least warmer inside,” sagde hun så og slap hende kort for at omplacerer sine hænder således, at hun bedre kunne dirigerer kvinden med sig.

”Ah, yes. You’re right. I’m prober drunk and you clearly not.” Ordene blev sagt på en måde der var mere medspillende og henkastet frem for modspillende og irritabelt, som man nemt kunne bilde sig selv ind. Samtalen blev også så godt som efterladt udenfor i kulden til at kæmpe efter overlevelse for sig selv, idét døren roligt åbnede sig for dem. Og lukkede sig i efterfølgende igen. ”Come on, let’s get you in an sat down before you fall over yourself.” Låsen klikkede lydhørt bag dem.
Sirenen havde helt ret i sine observationer af butikken. Den var hyggelig. Meget hyggelig. Selvom hun måske ikke kunne mærke det helt så godt, så hang der en næsten konstant varme i lokalet. Den slags varme man fik af at have utallige stearinlys tændt. Den der særlig duft af smeltet voks hang ligeledes i luften som et lille hint forrest i næseboret. Men i øjeblikket var der ingen stearinlys tændt. I hjørnet stod en høj lysestage med en mindre håndfuld. Alle brændt ned til forskellige længder og med en fod af beviser fra mange andre nedbrændte stager. Det var næsten et kunstværk i sig selv. Resten af forretningen var lyst op ad varmt, omfavnende lys – dæmpet, selvfølgelig – og til trods for at det var lidt af et organiseret rod så var der rent.

At kvinden ikke kunne vente med gøre Saga’s profeti til virkelighed ved at nær have glemme, hvordan man gik i en lige linje og falde, fik hende straks til at gribe hårdere og bedre fat i hende. Stoppede endda op for lige at sikre sig, at der blev fundet ordentligt fodfæste igen. Heldigvis var Saga rigeligt stærk nok til at klare sagen. ”Thanks.” Alligevel for en sikkerheds skyld møvede hun armen lidt mere omkring hendes ryg og krogede om hendes talje.
”I was thinking the same thing. I’ll get you some but first we’ll need to get you up stairs,” gik forklaringen, som Saga igen begyndte at føre sirenen med sig. Tværs igennem forretningslokalet og mod hjørnet ved den bagerste væg, hvor et slør af perlefylde tråde hang som en form for barriere til trappen, der førte oven på. Der var lidt smalt, men nu var ingen af pigerne heldigvis nogle bredskuldrede muskelbundter, så det eneste besvær var i at få kvinden til at løfte benene nok til at tage trinene op.
Det første rum de kom til var vel, hvad man kunne kalde for et køkkenalrum. Der var et lille køkken, placeret op ad den ene væg med køleskab, komfur, ovn og nok bordplads til ydmyg madlavning for få. Et kært spisebord med tilhørende skole og i den anden ende var der et slænger-areal med bl.a. en indbydende sofa dækket med et tæppe og dekoreret med puder. Belysningen var ikke så mystisk som nedenunder. Det var …normalt. Godt oplyst fra lamperne i det skrå loft. Kvinden placerede Saga på den nærmeste stol ved spisebordet, hvorefter hun gik på opdagelse i køkkenet.

Hun fandt fluks et stort krus, der blev fyldt næsten til randen med dejligt koldt vand fra en kande, hun altid havde stående i køleskabet. Men hun gik lige fluks i en skuffe, før hun bragte vandet til bordet. Stillede det foran kvinden… sammen med et par piller.
”Here. Best if you drink it all. And these should take the dizziness.” For lige at holde øje med kvinden, satte Saga sig selv ned på stolen overfor. Svøbte sin trøje om sig, som var det et tæppe.

//out <3 u know <3