Down with the Sickness

Det var ikke en højtid hun brød sig om. Alle folk og deres glade miner. Familier der samlede sig sammen for at fejre julen. Madelaine havde aldrig haft den fornøjelse, og selv når hun havde troet at folk endelig ville have hende - så var hun blevet kastet til siden som en gammel pose kartofler. Hvordan hun denne aften havde fundet herhen? Det kunne hun vel takke en flaske rom og nogle tragiske tanker for. Hun så sig omkring og bemærkede først nu, at hun var kommet ind på ukendt område. Gaia var generelt at ukendt område for hende, hvor længe havde hun været der? En måneds tid hvis ikke mindre. Ingen kendte hende her, men ingen kendte hende nogen steder. Dog var hun opmærksom da hun syntes at fornemme folk i området, eller noget kunne hun i hvert fald fornemme. Hårene rejste sig langsomt henover armene, og hun følte det krible ned langs ryggen. Stille fik hun rejst sig op fra den bænk hvor hun sad. Den halv tomme flaske faldt til jorden, og væsken løb ud i det halv tørre græs. "Shit," mumblede hun før hun bukkede sig foreover for at få fat i den nu tomme flaske. Hun følte sig utryg og følte sig slet ikke tilpas af den stemning hun føltes at føle omkring sig. Madelaines hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Alle instinkter skreg i hende, at hun skulle give sig til at løbe og ikke se sig tilbage - men det var som om at hun ikke kunne bevæge sig. Som om at benene var limet fast til den halv frosne jord. Svedperlerne dannede sig henover panden i frygt.


//Lidt en kort start, sorry! det bliver bedre <3

Tiden omkring midnat var noget ganske særligt. Mørket bragte en ro, der var umulig at finde om dagen. Ens tanker kunne få frit løb uden konstant at blive forstyrret af udefrakommende stimuli; især hvis det blev kombineret med en lang gåtur.
Det havde været et par ualmindeligt hektiske dage forinden denne aften. En del af kultens medlemmer var stadig synligt oprørte over begivenheden, der havde fundet sted for snart tre nætter siden. Der var opstået et akut problem under en indvielsesceremoni, hvor nogle af de indespærrede muertos i 3. stadie var sluppet løs og havde kastet sig over den arme kvinde, netop som hun var i færd med at fremsige eden. De havde praktisk talt flået hele ansigtet af hende i ét forsøg, før nogen kunne nå at reagere. Mortas havde derfor måttet bruge det meste af sin tid på at berolige og forsikre medlemmerne om, at det var en en-gangs-ulykke. Døren burde snarest blive udskiftet med en mere robust en, men det blev først senere på ugen. Denne nat stod på noget veltrængt alenetid, startende med et smut forbi kirkegården.
Den sortklædte præst nåede omsider indgangen til hvilestedet for de døde, hvor han gjorde holdt og fandt en udfoldet papirklips frem. Han brugte noget tid på at rode med låsen på den tunge låge, indtil et rustent krrkk lød, og gav den et dovent skub. Hængslerne hvinede beklagende, idet han trådte om på den anden side. Det malede ansigt havde undervejs været lagt i meget alvorlige folder, men det var tydeligt at se, at en brat følelse af fredsommelighed skyllede indover ham.
Gruset knasede under hans støvler, dog kun ganske svagt, eftersom hans skridt var langsomme og velovervejede. Hans tofarvede øjne løb fra den ene gravsten til den anden, og et dybt suk blev ekshaleret ud igennem hans næse. Rækken af gravpladser kom til en ende, og det samme gjorde hans fodtrin. Noget havde fanget hans opmærksomhed. Der var en snert af alkohol i luften og… menneske? Uden at røre på resten af kroppen, drejede han sit hoved og fik straks øje på skyldneren. En ung kvinde – på kirkegården nær midnat? Hvad foretog hun sig dog her? I en hurtig bevægelse fik han vendt sig om og drog videre med retning mod mennesket.
”Drinking to forget, are we?” Det var de første ord, der forlod hans mund. Spørgsmålet i sig selv var rimelig lige til, men udførelsen af det bar en tydelig undertone af afsky. Et fordømmende blik fulgte trop. “Clothe yourselves with the Lord Jesus Christ, and do not think about how to gratify the desires of the flesh.” Han kunne ikke lade være. ”Do you not know that your bodies are temples of the Holy Spirit, who is in you, whom you have received from God? You are not your own.” Det var åbenlyst, at han citerede bibelske vers. Derfor var det dog stadigvæk møntet på hende. Han observerede udtrykket i den forskræmte kvindes ansigt i pinefuld stilhed, inden han rakte en handskeklædt hånd frem imod hende med håndfladen vendt opad. Hans egen mine syntes at bløde en anelse op, men der var stadig noget foruroligende over hele hans aura. ”You seem to be quite upset. I hope I didn't scare you, miss…?” Præsten lod sin hånd hænge lidt imellem dem, om hun så tog den eller ej, mens han afventede at få sat et navn på den fremmede.