I've been looking for you

Det havde været en turbulent dag. Det var ikke gået mange timer siden han havde fået en nyhed der fik alt til at stå stille. Hans afdøde søster havde haft et barn, og ikke nok med det, var hun blevet taget til fange for mange år siden. Det var hjerteskærende for ham at tænke på alt det hun måtte have været igennem. Han var rasende på gerningsmanden, og ville gøre alt for at han led for det han havde gjort, men for nu, var det vigtigste at finde frem til datteren. Han havde lovet sin søster at hjælpe hende, så alt andet måtte vente. Han fik hjælp af en engel til at vise ham vejen hen til hende, hvilket havde ført til at han nu gik på akademiets grunde udenfor Gaia.

Han så sig roligt omkring på omgivelserne, og undrede sig over hvad hun lavede udenfor på denne tid. Han nåede hen til stalden, og lod sit blik hvile på den lyshårede kvinde foran ham. ”Hello,” hilste han, mens han betragtede hende. Hun lignede umådeligt meget sin mor, med hendes blå øjne og lyse hår, så han var ikke i tvivl om at det var hende. Der gik heller ikke lang tid før det gik op for ham at hun ikke var engel, og derfor måtte være blevet forvandlet til et andet væsen. Af den grund var han vagtsom. Han kunne ikke gennemskue racer medmindre de havde tydelige træk som afslørede dem. ”I would’ve come sooner, but I didn’t know of your existence until now…” sagde han roligt. ”I'm your uncle,” afslørede han.

Det var svært at vide hvad han skulle sige, men han vidste at hun måtte undre sig over hvad han ville. ”And I’ve come because your mother has asked me to help you… you see, she was brutally murdered at the hands of the man who took you… and she’s very concerned about you,” sagde han og trådte et par skridt nærmere på hende.

Dina burde på ingen måde at være ude lige nu, hun burde sidde på sit værelse og øve sig på de opgaver som hendes nye ven havde hjulpet hende med at så, sådan at hun kunne komme til at lære at læse og skrive. Noget hun jo aldrig havde fået lært, det havde jo heller ikke været nødvendigt, når hun var blev holdt skjult, men skjult for at passe på hende ikke skjult for at gemme hende væk fra alt. Sådan var det hun havde fået det at vide, det var for at passe på hende og gøre hende klar til at komme ud til den farlige verden.

Hun havde stået ude i stalden et godt stykke tid nu, hun havde ikke helt styr på hvordan hun var kommet her ud og fundet vejen ned til stalden, hun havde bare været ude og gå og lade sine ben føre hende nye steder hen. Hun havde endnu ikke helt styr på ret meget mange ting, og heller ikke hvordan man var venner? Det var virkelig et underligt ord for hende, det var ikke et hun havde hørt før Nickie havde sagt ordet til hende. Hun stod med hånden på mulen på den ene hest og snakkede til den som hun nussede den, men hun snakkede ikke hørt nok til at nogen ville kunne høre hende, egentligt bevægede hun kun munden og ordene var vist også mest bare tanker der kom.

Dina havde stået i sin egen verden, nussede med hesten der var helt rolig, hun havde aldrig set en hest før hun kom til skolen her, det var dog hendes første rigtige tur i stalden, hun havde før gået forbi og hørt lydene fra stalden og havde fået at vide at skolen havde heste. Hun havde nydt at stå og nusse med hesten, hun havde været bange for dem overhovedet tros det var helt nyt for hende. Det fik hende til at slappe af tros hun var ved at gå i spåner indvendigt fordi hun følte sig så alene og efter af sin Herre. Dog blev Dina hevet ud af sine tanker som der var en mandlig stemme der talte til hende, hun lyste helt op inden hun vendte sig men smilet og håbet forsvandt med det samme fra hendes ansigt, det var ikke Zero. ”Hello” sagde hun stille og kiggede på manden, hun havde aldrig set ham før, men hun var ikke tvivl om at han var engel hun kunne mærke det lige med det sammen, endnu en ting som af bekræftede at det ikke var Zero der var kommet. ”my uncle?” spurgte hun og ignorerede den del med at han ville være kommet tidligere men at han ikke vidste hun eksisterede. ” i didn’t have any family” svarede hun spørgende og så på ham.

Dina blev virkelig urolig for hvad dette handlede om! Hun ville ikke have ham for tæt på sig, hvad nu hvis det var en der var ude på skade hende, nu Zero var væk? Hvad nu hvis det var en som ville fjerne hende fra ham for altid? ” You are lying” sagde hun til det han fortalte om hans mor, Zero havde ikke dræbt nogen! Hun var blevet afleveret på hans dørtrin i en flettet kurv og et varmt tæppe og intet andet. Han havde ikke dræbt nogen over hovedet! ”Why are you lying to me? Don’t come closer” sagde hun og trådte et par skridt baglæns som han kom tættere på hende. Hun var bange! Det lyste ud af hende, hun kiggede bagud for at som hun kunne flygte den vej. Men stalden var lukket af i den anden ende.

Det var kun forståeligt at hun var forvirret og ikke troede på at de var relateret. Hun havde trods alt ikke kendt til hendes familie, men det var Michael's opgave at sørge for hun gjorde det nu. “You do have a family... however I’m terribly sorry about what happened to your mother,” sagde han. Det hele ville være meget nemmere hvis hun stadig var i live. "I'm here to answer whatever questions you might have," tilføjede han.

Han løftede sit blik en anelse da hun beskyldte ham for at lyve. Det kom ikke som nogen overraskelse. Naturligvis, havde dæmonen ikke fortalt hende at han havde myrdet hendes mor. Han havde uden tvivl manipuleret hende og fået hende til at tro det som han gerne ville. ”I would never lie about such a thing,” sagde han med en seriøs tone i stemmen. Han havde ingen grund til at lyve omkring det, men han forstod godt hvis hun ikke blindt stolede på ham. Det ville formentligt tage noget tid for hende. Han stoppede op da hun bad ham om ikke at komme nærmere. "I'm not going to hurt you," sagde han roligt, mens han vendte sit blik mod den hest hun havde stået ved førhen. ”You were taken as a child… he might have made you believe otherwise, but it is the truth...” sagde han og så forsigtigt på hende. "Are you truly happy where you are?" spurgte han, mest af alt for at få hendes synspunkt på hendes situation. "And what creature have they turned you into?" spurgte han.

Dina så på ham, hun fattede intet overhovedet, hvorfra vidste han at hun havde en familie? DET kunne godt være han sagde han var hendes onkel, men hvorfor skulle han så komme lige nu ? Hvorfor kom han ikke for mange år siden? Nej han måtte lyve for hende! Det måtte være fordi der var nogen der ville have fat i hende som måske kendte Zero? ” If you're in my family, why haven't you come before?” Spurgte hun nærmest koldt, men der var en anelse spørgende i hendes toneleje. Hun havde virkelig svært ved at forstå det her, hvilket han nok også kunne mærke på hende. At han var engel gjorde det kun bedre, hun ville være stærkere og hurtigere end ham. Hun valgte at bruge sin hurtighed og var hurtigt omme bagved ham, hun stillede sig nærmest helt op ad ham og duftede til ham. Hun kunne på ingen måde genkende duften, derfor måtte det være svaret på at de ikke var i familie. ” How can you prove that you are my uncle?” Spurgte hun hurtigt inden hun var væk fra ham igen og tilbage til der hvor hun stod før.

Historien om at hun var blevet taget som barn, den havde hun hørt at folk brugte, hun havde fået af vide at hun aldrig måtte stole på nogen der begyndte at tale om dette. Hun havde ingen familie! Og sådan havde det altid været, at hun var født af en kvinde var jo rigtigt nok men ellers intet! ”No your not, because I hurt you before you can hurt me” sagde hun hurtigt og bestemt. Hun var overbevidst om at han kun var ude på at gøre hende ting, hun ikke ville være med til. ”Prove it, prove that you are saying, is the right” sagde hun og kunne godt mærke usikkerheden komme tilbage, hun var jo trosalt afleveret i en fletkurv med tæppe? Altså noget familie måtte hun jo have? Eller? Zero var hendes familie, han havde fortalt hende at man aldrig havde kunne finde hendes familie ergo måtte han jo have ret, altså Zero der var ingen familie. Og havde der? Hvorfor var de ikke kommet frem før? ” i love him! He is my family” sagde hun og kiggede trist og bange væk fra ham. Det hele var så underligt lige nu, hun kunne ikke finde ud af hvad der foregik inden i hende. Hvis han var god til at aflæse folk, ville han kunne se at hun havde en indre kamp og ikke kunne fatte noget af det, samt at hun var møghammerne forvirret. ” Creature? You say you are my uncle and then you call me a creature?” sagde hun stille og vendte sig halvt væk fra ham. “ I’m not a creature” sagde hun stille og havde svært ved at finde ud af hvor hun skulle kigge hen.

”I didn’t know about you… you see, your mother first told me about you now… and my family is quite extensive… however, she insisted that I helped you so… here I am,” sagde han, med et svagt træk på smilebåndet ved den sidste sætning. Han ville ønske hendes mor havde fortalt ham om Dina før, men tingene var hændt anderledes, og derfor havde han først opsøgt hende nu. Det næste øjeblik stod hun bag ved ham, men han forblev stående da hun ikke virkede til at ville angribe ham, nok nærmere se ham an. Der var ikke mange engle på jorden, så hun havde sandsynligvis ikke mødt nogen før. ”You want proof?” spurgte han med et overvejende blik, men før han kunne give hende noget bevis, sagde hun at hun ville kunne skade ham før han kunne skade hende. ”Oh sweetheart, hurting me would be a big mistake. Besides there's no reason to hurt each other... I'm only here to help,” sagde han. Hun bad ham atter om at bevise at han talte sandt, hvilket han naturligvis forstod. Det var kun en god ting at hun ikke var godtroende, men på den anden side, var en engel nok det mest troværdige væsen i verdenen. ”Love?” sagde han og fnøs, før han rystede på hovedet. ”What makes you think it’s love? I mean killing your mother was certainly not an act of love,” fortsatte han, men hun blev sikkert ved med at fortælle sig selv at det ikke var sandt.

”I’m sorry… I didn’t mean it like that,” undskyldte han. Han vidste godt det var forkert af ham, at se andre racer som mindreværdige, men der var intet værre end at en engel blev dræbt eller forvandlet af et mørkt væsen. Hun virkede forvirret og mistroisk omkring det hele, så det var på tide at give hende et bevis på at han talte sandt. ”Just look,” sagde han, før han løftede sin hånd og knipsede med fingrene. Ved siden af ham dukkede en kvindelig skikkelse op. Hendes mors ånd. Hun fremstod som et spøgelse, men med en lys aura omkring sig. Hun lignende Dina på en prik, og for et par øjeblikke så ånden bare på Dina, før den begyndte at smile varmt til hende. Hvis det ikke var bevis nok, så vidste han ikke hvad der ville gøre det. Han knipsede med fingrene igen og i samme moment forsvandt ånden. ”That’s the best I can do…” forklarede han, hvorefter han trådte et par skridt tættere på hende. ”I’m not asking you to trust me, only that you give me a chance,” sagde han, før han stoppede op og håbede at hun i det mindste ville give ham det. Det var de færreste der ikke ville møde deres rigtige familie.

Han vidste ikke noget om hende? Og hendes mor først skulle have fortalt ham det nu? Men hvis hun var død hvordan skulle hun så kunne fortælle ham om det? Han virkede jo ikke lige frem død. Hun blev mere og mere forvirret. ”i don’t understand it sir” sagde hun stille og kiggede ned i gulvet. Det hele var så underligt og hun kunne virkelig ikke finde ud af sig selv. Det hele kørte rundt i hende, alle følelserne det skiftede hele tiden i hende. Så var hun vred, så var hun bange og så var hun ked af det og for en kort stund var hun glad. ” yiir, give me some proof” sagde hun stille, han ord om at det ville være en stort misforståelse at hun skulle prøve at skade ham. ” your are an angel, i’m a vampire. I can hurt you more than you can hurt me.” Sagde hun stille og det var tydeligt at høre i hendes stemme at hun på ingen måde turde skade ham eller egentligt mente noget af det.

Hans fnys og rysten på hovedet gjorde hende usikker. ” Yir love? You know when another person, protects you. “ sagde hun stille og vidste egentligt ikke helt om det var sådan det var. Men det var det hun altid havde fået afvide. ”please stop for a sekund. Why should he kill my mom? I really don’t understand it” sagde hun stille og så på ham. Man kunne fornemme at hendes øjne langsomt blev mere og mere våde. ”Why did hel kill my mom? He told me. He had search after my family and that. But there wasn’t any?” sagde hun stille og havde svært for at finde ordene og fasthold en facade der ikke viste hende svag.

At hun skulle kigge, gjorde hun det, hun fulgte hans hånd bevægelse og se en kvindelig skikkelse kommer frem, hun trådte tættere og tættere på. Hun kunne se en kvinde der lignede hende selv, smilet på kvindes læber fik tårerne til at trille ned af hendes kinder. ” Mom” hviskede hun stille ”it’s you mom?” spurgte hun stille. Da skikkelsen igen forsvandt skyndte hun sig at tørre sine øjne. ” she looks like me” sagde hun stille til sig selv. ” can you bring her back to life?” spurgte hun og så på ham. ” What happend that time?” spurgte hun stille, man kunne godt ane en skælven i hendes stemme. ” it’s hard, really hard” sagde hun stille og kiggede over på ham.