Where do you think you are going? - Junas

Til @Junas

Alessio var lige kommet fra frokost, som de fleste nok lige var kommet fra. Alessio havde ikke en klasse han skulle undervise lige efter frokost, han havde fri for dagen, men alligevel valgte han at blive på skolen, bare for at holde øje med eleverne og for at være sammen med sine kolegaer og vendtede til at en af hans venner blev færdig med at undervise, så de kunne hænge ud.
Han kunne godt lide at være på skolen, han havde selv gået der, selvom det var ret lang tid siden nu, han var jo flere tusinder år gammel. Mange af eleverne var virkelig søde og nogen kunne man godt tale med.
Alessio gik ned af gangnene og holdt øje med om alle elever passede deres timer og ikke pjækkede. Ikke at han forstod hvis de ville pjække, han havde selv gjort det, da han var yngre, men det var hans arbejde nu, at sørge for de ikke gjorde.
Da han kom ned af gangene kom en yngre elev pludselig ud af et kosteskab. Det overraskede Alessio en del og han stod der i lidt af et chok, inden han fokuserede på eleven. Junas. Han kendte ham, ikke at han underviste ham, han havde andre timer, men han kendte ham stadig, han havde set ham og set hvordan de fleste elever behandlede ham, hvilket ikke var særlig godt.
Hvad mon der var sket, siden han endte i et kosteskab og skippede sin klasse?
Alessio gik hurtigt efter ham og fik indhentet ham, så han stod foran Junas.
Junas, shouldn't you be in class right now? spurgte han nysgerrigt og hævede et bryn.
Junas var en speciel dreng, han gik i pigetøj og med make-up, ikke noget alle gjorde på denne skole, samtidig var han til mænd, men der kunne Alessio ikke sige meget, da han var til det samme.
Personer, især børn, var ikke særlig velkommende til mere specielle personer, anderledes personer, som var modige nok til at skilde sig ud fra mængden, som Junas var. Han fik mange høvl og som lærer var det Alessios job at sørge for at alle elever havde det godt og ikke blev mobbet.

Junas var ikke ligefrem den mest populære fyr på skolen her, ikke at det gjorde ham noget, han havde aldrig rigtig været typen der gik efter at blive populær, han ville bare gerne accepteres og respekters! Han var jo ikke typem som gjorde andre ondt! Det kunne han simpelhen ikke finde ud af, han var passefist så det ville noget, han kunne ikke engang dræbe en myg!


At sidde i et lille koste skab, hele frokost pausen, og ingen mad have med der ind, det var ikke lige frem sjovt! Men han havde kommet til at svare en af de andre fyre lidt igen, og han var blevet lovet guld og grønne skove hvis han fik fat på ham, dette havde gjort Junas bange, og det var derfor han efter timen lige før frokost, havde placeret sig i dette kosteskab! Det var ikke lige frem behageligt at sidde på den spand han havde siddet på. Men han ville langt hellere sidde på en spand og have ondt bagi, end han ville have et blåt øje og flere blå mærker på kroppen! Han havde stadigvæk et par mærker tilbage efter sidste omgang for to dage siden.


Han hørte klokken, okay, det var klokken der ringede til time! Han burde virkelig komme ud der fra, og gå til sine sidste timer, men han turde ikke, sådan virkeligt meget! Han var skide bange. Selvom det nok ikke var rigtigt, følte han at der stod nogen ude på den anden side af døren, der var ingen der vidste han var her, så derfor gik han ikke ud! Han hørte fodtrine føre væk, *puhaaa* tænkte han stille for sig selv, det havde nok blot været nogen som var stoppet op for at snakke. Da der ikke var flere fodtrin at høre, eller snakken på gangen, men blot lyde at døre der blev lukket, valgte han at rejse sig fra spanden, mens han ømmede sig lidt. Av av, ja det gjorde mere ondt end det havde gjort mens han havde siddet ned! Han stod lidt og fik liv i benene og bagdelen igen.


Hånden på dør håndtaget, åbnede døren, langsomt og stille trådte han ud på gangen, der var ingen! Så langt så godt! Han begyndte at gå ned af gangen, han overvejede kort at tage til sine sidste timer for denne dag! Men blev hurtigt afbrudt i sine tanker, da han så en lære komme op foran ham, han stoppede med at gå, så på han, og genkendte ham med det samme. Det var Alessio, han så kun kort på ham, inden han slog blikket ned i gulet ”tjo, det burde jeg vel” sagde han stille og så på ham. Han havde et par lange meget stramme jeans på, og en t shirt, samt en alt for stor hoodie, hans hoodier var altid for store til ham, det elskede han virkelig. Dagens make up var lagt perfekt, og håret sad som det altid gjorde. ” jeg ... han tav, han viste ikke hvilken undskyldning han skulle komme med! For uanset hvor meget han prøvede at lyve, ville det være tydeligt at han løj, for Junas kunne virkelig bare ikke finde ud af at lyve!

Alessio lagde sine arme over kors, da Junas kiggede ned mod jorden og svarede meget kort, det var ikke lige det svar han ledte efter, han ville hellere høre en forklaring på hvorfor han ikke var til time, hvorfor han var på gangen, på vej væk fra timerne.
Hvorfor er du ikke til time, Junas? spurgte han nysgerrigt og prøvede at få øjenkontakt med drengen foran sig. Han vidste at Junas var en udsat dreng. Alessio ville gerne hjælpe drengen, men han kunne ikke rigtig hjælpe ham med at pjække for skole. Selvfølgelig hvis han havde en god undskyldning, til at skippe denne klasse, ville han nok lade ham slippe, som at være syg. Han så dog ud til at have det fint fysisk, måske ikke så meget psykisk.
Han lyttede til Junas, men han lød ikke til at komme med nogen forklaring, i hvert fald ikke en som han ville fortælle til Alessio. Han sukkede svagt og roddet sig lidt i håret, inden han lagde fokus tilbage på Junas.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til drengen, Alessio havde aldrig været udsat på samme måde som Junas. Han havde ikke nogen gode råd til Junas, om hvordan han skulle forholde sig til hans liv og dem omkring ham. Han kunne skræmme dem som lavede sjov med Junas, men det ville måske ikke hjælpe i enden, da Alessio ikke kunne være omkring hele tiden.
Er det noget jeg kan hjælpe dig med? spurgte han. Hvordan han kunne hjælpe, kunne han kun finde ud af, hvis Junas fortalte hvad der var galt og hvad der var sket, siden han pjækkede for skolen.
Måske skulle han dog lade ham denne ene gang? Måske tage ham et sted hen, hvor det var mere privat og få ham til at tale til Alessio, omkring hvad der var sket, eller hvad der forgik. Det var ikke ligefrem etf forbillede for andre elever, en lærer der gav en elev lov til at pjække, men Junas så ud til at have brug for en smule pusterum og få talt lidt.
Jeg giver dig lov til at pjække denne gang, hvis du kommer med mig og fortæller mig hvad der er sket sagde han og kiggede ned på drengen med et blidt smil. Han håbede Junas ville tage imod forslaget, eller tilbudet kunne man sige. Alessio ville rigtig gerne hjælpe ham, især fordi det ikke var første gang han så denne dreng i denne tilstand.
Han vidste dog selvfølgelig ikke hvordan Junas havde det med at snakke om hans situation, om han overhovedet var klar til at tale om det eller om han talte med en psykolog om det. Det vedkom måske bare slet ikke Alessio og det ville han så forstå, men så blev Junas nød til at gå tilbage til timen.

Junas så ned i gulvet, han viste slet ikke hvad han skulle sige eller gøre, han ville bare ikke til timerne ! og han var virkelig dårlig til at komme med undskyldninger og lyve, det duede han bare ikke til. Junas var tydeligt urolig, og kiggede op på Alessio, og trak på skulderne og svarede. ” fordi jeg ikke tør” sagde han stille, han kørte selv kort en hånd igennem håret. Og kiggede omkring sig på gangen, han var bange, bange for at de drenge ville komme ud og se han stod og snakkede med en lære, d et ville give ham langt flere problemer end hvad ville være godt. Han så igen ned i gulvet, ” jeg, jeg. Kan vi ikke tale et andet sted?!” spurgte han, det var tydeligt at han ikke var tryg ved at snakke her ude på gangen, man viste aldrig hvornår der kom nogen af de drenge eller piger, der var venner med drengene, ja de var heller ikke blege for at sige noget til ham eller gøre ting ved ham.

Han havde aldrig været typen der skabte problemer, eller lavede ballade, han forsøgte altid bare at indpasse sig og forsvinde ind i mængden, altså ikke at få opmærksomhed og bare få lov at være sig selv. Det var ikke altid det lykkes, og det gjorde det efter hånden sjældent her. Alle viste hvem Junas var ” drengen i pige tøj” og ja hvad han ikke hørt hvad de andre elever kaldte ham. Han var normalt ikkke typen der sladrede om de andre, og egentligt bare tog imod uden at give igen, men han viste at det ikke kunne blive ved sådan hele hans liv, for så ville han ikke få accept og sådan noget, som han gerne ville have. Han viste godt at man ikke kunne være bedste venner med alle, og at der altid var nogen som ikke ville kunne lide en, og tja det havde han det fint med. Det gjorde ham bare ked af at folk blev ved, og ikke bare stoppede, for han synes ikke det var sjovt mere. Dette var nok også grunden til at han ville sætte en stopper for det! Selvom han var bange, bange for konsekvenserne af det valg han havde taget mens han havde stået og kigget på Alessio og kigget ned i gulvet. ”Jeg vil gerne tale, men ikke her på gangen, kan vi ikk gå på dit kontor eller sådan noget Sir?” spurgte han stille og bedende og gjorde tegn til at gå.

Alessio kiggede undrende på ham, næsten spørgende, selvom han nu godt vidste svaret til hans spørgsmål i hans hoved. Hvorfor turde Junas ikke at gå til time? Han kendet svaret til det, men han kunne bare ikke tro det, at en elev var bange for at gå i skole, fordi der var nogen der var efter ham. Sådan burde det ikke være at gå i skole, alle skulle have lov til at være der og det burde føles som et sikkert sted, som et hjem, især fordi elevern boede her, det var deres hjem så længe de boede der. De burde føle sig sikre.
Men Alessio forstod hvorfor Junas ikke følte sig sikker og han følte at han burde gøre noget ved det, så Junas ville turde at gå til sine timer igen.
Well, det er noget vi må lave om på, vi kan ikke have at du er bange for at gå i skole sagde han og smilede blidt til Junas.
Han forstod godt at han ville tale et andet sted, det var bedre med lidt privat liv, det var heller ikke fordi at disse gange var lydtætte, folk i klasserne kunne sagtens høre en, hvis man stod tæt nok på en dør.
Hans kontor var nok en god ide at gå hen til. Det var nok det mest private han havde på skolen. De kunne sagtens gå derind for at tale lidt sammen, hvis det gjorde at Junas fik det bedre.
Lad os gå til mit kontor, der kan vi tale alene sagde han og førte an hen mod sit kontor.
Det var lidt længere væk fra gangen og hen mod storsalen og lærerværelset.
Det var et lille hyggeligt rum, som egentlig var forbeholdt til når han skulle forberede til sine timer. Men han måtte nu bruge det til hvad han nu end ville.
Han låste døren op, da det egentligt ikke havde været planen at gå på kontor igen resten af dagen, da han havde fri. Han åbnede døren helt og trådte til side, så Junas kunne komme ind.
Der var en desk, med en simpel stationær computer og monitor, samt en masse papir og bøger. Foran desken var der en stol, hvor Junas kunne sidde og tale med Alessio, så de ikke behøvede at stå op hele tiden, da denne samtale nok krævede at man sad ned og tog nok lidt tid.
Bare sæt dig i stolen, fortæl mig hvorfor du er bange for at gå til time og hvad vi kan gøre ved det sagde han og satte sig på sin egen stol bag desken, overfor Junas.
Han så nysgerrigt på Junas, han ville høre det hele, hvad der var sket den dag, hvad der var sket alle andre dage. Han ville høre om Junas havde en ide til hvordan dette kunne stoppe, selvom Alessio havde mange andre ideer, som ikke var særlig normale eller ortodokse.

Det var jo aldrig rart, på nogen måde at vare bange for at gå i skole, eller i det hele taget gå og være bange hele tiden. Selvom Junas var vant til det, fra sine tidligere skoler, og sin hjem by i Norge, hvor alle viste hvem han var og ikke var på nogen måde særlig sød over for ham. Junas havde aldrig rigtigt haft det man kunne kalde en bedste ven, fordi de var bange for at være venner med ham, da dem Junas snakkede med også blev mobbet. Junas havde altid været alene, det gjorde ham ikke det vilde, men det havde altid givet ham en klump i maven og halsen når alle hans klasse kammerater blev iniveteret til fødselsdag hos en fra klassen og han aldrig blev inviterert, selv hans lære gjorde ikke noget ved det.

Junas havde håbet af starten på denne skole, starten i et nyt land, ville ændre det hele, give ham en masse forståelse og ikke mindst venner, men sådan blev det, desværre ikke, han havde dog mødt et par elever han snakkede okay med, men han savnede virkelig en bedste ven, en han kunne kalde sin bedste ven, en som tog ham for den han var, og ikke for hvad andre tænkte om ham. Junas var speciel han var Homoseksuel, hvilket ikke var det speciele, det speciele var han at elskede at gå i pige tøj og have make up og sådan noget på, det at han ikke ville være pige, men bare gerne vil gå i pige tøj og have make up på. Han var ret sikker på at han ikke var transkønnet, for han ville ikke være pige af krop.

Junas så godt hans undrende blik, og det spørgende, dog gjorde han ike noget ved det. Det var okay, man behøvede jo ikke at ligne en der viste alt og tja, han viste ikke hvad han skulle kalde det. Han så på ham, ” ja” sagde han og smilede forsigtigt til ham. Det var aldrig rart at tale med en om ens problemer på en gang hvor alle kunne høre dem hvis de kom ud, eller hvis der var stille i klasserne fordi væggene ikke lige frem var lydtætte! Han nikkede smilende en anelse usikkert, men valgte at følge med ham, han havde ikke sagt et eneste ord under turen til hans kontor.

At han fik lov at sidde ned, værdsatte han, han hadede at skulle stå op for længe af gangen, det var jo ikke ligefrem fordi man blev højre af at stå op! Han satte sig ned og smilede usikkert, han lod blikket glide rundt i rummet, han havde aldrig været her inde før. Han valgte dog at kigge på Alessio, inden blikket gled ned på sine hænder der legede usikkert med hans trøje. ” Der er nogen som.... ikke behandler mig ordenligt, de mener de har ret til at mobbe og være efter mig hele tiden, fordi jeg er en særling og en ussel mand, at jeg aldrig nogen sinde bliver mand! De er somme tider fysiske mod mig, skubben og hiven i håret, og få hældt ting ud over mig, en af mine første dage hældte en fyr kaffe udover mig, det gjorde virkelig ondt, og mens han grinte prøvede han at sige det var uheld, men jeg er ikke lige frem dum, jeg ved jo godt det var med vilje, for lidt væk derfra stod hans venner og var ved at dø af grin. ” sagde han og så ikke på ham, han mærkede det gjorde ondt at snakke om. ”jeg gemte mig i hele spise pause der inde, hvor jeg kom udfra, fordi jeg valgte at svare en af dem igen, og fik lovede alle mulige ting, som jeg ikke ville synes var rare, så jeg gemte mig, jeg turde ikke gå ned til frokost” sagde han og så på ham sådan rigtigt. Han viste godt, at han nok selv var skyld i det, fordi han gik klædt som han gjorde, men han ville ikke lave om på sig selv bare for at de skulle vinde dette. Det ville han ikke være med til!

Nogen som ikke behandlede ham godt, ja det havde han regnet med. Han vidste dog ikke hvor langt de gik overfor Junas. Han vidste dog ikke at de var fysiske mod ham, hvilket gjorde sagen en del mere seriøs. Selvom at verbal mobning var slemt nok, og kunne nedbryde en person, så var fysisk mobning taget en del mere seriøst, da personen som var fysisk mod en anden, kunne risikere at blive smidt ud af skolen, hvis de var fanget eller deres navn blev nævnt. Hvis Alessio kunne få navnet ud af Junas og Junas ikke var bange for det, så kunne han få smidt eleven ud af skolen. Han ville dog forstå hvis Junas ikke ville fortælle navnet, bange for at nogen fandt ud af at det var ham, selvom det ville blive holdt hemmeligt. Nogen gange var elever bare så snu, nogen gange var der bare en der ville vide alt, og sige det vidre til andre.
Det ville dog være den eneste nemme måde, at få dette til at stoppe, hvis han ikke ville mobbes længere, hvis han ikke ville være bange for at gå til time længere. Det var dog godt at høre, at han sagde fra overfor dem, at han stod op for sig selv og ikke bare lod sig lege med. Han nikkede lidt, som han hørte hele situationen, hvordan det lå, hvad der var skete og hvad der skete.
Jeg er ked af at høre hvad du går igennem Junas, især da du lige er begyndt på skolen sagde han beklageligt og tog en blok frem sammen med en blyant. Han ville være klar til at skrive et navn eller flere navne ned, hvis Junas ville være villig til at give ham navne, så han kunne få fat i eleverne og forældrene til dem.
Junas, jeg kan forstå hvis du ikke vil sige det, men det ville gøre det så meget nemmere, hvis du ville give mig navnene på de elever som gør det her mod dig sagde han og kiggede på Junas med et blidt smil. Det var en uheldig sitaution som Junas var kommet i, det var ikke fordi at skolen var et sted hvor folk blev mobbet, da skolen tog det meget seriøst, så Junas blev mobbet så kort tid efter han startede, var beklageligt. Det var tydeligt hvorfor han blev mobbet, fordi han skildte sig ud fra mængden, han havde pige tøj på, han havde make up på, folk var ikke altid særlig accepterene, men det blev de nød til at være, eller i hvert fald holde deres mund lukket og ikke gøre andre ondt.

Junas sad uroligt på stolen, han var tydeligt ikke glad for dette, han var bange, tænkt hvis en af drengene kom ind lige nu? Han viste godt at chancen for det nok ville være ret lille. Han valgte at rejse sig fra stolen, han gik over til vinduet, stod med ryggen til Alessio, mens han kiggede ud, det var en smuk udsigt, det måtte han indrømme. Han hørte Alessio’s ord, han havde det på samme måde, han var ked af at være startet her, for at blive mobbet lige så meget som der hjemme. Han havde virkelig håbet på at han kunne få venner, ikke at han ikke havde fået, det havde han dog kun et par få stykker. Me få gode venner var vel bedre end mange dårlige venner?. Han vendte sig ikke rundt, han kiggede forsat ud af vinduet, og pillede lidt ved en plante der stod i vindues kammen.

Da Alessio talte igen, hørte han, hans ord, og vendte sig rundt og gik lidt rundt i kontoret. ” jeg vil gerne sige det Sir, men problemet er jeg ved ikke ved det, de kalder aldrig hinanden ved deres navn, men kun et bogstav, ham der styrre det, bliver kaldt A, selv når jeg spørger de andre elever, vil de ikke sige hvad de hedder. Jeg er tror de andre elever er bange for at sige det” sagde han og så på ham, det var jo ikke sjovt at Junas viste hvad de hed, for så ville han bare kunne stikke dem, og få dem smidt ud, det var sådan Junas tænkte, og det var nok også derfor de kun blev kaldt ved bogstav. Han gik over til en lille reol, hvor der stod en masse bøger, han så på bøgerne, det virkede til at være spændende bøger. ” hvis jeg kendte deres navne, havde jeg sagt det noget før” sagde han stille og tog en bog ud og åbnede den. ” de gør heller aldrig nogen vis en lære eller andet er i nærheden, og de elever der går forbi eller er i nærheden kigger væk eller bare gå væk der fra” sagde han og bladrede lidt i bogen.

Bogstaver? Det var virkelig mærkeligt, men faktisk ret klogt, så vidste ingen hvad personen egentlig hed og man kunne ikke blive smidt ud, uden en vidste ens navn. Det gjorde det dog en del sværer for Alessio, at fri Junas fra hans mobbere, men der måtte være en måde han kunne stoppe det, så Junas kunne få en bedre skoledag og bedre skoleliv i det hele taget, der var ikke noget værrer at gå igennem skolen som et mobbeoffer. Hmm, det gør det lidt sværer, men jeg vil lytte efter nogen der kalder en A, så kan det være at det er ham sagde han til Junas og skrev bare 'A' ned på sit notespapir. Alessio var god til at glemme, især de mindste ting som et bogstav, så det var godt for ham at skrive det meste ned, derfor var hans bor nærmest dækket i stickynotes.
Han skulle måske tale med lederen af skolen, siden Junas også havde informeret ham om at flere elever, faktisk var bange for denne gruppe som gik rundt og mobbede.
Det var lidt af en situation han måtte have andre lærer og lederen med på, så han ikke stod alene med det, for så kunne det godt blive tricky, hvis han skulle fange disse elever på ferskgerning. Især hvis de ikke opførte sig sådan omkring lærer.
Jeg tror jeg vil sige det videre til lederen og vores andre lærer, både så de kender til din situation, men så de også kan hjælpe med at få fat i denne gruppe, du skal ikke gå rundt og være bange for dem, det går ikke sagde han og skrev det hurtigt ned også.
Han skulle måske også finde på en måde så Junas faktisk gik til timerne, uden at være bange for at støde ind i dem igen. Det ville være en ide, måske ikke en bodyguard, men måske bare en lærer på gangene, når eleverne gik til klasserne, så eleverne ikke vil gøre noget, dog kunne de altid gå et andet sted hen... Hvad ville hjælpe dig til at gå til timerne, uden at være bange? En lærer ved siden af dig eller? spurgte han nysgerrigt og kiggede på Junas med et venligt smil.

Junas var nok ikke til magen hjælp, for han kendte jo ikke deres navne! Som han stod der overfor Alessio og kiggede på ham, hadede han sig selv for ikke at vide hvad de hed dem der var efter ham, han så ud af vinduet. ” jeg er ked af ,jeg ikke kender deres navne” sagde han og så forsigtigt på Alessio, det var jo ikke nemt at stoppe nogen når man ikke viste hvem det var. Han kom dog i tanke om noget, ” jeg ved ham der er den der ligesom styre dem, altid har jeans på som sidder lidt nede på numsen, hans skoletaske er sort, hvor er der er skrevet med hvidtusch på” sagde han i håb om at dette kunne hjælpe, han havde nemlig godt langt mærke til ham, og hans taske, for der var altid piger der spurgte om de ikke måtte skrive på den. Han havde hver gang rullede øjne af det, når han stod med ryggen til og hørte dem.

Han valgte at sætte sig ned igen, overfor Alessio, han hørte hans næste ord, han smilede til ham, sådan et lidt glad og måske forbudt smil, da det også lidt var et kærligt smil. Han havde ikke selv sådan helt lagt mærke til at han sendte ham et lidt kærligt smil. ” Jeg kan prøve at tage billeder af dem med min mobil uden de opdager det, jeg håber i hverfald ikke de opdager det” sagde han og så på ham og kunne ikke lade være med at grine lidt ” så kan jeg lege hemmelig agent” sagde han jokkende, mest for at prøve at være glad, og ikke bange og ked af det.

Han tørte sit lille grin af munden og så igen alvorligt på Alessio, det var jo ikke lige frem fordi det her var sjovt på nogen måde! Han trak på skulderne ” det er ikke så meget det at jeg er bange for at gå til timerne, det er mere når de truer mig, nogen gange lykkes det mig at blande mig i mængden af de andre elever så de ikke ser mig, men problemet er jeg nogen gange prøver at overbevise dem om at jeg er selvsikker nok til at svare dem igen, at de truer mig, og er mere hårde ved mig” sagde han stille og så kiggede ned på sine hænder, ” jeg tror ikke det vil hjælpe med en lære der følger mig, for så gør de det bare efter skole tid” sagde han uden at vide det, men det var det han gik ud fra, for sådan havde det været på de andre skoler han havde gået på.

Alessio rystede på hovedet og smilede til Junas. Han havde ikke gjort noget forkert og der var ikke noget han skulle undskylde for. Det var ham der var ofret her. Du har intet at sige undskyld for, jeg vil gøre alt for at finde ud af hvilken person dette er sagde han.
Han begyndte at skrive alt ned som han begyndte at fortælle om personen, om hans taske og hans jeans som hang. Det var noget han i hvertfald kunne kigge efter, imens han gik på gangene og få talt med denne person, han ville også lige notificere de andre lærer, så de kunne kigge efter denne person.
Jeg vil skrive det til de andre lærer, så de ved hvad de skal kigge efter, så bliver det lidt nemmere at få fat på ham sagde han til Junas og smilede.
Alessio blev hylet lidt ud af den og ret overrasket, da Junas lige pludselig sendte ham et kærligt smil. Det var ikke lige noget han var van til at få fra sine elever, forhold mellem elever og lærer var faktisk forbudt og desuden var Junas en del yngre end ham selv, så han vidste ikke hvordan han helt skulle tage det, han sendte dog et venligt og neutralt smil tilbage, bare for at virke venlig overfor Junas, da han ikke ville have Junas til at føle sig ukomfortable på nogen måde, selvom Alessio stadig tænkte på hvordan han skulle tage det smil.
Han nikkede dog til Junas's forslag, det var et godt forslag, så længe at han ikke selv kom til skade, hvis nu personen skulle tage ham i at tage et billede og han måske ville gøre Junas fortræd, men så ville de først komme efter ham, hvis der kom et slagsmål ud af det. Det ville skolen virkelig ikke have.
Det lyder som en rigtig god ide, bare pas på du ikke kommer ud i problemer, jeg kan ikke være overalt til at fange personen sagde han og grinte med Junas efter han jokede lidt. Det var fint at joke i den situation han var i, det fik ens energi og humør op, så man faktisk kunne klare dagen og ikke faldt ned i en dyb depression.
Han nikkede lidt til det han sagde og kunne godt se hvad han mente. Det var ikke fordi en lærer kunne være hos ham 24/7, men måske hans venner kunne, hvis han tilbragte meget mere tid sammen med dem, måske spurgte om de ikke ville beskytte ham lidt, Alessio var sikker på at hvis det var rigtige venner, så ville de forstå hans situation. Det er rigtigt, en lærer kan ikke være hos dig hele tiden, men måske hvis du spørger dine venner, bare indtil at vi får fat i fyren, jeg er sikker på at de er villige til at passe på dig sagde han med en spørgende tone og kiggede på ham med et venligt blik.