This doens’t concern you.. ( Joy )

Tidspunkt: 02:45.

Vejr: let støvregn, mørkt, fugtigt og køligt.

Omgivelser: parken, gadelampernes skær og skygger, træer da lukker ned til vinteren.

Chad havde siddet hjemme hos sin Mistress, efter et måltid havde han tænkt tilbage, husket vreden, imens han vaskede op, havde han lagt en seddel om han ville gå ud og da var en nat snack i kæleskabet, et fad med forskelige oste og en pakke oste kiks ved sedlen, så da nat snack var klaret, gik han ind i sit rum, for og skifte ud af sit fine tøj, han tog nogle sorte bukser på med sidde lommer, et heavy duty bælte, hvor han klikkede sit pistol bælte i med sin Dave’s GSG M1911, 45 caliber, sin lyddæmper, et par magasiner med sølv kugler og sin William dobbelt blade dolk, for og trække en sort halskrave på, sine sorte støvler, læder handsker, tynde, for og kigge på sin maske, en hue da dækker hele hovedet og med huller ved øjnene, som han trak på, for og gå ud af døren, låse den, og ud i mørket, for og skygge træde væk, forsvinde i mørket.

Han bevægede sig rundt i mørket, på jagt efter sit bytte, som en skygge, han kunne ikke lugtes, høres, ses, fornemmes, han var et med skyggerne, for og bevæge sig da ud af, på jagt efter nattens mål, han havde spejdet stedet en del gange, han vidste 5 unge varulve, 3 hanner og 2 hunner, mellem 18 og 14 kom her og ryge hash og drikke alkohol, og idag var de målet.
Han listede sig over hvor han vidste de ville være, stedet hvor de hang ud, han gik stille da over, kunne se lyset de havde sat op, høre knirken af bål, som fik ham til og spidse læberne i et smil, det var jo alt alt for nemt.
Han skygge trådte så tæt på han kunne, for og træde ind i lyset, til varulvenes undre, for de så grinte af ham, var det ikke underligt og cosplayed nu? Han sagde ingenting da han trak sin Dave pistol med lyddæmper, for og rette den imod varulvene, de holdt lidt op med og grine, for og begynde og skrige da et lille piv kom og den mindste varulve han faldt om, død på stedet da skuddet havde ramt ham klokke klart i skallen, så hjernen var splattet ud bag ham på jorden, imens han sank bagover, hvor på den største af dem sprang på ham med en knurren, for og blive wreslet til jorden, og skudt to gange i maven, overlevede, fordi Chad skød hvor han skød hvor han ville skyde, for og se den sidste han løbe sin vej, råbene på hjælp, han trådte ud i skyggen, forsvandt for og stå 2 meter foran varulven, som han greb ved struben, før hannen kunne sige noget, blev han skudt 2 gange i hjertet, døde på stedet med et hvin, Chad så livet forsvinde fra den ung han, for og træde tilbage igennem skyggerne.

Han så de 2 unge ulve hunner græde, imens den sidste han lå og klynkede i smerter, han rettede pistolen imod hunnerne, hvor den ældste af hunnerne skærmede for den yngste, han var mini sekund fra og trykke, da han hørte noget, lugtede noget.. ukendt, ven, fjende? Han trådte om bag hunnerne, rettede pistolen imod den ældste huns hoved, trak sin william dolk, for og stå kamp klar, han sagde stille men højt nok til den fremmede kunne høre det.

“Identificer dig selv, ven eller fjende, hvis du kommet for og redde køterne, er det her ikke din kamp.. gå”

Han lød kold, men fredelig, professionel.
Han afventede et svar, imens hans mentalitet var i alarm beredskab, vampyr jæger, jæger? Ven, fjende, våben, hvem var det, han stod dog helt stille imens hans øjne scannede området som en erfaren soldat, et trænet falke blik, en dræbers blik.

Hvad lavede hun overhovedet herude på denne tid af natten? Se det var et glimrende spørgsmål, som hun næppe selv havde svaret på hvis hun blev spurgt. Joy vandrede rundt i parken for sig selv. Det var ikke til at en tåge af frygt fik hende til at slå alarm. Stille bevægede hun sig imod konflikten. Hvis der var noget hun kunne så var det i det mindste at prøve at hjælpe. Joy prøvede at holde sig ude af rækkevide, men vinden var ikke på hendes side og afslørede hende hurtigere end ønsket.
"Heeey heey mester, rolig nu," konfronterede hun ham og trådte frem med hænderne oppe. "Ingen grund til at dræbe til højre og venstre bare for sjovs skyld. Det efterlader bare en masse rod," pointerede hun og så henover de sørgelige rester af varulve. Varulve og vampyrer havde været i krig i flere tusinde år, hun kendte til race fjendtligheder. Hun var den første person i historien som var blandet af tre forskellige racer og hendes far den aller første hybrid. Hvis der var noget hun kendte til, så var det race konflikt.
"Jeg ved ikke om jeg ville kalde dig min ven, jeg aner ikke engang hvad du hedder," trak hun tiden en smule ud og trådte et par skridt frem. "Fjende.. nah, så ville jeg være nød til at slå dig ihjel, og det min fine ven - tror jeg du vil ønske at undgå. Desuden, tror jeg der er nok folk som er døde her.. tænker du ikke?" Spurgte hun og lagde armene over kors. Hun var rolig. Ikke fordi hun tøvede på hans evne til faktisk at slå dem ihjel. Men hendes evne til at rejse tilbage i tiden og stoppe det samt gøre det om til hun fik det udfald hun ønskede - det gjorde det lettere for hende.
"Lige et helt andet spørgsmål.. det har ofte undret mig.. er det egentlig det ekstra y kromosom eller tror du bare at holde pistoler for andres hoveder er sådan en mega sej til.. eller hvad siger de unge nu til dags.. the mothafucka," hun løftede elegant på et øjenbryn imens hun så ham an.