I need your help, and it's not in the traditional way

Tid Det er eftermiddagstid
Dato Midt Maj 2019
Sted Juice stop
Omgivelser Der er enkelte folk, og dog er det ikke deres mest travle tidspunkt
Vejr Det er lettere køligt, men ellers smukt vejr
Påklædning
- Tøj + Sko Han har en sort trøje på, og et par jeans. Han har mørke sko på
- Hår + Skæg Han har kort mørkt hår, og skægstubbe
- Accent Amerikansk Stemme
- Andet Han er 1,99 meter høj. Han har en metalisk arm (Venstre arm) Link, den er dog dækket til af trøjen, og man kan kun se hånden

Emnet er tilegnet @Alice <3

Det havde været overraskende nemt at finde hende, specielt efter at han for alvor var begyndt at lære, hvordan han skulle bruge sin super computer af en hjerne. Selvfølgelig havde det været super skræmmende, da han første gang fandt ud af, at han i teorien faktisk ikke var en rigtig person, og havde det ikke været for Tidus, var han nok faldet helt sammen. Det havde ledt ham ned af en vej, af lidt af en identitetskrise, specielt fordi alle hans følelser, tanker og behov egentlig var en kode og en programmering. Alle hans minder, såsom da han inviterede Jennifer til galafesten og hun sagde nej, eller hans tidligste minder om sin barndom, var bare en stor løgn, det var minder indplanteret, for at give ham en falsk følelse af sikkerhed. Hans forældre var højst tænkelig heller ikke engangs hans forældre, og i sidste ende stod han med det store spørgsmål om, hvilken del af hans liv, overhovedet var hans eget valg.
Dog efter han samtidig åbnede op for de minder, der førhen havde været låst eller gemt væk, opdagede han også alle de forfærdelige ting, som han egentlig havde gjort, over det liv af 10 år han havde haft. Det havde været så grusomme ting, og det var ting han aldrig ville gøre igen, så han måtte finde en, som kunne hjælpe i hans omprogrammering, således andre ikke kunne få kontrollen over ham igen. Selvom han dog selv var en virkelig god hacker, så kunne han ikke hacke sig selv, og herigennem ompgrammere sit system, der måtte han have en anden med ind over, og det var derfor, at han var på vej imod Juice stop, for at snakke med Alice eller hvad end hendes navn måtte være. Som han kom ind, skannede han rummet, og fandt til sidst hende, der sad med sin computer, hvor han så gik op til hende, og satte sig foran hende "Hi" fik han sagt med et smil "I need your help, and I'm willing to pay for it" det var måske lidt kryptisk hvad han skulle bruge hendes hjælp til, men det var en start.

Nogengange var det bare kedeligt at sidde hjemme for sig selv og sidde med computeren. Alle andre var ude og have det sjovt med deres kaos, og alligevel kunne Alice for det meste kun se det gennem en skærm. Så når hun endelig følte behovet tog hun sin computer med sig og satte sig et sted hvor der var gratis wifi. Internetudbyderen ville alligevel ikke kunne spore hendes aktivitet, for hun havde fjernet alle logs og filer om hendes tilstedeværelse når hun gik herfra. Hun løftede blikket som en person pludselig stod foran hende. Hun havde ikke sin maske på som hun plejede, så på en måde følte hun sig blottet. Men hun var også ligeglad, for hendes udseende var intet betydeligt. Hun lignede en hver anden pige der sad på en juice bar med sin bærbar.
Hun løftede sin jordbær frappé med hvid chokolade crunch og tog en lang tår som hun løftede et øjenbryn af fyren. "Do I know you? I'm not sure I am to much help," svarede hun med et kort smil før hun tog endnu et sug. Hun elskede den her drik mere end noget andet. Men noget i hende sagde at han måtte have en idé om hvem hun var, og det var ikke godt. For hvordan kunne han vide det? Hun lavede en gestus mod stolen foran sig og lænede sig tilbage i sin egen. "You're too old to talk to a college student, so I doubt you need help with your calculus," sagde hun så med et skævt smil og lagde hovedet på skrå. "Do tell me though. I love a good chat," sagde hun så og lagde sin frappé ved siden af sin bærbar.

Hun var en køn pige, måtte han indrømme, og havde det ikke været for den situation han var i, ville han nok føle sig ret akavet siddende her og snakke med hende. Dog var han målrettet, og ville gerne vide om hun faktisk kunne hjælpe ham "No you don't know me, and I think you can. I've heard you're pretty much one of the best at what you do" pointerede han med et skuldertræk. Han klukkede som hun forsøgte gætte sig frem til, hvad han måtte have brug for hendes hjælp til, og hendes gæt var ikke tæt på hvad han egentlig havde brug for hjælp til "No I do know calculus very well, so it's not anything that has to do with normalcy" han skar kort en grimasse, mens han forsøgte at finde frem til de rigtige ord, og måden han skulle præsentere det for hende. I sidste ende var der dog ikke så meget andet at gøre, end bare at ligge det hele klart for hende.
"I need you to reprogram something for me, I would do it myself, but it's pretty much impossible" forklarede han, og kort så han så omkring for at se, om der var nogen som så imod dem "And by reprogramming something, I mean I need you to reprogram my code" han tog sin hånd op til sit ansigt, hvor han fik fat i en kant, og her fjernede et stykke flaks hud, der dog ville føles præcis som normalt hud, og dog var det syntetisk. Under hud laget, ville man kunne se metaliske dele, som alt sammen afslørede at han ikke just var menneskelig, og da slet ikke noget lig det så mange andre hart haft set før. De blå øjne mødtes med hendes "Do you think you can do that?" spurgte han nysgerrigt.

Hun kunne ikke undgå at lade sit smil vokse som han ret så elegant afslørede hende. Så han vidste hvem hun var, så måtte det betyde at det var noget vigtigt. Hun havde ikke prøvet at nogen havde opsøgt hende på denne måde, så hun måtte sige at hun var taget på enden af sengen, dog så hun det mere som noget spændende end skræmmende. Hun lagde hovedet på skrå da han bekræftede hendes forsøg på at regne ud hvad han ville, dog efter han havde sagt at hun var den rette for jobbet, vidste hun at han så gennem hendes student-facade.
Hun kneb øjnene let sammen som han forklarede sit problem og lagde albuen mod bordet for at hvile sit hoved i sin hånd. Hun fik et forvirret udtryk som han snakkede om koder, men ikke havde noget elektronik i hånden. Et måbende udtryk erstattede hendes neutrale udtryk som han pillede sin hud af og afslørede en mekanisk underside, hvor et mere markabert smil gled over hendes røde læber - Dog så det mere ud som et charmende smil end et psykotisk et.
Hans spørgsmål fik hende til at tage en kort indånding og køre en hånd gennem hendes hår. Hendes øjne lyste med interesse og hun lagde sin anden albue i bordet og lænede sig indover det for at komme blot en anelse tættere på ham, dog var de stadig langt fra hinanden. "I'd like to try," svarede hun med næsten glimtrende øjne og betragtede hans ansigt. Han havde set så ægte ud, men det var alt sammen bare en facade. Hun var så facisneret for hun havde ikke mødt mange af hans slags, den slags hvor de helt igennem lignede mennesker.
Hun trak en ledning frem og rakte den til ham, "This will have to touch your core for me to aceess it. I dont know where it is, but you probably do," sagde hun så som hun fik et mere seriøst udtryk og koblede den anden ende af ledningen til sin computer.