Salvation

Dean gispede efter vejret, idet hele hans krop var i et panisk stadie. ”Come back!” råbte han forgæves efter bandemedlemmerne, der netop havde taget en video af ham og forsvandt i horisonten. Han sad alene på en sten et stykke væk fra kysten og vidste at der ikke ville gå længe før tidevandet steg og han var føde for havets væsener. Hans blik vendte ned mod vandet, hvor hans blod dryppede ned. Han nægtede at give op, men han var for svag til at svømme og selv hvis han ikke havde flere brækkede knogler og åbne sår, så var hans hænder bundet stramt omkring hans hænder på ryggen. Han healede ikke, hvilket delvist var på grund af ulvebanen de havde tværet ind i hans sår, men han ville alligevel ikke kunne heale hurtigt nok til at kunne klare den lange svømmetur.
Bandemedlemmerne havde desuden bundet et stof omkring hans mund, så hans råb kunne ikke høres langt væk. For ikke at nævne det var en kold aprilaften, så der var ikke mange på stranden - hvis der overhovedet var nogen. Tårerne fyldte hans øjne, som hele hans liv passerede for øjnene af ham og han kæmpede af alle sine kræfter for at få sine arme fri.
I distancen hørte han sangstemmer, der mest af alt kunne minde om sirener – ligeledes havde han lagt mærke til en hajfinne som svømmede i hans retning. Hans hjerte accelererede og han havde aldrig været så bange i hele sit liv. *Please turn around* bad han og trak sine ben op, da hans sko ville røre vandet, hvis han havde dem liggende. Stenen havde ingen skarpe kanter, hvilket gjorde det utrolig svært for Dean at gøre sine hænder fri – og snart var han tvunget til at møde vandet, som tidevandet ville nå hans krop. Han var i forvejen drivvåd, da de havde synes det var morsomt at holde hans hoved under vand i lange perioder - hvilket også betød at hans blod var godt spredt rundt i vandet. Som et såret bytte der ventede på at blive spist.

(Hiver lige min karakter @Theodore med ind xD )

Hun havde været ude at gå en tur med en af hendes bedste venner Theo, da hun havde fået en besked fra et ukendt nummer. Normalt svarede hun aldrig den slags, men denne her gang var der en mærkelig video lagt ved.
"Bloody hell," mumlede hun og Theo så hende over skulderen. Efter at have givet ham et hurtigt resume over situationen havde han ikke i sinde om at lade hende gå ind til det alene. De kunne ringe efter back up hvis det blev nødvendigt. Lion, Reginald og Jamie ville gøre ham til dæmon kebab hvis han lod hende gå alene. De sprang på deres motorcykler og kørte mod kysten. Mariella tog en dyb indånding.
"Are you sure you are up for this?" Spurgte Theo og greb Mariellas hånd kort. Mariella så på ham og trak på den ene skulder.
"I have to be," sukkede hun lidt, "if anything goes south. Call Reggie or Lion," tilføjede hun advarende og steg af sin motorcyrkel.
"Go track these bastards," sagde hun så lidt mere leder og Theo kørte mod kysten hvor banden stod og så på som havde de bålfest. Mariella gik hen til en kant og sprang i vandet. Mærkede benene blive til en hale. Hun følte sig altid bedre tilpas i havet, og den mørkeblå hale faldt i med de mørke bølger. Hun duftede blodet, hvilket aktiverede rovdyrs instinktet i hende og som svømmede nærmere var hendes instinkt egentlig kun at æde ham. Rent ud sagt. Det var ikke mange dage siden at hendes tvillingebror Lion havde lagt halvt i mørke og næsten ved døden.. og hun havde begået det man kaldte et sirene mord. Simpelt, at man slog ihjel på sirene manner. Efter det havde kontrollen været mærkelig for hende, og hun hadede ikke at have kontrol. Reggie havde prøvet at hjælpe hende, men hun insisterede på at han skulle bruge tid med sin søster. Jamie og hende snakkede ikke rigtig lige nu - så Theo var hendes sidste kort på hånden før hun gik til sin bror, som allerede bebrejdede sig selv for det hele.

Hun svømmede nærmere som hun opdagede at nogle af sirenerne havde fået fat på varulven. Blodet sværmerede om hende, men hun var nød til at fokuserer. Hun måtte være stærkere end rovdyret i sig. Hun brugte det element hun var i til at gribe fat om sirenerne der skulle til at sætte deres tænder i Dean og trak dem ned i dybet. Hun svømmede hurtigt hen til Dean og greb om ham for at svømme op til overfladen.
"Hold your breath," sagde hun hurtigt før hun dykkede ned igen med ham og brugte sin hale til at skubbe dem hurtigt fremad mod kysten. Så snart hun havde muligheden for det lavede hun en bølge til at skubbe ham op på sandet. Hun vendte rundt i de mørke bølger som de andre sirener løftede deres hoveder op mod overfladen. Mariella blottede sine knivskarpe tænder af dem, og hendes rovdyrs lignende træk kunne skræmme de fleste. De smalle gyldne agtige øjne. Dog vidste sirenerne at hun havde vundet denne omgang.
"You are hurt you fucking dumbass," vrissede hun til ham og gik sig selv skubbet lidt op på kysten. "I took my best friend with me.. he is out there kicking some ass for you. Then he will be here.. - what the fuck where you thinking?" Hendes menneskelige træk i ansigtet var ikke helt fundet til sig selv. Det var nok blodet. "I'm sorry. I have somehow a hard time controlling this. I know it looks.. weird," sukkede hun stille og åndede ud. Hun overvejede mulighederne for hvordan fanden hun skulle få ham et sted hen og blive fikset op. Indtil Theo var der ikke meget at gøre, og hun kunne ikke just gøre meget fra vandet af.
"I'm sorry this happened to you because of me."

Efter noget tid nærmere sirenerne ham og han sank en klump, som de begyndte at række ud efter hans ben. Han formåede at sparke en af dem i hovedet, men vidste at der var for mange til at han ville være på stenen ret længe. Idet en af sirenerne greb ham, trak han vejret dybt som han blev trukket med ned under vandet. Af hvad han troede ville være hans sidste vejrtrækning. Han kunne mærke sirenens hårde greb og så ind i dens øjne, som den var ved at sætte tænderne i ham, indtil flere sirener begyndte at rive i ham, som om de kæmpede om førsteretten til byttet. Til hans overraskelse kom en ny sirene og trak de andre sirener ned i dybet. Dean forsøgte at sparke med benene for at nå op til overfladen efter luft, men det gik langsomt på grund af hans bundne hænder og smerten der skar igennem hans krop ved hver bevægelse. Der gik ikke længe før en sirene greb om ham og fik ham op til overfladen. Han tog instinktivt en dyb vejrtrækning, før han atter var under vandet. Han landede tungt på sandet efter en bølge skubbede ham ind på land. Hans hoved dunkede og nærdødsoplevelsen gjorde ham konfus. Han vidste ikke om han var død eller levende. Hans krop rystede af kulde og han havde aldrig haft det så elendigt. Han hostede over det vand han havde slugt og åbnede efter noget tid øjnene for at se på sin redning. Han lå med ryggen i sandet. Saltvandet bed ind i hans sår og gjorde smerten værre, men chokket var med til at gøre ham følelsesløs. *Mariella?* tænkte han og kneb øjnene sammen. Han betragtede alle sirenerne som var fulgt efter dem, men Mariella beskyttede ham og snart gav de op.

Han spærrede øjnene en smule op, ved Mariella’s stemme og kom en smule mere til sig selv. Heldigvis havde vandets fart, løsnet hans stof omkring munden. Blodet flød stadig ud af ham, og han havde ikke mange minutter tilbage, hvis hans krop ikke accelererede helingsprocessen. Det føltes dog som om at vandet havde fjernet det sidste ulvebane som sad i hans sår. At være kommet til skade var nok en underdrivelse. Han var fysisk nedbrudt. Han havde ikke energi til at svare på hendes vrissen og ærlig talt kunne han ikke være mere ligeglad. Han var stadig panisk over det faktum at han muligvis ville dø. Hendes sireneudseende gav ham kuldegysninger, da han kort forinden havde set ind i øjnene på en som ville spise ham. Han hyperventilerede og lukkede sine øjne, i et forsøg på at genvinde en normal vejrtrækning.

Han vidste ikke hvad han havde tænkt. Han havde kommet med en eller anden dum kommentar til et bandemedlem, efter at han havde spændt ben for Dean i baren i Southside. Tydeligvis havde han sagt noget der virkelig havde fået manden i det røde felt – for helt uventet blev han kidnappet nær Southside og bandemedlemmet havde fået sin hævn. ”Th- The.. man t- that made m-me trip.. H-He..” fremstammede Dean hæst som hans krop stadig rystede af det kolde vand. Han vidste allerede at han var skyld i det hele. Det var han som regel. Han ville ikke lade hende tro, at det var hendes skyld. Han ville nok have besøgt Southside før eller siden. ”No,” protesterede han men havde ikke mere at give af. Han blev svimmel på grund af blodtabet og besvimede. Han krop havde meget at indhente i forhold til at hele de brækkede knogler og lukke de blødende sår. Han vågnede op ved en ulidelig smerte i brystet og jamrede som han kunne mærke en af hans ribben hele sig. Nogle små flænger havde også lukket sig, men det mest kritiske var en dyb flænge på siden af hans overkrop, hvor en kniv havde skåret i ham.

Han var på sit livs sidste åndedrag og der var intet hun kunne gøre. Hun havde ikke healende blod, eller evner som var nyttige i denne her situation. Og her sad hun i vandet, og kæmpede for egentlig ikke bare at trække ham ud i vandet igen og gøre en ende på hans lidelser.
"Don't talk. Keep on fighting," vrissede hun en anelse, hendes vrissen var nærmere til sig selv end ment på ham. Han besvimede og Mariella bandede. "Dammit Dean," hun kæmpede sig selv op på land og så ham let an. "Come on Theo.. hurry," mumlede hun for sig selv. Hun brugte sin ild manipulation til at brænde nogle af de åbne sår. Varulven var allerede besvimet, han ville nødig opdage smerten nu alligevel. Desuden hvis det stoppede blødningerne så var det vel det værd. Og det var alt hun kunne gøre lige nu. Blodet på hendes hænder fik hende til at ryste, og hun prøvede at holde sit hoved koldt. Han vågnede op i et sæt hvilket næsten gav Mariella et chok. Hun vidste ikke om hun turde brænde den største flænge. En sirene og en bloddæmon sammen med en dødende varulv - det lød som en dårlig tv serie.
Mariella åndede ud som Theo kom, han rakte hende en skjorte som han havde om livet så hun kunne binde den  om sit liv. Hun mistede for mange bukser på bare at springe i havet på den måde.
"You okay?" Spurgte han og Mariella gav ham et nik. "You?" Theo nikkede en enkelt gang. Han så lettere blodig ud, men var helt klart mere hårdhudet som dæmon end varulv. Theo greb om Dean og løftede ham op så Mariella kunne komme på benene.
"I think its safest to get him to the mansion," sukkede Mariella let ud og greb Theos mobil fra baglommen i håb om at få fat på Reggie, men det var Anastasia som tog mobilen. Mariella forklarede de havde brug for noget healende blod når de kom tilbage og de var på vej. Mariella manipulerede vinden omkring dem tilat sørge for at de havde et godt skub i ryggen som de løb mod palæet.

Så snart de kom indendørs gik Theo i møde med @Anastasia som viste hen til et sted, hvor de kunne ligge Dean ned. Mariella løb op til sit værelse for at komme i noget tørt tøj hurtigt. Anastasia havde fyldt et par glas med hendes blod, og så varulvens skader an som han kom ned og ligge på sofaen.
"Theo go get yourself a drink, I got this," sagde Anastasia så til Theo som gav hende et nik. "You've been here before?" Spurgte hun stille og lagde noget af blodet fra et af glassene henover hans store rift.
"My name is Anastasia. Who do you know here? I just got here myself.. but I have known everyone here my whole life," fortalte hun med et varmt smil på læben. Hun rakte ham et glas med blod.
"Drink this, it will speed up your healing." Mariella kom tilbage til rummet og stillede sig ved siden af Anastasia.
"How are you feeling?" Spurgte Mariella Dean og lagde en hånd på Anastasias skulder som en tak.

Han faldt atter ud af bevidstheden og hans hjerte bankede hurtigere end nogensinde for at forsøge at kompensere for det blod han manglede. Han havde næsten ikke bemærket en mand løfte ham op, før han åbnede øjnene og fik et glimt af ham. Varmen omfavnede hans iskolde krop, da de nåede indenfor. Han genkendte lugten af dette sted, men tænkte ikke videre over dette. Han følte sig stadig desorienteret.
Dean så ned af sit blodige og iturevne tøj. Det var kun blevet værre efter sirenerne havde trukket ham under vandet. Han vendte blikket mod den fremmede vampyr, som spurgte om han havde været her før. Han så en smule rundt i rummet og rømmede sig. "Yes” det havde været et kort besøg, men han vidste udmærket godt hvor han var. Han betragtede hende længe, som hun virkede meget venlig overfor ham. Hans pack havde virkelig et forskruet syn på vampyrer, for dette var den anden vampyr han havde mødt, som tydeligvis ikke var følelsesløs og ligeglad.

Han lukkede øjnene i som hun smurte blodet på hans rift og knurrede en smule ved hendes berøring. Han kunne hurtigt mærke virkningen og at flængen langsomt blev mindre. ”My name is Dean,” introducerede han, som han løftede hovedet og tog imod hendes glas med blod. Det var første gang han ville drikke blod, men hvis der var et tidspunkt hvor han desperat havde brug for det – så var det nu. Han bundede glasset og spændte sine muskler i hans overkrop, som han kunne mærke healingen sætte i gang og hans blodtryk stige. Han bevægede sin hånd op til sit bryst og kunne mærke hans ribben var helet, for det gjorde ikke ondt at mærke presset fra hans hånd. Det betød også at han ikke var i en kritisk tilstand længere. ”Thank you,” sagde han med oprigtighed i stemmen, som han vendte sine brune øjne mod Anastasia. Nu han havde det bedre, var det nemmere for ham at besvare hendes spørgsmål. ”I’ve been here once after Karmena escaped Ramsay. At that time I only talked with Kyle and Amaryllis,” han tøvede som det undrede ham hvorfor de var her nu. ”Wait. Does Mariella know them?” spurgte han og kneb øjnene sammen i forvirring. “Are you all from the future?” spurgte han endeligt. Uden rigtig af vide hvad de alle sammen lavede her. Han kørte en hånd igennem sit våde hår og undrede sig over om Karmena aldrig havde nævnt ham.

Idet Mariella trådte ind i rummet, vendte han sit blik op mod hende. ”You saved my life,” sagde han og havde aldrig følt sig så taknemlig og ydmyg i hele sit liv. ”I can’t begin to describe how grateful I am,” han ville for evigt være i Mariella's gæld og han kunne ikke takke hende nok for at have reageret så hurtigt som hun havde gjort. Hans tanker røg tilbage på smerten i hans krop, som hun spurgte ind til hvordan han havde det. ”I’ve felt better,” sagde han med en svag antydning af et smil på læben. ”My broken ribs have healed so it shouldn’t take me long to recover,” sagde han så. Det håbede han i hvert fald, for han ville ikke tage mere af deres tid end højest nødvendigt. Han plejede altid at skulle klare sig selv, så han var ikke vant til at folk passede på ham.

”Is anybody going to explain why you all traveled to the past?” han vidste godt hvorfor Karmena havde gjort det. Men man måtte virkelig have et specielt bånd, før man rejste tilbage i tiden efter sine venner. Tidsrejse kunne være ekstremt farligt og de risikerede nemt at ændre deres egen fremtid.

Ana havde øjnene mod ham som han drak blodet, hendes naturlige instinkt til at tage sig af andre havde fuldstændig taget over. Hun tog imod glasset som de blev tømt. Han takkede hende, og hun gav ham et anerkendende nik. Han kendte Karmena, hvilket fik hende til at rynke stille på øjenbrynet. Det var ikke fordi hun talte så meget med Karmena. Men hvis hun skulle fortælle hele det rod der var med de her tidsrejser, ville det kræve mere end et par øl for at forstå.  
"Big surprise huh?" trak hun på skulderne som han spurgte om Mariella kendte dem og de alle var fra fremtiden.
Mariella åndede ud som han sagde at han havde reddet hendes liv, og han følte sig så taknemlig. Hun lagde armene overkors og åndede ud.
"That is a lot you know.. for a girl like me," hun løftede drillende på et øjenbryn. Et lille fnøs forlod hendes læber som han sagde han havde haft det bedre. Selvfølgelig havde han haft det bedre.
"Good," svarede hun meget simpelt på hans healing process. Det var altid noget Kyle ikke var hjemme lige nu, ellers ville de sikkert stå i problemer til knæene. Ikke at det var noget nyt indenfor disse massive vægge. "I told you I would keep you safe - didn't I? I just wish I had been there before you took a beating," sukkede hun stille og rystede på hovedet. Anastasia så kort på hende, hun undrede sig over hvordan de kendte hinanden.

"Not really. Or its both very complicated," sukkede Mariella og kløede sig let i nakken. "I told you about my twin brother..he is part of Karmena, Amaryllis and Vanyas core fore.. but I couldn't just let him go alone.." hun trak let på den ene skulder.
"My brother traveled after, them with Theo, two years after they went here - then none of them came back. So I had to come for their asses four eyes after that," hun så mod Mariella.
"How do you two know each other?" Spurgte Anastasia så nysgerrig. Mariella trak på en grimasse.
"I broke into his room at the academy," hun så på Ana som tydeligvis var forvirret. "not to steal anything. he has Roy and Nathans old room. I just wanted to see it," indrømmede hun og sank en klump.
Theo kom tilbage i rummet ved at passere igennem væggen, hvor han elskede at se folks ansigt når han bare kom vadende igennem ting. Mariella virkede meget mere afslappet siden hun havde mødt Dean første gang. Utroligt hvad en måneder kunne gøre hvis man tilbragte tiden med de rette folk.
"This is Theo," pegede hun over mod Theo som kom hen og rodede hendes hår. "My cousin," hun gav Theo en albue i maven med et smil. Theo og Mariella havde et ganske godt forhold til hinanden. Han rynkede kort på brynet.
"Oh god. Please no," udbrød han så og så på hende. Mariella sukkede.
"What?" - "You are hurt," - "It's just a bite. I'll be fine, "- "Reg is gonna kill me," - "No he is not," - "yeah he is."

Hun så undskyldende på Dean. Men en af sirenerne og hende havde haft et sammenstød og hun havde et bidmærke på den højre skulder- samt et større blåtmærke på det ene ben - men det kunne ikke ses fordi det var dækket af stof.
"Long story short since I saw you last. I got away from my evil ex," - "fucking yin yang blast that is what im talking about," Mariella så dræbende på Theo kort. "These lovely people joined the time travel show. And Reg.. as Theo so lovely refers to. Is.." -"her boyfriend," afbrød Ana med et varmt smil.
"We have had some huge ass fights here lately.. people almost dying - like we are a virus in need of being destroyed," fortalte hun så og trak på skulderen.
"I'm sorry if we are overwhelming you with information. But with all of us here.. you are gonna need all the information  - do you want me to get Karm?"

Det var nemt at gennemskue hans overraskelse, for han havde ikke regnet med at Mariella var fra fremtiden. Han havde heller ikke troet på Karmena før hun havde bevist det.
”I’m serious. Let me know if there is any way I can repay you,” sagde han ærligt. Han vidste at hun havde risikeret hendes eget liv, da de andre sirener kæmpede imod hende. Det var ikke tit han rodede sig ud i problemer, men han havde aldrig forventet at nogen så ham død på den måde. Han måtte virkelig lære at holde sin idiotiske mund lukket. ”Don’t worry about it. They came out of nowhere and beat me up in an empty alley,” sagde han og vidste at hun ikke ville have nået frem i tide. Selvom hun måske havde stoppet ham fra at blive fanget af sirenerne. ”Did you know who they were?” spurgte han så. De var tydeligvis blevet fjender, så han ville gerne vide mere om dem. Han tvivlede på det var et tilfælde, at Mariella vidste hvor han var, så han blev nødt til at spørge.    
Han så skiftevis på de to piger, som de forklarede hvor mange fra fremtiden som var rejst til denne tidsalder. Det var meget at tage stilling til. Han vendte blikket op mod Mariella, som svarede på spørgsmålet om hvordan de havde mødtes. Han trak på en grimasse, da hun sagde det ikke var for at stjæle noget. ”Yeah right,” mumlede han sarkastisk.

Dean mærkede hans hjerte springe et slag over, da en fyr passerede igennem væggen. Det gik dog hurtigt op for ham, at han ikke var et spøgelse – men havde været den som havde båret ham hen til palæet. Mariella præsenterede ham som Theo. ”Hey. Thanks for helping me out back there,” sagde han. Dean så mod Mariella’s højre skulder hvor bidemærket var og vidste at det var hans skyld. Det lød til at Theo havde følt han burde beskytte Mariella, men han turde ikke tænkte på hvad der var sket hvis hun ikke sprang i vandet efter ham, så han støttede udelukkende op omkring hendes handling.
Det var godt at hun var kommet væk fra hendes ekskæreste og at hun havde fundet en ny. Han havde også dengang synes hun fortjente bedre. Der var tydeligvis sket meget i hendes liv siden sidst. ”I’m happy for you,” sagde han. Dean var stadig ikke kommet ud af sin hjertesorg og følte mange blandede ting i forhold til kærligheden. Han havde stadig umådeligt meget at lære om den.
Han tænkte tilbage på alt det der var sket med Karmena, Amaryllis og nu ham. Han kunne vel ikke helt modsige at der var mange som havde været nær døden. ”Maybe you’re all cursed,” sagde han dystert og kiggede på dem alle tre med et alvorligt udtryk. Før han trak en anelse op i smilebåndet, da det tydeligvis var en joke. Eller var det? I hvert fald havde han aldrig oplevet noget lignende før.

Idet hun nævnte Karmena skiftede han udtryk i ansigtet. Han havde ikke set hende, siden han fandt ud af at hun var i et forhold med Amaryllis. Han havde bevidst valgt at holde sig væk, i håb om at de følelser han havde for hende ville forsvinde. Han vidste at han ville forsøge at være hendes ven, men det var nemmere sagt end gjort. ”Sure,” svarede han. Det ville være mærkeligt at sige nej, hvis hun var hjemme. Han ville desuden ikke tøve med at se hende, havde hun været i hans situation.

"Just because I can walk through objects doesn't mean cursed," pointerede Theo og løftede en finger. "And they weren't coyotes. I'll get the information to Lion later on, then he can pass them on to you," Mariella nikkede kort. At Lion kunne se igennem minder havde sine fordele til tider.
"Ok..-" Mariella blev slået ud af sine tanker som Reggie snakkede bagved dem og vendte sig rundt.
"I can yell a little if you want?" Svarede Ana en anelse sarkastisk tilbage og rullede en anelse med øjnene. "Be-" - "because I didn't ask that off her," reddede Mariella Anastasia. Mariella gav sin fulde opmærksomehed til Reggie som han lagde sine hænder om hendes ansigt.
"I'm fine," svarede hun i et stille toneleje. Hun havde det fint - skaden var måske ikke ligefrem i sin fineste orden. Men lidt blod og hun ville være god som ny. Anastasia så mod Reggie som han så mod hende, hun gav ham et hurtigt nik igen før hun gik ud mod køkkenet for at finde noget blod til Mariella.

Theo stod lidt i baggrunden og så på Ana som gik afsted. Det var først da Reginald snakkede til ham at han løftede hovedet let op.
"I'm on it," svarede han hurtigt og snurrede rundt for at passere væggen for at nå hen til trappen og gribe Amary som hun faldt ind i hans arme.
"No one is dead," bekræftede han derved. Theo fulgte Amary med tilbage til de andre. Mariella så mod Amary og lagde sine arme overkors da hun forklangede en forklaring.
"When I first got here. Me and Dean went to Cherry Pup," - "Without me?" - "Yes without you. You weren't really here at that point, stop interrupting," brokkede hun sig til Theo og flyttede øjnene mod Amary.
"These demons.. they are a part of a new gang - demons. Apparently I pissed one of them off, and that means pissing everyone of them off," hun trak på skulderen, "I don't know why. I mean I'm a pure joy to be around," typisk hende at fyrer en lille joke af hvor hun kunne.
"Anyways. Seeing that Dean joked around with one of them.. and they lost a few of their members last week when, Jamie, Lion and I fought some of them - I guess they wanted payback. And they remembered his face when they saw him. I didn't see them at the beach. Clearly they didn't know about my amazing abilities to swim ." Hun så over mod Theo til at han kunne tage ordet videre.
"They were hiding not far from there. They had this whole trap thing going on, their faces went pale when they saw me instead of Marie," Theo så mod Reggie, "don't worry. They wont be back - I made sure of that," tilføjede Theo så og tog sig lidt til sine hænder. Knorene havde en lettere rødmen over sig, bloddæmoner var svære at skade end andre racer. Normalt virkede Theo ikke som den just voldige type, men når det kom til at forsvare sine venner og sin familie - så kunne kom hans dæmoniske natur frem.
Anastasia kom tilbage med et glas blod og gav det til Mariella.
"Just another Tuesday at the mansion." Mariella drak blodet, hendes sirene træk syntes at komme frem kort - men forsvandt hurtigt igen. Vampyr blod var ikke just på listen over hendes yndlings. Men det healede hende.

Han løftede blikket som en anden vampyr kom til syne i dørkarmen. Det var som om dette fremtidscirkus aldrig tog sin ende. Det gik hurtigt op for ham, at dette var Reg – Mariella’s kæreste. ”It’s nice to meet you,” gengældte han og rakte ligeledes sin hånd frem, men formåede ikke at give hans hånd et klem. Han havde brækket et eller to af hans fingre, så hans hånd var stadig ikke helt kommet sig. Han havde kæmpet så meget imod, at han havde endt med at skade sine egne hænder i slåskampen. ”My hand still hasn’t healed,” sukkede han. Hele hans krop føltes svag og han frygtede at han ikke ville være i stand til at gå foreløbig. Det var overvældende for ham at se de mange nye ansigter, når han mest af alt havde lyst til at grave sig ned i et hul, indtil han havde fået det bedre. Under andre omstændigheder ville han elske denne situation - for han elskede at lære nye personer at kende.

Han rynkede på brynene over hans kommentar omkring Amary og hørte et par bump nær trappen. Han trak op i øjenbrynet ved hendes kommentar. "It's nice to see you too," Det ville ikke overraske ham, hvis Karmena var den næste til at træde ind i rummet. Det var dog rart at se Amary igen, på trods af det de havde været igennem. Han så ned af sin krop, for at se om det virkelig kunne ligne at vaskebjørne havde revet i ham, før han vendte blikket op mod Mariella, som hun forklarede situationen til de andre. Han ønskede for en gangs skyld, at han havde haft et neutralt og uigenkendeligt ansigt. For så havde de måske ikke vidst om det virkelig var ham de så. Dean trak overrasket op i brynene, som det gik op for ham at Theo havde sørget for dette alene. Dean var selv blevet overrumplet af banden og hans øjeblikkelig healing havde blot fået dem til at slå ham hårdere. De var fast besluttet på at Dean skulle lide for hans fejltagelse og kunne ikke have udtrykt en større ligegyldighed for hans liv.

"Oh do I?" Hviskede hun stille drillende tilbage til ham, "you should have seen me - I was pretty badass," tilføjede hun med et skævt smil. Hun så derefter mod Dean som han fortalte
Theo løftede på et øjenbryn som Amaryllis kommenterede på hans gerning. Han havde haft evnerne med sig i den kamp, men at have en moster og en mormor som var krigere havde måske sin fordel til tider trods alt. Lidt træning havde han ikke sluppet udenom - og specielt ikke med hans forældre være flygtninge fra Umbrella.
"I saved the wolf and the princess - and you doubt my ability to kick your ass?" Han rystede let på hovedet som Amary rejste sig op og udfordrede ham. "You wanna go right now?" Spurgte han og stillede sig lettere klar som skulle de til at have en kamp for livet. Theo tog gerne en omgang med alle når han kunne, ham og Mariella havde ofte deres små slåskampe.  Han lod hende vinde engang imellem - men træning var efterhånden blevet et vigtig punkt i dagen. Specielt når man var rovdyr og blod var i luften. Hun fnøs kærligt af Reggies kommentar om hvad der ville ske med den næste der brækkede en knogle i husholdningen.
"Oh what would you do, kiss it better?" kom det drillende fra Mariella hvorefter hun blidt kyssede hans kind.

Anastasia så til siden som hun genkendte Baals fært da han kom ind i rummet. Før hun nåede at sige noget, havde han lagt sine hænder om hendes ansigt, og så hende an. Nu var det også hendes eget blod hun havde delt så fint ud af. Hun så ham blot i øjnene, men gav ham et overbevisende blik om hun var okay.
"Marie called from Theos phon... oh that reminds me," Hun tog mobilen fra sin baglomme og rakte den til Reggie. "They called you," Hun sendte sin bror et uskyldigt smil, og vidste hun ville høre fra det senere. Hun flyttede sit blik tilbage på Baal.  "I just gave them a little blood to heal up on- no need to worry."

Mariella så på Karmena også på Dean. Hvem i det her rum vidste ikke at Mariella kunne se de forskellige bånd imellem folk. Alle vidste det. Hun kneb øjnene kort, men rystede derefter på hovedet. Karmenas bånd var et stort rod, men det var ikke Mariellas job at rydde op i dem.
"Gang fight. He almost got his sorry ass eaten by sirens. Theo took care of the people who did it. I'll take care of it tomorrow, making sure its handled," sagde hun så og så på Karmena. Mariella stod til at være den næste leder af serpents, det var noget hun skulle gøre. Om de ville lade hende eller ej. Og det var ikke fordi hun tog afsted alene, hun havde de andre serpents fra fremtiden med sig. Måske ikke Jamie lige nu, men de andre havde hun. "It's serpent business.."

”Mariella’s the hero,” sagde Dean som han så på Mariella og derefter Amaryllis. ”They left me in the middle of the ocean. I would be dead if it wasn’t for her swimming out to me,” forklarede han og sank en klump, som han tænkte tilbage på sirenens sultne øjne. ”But I could’ve used Theo’s help sooner,” tilføjede han, idet Theo havde formået at tage sig af banden på egen hånd. Det havde sparet Dean fra en del kvæstelser, efter de havde stoppet hans heling med ulvebane.
Han så lidt mellem Amary og Theo, som det så ud til at de ville starte en form for slåskamp. Han kunne stadig ikke forestille sig Amary gøre alvorlig skade på nogen, men måske han snart ville se hendes kampevner. Han så taknemligt op mod Reggie, da han sagde at han var velkommen til at blive. ”Thank you,” han ville heller ikke være i stand til at tage tilbage til akademiet lige foreløbig. Men forhåbentligt ville hans krop være så god som ny i morgen. Han vidste ikke hvad der ellers var sket, men det lød tydeligvis til at der var foregået meget for tiden og at han ikke var den eneste som var kommet alvorligt til skade. Han lukkede øjnene for en stund. Det gjorde umådeligt ondt at mærke kroppen hele, men han havde ikke løst til at jamre og skrige mere end han allerede havde gjort. I stedet bed han tænderne sammen og spændte i sin krop hver gang et jag af smerte fór igennem ham.

Efter lidt tid trådte en anden fyr ind i rummet og Dean begyndte at undre sig over hvor mange de overhovedet var. Da han åbnede øjnene, så han ham stå ved Anastasia. Der gik ikke længe før Karmena nåede hen til ham, men i stedet for at gribe blidt om hans hånd, så daskede hun til ham. Han ømmede sig over smerten og knurrede lavmælt. ”I’m fine,” sagde han, på trods af at han udseende skreg af det modsatte. Inden han nåede at give hende en forklaring, kom Mariella ham i forkøbet. Han følte sig virkelig svag i forhold til Mariella og Theo, men han kunne heller ikke være mere ligeglad med hvad de andre tænkte om ham. Det vigtigste var at han stadig var i live.
Han stillede ikke spørgsmålstegn ved hvordan Mariella ville tage sig af banden, men han håbede at det ville få dem til at holde sig væk. Han vidste at de ikke ville tøve med at skade ham igen - specielt nu de vidste at han overlevede.

Mariella rullede let øjne ganske kort af Reggie, før hun vendte opmærksomheden på Dean som han nævnte hun var dagens helt. Hun tog let en mindre dyb indånding. Blodet hang stadigvæk i luften, og det provokeret sirenen.
"Don't call me out to be heroic. I have a reputation around here remember?" kom det lettere drillende fra hende som hun trak på et skævt smil. Ikke at hendes kære ry virkelig holdt længere.
"Don't thank me to quick. I might have knocked them out, and been giving them a few nightmares that will last them for life times... but. They are still alive," indrømmede han. Det var sandheden. Nok var han bloddæmon og anset som en af de mest voldsomme racer - men han havde sine grænser.
Nok healede Theo ikke ligeså hurtigt som en vampyr, men hans dæmoniske natur gjorde ham mere robust til at kunne slås med Amaryllis. Så længe han undgik at brække nogle knogler, var han glad.

Mariella løftede på et øjenbryn over Reggies tilføjelse til hendes kommentar.
"Don't flatter yourself to much," svarede hun med et skævt smil på læben, som han kyssede hendes kind. Hun flyttede øjnene hen på Baal og Anastasia nogle gange var det frusterende at se bånd mellem folk. Nogle var stærkere end andre. Nogle nye, andre gamle. Hvis hun så længe nok på folk, kunne hun få fornemmelsen af følelserne der lå på de bånd. Det var nu hun var glad for Vanya ikke var her, deres evner kombinerede var et mærkeligt fænomen.

Theo så afventende på Amaryllis og slog ud med armene til siden. Han drejede sig rundt så Amary kom op på hans ryg da hun sprang imod ham.
"On my way," lo han let og gik mod væggen for at lade sig selv passere igennem den så de kom ud i haven. "So how are we gonna do this?" Spurgte han og bevægede sig et stykke væk fra væggen - bare så de havde noget plads.

Anastasia smilede en anelse større uskyldigt til Reg.
"Hey. I don't have phone here yet. And I borrowed it for a few selfies," forklarede hun så. Det var ikke hendes intention at tage den for at beholde den. Men Jamie sagde, hvis man havde go belysning så var der aldrig et dårligt tidspunkt at tage et selfie. Hun så derefter på Baal som han sagde, det forhåbentlig ikke havde været hendes eget blod.
"It was the fastest sorce," pointerede hun så. "Don't worry, the wolf didn't bite me. Otherwise I would have a different conversation about my brother," hun nikkede over mod Reggie. Aldrig lad en varulv sætter tænderne i dig, medmindre du ville lide af hallucinationer.
Mariella lyttede til dæmonens kommentar omkring at slå sårede folk. Hun trak let på skulderen. Det var en gåde. Anastasia så stille mod Baal med et varmt smil på læberne som han stillede sig tæt på hende - og flyttede stille blikket ud mod rummet.

Mariella så mod Amary og Theo som forsvandt ud igennem væggen og så på Karmena og Reggie skiftevis - som de tydeligvis ikke havde tænkt sig at lade hende og de andre serpents håndterer det. Hun satte pris på det.
"Fine, you can join in," svarede hun til dem begge to. Hun gav stille Reggies hånd et lille klem. Hun fnøs kærligt om hans kommentar om Amary og Theo.
"We better. Besides a little wrestling is always fun among friends," hun trak let på den ene skulder og flyttede blikket tilbage på Dean. "Just yell if you need anything. Plenty of people here have excellent hearing."

Hendes handling havde været det mest heroiske han nogensinde havde oplevet. ”It’s the truth,” sagde han til at han ikke skulle kalde hende en helt og at hun havde et bestemt omdømme. ”I was wrong about you,” tilføjede han. Hun havde bestemt ikke levet op til hans fordomme. Men det var også svært ikke at tro det værste, når hun havde brudt ind på hans værelse og fortalt at hun var et bandemedlem.
Han vendte blikket mod Theo og sukkede. Han ønskede heller ikke at nogen døde, hvis det kunne undgås. For ham var mord altid den sidste udvej og heldigvis havde han aldrig begået et.

Han var taknemlig for Anastasia’s blod, idet han selv havde mistet meget af sit eget og havde brug for at få blodniveauet op. Derudover havde det hjulet gevaldigt på helingsprocessen. Han trak på en grimasse idet hun sagde, at han ikke havde bidt hende. Dean havde hørt mange historier om dette fra hans pack, idet de havde et stort had til vampyrer. ”Yeah. I would never,” forsikrede han fyren. Det var nok det værste man kunne gøre mod en vampyr, hvis man ønskede de skulle lide.
Han så mod Mariella og Reg der ville gå ud til Amary og Theo. ”Again. Thank you,” sagde han oprigtigt. Det eneste han havde brug for var et bad og hvile. Han lukkede øjnene i og jamrede lavmælt over en smerte der fór igennem hans hånd og et knæk kunne høres i hans finger. Det var måske ikke det mest overbevisende at sige han havde det fint, men han havde ikke lyst til at bekymre hende yderligere. Han åbnede sine øjne for at betragte Karmena. Han havde savnet hende ubeskriveligt meget. ”Please stay,” sagde han, i tilfælde af at hun også fik idéen om at gå udenfor til de andre.
Dernæst vendte han blikket mod Ana og fyren ved hendes side. ”I’m sorry for being clueless but why are none of you traveling back to the future?” spurgte han og gik ud fra der var en eller flere grunde, som ingen havde fortalt ham om. Han var stadig ny hvad alt dette angik.