Lycanthropy

Dean havde en aftale om at træne i aften med Alejo, uden at have tænkt videre over at det var aftenen for fuldmåne. Han plejede normalt at være sammen med de andre varulve eller for sig selv – da han godt vidste han ændrede personlighed. Dette havde især været gældende igennem hans teenageår hvor hormonerne havde gjort hans forvandling langt mere følesesdrevet og ukontrollerbar.
Dean nåede atletikbanen og indåndede den friske luft mens hans blik fandt Alejo som allerede var i gang med at løbe. Dean trådte ned mod startnumrene og satte i løb efter Alejo. Han nåede banen ved siden af Alejo og smilede drilsk. ”Come on puppy,” sagde han drillende, halvt som hilsen og halvt for at motivere Alejo til at speede op. Dean følte sig i sit es som han løb med vinden og omfavnede mørkets frembrud. Han så tilbage mod Alejo der endnu ikke havde indhentet ham. Dean sænkede farten og da Alejo passerede ham skubbede Dean hårdt skulderen ind i Alejo, så han formentligt ville falde til jorden. Han havde et ondskabsfuldt smil på læben, før han vendte sig om for at se Alejo’s reaktion. ”What’s the problem? It was just a joke,” sagde han med et seriøst udtryk, så det var svært at tro på dette. Der var desuden intet sjovt eller drillende omkring hans skub. Han var normalt ikke voldelig, men her opsøgte han glædeligt den aggressive del af ham og havde brug for at rette denne energi mod noget - i princippet mod hvem som helst. ”You should really learn how to be more hardy - have you considered doing weights?” han trådte hen til ham – ikke for at række ham hånden og hjælpe ham op, men mere med et dømmende blik, som han så ned af hans spinkle krop. ”Seeing that I’m your only friend, you should really learn how to fight for yourself” han så op mod akademiet og huskede hvordan han havde måtte redde Alejo fra en håndfuld drenge der mobbede ham og havde sparket til ham på jorden. Han sukkede ved tanken og trak øjenbrynet op som han vendte blikket tilbage mod Alejo. Han kunne trods alt ikke beskytte ham altid.

Dean blev forbavset over formskifterens reaktion, som han sagde at han vidste han burde træne mere. ”I’ve always thought you should drop dance class. That won’t teach you how to fight,” sagde han, som om der intet godt kom ud af dansetimer. Dean knugede sin hånd og forsøgte at kontrollere sin lyst til at slå ham igen. Blot for at se om han ville blive bedre til at modstå slag, hvis han fik et par flere. Det ville vel kun gøre ham stærkere?

Han stod tæt på Alejo og så ned på ham, som det lignede at han blev såret over hans ord. Han vidste godt at Alejo ikke var en tank, men derfor skadede lidt styrketræning ham da ikke. ”Oh I know that” han tog ham på den skulder han havde slået og strammede grebet om den – men ikke for at berolige ham, mere for at give ham en ekstra smerte. Han blottede sine tænder og fik et smørret grin på læben, inden han slap hans skulder. ”There’s nothing wrong with that. But then you need to show me you’re faster and can avoid getting hit,” sagde han simpelt og åndede ud. Han så en smule væk før han spontant slog en knytnæve ind i Alejo’s mave. Han undveg ham dog ikke. ”You still have a long way to go” blev han enig med sig selv og trådte lidt baglæns.
Det næste spørgsmål fik Dean til at fnyse og hans øjne skiftede til en gylden farve mens han stirrede tilbage på Alejo. ”Ouch,” sagde han tydeligvis upåvirket af at blive kaldt et røvhul. Hans øjne skiftede til hans normale brune øjenfarve. Ikke at Dean kunne kontrollere dette, da det var månens position som allerede havde fået en virkning på ham. Der ville ikke gå længe, før han forvandlede sig. Han overvejede længe hvorfor han havde dette humør, men kunne ikke just komme på en grund til, at han ikke altid var sådan her. Han følte sig langt stærkere og mere ligegyldig overfor det han gjorde. Han havde bare nogle instinkter og impulser nu, som han ikke havde almindeligvis. Han trak på skuldrene. ”Al, you’re the smart one. Why don’t you figure it out?” spurgte han og rullede med øjnene. Det ville formentlig allerede været gået op for formskifteren, at det var fuldmåne. Dean havde aldrig snakket ned til Alejo eller forvoldt ham fysisk smerte på den her måde. Ikke før i aften.

Han fulgte Alejo’s blik op mod månen, som kunne anes under skyen ”Bingo,” sagde Dean dystert og hældte hovedet på skrå, for at overveje sit næste træk. Han ville gerne teste sin ven og gøre ham stærkere, men lige meget hvad han gjorde, så det ud til at gøre ondt på formskifteren. Han trak overrasket op i sine bryn da Alejo løb mod ham, men før han kunne tackle ham, gled formskifteren igennem hans ben. Dean satte hurtigt i løb efter ham og kunne mærke adrenalinen pumpe ud i hans blod. Han elskede en god jagt. Dean nåede om bag ved Alejo og forsøgte at ramme ham med sine hænder, for at stoppe hans løb – men Alejo undveg, så han aldrig fik et godt tag på ham. Dette fik et tilfredsstillende smil til at dukke op på Dean’s læber. Det gjorde udelukkende jagten en hel del sjovere.

Da Dean nåede skuret, betragtede han blot Alejo. ”You can't hide from me, puppy”han gik ud fra at Alejo prøvede at gemme sig, men han havde i hvert fald ikke lykkedes med at låse døren, inden Dean trådte indenfor. Han trak op i et drillende smil over Alejo's kommentar og så sig rundt i skuret på de mange redskaber. Alejo løb hurtigt forbi Dean og stod nu foran døren. Ikke at det gjorde nogen forskel. Han var stadig fanget herinde med varulven. Han så på sine klør, hvoraf der dryppede en smule af Alejo’s blod ned fra dem. ”My bad,” sagde han usympatisk, idet han først havde bemærket sine klør nu. Han så på Alejo’s arm for at se den flænge han havde lavet. Han vendte de mørke øjne mod formskifteren, som atter skiftede farve, og han trådte truende mod Alejo med de samme udtryksløse øjne. Han greb fat i Alejo for at løfte ham op mens han pressede hans ryg imod døren. ”I’m trying to make you stronger,” sagde han og slap så hans arme, så han ville falde ned til jorden igen. Det virkede stadig ikke til at Alejo fattede dette. Dean kunne ikke styre sin aggressivitet og havde mest af alt lyst til at hunden kæmpede imod ham, men det ville også lade hans instinkter eskalere fuldstændig.

Alejo’s ord ramte meget præcist, hvilket fik Dean til at ændre ansigtsudtryk. Han fik et flashback til sin voldelige far, der tæskede ham i sit soveværelse, hvorefter han havde formået at hoppe ud af vinduet og løbe langt væk. I dette ukoncentrerede moment, formåede Alejo at snige sig langs væggen. Dean rystede tankerne ud af hovedet og så mod Alejo. ”I love games,” sagde han med et smørret smil og trak overraskende op i brynet, da han tog nogle boldnet i sine hænder. ”You're my friend. I would never kill you.” sagde han i et forsøg på at overbevise Alejo om at stoppe denne leg. Det var ikke til at vide hvad han kunne finde på, men indtil videre havde han kun dræbt byttedyr, så det virkede meget usandsynligt at det skulle ende så galt. Dean prøvede febrilsk at fjerne nettet som blev kastet over ham, men Alejo var hurtig og skubbede ham over mod væggen, som han bandt ham fast til en metalreol. ”AAARRRGH!” brølede han vredt som han slå knytnæven ind i skurets gulv. Hans arme var meget tynget af nettet som var viklet stramt omkring ham. Vreden boblede i ham og han prøvede ihærdigt at sprætte nettet op. ”I’ll rip your fucking throat out,” snerrede han og rettede de gyldne øjne mod Alejo. ”Get me the fuck out of here!” han vred sig og prøvede at læne sig frem for at løsrive sig fra reolen, men mislykkedes da den var fastgjort til væggen.

Efter noget tid åndede han tungt ud, som Alejo bare stirrede på ham. Af en eller anden grund skred han ikke fra Dean. Han betragtede ham tage sin trøje af og så ned af sig selv, som han kunne mærke trangen til at rive sit eget tøj af. Det ville alligevel gå i stykker om lidt. ”I want you to listen to me. Nobody else wants or wanted you. Do you want to lose me too?” sagde han og hadede at føle sig spærret inde på den her måde. ”I’m not a dog on a leash” prøvede han og håbede Alejo ville få ham fri. Han lagde hånden på gulvet, og kradsede lidt i træet mens han forsøgte at ændre karakter. Han ville gøre alt for at komme ud herfra. ”Al, please let me out” bad han og hans øjne skiftede igen til sine brune. ”I’m not going to hurt anyone. I promise to run out in the woods.. I’ll run far away from anything living,” forsøgte han at love og så uskyldigt op mod Alejo. Så snart han var forvandlet, var det svært at manipulere nogen. Det var hans sidste chance for at kunne blive fri under fuldmåne, memindre han brød fri i sin varulveform.

Dean kæmpede imod nettet, der skar ind i hans krop og hørte ikke helt hvad formskifteren sagde. Han vendte dog blikket op mod Alejo, da han hørte ordene ’I will let you out’. Dean slappede for første gang af i kroppen og blev lettet over at Alejo ville sætte ham fri. Han kunne mærke sin krop var tæt på forvandlingen og blev irriteret over sveddråberne som kørte ned i hans ansigt, uden han kunne fjerne dem. Hans kropstemperatur var steget og hans hugtænder havde vokset ud i munden.

Det var svært for Dean at vide hvordan han skulle reagere på Alejo’s følsomhed. Han havde altid selv blevet fortalt, at han aldrig skulle vise følelser og at mænd ikke græd. Det var måske også derfor han udelukkende havde grædt i kvinders selskab. ”Come on, Al. You know you need me,” sagde han som svar til at han ikke troede Dean anså ham som sin ven. Idet Alejo åbnede døren, rettede han sit blik på natten udenfor og kæmpede en smule med nettet i et forsøg på at slippe fri. ”You’ll be a free dog with me,” sagde Dean og så mod Alejo. Det kunne godt være at han ville gøre hunden en smule underdanig overfor ham, men han ville aldrig tynge ham ned eller begrænse hans frihed. Han blev dog ikke påvirket af hans sorg. Det var det værste tidspunkt at modtage sympati fra en varulv, selvom hans ord klart ville have ramt ham, var han sit menneskelige jeg. Et eller andet sted ønskede han blot, at Alejo skyndte sig, for han kunne snart ikke være i sig selv. ”Hurry,” krævede han hæst og lukkede øjnene i som varmen og forvandlingen steg ham til hovedet.
Det næste han sagde omkring Dean, forstærkede kun hans vrede. Han brød sig ikke om, at Alejo troede han havde gennemskuet ham. ”Oh will you shut up,” snerrede han og kunne se hvordan mørke hår voksede sig ud af hans håndryg. Han prøvede at sparke sine sneakers af, men mere kunne han heller ikke afklæde sig på grund af nettet.
Da Alejo kom hen til ham og løsnede nettet, blev han mere lettet. Da han sagde, at denne aften havde vist ham Dean’s sande jeg, knurrede han truende mod Alejo. Han havde mest af alt lyst til at tage et kvælertag på ham, for hvad vidste han også om Dean og hvad han havde været igennem? Det eneste der stoppede ham i at tage fat i sin ven, var at han nu lagde hånden på ham og påvirkede Dean med sine følelser. Han stoppede med at knurre og flyttede sig væk, da smerten var overvældende. Det var så ubeskriveligt ubehageligt. Han så ind i hans øjne, som han indrømmede at smerten var konstant for ham – hvilket blot fik Dean til at få det dårligere, over at han fjernede sig så hurtigt. Måske dette ændrede noget i Dean, men han havde i hvert fald ikke lyst til at gøre mere skade på Alejo. Som han kom fri, rev han t-shirten over hovedet og voksede sig større som forvandlingen var på sit højeste. Han smed resten af tøjet og til sidst stod der en stor varulv foran Alejo.

Han skubbede Alejo bagover, før han kravlede på fire ben over ham og så lidt undersøgende på formskifteren. Han havde ikke trang til at gøre noget ved ham og snuste blot en smule til hans ansigt. Dernæst så de gyldne øjne mod døråbningen, hvorefter han fortsatte over Alejo og løb udenfor.