I'm so sorry I didn't see you

Gæst

Tid Hen over eftermiddagstid
Sted En gade i Gaia
Omgivelser Der er hvad man normalt finder på en gådegade, dog ikke den største mængde af folk
Vejr Det er lettere køligt, og dog kan man ane solen bag skyerne
Påklædning
- Tøj + Sko En mørkeblå trøje, og et par jeans. Han har mørke sko på
- Hår + Skæg Han har mørkebrunt hår og skæg Link
- Accent Britisk Stemme
- Andet Han er 1,93 meter høj. Han bær auraen af en alfa

Emnet er tilegnet @Annalyn

Det var endnu en stille dag, hvor der ikke rigtig var sket noget, og det kom der nok næppe også til. Han havde haft snakket med nogle unge varulve, som var i en mangel på bolig, såvel som det af en flok, og han havde tilbudt sin hjælp til dem, det var trods alt hvad han havde købt det store hus for. Det skulle være et sted, hvor folk uden et hjem eller uden familie, kunne komme til også faktisk føle at de var en del af noget, eller kunne blive en del af noget, måske endda få et formål med livet. Han kunne selv huske sin egen ungdom, hvor han var vokset op i skoven, og hvordan alle måtte kæmpe om føden, og at det var alle imod alle, så da han var blevet konge, og faktisk fik et formål med sit liv, foruden det at være et nådesløs monster, begyndte han at ville give det til andre. Det var måske også derfor, at han så ofte var set hjælpe andre, gennem sin tid som regent, frem til øjeblikket hvor han blev smidt af, og var tvunget på flugt, og han selvfølgelig gjorde den værste ting nogen kunne finde på.
Fanget i sine egne tanker, lagde han ikke mørke til hvor han gik, og med et bankede han direkte ind i en anden person, og dog ud fra den mindre form, gik han ud fra at det var en kvinde "I am so sorry, I didn't see where I was walking" han skar en grimasse og sendte hende et undskyldende smil. Nok var han en alfa, men det betød ikke, at han ville udnytte sin dominans, for at sætte andre i underdannighed, for noget han trods alt selv var skyld i. Han opdagede, at hun havde tabt nogle ting, og per automatik, bøjede han ned i sine knæ, og rakte frem for at tage dem, og dog som hans hånd ramte imod hendes, så han straks op, og blev mødt af et par grønne øjne, og et drenget smil formede sig på hans læber, som han betragtede hende.

Gæst

Annalyn havde i de sidste mange måneder fokuseret på skolen, da hun stod til at være færdig ved de næste eksamener. Hun var kommer sig så godt som hun nu kunne efter det tragiske tab af Lucian, for næsten et år tilbage og hun havde endda så småt begyndt at overveje at lade hendes røde hår gro ud igen, i stedet for at forblive blonde.
Hun havde også en anden ting at tænke på, en pack. Hun var alene og havde været det længe, alt for længe. Hun savnede et tilhørssted, et tilhørsforhold til andet end blot en skole eller en by. Hun savnede en familie.
Annalyn blev revet ud af sine tanker da, hun pludselig ramlede ind i en fremmede, en høj og muskuløs fremmede, at dømme ud fra deres kollision. Denne kollision var også skyld i at hun havde tabt sin indkøbspose med alle hendes varer i, som nu lå spredt for fødderne af dem. Hun skyndte sig at sætte sig på hug og begynde at samle tingene op ”That’s alright, I was lost in-”
Hendes hånd ramte hans og hendes øjne for op og mødte hans varme mørke brune øjne og hun rømmede sig kort og talte færdig ”-my own thoughts.”.
Hun flyttede sig blik til hendes varer på jorden igen og forsatte med at komme dem ned i hendes net, mens hun sagde ”It’s really all right, you don’t need to help, it’s really my fault for not being more observant. But thanks anyway.”.

Gæst

Han fik samlet nogle af hendes ting sammen, og lagde dem op i nettet, hvor hun selv havde lagt sine ting i, han regnede med at hun måtte havde været ude og købe ind, set ud fra hvilke ting der var faldet ud af posen "I suppose you need two for at tango, in other words, I was just as much at fault for this" pointerede han med et skævt smil. Mens hun fik lagt sine ting sammen, og han faktisk kunne tage sig tiden til at kigge på hende, måtte han indrømme hun var ganske smuk, og fra hvad han kunne sporer sig til, så var hun en varulv, og dog kunne han ikke sporer sig til en pack, hvilket man ofte kunne dufte sig til, ud fra duften af flere ulve omkring vedkomne "You're a werewolf, and a lone one from what I can sense" sagde han uden rigtig at tænke over det "Sorry if I'm being too frank" sagde han lidt efter med en mindre smil.
Da det så ud til, at hun fik sine ting på plads, rejste han sig fra sin siddende stilling, og rakte sin hånd ned imod hende, som for at hjælpe hende op og stå. Det var ikke mange lone wolves man mødte, specielt fordi de fleste varulve, altid var i selskabet af en flok, om de så havde valgt den eller var født ind i den "I'm Kai by the way" det fleste gjorde det alligevel, plus det gav en smule dårlige minder frem, når folk kaldte ham ved hans fuldenavn, så mange minder om fortiden kom oftest op.

Gæst

Annalyn smilede et lille smil, da hun hørte hans lille retort til det at hun påtog sig skylden og forsatte med at få tingene ned i nettet. Hun kunne mærke hans øjne på sig, da de sidste ting var kommet i nettet, men i modsætning til de fleste gange når en fremmed mand kigger på en, følte hun sig ikke truet eller usikker, faktisk var det en lettere neutral følelse, som var i hendes indre, han var rar og venlig, og ud fra hans næste kommentar, nysgerrig og ærlig.
”I am a werewolf, and so are you.” hun havde også opfanget det fra ham af, dog lugtede han af mere. Han havde en pack og hun nikkede blot til hans næste ord, som hendes smil famlede. Hun var en lone wolf. Den pack hun havde været født ind i, havde forvist hende og hendes sidste pack var splittet op, da alfaen døde. Hun fandt hans øjne igen, som hun svang sit net over skulderen og sagde ”That’s alright, I don’t mind when people speak frankly.”, hun sendte han et smil, som viste at hun talte sandt. Hun havde altid sat pris på ærlighed og når folk talte direkte far hjertet af.
Hun så hans hånd, en hjælpende hånd, men hun tøvede kort, inden hun tog den og rejse sig op. ”It’s nice to meet you Kai, I’m Annalyn.”. Hun strøg en tot af sit løse blonde hår om bag øret og rettede hurtigt på hendes kjole, som havde krøbet en smule op, da hun havde set på hug. ”Oh, and thanks again for helping me picking my things up.”. Hun rettede lidt på stroppen der lå på hendes skulder.

Gæst

"I can't run from that, and I probably wouldn't why hide what you really are" han trak på skulderne, han skammede sig ikke over hvad han i virkeligheden var, der havde måske været en periode i hans liv, hvor dette var præcis hvad han gjorde, men han var ikke sådan mere, plus han var blevet ældre og havde lært at acceptere sit sande jeg "Well I do try to be as honest as possible, but I haven't met a lot of your kind, most wolves without a pack, usually have gone mad or have been kicked out, yet you don't have the sent of a roque" straks blev han mere nysgerrig omkring hende, ikke at han ville tvnge hendes livhistorie ud, han var nu mere nysgerrig om hvilken kvinde hun mon var "Not that you have to tell me why you're a lone wolf, I'm just quite curious as one would say" han skar en grimasse og klukkede kort.
Som hun tog hans hånd, hjalp han hende her op og stå, nok var det ikke just normalt, bare at falde i snak med vedkomne man var gået ind i, specielt fordi det så ud som om at hun var på vej hjem, og dog var det vel noget andet, når det kom til to varulve. Varulve var ligesom ulve flokdyr af natur, og derfor søgte de per natur det at være sammen med en af sin egen slags, hvilket nok også var derfor at de fleste varulve naturligt faldt godt i snak med hinanden "pleasure meeting you too Annalyn, it's a beautiful name" lød det kort tid efter "you're welcome, I suppose that the least I could do, after being a part of you dropping it" han fik et tænkende udtrykke frem, og overvejede hvorvidt han skulle spørge om hun havde nogle planer "this is going to sound weird, but do you have any plans? I know this cafee for werewolves not so far away, if you want to get a cuppa tea or coffee?" han så spørgende på hende.

Gæst

Outfit link

Annalyn havde egentlig ikke været i tvivl i et sekund om Kai var varulv eller ej, hans alfa aura var nok, hun følte den dog ikke som en af de slags aura’er som nogle alfaer bære, hvor de prøver at dominere alt og alle, men mere som et statement, en selvsikkerhed fra hans side. Det var i hvert fald sådan hun opfattede det, så det han sagde, nikkede hun genkendende til. Hun gemte heller ikke sit, men det var dog ikke noget hun bare rendte og sagde til alt og alle. Hvilket hun var ret glad for, for hun kunne slet ikke med den type alfa.
Hun smilede til det næste han sagde, ja, der var ikke mange varulve der var alene og hun bed sig i læben, da hun overvejede hvordan hun skulle svare ham på hans spørgsmål, så hun tog en dyb indånding og sagde ”It’s.. It’s a long story...”. Hun vidste at det ikke var det svar han ledte efter, men hun vidste ikke hvordan hun skulle fortælle ham om det hele, måske var det så simpelt at hendes sidste alfa var død, men det føltes ikke så simpelt, der var mere til det end bare det. Hun havde dog ikke noget imod at fortælle ham om hvorfor hun var alene, så inden hun tænkte for meget over det svarede hun kort "But in short, my alpha died almost a year ago.".
Da han komplimenterede hendes navn, mærkede hun hendes kinder tage en lille farve, det var længe siden hun havde fået et kompliment og hun fik et lille ”Thank you.” ind inden Kai nåede at forsætte og invitere hende med til caféen, hvilket hun smilende svarede ”Sure, why not, I don’t have any other plans for today.”.

Gæst

Da hun kommenterede det var en lang historie, kunne han næsten gætte sig til, at hun måtte havde haft et tæt bånd til en person fra denne flok, eller at der måtte havde været sket en form for død, måske i formen af flokkens alfa "You don't have to say anything, I don't want to pressure you into doing something you don't want to" nok var de egentlig komplet fremmede for hinanden, men som varulve fandt det nemt at snakke med hinanden, kunne der ofte opstå forbindelser mellem to af samme art, såvel som en form for forståelse. Da svaret endelig kom frem, dog i en formen af en kort udgave, kom der et forstående udtrykke frem i hans øjne, som havde han selv prøvet døden af en alfa "I'm so sorry, no one should ever have to feel that way, I do understand your loss to a certain point, I myself did lose an alpha when I was a young man" indrømmede han
Det var nok første gang i mange år, det var ikke engang en viden han havde haft delt med Andrea, dengang de to var sammen. Men måske var det det faktum, at hun forstod hvordan det føltes, at han faktisk fortalte det, netop fordi de vel på nogle niveauer forstod hinanden. Som rødmen brød ud i hendes kinder, kunne han ikke andet end smule "you're very welcome" han vidste ikke om hun ville takke nej, også gå videre da han ville invitere hende på denne kop kaffe eller te, og dog som hun sagde ja, blev det allerede eksisterende smil på hans læber større "Well follow this way mi'lady" han slog ud med hånden, og viste vej i hvilken retning de skulle hen, og efter at havde gået et stykke, kom de til en mindre og intim caffee ved navn The Blue Luna. Som de trådte ind, holdte han gelant døren for hende. Det var et ganske hyggeligt sted, og udefra lignede det enhver anden cafe, og dog var der en fin mængde af forskellige varulve, når man først trådte indenfor "What would you like?" spurgte han som de nåede disken hvor man bestilte sine ting.

Gæst

Annalyn stolede normalt ikke på fremmede, men som hun godt vidste så var det nemmere at snakke med en anden varulv, dog var hun stadig varsom med hvad hun fortalte ham, hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham om at hun havde stået til at være den fremtidige Luna af Lucians pack, ej heller at han havde været hendes første kærlighed. Derfor var der også en tomhed indeni hende, da han sagde at han kunne følge hende i hendes smerte, for smerten ved tabet af ens alfa var stor, men når han også var din første kærlighed, var den endnu større. Men det vidste han jo ikke og hun vidste intet om ham, andet end at hans navn, race og rank. Måske han også havde mistet en han holdt mere af end blot som en alfa? Måske ikke.
Hun rystede dog følelsen af tomhed af sig og så op på ham, først der lagde hun mærke til hvor høj han egentlig var og sagde ”Thank you, but I am all right now, I’ve honestly just been focusing on my classes.”. Hun smilede op til ham og fulgte med ham hen til caféen, som så virkelig hyggelig ud. Hun var gået forbi caféen et par gange, men havde aldrig været derinde, hun havde ikke haft tiden, med alt hendes skole arbejde. Hun smilede og nikkede tak til Kai, da han holdt døren for hende og hun trådte indenfor. Det første hun lagde mærke til var antallet af varulve, dette bragte et lille smil frem på hendes læber og optaget af decor og personerne der opholdt sig indenfor, fulgte hun blot med Kai op til disken, det var også først da de stod stille igen at hun rettede blikket imod Kai, som spurgte hende om hvad hun havde lyst til. Hun kiggede på menu kortet og bed sig let i læben som hun overvejede sit valg kort. ”A cup of earl grey, please.” sagde hun efter et par sekunder og så op på Kai, nysgerrig over hvad han ville vælge.