So what can I do for you?

”Here you go. Have a lovely day!” smilede ekspedienten bag disken imens hun rakte Dean den kaffe han netop havde købt. Han havde spenderet det meste af eftermiddagen på at gå rundt i byen og efterlade jobansøgninger, så der var ikke noget at sige til at han trængte til en varm drik. ”Thanks and you too” svarede han høfligt, inden han hurtigt passerede køen til disken og trådte ud i den kolde luft. Han kiggede hurtigt på sit armbåndsur og konstaterede at han stadig havde masser af tid til at kigge i butikker eller blot udforske byen. Han havde forsøgt at se om han kunne genkende nogle varulve iblandt folkemængden, men han fik aldrig færten af en, da mange af indtrykkene blev blandet sammen og han derfor ikke kunne skelne imellem dem.

Han fortsatte ned ad gågaden og betragtede de mange interessante butiksvinduer. Hans telefon vibrerede i lommen, hvoraf han per automatik fandt den frem med hans venstre hånd, mens han holdt den varme kaffe i den højre. Det var en besked fra hans roommate om hvor han var, men før han nåede at svare, gik han direkte ind i en person. Kaffen havde fået et skub og havde spildt lidt på hans tøj samt hans hånd. *Ouch* kaffen var stadig brandvarm, men den rødlige farve på hans hånd healede hurtigt som om kaffen aldrig havde rørt hans hud. ”I’m so sorry” svarede han næsten simultant med den fremmede og først da blikket blev vendt op mod hans ansigt, gik det op for ham at manden var en alfa. Han var tilmeld også den første alfa han havde mødt siden han flyttede til akademiet. ”Yes. I moved here last summer to study at Athena Academy” svarede han med en britisk accent der bar svagt præg af sin spanske nationalitet. Den britiske accent var arvet af hans bedsteforældre fra sin mors side, som oprindeligt var fra Sydengland og desuden var hele grunden til at han kendte til Athena Akademiet. Dette besvarede nok hvorfor de ikke havde stødt ind i hinanden før - Dean havde ikke rigtig været i byen mere end tre gange siden han startede. Hvis Dean var heldig var alfaen leder for en pack i nærheden. Han havde hørt at der burde være en eller flere packs i Gaia, men havde ikke haft held med at finde frem til dem.  ”And you’re an alpha” det var der absolut ingen tvivl om. Han vendte sit blik ned mod sit tøj for at se hvor slemt kaffen havde spildt. Udover jakken var der kun spildt ganske få dråber på hans hvide T-shirt. ”Would you happen to search for new members of your pack?” Han vendte atter de nøddebrune øjne ind i hans. Som fuldblodsvarulv havde han meget at byde på, eller det synes han i hvert fald selv. Hans unge alder fik ham dog også sommetider i problemer, men det var for det meste drengestreger eller væddemål som han lavede med sine venner der førte ud i disse.

//Påklædning

De nøddebrune øjne vendte fra sit tøj op til alfaen. ”No worries. It was my own fault” sagde han og viftede lidt med telefonen som hentydning til at han havde blikket nede i den, da de ramte ind i hinanden. Derefter lagde han telefonen tilbage i sin bukselomme. Heldigvis gik han ikke så meget op i om han var beskidt eller hvorvidt hans tøj blev ødelagt – såfremt kaffepletten ikke kunne vaskes helt af. ”I know. And yes I’m originally from Spain. My grandparents are English and went to the academy, so it seemed like the perfect place for me” det var specielt fordi hans mor ligledes havde gået der, at han havde en lysten til at rejse til England og efterlade alt det velkendte bag sig. “But to be honest not everyone in my previous pack was supportive about the idea” fortsatte han. Der var en del som helst så ham finde et job i den lille by i Spanien og forblive i flokken. Måske de resterende troede han en dag ville komme tilbage – men det var Dean ikke så sikker på han gjorde. ”That would be great” han trak op i mundvigene og vendte sig om for at gå i den retning som manden oprindeligt gik, så de sammen kunne finde et område med caféer og kaffebarer. ”My name is Dean Alvarez" præsenterede han. "It’s a pleasure to meet you sir”. Han havde længe ville være en del af en flok og møde andre varulve, så det var kun et heldigt sammentræf at skulle møde en alfa denne eftermiddag. Derudover virkede manden til at være en del ældre og måtte have nogle interessante historier eller om ikke andet en masse viden omkring flokken, som Dean kunne lære om.

Efter de havde gået et par gader fandt Dean en skraldespand som han kunne smide sit papkrus ud i. ”I grew up in Asturias which has the most beautiful nature, so you should definitely visit sometime” sagde han uden at vide præcis hvilke gode ting han havde hørt om landet. Men Spanien havde trods alt en ældgammel historie og mange spændende attraktioner som helt sikkert også var interessant at lære mere om. Selv elskede han bare at være i naturen og drømte om at få et træhus i skoven når han dimitterede. ”Have you always lived here in Gaia?” Dean havde godt tydet den britiske accent i hans stemme, så han forventede i hvert fald at han kom fra Storbritannien.

Well it's your life, you can do with it as you please. Dean ville ønske det var sådan men hans far havde aldrig ladet ham have den følelse. Hans far havde altid haft høje forventninger til ham og var meget ufølsom i sin opdragelse af Dean, så det var ikke just så nemt som Kai udtrykte det. Den eneste grund til at han fik lov til at flytte væk og gå på akademiet, var fordi det øgede hans chancer for at få en mere succesfuld karriere. Derfor valgte han også at undlade at komme med en kommentar til det.

”Got it” sagde han til ikke at skulle kalde ham sir og trak op i et let smil. Han havde lært at man altid burde vise respekt overfor autoritære og ældre personer, men det var rart at Kai egentlig ikke gik op den slags. Det føltes langt mere personligt at kalde folk ved deres fornavn. Han fulgte med og endte op ved en meget charmerende café, der åbenbart var ’stedet’ hvis man var varulv. ”Cool” sagde Dean og betragtede de andre i caféen. Det overraskede ham stadig hvor mange varulve der egentlig var i denne verden, da han hele sit liv havde levet med sin flok på 42 ulve, uden at have mødt nogle udefra.  ”Macchiato” bestilte han idet ekspedienten så afventende på ham. Derefter gik han over mod et frit bord i hjørnet af caféen, som de kunne nyde deres kaffe ved. Han trak sin denimjakke af og placerede den på ryglænet.

Eftersom Dean gik ud fra at Kai var godt 10 år ældre end ham selv, måtte han have haft et liv andetsteds. Umiddelbart virkede det ikke til at han ville fortælle mere om sin fortid til at starte med, så måske han kunne spørge mere ind til det når de ankom til caféen.

”Thank you” svarede han idet han lagde hånden om kaffekoppen og tog en lille slurk af væsken. Det var svært at vide hvor man skulle starte med et sådant spørgsmål, men han kunne vel starte med det grundlæggende - uden at gentage det de allerede havde været omkring. ”Alright. I’m an 18 year old pureblood werewolf and I have very limited knowledge of other races” faktisk havde han stadigvæk ikke mødt størstedelen af de forskellige racer. Han havde udelukkende læst eller hørt lidt om dem igennem sin skolegang.

”I love working out and being outdoors” hviket nok ikke var overraskende taget i betragtning at han var en varulv. Han elskede alt der havde med natur at gøre, hvad end det var at overnatte under stjernerne, bade ved stranden eller jage i skoven. Der var simpelt der han følte sig hjemme. ”My favorite subjects are biology, math and chemistry.. and I dislike languages and history” det kedede ham gevaldigt, selvom han egentlig godt vidste han burde lytte bedre efter i forhold til at opnå mere viden omkring den magiske verden og de forskellige væsener. Men udover det så han intet nyttigt ved at høre om hvad de lavede i gamle dage. Han tøvede lidt mens han tænkte over hvad man ellers kunne være interesseret i at vide. ”As a person I’m very outgoing, competitive and brave” fortsatte han og overvejede om det var de ord der beskrev ham bedst. Egentlig havde han også en del dårlige træk, men det var vel ikke det mest åbenlyse at tale om, nu når han gerne vil være en del af Kai’s pack. En del af disse træk skyldtes primært hans uvidenhed og unge alder. Desuden var han måske heller ikke helt klar over hvad hans svagheder var, siden han havde tendens til at opføre sig bedrevidende. Han tog endnu en slurk af sin kaffe, mens han tænkte på de svagheder han havde. Heriblandt sit temperament.

”How about you?” spurgte han og undrede sig over om det altid lå i kortene for Kai at blive alfa en dag eller om han havde lavet noget helt andet i sin fortid. I forhold til at lære Kai bedre at kende, var der stadig et spørgsmål han ønskede at få svar på fra tidligere. ”I’d like to know where you lived before you came to Gaia” sagde han så med en oprigtig interesse i stemmen.

Det var vel rart at Kai støttede hans uddannelse. Han ville dog heller ikke have et problem med selvlæring side om side med de opgaver packen havde. Det meste af sin opvækst havde han lært alt indenfor matematikkens verden af sig selv, hvilket også var grunden til at han ikke havde det fag på akademiet. Men siden det ikke var et problem for Kai, ville han selvfølgelig fortsætte. Selvom han var sikker på at få mange nye venner i packen, så ville han ligeledes være ked af at sige farvel til dem han havde mødt på akademiet. ”I’m glad” problemet var måske nærmere at få ham til at forblive motiveret i skolen. For et eller andet sted følte han allerede at han havde stor viden og ikke behøvede en lang uddannelse. Ligegyldig for om han havde intelligensen og evnen til at gennemføre den. Han havde stadig brug for tid til at finde sig selv og hvad han helt præcist ville opnå med sit liv.

Dean var lige ved få kaffen galt i halsen, da Kai sagde han kom fra en anden verden. Af den grund valgte han at stille koppen tilbage på bordet, som Kai fortsatte sin korte version af sin historie. ”Hold on” sagde Dean så og lænede sig en smule indover bordet. ”So you’re telling me you come from a different world? Like an alien?” Dean var tydeligvis overrasket over denne nyhed, da han aldrig havde hørt noget lignende. Hvad i alverden foregik der? Hvilken verden levede han mon i? Kunne han bare flygte til en anden dimension som det passede ham? Der var så mange spørgsmål han ønskede svar på. ”And what do you mean something happened? Don’t you miss your wife and kids?” spurgte han men indså at han allerede havde stillet manden en masse spørgsmål og stoppede derfor sig selv. Desuden var dette langt fra kedeligt, og ligegyldigt for om det var kompliceret, var det så utroligt fascinerende og skræmmende at Dean forlangte mere information end det Kai først havde givet ham.

Han sukkede lettet da Kai forsikrede ham om at han ikke var en alien, men født som varulv. Det gjorde det hele en smule mere normalt. Han lyttede interesseret til Kai’s fortælling - om de forskellige dimensioner, som man kunne tilgå via portaler og om hans tidligere familie. ”That sounds devastating” Det måtte have været hårdt at leve de sidste fire år velvidende om at ens søn savnede sin far, uden at kunne huske hvordan han overhovedet kom hertil. ”So you’re stuck in this world then?” det var i hvert fald det han gik ud fra. Hvis Kai ikke kunne huske hvad der skete og hvilken portal han kom igennem, hvordan skulle han så nogensinde kunne finde vejen tilbage til sit gamle liv. I nogle tilfælde kunne det måske også være rart at flygte fra alting og starte forfra et nyt sted.

Han gad godt prøve at leve i en verden hvor teknologi ikke fyldte så meget, hvor man kunne blive ét med naturen og nyde hinandens selskab på en anden måde. Selvom han nok aldrig ville kunne undvære teknologien helt. Det var trods alt det han han var vokset op med. Desuden var den udvikling de var nået til ekstremt nyttig i mange henseende. ”So what about your pack now? Do you live in the woods?” spurgte han og lod alle informationerne falde på plads i sit hoved. Det behøvede nødvendigvis ikke at være primitivt, men mere om de egentlig havde en lejr eller huse i skoven. Hvis ikke, gik han ud fra at det for det meste holdt til i Gaia. Der var ingen grund til at være mere i chok over det surrealistiske faktum at dimensioner eksisterede – han havde trods alt fået et væld af ny viden om magien indenfor de seneste måneder, som havde overgået enhver fantasi. Det var en vild verden de levede i. Som han fik mere ro på sine tanker, tog han igen kaffen op til sine læber for at drikke den, mens han tænkte over noget andet han gerne ville vide. ”Do you know how to access any portals?” måske havde han i sin søgen efter sin gamle verden, fundet frem til andre portaler.

“That’s great,” det var vel udelukkende godt, at han prøvede at hjælpe folk og lade dem finde deres formål. Der var et helt specielt bånd imellem varulvene i en pack, så forhåbentligt ville Dean også betragte dem som sin anden familie - så snart han lærte dem at kende. Hans egen familie var trods alt helt i Spanien og efter sin ekskærestes død havde han ikke ligefrem nogen tæt relation i England længere. ”I can’t wait to meet the other werewolves,” han drak det sidste af sin macchiato og tænkte over hvor mange der mon var en del af Kai’s pack. Der var mange overnaturlige i Gaia, så han kunne forestille sig at den havde en del medlemmer.
Det var godt at vide at de delte territoriet i skoven, så havde han den frihed at opholde sig i skoven hvor end det passede ham. Han havde desuden kun haft gode associationer med formskifterne.
Det var ærgerligt at portaler var svære at finde, da Dean havde fået en nysgerrighed efter at se disse andre dimensioner, men på den anden side havde han stadig hele denne verden at se og opleve. Han kunne ikke vente med at tjene nok penge til at tage på ferie for første gang.
”Alright, maybe I’ll take you up on that offer sometime,” sagde han med et lille smil på læben. Han elskede trods alt at campere i skoven og jage, så det ville ikke rigtig gøre ham noget at undvære teknologien. Det kunne måske være meget friskt at prøve det for en gangs skyld. Han var sikker på det var meget lærerigt og fredfyldt. Han var heller ikke bange for denne person, da han trods alt havde oplevet sin del af skræmmende personer. Eller det synes han i hvert fald selv. ”She can’t be that bad… Besides I’ll just howl for your help in case I need it,” sagde han og lænede sig en smule indover bordet. Han var i hvert fald sikker på at han som alpha kunne finde frem til Dean. Hvis han nogensinde havde virkelig brug for hjælp.