I maybe need some help - Klaus

En sen fredag aften på Moonlight Falls torv, var en ung pige kommet i problemer i form af en gruppe varulve. Hun havde forsøgt at stjæle fra dem, da de var ret så fulde, men alligevel var hun blevet opdaget. Da hun havde forsøgt at flygte, havde en af dem grebet fat i hætten på hendes sorte trøje, og resten havde omringet hende.
Et kort sekund havde hun overvejet at bruge kniven, der lå i hendes ene, lange støvle, men hun lod være. De unge mænd var fulde, og hvis hun skulle slås med våben skulle det være mod nogen, der i det mindste kunne forsvare sig selv. Alt andet var direkte ynkeligt.
Men mændene lo, råbte og slog hende, og et par enkelte forsøgte at rage på hende under hættetrøjen. Hun skreg ikke, men kom alligevel med små udbrud, når meget hårde slag ramte hende. Selvom Aia var stærk og slog om sig til alle sider, var de for mange, og hun kunne efterhånden mærke smerten der kommer, når man ikke har flere kræfter.
De her mænd var ynkelige, mindede hun sig selv om, og hun ville gøre alt for, at de ikke fik hende ned med nakken. "Hvor er I ynkelige!" skreg hun af sine lungers fulde kraft, og et kort sekund frøs de alle. Men så lo en af dem og slagene forsatte. En forsøgte at slå hende i hovedet med en ølflaske, men hun undveg, så den i stedet ramte en af hans kammerater på hånden. Han hylede lidt, men forsatte så med at mishandle hende.
For første gang i sit liv ønskede Aia inderligt, at nogen ville komme og redde hende.

Påklædning

---

Selvfølgelig havde hans mor haft ville se ham. Trods alt de havde brugt flere år sammen end de fleste kendte deres mor... Det var lige meget nu, han var på vej hen til hans villa - da hans gode hørelse opfangede noget. En flok varulve råbte og lyden af slag var heller ikke til at tage fejl af. Varulve var bare åndssvage. Let sukkede Klaus, og tænkte egentlig blot på at komme videre, da hun hørte en kvindes skrig imellem lyden. Klaus havde aldrig været meget for, at mænd ikke kunne behandle kvinder ordenligt. På trods af, at igennem hele hans tid havde han haft en af de mest magtfulde kvinder som moder.

Klaus satte det hurtige ben fremad, og stoppede op godt få meter derfra.
"Mine herre... må jeg minde jer om, at jeres opførsel.. Ender med at få jer dræbt?" Sagde han, og løftede hagen op og sendte varulvene et skævt smil, da de vendte blikket om. Deres gyldne øjne udviste vrede, og få af dem gik imod ham. Det fortrød de hurtigt, Klaus havde aldrig tøvet med at slå ihjel før - og i dag var ingen undtagelse. Han dræbte tre af dem, og gik så videre. De sidste sendte han et nærmest dræbende blik, til de så valgte at stikke halen imellem benene og løbe. Klaus rev et stykke stof af en af varulvenes trøjer, og tørrede sine blodige hænder. Så rejste han sig op og kiggede på den kønne unge dame.
"Jeg beklager for blodbadet, og deres svinske opførsel. Er du okay?" Sagde han så og lænede ryggen let op af en mur bagved ham.
En formskifter i Moonlight Falls Tænkte han. Hvis man kom til Moonlight Falls, vidste man godt, at det var en by for det overnaturligevæsner. Domineret af vampyrer og hekse.
"Så fortæl mig kære, hvorfor var de overhovedet efter dig?" Spurgte han af ren og skær nysgerrighed. Klaus' mørke øjne holdt sig på formskifteren, med et dybt dog roligt blik.

Ude af stand til at sige noget stirrede hun på den fremmede, der var dukket op ud af det blå og havde redet hende. Hun var vant til at klare sig selv, og hun havde da også slået ihjel før. Men at en anden også gjorde det, og så foran hende, havde gjort hende helt stum.
At han kaldte hende "kære" gav hende mælet tilbage. "Du skal ikke kalde mig kære! Og hvad rager det dig, hvorfor de andgreb mig?" hvæsede hun. Med faste skridt bevægede hun sig tættere på ham, selvom hun var lidt bange for ham.
"Tak for hjælpen, men til en anden gang kan jeg altså sagtens klare mig selv," snerrede hun. Hun havde ingen ret til at tale sådan til ham, men hun hadede, når folk kaldte hende ting som kære, skat eller babe, når hun næsten ikke kendte dem.
Venlighed havde aldrig været hendes stærke side, og slet ikke over for fremmede menneske. Generelt brød hun sig meget lidt om dem og forsøgte at undgå alle former for kontakt. Men når man - som hende selv - var lommetyv, var det umuligt ikke at blive opdaget en gang i mellem.