Killer Frost - Adrean

Gæst

@Adrean <333)

Som Kaiya nærmest spontant hoppede i favnen af Mercy, fik Peyton brudt isen og kom op til overfladen. Hun gispede efter vejret. Peyton fik trukket sig tilbage på land og så hen på Kaiya som rejste sig stille op. Hun så bedrøvet på Kaiya, hun havde ikke lyst til at miste Kaiya. Pandora slap Aphrodite og kastede hende imod Elena som var hurtig til at gribe sin datter og holde hende tæt indtil sig.
"Don't do anything that is too stupid," sagde hun hurtigt og så på Kaiya med en klump i halsen. Mercy fik naturligvis sin hale under vandet og som Kaiya rejste sig op, var Mercy ikke længe om at slå benene væk under Kaiya med den hale. Et mindre dask i hovedet af Kaiya og hun var nu ikke til meget andet end let transportion. Pandroa lavede en magisk portal, som hun brugte til at få Kaiya og sin mor med hen et andet sted.
"NO!" Råbte Peyton og hele havet i hvert fald hundrede meter frem frøs til det reneste is. Dog blev det hurtigt skyllet væk af nogle varmere bølger indenfor de næste minutter.
"Come with me," sagde Elena stille og forsøgte at hjælpe Peyton på benene. Men Peyton slog Elenas hånd væk. "Stay away from me," advarede Peyton med isglødende øjen. Elena sank en klump og gik derefter hjem.

Hun havde set på Elena og den anden pige gå. Men her blev hun siddende, den voldsomme smerte i hendes lår skød hun til siden. Det var intet i forhold til det hold i hendes hjerte, hun kunne ikke miste Kaiya også. Peyton mærkede sin kontrol slippe og tog en dyb indånding. Sandet omkring hende var det mest spejlglatte is, og det samme var den sten hun sad på. Hun lignede en isdronning, siddende på sin trone og så ud imod landet hun ønskede at overtage. Peyton havde ingen mobil som virkede og deres plan havde taget en vej som ingen af dem havde regnet med. Hendes tårer var is dråber som fandt stille henover hendes kinder og når man nærmede sig hende vil man mærke den ekstremt kolde temperatur. Regnen der ellers fyldte himlen blev til sne som den fald over Peyton. Hun trak benene op under sig og holdt om dem. Helt håbløs.

((Påklædning))

Gæst

Noget i ham havde stoppet ham midt i det han havde gjort. Det havde faktisk været noget simpelt, som at handle ind til aftensmad til Peyton, men som han stod der ved kasseapperatet, følte han sit indre fryse og han stod bare der med pengene i hånden. Som kasseassitenten havde ventet et øjeblik med at tale til ham igen, kiggede han bare op, uforstående før han lagde pengene på apparatet og løb uden sine varer, som forbavsede alle i køen. Han havde forresten også lagt en større sum penge end han havde burde, men han kunne ikke tænke på andet end klumpen i hans indre der voksede sig større og større, noget uforklareligt men alligevel ikke. Han forstod sig ikke på det, ikke endnu. Han satte sig ind i sin bil og fræsede bare afsted mod hans mavefornemmelse.
Som han kom til stranden, sprang han ud af bilen og så sig om. Hvorfor dette sted? Han havde så mange spørgsmål, og alligevel virkede det som om at alt nok skulle falde på plads. Han løb mod stranden, spænede gennem sandet da han stoppede op og så hende. Han sank en klump og tog sig til brystet. Selvom hun var derovre, var hun for langt væk og det pinede ham. Han skyndte sig over til hende men stoppede få meter, hvor han bare gik. Han satte sig på knæ bag hende og trak vejret så hurtigt at han troede han skulle besvime. Han fik styr på sin vejrtrækning og kiggede så på Peyton. "How did this happen?" spurgte han stille og kiggede på hendes lår, og lagde en hånd mod hendes kind.
Der var så mange spørgsmål. Han kiggede frem på de frosne rester af havet og mærkede sneen mod hans kinder. Han trak hende indtil sig og kørte en hånd ned af hendes ryg. "I'm here now. You're not alone," forsikrede han hende og trak hende op på sine lår hvor han holdte hende tæt, lod hende vide at han var der med sin varme og sit nærvær.

Gæst

Peyton åndede ud og ånden kunne tydeligt ses i den kolde zone hun havde skabt omkring sig.
"Kaiya.. I healed her," svarede hun meget svagt men så ikke på ham. Det var hendes specielle evne, at heale folk men det var ikke en hun ligefrem pralede med - og hun mente ikke engang hun havde vist eller nævnt den for Adrean før. Hendes is evne var nok freakshow i sig selv. Det var næsten som om hun vidste han ville komme, men hun følte sig ikke i stand til at rykke på sig mentalt. Som hun mærkede hans varme prøve at bryde indtil hende, så sank hun en klump.
"I could kill you," advarede hun, ikke som en trussel men blot en faktor i forhold til hvor koldt der var. Det var ikke en kulde folk uden i hvert fald meget varmt tøj skulle sætte sig udenfor - og hun ønskede trods alt ikke at skade ham.
"But Zitoras dead.. and Kaiya has been taken.. and.. I'm just useless," sagde hun og mærkede stemmen knække over. Hendes evne var ude af kontrol og hun var så bange for at skade ham med den. Nok kunne hun heale ham, men hun kunne ikke heale ham hvis han var død.
"You are safer away from me," sagde hun og så på ham. Hun bed sin kind og prøvede at trække sig selv tilbage. Få kontrol, men hvad var kontrol? Hvordan fik man kontrol når man ikke forstod begræbet ordenligt? Eller måske var der en del af hende der bare ikke ønskede at opnå den kontrol. "I'm scared," stemmen knækkede over og istårerne fald nedover hendes kinder.

Gæst

Da hun sagde at hun kunne slå ham ihjel, kom han med et kort fnys som smilet bredte sig på hans læber. "That's alright. I don't mind the cold," forsikrede han hende og trykkede hende blot tættere indtil sig. Han lagde noget af hendes hår bag hendes øre og lyttede til hende snakke som han kærtegnede hendes kind. Kulden var ekstrem, men af en eller anden grund gjorde den ikke Adrean særlig meget. Han sank en klump som hun sagde at hun var nytteløs. "No, that's not true. You did something. It may have failed, but you did something. We learn from our mistakes, the best kind of learning to be honest," begyndte han før han kyssede hendes tinding blidt og kiggede ud mod havet. "If you did nothing, that would've been useless. But you tried." forsikrede han hende og gav hende endnu et kys mod tindingen.
Det var hårdt for ham at se hende sådan her, hvordan han ville ønske at han havde været der bare for at gøre et eller andet. Men han måtte også acceptere at han ikke kunne beskytte hende fra alt og dette var en af de ting som faldt under den kategori. Han var blot glad for at være der for hende nu. Han lod hende ikke trække sig væk fra ham, lod sin varme blive opslugt af hendes kulde. Han greb hendes ansigt blidt og kiggede hende i øjnene. "Take control, you can do it. Keep your head calm and control the cold around us," sagde han til hende og nussede hendes kind blidt. "It's okay to be scared, I get scared too. But you must overcome it, take back your control of it all," sagde han til hende og mærkede for alvor kulden ramme ham. Hans fingre blev blå men det kunne ingen af dem se.

Gæst

"You say that now," mumlede hun lidt for sig selv. Hvis hun ikke fik kontrol var der ikke meget at modsige hende i. Kulden var stærk og specielt på en årstid som denne her. Peyton selv havde ingen anelse om hvordan kulden føltes for andre. Den bed ikke i hendes hud eller gjorde hende ondt - kun folk omkring hende. Han prøvede at nå indtil hende, kyssede hendes tinding som sendte små skud af varme igennem hende. Peyton følte sig stadigvæk nytteløs, men hun forstod hvad han mente. Peyton tog en dyb indånding og måske var det den magiske energi fra hendes healings evne, som skreg i hende at han var såret der fik hende til at springe op. Hun væltede nærmest ud af hans favn og trådte tilbage. Hun holdt hænderne ud for han ikke skulle komme nærmere hende.
"I'm freezing you," sagde hun og panikkede næsten. Hun lukkede øjnene og snurrede rundt om sig selv. Calm down Peyton.. calm down.. gentog hun i sit hoved og tog sig til det efterfølgende. Peyton tog en dyb indånding, men så var det som om hendes fars stemme ramte hendes hoved og fortalte hende det nok skulle gå. Det var ren indbildning, men det virkede. Den hvide farve i hendes hår gled stille ud, og isen omkring dem begyndte at smelte af den normale temperatur som skyllede indover dem.
"I did it," hviskede hun så og sank en klump. Derefter fik hun hen til Adrean og greb hans hænder, "idiot, few more seconds in that cold.. it could have killed you," skældte hun ud af bekymring, men det var der det kom fra - bekymring. Peyton sank en klump og fokuserede på hans hænder og sendte en bølge af healende energi igennem ham. En varme ville sprede sig i hans fingre, som vævet og cellerne blev reddet fra forfrysninger. Kulden ramte kort Peyton, men det korte sekund gjorde hende intet - hun var kulde, så den kunne ikke skade hende.
"You should be as good as new," smilede hun og slap stille hans hånd, "but we should get home and do a check up," tilføjede hun.

Gæst

Han lod hende tumle ud af hans favn, selvom han havde lyst til at gribe ud efter hende og trække hende indtil sig igen. Han vidste dog når hun skulle have sin plads, skulle han give hende den. Så som hun signalerede at han ikke skulle komme tættere på, åndede han tungt ud men blev siddende. Han så på hende som hun prøvede at få kontrol, og noget i ham ønskede at han ville kunne hjælpe hende med det, men han begyndte at føle sig så kold. Hans led var dem der havde det værst, det føltes som om at de var frosset fast til stedet, men alligevel ikke. Han kunne ikke forklare det, men som hun fik kontrol og kom til sit gamle jeg, forsvandt sneen og regnen kom igen. Han lænede sig tilbage og mærkede varmen overvælde ham, som hun greb hans hænder og skældte ham ud.
Et grin med et smil var smurt udover hans læber og han kiggede ned på deres hænder. "Oh well. It's what I do for love, right?" sagde han en anelse fjollet før han mærkede følelsen komme tilbage i sine fingre fra hendes healing. Han havde ikke lyst til at deres hænder skulle skilles, men han lod hende slippe ham og sine hænder falde ned langs sine sider. Han rejste sig roligt og børstede sandet af sine bukser før han kiggede på Peyton igen. "Sure, a checkup," sagde han bekræftende før han så lidt lagde sine arme over kors. "I don't like that you're not telling me about what's going on though. I thought we agreed to at least tell eachother what was up. This thing, making me so nervous about your whereabouts, I don't like it," indrømmede han og åndede tungt ud.
"So I want you to come clean about everything when we're home and things have calmed down a bit," sagde han så og løftede øjenbrynet let for at markere hvor seriøs han var omkring det. Det var ikke at han ville tvinge hende til at gennemleve de frygtelige minder hun havde om alt der var sket, han ville vide hvad planen for fremtiden var, og om der var noget han kunne hjælpe med.

Gæst

Et lille fnøs forlod hendes læber, som han sagde det var han gjorde for kærlighed. Hun rejste sig op og løftede let på det ene øjenbryn, som han fortalte at han ikke brød sig om hun ikke fortalte ham hvad der skete.
"I would tell you, but I don't like telling half-stories," pointerede hun men nikkede så, "but alright, if you can handle the drama - i will tell you," tilføjede hun så og tog en dyb indånding.Det var vel hvad de snart skulle til at behandle hinanden som ægtefolk, hvilket krævede at de stolede på hinanden og dem selv. Peyton havde problemer med den tillid, og det kom nok af hun ikke kendte meget til sin fortid stadigvæk - men hun havde ikke just fortalt meget om de brudstykker hun havde fået. Der var ingen grund til at tale om spor når de ikke var mere end halv udtydelige.
"I asume you drove here.. so lets talk about more about that when we get home. Being here just reminds me of what happened," indrømmede hun og sukkede let. Hun havde ignoreret smerten i låret på grund af frygten for at skade Adrean havde været større, men hun var nød til at læne sig imod ham for at kunne komme ordenligt hen til bilen. Så snart de kom hjem haltede hun ind i stuen og satte sig i sofaen.
"Don't worry it will heal up soon, it would have taken longer for Kaiya to heal," sagde hun og sendte Adrean et skævt smil, "thank you for coming for me, I'm still not sure how you did find me. But it doesn't matter I'm just glad that you did," smilede hun til ham. Derefter rømmede hun sig, sandhedens time vel.

"The thing is Kaiya has been a bit.. if not a lot unpredictable since Zitora past. I'm not blaming her for lashing out, but she is not herself. So Amery had these visions about a plan she had. And he wanted us to get her out of there, and we did. But there were bigger forces and she was taken away.. So that is what is going on, I'm just trying to keep Kaiya safe," indrømmede hun og trak let på den ene skulder. "Oh and I'm starting to get more of my memories back.. which is a tiny bit crazy."