You just loooooove your job huh? (Adannaya)

Hvor længe havde hun kendt Tidus efterhånden? De måtte vel snart være ved at runde de fire år, og hun sukkede let for sig selv. Med hendes ene hånd åbnede hun lågen til fryseren og med den anden tog hun en pose ærter ud. Hvorfor hun blev ved med at redde hans liv vidste hun ikke. Posen med ærter pakkede hun forsigtigt ind i et viskestykke før hun satte sig over på armlænet af sofaen, mens hun rakte ham den kølige gave. Hendes mørke øjne var varme og nærmest bekymrede som hun så på ham, men hun vidste også at han var hårdfør nok til at kunne klare dette. Han havde trods alt rodet sig selv ud i det her rod. Som han snakkede valgte hun at ignorere det. Det var sandt at hun til tider følte sig lidt som en babysitter for ham, men på den anden side kunne hun ikke få sig selv til at efterlade denne unge fyr. Hun havde set ham udvikle sig fra en uvidende teenager til en standhaftig voksen, og dog håbede hun at hans temperament kunne læres at kontrolleres en dag. Hans kommentar om englen fik dog et smil på hendes læber som hun rejste sig fra sofaens armlæn og gik over til væggen, som hun nu lænede sig op af.

”All angels are potentially born good, but some choose to divert from their path and become what is known as fallen angels,” sagde Adannaya med en alvorlig tone. Hun havde set den fremmede mands vilde øjne og egentlig havde hun aldrig lyst til at se dem igen. Den måde han havde spist hende med sit blik gjorde hende utilpas, og hun vidste med sig selv at hun ville have mareridt om dem i noget tid. ”Those angels are not easily contained, as they don’t fear darkness and have a very, how can I say, cold aura around them,” hendes ord var vise, som om hun havde set noget lignende før. Og det havde hun skam også. Hendes utallige rejser rundt i Amerika havde gjort hende meget bekendt med forskellige racer, i søgen på hendes egen. Hun havde altid troet at hun var en heks, men de hekse hun mødte virkede ikke til at ville i kontakt med hende. Hun var blevet afvist fra utallige covens, og det var nok derfor hun havde søgt en anden familie. Hendes evner derimod var ikke til at spøge med. Selvom hun ikke var en ren blodet heks havde hun mestret at udføre magi uden at sige et ord – hvilket havde været en utrolig fordel når hun var på missioner for mafiaen. Hans næste spørgsmål fik hende tilbage til jorden og hun sendte ham et smil. Det var utrolig at se den forandring der var sket siden Tidus havde mødt sin mor igen, og Adannaya kunne ikke lade være med at være en smule glad på hans vegne.

”Well, I can kinda see the future,” sagde hun og bevægede sig over til et bar skab der stod i hjørnet af hendes stue. Her hældte hun et par glas whiskey op til dem begge – hvorfor hun stadig drak det overgik hende, men der var vel nogen ting fra sin fortid der var svær at give slip på. Hun gik over til Tidus og satte glasset foran ham, da det var tydeligt han havde behov for noget at styrke sig på. ”But only if their life have been entangled with another, so I can see the future of you, but not the future of your friends, if that makes sense,” sagde hun og tog en mundfuld af den stærke alkohol. Evnen var ofte et mysterium selv for hende, og hun havde haft evnen i snart trehundrede år. Hun sukkede let og satte glasset fra sig på sofabordet.

”When you’ve had your drink, I think sleep will be the best option for you,” sagde Adannaya og så længe på Tidus. De havde tilbragt mange nætter her i lejligheden, hvor Tidus enten havde været oppe at slås, eller fordi han følte sig ude af stand til at gøre andet end at søge hendes ord. Hun kunne ikke benægte at hun havde fået et blødt punkt for Tidus, selvom han til tider var utilregnelig og temperamentsfuld. ”Is there anyone you’d like me to contact for you?” spurgte hun roligt.

Adannaya sukkede opgivende som hun hørte på Tidus. Selvom han næsten lige havde risikeret sit liv sad han og lavede sjov om mareridt. Hvis han prøvede på noget lignende igen skulle hun give ham mareridt, og det ville hun love sig selv. Den ’dreng’ hvis hun stadig havde lov til at kalde ham det var så hårdnakket som en bisonokse. Som han kommenterede på hendes evne måtte hun indrømme at hun nok ikke havde forklaret det i bund. Det handlede vel om mere end bare at se synene og så gøre noget. Det ville være fantastisk hvis det var sådan det hang sammen, men sådan var livet ikke. Ofte valgte hun ikke at involvere sig i andres liv, netop på grund af hendes evne, og siden hun havde kendt Tidus havde hendes syn altid været omkring ham og hans eskapader. Hun tog glasset igen og tømte det for alkohol. Selvom hun havde oplevet synet var det ikke fordi hun så det udefra. Når hun var i sine syn var hun altid i kroppen på den person det skete for. Hun havde mærket hver eneste slag som Tidus havde fået, og hun ville ikke indrømme at hun havde følt sin krop dø. Hun vidste at hvis hun ikke havde blandet sig ville Tidus ikke længere være her, så ung og så i live. Nogle gange kunne hun blive så frustreret over hans opførsel, men hun var hverken hans mor eller i højere rang end ham – så hun holdt sin mund lukket. Hans spørgsmål om hvad hun havde set fik hende til at få gåsehud.

”When I get my visions, it’s like I’m in that persons body – so basically I was in your body,” hviskede Adannaya. Hun havde ikke lyst til at fortælle ham dette, men måske ville det få ham til at overveje sine handlinger en anden gang. Hendes mørke øjne flakkede en smule som hun huskede følelsen af blod i halsen og lugten af kold beton. ”I felt your death, I watched that angel as he cut your throat as if it was my own being cut up” hviskede hun og så væk fra Tidus. Hun ville ikke se ham i øjnene og vise den frygt hun havde følt som hendes hals var blevet fuld af blod og hun havde følt sin krop falde livløs mod jorden. Hun rystede let og forsøgte at få følelsen ud af sin krop, og hun var egentlig lettet over at Tidus havde sluppet fra det hele med en brækket næse. Den fremtid hun havde set havde været ubærlig at håndtere – specielt når hun overvejede hvor tæt hende og TIdus var blevet. Som han nævnte Leviticus sukkede hun stille og forsøgte at trække vejret normalt. Hun ville ikke lyde grædefærdig når hun snakkede med Tidus’ bedste ven.

”I can call him, but aren’t you over him yet?” sagde Adannaya og forsøgte at sende ham et smil. Hendes tårer holdte hun tilbage, men vandet var tydeligt at se i hendes øjne.

Adannaya følte hans arme omkring sig og hun gengældte krammet. Selvom hun blev betalt for at være hos ham, føltes det ikke længere som et arbejde. Fik hun ikke penge for at være ved Tidus, havde hun nok valgt at blive alligevel. Hans ord gav hende en smule ro i sindet, selvom hun allerede vidste han ville have svært ved at kontrollere sig selv. Som han slap hende så hun opgivende på ham, og slog ham kærligt på kinden. Hvordan hun var endt som hans storesøster vidste hun ikke, men hun var ikke vred over omstændighederne. Tidus var en god fyr, han havde bare svært ved at finde ud af sig selv. Og måske var det derfor hun så gerne ville hjælpe ham og være der for ham. Det var ikke fordi Jasper havde tvunget hende til at tage denne opgave, faktisk havde hun selv valgt det – ikke at hun nogensinde ville indrømme det overfor den blonde fyr.

”You know, in my home country we have a word for you,” sagde Adannaya med et skævt smil. Hun rettede let på sit krøllede hår og kørte tårerne væk fra sine kinder. I en rolig bevægelse rettede hun ryggen og så nu Tidus direkte i øjnene med hendes smil stadig på hendes læber. ”Atulu,” sagde hun kærligt og kunne ikke lade være med at smile til den unge fyr med den brækkede næse. Hvorfor hun blev ved med at redde ham var det nemme spørgsmål, men hvorfor han ikke var død endnu undrede hende en smule. Der måtte være en ovenpå der holdt en hånd over ham, for hun nægtede selv at tage alt den ære på sine skuldre. Den måde som Tidus reagerede på hendes spørgsmål fik et smil frem på hendes læber. Den måde han var så besat på at gemme sine følelser væk ville give bagslag, men det var noget hun ikke kunne redde ham fra.

”I guess I accidentally touched you a few times when you had those thoughts about him,” sagde Adannaya med et undskyldende smil. Det var bestemt ikke meningen at hun ville snage i hans hjerne, men når han har de tanker og hun kommer til at røre ved ham er det vel ikke hendes skyld. Hans frustrationer og den måde han snakkede gjorde det klart for hende hvad han stadig følte. Det behøvede hun ikke nogen evne for at opfange. Men hun havde set hvem der var i hans fremtid, og selvom hans følelser for Leviticus måske aldrig ville forsvinde, ville han måske finde noget ro. Om ikke andet med hans seksualitet.

”I’ll call him – do you want me to call Lonán as well?” røg det ud af Adannaya.



//"Atulu" = får, lam (hentydning til at personen er dum)//

Adannaya smilede til ham som han grinte. Der var intet bedre end at høre den latter, der i Amerika havde været så langt imellem. Her i England var hans latter blevet oftere, og hun følte sig taknemmelig for at have taget med hertil. Ikke fordi England helt føltes som et hjem endnu, men tiden sammen med hvad hun anså familie gjorde det næsten som om det var et hjem. Hun kunne dog ikke holde et grin tilbage som han satte sit hoved på skrå. Det var en af de små ting han altid gjorde når han forsøgte at finde ud af hvad folk mente og sagde. Nogle gange kunne Adannaya næsten forestille sig hvordan det knirkede bag hans kranie. I stedet for at svare ham lavede hun en imitation på et får og rakte tungen ud af ham. Der var noget ved denne unge fyr der gjorde hende mere barnlig end hun før havde følt sig. Dog kom hans næste spørgsmål lidt som en overraskelse. Hun havde aldrig fortalt sin alder til andre end de hekse hun havde forsøgt at blive venner med for så mange år siden. Det tog hende lidt overvejelse før hun endelig åbnede munden.

”Well I will be 301 later this year,” sagde Adannaya med et smil og lo lidt af hans kommentar om hans barnlighed. Hun kunne huske næsten hvert år af hendes lange liv, men det var langt fra alle der var gode eller interessante at fortælle. Faktisk var en stor del af hendes liv levet i stor uvished, og ret så afsides fra andre personer. Nok var hun gammel i forhold til Tidus, men hun vidste også at der var andre med alder meget højere end hendes. Der var stadig nogen der levede der havde set Gud skabe mennesket. Hun sukkede lavt og sendte Tidus et smil. ”But I don’t look a day over 23,” sagde Adannaya og blinkede drilks til ham. Hun var dog lettet over at han tog det hele så roligt – de fleste hun invaderede af deres privatliv havde hadet hende for det. Hun ville ikke kunne klare hvis Tidus nogensinde ville hade hende, for så vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes øjne fulgte ham som han gik ud på badeværelset, men så snart hun nævnte Lonán vidste hun at hun havde ramt plet. Selvom deres fremtid stadig kunne gå forskellige retninger håbede hun at de kunne finde glæde sammen. En mage var hun selv blevet tildelt, men havde endnu ikke mødt ham. Dog så hun glimt af ham i sit syn, og det gav hende en smule ro i sindet.

”You don’t want me to call them? Ok, but then I’ll at least text them,” sagde Adannaya og greb Tidus’ mobil fra hans jakkelomme. Her sendte hun hurtigt en besked til både Leviticus og Lonán med informerende ord, og et ønske om at de ikke kommer forbi før Tidus har hvilet sig. Da han kom ud fra badeværelset sukkede hun mens hun så på hans næse. En hurtig bevægelse med hendes hånd og hans næse sad som den altid havde gjort, og helt uden smerte. ”You are lucky that magic is one of my powers as well,” sagde Adannaya med et smil. Hans bekymring om hendes søvnrytme fik hende til at grine. Dog gav hun ham ret, og åbnede døren ind til soveværelset.

”Come on, you can sleep in my bed with me – It’s big enough for both of us,” sagde hun med et varmt smil. Hun ville ikke indrømme det, men hun havde hverken lyst til at sove alene eller at lade Tidus ud af sit nærvær på nuværende tidspunkt.

Adannaya var glad for at have Tidus der, det var som om de lige havde bundet hinanden tættere, og hun var ret så taknemmelig for det. Dog ville hun personligt finde ud af mere omkring denne faldne engel. Nok så hun forfærdelige ting i fremtiden, men det var noget der ville gøre Tidus stærkere, og hun håbede han ville klare det. Hun håbede dog at han ville åbne mere op omkring den periode han var blevet kidnappet. Nok vidste Adannaya en smule om det, men det var som om det hele var meget sløret. Hun var overbevist om at det var en stærk magi, og hun ville gøre alt for at Tidus ville blive fri for denne forbandelse. Hans spørgsmål kom en smule bag på hende og hun begyndte at le. Af alle de personer man kunne have mødt igennem historien tænkte Tidus straks på den tyske diktator. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige men rystede på hovedet. Hun havde aldrig været i Tyskland. Faktisk havde det meste af hendes liv foregået enten i hendes alt for korte til i Nigeria, i Amerika og nu i England. Men hun forstod nu godt hans nysgerrighed.

”Of course I look good, sugar,” sagde Adannaya – her hørte man tydeligt hendes sydstatslige accent der lød som en varm sommerdag. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule af sig selv, men det var vel det sprog hun havde lært i hendes første tid i Amerika. Hun var glad for at han mærkede smerten forsvinde fra hans næse, men hun følte sig så drænet for energi at hun knap nok kunne holde sig selv oppe. Dog viste hun det ikke udadtil – svaghed, havde hun lært for længst, var ikke en fordelagtig ting at vise. Som han nævnte at han bevægede sig meget kunne hun ikke lade være med at grine. ”It can’t be worse than the slavery boats I came to Amerika in,” lo Adannaya. Den tid var så fjern for hende, og det var nok derfor hun fandt det så nemt at lave sjov med. Som han lagde sig på sengen pakkede hun let dynen omkring ham og flyttede et par af hans vilde hårstrå fra hans pande. Hun havde ingen søskende, men det hun følte for Tidus var som at have en lillebror. Hun smilede for sig selv og satte sig på den anden side af sengen. Hendes øjne så kort ud af vinduet før hun lagde sig tilbage i sengen og hendes øjne faldt i.

Da hun slog øjnene op igen hørte hun snorken ved hendes side og hun rejste sig let op. Hun var vant til at stå tidligt op og træne, men hun følte sig stadig drænet efter den tidligere dags eventyr. Hun ruskede let op i sit hår og valgte at hun nu ville gå i bad. Hun følte sig beskidt og drænet, men vandet var hun overbevist om ville vække hende. Tøjet smed hun fra sig på badeværelsesgulvet og gik ind under bruseren. Vandet tog noget tid om at blive varmt, men da det nåede den korrekte temperatur følte hun sine muskler slappe af. Tingene fra i går kørte stadig i hendes hoved, men det var mere for at analysere det hele. Da hun var færdig med badet tørrede hun sig og tog derpå håndklædet om sin krop. Tidus så ud til at være ved at vågne, så Adannaya strøg hurtigt over til sit klædeskab hvor hun fandt et mere afslappet sæt tøj. Derpå fandt hun et sæt til ham – et af de sæt han havde haft på sidst han havde været der. Hun havde vasket det, så det duftede let af hendes vaskemiddel.

”Go take a shower, I’ll make us some breakfast,” sagde Adannaya som hun tog en BH på foran Tidus. Nøgenhed var ingenting for hende, og Tidus var vel ikke til hende, så alt i alt var hun ligeglad. De havde næsten lige set døden i øjnene, så var det så underligt at være nøgne overfor hinanden? Det synes Adannaya ikke. ”And I request a day off, boss. Instead I want us to watch all the stupid movies you want to, and you can stay however long you want to,” sagde hun og fik taget det sidste af sit tøj på. Derpå gik hun ud i køkkenet hvor hun nemt fandt nogle æg og begyndte at lave omeletter. Som altid uden kød, men fuld af grøntsager og urter.

”And then I want to discuss my vacation!” råbte hun som han gik ud på badeværelset.

//Emne slut//