Experiments on a Tuesday? Lucky us!

Tid: Tirsdag formiddag, omkring klokken 11
Sted: Hemmelig etage på UC
Vejr: Køligt vejr udenfor, vinden blæser
Påklædning: Tøj + udseende & UC Labcoat

Dedikeret til @Skye


Dexter vidste ikke hvad der var med ham i dag. Han følte sig så underligt nervøs, og det var ofte her hans skizofreni blussede mere op end normalt. Stemmerne han havde hørt virkede så virkelige, men han forsøgte at skyde dem fra sig. Skye og ham var sat på en speciel opgave i forhold til et eksperiment kaldet X-22. Det var langt fra eksperimentet han var nervøs for, men det havde været noget tid siden ham og Skye havde tilbragt meget tid sammen. Måske var det hvad der gjorde at han stod og forsøgte at få sin jordfornemmelse tilbage. Han stod let og legede med kanten på papiret hvorpå informationerne om eksperiment ofret stod på. X-22 virkede så upersonligt, men sådan var det vel på denne arbejdsplads. Måske var det også bedst ikke at blive så forbundet til dem – det var trods alt ikke alle der overlevede. Han følte dog også en smule glæde og spænding i kroppen. Der var noget i ham der virkelig brændte for at undersøge alt omkring ham, og eksperimenterne gav ham en mulighed for at lære noget nyt hver gang. Let rettede han på sine briller og forsøgte at rette en smule på sig selv.

Hvorfor blev han altid så underlig nervøs når han skulle arbejde sammen med andre på den måde? Skye var jo praktisk talt familie, og hun havde da også været en form for mentor for ham mens han voksede op. Dog følte han at det var anderledes nu hvor han ikke længere var et barn. Men måske Skye stadig så ham som den lille dreng der altid fulgte Rayna i hælene. Han havde ærligt talt ikke lyst til at tænke på hvordan Skye så ham. For hende var han vel stadig et barn, hvis man sammenlignede alderen, men han havde udviklet sig meget i den tid de havde kendt hinanden. Derimod havde hun altid været ung og smuk. Han stod lidt og stirrede på papiret foran ham uden rigtig at læse hvad der stod. Hvad kunne de snakke om? Det var ikke fordi Dexter havde et spændende socialliv, tværtimod havde han ofte svært ved at finde venner. En af dem han anså som ven var Celeste, og hun var jo halvdelen af tiden ikke til at snakke med. Let rystede han på hovedet og forsøgte at fokusere på papiret foran ham. Dog hjalp det ikke. Han følte hvordan hans tanker drog ham ind i en anden verden, og det varede ikke længe før han var helt fortabt i dem.

Da han endelig kom tilbage til den virkelige verden valgte han at bevæge sig ind i lokalet hvor en bevidstløs kvinde lå på det kolde metal bord i midten. Han gik roligt over til hende og så på de blonde lokker der var kørt væk fra hendes ansigt og stod lidt og læste på papirerne, før han lagde dem fra sig. Han lænede sig let ind over hende og studerede hendes ansigt. Hun var en køn kvinde, intet spørgsmål om det, men dette var ikke tiden til at beundre nogens skønhed. Han undersøgte derpå hendes puls for at sikre sig at hun var bevidstløs og ikke kun sov. Nok kunne han være sadistisk, men han fandt det altid så besværligt når de skreg mens han arbejdede.

”So, X-22, it’s very nice meeting you today,” sagde Dexter ret så roligt mens han tjekkede hendes journal engang mere igennem for at sikre sig de korrekte instrukser. ”Do you like riddles, perchance?” Dexter smilede en smule for sig selv. Han plejede altid at snakke med dem som han skulle eksperimentere på, han fandt det en god mulighed på at øve sig på sine sociale færdigheder – selvom der aldrig var nogen respons. Andre ville finde denne type arbejde forfærdelig, men Dexter havde altid set det som en mulighed for at lære mere. Det var én ting at manipulere med DNA i et reagensglas, men levende væsner var nu mere interessant for ham. Som han så på kvinden foran hende hørte han døren bag ham åbne.

Dexter kunne ikke lade være med at smile til Skye der altid havde været et forbillede for ham. Hun havde trods alt hjulpet ham med at kontrollere hans evne som Rayna gav ham. Måske var det derfor at nervøsiteten han før havde følt nu var væk. Det var en underlig situation, for han vidste ikke helt hvordan han stod med denne kvinde. I og for sig var hun vel en moderlig figur, men han kunne ikke få sig selv til at sætte hende på samme niveau som Rayna. Hun var nok mere en moster eller tante, men hendes udseende var en smule distraherende til tider, specielt når han forsøgte at koncentrere sig. Dog forsatte han med hans sædvanlige gennemgang af patientens krop før han svarede hende. Nogle vaner var vel svære at slippe af med.

”Goodmorning to you as well, been up early as always I presume?” sagde Dexter med et høfligt smil før han fandt en mindre skalpel frem fra en af skufferne. Her på kom han et nyt sterilt blad og lavede et lille snit på siden af hendes hals, hvor i han kom en mindre chip. Chippen placerede han bag patientens hovedpulsåre med en utrolig nøjagtighed. De fleste havde nok valgt bare at sætte den ind, men Dexter foretrak et område der for det første ville være umuligt for patienten at få ud og for det andet ville slå dem ihjel hvis de forsøgte. Hendes kommentar med hensyn til venner fik ham dog til at sukke. Var det virkelig så tydeligt at han var social udfordret? Han lagde forsigtigt skalpellen fra sig og begyndte nu at sy det lille område han havde skåret.

”I was only given the instructions that you also recieved, that much I can conclude,” sagde Dexter med et høfligt smil som han blev færdig med at sy det lille snit. Hendes spørgsmål kunne han dog ikke lade være med at blive lidt fornærmet over. Han havde trods alt snart været ansat hos Umbrella i seks år. ”I don’t particulaly like the screaming, too much noise, and they rarely answer my questions anyhow,” sagde han ret så faktuelt. Han havde været med til flere operationer hvor patienten var komplet vågen, dog foretrak han den anæstesi som han havde hjulpet med at udvikle. Et serum der gjorde at patienten var vågen, men ikke kunne bevæge sig. Det gjorde det ofte nemmere at operere eller undersøge deres biologi. Hendes ord om en eventuel sirene fik ham til at ryste på hovedet.

”Her skin is not like a sirens, but I do see where you would think that,” sagde Dexter overvejende mens han pakkede sytøj væk. ”According to her file she was not found under water, and they have submerged her in water to see if she would change physically, however all reports came back negative.” Som han overvejede hendes mulige race gik han ned til hendes fødder og satte sig på knæ for at kunne undersøge fodens trædepuder. Det plejede nogle gange at give et hint til hvad de havde med at gøre.

”Her feet does not resemble that of a fairy either, and no sign of wings or pointy ears,” sagde han og rejste sig op. Hans mørke øjne så over på Skye med et skævt lettere charmerende smil. Han havde altid været karismatisk, hvilket kunne få folk til at undre sig over hans manglende antal af venner. Dog vidste han selv at han kunne være noget af en mundfuld at sluge for nogle. ”Some will use me, while others will not, some have remembered, while others have forgot. For profit or gain, I'm used expertly, I can't be picked off the ground or tossed into the sea. Only gained from patience and time, can you unravel my rhyme? What am I?” sagde Dexter med et glad smil.

”Correct,” sagde Dexter med et glad smil på læben. Han blev altid i så dejligt et humør når folk ville lege med på hans gåder, og det frydede ham at Skye kunne svare på gåden. Hendes forslag fik ham til at overveje mens han undersøgte den blondes krop yderligere. Han så dog op på Skye som hun talte og lyttede hellere end gerne til hendes historie. Hvilket fascinerende væsen tænkte han for sig selv som han så på hende. Det var som om han altid havde tid til at lytte til hendes historier, specielt når det var en der kunne have relevans for deres patient. Dog fik det ham til at tænke over varmen og nærstuderede derpå hendes krop. Ofte kunne han finde et enkelt tegn eller lignende på deres kroppe, og til dette tog han en af hans handsker af. Han lod en finger køre over hendes hud mens han så den reaktion med hovedet tæt på. En normal krop ville reagere på varmen fra hans hænder, men hendes hud virkede til at afvise den og hellere bevæge sig væk fra den. Med et lille glimt i øjet så han op på Skye med et skævt smil.

”Shapeshifter might be what we are looking at, her skin seems to hate the warmth from my finger,” sagde Dexter med et smil og holdt sin finger op i luften. ”But I believe putting her in a fire will just kill her, and she seem to have something hiding. Bear with me for a moment, please,” sagde han og bukkede sig ned over hendes ansigt hvor han åndede sin varme ånde ud over hende. Hendes hud begyndte at sitre som om den var overfølsom overfor varmen. Faktisk virkede den til ikke bare at søge væk fra varmen men nærmest som om det gjorde ondt på deres patient der begyndte at bevæge øjnene.

”Please enlighten me, Miss Mitchell, what's strong enough to smash ships but still fears the sun?” sagde Dexter med et smil og gik over til Skye. ”I believe in that riddle lies our answer to what our patient might be connected to,” sagde han med et glad smil.

”Well you did come with the crucial clue, so I would not have tested this without your first intution,” sagde Dexter og følte sig pludselig lidt nervøs. Hans mørke øjne så kort på hende men vendte derpå sin fulde opmærksomhed på patienten. Måden som hendes øjne bevægede sig skræmt fik et høfligt smil på hans læber og han gik over til bordet. Han kunne godt tænke sig at undersøge hende nærmere, og Skye virkede så ivrig til at få hende ud i kamp. Her var muligheden for at lære en ny form for race og kende, og Skye var klar til at smide det ud af vinduet. For at være ærlig var han selv nysgerrig over denne fremmedes evner, men biologien bag hendes ydre var mere interessant for hende.

”Give me just one hour of playtime with her, then you can test her to your every will,” sagde Dexter og så op på Skye med et selvsikkert smil på sine læber. En timer var meget for ham, og han ville kunne være færdig med hende på under det halve, men chancen for at få samlet en smule af hendes DNA til hans samling lokkede ham. ”I promise you she will be in working order once you recieve her, and then you can do whatever you please,” Dexter vidste at han ikke behøvede at forklare hans intentioner for Skye, men han håbede dog at hun ville overveje og blive, mens han arbejdede. Ofte var hans arbejde alene, og han nød egentlig den lille smule tid han havde med andre. Desuden var det lang tid siden de sidst havde set hinanden, og Dexter var ret så nysgerrig med hensyn til nogle af de missioner hun var blevet sendt ud på på det seneste. Uden at vente på svar fandt han hurtigt nogle reagensglas frem samt et udvalg af kanyler og små diske til opbevaring af eventuel materiale fra hende.

”Please, tell me what you have done lately,” sagde Dexter mens han fandt sine ting frem.


//I don't mind (;

Så snart Skye havde givet sit samtykke gik Dexter i gang med at samle forskellige af biologisk materiale fra kvinden på bordet. Først fandt han en kanyle frem, hvor på han roligt fandt en af hendes blodårer. Her drog han kanylen ind og ud kom hvad lignede blod. Han samlede en meget nøjagtigt mængde af hendes blod før han førte det over i et reagensglas og roligt dumpede de brugte dele i deres forskellige spande. Det var tydeligt at se at han arbejdede præcis og nærmest som en form for rytme. Derpå forsatte han med at samle få hårrødder fra hendes hovedbund. Med en skalpel i den ene hånd og en pincet i den anden gik han roligt i gang med at finde en mindre håndfuld af hårrødder. Håret i sig selv havde ingen værdi for ham, men disse rødder var fulde af DNA og klart noget han ville kunne bruge senere. Som han havde samlet en god mængde af rødder syede han forsigtigt hendes hovedbund sammen igen – han havde trods alt lovet en fuld fungerende person til Skye.

Som Skye snakkede lyttede han gladelig på. Han var ikke selv personen der blev sendt ud på missioner – faktisk foretrak han at forholde sig på UC hovedkontoret det meste af tiden. Han hørte dog også den frustration der var i hendes stemme, og det gjorde ham en smule overrasket. Han vidste at alle personer måtte indeholde en eller anden form for følelser eller empatiske evner, men derfor virkede det så anderledes når han kunne høre det komme fra Skye. I al den tid han havde kendt hende – og det var det meste af hans liv – havde hun aldrig rigtig været den følsomme type. Selvfølgelig havde hun da haft sine stunder da hun var hans mentor, men ellers havde hun fremstået kold, kontant og med et klart syn på livet der ikke virkede til at ville ændre sig. Dog vidste Dexter også at folk kunne ændre sig med tiden, og derfor kunne han ikke lade være med at smile lidt. Det var typisk af hans mor at bede andre om at ignorere følelser – selv Dexter gjorde det når han var i professionelle omkredse – men han havde stadig en varme over sig når han interagerede med andre.

”If you really want to know, you should find out,” sagde Dexter roligt som han nu gik i gang med at fjerne små stykker hud fra hendes håndled. De små stykker hud placerede han let i en mindre disk og kom et låg over dem. De små steder hvor han havde taget hud fra sprøjtede han roligt noget healene serum på. Huden ville ikke vokse tilbage der, men det ville holde det fra at bløde og danne et mindre lag af beskyttende film. ”I’ve known you for the mayority of my life, and I’ve never seen you like this,” sagde han og så på Skye med hans mørke øjne.

Dexter lyttede til Skyes ord. Det var tydeligt at hun knap nok selv havde bearbejdet de informationer hun havde fået, men Dexter ville ikke blande sig i det. Det var en sag mellem Rayna og Skye, og hvis han vidste noget var det ikke at blande sig i sådanne sager. Han kunne dog ikke lade være med at ligge sit arbejde fra sig og gå over til hende. En smule akavet placeret han en hånd på hendes arm for at symbolisere at han ville være der for hende, uanset hvad hun besluttede sig for. Normalt fandt han det upassende at vise sig selv så personligt på arbejdspladsen, men han kunne benægte at Skye altid havde været der for ham. Selvom hun ikke altid udviste følelser, vidste han dog at hun et sted dybt nede stadig havde noget af det. Nok var det begravet under over 900 års træning, men det var der stadigvæk. Da han gik over og forsatte sit arbejde kom hun med kommentaren om at han ikke skulle forvente at se hende sådan for ofte på grund af hendes ry. Han kunne ikke lade være med at le en smule som han samlede de prøver han ønskede fra X-22. Som hun snakkede om Cowan søskende nikkede han genkendende.

”Sure, could you give me a file on this miss Jensen and what needs to be done?” sagde Dexter en smule optaget af at fjerne nogle fingernegle fra patienten. Han så op på hende og rettede let sine briller. ”I do hope you have a plan for her,” sagde han med et venligt smil. Derpå forsatte han sit arbejde. Som Skye forlod rummet blev der pludselig stille i lokalet, udover de små instrumenter som Dexter brugte på patienten. Han var færdig efter knap tredive minutter, og gik nu i gang med at gøre X-22 klar til Skyes fornøjelser. Med en utrolig lethed fik han sat patienten op og gav hende en sprøjte der ville nedbryde den bedøvelse hun havde i kroppen. Imens fik Dexter pakket hans mange prøver væk, da han vidste at Skye næppe ville bruge tid på at finde et andet lokale til hendes eskapader. Det gjorde ham dog ikke noget, da han havde god tid til at sortere diverse prøver og give dem korrekte labels. Derpå udfyldte han sin formel med al information om hende. Da alt papirarbejde var færdig og pakket væk gik han over til patienten der langsomt var ved at få kontrol over sin krop igen.

”Now, you will answer to Miss Mitchell, and do as she commands,” sagde Dexter roligt som han løftede hendes arm op. Han placerede to fingre på hendes puls på håndledet og mærkede efter mens han talte. Hun ville være klar til at vise sit værd så snart Skye ville træde ind af døren, men Dexter følte det vigtigt at give hende nogle informationer først. ”Please don’t try to hide anything from her or me for that matter. When Skye enters you are to get up from the table, introduce yourself properly and state that you are ready for her tests,” sagde Dexter med en rolig tone i sin stemme. Det mindste han kunne gøre for Skye var at give hende en der var nem at kontrollere, og ikke mindst få informationer ud af. X-22 nikkede blot og som Skye trådte ind af døren rejste patienten sig op som bedt om.

"I-I’m X-22, and I’m r-ready for y-your tests, miss Mitchell,” sagde X-22 med lidt rystende stemme. Det var tydeligt at hun var bange, men Dexter smilede henrykt og klappede i sine hænder af glæde. Hun havde fulgt ordrene perfekt og det glædede ham at hun var så nem til ordre. En kvalitet der ofte var at foretrække hos Umbrella.

//Out//