I love games, let's play a bit [xxx]

Tid: Natten til lørdag, omkring kl 23:30
Sted: Mørkt lokale over Snyder Recovery Center, Gaia
Vejr: Koldt og mørkt udenfor
Påklædning: Tøj og udseende + sko

Dedikeret til @Tidus


Dexters dag på arbejdet havde fløjet af sted, der var nok at se til i det nye år, og som en af de ledende forskere var hans hænder altid fulde. Dog fandt han det som en glæde, nærmest lyspunkt i hans dag, når folk rendte frem og tilbage og spurgte ham til råds. Nok kunne de virke irriterede over at han besvarede deres forespørgsler med gåder, men han plejede at give dem et hint hvis det tog dem længere end fem sekunder at svare. Han nød dog specielt at kunne overraske dem med hans genialitet, og var ofte den der kunne løse problemer på ingen tid. Dermed ikke sagt at han var populær blandt sine kollegaer. Han var søn af firmaets chef, og havde fået arbejdet uden nogen egentlig professionel uddannelse. Dog var hans intellekt langt over nogen der havde gået på universitetet. Han var dog ligeglad med hvad de mente om ham, han var bare interesseret i at komme videre med deres forskning – ikke mindst fordi han ville gøre hans mor stolt. Nok var de ikke relateret ved blod, men hun havde taget ham til sig da han var blot fem år. Han ville stå i evig gæld til hende, men han havde intet imod det. Faktisk ville han være ved hendes side hver gang hun kaldte, og han ville glædeligt gå gennem ild og vand hvis det betød han fik et smil på hendes læber.

Da klokken var nået tre om eftermiddagen var de fleste ved at tage hjem, men Dexter valgte som altid at blive lidt ekstra. Han havde altid et par ekstra opgaver han kørte sammen med hovedopgaven hans afdeling havde. Ikke at han havde noget imod det heller – han levede for at arbejde og gøre en forskel. Før han vidste af det var det blevet mørkt udenfor, og han hørte vinden ramme mod vinduerne på bygningen. Han slukkede sit lys over skrivebordet og rejste fra sin plads. Han rettede let på hans stribede vest og tog samtidig muligheden for at stramme sit slips til en smule. Efter hans lange dag hang hans hår stadig pænt til hans kranie som han let rettede på sine briller inden han greb sin jakke og bevægede sig mod elevatoren. Turen ned til stueetagen var kort, trods hvor højt oppe han lige havde været i bygningen. Selv sekretæren havde forladt sin post ved indgangen og han tjekkede hurtigt sit ur. Klokken var omkring halv elleve om aftenen, så det var nu ikke så underligt igen. Han svang let sin jakke over sine arme og gik ud i kulden. Mørket omkring ham føltes til at sluge ham, men han følte sig overraskende roligt alene i disse omgivelser. Han gik ikke længe før han følte nogle der fulgte efter ham, og han standsede op. Det var ikke unormalt at folk var på gaden på denne tid af dagen, men man kunne aldrig være for forsigtigt. Snart var det dog ikke kun himlen der var mørk, men hans syn forsvandt og alt omkring ham blev mørkt.

Dexter vidste ikke hvor længe han havde været bevidstløs, men han vågnede roligt til lyden at metal mod metal. Et stykke fra ham stod en mand med noget han ikke kunne se i mørket. På hans anden side stod endnu en person, men for alt han kunne vide var der flere end to personer. Lokalet var mørk, bortset fra det ene lys der hang over ham. Lyset der skinnede ned på ham gjorde det også sværere for ham at vænne sig til det mørke der omhyllede ham. Et skævt smil kom frem på hans læber som han kunne mærke hans hænder og ben var bundet til den stol han sad på. En svag dunken kom fra hans hovedbund som han forsøgte at ignorere. Lyset gjorde ham yderligere desorienteret, men hvem end der holdte ham her havde ladet ham beholde sine briller på. Han måtte indrømme at han var ret så taknemmelig for det, men ikke at det betød noget for dem omkring ham.

”So… What game are we playing?” spurgte Dexter med en lille latter på sine læber. Som han smilede kunne han mærke at hans læbe var flækket, og smagen af størknet blod fyldte hans mund. Han spyttede let blodet fra sig på gulvet og så rundt i et forsøg på at finde lederen af denne gruppe.

Dexters øjne fokuserede på den nye person der nu stod foran ham. En latter undslap hans læber som han så på den unge fyr og han kunne knap nok lade være med at lyde hånlig. Han ville nemt kunne trænge igennem disse ting han var bundet til, men han måtte indrømme at han var interesseret i denne leg. Den unge fyr virkede bekendt, hans ansigt havde han set i en af Raynas filer, men han havde hverken fanget et navn eller anden information. Dog vidste han at dette var et klart forsøg på at få løst en forbandelse, selv før den blonde fyr forklarede sig. Hans tunge gled ned og slikkede hans flække i læben, og smagen af hans eget friske blod ramte hans smagsløg. Den krydrede smag af en falden engels blod var genkendeligt for mange, men specielt for ham selv. Det ville ikke tage hans sår længe om at hele, så han var knap bekymret for hans ansigt nu her.

”I love games,” sagde Dexter med et smil på læben. Som han lyttede til den unge mands forklaring lyttede han blot. Ofte lærte man mere af stilhed end af tale, og det havde han altid selv følt var sandt. Da han havde talt færdig nikkede Dexter bare og rettede sig let i stolen, før han spyttede i Tidus’ ansigt. ”Your mouth does not deserve to utter that womans name,” sagde han og lænede sig tilbage i stolen som en syg latter undslap hans læber. Han kunne lige så godt have lydt som en indsat på et sindssyge hospital, men det var nu engang sådan han lød. Nok var han klog, men ingen på den fyrs niveau havde retten til at kalde hans mor ved hendes navn. Det ville han selv sørge for at han fortrød. Manden der nu stod ved Tidus’ side fik ham til at grine endnu engang og han følte hvordan hans hør der før var kørt tilbage nu hang let foran hans ansigt.

”Avoided by all, yet not feared by the brave however without me, they're be no one to save. Evil doers have plenty to give, and yet without me you'd struggle to live,” sagde Dexter med et smil på læben.  ”What … Am … I?”

Da kniven ramte hans bare hud lod Dexter være med at benytte sig af sine evner – en hver vidste at man ikke skulle afsløre sine evner for fjenden. Specielt ikke når han sad lige overfor ham. Lugten af brændt hud fik Dexter til at smile – nok var han i smerte, men at vokse op med Rayna havde gjort ham hårdhudet. Desuden var en engel en meget hårdfør race i sig selv. Som kniven blev presset i ham endnu en gang undslap en lille latter fra hans læber som han kastede sit hoved tilbage. Hvis det var alt de havde at byde på ville han dø af kedsomhed før han døde af smerte. Han smækkede dog hurtigt sit hoved tilbage og så på Tidus med hans mørke vilde øjne.

”Oh please, this is so boring, and you haven’t even answered my riddle yet,” sagde Dexter med et overraskende charmerende smil på hans læber. Han slikkede sig let på den flækkede læbe som han følte den var begyndt at hele igen. ”Are you really that stupid that you think I would ever help someone like you?” sagde han med sit skræmmende smil på læben. Pludselig vendte han al sin opmærksomhed på manden der stod med kniv og lighter i hånden. Manden trådte et skridt tilbage af ren og skær forskrækkelse som Dexter lænede sig frem mod ham, så meget som hans stol tillod det. Hans mørke øjne føltes som om de kunne skære lige igennem et menneske, og hans smil virkede så anderledes i forhold til hvad en normal person ville reagere på situationen.

”Please, don’t tell me that the knife and lighter trick is the only thing up your sleeve,” sagde Dexter med en lille latter bagerst i hans hals. Derpå vendte han sit blik hurtigt mod Tidus og sendte ham et skarpt smil. ”It is already very boring, and the answer to my little riddle is pain, which you did not give me any of!” Hans mørke øjne skar gennem lyset for oven og gjorde at det lignede han kun havde to huller hvor øjne normal ville være.

”How about a children friendly one, just to get you warmed up. I will tell you this much; I'm strong as a rock, but a word can destroy me. What am I?” sagde Dexter med et koldt smil.

Som den unge mand blev mere frustreret blev Dexter mere fornøjet – det var skam ikke fordi han nød smerterne, men de var ingenting i forhold til det som Dexter var blevet udsat for som ung. Da han mærkede pistolen mod sin tinding lo han lavt igen og pressede gladelig sit hoved tættere på pistolen. Våben var ingenting i denne verden, og han kunne ikke lade være med at undre sig over den unge mands  race. Dexter var et geni indenfor racerne, og havde lært at genkende hver lille detalje af de forskellige kendetegn. Det var nemt at se hvilke racer Tidus ikke var, men Dexter manglede få detaljer før han følte sig sikker i hans hypotese. Som Dexter mærkede pistolen mod sin tinding kom han til at smile endnu engang. Han følte sig langt fra truet – faktisk kunne han slippe fri så nemt som ingenting – men han var ikke færdig med at lege. Denne unge mand virkede så interessant og havde et temperament som var så underholdende at prikke til.

”The answer is silence,” sagde Dexter og lod ikke til at være ret så bekymret over det stykke metal der stadig hang mod hans tinding. Faktisk rettede han sig så pistolen var placeret mere korrekt mod hans kranie. Han hadede når folk ikke kendte til den korrekte anatomi over kraniet, og forsøgte at true ham. ”But you still do not seem to understand any of the things that I am telling you,” sagde Dexter og lo dybt. Hans vilde øjne så nu den unge mand direkte ind i hans blå øjne. Det var som om han ikke frygtede noget i dette øjeblik, og faktisk virkede han ligeglad med smerter og var mere fokuseret på denne mand.

”I know of the curse, but I cannot cancel anything made by Rayna, as she is the one calling the shots,” sagde Dexter med sit smil krølle op i mundvigene. Selv hvis han ville gøre som denne unge mand bad ham om, ville han ikke være i stand til det. Han var ikke et magisk væsen på samme måde som Rayna var, og hendes magi blandet med hendes eksperimenter gjorde hende til en stærk person. ”But you are so idiotic that you do not get that, and keep following the stuborn belief in your head,” sagde Dexter og lo igen.

Dexter følte tydeligt hvordan den unge mand havde mistet tålmodigheden med ham og alt han kunne gøre var at le ukontrollerbart. Som Tidus gjorde klar til at skyde ham satte Dexter gang i sin evne. Den var ikke svær at kontrollere længere, specielt ikke med den krævende træning han havde gennemgået sammen med Skye. Dog synes han altid det var sjovt at lege med i sådan en situation – en mulighed for at teste hans teatralske evner. Som kuglen kom ud af pistolens mund faldt Dexter tilsyneladende død til siden og hang livløst i stolen. Så snart Tidus og hans mænd havde ryggen til ham rettede han sig let op og rejste sig fra stolen, som havde han aldrig været bundet til den. Kuglen der før havde fløjet gennem hans hoved holdt han nu i hånden og stod lidt og studerede dette kolde projektil.

”You know, I was never a fan of guns,” sagde Dexter roligt og gik over til Tidus. Han rakte ham roligt den lille kugle ud i en flad hånd og sendte ham et charmerende smil. Han rettede let på sine briller med sin frie hånd – hans sår på læben var helet helt nu, og hans to store sår på skuldrene var så godt som helet også. Han lagde hovedet lidt på skrå og hans øjne skiftede fra drilsk til alvorligt. Normalt ville han have efterladt Tidus og hans mænd døde, eller i det mindste lemlæstede, men han vidste noget der ville gøre mere ondt på den unge fyr foran sig. Et skummelt og truende smil kom nu på hans læber der var langt fra den sindssyge person han lige havde lignet.

”Tidus that is your name,” sagde han med et smil som han trådte et truende skridt fremad. Han ville lyve hvis han sagde at han ikke havde kigget i de filer som Rayna holdt omkring alt der foregik. Som hendes søn havde han adgang til visse goder, og det kom da også ofte Rayna til gode hvis der var information der skulle gengives. Dog holdt han det hele for sig selv når han lærte noget nyt – det var trods alt fortrolige filer. Ikke nogen der skulle deles med andre en Rayna, Dexter og hvem end filen omhandlede. En let hånd kørte gennem hans hår og rettede de få strå der havde sluppet formen han havde kørt det tilbage i. ”Tidus Borgia Technique you are to never come near Rayna again, or it will be the last thing you do,” sagde Dexter med et led smil på sine læber. Med de ord gik han forbi Tidus og mod udgangen til rummet, som mændene før havde været på vej imod. Selvom han havde ryggen til dem var han stadig opmærksom på hvor de befandt sig i forhold til ham. Han løftede sin hånd og vinkede roligt farvel uden at se sig over skulderen.

Som kuglerne fløj igennem Dexter og i stedet borede sig ind i væggen begyndte hans vilde latter igen at komme fra hans læber. På den ene fod drejede han sig om og gik nu målrettet mod Tidus og hans mænd. Nogle ville kalde ham hovmodig, men han var vild med spænding og glæder. Han kunne ikke lade være med at tænke at han elskede en udfordring. Manden på Tidus’ venstre side passerede han let igennem, vendte sig om mod ham og brækkede nakken på manden uden et eneste problem. Mandens livløse krop sank sammen mens Dexter stadig hold hans hoved, før han smed ham fra sig på det hårde betongulv. Lyden fra liget rungede i det store tomme lokale, og Dexter var hurtigt ovre ved den anden mand som han let tog pistolen fra. Hurtigt studerede han pistolen før han hold den op til den anden mands tinding.

”The problem with guns is that it takes out all the fun, just look at this,” sagde Dexter og skød manden uden at blinke. Blodet fløj fra mandens kranie i Tidus’ retning, og manden faldt på knæ før han også endte på det kolde gulv. ”No dramatic ending, no last words, just a bullet in the brain – so boring,” sagde Dexter med et vildt smil på sine læber. Pistolen smed han hen af gulvet og vendte nu sin fulde opmærksomhed på Tidus. Selvom Dexter kun var omkring fem centimeter højere end Tidus føltes det som om han tårnede over den blonde unge mand. Dexter tog roligt Tidus’ hånd han havde pistolen i og placerede den ved Dexters egent tinding. Hans mørke øjne virkede til at have ild bag sig, som om helvedes flammer brændte indeni ham.

”Now, I’ll tell you a little story that not many have heard and survived to tell the tale,” sagde Dexter med sine vilde øjne direkte på hans blå. ”I was born into a nice family of angels, oh yes very holy I know. But the problem was, I was not like them – I was born with darkness inside me. So when I was five, I had enough and I decided to kill my parents,” sagde Dexter og lo hans sindssyge latter. Han pressede Tidus’ pistol hårdere mod sin egen tinding og slikkede let sin underlæbe. Den tid med hans biologiske familie var så fjern for ham, men hans hukommelse fejlede ham aldrig. Han kunne huske hvad han havde gjort og hvorfor. Han kunne huske hver eneste dråbe af blod der var faldet fra hans mors hals som han havde skåret den over med sine små børne fingre. Han kunne huske hans fars frosne ansigt da han havde lidt samme skæbne som sin mor. Hvilket sus det havde været. Dexter havde knap nok fået vinger og var allerede en falden engel med blod på hænderne.

”But that’s when my real mother stepped in – oh we were not related by blood, but by soul – and she took me in,” sagde Dexter og knurrede let. Han virkede som et vildt dyr der var klar til at æde Tidus i en mundfuld, og selvom en pistol var presset mod hans tinding holdt det ham ikke fra at være truende. ”And here we are, so are you gonna shoot me and die a horrible death choking on your own blood, or will you let me go, so I can return to a family that actually cares for me?”

//Vi hiver @Adannaya ind for at redde Tidus//

DEXTER POV
Som Tidus begyndt at slå ud efter ham lod Dexter sin evne fungere så hvert slag passerede gennem ham. Hans vilde latter brølede ud fra hans læber som han så på Tidus. Han ville nyde at se denne unge mand lide, måske ville han endda lade ham leve så de kunne lege en anden gang. Som han skulle til at slå ud mod Tidus næse stoppede han da en mørk figur kom gående mod dem. Af ren høflighed rettede han sig op og mærkede pludselig kontakten mellem Tidus’ hånd og hans ansigt. Blodet sprøjtede ud fra hans mund og han kunne ikke holde sit grin tilbage. Den mørke skikkelse der kom gående mod dem virkede til at være på Tidus’ side og han lo lidt – hvordan kunne Tidus have tilkaldt hjælp? Dexter havde ikke set ham gøre meget andet end at miste sit temperament. Kvinden der kom nærmere på dem havde vildt brun hår med krøller, og hendes brune øjne virkede til at se lige igennem Dexter. Da Tidus slog ud efter Dexter igen undveg han og fyrrede et slag tilbage mod ham. Hans knytnæve ramte let Tidus’ næse og et højt knæk hørtes da knoglen brækkede. Dexter trak hånden til sig og så blod på den med et smil, før han slikkede det af sine knoer.


ADANNAYA POV
Adannaya havde fået det underligste syn hele aftenen, og det var som om de varslede noget større end hun før havde set. Hun havde set Tidus’ blege ansigt med åbne døde øjne mange gange, og hver gang havde gjort hende mere utilpas. Det var også derfor hun havde brugt så lang tid på at finde ud af hvor han befandt sig. Selvom hun var Tidus’ højrehånd var det ikke alle der mente hun skulle have adgang til hans konstante placering. Det havde taget en times tid, men hun havde endelig fået presset informationen ud. Derpå var hun skyndt sig til centret og var trådt ind af døren da hun så pistolen fra Tidus blive smidt hen af gulvet. Den høje fyr med det mørke hår havde opdaget hende, men hun var usikker på Tidus. Da mandens knytnæve gjorde kontakt med hendes leders næse trådte hun til og blokerede hendes leder med hele sin krop.

”Leave this place, angel,” sagde Adannaya der hurtigt havde observeret hans race. Nok var hans fremtoning mørk, men hans udstråling var kold og ikke som en dæmons. ”Or answer to me,” sagde hun med et roligt blik på Dexter. Bag hendes ryg tog hun Tidus’ hånd og brugte sin evne  uden at vise tegn på det. *Are you OK boss? I will get you out of here* lød Adannayas stemme i Tidus’ hoved. Hun holdt hans hånd som hun ventede på svar, men var klar til at reagere hvis englen forsøgte på noget.


DEXTER POV
Dexter smilede ved den nytilkomne, men han kunne ikke sætte en finger på hendes race. Han mistede al interessen for Tidus som han så på denne kvinde foran sig. Hvor fascinerende! Han kunne ikke se tegn på meget andet end at hun var i besiddelse af magiske evner. Han smilede høfligt til denne fremmede kvinde foran sig, og studerede hvordan hun stod. Dexter havde ikke planer om at skulle slås med hende så han nikkede blot og rakte sine hænder op i luften.

”I was on my way out,” sagde Dexter og gik nu mod udgangen. ”Oh, mr. Technique, I’m sorry, but I have to report this to Rayna – I hope you can see it in your heart to forgive me,” sagde Dexter og forlod bygningen.


ADANNAYA POV
Så snart Dexter var ude af bygningen vendte hun sig mod Tidus, og hvis øjne kunne dræbe var Tidus faldet om på stedet. Hendes brune øjne der normalt var så varme stod ud med vrede og frustration, men hun rystede blot på hovedet. Med hendes ene fod skubbede hun let til de lig der lå på det hårde beton gulv, og et suk undslap hendes læber. Hvorfor skulle hun altid komme og redde ham på den måde? Der var vel en grund til at Adannaya havde sagt ja til at være Tidus’ højre hånd, men hun havde ikke skrevet sig selv op til at blive babysitter for en voksen mand.

”Come on, I’ll let you stay at my place,” mumlede hun og kom en arm ind under Tidus armhule for at støtte ham.

//Emne afsluttet//