League of Assassins - Roy

T: Sen eftermiddag
V: Vindstille, og en anelse kølligt
S: En gemt arena dybt inde i skoven
O: Der er en stor arena, hvor man kæmper også et stort område, hvor folk lever
P: Klik
Ekstra: Dato;; 30 December 2018
Emne til: @Roy
((Jeg har bare emnet klart, ingen grund til at besvare det før du føler for det <3 ))

---

Det var fem dage siden hun var havnet i dette helvede. Hvad der drog hende derhen var nok at hun havde været nød til at sende sine børn væk. Væk på grund af den fare hun havde åbnet døre til, da hun trådte ind i denne verden. Nu betalte hun prisen, prisen for aldrig at lytte til sig selv og altid sætte andre i første række. Hun var væk fra alle, fanget i denne her gammeldags arena hvor døden hang over alle hver eneste sekund af dagen. Veronica havde altid været hurtig til at finde ud af, hvordan hun skulle klæde sig nye steder og hvordan man skulle opføre sig. Her var man nød til at have døden på sig, og des farligere man var, des bedre var ens chancer for overlevelse. Veronica var ingen kriger, hun kunne slå fra sig takket være hendes ekstra kampsports timer - men kamp med våben var ikke just hendes speciale. Hendes speciale var at de fleste folk angreb med overnaturlige evner, hvilket ingen effekt havde på hende. At hun kendte lidt historie, og havde genkendt et mærke fra en af Callas 'veninder' Tatia, havde fået hende ind i en gruppe af nogle som faktisk havde levet det meste af deres liv her, undsluppet men fanget igen. Her havde hun fået hård træning fra start af, ikke noget der ligefrem gjorde hende særlig god - men hun var i live på sin femte dag, hvilket sagde noget. Allerede nu var mareridt på høj plan, og hun kunne knap nok sove i frygt for nogle ville skære hendes strube over midt om natten - eller for de ville kalde over højtalerne at hun skulle i kamp. Hun havde allerede nu set mange kæmpe til de næsten ikke kunne gå. Set dæmoner og formskiftere kæmpe til sidste overlevende. Nogle gange flere imod en.

Der gik en hurtig snak om nye rekrutter, nye krigere eller hvad man kaldte dem. Slaver måske? Veronica fik malet krigsmaling i ansigtet, og hun sukkede let. De måtte finde en måde ud herfra. Hun skulle hjem. Den første kamp slog ind, hendes navn blev kaldt ind. Hendes modstander var en dæmon, en dæmon med ingenanelse om hvor han var eller hvad de ville ham. Alt han tænkte på var at han ville overleve - det var tydeligt på måden som han løb imod hende på, slog ud efter hende som var hun det eneste der stod i vejen for hans livslinje. Måske var hun? Veronica undveg de første par slag, men i sidste ende lykkedes det ham at få armen omkring hendes hals i en armlås. Veronica mærkede luften blive suget fra hende, kæmpede for at komme fri. Veronica fik taget sig sammen, og fik sat tænderne i armen på dæmonen med en kæbekræft nok til at få ham til at løsne grebet kort. Veronica fik drejet sig rundt og satte hænderne i hans hals og flåede struben ud. Dæmonen fald til jorden og Veronica tog en dyb indånding ind efterfølgende af en hosten. Et skrig af had og foragt forlod hendes læber og her drejde hun rundt for at se sin næste modstander.
"No," hviskede hun åndeløst. "What the hell are you doing here?" Vrissede hun frustreret. Roy, et syn der normalt ville give hende håb - og måske var der lidt. Men hun kendte spillet nu, og det gjorde han ikke. Han havde lige set hende slå nogle ihjel. Den tiende person hun havde været nød til at slå ihjel. Det var ikke Veronica. Hun var ikke typen der slog ihjel medmindre hun ikke havde noget valg. Men sådan var det her, der var ingen fri vilje. Måske i et andet sted ville hun have løbet hen og omfavnet ham, men mangel på søvn.. mangel på alting fik hende bare til at skrige i håb om det var et mareridt hun ville vågne op fra. Hun tog sig til hovedet og trådte et skridt tilbage.