Hey, are you allright? - Wincent

Tid – lige efter midnat ca
Dag - Fredag
Vejr – forholdvis koldt og let blæsende
Sted – Gaia i parken
Omgivelser – en masse unge mennesker der drikker og fester
Outfit – Sort jeans med huller i lidt løse i det, en sort hættetrøje og sortlæderjakke (se avatar for jakken)
Tag - @wincent


Darius havde ikke noget at bruge sin aften på, han havde været sammen med et par venner som ville have ham med til en fest, hvilket han havde været nød til at sige nej til, fordi han vidste at han både skulle levere en blodprøve og urintest hos sin sagsbehandler i systemet, ikke fordi han tog stoffer længere. Men han vidste at var bare en af dem positive ville det give ham problemer. Hans sagsbehandler vidste godt at han festede og drak, men aftalen var at det ikk måtte være op til testene, og blev der bare det mindste når han var fuld ville han få store problemer, så man kunne godt sige at hans sagsbehandler lidt holde hånden over ham. Det var noget Darius satte pris på, selvom han inderst inde nok godt vidste at han skulle holde sig fra det, men han ville altså stadigvæk gerne have lov at være ung, selvom han har gjort hvad han har gjort.


Darius valgte at skyde genvej igennem parken, ikke fordi det var nogen genvej overhovedet, men han magtede ikke at tage tilbage til skolen uden at have nogen snacks, derfor ville han tage til den døgnåbne kiosk der lå ikke langt fra parken. Ejeren af kiosken havde kendt Darius forældre, de var ikke lige frem på tale fod men han fik så lov at købe sine vare når han havde penge. Tankerne flyv rundt i hovedet på ham, han savnede sine forældre og ikke mindst sin lillesøster, at de valgte at forlade ham uden at fortælle ham det, gjorde endnu mere ondt på ham end det havde gjort da han sad inde og ikke fik nogen besøg af dem.


Dog blev Darius revet ud af sine tanker, der var en masse råben og skrigen. Darius sukkede tungt og overvejede om han skulle gå efter lyden, eller bare blande sig uden om? Han burde det sidste helt klart, for endte han i problemer ja, han ville ikke tænke på det. Men alligevel begyndte hans ben at føre af hen mod lyden, det var sikkert bare nogen unge mennesker som havde fået for meget at drikke og kom op og skændtes. Jo tættere han kom på dem, jo mere kunne han se, det lignede ikke lige frem at det var en af deres venner de var oppe og toppes med. Trangen til at stoppe det og hjælpe fyren det gik udover var stor, men en stemme i hans hoved sagde ’ Lad være Darius det ender bare galt for dig’ dog valgte Darius at trodse stemmen og gik med hurtige skridt der over af. Det lykkes ham at komme tæt nok på til at skubbe en af de angribende fyre væk. ” pis af med jer, får jer dog et liv!” Sagde Darius i håbet om at de ville stoppe og bare forsætte deres egen fest.

Han hørt en pige grine, han genkendte grinet, kort efter lyd det. ” hey guys pas på, det Darius. Han ender nok bare med at gøre det samme ved jer som ved hans søster” Sagde tøsen og de andre kiggede på ham, og fakede at de var bange. ”ærligt de ikke beholde dig der inde, du skulle jo nødig ramme flere ” Sagde pigen iskoldt inden de tog deres ting og skred, Darius var rasende over det de havde sagt til ham, men prøvede at skjule det så godt han kunne, det var ikke lige frem fedt at dem han kendte fra den tid, stadigvæk huskede ham på det og kørte i det, selvom han bare gerne ville glemme det. Han vendte sig mod den fyr det var gået udover, ” Hey er du okay?” Spurgte han stille og gik forsigtigt over imod ham. ” jeg er ked af det der skete” Sagde han og så på usikkert på ham, han havde aldrig været reddet en anden på denne måde.

Påklædning Wincents outfit.

Wincent var på vej hjem fra sit nyere arbejde. Han var flyttet hjem til en fyr ved navn Cody og han glædede sig ekstremt meget til at komme ordentligt på plads og eventuelt få sig lidt flere ting at gøre godt med. Pt. ejede han ikke så meget, udover tøj og den slidte sportstaske. Det var ikke af meget, men det var lige meget for ham. Det var mere, end hvad han kom fra og med. Men turen hjem var ikke gået som planlagt; han var blevet stoppet af nogle fyre, som opførte sig ekstremt underligt - han anede intet om, hvad drengene oprindeligt havde brugt deres aften på. For ham opførte de sig bare ekstremt underligt.

Derfor var Wincent blevet skubbet frem og tilbage; råbt ad og bare generelt genere ham. Bange var han faktisk blevet, da han ikke brød sig om deres opførsel og der var alligevel en del af dem. Desuden havde han aldrig gjort dem noget som helst, så det at de var efter ham, gjorde ham selvfølgelig bange. Og det mindede ham om de gange, hvor han var blevet jagtet af jægerne fra fortiden. Hele situationen var skræmmende for ham og han anede ikke, hvad han skulle gøre. Kunne han ringe til Cody? Øjeblikket havde han glemt, hvordan man ringede.

Men så dukkede en sorthåret fyr pludseligt op, som talte til gruppen af unge personer. De begyndte at sværme omkring drengen i stedet for Wincent - hvilket han var glad for, men han ønskede heller ikke, at drengen skulle generes på samme måde. Dog talte en pige til ham og det lignede, at det fremprovokerede et eller andet i den nyankomne dreng - men så gik de væmmelige personer og efterlod de to alene tilbage. Fyren nærmede sig.
"Yes. I fine," Talte han med sin nu usikre stemme med den tydeligt Australske accent indblandet. "Thank you," Wincent var endnu ikke god med ord. Stavning kunne han ikke.

Det gjorde inderligt så pisse ondt på ham, at han konstant skulle mindes om han lort han havde lavet. Det var jo ikke fordi han var stolt over det eller ikke fortryd det, for det gjorde han noget så inderligt. Men de andre unge han kendte og som kendte ham fattede bare ingen ting af den del af at han fortryd det og på ingen måde ville gøre det igen. Han havde taget sin straf og var blev stadigvæk straffet efter hans mening, han ville bare gerne kunne glemme det og ikke mindes om det.
Der var alligevel noget rart i at han lige havde hjulpet en ung fyr med at få stoppet det de andre nu havde gang i. Det var ikke noget han normalt ville have gjort, hvis man gik tilbage i tiden og kendte ham derfra, nej så havde han været på holdet som var efter personen. ” Det jeg er glad, altså at du er okay” Sagde han og sendte ham et lidt usikkert smile. ” jeg hedder Darius, men du kan bare kalde mig Oceanus, det gør de fleste” Sagde han og sendte ham et stort smil. Han var lige ved at sige det var så lidt, men det ville bare virke for normalt og kedeligt og derfor valgte han en anden metode. ” skulle det være en anden gang” Sagde han lidt grinende. ” Du er ikke her fra England er du ? Du har en lidt speciel accent, Hvor kommer du fra?” Spurgte han smilende og for at prøve at få en samtale i gang, ville han ikke snakke var det også iorden, men det var værd at prøve jo.

Wincent betragtede fyren foran sig med sine smalle øjne. Han var glad for, at fyren havde hjulpet ham, da Wincent ikke selv ville være til stor gavn i sådan en diskussion slash slåskamp - eller hvad end, de gutter nu ville have gjort imod ham. Et venligt smil sad på læberne af den unge formskifter, som han betragtede fyren. Han duftede til ham - uden det var åbenlyst, men han havde en god lugtesans og han ønskede at vide, hvilken race han havde med at gøre. Bare for en sikkerhedsskyld. Det kunne godt være, at Wincent var kommet på bedre veje nu, men han ønskede stadig at føle sig sikker.

"Tak, igen," Talte han med sin søde stemme og smilede til fyren foran sig. "Wincent," Præsenterede han sig så selv herefter og nikkede lidt - nærmest som for at bekræfte sin egen præsentation. Nok en lille vane, han havde med sig. Han regnede med, at han skulle øve sig lidt i, at kunne udtale fyrens navn, da han ikke var god til at udtale generelt. Han ville ikke øve sig foran fyren, men helt sikkert i smug eller når de gik hver til sit. Helt klart.

Oceanus bemærkede den unge formskifters accent - det regnede han med, og han nikkede så. Men rystede så derefter på hovedet og smilede til ham.
"Australien," Fik han frem og rynkede lidt på næsen. Hvis Wincent skulle pege ud, hvorhenne i Verden Australien lå, så ville han ærligt ikke ane det. Men hvem kunne dømme ham i sidste ende?

Oceanus måtte nu alligevel give sig, denne fyr var nu ret nuttet, meget forsigtigt anlagt. Sådan virkede det i hver fald for Oceanus. Det var dog rart at møde hende som rent faktisk ikke kendte til sandheden om han, og ikke var begyndt at stille spørgsmål, til de ting som de andre unge havde sagt og givet udtryg for. Håbet om at Wincent ikke ville begynde at snakke om det var der og det var et stort håb, et sted håbede han på at ham og Wincent kunne blive venner, for han manglede venner. ” Jeg kan virkelig godt lide dit navn, det klær dig” Sagde han og sendte ham et roligt og lidt kærligt måske også en anelse flirtende, uden han tænkte over det.

Han var vant til at folk havde svært ved at udtale hans kælenavn, det gjorde ham ikke det store. Han havde ikke nogen intentioner om at skulle gå og rette på alt og alle der sagde det forkert, det var han liv forkort til. Hvis det nu alligevel ville blive for svært for folk, havde han ikke noget i mod at de kaldte ham Darius det var jo trosalt hans rigtige navn. ”Ryger du ? Spurgte han og tog en pakke smøger op af lommen, pakken var alligevel lidt ødelagt men bare smøgerne ikke var knækket så var det fint nok. Han tog selv en smøg og tændte den inden han tog et stort hiv fra den.

Det var lidt en sjov accent, han havde vidst så vidt han huskede ikke hørt den før, så derfor var det specielt og lidt sjovt. Ikke noget negativt, han kunne godt lide at folk havde forskellige accenter. Men at han kom fra Australien, havde han ikke lige gætte sig til. ” woow det langt væk, herfra? Hvordan kan det være du tog hertil? Kom du med din familie?” Spurgte han og mærkede godt hvordan ordet familie stak hårdt i hans hjerte.