Denne historie har jeg lavet for noget tid siden, og er gået i stå med den. Nu smider jeg den så her ind, og håber nogle måske vil kunne hjælpe mig med forslag til hvad der senere kunne ske i den.
prolog
Jeg løb så hurtigt jeg kunne, som havde jeg fanden i hælende, og det havde jeg måske også. Jeg var ikke sikker på hvem som var efter mig, men jeg var 100 % klarover at nogle var efter mig, men hvad de ville med mig, vidste jeg ikke. Jeg turde ikke standse op og spørge, og turde heller ikke se mig selv over skulderen, af frygt for, at dem som var efter mig ville fange mig. Jeg løb bare, hurtigere og hurtigere. Mit åndedret blev mere og mere hivende efter vejret, da jeg ikke var vant til at løbe så hurtigt her, men det så ikke ud som om jeg ville kunne ryste dem af mig, hvis jeg ikke løb meget hurtigt. Jeg fortsatte med at løbe, og havde så småt begyndt at tabe dem bag mig, da der skete noget som bare ikke måtte ske. Jeg snublede over mine egne føder, og faldt så langt jeg var. Jeg landede på den hårde jord med et højt bump. Pusten blev slået direkte ud af mig, da jeg ramte jorden, men jeg kæmpede ihærdigt, for at komme op at stå igen. Det lykkedes mig også, og jeg gjorde mig klar til at løbe videre, men lige som jeg skulle til at løbe, mærkede jeg et hårdt slag i hovedet af et eller andet meget hårdt og koldt, og alt rundt om mig blev helt sort da jeg igen faldt ned på jorden.
Solgt
Det var tidligt om morgenen. Jeg kunne høre en stemme som sagde at jeg skulle vågne nu, men jeg ville ikke vågne. Jeg lukkede blot mine øjne mere i. Stemmen blev mere insisterende, og jeg mærkede en skosnude som let sparkede til mig. Selvom det var et let spark, kunne man mærke at det var meget insisterende. Jeg åbnede modvilligt mine øjne, men solen skinnede mig lige i øjne, så jeg lukkede dem automatisk igen. Jeg mærkede et fast greb om min skulder, og en meget stærk arm trak mig op at stå. Jeg åbnede igen mine øjne, og missede mod solen, og så ned i jorden så den ikke skar mig direkte i øjne. Jeg havde ingen anelse om hvem denne mand her var, og jeg vidste heller ikke hvor jeg var henne af. Jeg så kort ned af mig selv, og opdagede at jeg havde meget meget mærkeligt tøj på. Det lignede noget som slaverne fra gamle dage gik i, og det lignede mest af alt bare en sæk som man havde klippet tre huller i. Et til hovedet, og et til hver arm. Den sad rimelig tæt ind til min krop nogle få steder, så den formåede at få alle mine former frem, så man rigtig kunne se dem. Et spørgsmål dukkede op i mit hoved. *Hvad laver jeg her, og hvorfor er jeg iført det her tøj?* Jeg havde seriøst ingen anelse om det, og jeg kunne mærke en voksende panik i mig. Manden som havde sparket til mig og hevet mig op at stå løftede min hage op, så jeg kiggede direkte på ham. Han smilede bredt. ”Vi skal nok få en god betaling for dig, med dit udseende, håber jeg virkelig.” sagde han, og slap min hage igen, og jeg kiggede igen ned i jorden. *En god betaling? Hvad mener han? Han har vel ikke tænkt sig at sælge mig, har han? Man må da ikke sælge folk, det har været ulovligt i meget lang tid jo.* panikken voksede sig stadig støre i mig. Manden tog hårdt fat i mine arme, og lagde mine hænder i en slags lænker. Jeg gloede bare på lænkerne som jeg havde fået om mine håndled, og vidste ikke som sådan hvad jeg skulle sige eller gøre, da han tog fat rundt om lænken, og trak mig brutalt med udenfor. Her var der en masse andre kvinder, børn og mænd som stod lænket fast til hinanden. Han trak mig hurtigt med ned til den bagerste, og fik mig spændt fast til ham. Det var en ung fyr som stod foran mig. Han vendte hovedet mod mig, og så bare kort på mig. Man kunne ikke se nogen form for følelser i hans ansigt. Han vendte dog hurtigt ansigtet tilbage igen, og så lige frem. Manden som havde spændt mig fast, trak brutalt i lænkerne, og fik os til at følge efter sig. Jeg fulgte med, ikke fordi jeg kunne gøre så meget andet end det. Jeg havde ikke rigtig nogle ide om hvad der ville ske, for jeg nægtede at give mine bange anelser ret.
Vi gik gennem en meget snavset gade, hvor der var mange folk. De fleste af dem så meget fattige ud, og de så ingen gang på os. De ignorerede os bare. Hvordan kunne de bare ignorere sådan noget her? Jeg fattede det ikke, og så bedende på en kvinde, men hun kiggede hurtigt væk. Jeg var standset op, men et hårdt ryk fra kæden fik mig til at gå igen. Jeg kiggede så i stedet bare lige frem. Manden trak os med ind på noget der linede en markedsplads. Der var mange folk her, og mange så ud som om de havde flere penge end dem der havde været i den gade vi gik igennem. Jeg var nysgerrig efter at se hvad der skete rundt om mig, og tænkte ikke lige på min egen situation. Vi blev trukket op på en stor sene agtigt podium, hvor vi blev stillet op på en lang linje. Jeg så mig rundt, og så at der også stod andre, som også var lænket sammen som os. Det her pegede mere og mere i den retning, som jeg helst ikke ville havde. Jeg håbede stadig inderligt på at jeg ikke havde ret. Jeg så ligefrem igen. Der var begyndt at samle sig en helt masse mennesker foran podiet. De stod og snakkede ivrigt sammen, men hvad de talte om kunne jeg overhoved ikke høre her fra hvor jeg stod. Jeg havde nu virkelig en dårlig fornemmelse, og undrede mig også en helt del. Hvorfor tillod disse mennesker at det her fandt sted? En ung mand trådte lidt frem, og råbte nærmes op, for at overdøve de andre. Jeg stivnede da hans ord nåde mig. ”Hvad koster den bagerste af pigerne?” det var mig han spurgte om. Han ville købe mig? Jeg blev straks panisk, og det kunne man nok se rimelig let, men ingen tog sig af det. Manden som havde fået os op her smilede bredt. Han gik hurtigt over til mig, og fik løsnet mig fra de andre, og hev mig med over til manden. ”Tja, skal vi sige 50 guldstykker til at starte med?” sagde han, og smilede. Jeg havde virkelig lyst til at slå sælgeren rigtig hårdt lige i hans ansigt, og vreden lynede ud af mine øjne. Hvis blikke kunne dræbe, så var han da helt klart død nu, og det samme var fyren som prøvede at købe mig, men nu kunne blikke desværre ikke dræbe. Jeg knyttede min hånd, og borede mine negle ind i min hånd for ikke at slå dem begge to. Jeg vidste jo ikke hvad der ville ske, hvis jeg slog dem, og jeg var for bange til at finde ud af det. Jeg var ikke typen der slog, lige meget hvor sur jeg var. Jeg havde aldrig nogle sinde slået nogle, eller jo. Jeg havde gjort det en gang, men det havde resulteret i en meget hård straf for mig, og jeg havde ikke turde prøve igen, siden den dag. Jeg tog bare en dyb indånding for at få mig selv ned på jorden igen. Jeg så på fyren som prøvede at købe mig. Han så ud til at more sig? Havde han set mit blik? Jeg bed mig i læben, og så ned i jorden. Jeg hørte en stemme råbe op. ”Jeg vil gi dig 70 for hende” en anden stamme råbte ”90” sælgeren så rundt på dem som talt, og kiggede så på fyren foran mig. ”Vil du byde højere?” hørte jeg ham spørge. Jeg syntes at det var forkert det her. Man kunne ikke bare sælge folk som var de bare en genstand, men det var nu det de prøvede på. Jeg kiggede op på fyren, og lod hurtigt blikket glide over de to andre som havde budt. De var meget ældre end ham som stod lige foran mig. Jeg ville virkelig ikke sælges, men kunne jeg ikke komme udenom det, så foretrak jeg nok ham som var lige foran mig lige nu. Jeg så på ham med et bedende udtryk. Jeg havde lavet hundeøjne, og de fleste havde svært ved at stå for mine havblå øjne, og så især når jeg lavede hundeøjne. Han så på mig, og grinede kort af mig, og så så ned i sin pung. ”Hm…” han lod hurtigt sine fingre tælle sine mønter. ”Hvad siger du til 200 for hende?” han hævede det ene øjenbryn, og så op på sælgeren, som hurtigt så rundt, men ingen bød højre end det. Sælgeren nikkede og tog imod pengene. Han skubbede mig hårdt i ryggen, så jeg nærmest faldt ned af podiet. Den unge fyr som lige havde købt mig, sprang hurtigt op hvor vi stod, og greb mig, inden jeg væltede lige direkte ned på næsen. Han smågrinede bar af det selvom det ikke var spor sjovt. Jeg så surt på ham, hvilket bare fik ham til at grine højere af mig. Han standsede dog hurtigt med at grine, og smilede så bare til mig. ”Kom, vi skal videre nu” sagde han, og gennede mig ned fra podiet. Jeg kunne ikke gøre andet end at adlyde ham, da han var meget stærkere end mig. Det kunne tydeligt mærkes i hans puf, selvom det kun var et let et. Han fulgte efter mig, da jeg gik, og sørgede for jeg gik det rigtige sted hen. Hvor vi skulle hen, vidste jeg ikke.
Xeno
Vi var kommet et godt stykke væk fra markedspladsen, men han standsede ikke op. Han ville have at vi skulle fortsætte. ”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg. Han svarede ikke direkte på mit spørgsmål. ”Bare et lille stykke længere endnu, og så er vi der.” sagde han. Jeg sukkede. Hvorfor vil han ikke svare mig på hvor han ville havde mig hen? Jeg ville gerne vide det, men han gad ikke svare mig på mit spørgsmål. I stedet så jeg mig så bare rundt, mens vi gik gennem gaderne. Jeg var helt sikker på at jeg aldrig havde været her før, så hvordan skulle jeg kunne finde hjem igen når jeg ikke vidste hvor jeg var henne? Jeg bed mig i læben, en vane jeg havde fået mig her på det seneste. Kvarteret vi gik i kom til at se mere og mere ud til, at folk var rigere her, end der vi lige havde været, og det var de måske også. Jeg kunne jo ikke sige det med sikkerhed, men nu længere vi gik, nu pænere blev gaderne, og nu flottere blev husene. Jeg så mig rundt, og sugede alt det til mig, jeg så på vejen. Det her var meget anderledes end det jeg var vant til der hjemme fra. Ikke fordi kvarteret her var rigt, men fordi det var så meget anderledes end det jeg kom fra. Det her var måske, hvad man ville kalde for gammeldags byggeri, men det så ikke lige ud til at være særlig gammelt alligevel, men man byggede da ikke sådan nogle bygninger mere, eller gjorde man? Jeg blev en smule i tvivl. Jeg havde aldrig Interesseret mig for byggeri, så jeg vidste det jo ikke. Jeg havde faktisk mere eller mindre glemt at jeg stadig havde kæder på mine håndled. De generede mig ikke rigtig, og var meget nemme at glemme at de var der. Jeg fik et skub i ryggen som tegn på at jeg skulle gå noget hurtigere. ”Vi er der snart nu” hørte jeg ham sige bag mig. Jeg vendte ikke hovedet om mod ham, da jeg havde på fornemmelsen at det var uklogt at gøre det. Jeg nikkede blot, og så lige ud mens vi gik.
Lidt efter blev jeg standset da jeg mærkede et fast greb på min skulder. ”Vi er her nu.” hørte jeg ham sige. Jeg vendte mig langsomt om, ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det langsomt, men det gjorde jeg. Vi var ved et temmelig stort hus. Boede han her? Jeg så på ham med et let spørgende blik, men han kiggede ikke på mig. Han havde travlt med at finde nogle nøgler frem, og låste så døren op. Jeg betragtede ham mens han tog fat i håndtaget, trykkede det ned, og åbnede døren. Han så over på mig, og smilede til mig. ”Gå bare ind.” sagde han. Jeg tøvede lidt. Skulle jeg gøre det? Hvad ville der ske hvis jeg ikke gik ind som han sagde at jeg bare skulle? Jeg havde på en måde lyst til at se hvad der vil ske ved at blive stående, men jeg turde ikke. Jeg bed mig tøvende i læben, og gik ind af døren. Jeg hørte at han gik ind efter mig, og lukkede døren efter sig. Jeg hørte ham endda låse den efter sig, men hvorfor låste han den? Jeg vendte mig om mod ham, i den ret lille entre. Han stod bare og betragtede mig, med et smil som jeg ikke helt kunne sige om var skummelt, ondt, sødt, venligt eller hvad det var. Jeg havde på fornemmelsen at han ville blive svær at læse. Jeg var i forvejen ikke ret god til at læse folk og deres følelser, og ham her ville blive svære at læse end alle andre jeg var stødt på tidligere, det vidste jeg bare.
Han fik mig gennet ind i stuen, hvor der var et spisebord, som var lavet af lyst træ, hvilket træ det var lavet af, vidste jeg ikke. Rundt om bordet stod der et par hvide stole, for at være præcis var der fem stole. Lidt længere væk, over i et hjørne stod der en gammel slidt lædersofa. Den så temmelig malplaceret ud der hvor den stod, som om den bare var stillet et tilfældigt sted, og det var den måske også? Jeg vidste det jo ikke. På gulvet lå et temmelig grimt tæppe. Det var brunt, og passede bare ikke ind, syntes jeg, men nu var det jo heller ikke mig der havde indrettet stedet her, vel? Ellers havde det set noget så anderledes ud end det gjorde her. ”Sæt dig ned.” jeg blev forskrækket da han talte. Jeg havde næsten glemt at han også var her. Mit hjerte slog en smule hurtigere end det plejede. Jeg så kort over på ham, og gik så over til en stol ved hans bord, og satte mig ned på en af dem. Jeg kiggede tilbage på ham, og betragtede ham. Jeg havde faktisk ikke rigtig givet mig lov til at se ordentligt på ham, men selvom jeg havde, ville jeg ikke kunne se ordentlig efter, da jeg hele tiden blev hønset rundt med. Han havde et rimelig ungt ansigt. Han kunne ikke være meget ældre end i starten af tyverne. Han havde let pjusket hår, som strittede en smule. Hans øjne så ud til at de var brunlige eller noget i den retning, her fra hvor jeg sad. ”Vi skal ha nogle ting på plads.” sagde han, og afbrød mig i at betragte ham mere, da han begyndte at bevæge sig. Han så stadig på mig, mens han gik. Jeg fulgte ham med mine havblå øjne mens han gik rundt. Jeg så at han kørte en hånd gennem sit hår, og så kom han helt hen til mig, og standsede op, lige foran mig. Han satte sig på hug, og betragtede mig stille. ”Jeg hedder Xeno, og hvad er dit navn?” han så på mig. Xeno? Det var virkelig et anderledes navn. Jeg havde aldrig før hørt nogle hedde det før. Jeg bed mig let i læben, og sukkede stille. ”Mit navn er Kyla” svarede jeg stille. Jeg regnede ikke med at han havde hørt det, for jeg havde virkelig sagt det lavt, men han nikkede, og rejste sig op. Han fandt nogle nøgler frem, og låste så mine lænker op, så jeg var fri af dem. Jeg gned mine håndled en smule, og var virkelig glad for endelig at ha fået mine lænker af. ”Du må selv finde på noget at lave lige nu, jeg skal lige noget.” sagde han, og gik ud af en dør, som sikkert førte ind til et værelse eller et kontor eller noget, og lukkede døren efter sig.
Mærket
Det var aften da Xeno igen kom ud af det værelse han havde været i. Jeg var ikke halt sikker på hvad jeg havde fået tiden til at gå med, men alligevel var tiden gået ret hurtig. Han så kort på mig, og gik så over til bordet hvor han satte sig ned. Jeg kunne fornemme på ham at han var træt, men vidste ikke hvorfor. Hvad havde han lavet der inde så længe? Jeg sukkede stille. Han så hurtigt op på mig da jeg sukkede. Havde han hørt det? Det var umuligt, så det havde han ikke. Det var bare tilfældigt at han så op, lige som jeg sukkede. Han rejste sig op, og gik hen til mig. ”Kan du finde ud af at lave mad?” spurgte han. Jeg rystede langsomt på hovedet. Min mor havde aldrig lært mig det, faktisk havde hun aldrig ladet mig hjælpe med maden selvom jeg havde tilbudt det. Han sukkede en smule irriteret. Han var irriteret på mig? Jeg bed mig i læben, og så af en eller anden grund ned i jorden. ”Så må jeg vel selv lave maden.” hørte jeg ham mumle. Lidt efter mærkede jeg hans hånd mod min hage, som tvang mig til at kigge op på ham. ”Det skal du nok lære, men gå ud og tag et bad mens jeg laver maden.” sagde han. ”Badeværelset er den vej.” han pegede i en retning, og jeg kiggede i den retning han pegede, og nikkede så stille. Han slap mig, og lod mig gå der ud.
Det var et flot badeværelse. Det var støre end man lige skulle tror. Det havde helt hvide klinker, både på væggene og gulvet. Der var både en bruser og et badekar, som man lige kunne ligge i, hvis man ikke var mere end en meter lang. I den anden ende af lokalet var der et wc, som faktisk var temmelig pænt efter min mening. Jeg trak hurtigt det grimme tøj af, som jeg havde fået på, og gik så over til bruseren. Jeg var nødt til at stille mig op i badekaret før jeg kunne vaske mig. Jeg tænde først let for det varme vand, og så en smule for det kolde vand. Vandet føltes på en eller anden uforklarlig vis anderledes end det gjorde hjemme hos mig. Jeg kan ikke som sådan beskrive det, men det var på en og samme tid behageligt og ubehageligt. Jeg sukkede og lukkede mine øjne da vandet ramte min nøgne hud. Det føltes dejligt bare at stå der lige nu, på trods af at der var noget ubehageligt over det, men man vende sig faktisk ret hurtigt til den følelse.
Jeg havde ikke stået der særlig længe før jeg slukkede for vandet. Jeg vred mit halvlange blondstribede hår, og hoppede så ud af badekaret. Jeg så mig hurtigt rundt, og fandt et nyt håndklæde som jeg hurtigt tørrede mig med, og kom først nu til at tænke på, hvad jeg skulle tage på af tøj? Jeg nægtede at iføre mig det tøj jeg havde haft på før, igen. Det tøj ville jeg aldrig mere gå i. Man kunne jo ingen gang kalde det for tøj, men bare en sæk med huller i. Jeg sukkede stille. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det her noget før? Jeg svøbte håndklædet rundt om min krop, og gik så ud af badeværelset. Xeno kiggede op på mig da jeg kom ud, og smilede til mig. Inden jeg kunne nå at sige noget, smed han en stor trøje, og et par store bukser over til mig. ”Tænkte nok at du ikke havde noget tøj, så tag det her på, og så er der også mad om lidt.” sagde han. Duften af hans mad ramte min lugtesans. Det duftede himmelsk, det som han havde lavet. Min mave knurrede højlydt. Jeg var blevet virkelig sulten, så jeg samlede hurtigt tøjet op, og gik ud på badeværelset igen. Jeg tog det på, selvom det var for stort til mig, men det var bedre end ingen ting vidste jeg.
Da vi havde spist hans mad, rejste han sig op og så på mig. ”Du kan vel godt finde ud af at tage opvasken, ikke?” spurgte han. Jeg nikkede tøvende. ”Godt, så kan du jo tage opvasken” sagde han, og gik over og satte sig i sofaen, og smed også benene op i den. Jeg sukkede af ham, men begyndte at tage af bordet, og stille det ud i køkkenet. Han havde ingen opvaskemaskine, så jeg måtte vaske det hele op i hånden. Jeg fandt en balje frem og fyldte den med varmt vand og en smule sæbe, og begyndte så at vaske op. Det tog et stykke tid, fordi han havde brugt rimelig mange gryder og pander, men endelig var jeg da kommet gennem det. Jeg kunne mærke Xeno’s blik i min nakke, og vendte mig så om og så på ham. Han smilede til mig, og satte sig ordentligt op, så han havde benene på jorden som man normalt skulle have det. Han klappede i sofaen ved siden af sig, som tegn på at jeg skulle komme over og sætte mig ned hos ham. Jeg tog et tøvende skidt der hen, og så at han smilede opfordrende til mig, så jeg gik helt hen til ham, og satte mig lidt tøvende ned. Jeg betragtede ham igen. Hans hår var meget mørkt, næsten sort så jeg, og hans øjne? Jeg blev overrasket da jeg så dem rigtigt. Jeg havde før gættet på at de havde været brune, men det var virkelig langt ved siden af hans rigtige farve. Jeg så dybere ind i hans faktisk smukke øjne. De var en meget flot grøngul farve, eller var de? Nej de så mere ud til at være blå, eller var de røde? Jeg opgav at finde ud af hvilken farve de var, da det åbenbart var en pæn umulig opgave. Jeg så at han smilede til mig som om han vidste hvad jeg prøvede på. Han blinkede, og så over på et bord hvor der stod to drinks. Han rejste sig op, og gik så hen og hentede dem til os.
Da han kom tilbage igen, gav han mig den ene af dem, og smilede venligt til mig. Han tog en tår af sin drink, og jeg betragtede ham stille. Jeg tog selv en tår af min drink. Han smilede igen til mig, men ikke et venligt smil, men heller ikke et ondt smil. Jeg kunne ikke helt placere det. Det begyndte at sortne for mine øjne, men jeg blinkede det væk. Jeg vil ikke falde hen nu. *Hvad har han puttet i drinken?* Jeg så ned i den, og var sikker på, at det var den der var skyld i, at jeg var ved at blive bevidstløs. Jeg så op på ham igen, og stillede glasset fra mig på jorden, inden alt blev sort omkring mig.
Da jeg vågnede igen, vidste jeg ikke hvor jeg var, udover at jeg lå i en stor seng. Mit bryst gjorde temmelig ondt, men hvorfor? Jeg så ned af mig selv, og opdagede at jeg ikke havde noget tøj på, og fik så øje på det. Et mærke af en eller anden slags, lidt ligesom dem som man giver en ko, var på mit bryst. Der stod XE. Jeg sukkede og var ikke sikker på hvad jeg skulle sige, eller reagere på det. Jeg lukkede blot mine øjne i igen, og lod som om jeg sov.
Jeg kunne lidt efter høre fodtrin som vist nok kom hen mod mig. De standsede op lige foran sengen, og jeg mærkede sengen give efter da en eller anden satte sig ned. Jeg var rimelig sikker på at det var Xeno, for hvem skulle det ellers være? Jeg mærkede hans hånd som stille gled ned gennem mit hår. ”Det skal nok gå alt sammen, det lover jeg” hviskede han ned mod mig hår. Mine øjne var stadig lukkede, og jeg undrede mig en smule over hvad han mente med at det nok skulle gå alt sammen. Hvorfor skulle det ikke gå? Jeg nåde ikke rigtig at tænke mere over det, før jeg kunne mærke hans læber mod mine. Jeg åbnede overrasket mine øjne, og så lige op på ham. Han fjernede sig fra mig, og så bare på mig med et bredt smil på sine læber. ”Godmorgen tornerose. Sovet godt?” han grinede halvt af mig, da jeg så noget forvirret ud. Hvor længe havde jeg ligget her? Jeg bed mig i læben, og han vidste åbenbart hvad jeg tænkte på, for han svarede mig på mit spørgsmål. ”Slap af, du har kun sovet i 27 timer” sagde han, og smilede drilsk til mig. 27 timer? Fuck mit liv. Hvad havde han mon puttet i den drink som åbenbart var så stærkt at jeg sov i 27 timer? Jeg kæmpede mig op at side, men det sortnede en smule for mine øjne da jeg satte mig. Jeg tog mig til hovedet, og klynkede en enkelt gang over smerten i det. Hvorfor skulle det også gøre så ondt? Jeg havde lyst til at skrige af smerte. Jeg var ikke vant til smerte, så jeg kunne ikke holde den ud. Jeg mærkede Xeno’s arme om mig, og så op på ham. Han strøg en hånd gennem mit hår. ”Det skal nok gå, og undskyld.” sagde han. Han var meget beroligende at side sådan her sammen med. Jeg sukkede stille, og lænede mig ind mod hans bryst, og lukkede øjnene i. Jeg kunne høre hans hjerte slå i hans bryst. Det var beroligende, og jeg glemte mine smerter.
Lidt efter fik han mig til at slippe ham. Han så på mig med alvorlige øjne. ”Du må få noget søvn” sagde han, og lagde mig ned igen, og tog dynen over min bare krop. Jeg havde helt glemt at jeg intet havde på, og blev en smule rød i hovedet, men han lagde vist ikke mærke til det, og han havde heller ikke sagt noget til at jeg ikke havde haft noget på. Det han lige havde sagt trængte helt ind til mig. Hvorfor ville han have at jeg sov igen? Jeg havde jo lige sovet i 27 timer. Jeg så spørgende på ham, men det fik ham bare til at grine af mig. Han rejste sig op, og gik ud af værelset, slukkede lyset, og lukkede så døren efter sig. Jeg så efter ham, og lagde mig bedre til rette i sengen. Jeg var træt, men hvordan kunne jeg dog være det? Jeg havde jo sovet i over et døgn. Jeg sukkede opgivende, og lod så igen søvnen overmande mig.
Rengøring?
Jeg satte mig op med et sæt. Hvor var jeg henne af? Jeg så mig rundt, og langsomt vendte det tilbage til mig. Jeg var blevet solgt eller noget i den retning. Jeg sukkede stille, og lagde opgivende mine hænder oven på dynen, og så mig kort rundt i værelset igen. En masse tanker fløj gennem mit hoved. *Hvorfor er jeg blevet solgt? Hvorfor var der ingen, der havde sagt noget til det? Var det her en eller anden form for syg spøg som alle var gået med til, for at drille mig af en eller anden grund? Hvor er jeg henne af? Jeg kender ikke det her sted.* Det var blot nogle få af de mange spørgsmål, der farrede rundt i mit hoved lige nu. Jeg slog dynen til siden. Jeg vidste at jeg ikke ville kunne sove mere alligevel. Jeg var helt udhvilet efter alle de timer jeg havde sovet. Jeg rejste mig op og strakte mig en smule dovent. Jeg havde intet tøj på, men heldigvis lå der noget lige ved siden af min seng, som jeg hurtigt trak på. Det var en stort T-shirt og et par alt for store bukser, men det var jo bedre end at gå der ud nøgen tænkte jeg lidt.
Da jeg var kommet ud i køkkenet, så jeg mig lidt rundt, selvom jeg jo havde set det i går, eller i forgårs var det nok nærmere. Jeg gik over og satte mig ned i Xenos sofa, og sukkede lidt. Han var tydeligvis ikke her, men hvor han mon så var henne af?
Jeg rejste mig igen op fra sofaen og gik over mod et bord, hvor der lå en lille seddel. Jeg tog seddelen op, og læste det som Xeno havde skrevet med en meget pæn håndskrift af en mand at være.
Godmorgen sovetryne
Jeg er lige taget en tur ned til byen for at ordne nogle ernær. Ved ikke helt hvornår jeg er hjemme igen, men mens jeg er væk, kan du jo orne huset så det er rent, og så kunne du også lave noget mad. Ved godt at du ikke er god til at lave mad, men der er en kogebog hvor du kan finde noget i, og så prøv at lave noget, ellers skal jeg nok lave noget når jeg kommer hjem, men som sagt, så ved jeg ikke hvornår jeg kommer. Det kan godt blive sent.
Mere stod der ikke på sedlen. Jeg lagde sedlen fra mig, og sukkede opgivende. Så han ville havde jeg skulle gøre rent? Glem det. Det gad jeg virkelig ikke gøre. Men hvad ville der ske hvis jeg ikke gjorde det? Jeg bed mig usikkert i læben. Skulle jeg gøre rent som han havde skrevet, eller skulle jeg bare ignorere det og lave alt muligt andet? Jeg så mig rundt. Det var utroligt at han havde formået at rode så meget, på blot to dage. Det ville komme til at tage meget lang tid at rydde op efter ham. Hvad havde han haft gang i? Det så ud som om at han havde tænkt: *Når, nu skal jeg virkelig bare svine det helle til her, og så får jeg da bare Kyla til at rydde op efter mig.* han havde bare smidt sit tøj rundt omkring. Både det der var rent og beskidt, og så alle de tallerkner som der stod rundt omkring. Hvor meget havde han lige spist mens jeg var bevidstløs? Tanken om mad fik min mave til at knurre. Jeg var virkelig sulten. ”Hvad mon han har at spise?” mumlede jeg til mig selv, og gik over til hans køleskab. Jeg åbnede det, og så rundt på hvad han havde. Han havde ikke så meget i det, men jeg fandt da noget til sidst, som jeg kunne spise. Jeg lukkede køleskabet med foden, da jeg havde mad i hånden. Ved godt at man sagtens ville kunne lukke det selvom man havde noget i hånden, men det orkede jeg ikke.
Jeg gik over og satte mig ned i hans sofa, og begyndte at spise min mad. Den var hurtigt spist, og jeg lagde mig så bare ned på hans sofa, og kiggede rundt. Regnede han seriøst med at jeg skulle rydde alt hans rod op? Pft, jeg fnyste nærmest bare af det, og lukkede mine øjne i, og faldt hurtigt i søvn.
Maridt
//Skal lige siges at dette kapitel er en smule mere voldeligt end de andre kapitler, så undskyld hvis det bliver for meget//
Jeg blev rusket meget kraftigt. Jeg slog forvirret øjnene op, og så lige ind i Xenos øjne. De var bogstavelig talt røde, og han så heller ikke glad ud. Faktisk så han rasende ud, men hvorfor? Jeg gned mig i øjne for at få søvnen ud af dem, og satte mig så op, stadig halvt sovende. "Hvorfor har du ikke gjort det jeg bad dig om at gøre?" hans stemme var vred, og ikke særlig tilfreds. Jeg var ikke helt sikker på hvad han mon mente. "Gjort hvad?" spurgte jeg, men en søvndrukken stemme. Han hævede et øjenbryn af mig. "Ja hvad tror du selv sovetryne?" han tog et skridt til siden, så jeg kunne se alt rodet som var rundt omkring. Så kom jeg i tanke om, at han havde bedt mig om at gøre rent, eller faktisk havde han bare sagt, at jeg gerne måtte gøre rent, så det betød da ikke at jeg skulle, eller hvad? Jeg bed mig i læben, og vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. "Hvorfor har du ikke gjort det? Svar mig." sagde han med en streng stemme, og tog hårdt fat om mit håndled, og trak mig op at stå. Det gjorde ondt, men jeg sagde ikke en lyd, for jeg havde på fornemmelsen at der ville ske noget hvis jeg sagde noget til ham.
Jeg gned mit håndled, da han slap det. Han så det, og sukkede af mig, men hvorfor? Jeg gned jo bare mit håndled efter at han havde gjort det fortræd. "Du må hellere svare mig, for dit eget bedste." sagde han. Jeg bed mig igen let i læben. Hvad skulle jeg sige? At jeg ikke gad rydde alt hans rod op, at han selv måtte gøre det? "Jeg..." jeg så ned i jorden. Jeg ville ikke kunne fortælle ham det. Lidt efter hørte jeg ham grine, så jeg så overrasket op på ham. Hvorfor grinede han mon af mig? ”Du gad ikke, vel?” sagde han, og grinede stadig. Hvor i al verden vidste han det fra? Jeg nikkede en smule tøvende. Bange for hvad han ville gøre nu. Han gik et skridt tættere på mig, og smilede bare venligt? ”Rolig, der sker ikke noget” sagde han, og lagde sine hænder på mine skuldre. Han havde et alt for venligt blik i sine øjne, i forhold til at de stadig var røde. Det gav ikke rigtig nogle mening for mig.
”Kyla” sagde han så, og kiggede indgående på mig. ”Du er nødt til at gøre det jeg beder dig om. Du er en slave, og de skal gøre alt det de bliver bedt om, ellers bliver de straffet, forstået?” sagde han. Jeg svarede ham ikke, ingen gang så meget som nikkede. Jeg så bare på ham, og det irriterede ham åbenbart, for hans øjne blev igen hårde, og hans greb om min skulder blev også mere fast. Jeg vil ikke klynke, men det gjorde virkelig ondt. Han havde alt for hårdt fat i min skulder. Jeg kunne ikke undgå det. Et lille men lavt klynk kom over mine læber.
Et smil formede sig på hans læber, og det var ikke et venligt smil, det var tydeligt at se. Nej, hans smil var mere ondskabsfuldt end noget smil jeg nogle sinde havde set på nogles læber. Jeg krympede mig automatisk. Han så virkelig faretruende ud, sådan som han stod der lige nu. Han løftede sin ene hånd, og gav mig en lussing. Jeg havde virkelig ikke været forberedt på det, og jeg nærmest skreg. Den havde været hård, og det ville ikke undre mig hvis man kunne se et rødt aftryk efter hans hånd på min kind. Jeg så op på ham med tåre i øjne. Hvorfor havde han bare slået mig på den måde? Han smilede stadig, og jeg så at han slikkede sig en gang rundt om munde.
Han tog igen fat i mig, denne gang om mit håndled, og trak mig med ud i køkkenet. Hvad ville han nu her ud efter? Mine øjne blev først meget store da jeg regnede ud af hvad han ville her ud efter, og så blev de rædselslagen. Han havde da ikke tænkt sig at gøre det jeg troede han ville gøre, havde han? Han havde trukket mig med over til en skuffe som han havde åbnet. Nede i den lå der en helt masse forskelligt køkkengrej i. Han tog fat i en stor skab køkkenkniv, og trak den op af skuffen. Han så på den, meget fascineret, og så så på mig, med meget blodtørstige øjne. Jeg sank en klump som havde sat sig fast i min hals. Gjorde han det her, bare fordi jeg ikke lige havde ryddet op efter ham, og lavet mad?
Da han så mine rædselslagende øjne, lyste hans øjne kraftigere, nærmest af fryd. Oh good, han havde tænkt sig at gøre det. Jeg prøvede at vriste mig ud af hans greb, men forgæves. Han var alt for stærk, så jeg kunne ikke gøre noget. Han førte kniven ned til min arm, og pressede den let mod den. Han begyndte stille at skære ned langs min arm, så jeg fik en lang flænge i min arm. Det gjorde ondt, men jeg bed mine tænder sammen. Havde lovet mig selv ikke at sige en eneste lyd mens han gjorde det her. Jeg havde fået tåre i øjnene.
Han løftede kniven fra min arm, og jeg så ned på min arm. Det var en lang flænge han havde lavet på min arm. Den startede ved indersiden af min albue, og gik hele vejen ned til mit håndled. Der fossede virkelig meget blod ud af flængen. Det meste af min underarm var allerede dækket af blod. Jeg så op på Xeno, og opdagede at han bare gloede meget fascineret på mit blod. En let røsten for gennem min krop. Det var ikke normalt at man var så fascineret af blod, var det? Han lænede langsomt hovedet ned mod min arm, og slikkede stille noget af blodet væk fra den. Det var i hvert fald ikke normalt, vidste jeg.
Jeg vågnede med et sæt på sofaen, og satte mig hurtigt op. Jeg så mig rædselslagende rundt, men der var intet at se. Havde det hele bare været en ond drøm? Jeg gned stille den arm som Xeno havde skåret mig i, og mærkede det så. Et ar. Jeg så hurtigt på det. Det gik fra indersiden af albuen og ned til mit håndled. Så det havde ikke været en drøm, men noget som der rent faktisk var sket. Jeg sank en enkelt gang. Jeg var bange, bange for at være her, bange for Xeno. Jeg ville bare gerne væk her fra nu, inden han gjorde mere ved mig. Men hvordan skulle jeg flygte? Jeg kendte jo ikke stedet, jeg kendte ikke byen, eller alt det andet som var i nærheden. Jeg måtte blive her lidt endnu, indså jeg, indtil jeg fandt en måde at flygte på. Jeg sukkede dybt.
Hvad er du?
"Når, så du er endelig vågnet?" Xeno kom ind af døren ca 2 min efter jeg var vågnet. Jeg så over på ham, betragtede ham, men dog alligevel diskret. Hvem var han? Hvad var han? Han kunne umuligt være et menneske med den blodtørst han havde haft, og hans røde øjne. Men der findes jo ikke andet en mennesker, det vidste alle og en hver, men han virkede ikke menneskelig.
Xeno begyndte stille at gå hen mod mig. Jeg mærkede straks rædslen og panikken i mig, men det var umuligt at flygte fra ham, det var jeg næsten sikker på. I hvert falde mens han var til stede. Hvis man skulle havde en chance for at flygte fra ham her, skulle det være mens han ikke så det.
Jeg bed mig let i læben da han satte sig på hug foran mig. En rystelse gik gennem min krop, og jeg vidste at Xeno bemærkede det. Han hævede let det ene øjenbryn, og kiggede på mig med sine flotte grønne øjne. Grønne? Var de ikke røde i går, eller hvornår det nu end var? Hvad i alverden skete der? Havde han mon farvede kontaktlinser som han brugte til at skifte øjenfarve med? Jeg var forvirret.
En lav latter undslap Xeno, og jeg så forvirret på ham. Hvorfor mon han grinede? Hvad var så sjovt? Var det mig?Han så åbenbart mit let spørgende blik. Han rystede stille på hovedet af mig med et kækt smil. "Er du bange for mig?" spurgte han, og så på mig. Om jeg var bange? Gud faen var jeg bange for ham, efter det som han havde gjort. "Du behøver da ikke at være bange for mig, for jeg gør dig intet." lo han. En stor fed løgn, helt sikkert, og det vidste alle og en hver, eller nej nok ikke, for hvem sagde at han var sådan over for andre end mig? Jeg bed mig i læben, og krummede mig mere sammen i sofaen, og slog armene om mine ben, som jeg nu havde trukket op under min hage.
Han strakte en hånd forsigtigt frem mod mig, og jeg trak mig instinktivt væk fra ham. Han skulle kraftedeme holde sig langt væk fra mig. På trods af at jeg trak mig væk fra ham, lagde han alligevel en hånd på min kind, og smilede bare til mig. "Du ser ud som om du har set et spøgelse" lo han, og fjernede sin hånd, og rejste sig op igen. Han så ned på mig, men sukkede så, og gik sin vej. Jeg blev siddende, og så efter ham. Fuck han forvirrede mig lige nu. Jeg sukkede stille.
Det var næsten aften nu. Jeg havde fået besked på at dække bordet. Jeg lagde pænt tallerkener og bestik på bordet. Xeno havde lavet madden, som var færdig nu. Han tog det af komfuret, og satte det på bordet. Han så på mig, og smilede venligt til mig, men jeg så væk fra ham. Jeg kunne høre han sukkede men sagde intet til mig. Jeg så forsigtigt på ham, og så at han havde sat sig ned, så jeg gjorde det samme. Jeg så afventende på ham, og han nikkede kort. "Bare tag noget" sagde han med en blid stemme. Jeg nikkede forsigtigt, og øste så noget mad op. Det så godt ud, og min mave knurrede ved synet af madden. Jeg måtte indrømme at jeg var blevet meget sulten. Jeg tog en stor mundfuld af maden, og den smagte lige så godt som det så ud. Jeg tyggede det hurtigt, og sank så. Jeg kunne mærke Xenos blik på mig, så jeg så op på ham med et spørgende blik. "Hvad?" spurgte jeg med en let flabet tone. "Jeg ved du vil spørge mig om noget, så spyt ud." sagde han med en rolig stemme. Jeg sank en klump som havde sat sig i halsen. Jeg var meget forundret over ham. Han vidste at jeg ville spørge ham om noget, men hvordan? "Hvad er du?" røg det ud af mig. Han så på mig, og et smil voksede på hans læber. "Så du vil vide hvad jeg er? Og det er du sikker på?" spurgte han med et hævet øjenbryn. Jeg nikkede langsomt, og han kiggede bare stadig på mig, og lo så stille. "Du vil ikke tro mig" sagde han så bare, og rejste sig op fra stolen, og smilede til mig på en flabet måde, og gik så ud af køkkenet, og ind i det rum som han han havde tilbragt meget tid i. Jeg viste stadig ikke hvad der var der inde. Jeg kiggede bare efter ham, og forstod ikke helt hvad der var sket. Så jeg ville ikke tro på ham, hvis han fortalte mig det? Hvorfor troede han det? Jeg var forvirret.
ingen navn endnu
//Har ikk fundet på et navn til dette kap da det ikke er helt færdigt endnu, men i kan få det med jeg har tænkt over, måske blir det anderledes, måske ikke, hvem ved?//
Der gik noget tid hvor jeg bare blev stående efter han var gået, og så efter ham. Min nysgerrighed var stille begyndt at vokse. Hvad mon der var inde bag den dør som han kunne bruge så meget tid på mon? Skulle jeg mon prøve at finde ud af det en eller anden dag? For at være ærlig, så vidste jeg ikke om det nu også var en smart ide. Jeg rystede tankerne af mig. Jeg vil ikke lure, og vil under ingen omstændigheder gå gennem den dør der. Det var privat det der var der inde var jeg temmelig sikker på. Jeg vil nok også bare få ballade for det, hvis jeg gjorde det. Et suk undslap mine læber, og jeg så mod bordet jeg stadig sad ved. Jeg måtte nok hellere tage af bordet her, og få vasket det helle op, ellers vil der måske falde brænde ned. Han havde jo allerede en gang kaldt mig for en slave, havde han ikke? Eller havde det været i et marint jeg havde haft? Jeg var ikke helt sikker på om det havde været en drøm eller ikke. Hvis det ikke havde været en drøm, så kunne jeg forvendte at han måske skar i mig igen eller noget i den stil? Nervøst bed jeg mig i læben. Det måtte han ikke gøre. Han skulle ikke skade min ellers så smukke krop her. Jeg sukkede af mine tanker, og begyndte at ordne det her så hurtigt jeg kunne, så jeg kunne komme til at lave noget andet end det her. For ærligtalt, så gad jeg sku ikke at gøre rent efter ham eller noget andet slave arbejde.
Forumforside 