Nothing bad ever happens in this neighborhood - Kol

Det pæne parcelhuskvarter i The Garden District lignede til en forveksling et hvert andet parcelhuskvarter i enhver anden by. Sandheden var dog, at det husede nogle lidt andre beboere end husene i de menneskedominerede byer. Her boede overnaturlige væsener, der kunne forårsage stor kaos, hvis de ønskede det. Men særligt for beboerne var, at de ikke ønskede det. Størstedelen havde udvalgt sig lige netop dette kvarter, fordi de havde et ønske om at bo i rolige omgivelser og føre et simpelt, nærmest menneskelignende liv. Normalt levede kvarteret op til dette ønske, for så man bort fra enkelte nabostridigheder, skete der sjældent det vilde - end ikke de raserende Muertos havde besøgt kvarteret. Denne aften skete der dog mere på den lille gade, end der ellers plejede på en typisk fredag aften.
For mens beboerne sad og nød deres fyraften indendørs i ro og mag, efterlod en ung pige røde spor på asfalten, som hun gik ned ad gaden. Hvis ikke gardinerne havde været trukket tæt for, ville de kunne se, hvordan hun var sølet ind i blod. Hendes falmede, lyseblå denimjakke, hvide t-shirt underneden og blomstrede nederdel havde plamager af blod, der endnu ikke var størknet. Men det var hendes hænder, der var malet fuldstændig røde af det friske blod, det dryppede mest ned på vejen fra. Ansigtet bar blodstænk, og også ved mundvigene sad rester fra hendes offer.
Blodet tilhørte et uskyldigt menneske, Rosanna tilfældigvis var stødt på under sit første visit i byen siden udrensningen af Muertos. Hun havde ikke været forberedt på det, for mennesker var ellers et sjældent syn i Moonlight Falls. Men pludselig havde det stået der med sine hypnotiserende hjerteslag og varme pulserende blod. Og i et øjebliks svaghed havde hun givet efter for den altfortærende hunger, der straks rørte på sig ved lyden af det bankende hjerte, som rytmisk pumpede blod. Men da hun var en ung og nyskabt vampyr, havde hun ikke kunnet styre sig. Beruset af smagen havde hun grådigt drukket af mennesket, indtil dets hjerte til sidst var stoppet med at slå. Det døende hjerteslag havde været som et slag i ansigtet; forfærdet havde hun sluppet mennesket, hvis livløse krop øjeblikkeligt var faldet sammen. I desperation havde hun bidt sig i håndleddet for, at mennesket kunne drikke af hendes helbredende blod, men det havde været for sent. Hun havde slået vedkommende ihjel.
Rosanna begræd menneskets død, som hun gik ned ad gaden. Tårerne løb i en lind strøm ned ad hendes kinder og blandede sig med blodet fra hendes offer; fortyndede det og vaskede en smule af det væk. Dog kunne hendes tårer ikke vaske bort den skyld, der nu åd hende op. Smagen af menneskeblod, som før havde bragt hende stor nydelse, gav hende nu kvalme. Og i et ryk røg hun med ét på knæ og kastede det meste af blodet op igen.

Påklædning

//Jeg glemte lige at fortælle, at jeg som regel skriver tale på engelsk. Hvis du foretrækker dansk, gør jeg gerne det //

Mørket var fremme og derfor var Kol også. Han gik rundt i ’det perfekte kvarter’. Han havde bevidst bosat sig langt væk fra alt og alle. Han gad ikke døje med naboer. Han stoppede under en lygte og så mod et hus. Gardinerne var lukket, men fordi lyset var tændt, kunne man se to silhuetter i vinduet. En mand og en kvinde. Han greb fat i hende og ruskede hende. Hans håndflade kolliderede med hendes kind. Måske det ikke var så perfekt alligevel. Der skete en masse bag lukkede døre. Det kende han alt til. Hans dør var altid lukket. Et host pressede sig mod hans hals. Han dækkede hans mund med hans hånd. Da hostet var overstået, så han blodstænkene på hans håndflade. Han var normalt ikke en person man ønskede at møde en mørk aften. Nu var han døende, og det gjorde ham endnu farligere. Han behøvede ikke længere være forsigtigt og hemmelighedsfuld. Han var ikke bange for folk opdagede ham.
Han trådte frem og mærkede en anden konsistens under hans fod. Da han så ned, spottede han blodsporet. Nogle var i problemer. Om det så var en der var i færd med at forbløde, eller en vampyr eller bloddæmon der ikke kunne holde sig i skindet. Sidstnævnte havde større chance for at overleve. Indtil de møder ham, selvfølgelig. Han fulgte sporet med hurtige skridt i håb om at indhente personen. Han spottede en spinkel skikkelse længere frem. En kvinde, tydeligvis. Han forsatte imod hende, nysgerrig på hvad der ventede ham. Hvem end hun var, hvad end hun var, skulle hun nok præstere som hans underholdning for den aften.
Kol fortrak sine læber i et smil da hun fald ned på knæ og kastede op. Han kom tættere på, men stoppede en meters afstand fra hende. Han førte hans hænder sammen i et langsomt klap. ”Quite the theatrics. Don’t tell me you’re studying drama at that ridiculous school. The irony would be off the charts.” Han trådte helt hen til hende så det blodige opkast. ”Well then, that doesn’t look good.” Hun måtte have drukket blod. En bloddæmon ville være vant til blodlysten, og det var hun tydeligvis ikke. Han kom frem til, hun måtte være en nyskabt vampyr. ”Are you alright? I live nearby if you need somewhere to stay for a while.” På trods af hans ord fremstod venlige, havde han bestemt ikke venlige intentioner med hende. Hans datter havde vampyr i sig, og han havde presset hende til at dræbe. Han kunne gøre det igen. Måske endnu lettere med en der ikke fremstod som en dræber. Han så det som en svaghed. Han førte en hånd over hendes hår og ned til hendes ryg. Han var måske ikke en perfekt far, men hans datter havde haft mareridt og han havde trøstet dem bort. Omsorgsfuld var bestemt ikke en af hans personlighedstræk, men han kunne sagtens lade som om det var.

//Det er helt fint for mig med engelsk //

Rosanna sad foroverbøjet, som hendes seneste måltid røg op igen. Det mørkebrune hår faldt ned foran hendes ansigt, for maveindholdet havde insisteret sådan på atter at se dagens lys, at hun ikke havde nået at stryge det om bag ørerne. Netop som de krampelignende ryk stoppede, blev hendes bræklyde afløst af lyden af et par håndflader, der slog mod hinanden i et klap. Det gav et lille sæt i hende, for hun havde slet ikke hørt fodtrin nærme sig.
Lettere medtaget ovenpå denne omgang, blev hun siddende i stillingen og lyttede opmærksomt til den mandestemme, der nu meget rammende kommenterede på hendes mindre stolte øjeblik. Hun prøvede at samle sig nok til at formulere et svar, men ingen ord kom over hendes læber. I stedet harkede hun og sendte en enkelt spytklat ned i opkastet, der var en blanding af blod og slim. Ikke videre charmerende, men lige nu var heller ikke just tidspunktet for forfængelighed.
Selvom han kom med disse bemærkninger, som hun kunne fornemme havde en fornøjet undertone, fik hun alligevel det indtryk, at hans intentioner var rene. For nu forhørte han sig om, hun var okay, og tilbød at tage hende med sig hjem, hvis hun havde brug for det. Oveni det fik hånden, der strøg hende over håret og ryggen, hende til at slappe synligt mere af. Stille drejede hun hovedet mod ham og fik dermed endelig sat et ansigt på hans stemme. Nu hun så, at han ikke så videre gruopvækkende ud, valgte hun at stole på ham. For hun nærede alligevel en vis tiltro til sine medmennesker. Altså satte hun ikke spørgsmålstegn hverken ved, hvem han var, eller hvad han lavede ude så sent.
I stedet nikkede hun. “Yeah, I’d like that..” fik hun frem. “Thank you.” De sidste ord blev med sagt en inderlighed, der sammen med hendes taknemmelige blik understregede, hvordan hun påskønnede denne gestus.
Skønt hun tog imod tilbuddet, havde hun dog ingen intention om, at hendes visit skulle være en helaftensforestilling. For hun ønskede ikke at belemre ham unødigt, hvorfor det at blive hængende alt for længe ikke var en mulighed. Hun skulle alligevel også hjem, så hun kunne komme ud af de blodige klæder og i bad.
Altså ville hun bare nøjes med at låne hans badeværelse, så hun kunne friske sig lidt op ved at vaske sig en smule og plaske vand i ansigtet. Dernæst ville hun fordufte igen efter at have undskyldt mange gange for ulejligheden. Forhåbentlig uden at måtte forklare for ham, hvad der var sket forud. Hun havde nemlig i øjeblikket en masse følelser, der lå og rørte på sig, og derfor var hun ikke i et videre snakkesaligt humør.

Kol formede et smil da det gav et sæt i hende. Helt ærligt, hvem kunne ikke lide at se forskrækkede folk? Efter han blev mere erfaren med internettet, opsøgte han tit videoer af folk der blev forskrækkede. Folk der kom til skade, var også ganske morsomt. Men det var altid bedst live. Hvis de kom til skade ved hans hånd, var det endnu bedre. Hun var så uskyldig, han næsten overvejede ikke at gøre det. Selv han følte skyld og medlidenhed. Måske var det fordi hun mindede ham om Calla, han ombestemte sig. Han havde først indgået et løfte til Callas mormor, Rebekah, at han ikke ville røre hendes familie længere. Det indebar en masse mennesker. Men nu havde han også et andet forhold til hans døtre. Han havde ikke lyst til at skade dem, men der sad bare noget i ham stadig. Noget fra lang tid tilbage. Da Calla forlod ham, var han helt alene. Han havde et sygt behov for at straffe hende for det. Måske denne pige kunne tage hendes straf i stedet for. Han begyndte at gå tilbage mod hans hus. ”My name is Kol,” præsenterede han. Det var det han havde gang i med hende. Men ærlig talt. Hun kunne lige så godt lære aldrig at gå hjem med hvem som helst. Det var en livslektie for hende – han følte han hjalp hende. Han så på hende og så igen lighedstegnene mellem hende og Calla. ”I’m staring. Sorry. You just look a lot like my daughter. She left me a while ago. She came back briefly. Here’s a little life advice. Never have children.” Han så på hendes blodige tøj. ”I guess that is not even a opportunity any longer.” Han kunne prøve at give hende tillid til ham. Han havde startet ud med den plan, men det blev kedeligt alt for hurtigt. Han ville hellere meget nedbryde hende mentalt og så fysisk. Det var en kunstart kun få havde evnerne til at føre ud i livet.
”It really is a shame. Such a young girl with her whole life in front of her and then it’s just snapped away by a heartless vampire. Such a shame.” Den bedste måde at komme fra Kol på var ved at holde ham talende. Hans største svaghed var hans forfængelighed. Han kunne tale i lang tid om ham selv og hans oplevelser. ”I was a vampire once. I got bored pretty quickly though. I have a habit of doing that, getting bored.” Han drejede hovedet mod hende. ”I have so many stories to tell. Nobody listens. They don’t have the stomach for it. I would think a vampire would be able to hear stories about by bloodshed and torture, but you might have proven me wrong. That’s quite the achievement, you know.”

//Ikke mit bedste svar, men jeg håber det kan bruges aligevel <3

Rosanna tørrede hastigt sine forgrædte øjne og kom på benene, således at han kunne lede vejen. Hun var ivrig efter at komme væk fra denne gade, hvis fortovet hun havde malet rødt med uskyldigt blod. For hun kunne ikke ignorere den tunge metalliske lugt af blod, som hang i luften og rev i hendes næsebor, eller blodsporene, der glinsede klæbrigt i skæret fra lygtepælene.
“I’m Rosanna,” lød det lettere hæst fra hende, idet hun måtte synke en enkelt gang, fordi hendes mave atter truede med at vende vrangen ud. Naturligvis på grund af blodet og ikke hans præsentation. Kol. Hun smagte prøvende på navnet inde i sit hoved. Hun tvivlede på, at hun ville komme til at gøre særlig meget brug af det, men derfor var det stadig rart at kende navnet på sin “redningsmand”.
Hun bemærkede ikke, at han betragtede hende, før han undskyldte for det med begrundelsen om, at hun lignede hans datter. Overrasket så hun på ham. Hvis ikke, de havde befundet sig i en by for overnaturlige, ville hun havde haft svært ved at tro ham, for han så ikke meget ældre ud end hende selv. Men i sin korte tid som vampyr havde hun hurtigt erfaret, at folk oftest var væsentlig ældre, end de så ud til at være. Hans råd til hende om ikke at få børn, fik hende trække svagt på smilebåndet. Han lød ganske vist som en forælder. Smilet falmede dog, da han i den forbindelse mindede hende om den uundgåelige sandhed: hun ville aldrig få børn.
Ubevidst lagde hun en hånd på sin mave. Som menneske havde hun ikke taget stilling til, om hun nogensinde ønskede at blive mor. Hun havde set det som en selvfølge, at hun ville have mulighed for selv at vælge, når hun blev ældre. Det valg var nu taget fra hende, hvilket gjorde hende trist til mode.
Nu mere tung om hjertet end før, lyttede hun kun halvt til, hvad han sagde. Snakketøjet stod bestemt ikke stille på ham, men det tillod hende at forholde sig tavs, hvad hun i øjeblikket følte mere for end snak. Det var først, da han nævnte blodsudgydelse og tortur, at hun simpelthen måtte åbne munden. “What?” udbrød hun og standsede brat op - ikke sikker på, hun havde hørt rigtigt. Hans tonefald havde ikke ændret sig, det lød stadig som om, han småsnakkede i venskabelighed. Altså måtte det være noget, han sagde i sjov for at fange hendes opmærksomhed. Måske han havde bemærket, hun ikke helt fulgte med i hans snak. Men alligevel fik hun bange forudanelser, som fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen, da hun langsomt drejede hovedet og mødte hans blik.

//Selvfølgelig kan det det! Jeg håber også, at mit kan bruges, skønt det beklageligvis kommer lidt sent, fordi jeg har været på ferie <3 //