The look of freedom suits you - Cain

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en sort skjorte på, et par sorte bukser (holdt op af et sort bælte) også en sort jakke på Link. Han har sorte sko pp
- Hår + Skæg Han har kort halvkrøllet hår. Han har skægstubbe
- Accent Han taler med en bristisk accent Link

Det var en stille eftermiddag, han havde faktisk ikke lavet det helt store, og hvor han normalt ville havde forladt huset, af et af de mange one night stands, som han så ofte begav sig med, havde han ikke lavet det helt store. Et cafebesøg, samt et besøg hos Zitora, havde i bund og grund fået hans dag til at gå. For en gangs skyld, var det ikke hjemmet af endnu et ansigtsløs person, han havde forladt, men derimod huset af sin kære skønne datter. Selvom det ikke havde været sagt, på den bedste måde, så var han i bund og grund glad, for at sandheden endelig var kommet frem. Han behøvede ikke længere, at holde sandheden til sig selv, og han havde ikke længere det på sig, hvilket faktisk var utrolig rart, det var som om en burde var fjernet fra hans skuldre. Det var måske også på grund af dette, han ikke hade søgt selskabet af en anden, men derimod forsøgt, på at gøre noget nyt, og ikke lade sine problemer tale først, selvom det selvfølgelig ikke var nemt.
Som han vandrede hen af gaden, syntes han at høre en kalde på ham, og et sekund forventede han, at det var et tidligere one night stand, som havde fået lidt for mange følelser. Dog som han vendte sig om, begyndte hans hjerte at banke hurtigere, som han så en smuk kvinde vandre imod ham. Hans hjerte bankede dog ikke hurtigt, på baggrund af hendes skønhed, men fordi han i den grad vidste hvem hun var, og hun var en han havde ledt efter i så mange år. Han forblev stille, og smilet formede sig på hans læber, som hun kom tættere på ham. Det gjorde ham ikke så meget, at hun var dækket til af blod, han havde trods alt mødt hende i en periode, hvor de begge havde været fanget et sted, et sted hvor vold og død var en del af dagligdagen "Tatia" sagde han med en glæde i sin stemme og et smil på sine læber "Indeed you did" han lagde en hånd imod hendes kind, hvor han blidt strøg over den bløde hud med sin tommelfinger. Han fik et nysgerrigt udtrykke i sine øjne, som overvejede han nogle faktaer "How did you make it out? I mean I searched so long for you" efter han havde afleveret Kaiya og Zitora hos Cowan familien, havde han straks begivet sig ud, for at finde hende igen, så hun kunne komme med ham ud, dog havde han været uden succces.
Han klukkede let, som hun spurgte indtil, hvorfor alle syntes at være mærkelige omkring hende "It could have something to do, with the fact you're covered in blood, and you have visible weapons, it's not really that normal around the modern era" pointerede han med et drillende smil på sine læber "I don't live that far from here, if you would want to have a shower, and maybe talk a place, in which people don't stare that much" han fik et spørgende udtrykke i sine mørke øjne, som han betragtede hende. Han ville skam ikke have noget imod, at tilbyde hend et bad, så hun kunne få noget nyt tøj på og måske så ikke være nær så blodig "our girls are fine by the way, strong and beautiful quite like their mother" der var en glæde i hans øjne, som han begyndte at snakke om dem, og det var tydeligt han elskede dem, mere end noget andet "Maybe after a little shower, and some new clothes, I could call Zitora, and if she has time, she could come by?" han hævede let sit øjenbryn.

Han nikkede "We have all the time in the world to talk" pointerede han med et smil, derudover ville han ikke presse hende, til at fortælle ting som hun ikke ønskede. Når det kom til Tatia og ganske få andre, som han faktisk bekymrede sig om, og her valgte han ofte dem fremfor sig selv, hvilket betød han tilsidesatte sin egen nysgerrighed. Han klukkede for sig selv "it's the double standards of humanity, in their worst they would kill their own mother, but when everything is back to normal, they would never even admit to having done such deeds" han trak på skulderne, i sandhed var dette sådan menneskeligheden var, og han kunne hvis ikke mere end nogen anden, stå til fortælling på alle de brutale ting menneskende gjorde, når det i sidste ende kom ned imod deres ovelevelse "It's not much of a surprise really, I mean in Salem they slaughtered innocent women, and they called them witches in order to feel better about themselves. I mean I have lived through thousands of years, and it really hasn't changed that much" han kørte hånden igennem håret, som han snakkede. Det var ikke ment som en hård kommentar, imod hvad han ville kalde menneskeligheden, men generelt en observation og en viden fra hvad der havde været hændt, gennem de sidste mange tusinde år.
Han opdagede hurtigt, hvordan hendes ansigtsutrykke ændrede sig, og det tog ham ikke lang tid, før han opdagede hvorfor, hun fik et udtrykke af savn i sine øjne. De to havde skabt nogle liv sammen, og det havde været meget bedre, hvis de faktisk havde haft det ude for arenaen, netop fordi de så ville havde haft chancen, for at opforstre deres børn sammen. Dog kunne man ikke altid få sin vilje, hvilket forklarede hvorfor han havde været tvunget, til at forlade hende i arenaen og få børnene et sted hen, hvor de ville være sikre. Det havde dog taget meget overtaling fra hende, da han ikke havde haft lysten, for at forlade hende det sted, dette forklarede også hvorfor, han havde skyndt sig tilbage, efter at havde afleveret børnene hos en sikker familie. Som hendes arme lukkede sig om ham, lagde han sine arme omkring hende, og blidt trykkede han hende imod sig, og han gav toppen af hendes hovedet et blidt kys. Nok havde de ikke set hinanden i nogle år, men han holde stadigvæk af hende, og hun ville altid have en særlig plads i hans hjerte, en plads hun nok aldrig ville forsvinde fra igen.
Han fik et bekymrende udtrykke frem i sine øjne, da hun sagde de stadigvæk var fanget. Han var menneske, så han ville nok aldrig helt forstå, hvordan det ville være som en formskifter, at have det bånd til en flok, og dog havde han en vis mængde viden om ulve, til at han vidste de aldrig ville efterlade en af deres egne "I will do whatever I can to help you" han strøg hende blidt ned af ryggen, mens han med sine bedste evner, gav hende så meget tryghed som muligt. Nok var blodet ikke godt for hans tøj, men i det øjeblik bekymrede han sig ikke særlig meget, det var trods alt også kun tøj, og den slags kunne renses eller købes på ny. Han gav et nik fra sig, som hun udtalte han skulle vise hende vej til hans lejlighed. Heldigvis boede han ikke så langt væk, så det ville ikke tage alt for lang tid. Han fulgte hende hen imod et lejlighedskompleks, og derpå kørte de op til øverste etage. Det var ikke just den fattige del, og på trods af han ikke just arbejdede meget, så havde han en god mængde penge, hvilket kunne ses i det område han levede i. Som de kom indenfor, åbnede han døren op for hende, og lukkede derefter i igen, efter de var kommet ind. Hans hjem var ganske stort, hvilket var kommet i god jord hos ham, han følte sig ofte klaustrofobisk, når det kom til små hjem. Han vendte sig imod hende, med et smil på sine læber "Would you like a shower?"

//Hans lejlighed Link

Han nikkede da hun sagde, at hun havde en stærk allierede i skoven, han opdagede her at han næppe ville være den stærke allierede, han kunne lidt kamp, men i bund og grund var han et svagt menneske, som tilfældigvis ikke kunne blive slået ihjel. Det var i bund og grund det eneste, som faktisk gjorde ham det mindste smule speciel "I hope you get them out" han vidste hvad det ville betyde for hende, hvis hun fik de folk ud og genskabte den flok, som hun havde i aranaen, forhåbentlig ikke under samme vilkår, som hun havde derinde, da det ikke just var det bedste. Han smilede blidt til hende, da hun sagde hun havde brug for, at han var sikker og at de var okay, hvilket havde været noget, han havde forsøgt på de sidste par år. Dog havde det ikke været nemt, med det faktum han skulle holde sandheden hemmelig, og da Zitora opdagede sandheden, havde det ikke været fordi, hun faktisk syntes at kunne lide den, hvilketh han forstod. Det var ikke nemt at leve med en form for viden, også lige pludselig finde ud af, at hele ens verden i virkeligheden var på hovedet, og alt hvad han vidste var en stor løgn. Han havde dog lavet en aftale med dem, og han var ikke just en mand, som løb fra sine aftaler.
Som de endelig kom ind, og Tatia godkendte at hun ville have et bad, fulgte han hen til sit badeværelse. Ligesom resten af hans hjem, var der en god mængde plads. Han hævede let øjenbrynet, som hun fortalte om sin søster, en han vist nok ikke havde hørt om før "She sounds nice. I got this place at a good price, I like having room. I tend to get claustrophobic if I'm at a small setting" indrømmede han med et skuldertræk. Han trak sin sorte jakke af, og løsnede op i knapperne ved ærmerne, så han kunne hive dem op, samtidig med at han begyndte at tænde for vandet, og sætte proppen i karret. Han fandt nogle olier frem, som han vidste ville give den bedste duft. Som hun spurgte efter noget tøj, nikkede han blot "Of course, I think I've got a t-shirt that would fit you" egentlig ville den nok snarer være som en kjole til hende, han var en høj mand, så alt tøj af hans ville på hende se stort ud. Som vandet løb skyndte han sig ud for at finde en sort t-shirt, og netop som han kom tilbage var karret fyldt nok op, og han slukkede for vandet "It should be ready for you now" han sendte hende et blidt smil.

//Hans badeværelse Link

Nok havde han set hendes nøgne krop før, og endda haft sex med hende, han havde dog en del respekt for hende, hvilket var derfor, at hans blik ikke automatisk, gled ned imod karet, fremfor det af hendes øjne. I det øjeblik hvor hun lagde sig til rette, vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv, skulle han gå og lade hende få fred, eller skulle han blive, for at holde hende med selskab. Mulighederne var nærmest uendelige, og dog behøvede han ikke tage beslutningen, da hun sagde han ikke behøvede gå, og at hun faktisk bare ville snakke med ham. Han sendte hende et blidt smil, og han fik taget en stol, som han satte tæt ved badekarret, så de nemmere kunne snakke med hinanden "I would love to stay and talk" han kørte en hånd igennem sit hår, som han betragtede hende. Det var så underligt, at hun var der med ham, efter at de ikke havde set hinanden, i så lang tid. De havde gået fra, at se hinanden hver evig eneste dag, til med et at blive revet fra hinanden, i et forsøg på at give, deres piger et bedre liv. Hvor han havde hadet den dag, og han mindes hvordan han havde forsøgt, overtale hende til at tage med dem, så de kunne være en lille familie sammen.
"You know I went out to look for you, after I got the girls to a safe family, I searched for so long" indrømmede han med et fjernt udtrykke i sine øjne. Det havde været hårdt, det at han havde forelsket sig i en person, noget han gjorde så sjældent, blot for at få denne kilde til hans glæde, revet væk fra ham. Han sendte hende et smil, da hun spurgte om han kunne få Zitora over, og endda indrømmede hun havde fortalt, sandheden til Kaiya "Sure I can call her after your bath?" forslog han med hovedet på skrå. Det havde været hårdt, at fortælle Zitora sandheden, om at han ikke var hendes onkel, men derimod hendes far, en viden han havde været tvunget til at holde inde, på baggrund af den aftale, han havde lavet med Cowan familien. Han kunne være en del af pigernes liv, hvis han holde sin mund, om hvem han i virkeligheden var, hvilket havde været så hårdt, for han ville så gerne fortælle dem sandheden "I think it would be nice, to have them over" medgjorde han smilende.