Haha! That's funny! - Harvey

Som eleverne forlod lokalet, blev der mere og mere stille. Der var kun et par få tilbage, fem måske? Tiden sneglede sig afsted, som der til sidst kun var to tilbage. En synlig for enhver, og en gemt væk i sin egen lille drømme verden, helt usynlig - eller næsten.
Han brummede let og trak vejret højt i sin søvntilstand, som han lagde kinden mod lågen, og den så til sidst gav efter for hans lille krop og brød åben. Et højt brag lød, som hans krop væltede ud af en af fysik skabene, en af de høje loft til gulv skabe! Hvor Ana havde siddet inde, krøllet helt sammen, og sovet det meste af dagen, som natten ikke havde givet ham meget af den slags! Og han havde bare været så træt!
Nu slog han de forskrækkede øjnene op, og stirrede panisk omkring sig, som han hurtigt kom op på alle fire. Hans tøj var en anelse krøllet og beskidt, hans ansigt var blegt, og det ene øje var mørkeblåt - mærker efter et hårdt slag. Hans næse var en smule uperfekt, som havde den været brækket lige en gang for meget.
Han tog en dyb indåndning, som han prøvede at få styr på sig selv, og sin panik. Før han rejste sig op, dog til endnu et chok, som der var en anden end ham i lokalet?! WHAT?!
"WHO ARE YOU?! WHAT DO YOU WANT?!"

Det var ved at være slut med skoledagen og Harvey kunne ikke være mere lettet. Det var trættende at sidde igennem flere klasser når man ikke havde lyst. Det var ikke fordi at Harvey ikke var klog nok altså..
Han sad og halv sov igennem det sidste modul, han kunne ikke rigtig lade være, han havde ikke fået nok søvn, han fik aldrig nok søvn. Enten havde han en med på sit værelse eller så var han ude og feste. Det tog meget af hans energi.
Et suk kom fra Harvey, da klassen var færdig og han løftede sit hoved op fra sit bord. Han begyndte lige så stille at pakke sine ting sammen, han var altid så langsom til det, mest fordi han ikke orkede og havde lyst til bare at lade sine ting værre og gå. Det resulterede så i at han var den eneste tilbage i klasselokalet. Eller det var i hvert fald det han troede. Indtil der lød et brag og en eller anden kugle kom ud fra skabet i lokalet.
Harvey rejste sig hurtigt op og scannede denne person der pludselig var kommet til syne. Hvem pokker var han? Han så ikke alt for godt ud. Hans tøj så forfærdeligt ud, hans ansigt var ikke just bedre. Tsk, hvad lavede sådan en bums på skolen?
Harvey puttede sine hænder i sine bukselommer og gik langsomt hen mod drengen, som pludseligt råbte op. Harvey skar en grimasse, som tydeligt viste hans irritation. Turn your volume down kiddo knurrede han nærmest. Han kiggede bare lydløst på fyren, som havde rejst sig op. Han kunne umuligt gå på skolen? Well, hvis han gjorde så havde Harvey ikke set ham. Der var dog heller ikke noget som gjorde ham unik nok til at Harvey ville kigge flere gange i hans retning.
Names Harvey. What is a vermin like you, doing here? spurgte han og hævedet et bryn.

Ana blinkede rædselslagende med øjnene, som hans øjne mødte den fremmed, et øjeblik blev han væk i de mørke øjne, før han igen fokuserede. Han holdte vejret et par sekunder og fik sin vejrtrækning under kontrol igen. Langsomt godt nok, men til sidst lykkes det. Hans øjne gled op igen og mødte fyrens øjne, faldt igen lidt i staver, som han langsomt læste ham. "Okay" sagde han stille, som han blik flakkede lidt rundt i det tomme lokale - what is this place even? How did I get here? What where I doing? What happend? I need to go home! Shit!
"Who's name? I'm not Harvey!" udbrød han hurtigt, som blikket vandrede tilbage til fyren, "Oh do you hear that, shit!" gispede han højt - selv om Harvey selvfølgelig ikke kunne høre det, når det alt sammen forgik inde i hovedet på Ana.
Han lagde sine hænder fladt over sine øre og gled ned på hug, som han kneb øjnene panisk i og begyndte at skrige for fulde lunger! "NOOOOOOOOOOOOOOOOOOO!!!!!!!!!!!"

Hva pokker var der galt med denne knægt, han var jo helt rundt på gulvet. Havde han slået hovedet på vej ud af skabet eller hvad? Selvfølgelig var hans navn ikke Harvey, det var hans eget navn. Han præsenterede sig selv for ham. Tsk, hvorfor skulle han være så langsom til at pakke sine ting. Han kunne havde undgået dette.
Det var noget seriøst galt med denne knægt, han kunne ikke høre noget? Der var jo helt tomt. Han hævede et bryn og bakkede lidt tilbage, da fyren holdt sig for ørene og gik ned på hug? OH MY FUCKING GOD! Han begyndte at skrige.
Harvey gik i mere eller mindre panik. Hvad hvis nogen kom ind og troede Harvey havde gjort noget ved dette skadedyr. Han gik hurtigt hen til fyren og slog en hånd for munden af ham, så han skreg ind i Harvey's hånd.
Shut the fuck up. You are seriously fucked up sagde han irriteret og stirrede intenst og surt på ham. Han skulle bare holde sin kæft skulle han, ellers ville Harvey slå ham fuldstændig ud og smide ham ud på gaden, hvor han hørte til.

Ana blev ved med at skrige af sine lungers fulde kræft, ind til en hånd blev lagt fra hans læber og lyden blev mere indskrænket. Han blev nød til at trække vejret kraftigt ind gennem næsen, og måtte derfor stoppe sit skrigerrig. Han åbnede forvirret øjnene ved de hårde ord. Ikke ord han dog ikke var vant til at høre, de var nærmest de eneste ord han hørte dagligt, noget han altid kunne regne med! "Mhmm?" mumlede han ind i hånden, som hans øjne blev blanke, tårerne samlede sig i hans øjne og han begyndte at græde, faktisk begyndte han at hulke! Han slap sine øre og lagde i stedet sine arme om den fremmeds nakke, før han kravlede ind i favnene på ham, med et hårdt greb omkring ham, hulkede højt ind mod fyrens skulder. "Help me, I think I killed her, I killed her, she's dead, please, please help me!" gispede han ynkeligt mod den fremmed, som han inderligt håbede at han kunne få noget hjæp der, selv om sandsynligheden var lig nul?

Harvey kiggede ned på ham, indtil han så at fyrens øjne begyndte at blive våde og tåre begyndte at falde, samtidig med at han begyndte at... Græde? Virkelig? No nonononono, han kunne tro nej. Harvey var ikke en man kunne græde hos, han gad ikke det der pis, han håndterede ikke folk som var kede af det, han lod dem bare være. Harvey gispede, da fyrens arme snoede sig om hans nakke og han derefter kunne mærke en krop presse sig ind mod hans. Han stivnede kort, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han var ikke vant til at have denne form for kontakt til nogen, medmindre han tog anledning til det. Ingen andre gjorde det, ikke før de fik lov, men denne fyr gjorde det bare? What the hell? Så begyndte han at fable om at han havde slået nogen ihjel? Han var en morder?
Harvey brugte al sin kraft og skubbede fyren hårdt væk fra sig. What the hell man? Get yourself together. sagde han og kløede sig i nakken, som han rejste sig op igen og kiggede væk fra ham. Hvad pokker skulle han gøre? Måske skulle han bare gå, der var alligevel ikke nogen som kunne sige at Harvey havde set denne fyr, så han kunne komme uden om det, hvis nogen kom og ledte efter ham, right?

Ind til han blev skubbet hårdt væk igen, ingen tørst at komme efter der. Han faldt bare ned på ryggen og slog hovedet ned mod gulvet. Øjnene gled tungt i, som det hele summede lidt rundt i hans krop, og smerten i baghovedet langsomt kickstartede den lille krop. Han åbnede forsigtigt øjnene igen, stirrede bare op i loftet. Det var ikke fordi Harvey havde skubbet så hårdt egentlig, Han havde bare ikke kunne holde balancen, som han sad på hug og ikke kunne nå at tage fra.
Det tog ham lidt tid at komme til sig selv igen, før et let smil gled frem på hans læber, "sorry, you're right, Harvey was it?" sagde han stille, som han satte sig lidt forsigtigt op og tog sig til baghovedet, det gjorde stadig ondt! Før en trodsighed gled frem i hans øjne, sorry mom, but he deserves it, you would think so too, if you where real!
Før han langede ud efter Harvey og gav ham et hårdt smask i fjæset, en lussing af en art. Han gav et lidende skrig fra sig og trak sin hånd til sig. "Ouchhhh that hurts!!!" gispede han højt som han tog sin hånd ind til sit brøst og holdte den med den anden hånd, som han sendte Harvey et skyldigt blik, som var det fyrens egen skyld! Hvilket det jo var! "Wait, sshhh - do you hear that?" hviskede han stille, og prøvede selv at lytte efter - hvad end de crazy lyde betød, som kun Ana kunne høre? Hmm.

Tsk, fyren skulle lære at holde balancen, så havde han måske ikke faldet og banket hoved ned i gulvet. Dumme dreng. Hvorfor var Harvey ikke gået endnu? Måske ventede han bare spændt på hvad denne fyr ellers kunne finde på af dumme ting. Han spildte sin dag på det dog.
Harvey hævede et bryn, da fyren begyndte at tale. Han var nærmest helt anderledes, måske var slaget til hovedet, hvad der skulle til for at han blev normal? I det mindste huskede han at han hed Harvey.
Han fik sig et chok, da fyrens hånd pludselig connectede med hans kind og det begyndte at gøre ondt. What the...? Havde han lige slået ham? Og så begyndte han at klage over at hans hånd gjorde ondt? Så kunne han lære det! Dette kom han ikke godt fra. Og så begyndte han at tale om at han hørte noget igen, som ikke var der!
Harvey blev rød i hovedet af raseri. Han gik hen til fyren hurtigt og greb fat i hans krage. What the fuck are you playing at kid? spurgte han irriteret og skubbede ham op imod det skab, han næsten lige var kommet ud af. Måske skulle han låse ham inde i det?

Han bankede let den ene hånd fladt ind mod øret, som hvis han havde fået vandt i ørene. Han gjorde det et par gangen før han stoppede igen. Ikke af egen vilje dog, for Harvey fik fat i ham og så blev han fanget mellem den fremmed og skabet bag sig. Panikken lyset igen ud af hans øjne, og et lydløst skrig forsvandt over hans læber, før han hev vejret hårdt ind igen. "You wouldn't understand!!" halv råbte han, eller prøvede at råbe måske, men hans stemme knækkede over og det sidste kom bare ud som en halv hvisken. "Let go!" knurrede han så, panikken stadig tydelig i hans øjne, han kunne virkelig virkelig ikke lide at blive holdt fast på den her måde. Det betød som regel at nogen ville stikke i ham, for at få ham til at falde til ro igen! Og han hadet at blive stukket i, han ville ikke!!! Han lænede sit hoved lidt frem og satte så bare sine tænder i Harveys hånd og bed til, til fyren gav slip, og han kunne løbe forbi ham og ud af klasselokalet.
Han løb ned af gangen, så sig tilbage over skulderen for at være sikker på han ikke blev jagtet. Og som han ikke så sig for løb han selvfølgelig direkte ind i en anden elev. Et højt klask lød, og så blev han igen kastet til jorden, lidt forvirret og fortumlet kiggede han frem og op på hvem han nu var ramlet sammen med??

Jackson var på vej hen til sit værelse, efter en lang dags moduler. Han havde lektier at lave og han var træt, det var ikke just en god combo. Det endte tit med at han vågnede op næste morgen, uden at havde lavet noget, det gik ikke helt.
Jackson havde ikke liget set hvad der kom imod ham, da han var lidt i sin egen verden, men da en løb ind i ham, blev han slået ud af den verden. Jackson blev nød til at tage et par skridt tilbage, for at holde sin balance, men fyren foran ham var faldet omkuld.
Det tog et par sekunder, før han faktisk begyndte at reagere på hvad der var sket. Han gik tættere på fyren og rakte en hånd ned mod ham, for at han kunne tage, så Jackson kunne hjælpe ham.
What's the rush? Are you alright? spurgte han forsigtigt. Hvad løb han dog fra, hvad var der sket med ham? Han så panikken ud, var der nogen efter ham? En anden elev måske, tsk, lærene burde holde et møde om mobning på skolen, det var ikke godt for eleverne.