So baby bro, up for a coffee? - Julian

S: Gaia Square
T: Middag
O: Det er et shopping center, men ved et mindre cafe område
V: Ligegyldigt
P: En hvid blondetop med en ternet nederdel der går til knæene. Hår hænger løst.
Emne til: @Julian <3

---

Julian gled gennem dørene til storcenteret, som han orienterede sig kort da han nåede ind, og gik så i retning af den lille cafe hvor hans søster sad. Han havde en hvid skjorte på og et par forsvaskede cowboybukser, det havde været en af de mere varme forårsdage, så jakken havde han ladt ligge i bilen. Han nærmede sig hurtigt cafeen, som han fik øje på hende, og sendte hende et kæmpe tandpasta smil.
Mon det bevidst havde været et valg fra hendes side af? At vælge netop dette sted til deres lille møde? Hun vidste godt hvordan hans evner virkede, og hvordan de i den grad ikke virkede, på steder som disse. Alt for mange mennesker alt for mange stemmer, alt for meget larm i hans hovede, det gjorde det sværere at skille stemmerne fra hinanden. Han kunne ikke bare læse hende som en åben bog som han plejede.

Alligevel kunne han med det samme mærke noget var galt, bare måden hun sad på, smilte på hendes læber matchede ikke det triste blik i hendes øjne. What did he do this time? Oh daddy - you're the worst angel ever! han rystede let på hovedet, som han kunne mærke vreden boble lidt rundt i maven på ham. Han nåede helt hen til hende og nikkede let, "of cause I would, I missed you sis!" udbrød han hurtigt som han bukkede sig over hende og gav hende et blidt kys på kinderne, som han satte sig overfor hende. "No thank you, I don't drink coffee" grinede han bare, som om hun havde glemt det? Men så igen, en del havde ændret sig siden de sidst havde haft en af de her små møder. Han havde ændret sig. "What ever he did, or told you, just - don't listen to him, please! He's just an old bitter man - who is he to tell us how to live our lifes?!" udbrød han så, en smule vredt, men det var bare så svært at styre sig! Han hadet at se hende sådan her, med de triste øjne og det flaske smil, den gamle idiot! "Sorry, I just, I just hate him - he's such an idiot - you're an amazing person, sis, I love you, don't let him get to you okay!" sagde han i en lidt blidere tone, som han lænede sig frem og tog hendes hånd, som han kærligt strøg hendes håndryg med sin tommelfinger.

Det lykkedes alligevel Julian, at få Yelena til at føle sig bedre tilpas end nogen andre havde formået det seneste stykke tid. Måske var Julian vokset op med blive afvist konstankt af deres far. Yelena var vokset op med at leve op til de høje forventninger deres far havde til hende. Kendt som at være den reneste og blideste engel - det lagde lidt et pres på en.
"Oh yeah, right - sorry. You want anything else? They have tea, muffins, cakes," fortalte hun så og tog en sip af sin kaffe.
"I've fallen. There is not anything he haven't said," pointerede hun så og kløede sig derefter kort i nakken. Julian kunne sagtens sige, at hun skulle lukke deres far ude - men hun havde ikke gjort det nogensinde, så et skift i noget hun kendte.. det var noget hun kunne overskue. Måske det i virkeligheden også var derfor hun havde valgt et sted som dette at mødes, så Julian ikke kunne se ind i hvad der var sket de sidste 500 år. For ærligtalt så var det et mørkt rod, som hun ikke endnu var i stand til at formulere. Dog var hun sikker på, at hvis nogle så det, ville de forstå hendes handlinger bedre end hvad hun selv gjorde.
"I know you hate him... I love you too," svarede hun med et lille skævt oprigtigt smil. Yelena så ned på sin hånd kort, hvorefter hun så op på ham igen. Yelena følte sig ikke specielt fantastisk, eller noget i den stil. Måske hun burde fortælle nogle det, måske den person skulle være Julian. Hvis der var nogen som ville finde ud af det alligevel var det sikkert ham. Hurtigt løftede hun sin anden hånd op til det ene øje, for at tørre nogle vildfarende tåre væk.
"I'm trying.. but If I don't fix it.. I'm afraid he won't talk to me again.. and I can lose both my parents," det havde været svært at miste Isabelle. Hendes mor havde altid været den som havde holdt Alessio nede på jorden, og nok der at Yelena havde de fleste af sine personlighedstræk fra. Selv Isabelle havde aldrig vendt ryggen helt til Alessios børn, for det havde ikke lagt i hendes natur at gøre.
"He didn't even ask what happened. He didn't care why. He only cared about the fact.. that I made the family look bad," sukkede hun en anelse opgivende.

Julian rystede bare hurtigt på hovedet, han kunne ikke drikke te nu jo! Han var alt for meget oppe og køre, alt for vred og alt for skuffet - fucking dad!
Han rystede opgivende på hovedet, prøvede stadig på at falde ned, han ville ikke skræmme hende. Julian havde bare aldrig været særlig god til at håndtere sit temperament, han kunne blive så vred! Næsten umuligt at få ned igen, hvis han først kom helt helt op og køre - så skulle verden bare brænde, og han var ligeglad med hvem der brændte dem den.
Men det gik jo ikke lige nu, det gik overhovedet ikke! Så han tog et par dybe indåndinger og sendte hende et venligt - halv anstrengt smil. "Yeayea, he thinks he's so goddamn holy! Like he'd never done anything stupid? Right!" knurrede han bare irriteret.

Hvis han bare kunne overbevise sin stakkels søster, om at hun ikke havde brug for ham! Hvem havde brug for den stinkende idiot hva! Men hun - fuck. Daddys girl!
"Honestly sis, you're better off without him - and hey! You got me, I'm not leaving, I promise!" Sagde han i en form for blid tone, som han trak sin hånd lidt til sig og nikkede opmuntrende til hende.
Han lod et blik glide rundt og rystede så kort på hovedet - det hr var virkelig et dårlig sted, til dybe seriøse samtale.
"Why don't you come home with me? I'll make you something to eat? We'll talk it thought?" spurgte han forsigtigt, han ville mere end bare gerne tilbringe lidt tid med sin søster, han havde savnet hende forfanden! Desuden håbede han på han kunne få lidt tid til at prøve at muntre hende lidt op - hun havde brug for det.