du min redningsmand! - Teddy

Timen var endelig slut, og Milla ville bare gerne være lidt i fred! Det havde været en alt for stressende første dag på akedemiet! Hun ville bare gerne tilbage på sin gamle skole! Og til sine venner.
Hun var lige blevet færdig med sin musik tine, hvor hendes lære abselut ville have hende til at stille sig op og præsentere sig selv. Hvilket sikkert havde fået nogles opmærksomhed.

Nu var hun på vej ud i den store have, noget hun havde fundet ud af hvor vsr. Hun trængte til at være alene! Alene med sine tanker. Men det fik hun nu ikke lov til. For en gruppe på ca 6 personer, 4 drenge og 2 piger var gået efter hende.
Den ene af drengene skubbede lidt til hende "når!?.. Hvad laver en Rockluk her?.. " kom det fra den ene af dem.
Milla vende sig mod dem "lad mig være din nar!" fyren grab fat i Millas krave, så hun tabte alle sine bøger og papire. "hvad bilder du dig ind din snottøs!.. Du tror måske du er noget bare fordi dine forældre har penge!?" Milla prøvede at slå fra sig, men det gjorde bare at de andre drenge tog fat i hende også.
Egentlig ville hun bare gerne forvandle sig til sin panter form, og bidde hovedet af dem, men det ville nok ikke se så godt ud på hendes første dag! Og så var det også svært når de holde fast i hende.

Bjorn var stået op den morgen, og havde kæmpet sig igennem dagen, han havde siddet i sin MMA kamp klub hættetrøje med ordet British CageFighter Undergrund Club, med en sort tank top inde under, M84 militær kamp bukser og tunge praktiske støvler, og han sad stille i musik klassen, og kiggede på den nye pige, han brummede for sig selv, og gned sine knoer, han havde dog bemærket den lille gruppe drenge og tøser, han brummede for sig selv, ikke han's kamp.

Bjorn vadet afsted med hætten slået op, han vadet der ud af imens han så sig omkring som en øvet soldat, gadesoldat dog og trænet dørmand, men stadig årvågen og klar på problemer, han bemærkede dog hurtigt den unge Milla Rockluk blive generet af en gruppe unge snothvalpe, han brummede sig at det ikke var han's problem, men han huskede selv sin ensomhed i starten, fordi han havde skubbet alle væk, mobberiet, indtil han begyndte og lange flade ud, for og sætte en grænse, han sukkede for sig selv.
Han trampedet imod gruppen og Milla, for og lyne sin hættetrøje op, og tage den af, for og lægge den på en bænk, han knyttede de store næver, så de kræftige muskler i over og underarmene svulmedet op, inden de 2 grinene piger havde set ham, greb han fat i den ene knægt da holdt fast i Milla, og løftede ham op som var han et lille barn, for og kaste ham væk, de andre så på ham, og begyndte og vige tilbage, han knurredet af dem som en rasende ulv, for at se dem stikke af, og han holdt så op, han vendte sig imod Milla, sagde ikke et ord, han bukkede sig ned, samledet hende's bøger og papirer op, lagde dem i en klodset bunke, han rakte hende dem, og vendte sig så om for og gå sin vej, han vidste ikke om hun også ville gøre nar af ham og bede ham gå, levende væsner var en mystisk affære.

Milla var ved at blive godt gal i skralden over de her typer! Især fordi de talte om hendes familie. Selvom hun ikke selv var synderligt glad for den, så var der ikke noglee der skulle anakke grimt om den!
Den ene fyr grinede bare af at hun prøvede at vride sig fri, og ikke bindst sparke de andre fyre over skindebennene. "frk. Rockluk dog!.. Hvad ville dine forældre ikke tænke hvis de så hvordan du opførte dig?" sagde han bare prøvokerende.

Milla annede ikke hvad der skete, men i hvertfald blev den ene af de fyre ddr havde fat i hende i hvertfald løftet op. Hun vende forskrækket hovedet og så mod den store fyr der valgte at løfte ham. Sikke et brød!. Hun så efter gruppen af unge der stak af fra den knurrende gut der havde redet hende. Hun så hvordan han samlede hendes ting sammen og rakte dem til hende. Åh nej... Alle hendes noter og noder! De var sikkert helt ødelagte. Hun sukkede lidt for dig selv. Hvordan skulle hun kunne følge med i timerne når hun ikke havde sine noter?
Hun så mod den store fyr der allerede var på vej væk "Tak!!" sagde hun efter ham. Hun bed sig lidt i læben "uhm... Kan jeg gøre noget som tak!?" spurgte hun stille. Normalt ville hun nok aldrig tale med hans type, men han havde lige redet hende for noget der nok var ændt ud i et lag tæsk

Bjorn havde set Milla's ansigt udtryk, vreden, anklagen, han havde hørt deres ord veksling, han kendte følelsen, på trods af hans eget had til sin familie.
Han hørte grinet, og sukkede bare, nogle væsner, men hun var ikke en særlig god kæmper, eller kriger om man ville, men han havde dog blandet sig.

han's øjne mødtes Milla's, de gule rolige øjne, ved den vante følelse af en mulig kamp, adrenalinen, men han var dog stadig nok gentleman, på trods af nogen så ham som et monster, et misfoster, men sådan så man jo forskelige på tingene, han så kort på de ødelagte noter, og kiggede så kort på Milla, før han så havde vendt sig om.
Han skævede tilbage, og sagde med sin tunge bruske stemme, med en tyk britisk accent ''var så lidt, Mate'' han gik over og tog sin hættetrøje op, og tog den så på, det var jo små koldt, han hørte hende, og så mistænkeligt på hende, og sagde roligt ''ved jeg ikke, men jeg kan give en kop tjære, hvis du vil, Mate, få sat dig ind i tingene her på skolen'' han vadet videre, imod cafeteriet, og så måtte hun vælge om hun ville følge med ham, dog så han sig kort tilbage, og en kop tjære var en kop kaffe, britisk slang om man ville.

Om det var det faktum at han lige havde hjulpet hende, eller om det var det blik han sende hende, der fik hende til at takke ham vidste hun ikke. Måske var det også bare ren høflighed.
Men normalt ville hun ikke gøre andet end blot at takke og så ellers gå tilbage til at passe sig selv.
Hun så dog noget undrende på hende da han kalde hende Mate..
Hun tørrede nogle af sine noter af for mudder og sne.
Hun vende blikket mod ham da han sagde at han kunne give en kop tjære, der måtte betyde kaffe. Hun så en smule overrasket ud da hun egentlig ikke havde troet at han ville tale mere med hende.
"Uhm... jamen så vil jeg ha lov til at give!... du hjalp mig trods alt mod de der fjolser!" kom det lidt ivrigt fra hende.
Derfor børstede hun sig hurtigt af for det værste snavs, og fulgte ellers efter ham som en hvalp i hælene på sin mor.
Hun annede jo ikke hvor hun skulle hen, så hun måtte hellere følge med.
Hun gik med sine bøger i armene da hun endnu ikke havde fået anskaffet sig en ordenlig taske. Hendes forældre havde ikke ladet hende beholde den gamle da hende og hendes venner havde skrevet deres navne på den.
Hun bed sig lidt i læben, gad vide hvad han var for en fyr ham her? Han virkede ikke som en af de sædvanlige fyre, men på den anden side! Han virkede heller ikke nær så rå som han så ud.

Han smilede et lille smil, han havde ikke smilet endnu, da hun faktisk virkede til og sætte pris på hjælpen, hvilke gav ham en smule glæde i han's tomme liv, men han grinte ved hende's undrende blik, og han sagde roligt ''du ved, mate, kammerat, ven, men tag det ikke forgivet, jeg var i dine sko da jeg startede her, Milla Rockluk'' han så rolig ud, på trods af sit hårde udseende, var han inders inde en blød bamse bjørn, men det kunne have kostet ham livet at vise det dengang, men han smilede bare over hende's overraskede blik, dog så han på hende da hun ville give, han sagde roligt med sin bruske britiske accent ''det er en aftale, har du nogen knaster?'' han så venligt på hende, han havde selv lidt penge, og ellers kunne de altid splejse, dørmand arbejde gav ikke ret meget.
Han så hun fulgte med, og holdt op med og gå så hurtigt, så han nærmest ikke løb fra hende, hun virkede cool nok, lidt forfjamset dog, men det kom vel af med tiden, men han bemærkede hun gik med bøgerne i favnen, han sagde roligt ''mangler du en rygsæk? du ved godt skolen levere til dem da mangler, dog kun en, men det kan vi smutte forbi og skaffe?'' han lød rolig, uden og kigge på hende, imens han fortsatte afsted.
Han bevægede sig ind af i varmen, og tog sin hættetrøje af, for og binde den om livet, og stikke hænderne i lommerne, og bevæge sig afsted, han's mange ar blev oplysnet i skærene fra lamperne, og nogle af han's tattooveringer fra bande tiden, et sted med tal som 187, normale bande tusser, dog en fremmede en på underarmen af en ulv omgivet af blå roser med navnet Sofia indrammet i roserne, men hvis hun spurgte, ville han bare smile til hende, og fortsætte ind på et lager kontor, og da kom ord der inde fra, han kom ud med en normal standard skole rygsæk, og gav hende den, for og vente lidt til hun fik smidt bøger og sager der ned i.
hvis hun takkede ham ville han simpelt sige ''var så lidt, Mate'' og fortsætte imod cafeteriet, og åbne døren, for at holde den for Milla, og fortsætte der ind, han bevægede sig over til et bord, hvor nogle elever sad, men de rejste sig og gik deres vej da de fik øje på Bjorn, han satte sig ned, og så nysgerrig på Milla, når hun havde sat sig, hvis hun gjorde, eller hvis hun blev stående, ville han simpelt sige ''sort tjære, ingen kovæske, eller skalaks, du ved, mælk og sukker, jeg giver kage hvis du vil have det'' han lænede de store arme på bordet, og så på hende, som en ulv da studerede en mulig ven, eller fjende, dog ikke fjendelig, bare nysgerrig, som typisk varulv.

Milla kunne ikke forklare hvorfor, men hun brød sig ikke om det når han sagde hendes Efternavn. Det var som om det gjorde det hele mere virkeligt! Hun havde ikke lyst til at være den rigmandstøs som folk så hende som. Men hun kunne ikke stikke af fra det efternavn. Om hun så skiftede det, eller lod vær med at bruge det, så ville hun altid være en Rockluk.

Hun vende blikket mod ham som han spurgte om hun manglede en rygsæk. Det gjorde hun jo faktisk, og valgte at nikke. "den gamle gik i stykker" sagde hun blot roligt.
Da de kom ind, lagde hun godt mærke til de mange tattoovieringer, men hun havde jo selv en del, det ville hendes forældre i hvert fald mene.
Hun tog imod den taske han hentede til hende, og takkede. Hun fik puttet sine bøger der i og fugte så med ham.
Da de kom til cafeteriet, satte Naya sin taske på en stol ved siden af sig, og tog sin jakke af. Hvilket afslørede de fleste af hendes Tattoovieringer. Hun havde et har almindelige sorte jeans på, et par sorte convers, en sort tanktop og en mørkeblå skovmandskjorte på, hvor ærmerne var rullet op til lige over albuen.
"Jeg skal nok hente til os!... og du behøver ikke give kage... det er min omgang" sagde hun bare med et smil. Og gik op for at hente det til dem.
Hun manglede bestemt ikke noget. Det eneste gode ved hendes familie var at det havde sagt god for at betale alt for hende, så længe hun blev på skolen.

Bjorn bemærkede ubehaget i hende's ansigt, han vidste ikke hvorfor, men da måtte jo være en grund dette, men han så dog ud til og ville tænke sig lidt om, hvis hun sagde dette til ham, han kunne jo ikke læse tanker.

Han så roligt tilbage på hende, og nikkede bare, han sagde blidt ''tja, kan jeg fornemme'' han smilede et lille venligt smil.
Han fortsatte hen af gangen, og små skævede til Milla i ny og næ, men tog det ellers med ro, han fik dog hentet en taske til hende, så det var i det mindste klaret, så kunne de fortsætte der ud af, men han ventede på hende da hun skulle have sine bøger i tasken.
Han bemærkede tusserne, og tøjet, som fik ham til og smile roligt, han så roligt på hende, og sagde roligt ''så et stykke brownie tak! med flødeskum!'' han smilede roligt, han satte sig roligt til og vente, og så sig omkring med et lille smil.

Milla lignede nok ikke en rigmands tøs, men det havde hun også altid prøvet at undgå!
Hun smilede da han sagde at han bare skulle have en brownie med flødeskum. Hun nikkede og smuttede op for at bestille.
Det første hun kom tilbage med var kaffen, og lidt efter 2 tallerkener med en brownie med flødeskum på hver. Hun gav ham den ene, og satte sig ned.
Hun tog en mundfuld af sin kaffe. Kaffe var virkelig det bedste på en kold dag.
Hun så på ham "mit navn er forrasten Milla" sagde hun med et smil.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham, men hun var virkelig glad for at han havde hjulpet hende.
Det var der ikke mange andre der ville have gjordt.

// sorry jeg svare langsomt, real life happens ya know? o.o

Bjorn så roligt på Milla, han havde dog bemærket de små tegn, men tog sig ikke af det.
Han så hende nikke, og satte sig roligt til og vente, han sad stille og tænkte over hvad han skulle sige, han vidste det ikke helt.
dog da hun kom med kaffen, ventede han til hun havde sat sig ned, før han sagde roligt ''mange tak, mate'' for og tage en tår af kaffen, og brummede som en glad kæmpe hund da havde fået noget guf.
Han så på hende, og sagde blidt ''Bjorn, men bliver kaldt Teddy'' han tog en bid af sin kage, han så roligt på hende, og spurgte så roligt ''hvor kommer du så fra, Milla?'' han lød nysgerrig, for og tage en bid af sin kafe, og slikke flødeskum af munden samt brownie.