[xx] Sick and tired of this merde - Moira

Sted: Ben og Moira's hjem i Frankrig
Land: Frankrig
Tid: Eftermiddag, på vej mod aften.
Omgivelser: Forklaret i emnet
Fortidsemne
Andet: De er 14 år gamle begge to.
Påklædning: Sort trøje, sorte slidte jeans med et par røde converse. Ansigt: Her
Emne til: @Moira <3

Huset var fancy. Nærmest som at gå ind i et lille bitte slot, men som en villa. Ben slentrede kedsomt hen af gulvet med tunge fødder som han kiggede rundt på den næsten kongelige indretning som hans forældre havde arbejdet hårdt og længe på at opnå. Ikke at de var kongelige, men hans forældre kunne åbenbart godt lide at føle sig nogenlunde vigtige. Og alligevel var han ikke sikker på hvad de præcist prøvede på at opnå i deres liv, men han skulle nok huske at spørge dem når han engang endelig fik lov til at se dem, hvis han gjorde. Han holdte sin telefon i hånden som han svingede rundt mellem fingrene. En simpel men ellers avanceret HTC sprint som var det nyeste af det nye indenfor telefon-tekonologien, selvfølgelig skulle hans forældres børn have det bedste af det bedste.
Han kom ind i stuen hvor han vidste at hans søster ville være, hun var hans bedste ven og den eneste i huset han reelt gad snakke med, husholdningen var ikke ligefrem den mest snaksagelige eller spændende for den sags skyld. Han smed sig ned i sofaen og fortsatte med at knibe sin telefon på midten mens han med en fri pegefinger, fik telefonen til at dreje rundt mellem hans fingre. Han åndede tungt ud for at fremhæve hans tilstedeværelse, før han kiggede på sin søster. "Mon chéri, mon chéri..." (My love, my love) sagde han så før han fik et mindre smil over læberne.
Det var ikke uvant at han brugte kærlige kælenavne når han talte til sin søster, selvom det i starten bare var for at drille hende. Men der var noget ved det, noget Ben ikke længere kunne forstå sig på, som fik ham til at hænge ved det kærlige kælenavn. Måske var det fordi han, siden starten af sin purbertet, havde fået et andet syn på sin søster? Han havde dog aldrig nævnt det, ikke for nogen som helst og især ikke hende. "Nos parents ont encore une fois, nous a laissé à l'ennui" (Our parents have once again, left us to boredom), hvorefter han satte sig op og lagde hovedet let på skrå som han betragtede sin søster. "Il va être un certain temps avant que nous mangeons le dîner. Que veux-tu faire jusque-là?" (It is going to be a while before we eat dinner. What do you want to do till then?)

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en sort stor sweater på, som er alt alt for stor til hende (hun har nuppet den fra Benjamin), og et par løse shorts (boxershorts). Hun har ingen sko på, men sorte knæhøje strømper
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, det er sort og går hende til numsen. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Andet Hendes ansigt ser nogenlunde således ud Link

Hun burde nok ikke gøre det, men så igen der var så mange ting hun ikke burde, hun burde egentlig ikke have sin bror som mage, eller for den sags skyld lyste efter ham, så at stjæle hans tøj og have det på som sit eget, var i sidste ende faktisk ikke så slemt igen. Hun vandrede rundt i de mange gange, med tanken om hun skulle snakke med sin mor, hun havde planer om at acceptere det studie, som moren så gerne ville have hun skulle tage. Det var et hvor hun ville gå på en form for kostskole, og være tvunget til at have, det samme tøj på hver evig eneste dag. Dog havde hun problemer med at finde hende, og måtte gå ud af, at hun enten var til et møde, snakkede med faren eller noget helt tredje. Hun valgte dog til sidst at slå sig ned i stuen, hvor hun sad og foldede forskellige ting ud af papir, en ting hun efterhånden var ved at blive god til. Hun så hen imod indgangen, som Benjamin kom ind, og hele hendes ansigt lyste op da hun så ham, han var trods alt hendes, absolut favorit person i hele verden. Selvom hun havde en kærlighed for sine forældre, var hendes kærlighed for Benjamin ti gange større.
"Mon coeur" (My heart) sagde hun med et stort smil på sine læber, nok var det ikke ting man burde kalde sin bror, men det var noget de egentlig altid havde kaldt hinanden. Hun rejst sig fra gulvet, og bevægede sig hen til sofaen, hvor hun løftede Benjamins ben op, for så at sætte sig på pladsen, med hans ben på sine lår. Hun rynkede brynet som han fortalte, hvordan deres forældre endnu engang, havde efterladt dem alene hjemme, noget de efterhånden altid gjorde "Mais maman a promis qu'elle serait à la maison aujourd'hui, j'allais même accepter cette stupide école de son" (But mom promised she would be home today, I was even going to accept that stupid school of hers) udbrød hun irriteret. Hun kravlede op og lagde sin kind imod hans bryst, det var hendes absolut yndlingsted at ligge. Hun trak på skulderne, da Benjamin spurgte ind til hvad hun havde lyst til, nu hvor der alligevel var så lang tid, til at de skulle spise.  "Je ne sais pas" (I don't know) indrømmede hun.
Efter noget tid kom der dog et smil frem på hendes læber, og hun nærmest sprang ned på gulvet, hvorpå hun fik sat noget musik op på anlægget "La musique!" som musikken begyndte at spille, begyndte hun også selv at danse "Qui dit étude dit travail. Qui dit taf te dit les thunes. Qui dit argent dit dépenses. Qui dit crédit dit créance" hun var en stor fan af Stromae, og ville ofte danse til hans musik, noget hendes forældre absulut ikke fandt sig i. Hun smilede hen til Benjamin, som hun dansede rundt i stuen. Der var ingen tvivl om, at hun elskede sin bror, til hvilken form var dog ikke altid til at opdage.

//Sangen Link

Som han så på hende, vidste han godt selv at han bar på følelser der var forbudte. Han var jo ikke dum, men alligevel havde han tænkt at naturen var ligeglad, da navnet på hans søster var kommet frem under hans kraveben, noget han gjorde sit bedste for at skjule med påklædning. Han lod hende løfte hans ben og smilte blidt til hende som hendes nærvær fik sommerfugle frem i maven på ham. Ligeledes da hun lagde sig ned med hovedet på hans bryst, mærkede han pludseligt at hans hjerte begyndte at hamre, nervøs for om hun kunne høre eller mærke det, rodede han hende let i håret efterfulgt af et fnis.
Da hun rejste sig, vendte han blikket mod hende og betragtede kort hendes krop som hun satte musik på. Han åndede tungt ud og blev liggende som han bare kiggede på hende og grinte let over hendes dans. Ikke for at drille hende på nogen måde, men han blev altid ekstremt glad for hvad end hun foretog sig. Han satte sig let op i sofaen og kørte en hånd gennem det korte hår, før han rejste sig og gik over til Moira. I et kort øjeblik stod han bare lidt og kiggede på hende, hjertet der hamrede i hans bryst, men istedet for at gøre noget overildet, greb han fat om hendes hænder og begyndte at danse rundt i takt med sangen. Han var faktisk en ganske fin danser, men for nu svingede han blidt rundt med sin søsters arme og grinte glad.
"Ce n'est jamais ennuyeux quand je suis avec toi!" (It's never boring when I'm with you) sagde Ben i et stort smil som han slap hendes hænder og istedet greb fat om siderne på Moira, før han løftede hende op på en ellers elegant måde. På trods af at det ikke just passede til sangen, hvilket han godt vidste, var det en nem måde at være tæt på hende, en uskyldig og acceptabel måde. Han lod hende langsomt glide ned i hans hænder, så hans hænder gled op under hendes arme, før han lod hendes fødder nå gulvet igen. Han kiggede hende i øjnene, skiftende mellem det ene fantastiske blå øje til det andet grønne - Noget han altid havde elsket ved hende. "N'allez pas à cette école, s'il vous plaît" (Do not go to this school, please) sagde han så roligt som han fjernede lidt af hendes hår fra hendes ansigt. Han vidste det var selvisk, han vidste at det var for hendes bedste at blive meldt ind, men han kunne ikke nænne at miste hende til den skole, ikke hvis han kunne prøve at stoppe det.

Hun betragtede ham ud af sin øjenkrog, som hun dansede rundt i stuen, og selvom det forhåbentlig ikke så sådan ud, så var hendes hjerte helt oppe i halsen. Hun kunne ikke gøre for det, det at være så tæt på ham, havde den slags effekter på hende, og hun var også 14 år gammel, så homoromerne farede rundt i kroppen på hende. Det værste var dog når han rørte hende, for her begyndte alle nerver og celler inde i hende, at bede ham komme tættere, og måske endda også i en måde, som han næppe ville have lyst til. Da han begyndte at grine over hendes dans, vendte hun sig imod ham og rakte tunge, og på trods af hvordan alt var i kaos indeni hende, så formåede hun at betragte ham med morskab i øjnene. Let bed hun sig i læben, da han greb fat om hendes hænder, og her begyndte at danse med hende, ud af de to var han helt klart en bedre danser, da hun mere eller mindre blot bevægede sig rundt, noget der kunne være okay i mørket af et diskotek. Pulsen begyndte at stige, da han sagde han aldrig kedet sig med hende "Alors c'est bon je suis toujours avec toi" (Then it's good I'm always with you)
Dette var på mange måder sandt, da hun aldrig ville væk fra ham, han var hendes tvilling, de tilbragte ni måneder i samme mave, og voksede op nærmest sammensmeltet ved hoften. Hun kunne ikke forestille sig et liv uden ham, om det så betød hun skulle holde sin kærlighed til sig selv, var noget hun blev nød til at leve med. Da han greb fat om hendes sider, og løftede hende op, lagde hun sine arme omkring hans nakke, og en latter forlod hendes læber, dog havde hun lysten til at være meget tættere på ham, end hvad der nok var godt af. Det gav en mindre form for nydelse til hende, da hans hænder gled op langs hendes arme, og hun glemte helt at hun blev sat ned på gulvet igen. Hun blev betaget af hans blå øjne, øjne hun altid havde fundet som de smukkeste. Dog blev hun kastet ud af sine tanker, da han bad hende ikke gå ind på skolen, en hun faktisk alligevel heller ikke gad, men kun ville gøre på grund af deres mor "Tu sais que je ne veux pas, je ne veux pas te quitter" (You know I don't want to, I don't want to leave you) hun havde stadigvæk sine arme om hans nakke, og stående på sine tær, hvilede hun sin pande imod hans.
"Je ne peux pas imaginer ne pas être ici avec toi" (I can't imagine not being here with you) hviskede hun, hvorpå hun lukkede sine øjne og hendes hænder begyndte ubevidst at nulre hans hår mellem sine fingre. Hun hade tanken om, at skulle forlade ham, ikke at skulle se ham i hverdagen. Det eneste gode hun kunne finde ved det, ville være det faktum, at det ville være nemmere at kontrollere sig selv, og det var så også kun det eneste. Hun gad ikke være omringet af nogle dumme tøser, der kun tænkte på en ting, den eneste person hun trods alt nød at snakke med, ville for evigt og altid være ham, og ingen andre end ham. Hun åbnede sine øjne, og betragtede ham med sorg i sine øjne, og efter lidt tid fjerned hun sin pande fra hans, dog var hendes arme endnu om hans hals.

Hvordan kunne noget så forkert, føles så godt? Hvordan kunne det være så forkert, at ønske være tættere på den person man elskede? Hun ville så gerne være så tættere på, tættere end hvad de i forvejen var, hun ville føle hans hud imod sin egen, falde i søvn i hans arme, dog uden at det ville være med et familiært formål. Hun ville så gerne føle hans hænder imod sig, føle ham kigge imod sig på en anden måde, end hvad han førhen havde gjort. Da hans hænder gled omkring hendes ryg, og den ene af dem vandrede hen til hendes læn, tog det alt i hende ikke at komme med en lyd, som viste præcis hvor meget hun kunne lide det. Hun blev nærmest nød til at bide sig i tungen, for ikke at komme med et suk, hvilket hun så også klarede ret så godt, bedre end hvad hun selv ville havde troet muligt. Da han sagde han heller ikke ville være væk fra hende, kunne hun ikke andet end smile. Dog opfangede hun hans vandrende blik, som syntes at ramme hendes læber, og hun bed sig ubevidst i læben.
Hendes eget blik vandrede også ned imod hans læber, og lysten til at flytte sig frem imod ham, også sige fuck it til det hele kom frem, også med et var han væk, og hun opdagede præcis hvor tæt på hun havde været, på at ødelægge forholdet til sin bror. Hun så forvirret efter ham, som han vandrede hen til sofaen, og nonchalant tog sin mobil op. Da det irriterede udtrykke kom frem i hans øjne, kiggede hun væk, hun følte hun måtte havde gjort noget forkert, for han havde aldrig haft det udtrykke mens han var med hende, kun hvis hun virkelig havde gjort noget slemt. Dog som han begyndte at snakke til hende, og faktisk så op fra sin skærm, kom der et mindre smil frem på hendes læber "Merci" (Thank you) sagde hun næsten åndeløst. Hun gik hen og slukkede for musikken, den som hun havde glemt alt om, mens de to havde været i gang med deres dans. Som han fortalte hvordan han ville gøre som da de var små, blev smilet en smule større "Oui, ce sont mes préférés" (Yes, those were my favourite)
Hun gik hen og satte sig ved siden af ham, hun betragtede ham med en blidhed i sit blik, men også en tilbageholdhed. Hun sad ikke helt tæt op af ham, dog nok til at som hun lænede sig frem, kunne hun placere et blidt kys på hans skulder "Je suis désolé si je t'ai mis en colère avant" (I'm sorry if I made you angry before) sagde hun, som hun refererede til hans lettere irritable ansigt, hun hadet at se ham irriteret eller sur, og når hendes usikkerhed trådte ind, følte hun somme tider at hun var grunden bag denne vrede "Je ne voulais pas" (I didn't mean to) det var somme tider svært, at vokse op med en eneste ven, som værende ens bror, for hvis de blev surer på hinanden, så havde hun ingen at snakke med, og ville først kunne snakke med ham igen, når roen ramte ham, eller de begge fik sagt undskyld. Dog ville hun gøre alt for ham

Hendes kys mod hans skulder, fik ham til at lukke øjnene kort og ånde let ud. Selvom hendes læber og hans hud var skilt ad gennem hans tøj, føltes kysset stadig så nært og sendte en nydelig følelse gennem hans mave og helt op til hovedet og ned til tæerne på samme tid. Han lyttede så til hendes ord, før han hurtigt vendte hovedet mod hende med et overrasket udtryk som hun oprigtigt troede at hans irritation havde været rettet mod hende. Han lagde blidt en hånd mod hendes kind og så hende ind i øjnene som han begyndte at ryste let på hovedet. "Je ne suis pas en colère contre vous, pas du tout, ma charmante sœur." (I am not angry at you, not at all, my lovely sister.) sagde han så, før han så indså at nu var han nød til at forklare hvad han irritation så var rettet mod.
Han trak let i kæben som han begyndte at overveje hvad han kunne sige istedet for sandheden, ikke at han brød sig om at lyve, men han vidste trods alt ikke om sandheden ville være en god idé. Istedet slap han hendes kind og lænede sig tilbage i sofaen som han sukkede højlydt. "Ça craint que tu me laisses ici pour être seul dans l'ennui. Tu es ma seule source de confort autour de ces murs," (It just sucks that you to have you leave me here to be alone in boredom. You're my only source of comfort around these walls,) sagde han så før han blidt tog fat om hendes hånd og smilte til hende.
Dog fik den fysiske kontakt varmen til at brede sig i ham igen. Han satte sig lidt forsigtigt op mens han så Moira i øjnene. I et øjeblik tænkte han ikke, han stoppede bare, hvilket også var derfor at han pludseligt lige så stille begyndte at læne sig tættere mod hende, til deres ansigter kun var få centimeter fra hinandens. Han stoppede, før han så kiggede hende i øjnene, ledte efter en accept, selvom han vidste at det var forbudt, det var forkert. "Mon chéri..." hviskede han gennem en svagt rystende stemme, da længslen og de få centimeter deres ansigter var fra hinandens, fik hans hjerte til at stå i halsen på ham, hormonerne farede vildt rundt i en sindsyg panik og han var sikker på at han var ved at eksplodere indefra.
Pludseligt blev det hele dog frossent ned og han panisk måtte trække sig væk da en banken på døren lød og en kvinde fra husholdningen trådte ind med hænderne foldet foran. Bens hoved var fuld af forvirring og ikke desto mindre var hans kinder ganske røde, hvor han så bare rejste sig og skyndte sig ud af rummet, da han følte sig flov over at have mistet kontrollen på den måde. Skulle han til at tvinge sig selv over sin søster? Han følte sig skamfuld, og ikke desto mindre klam fordi han på ingen måde ville tro at hans søster nærede de samme følelser. Husholdningenkvinden kiggede forvirret efter Ben hvorefter hun så kiggede på Moira. "Le dîner est prêt, jeune femme" (Dinner is served, young woman) sagde hun med et roligt smil hvorefter hun selv forlod rummet.

Det gjorde fysisk ondt i hende, ved tanken om at hun skulle væk fra ham, hvorfor skulle deres mor ønske hende til dette sted? Hvorfor ønskede hun hende så meget smerte? Hun blev trukket væk fra sine tanker, da han lagde sin hånd imod hendes kind, en berøring der både beroligede hende, men også fik hendes puls op på samme tid, hvordan dette var muligt vidste hun ikke. Dog som altid, når han fjernede sin hånd, følte hun en tomhed erstattet den varme, som han ellers havde givet hende "Je vous appellerai tous les jours, et nous pouvons skier aussi souvent que vous le souhaitez" (I will call you every day, and we can skype as often as you want) hun vidste det ikke ville være det samme, men det var bedre end ingenting. Dog var det altid bedre, når de faktisk var sammen med hinanden, de kendte trods alt hinanden så godt, at de blot behøvede kigge på hinanden, også kunne de se hvis der var noget galt med den anden.
Da han tog hendes hånd i sin egen, kom varmen frem igen, men også begæren, det blev så ikke bedre af, at hans ansigt nærmede sig hendes og hun her kunne følte hans varme ånde imod sin egen. Hendes blik gled ned imod hans læber, og hvor hun dog ønskede, at han ville presse dem imod hendes egne. Hendes ånde var fanget i halsen, og som han bevægede sig tættere op, og afstanden hurtigt blev til cm mellem dem, kunne hun næsten ikke få den ud. Hendes hånd rakte frem for at ville ligge sig imod hans kind, som hun betragtede ham med mindst ligeså meget længsel, som han betragtede hende med. Hun bed sig i læben, og næsten åndeløst sagde hun "Mon coeur" (My heart), længslen var til at høre i hendes stemme. præcis som begæren var til at ane i hendes øjne. Hun var ung og homornerne rasede rundt i hende, og hver enkel celle i hendes krop, ønskede at være tættere på ham, ønskede at være hans, som han skulle være hendes.
"Je veux.." (I want...) mere nåede hun ikke at sige, før Benjamin trak sig væk fra hende, hvilket i sig selv var ret godt timet, da en tjenestepige kom ind. Hun fik kørt en hånd igennem håret, og betragtede hvordan han forlod rummet med en stor fart. Hun havde før været i tvivl om, hvorvidt han følte det samme for hende, som hun følte for ham, dog gav dette hende en ide om, at han måske faktisk havde det på samme måde, som hun havde for ham. Hun rejste sig fra sofaen, som kvinden sagde at middagen var serveret og hun fulgte med hende ned til middagsbordet. Det var langt større, end hvad det egentlig burde være, og ofte endte alle op med at sidde mindst en meter eller to fra hinanden, dog fremviste det vel i bund og grund, hvor lidt de alle snakkede til hinanden. Hun havde sat sig til rette, og var endda påbegyndt at spise, som hun så Benjamin komme ind "Tu te sens mieux?" (Are you feeling better?) spurgte hun som hendes blik bevægede sig hen imod ham.

Han bemærkede godt i det sidste øjeblik, at hendes blik var anderledes, det var ikke fuld af forvirring eller væmmelse, men tværtimod en gengældt længsel. Det var derfor han var nød til at gå da tjenestepigen pludseligt bankede på døren, ud og trække noget luft og klare sine tanker. Han stillede sig op af muren ved siden af den store hoveddør og pressede sine håndflader mod sin pande som han lænede sig tilbage mod muren og åndede tungt ud. Og så gennemtænkte han scenariet endnu engang.
Hvor tæt på han var, og sommerfuglene bredte sig atter som han blev mindet om hvor tæt han egentlig præcist var på at kysse Moira i det øjeblik på sofaen. Han åndede tungt ud og lod sine hænder falde ned som han gloede op i himlen. Det kunne være at hun var grebet af øjeblikket, måske følte hun at der ikke var andre måde at takle situationen på? Alt imens hans hoved bragte forskellige undskyldninger op, blev han sikker med sig selv om at Moira blot havde gået i en form for panik. Der kunne jo ikke være en chance for at hun også var vild med ham? Hans hånd fandt op til kravebenet hvor hendes navn stod noget så tydeligt indenunder trøjens stof.
Efter lidt tid havde han fået samlet alle sine tanker i en konklusion om at han så gerne ville have haft hende til at ville have det, så det måtte være hvad han så, og ikke hvad der kunne faktisk være sket. Han kom ind i spisestuen og kiggede på det store bord. Hvor han dog hadede det og den afstand der blev skabt mellem ham og hans søster. Han bemærkede dog at begge forældre var til stede, som fik ham til at rømme sig idet hans far rejste sig fra sin stol. "Vous êtes en retard pour le dîner, mon garçon" (You're late for dinner, boy) sagde han med sin autoritære og standhaftige stemme. Ben trak bare let på skulderen som han indfandt sig på sin plads og skævede mod Moira. Da hun spurgte om han havde det bedre, kom der et lille smil frem på hans læber og han nikkede blot inden han begyndte at spise maden foran sig.
Han hadede at spise middag med sine forældre. Det var bedre når det kun var Moira og ham. For de behøvede ikke at lege familie når forældrene var væk. Moren og faren snakkede frem og tilbage til hinanden og af og til spurgte faren Ben om noget, alt som om at de ikke kunne huske at have efterladt deres børn, eller hvor dårlige forældre de var. Nu snakkede de som om at en middag sammen var helt normalt og i et kort øjeblik virkede de interesserede i deres børn. Han trak lidt i kæben da han vidste at det hele bare var en facade. Det var ikke sådan det rigtigt var. Så havde de ikke bare efterladt dem og overladt dem til sig selv eller en barnepige.

Hun hadet når deres forældre spiste med, det blev altid så robotisk og koldt, der var ingen kærlighed, som alle andre forældre gav. Nok var deres hjem stort, og de var i sig selv heldige, men der var så koldt og kynisk, at hun for længst havde opgivet, at tage venner med hjem, de fleste ville hende oftest kun for pengene. I sidste ende havde hun også kun brug for Benjamin, han gjorde de kolde omgivelser, så meget mere varme end når han ikke var der. Det var endda gået så langt, at hun havde svært ved at sige, hvis han ikke lå der i sengen ved hendes side. Det gav hende en underlig form for ro, når han var der ved hende, nogle gange fandt hun endda sig selv, putte sig ind imod hans krop, noget der helt klart gjorde tingene bedre. Som de sad og spiste, var hun lidt i sin egen verden, hun ville enkelte gange snakke med sin mor, dog da Benjamin kom ind, tog det alt i hende, ikke bare at kigge på ham hele tiden, specielt som han sendte hende et smil. Hun valgte at ignorere sine forældres ord, og specielt hendes fars kommentar, om hvordan han var kommet for sent ind. Hun havde aldrig forstået, hvorfor at de forsøgte lege forældre, de øjeblikke hvor de faktisk var hjemme, når de ellers aldrig nogensinde forsøgte på det.
Efter noget tid var de alle færdige, og hun begav sig her imod sit værelse, hvor vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun vandrede lidt rundt, men besluttede sig for til sidst, at hun måtte følge sit hjerte og sige fuck it til alt andet. Hun forlod hurtigt sit værelse, og som hun begyndte at bevæge sig imod hans, kom alle faretankerne om, om de værste ting som kunne ske. De værste var nok, at han ikke følte det på samme måde, eller at han fandt det virkelig afskyeligt. Dog måtte hun ikke tænke disse tanker, for den oprindelige mission, om bare at holde det hele inde, kunne hun ikke klarer mere, det var blevet for svært og hun havde ikke nok kontrol over sig selv mere. Desto længere hun holde det inde, desto mere smerte syntes det at give hende. Hun kunne ikke klarer det længere, hun følte hun var ved at blive sindssyg, alle nerve i hendes krop gik amok, det sekund han kom tættere på hende. Da hun kom til hans dør, skyndte hun sig indenfor, hvor hun lukkede og låste døren bag sig.
Han var ikke til at finde på værelset, dog gik døren op til hans badeværelse, damp kom sivende ud, og derefter kom Benjamin ud, og han var meget nøgen. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, og begæret pulserede rundt i hendes åre, som hun betragtede ham komme ud fra badeværelset, hvor han dog hurtigt opdagede hende. Hun lod sit blik glide ned over hans krop, før de igen landede på hans ansigt. Hun var fanget hvor hun stod, i tvivl om hvad hun skulle gøre eller sige. Hurtigt fik hun dog vendt sig om "Je suis désolé, je ne savais pas que tu étais ..." (I'm sorry, I didn't know you were...) hun kiggede ind imod døren, før hun dog igen vendte sig om, og her bevægede sig imod ham. Man kunne se længsel, kærlighed og begær i hendes øjne, alt sammen rettet imod ham. Hun stoppede op, da der var omkring et par cm mellem dem, hvor hun blidt lagde sin hånd imod hans kind "J'ai l'impression de devenir fou" (I feel like i'm going crazy) hviskede hun åndeløst, og lysten til at kysse ham var stærkere end noget andet, det var som om alt kontrollen var forsvundet, som en sulten mand der blev sat foran noget mad, og bedt om ikke at spise noget.

Efter maden trængte han til et bad. Mest fordi at han brugte det meste af middagstiden på at blive træls over sine forældres desperate forsøg på at lege en glad lille familie. Så snart han var færdig gik han fra bordet, og lod sin hånd blidt strejfe Moiras ryg før han smilte en anelse til hende. Da han passerede tjenestepigen i døren stoppede han kort op og kiggede på hende, "Le dîner était incroyable, s'il vous plaît envoyer mes mots gentils au cuisinier," (Dinner was amazing, please send my kind words to the cook,) sagde han før han så forlod hende og gik ind på sit værelse. Han kom af med tøjet og svang et håndklæde om livet før han gik ud for at stille sig under den varme bruser.
Badet tog dog ikke længe, han var ikke så god til al den varme og damp der kom på badeværelset og endte altid med at skrue varmen ned til kulde i det sidste minut, for ikke at blive for opvarmet. Han slukkede bruseren og nåede ikke at høre at Moira trådte ind, så han samlede bare sit håndklæde op og tørrede sig roligt før han svang det over skulderen. Han trådte ud på sit værelse og blev lettere overrrasket ved synet af sin søster, som så ud til at være mindst ligeså overrasket over at se ham. Hurtigt lod han håndklædet falde ned om hoften og dækkede sig nogenlunde til, før hun vendte sig om og han kunne vikle det ordentligt om sine hofter. Han bemærkede dog godt at hun havde kigget ned af ham før hun vendte sig, hvilket fik et svagt smil frem på hans læber.
"C'est d'accord. J'aurais dû me couvrir avant de quitter la salle de bain" (It is okay. I should've covered myself before leaving the bathroom) sagde han så som hun vendte sig og han sendte hende et undskyldende smil. Da hun kom tættere på forsvandt smilet, og han kiggede bare ned på hende. Han lyttede til hendes ord og mærkede hendes bløde hånd mod sin kind. Hans åndedrag blev selv tungere, for hendes ord var noget han relaterede til. Det hele virkede som om at det ikke bare var noget han bildte sig selv ind, måske nærede hun faktisk de samme følelser for ham, som han for hende.
Uden at tænke nærmere, lod han en arm roligt glide om hende og han trak hende helt tæt på sig. Hans hjerte hamrede som en gal, og han var ikke sikker på om han ville kunne klare mere af denne spænding, sommerfuglene der flippede fuldstændig ud og trak ud til alle sider. Han tog sin frie hånd og fjernede lidt hår fra hendes ansigt og kiggede hende i øjnene. Skulle han kysse hende? Skulle han lade være? Alt hvad der skulle til, var en afvisning og han ville visne hen og forsvinde. Han havde lyst til at kysse hende, ingen tvivl, han havde lyst til meget mere end det, men afvisningen og et knust hjerte var ikke just hvad han turde satse imod. Han lagde derefter armen om hendes øvre ryg og lagde hovedet ned på hendes skulder, selvom han var så høj. "J'ai tellement envie de toi" (I want you so much) hviskede han roligt mod hendes hals, hans læber der dansede mod hendes hud. Og så kiggede han på hende, ansigt til ansigt.

Hun betragtede ham nærtgående, og hendes øjne kunne ikke forlade hans, selv ikke engang til at se navnet på hans kraveben, af frygt for det ville være et andet navn, end det hun faktisk ville have det skulle være. Hun bed sig let i læben, og dom hans arm lagde sig om hende, her for at trykke hende nærmere, lagde hun sin anden hånd imod hans bryst. Her kunne hun mærke hvordan hans hjerte bankede hurtigt, et som bankede i præcis samme rytme som hendes eget, hvis ikke hurtigere. Hun havde før krammet ham, og hun havde stået tæt op af ham, dog var dette så meget anderledes, dels fordi der var mere nervøsitet i hende, men også begær, også var der selvfølgelig det faktum, at Benjamin mere eller mindre stod nøgen. Da han fjernede håret fra hendes ansigt, fik det blodet til at stige imod hendes kinder, og havde han ikke fjernet sin hånd, ville hun nok havde vendt sin kind ind imod hans hånd.
Det tog alt i hende, ikke at kysse ham lige der på stedet, hun havde dog ikke den største erfaring inde for intimitet og at kysse andre, da hun faktisk aldrig havde prøvet noget af det. Oprindeligt havde hun planer om, at vente for sin mage, og da hendes mage viste sig at være sin mage, at være hendes egen bror, var det blot noget der blev lagt væk. Tanken om at have sex med en anden, var heller ikke noget hun direkte brød sig om, hun havde forsøgt og dog var det så ubehageligt, at hun endte op med at løbe væk. Da han med et lagde sin anden arm om hende, og trykkede hende mere imod sig, og et suk forlod hendes læber, da han lagde hovedet imod hendes skuldre, for så at indrømme han ville have hende, noget der fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Hun var tæt på at sige det samme til ham, dog som hun følte hans læber imod hans hals, trykkede hun sig imod ham og blottede endda sin hals for ham.
Dog sekundet som han rettede sig en smule op, og hun her stod ansigt til ansigt med ham, kunne hun ikke holde sig selv tilbage mere, og hun trykkede sine læber imod hans i et passioneret kys. Hun lagde sine arme omkring hans nakke, og trykkede sig imod ham. Dog trak hun sig en smule væk, som hun brød kysset "Je te veux aussi, tellement ça fait mal" (I want you too, so much it's hurting) hviskede hun og for første gang siden hun trådte frem, lod hun sit blik glide ned imod hans skulder, hvor hun fandt sit eget navn stående. Hun fjernede sine arme fra hans nakke, hvor hun lod sine fingre glide hen over navnet. Et smil formede sig på hendes læber, og og hun gav hans kraveben et kys, før hun trak ned i sin sweater og her afslørede hans navn, som ganske fint stod skrevet over hendes kraveben for ham.

Som hun kyssede ham, føltes det som en overvældelse af følelser og ikke mindst blev knuden i hans mave strammere. Selvom det var noget han havde længtes efter, og selvom det faktisk skete lige nu, vidste det sig at kysset blot havde en domino effekt på hans mange års skjul af følelser, og ikke mindst den lyst og begær som han havde båret på. Som kysset blev brudt, mærkede han blot en større lyst, en lyst til mere af hende og hendes læber. Hans arme var om hende og han trak hende tættere på sig som hun kørte sine fingre over hans kraveben, et lille smil var over hans læber som hun så stille afslørede sit kraveben. Smilet blev blot større som glæden og sommerfuglene virkede til at danse rundt indeni ham, som han så sit eget navn.
Hans hjerte sad stadig i halsen men i dette øjeblik stoppede han med at tænke. Han løftede hende op i lårene og pressede sine læber ivrigt mod hendes. Han ville have det hele af hende, og nu hvor han vidste at hun nærede de samme følelser, kunne han ikke styre sig selv. Han trådte langsomt frem mod sengen, for ikke at tabe hende, falde eller på en eller anden måde få deres læber skilt af. Hans knæ mærkede kanten af sengen, hvor han roligt lagde hende ned før han brød kysset. Han løftede sig op over hende med sine hænder placeret langs hendes krop under armene. Han kneb øjnene let sammen som han prøvede at se om han kunne aflæse hende. Ville hun også have det her? "Dis-moi si tu veux que j'arrête, je vais arrêter," (Tell me if you want me to stop, I'll stop) hviskede han så lavmælt mens han kiggede hende i øjnene.
Så løftede han sin ene hånd som han lagde mod hendes hals som han lænede sig ned over hende. Hans ånde var mod hendes hals, og han begyndte at lade sine læber danse over hendes halsskind som han uddelte små passionerede kys, fra toppen af hendes kæbelinje, ned af halsen til han nåede kanten af hendes trøje. Han sank kort en klump, på trods af at han nu vidste at hun ville det samme som ham, betød det ikke at hun lige præcist var klar i dette øjeblik til præcist det her. Han rettede sig lidt op som hans eget åndedræt var præget af den seksuelle spænding, åh hvor han dog tænkte på de ting han havde lyst til at gøre ved hende.
"Est-ce que tu vas bien?" (Are you okay?) spurgte han i den samme lavmælte stemme fra før. Han følte på et punkt at han var ved at overskride hendes grænser på en måde der ikke var okay. Og netop fordi hun var hans mage, var hendes lyst og velvære hans prioritet. Han så afventende på hende som han trak vejret langsomt og tungt. Det var op til hende om han måtte blive ved, eller om han skulle stoppe nu.