And who are you?

Tid Det er omkring eftermiddagstid
Sted Hjemme hos Aspen og John
Omgivelser Der er hvad man normalt finder i en lejelighed. Aspen, John og Mr.Fluffy er ude, hvilket efterlader ham alene
Vejr Det er lettere køligt udenfor, med træk til at ville sne en smule
Påklædning
- Tøj + Sko Han har et par lavtsiddende jeans på, han har ingen trøje på Link. Han har ingen sko på
- Andet Han har adskillige ar på kroppen, og det over hans højre øje, som går fra hans pande, hen over øjet, ned over kinden og halsen, hvor det slutter ved hans bryst. Hans hår er lettere vådt

Emnet er tilegnet @Jocelyn <3

Han havde endnu ikke vænnet sig til det hele, både det ikke at være ved Rayna mere, men også alle de mærkelige følelser, som spredte sig i ham. Han var ikke vant til alle disse følelser og generelt hele ideen om at have en menneskeligheden. I sidste ende, savnede han måske faktisk at have den tomheden i sig, som han så ofte havde været vant til, han savnede behandlingerne, så han ikke behøvede bekymre sig om følelser eller skyld. Dengang kunne han gå gennem en dag, uden at have de mindste smule bekymringer, og nu levede han i de fri, men han blev konstant ramt af mareridt og en kaotisk følelse indvendig. Selvom han var John taknemmelig, for alt hvad han havde gjort, at befrie ham fra Rayna og tilbyde ham en seng at sove i, så var der endnu den had, som var der fra han blev bortført. Han vidste det ikke var John's skyld, men der var stadigvæk alle de mærkelige følelser i ham, vreden, irritationen og hadet, som endnu hang rundt i ham. Han sukkede og kørte hånden gennem sit våde hår, mens han betragtede sit spejlbillede.
Let rystede han på hovedet, han nåede dog ikke tænke længe, før han hørte døren gå op. Han vidste Aspen og John var ude og gå med deres hund, og det havde ikke været så længe siden, at de var smuttet så det kunne næppe være dem. Han rynkede brynet, og stille begav han sig nedenunder, hvor han fandt en blonde tøs. Han havde absolut ingen ide om hvem hun var, men siden hun låste sig ind, måtte hun have en nøgle, og derfor var hun nok en, som John faktisk kendte og med andre ord, ikke en han kunne slå ihjel. Egentlig ville det havde været dejligt, hvis hun faktisk havde brudt ind, for så kunne han have en undskyldning, for at få slå en ihjel, noget han efterhånden var så vant til, at han måse endda savnede at gøre det. Som han gik tættere på, var der måske et ønske om, at han faktisk et sted vidste hvem hun var, så han ikke hele tiden følte sig så forbandet ensom. Dog kom der intet frem, og det eneste han kunne få samlet sammen, var at hun var en dæmon, okay attraktiv og nok en John kendte.

Jocelyn var efterhånden blevet van til bare at tage hjem til John når hun havde mulighed for det. Hun havde trods alt et ret tæt bånd med sin storebror og brugte faktisk det meste af sin tid på at se op til ham, på trods af de kampe de havde haft. Hun havde noget tid at slå ihjel inden hun skulle ud og ordne nogle ting for Lilith som henchman, men indtil da ville hun lige poppe forbi storebrors hus og høre hvordan tingene gik. Hun var stadig ved at vænne sig til hun ikke måtte kalde Aspen en hende, for så var John over hende med en streng irettesættelse. Ikke at Jocelyn ikke kunne lide Aspen, hun var helt vild med Aspen, men det var bare det med at Aspens visuelle ikke lige faldt i med hvad Jocelyn ville kalde en mands træk.
John havde skrevet at de var gået en tur, så Jocelyn kunne bare vente på dem. Senere da hun stod ved døren, havde han skrevet at der nok ville gå lidt længere, da han impulsivt ville trække Aspen med i zoo. De havde også Mr Fluffy med, som egentlig var Jocelyns hund. Da hun kom ind i gangen, kiggede hun kort på billedet af sin hund der stod i Johns vindueskam. Hun skulle til at gå ud i køkkenet da hun hørte fodtrin ovenpå og stoppede med i dørkammen. Hun vendte blikket op mod trappen hvor hun først så kroppen dækket af ar og hans bukser. Da hun så hans ansigt, løftede hun forvirret øjenbrynene og lagde en hånd mod dørkammen. "Is this some sort of new look, John?" spurgte hun så i en tone blandet af at være lidt nervøs, forvirret og et forsøg på at lyde komisk.
Men blikket var ikke Johns, posturen var helt forkert. Hun lænede sig let op af dørkammen og kiggede på manden foran sig der helt klart ikke var John. "Okay, this is creepy as hell. You look like John, but you are not John. I know my brother when I see him," sagde hun så med hovedet på skrå.
"Who are you?" spurgte hun så mens hun rystede let på hovedet. John nævnte ikke at han havde en dobbeltgænger eller hemmelig tvilling, hun ville huske hvis han havde nævnt det.

Han betragtede kvinden foran sig, han havde virkelig ikke forventet, at der rent faktisk ville dukke noget op, så han havde ikke forberedt sig på, at skulle besvarer spørgsmål, eller for den sags skyld snakke med en anden person. Da kvinden spurgte ind til hans udseende, og om det var et nyt look, rynkede han brynet og så ned af sig selv, hvad ved hans udseende var mærkeligt? Nok havde hun ikke sagt, at han så mærkelig ud, men måden hun sagde det på, fik det til at lyde som om det var en mindre joke "not really, and I'm no-" mere nåede han ikke at sige, før at kvinden med et registrerede, at han i den grad ikke var John, hvilket i sig selv var dejligt, for så behøvede han ikke at forklarer at han ikke var John. Han blev dog overrasket, da hun sagde at hun var hans søster, eller rettere at han var hendes bror. John havde ikke fortalt ham, at han havde en søster, hvilket vel også ville gøre hende hans søster.
Let rettede han på sine bukser "I'm Jamie, I'm John's twinbrother which is why I look like him" der var ikke får meget forklaring i det, andet end blot at fortælle tingene som de var, det var trods alt heller ikke en lang historie, hvad der var en lang historie, var hvor han havde været henne de sidste mange mange år "He told me I could stay with him, since I don't have a job or any moneys" han trak på skulderne og lagde hænderne i lommerne "John didn't tell he had a sister" han hævede øjenbrynet, og betragtede kvinden foran sig "so..." han vidste ikke hvad han skulle sige, eller for den sags skyld gøre "I'm gonna grab something to drink, want anything?" spurgte han, som han pegede imod køkkenet, og samtidig bevægede sig imod det.

"Stay as long as you'd like!" sagde hun så, da hun så indså at det nok ikke var i hendes sted at beslutte sådan noget, men så meget som hun var her, var hun sikker på at John ikke ville have noget imod hvis hun blandede sig i hvem der blev og hvem der ikke skulle blive. Indtil videre havde John kun taget en med hjem, en der skulle vise sig at være en af de bedste personer som Jocelyn nogensinde havde mødt, nemlig Aspen. Hun var så glad for ham og det han havde med John. Som han nævnte at John ikke havde nævnt en søster, fniste Jocelyn let. "That means you have a sister too, silly. The name's Jocelyn. John calls me Josie," sagde hun så klappede Jamie roligt på skulderen. Så pegede Jamie mod køkkenet og spurgte om hun ville have noget. Hun trak let på skuldrene og smilte skævt. "I'll have whatever you're having," sagde hun så som hun lod ham gå ud i køkkenet først.
"Jamie... The long lost son in the family.." mumlede hun let for sig selv som Jamie gik ud i køkkenet. Så gik hun selv ud, mens at en masse spørgsmål begyndte at dukke op i hendes hoved. Hun holdt dog igen med bare at overbebyrde ham med tilfældige spørgsmål og istedet trak hun en af Johns farvede flasker ud af køleskabet, som hun begyndte at drikke lidt af mens hun betragtede Jamie. "Where have you been all this time?" spurgte hun så som hun rakte ham flasken, som var fyldt med engleblod.
Hun satte sig på køkkenenbordet og kiggede undersøgende på Jamie. Hun indså dog også at der nok var en god grund til at han var væk så hun viftede med hånden. "I tend to ask questions that are way over the line of 'okay-to-ask'. Do feel free to ignore them if you find them inappropiate," sagde hun så med et lille smil på læben. Normalt havde hun været ligeglad med hvad personer tænkte om hendes spørgsmål, men med familie var det anderledes. De betød faktisk noget for hende, mens fremmede bare var... ja, fremmede.
Hun kørte en hånd igennem håret og lagde så hovedet på skrå.
"I am kind of the opposite of John. If you're wondering. I do look up to him and wish that I could be like him.. Only that I'm naturally evil.. Guess it all boils down to abandonment issues that gives me the need to blow out steam," sagde hun så før hun indså at det var en lidt dybere og pludselig drejning i deres samtale. Hun åndede roligt ud og rakte ud efter flasken. "That was way too deep, considering we've just met," sagde hun så og grinte lidt af sig selv.

Han rynkede brynet, da hun klappede ham på skulderen, efter at havde sagt han nu også havde en søster. Han forstød faktisk ikke helt hendes form for humor, hvis det overhovedet var humor "I get freed and suddenly I have like fiften siblings, did she not do anything else than have kids?" spurgte han forvirret. Han var blevet fri fra Rayna, og lige pludselig havde han søskende over det hele, godt nok havde han kun mødt 2 indtil videre, men det gjorde det ikke mindre forvirrende. Det var tydeligt at se på ham, at han endnu ikke var vant til social kontakt med andre, da han på ingen måde vidste hvad han skulle sige til hende. Så han begav sig blot imod køkkenet, hvor han fandt noget blod, han vlle havde bragt noget tilbage til hende, dog kom hun ham i forkøbet. Da hun spurgte hvor han havde været henne, vendte han sit blik imod hende "I was taken by my father and delivered to a cruel woman everyone should fear" han tog en tår af blodet, hvis der var en kvinde man skulle frygte, så var det i den grad Rayna, hun var sadistisk og manipulerende, brutal og ondskabsfuld, ikke lig noget man nogensinde kunne møde.
Han trak på skulderne "it's fine, when you like with a monster like that, you really learn not to care about questions" hun var et monster, og i hans verden fandtes der ingen værre end hende, hun var det monster som andre monstre frygtede. "I really wasn't, but I could guess it" brummede han, da hun spurgte ind til om han havde tænkt på, hvordan hun var i forhold til John "I know the feeling, however, I wasn't abandoned, I was stolen and delivered to a life of pain and misery" han tømte flasken, de utallige ar på hans krop, afslørede at han i den grad havde ret, når han fortalte om hvordan han havde levet et liv af smerte. Alle de gange han var blevet "trænet", lært at slå fra sig, alle de gange hun ville lade ham få sine "behandlinger" han lagde flasken fra sig, og kløede sig i nakken "But I guess we all have sad stories, of pain and sorrow" han lænede sig imod væggen "it may be, but it could be worse" pointerede han, samtidig med at han lagde armene over kors

"Well, technically I'm not a part of the whole rabbit-family - I'm adopted," forklarede hun så med et lille smil på læben efterfulgt af et fnis da hun fandt det han sagde morsomt. "You're right though. I thought that you and John were the first born males in this family... I was gravely mistaken," sagde hun så og trak let på skuldrene. Hun havde faktisk ikke set super meget til det meste af familien. Alle var så adskilte, og det virkede for det meste til at John var den eneste som havde nogenlunde kontakt med dem alle. "I don't know everyone, so you're not alone in that... John is the only one who was crazy enough to go around and get to know all of them... I'm more of a person to be sought out than actually seeking on my own." sagde hun så med en lettere sørgmodig stemme.  
Hun kom med et lille smil som han forklarede om sit liv. Det var rart at have en der kunne forstå bare en smule af hvordan det føltes at mangle en del af sig selv. Hvordan Jocelyn manglede sin rigtige mor, og hvordan Jamie manglede størstedelen af sin familie. Hun lagde hovedet på skrå som han nævnte at alle måtte have historier med sorg og smerte. Hun trak lidt på smilebåndet og rakte så ud efter flasken hun havde givet ham. Hvis han gav hende den ville hun tage en tår og række den til ham atter engang. "I suppose. But what really matters is what we make of it, which is something a lot of people with a flawed past say to feel better" sagde hun så og strakte sig kort.
Hun gabte let før hun så kiggede på Jamie igen, "If I could choose, then I wouldnt change a thing about my past. It may make me sad and have left scars here and there. But I wouldnt be me if I hadn't gone through all that shit...." Begyndte hun så før hun begyndte at grine og ryste på hovedet af sig selv, "At a second thought, many people would probably have wished for me to be different. To be kinder and less of a murderous maniac. But unlike John, I dont mind bashing a few skulls and get my hands all bloody, if I deem the person a threat," sagde hun så før hun kort inspicerede sine negle og kiggede på Jamie, "Which makes me wonder. Is your heart as good and righteous as John's?" Spurgte hun så nysgerrigt.