Just like fire - Razor

S: En arena ude i skoven
T: Midt på dagen
O: En godt gemt arena ude i skoven, som ligner noget fra gammel tid.
V: Det blæser godt udenfor, specielt des tættere man kommer på.
P: Klik
Emne til: @Razor - whoooops!

---

Dagene var endeløse. Timerne varede flere år og selvfølgelig var hun klar over, at tiden var løbet fra hende. Det var længe siden hun var blevet slugt ind i denne her mørke tid. Tatia havde ellers lige haft overbevist sig selv om, at det havde kunne blive vendt om. At hun kunne være glad med Wade - og på et split sekund havde hun mistet ham og deres tvillingepiger. Det var længe siden, meget længe siden. Tatia var holdt op med at tælle for et par hundrede år siden. dEt var ikke fordi at tidslinjen fra den anden verden var derfra - det var bare på det tidspunkt hun var blevet snuppet - fra fremtiden vel eller hvad den sindssyge heks havde snakket om. De havde haft brug for en som hende, og Tatia havde fået åbnet ild for hvem hun egentlig var skæbnebestemt til at være - et våben. Det var ikke fordi, behandlingen af hende var så slem når først hun havde accepteret det og mere eller mindre fulgte trop. Musklerne havde vendt sig til kampene og des længere tid - des mere god var hun faktisk blevet, hvilket kun var et plus. Den nye form var aldrig nem at styre og den var faktisk noget Tatia var en smule bange for i sidste ende. Drager var utæmmelige og den ville ofte tage kontrollen fordi en drage var ikke en slave - og det var hvad Tatia var lige nu. Fanget i en arena som kun magi kunne bryde og Tatia var ikke ligefrem en magiker. Stadigvæk en formskifter og lige meget hvor stærke storme hun skabe, så kunne træer ikke falde ned på arenaen. Intet kunne. Hun savnede alle. Men Tatia havde forlængest affundet sig med det var minder fra folk, som hun aldrig skulle se igen.

Imellem tiden med hun sad midt ude i arenaen smurt ind i blod fra den sidste kamp, så var nogle af disse dæmoner på jagt efter nyt kød. Der havde de fundet en blanding, hvad var bedre end at teste en halv dæmon. Med nye metoder end der ligesom var fundet med i gammel tid lykkedes det dem at fange knægten i et net lavet af strøm, som ville sende bølger af elektrisitet igennem ham til han besvimede. Så smed de ham ind i en celle overfor Tatias. De kunne godt lide at give hnede en samtale med den person hun skulle slå ihjel.

Så da Tatia var kommet tilbage til sit 'værelse', kunne hun genkende færten straks. Hun spærrede øjnene en smule op, men først så snart de andre var gået, fløj hun hen til tremmerne ved siden af hendes. De grønblå øjne nærstuderede Razor for at være sikker på det faktisk var ham. Hun havde fået fjernet blodet om sig, så hun lignede sig selv. Lidt mere krigerisk måske, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre.
"Razor?" Spurgte hun stille med sin velkendte lidt hæse stemme og sank en klump. Hvorfor var det historierne skulle gentage sig selv, det virkede for godt til at være sandt. Måske var det hvad folk kaldte en simpel dobbeltgænger - men Tatia vidste det var Razor - ingen andre kunnetage hendes brors fært fra hende.

Hnnng! ♡3♡

Påklædning: Her - Dog med bare tær, og sort læder halsbånd om halsen!

Det var ikke fordi han havde meget at råbe hurra for ved hans eksistens på nuværende tidspunkt. Ikke nok med at være i en verden hvor man ikke forstod noget som helst af hvad der foregik - så havde han intet sted at bo og ondt i sine fødder. For ikke at nævne det faktum at Reign ikke anede hvem han var. Det var som at være i en ond drøm. Denne gang bare være helt sikker på at den onde drøm faktisk var virkeligheden. Han savnede jo næsten det tumulte og hektiske liv i underworld. Der vidste man i det mindste hvad man havde med at gøre. Her var det hele nyt og forvirrende. Der var enkelte ting han hurtigt havde fået sat sig ind i - men mange andre ting var som holde en dialog med en sten. Helt hen i vejret.
Det var nok også derfor han ikke helt vidste om han skulle grine eller græde da nostalgien ramte ham. Måske man nærmest kunne kalde deja vu. Når han talte om hjemve var det ikke just dette han mente. Men på mange måder var det faktisk helt i orden. Endnu en af de ting der bekræftede ham i at være vågen.

Det havde ikke ligefrem været en behagelig rejse herhen - ikke når man havde en krop der altid trak den til det yderste med at give efter - så at få kastet så meget strøm gennem sit krop havde nærmest sat hans hud i flammer. Men var så også gået ud som en sprunget pære til sidst. Han anede ikke hvor længe han havde været gået ud - eller hvad der havde forgået med hans krop i den tid han ikke havde været til stede. Han vidste dog at lyden af en velkendt stemme fik hans hjerne tilbage til vågen tilstand - noget der også gjorde at han for alvor kunne mærke kvæstelserne i hans krop. Den underlige tyngen der trak hans hoved ned og fik ham til at føle sig mere træt end han egentlig var. Men ikke for træt - der gik ikke mange sekunder efter hans navn var blevet nævnt, til at han slog øjnene op og hurtigt fik rettet blikket mod Tatia - det var da Tatia - selvfølgelig var det Tatia.. Et øjeblik hvor han, som en hver anden nok ville have gjort - burde være bange, forvirret og helt ude af den. Men nej, smilet bredte sig over hans læber og glæden ved at se hende trak lige alle smerterne ud af hans krop.
" Tatia?.. " fik han så endelig sagt i en halv død og hæs stemme og rykket sig tættere mod tremmerne. Han rystede kort lidt på hovedet før han kort bed sig lidt i læben. Det var dog tydeligt at se lettelsen i hans ansigt. Ikke fordi han var glad for at se hende dette sted, men at se hende. Da hun forsvandt havde det været som om et stykke af ham var blevet revet i stykker - stjålet - taget fra ham for good. Nu var hun her, lige her, lige nu. Det satte med det samme en masse i gang i hans krop. Især fordi.. hun huskede hans navn - forhåbentlig hvem han var.
" Ofcourse seeing you again wouldn't make sense without the whole package.. " fik han så mumlet, dog med et lille grin. Før han så bare sendte hende et lille smil. Det typiske Razor smil - alt for uskyldigt, men med en dæmonisk skygge gemt bag.

Hun var lettet. Så lettet havde hun ikke været siden hun faktisk var kommet hertil. Tatia kunne mærke sine hænder ryste en anelse af længsel for at holde om Razor, men tremmerne stod i deres vej for at de kunne få indført deres Tatia ritual. En blid halv rusten latter forlod hendes læber, til hans næsten kommentar. Hun måtte give ham ret.
"Well. I guess this is how my life is, I rather had to accept that before it was too late," pointerede hun og trak let på den ene skulder. Tatia satte sig på hug ved tremmerne, så snart virkeligheden sneg sig ind på hende.
"You know what is next, right?" Spurgte hun ham så og sank en klump. Det var det typiske. De gode gamle kampe på liv og død. Dette var et niveau højre og med nye teknikker. Heldigvis kendte de ikke Tatia og Razors relation til hinanden, ellers kunne det have været værre. "I'm not just talking about fighting till almost death and pushing ourselves to we forget our bodies needs a break.. It's even worse here.. and it's goes on and on.. without any rest."

"They want you to be the dragons dinner tomorrow.. and with the dragon.. I mean me. Something happened when I got here.. I'm not just a wolf anymore.. I can turn into a dragon too.. so other than its pretty cool - I don't have any control so far. Of course I didn't have anything to loose, before now," fortalte hun så og sukkede let.
"I'm just so happy to see you.. and I want us to get out of here.. but I have no idea how.. and I have been here so long now.. I stopped counting a long time ago," tilføjede hun og talte og talte nærmest. Tydeligvis havde hun ikke haft nogle at tale med i meget lang tid. Og hun havde ingen tættere relationer haft siden hun kom hertil. "So what do we do?"

At acceptere sin skæbne et sted som dette, vidste Razor var en større udfordring end som så. Især for en som Tatia. At det faktisk virkede en smule som om hun var der hvor det var sket. Det gjorde lidt ondt i brystet at tænke på. Razor ville aldrig kunne acceptere det - heller ikke for Tatia, den kvinde havde så meget mere at opnå med sit liv end at sidde i et bur og blive behandlet som skidt.
" It dosent really matter tho.. I'm just happy you remember me - being here feels more like home than out there.." Han sank kort en klump - det var en sandhed der kom lidt bag på ham. Ord han ikke havde hørt i sine tanker før de flød ud over hans læber. Han rettede sig kort lidt op og lod blikket glide lidt rundt. " Nothing hurts more than being forgotten - so I guess I can handle something like this.. " sagde han så lidt og lod blikket falde tilbage mod Tatia.
Han gik dog lidt i stå ved det næste hun sagde. " Wait.. You can turn into a dragon? " Spurgte han så lidt, og endelig var stemmen tilbage uden den hæse klang. Han rettede sig en smule mere op før han lod blikket glide over hende. Det var alligevel noget imponerende. En ting var en kæmpe ulv - men en drage? Det måtte Razor se før han kunne tro det.

" How big of a dragon? 'Cause if you're like this gigantic one - you could just eat me and fly away. Even tho' that might kill me anyway. " Han rynkede kort panden lidt før han så bare kort trak lidt på den ene skulder. Han kunne ikke helt lade være med at kigge på hende. Det var så længe siden. Han lænede sig kort lidt mod tremmerne og lod en hånd glide op gennem sit hår.
" I thought you were gone forever.. " fik han så endelig sagt og lod kort blikket slippe hende, men kun for at lade det finde hendes ansigt få øjeblikke efter. " I don't know how to get out of here - but.. This is not how we're surpose to end up. I'll... " han lod blikket skæve omkring sig. " ..figure something out.. " tilføjede han mumlende mens alle muligheder blev overvejet. Han kendte ikke denne verden - om det var en fordel eller ulempe vidste han ikke helt.

"You are wrong.. What hurts most, its knowing people remember you, but you will never see them again.. Feel their touch.. their arms around you when you are sad.. holding your head.. feel their lips on yours.. I can handle a memory wipe.." mumlede hun lidt for sig selv. Hjertet var for længest flået i småstykker efter hun havde anerkendt for sig selv at hun ikke længere kunne finde Wade. Wade var en anden verden, og hun var her. Hun var smidt væk fra sin familie, og heldig nok var hun at Razor var her, "there are cures for getting the memories back you know.. I studied that with Selene for a few years when we read poison studies," tilføjede hun og vendte blikket tilbage mod ham, prøvede at slå tanken om Wade væk fra sit sind. Det hjalp da Razor kommenterede på hendes lille drage historie.
"Yeah, it's new...ish.. some psycho sold me to this place after he kidnapped me in underworld.. he had to have his fun first.. manipulated with my fire abilities, and now I can transform into a dragon... world is crazy," fortalte hun og kløede sig kort i nakken.

"Big enough.. I could fly away, but I wouldn't last two days.. I have butterfly dust in my veins.. its a poison. I get an antidote every morning, and a new dose right after.. the most painful death you can possible think of.. so one wrong move, and I'm dead," pointerede hun for Razor. Et lille fnøs gav lyd henover de tørre læber.
"What is better.. being here or be gone.. it's almost the same thing," svarede hun ham og kom på benene igen. Det var tydeligt at der var gået år, ikke fordi Tatia faktisk havde ændret sig aldersmæssigt, faktisk så havde den nye evne holdt hendes leve form aldersvarende til sidste gang de sås. Dog var hendes muskulatur mere tonet og kropssproget mere tilbageholdene. Hendes tøj endda anderledes, men nok også hendes attitude. Den gamle Tatia eller hvad man skulle kalde hende, ville ikke have lagt sit liv her. Men hvad havde hun af muligheder, hun kunne ikke klare det her alene.
"It's not where you are supposed to end up Razor. Can't you see it?" Udbrød hun og gik hen imod tremmerne. Ansigtet prøvede næsten at skræmme ham væk med at være barsk, et nyt instinkt og ikke ligefrem hendes hensigt - det var bare sådan hun havde skulle holde sig i live de sidste mange år. "I'm never gonna see Wade again.. our my girls. I have two twin girls.. somewhere back home, who is never gonna know who I am.. because I'm here. Selene is not here.. Aaron, Kubo.. Alessio.. Niylah. I'm not saying that I'm not happy to see you.. because I am.. but you shouldn't be here.. you shouldn't.."

Et lille grin forlod ham før han rystede lidt på hovedet. " No.. I've felt alot of pain, but nothing hurts more than looking at the person who use to love you - not even reconize your face. Your name, your voice. " Han bed sig kort lidt i læben før han rettede sig en smule op. Han forsøgte at ryste det af sig - også selvom det ikke virkede, hvor meget han så end prøvede. Det faktum at han i det mindste ikke var brudt sammen overfor ham der mente han var en komplet fremmede. Men heller ikke nu - han vidste at Tatias selskab var det tilladt - men det betød ikke at han ikke ville være stærk - eller måske nærmere bare ligeglad. Ikke lade tingene påvirke ham.
Han overvejede det lidt mens hun fortalte - før han så bare rystede lidt på hovedet. " Isn't there a way for us to make that poison not work? " Spurgte han så bare lidt. " If it dosen't work you would be stronger right? Or somewhat safe and not in their control? " Han lod blikket hvile mod hende et øjeblik før han rettede sig en smule op.

Hans blik blev holdt fast ved Tatias. Hendes ord gav mening, men det betød ikke at de var sande. Slet ikke. Han rystede bare lidt på hovedet. " You're making it sound like it's only me who dosen't belong here.. " Sagde han så bare og kunne have valgt at sende Tatia det selv samme blik som hun havde sendt ham. Men i stedet bredte et skuffet udtryk sig over ham.
" All those people.. Do you really think they're okay with you just giving up like that? Accepting the present when it's this you're stuck in? " Han rynkede panden før han så bare rystede lidt på hovedet. " Hell no.. " han knurrede kort lidt før han fik sat sig lidt bedre op. Rykkede kort lidt i skulderende men endte så bare med at lade den ene hånd rode sig lidt i hans hår.
" You taught me how to fight for something - not just for the sake of entertainment. And now you're letting people use you for just that? " Han skævede lidt mod hende. " I know you've been through a ton of shit - Way more than a person normally would be able to handle. And you're letting it drag you down instead of standing tall. " Måske nogle hårde ord. Men Razor havde altid set Tatia som den stærke - hende der aldrig gav op, heller ikke selvom alt talte for at man skulle. Der var stadig et liv udenfor fange skab. Det kunne Razor ikke acceptere at Tatia nærmest havde givet op på.
" Besides.. Selene is right out the door - getting Wade and your kids back isn't impossible - only if you let it be.. " - " And I'm sure they miss you just as much as you wish to be in their arms right now. " tilføjede han kort lidt før han lod blikket glide rundt langs tremmerne omkring sig.