Impulstive? Yes. Stupid? No. - Kol

Han var ikke ligefrem ny i at komme frem og tilbage med lynets hast. Måske var Nathans magiske niveau ikke ligesom en normal heks, men han var en øvet magos - og den eneste han faktisk kendte. Det var langtfra alle hekse som faktisk kunne de ting han kunne, det var der forskellen var. Nu stod han her. I Kols hjem. Et sted han kun havde hørt om fra Roys og Callas eventyr. Nu stod han her. Han kunne mærke en klump prøve at synke sig i hans hals, og hjertet som slog en takt over. Han vidste hvorfor han var her. Nathan var her for at få Jess tilbage, intet var vigtigere for ham lige nu. Hvis den idiot til en mand havde taget hans søster, og så meget som rørt hende - vidste Nathan ikke om han kunne holde sig selv i skindet. Han havde ikke sovet sådan rigtig, specielt ikke efter han også havde mistet Livia i dette kaos. Han havde ingen tilbage nu, så hvad havde han ærligtalt at miste?
"You stupid idiotic heartless creature of who knows what.. what have you done to my sister!" Råbte han uden tøven, vreden var tydelig. Meget tydelig. Det sveg i hans øjne som tårerne brændte for ikke at undslippe hans øjne. Grebet om tryllestaven blev strammere og hans knor blev næsten hvide. Han lavede en faks håndbevægelse som resulterede i et hul i væggen.
"If you want anything take me instead.. and let her go. She has done nothing, show yourself or I will.. and I promise I will turn your fine house in a little snowball where you can be stuck forever," tilføjede han rasende. Dog ingen tvivl om at han faktisk ville gøre det.

//@Kol <3

Kol havde for kort tid siden ladet de to tøser gå. Nu fortrød han det. Han havde brug for at få fingrene dækket i blod og høre de smerteskrig svage mennesker havde. Tøsen med det sorte hår skreg bare alt for meget. Det var skide-irriterende, og havde den anden tøs ikke kommet, havde han skåret halsen over på hende. Men nu stod han igen ensomt i sin kælder med kun hans monstre til at holde ham med selskab. Præcis som det havde for så mange år siden, før han begyndte at få børn. Dengang hvor folk frygtede hans monstre så meget. Nu var der så meget ondskab i verden, han havde svært ved at følge med.

Kol hørte en vred og høj råben oppe fra hans stue. Hvem var det nu? Endnu en til at redde hende. Hvem var den tøs lige? Hvor heldig hun var at have to der ville ofre deres eget liv for hende. Den første var heldig, den næste, ikke så meget. Der lød et brag og han gik op af trappen. ”Come on. Do you have to ruin my house?” Han gik hen til hullet og pillede lidt ved det, før han sukkede og så tilbage mod ham. ”I get why you would be confused about what creature I am. I have been soo many. Now I’m a witch. A little like you. Except I don’t need a wand to prove it.” Han fnøs og stillede sig ved siden af hullet i væggen. ”Listen. Your sister is gone. Long gone. You might find her body with another woman. Dark hair and pink stripes. She came to collect her a few hours ago. I mean, she was too late. Your sister was already dead. I saw the light go out in her eyes and I loved every moment of it. So go find her and leave me alone. I have other things to attend to. Good hunting.” Han blev stående, fordi han vidste de færreste ville gå efter sådan en besked. Nu kom kampen. Det sjoveste af det hele. Gad vide om han skreg lige så meget som hans søster.

Nathan kunne mærke vreden og frustrationen vokse i ham, bid for bid blev til noget der langsomt ødelagde ham inden i. Rev ham fra hinanden, Kol snakkede. Snakken hørte han slet ikke som sådan, faktisk hørte han bare ord der blev sagt af en irriterende stemme. En stemme der nok næsten ikke behøvede at sige noget for at pisse ham af. Dog i et sekund faldt alt fra hinanden, your sister is gone, alting faldt fra hinanden. Han hørte ikke andet. Han hørte ikke det med Veronica der havde været forbi. Han hørte ikke det han ellers sagde for at provokere ham. Nathan bed tænderne hårdt sammen. Han kunne mærke hvordan hans hånd rystede i frustrationen.
"I should kill you.. " vrissede han arrigt. Død var for nemt, han fortjente at lide. Han fortjente at føle at han brændte op, og hver eneste lille dag skulle det blive værre. Han løftede sin hånd op med tryllestaven i og så Kol i øjnene. Han lavede en bevægelse med hånden og lyset fra magien blev svunget imod Kol meget bevidst.
"And for the rest of your miserable life.. you will feel your body burn up more and more inside.. till you die of it.. or till the day love will break your curse.. but there is no hope for that." Sagde Nathan så truende.
Så gik han nærmere Kol og så ham direkte i øjnene.
"I start to understand why Calla left you," rasede han provokerende. Nogle punkter kunne man sagtens se ham og Jessalyn havde tunge for de samme måder at være provokerende på - men Nathan skulle bare skubbes langt ud på kanten for at bruge den til alvor.
"What do you wanna do? Kill me? Hurt me? Make me fly through the room? Torture me? Hit me?" Spurgte han og slog ud med armene. "Then come on." Han havde ikke mere at miste, han søgte skylden. Han søgte at mærke det var hans skyld og hvis Kol ikke kunne give ham det - så vidste han godt hvor han skulle søge hen.

Kol var overrasket over, hvor påvirket han var af situationen. Det var bare en søster. Så var det da ikke mere særligt. Hvis nogen i sin tid havde kommet og truet ham med hans søsters liv, havde han bare leet dem lige op i ansigtet og så dræbt dem alle inklusiv hans søster. Så hvordan nogen kunne være så oprørt over det, forstod han ærlig talt ikke. Han fnøs blot da han truede ham på livet. ”You know what? I should get one f those machine thingies where you can pull a number. Because you need to pull a number if you want to kill me. You’re not the only one. But I always end out alive with a dead body at my feet. But if you want to join your sister already, why not make it happen.” Kol røg helt tilbage til væggen, da magi blev kastet mod ham. Da han sagde hvad magien ville gøre ved ham, begyndte han at mærke en brændende fornemmelse. Ikke som hvis man brændte sin hud, men som hvis hans indre brændte. Han faldt ned på knæ mens han kæmpede for ikke at skrige af smerte. Han ville ikke give ham tilfredsstillelsen. Efter lidt tid gik fornemmelsen væk og han kunne igen fokusere på ham foran ham. ”She didn’t leave. She was allowed to go. Nobody leaves this house, if I don’t want them to.” Han rejste sig op og så mod ham. ”All of the above? I am terrible at making decisions.” Han tilkaldte en kniv fra en skuffe bag ham, og sørgede for den fløj lige lovlig tæt på hans ansigt, men uden at gøre ham noget. ”This is going to be fun.” Han greb kniven og så mod den sort håret mand. ”Do you prefer birds or angels on your tombstone?” Han lo og gik et skridt frem imod ham. ”What am I even talking about. I’m going to bury you in the back yard with everyone else. And when I’m done with you, I will go get your sister and bury her next to you. Don’t say I’m not considerate.” Han kastede kniven op i luften og sendte den mod Nathan med magi. Om den ramte og i såfald hvor, handlede udelukkende om hvor hurtige hans reflekser var.

Det vendte sig i Nathan, den følelse af lettelse og stadigvæk smerte - den var for langt bredt ud til at Nathan kunne trække den i land. Han var allerede for langt ude. Nathan fik et mindre chok da kniven fløj direkte forbi hans ansigt, han kunne mærke bladets kulde passere ham. Nok som en form for advarsel - måske han bare skulle smutte imens han kun. Stadigvæk. Han følte han var nød til at vise, at man ikke kunne løbe om hjørner med ham. At han kunne forsvare sin søster og ikke bare være en tilskuer til alt det dårlige i livet - han havde ladet det plage ham længe nok. Så nævnte han hvordan Nathans gravsten skulle se ud, og Nathan fnøs lidt men nåede heller ikke at komme med et svar. Kniven kom igennem luften, og Nathan nåede i sidste øjeblik at stoppe den som den havde ramt hans skulder og lavet en mindre rift. Men hvad der faldt til jorden var en mælebøtte. Ikke ligefrem så truende som en kniv.
"You really bring weapons to a magic fight?" Spurgte Nathan nærmest fornærmet over at Kol havde valgt at medbringe et våben.

Nathan sparkede let kniven væk, og løftede lidt på skulderen.
"And for the record.. I think I will go with the birds.. or not.. I hate birds," rynkede han lidt på brynet. "Maybe I will let Jess pick.. she has the best taste," tilføjede han for sig selv og trak let på den anden skulder. Så fokuserede han på Kol igen, og nikkede let til siden. Han så på et par tilfældige ting der var i området, en lampe og en bog af en ting. Et hurtig sving og de to ting var blevet til gave papir og gavebånd - som var på jagt efter Kol for at ville pakke ham ind.
"I had a lot of fun.. but you know.. I kinda want to find my not to dead sister.. and let you rot in hell.. alone."

Kol så på Nathan mens kniven fløj imod ham. Kort efter, faldt kniven sammen som en blomst på gulvet. Noget anderledes end det Kol brugte sin magi til. Men underholdende var det. Han stak hænderne i lommerne da han nævnte at bruge våben. ”I don’t fight fair. So yes. I do bring weapons. Magic can make you bleed, not the way a knife can. Why change a classic, right?” Kol ville ikke indrømme det først, men han kunne godt lide knægten. Han havde humor og hans magi var ironisk som bare pokker. ”You’re a sarcastic person, are you not? Because that sounds very much like it. I already told you. Your sister is dead. The only thing she is picking out which whip to be punished with in hell.” Han så hen mod genstandene der var blevet til gavepapir og bånd. Det kom susende imod ham. Han ville ikke flygte fra noget så latterligt, men at blive en menneskelige gave var heller ikke noget han ønskede. Han nåede ikke at beslutte sig, før han blev klistret til væggen med det farverige papir der dækkede det mest af hans krop. ”Well… This is a change. I do enjoy a change of pace. Since you won this ridiculous magic battle, I should tell you the truth.” Hans blå øjne veg ikke et øjeblik fra ham. ”People might not love me, but I’m sure Calla won’t be happy you doomed her father to hell. And you know where Calla goes, Livia follows. I know enough about your little gang. Or squad, if you prefer to be called that. Also Calla’s family is pretty damn powerful. You wouldn’t want to wrong them.” Han smiled. ”Also, You're right. Your sister isn’t dead at all. I just really wanted to see how long you would go to avenge her. Threatening me with hell and wrapping me like a present is not long at all. Her friend picked her up.” Han bevægede sig i et forsøg på at komme fri fra papiret og båndet.