I Would for You - Roy

S: Soveværelset
T: Eftermiddag
O: Ja se linket xD
V: Sneer
P: I starten.. nothing - Senere: klik
Emne til: @Roy <3

---

Det var ikke fordi, at hun ligefrem klagede. Måske havde hun udnyttet det lidt, uden at slippe helt for skylden over det bagefter. Naturligvis var det forståeligt at han havde brug for at skubbe episoden og følelsen væk - og Calla var i sig selv en god afledning. Deres sex liv fejlede intet - tvært imod. Det var sikkert også derfor hun blot lagde med sit hoved henover hans brystkasse, imens hendes ene hånd let kærtegnede hans overkrop.
"I will be right back," hviskede hun så let og kyssede hans kind før hun rejste sig op. Hun klædte sig let på og gik ud i køkkenet. Hun havde behov for blod, selvfølgelig havde hun det. Dog havde hun et lager når hun var her, så hun ikke behøvede at jage. Noget irriterede hende, og hun kunne ikke finde ud af hvad det var.
Så slog det hende dog endelig, det var fordi hun kendte til følelsen. Hun havde selv stået i det samme sted Roy stod lige nu. Gøre alt for denne her følelse skulle gå i sig selv, og det gjorde den aldrig - for hun havde aldrig fuldtud accepteret den for hvad det var. Dog var det ikke det samme, Calla havde langtfra slået ihjel for at beskytte nogle før, men Roy var god - også selvom han var falden nu. Så snart hun havde drukket sit glas med blot, skyllede hun det ned med noget andet - og gik tilbage. Hun satte sig på senge kanten ved ham og vippede hovedet let på skrå.
"You know.. you can talk to me.. about it.. how you feel.. You don't have to handle it alone," sagde hun så og ødelagde måske den stille halv uskyldige stemning de egentlig havde levet i siden. Måske det egentlig var på tide at åbne op og finde ud af hvad der forgik før det var forsent.

Roy nød at være sammen med Calla, det afledte hans tanker, hans indvendige kamp og alle andre følelser der gik imod hans natur.

Da Calla satte sig op og begyndte at tage tøj på, så han blot efter hende og blev liggende. Han lukkede øjnene, mens at hun var væk. Velvidende at hun ville være tilbage om lidt. Tilbage og så kunne han holde om hende igen og glemme alting.
Men denne gang satte hun sig på sengekanten og sagde noget, som han ikke havde troet hun ville sige. Han åbnede øjnene og så på hende og satte sig op ad hovedgærdet.
"Calla.. I.. I don't know how to talk about this. I wish I could, but it's all so.. Indescribable." Han sukkede og lagde sin ene hånd over sit ansigt og gned sig kort i ansigtet, inden han lod sin arm falde ned ovenpå dynen. "It's like I have these two different sides of me, fighting each other.. Like it's these dark thoughts, but some kind of reminisces of good thoughts.. But I really don't wanna talk about it right now.". Han så på Calla, hans smerte indeni tydelig i hans øjne og han tilbød hende sin hånd, for at trække hende tættere på sig.

Blodtørsten var så voldsom for tiden, og hun hadede det. DEt var længe siden den havde været så meget ude af kontrol, men hun var bange for det svar hun egentlig godt kendte på det spørgsmål hun blev ved med at stille sig selv. Dog var hun lige nu i den situation at hun var nød til at være sikker på at Roy havde det godt. Selvom hun ikke i sig selv kunne huske at hun nogensinde havde bekmret sig om en anden person på dette her niveau så gik det ikke imod hendes instinkter - faktisk var hendes første instinkt at han skulle have det bedst muligt.
"Then we will learn how to talk about it," påmindede hun ham og hævede på et bryn. Hun kunne jo se det pinte ham, og når nået pinede ham - så pinede det automatisk hende også. Calla så bekymret på ham, hun havde aldrig formået at se så bekymret ud før. Men hun lyttede. Af hvad Calla var god til, var at sætte sine egne behov til side - hun havde basic gjort det hele sit liv. Den måde han beskrev det hele på, dannede billeder i hendes hoved af ting hun kendte til. Hvert eneste ord, kunne hun relatere til - for hun gennemlevede det. Hver eneste dag var en kamp, og det ville det også være for ham. Da han nævnte han ikke ville tale om det, og trak hende stille nærmere ham - kunne hun ikke andet end at kæmpe imod fristelsen. Det var så nemt. Det var svært for det var en del af hende, hun havde gojrt præcis ligesom han gjorde lige nu.
Der var også ting de skulle tale om, som det faktum at hun basic havde sendt hans søster hen til sin far efter Jessalyn. Frygten for hans reaktion var der også.
"You don't have to figure it out alone.. I've been there.. I am there. And I don't want to see you end up out of control.. or worse, " påmindede hun bekymret og sank en klump. Hendes mobil. Hun rejste sig hurtigt op og gik over til sin side af sengen og satte sig. Det var en besked fra Veronica; Everything is okay. No fighting. He let us go.. so just tell Roy everything is okay. Calla åndede lettet ud og slap mobilen på puden. Det var først der hun egentlig kom i tanke om Roy kunne se den og beskeden.
"I can explain," startede hun stille ud og vrissede af sig selv for ikke at passe på.

Roy nød at have Calla tæt på sig, han nød at have Calla tættere på sig, det bragte ham en form for ro. Den slags man altid hører om, når folk snakker om at mediterer. Hendes kropslugt, beroligede ham mindst lige så meget som hendes berøring.
Denne ro forsvandt dog, da hun satte sig op, så han satte sig op sammen med hende og da han så beskeden, var det som om hans vrede vendte tilbage. "What is that supposed to mean? Is my sister in danger? Or was she?" Han rejste sig op og fik hurtigt fat i sine underbukser og sine jeans, som han hurtigt trak på. Han rystede på hoved og så på Calla igen. "Explain then." Hans tone var ikke den venlige, blide tone som han normalt snakkede med, denne var mere vred, hårdere.
Han stod ved siden af væggen, med armene over kors. Var det Calla skyld? Sikkert nok. Nej, det kunne det ikke være. Men hun var helt klart en del af det og bare det i sig selv, at han intet havde fået at vide om hvad end det var som Veronica, havde været rodet ud i. Det gjorde ham vred og han følte sig såret.
Var han virkelig så ødelagt? Var han virkelig ikke til at stole på mere?  Var han virkelig ikke god nok til at vide noget? Eller var det bare fordi de ikke ville have hans hjælp? Han fnøs kort og gik hen til vinduet på værelset, mens han kørte en hånd igennem sit hår og han stillede sig med ryggen til Calla og kiggede ud af vinduet på den stille natur, mens han ventede på hendes svar.

Så snart Roy så beskeden, så klemte hun øjnene hårdt sammen og lagde sin mobil fra sig. Calla svingede rundt som Roy sprang i tøjet og prøvede at finde ud af hvilke sætninger hun skulle starte med. Tonen. Den hårde tone, satte en panik gang i hende. Hjertet bankede hurtigere og gjorde hende nervøs.
"She asked me. Jessalyn was kidnapped and she needed help. Ronnie wanted to fight my father.. I said she shouldn't, but your sister is very goal-orientated - and I couldn't really stop her," prøvede Calla at forsvare sig selv. "I told her she should say my name if she went.. I even used magic to make a protection spell. What would you have me do.. tell you, so you could go try to murder my father? If you haven't noticed.. you haven't been the most stable person on the planet," tilføjede hun måske mere anklagende end hun faktisk ønskede.
"What?" Spurgte hun og slog ud med armene da han fnøs. "You can't even look at me now? Come on, nothing happened," mindede hun ham så om og gik et skridt tættere på ham.