The soft strokes of Jazz

TIME: 14:11
PLACE: Gaia, Juice Stop
WEATHER: Regnvejr
SURROUNDINGS: Fyldt med mennesker, som er klar til en scene.
TAG: @Darius
CLOTHES: Armygrøn top, rødternet nederdel, sorte leggins, cowboyjakke og sorte læderstøvler (LINK)

Det lød blød jazz oppe fra scenen, hvor en mørkhåret og mørkhudet kvinde sad og øvede triller, inden hun rigtig skulle synge. Bandet var dog igang med at spille, derfor den bløde jazz-lyd, som kunne høres i hele lokalet. Det fik folk til at smile, og selvom det var dyrt med live-musik, så følte alle, selv ejerne, at det var det værd.

I baren sad Regina med sin burger. Det var en ordentlig americano, som så alt for stor ud til den spinkle pige, men hun havde en appetit som en ulv, så hun åd bare løs i hurtigt tempo. Hun havde egentlig ikke tid til at sidde her, for hun burde være i skole, men hun gad ikke. Hun havde ikke noget pletfrit ry, som skulle plejes, så derfor pjækkede hun.

I dagens anledning var hun iklædt sorte læderstøvler (som stod på gulvet, fordi hun fik ømme fødder af dem, de var helt nye), og en armygrøn top på med tynde spaghetti-stropper. Den var i flere lag hen over maven, og skulte den lille bule, som maver nu engang har. Det er jo sådan de er indrettet. Kun de færreste har en helt flad mave, og med Reginas appetit og mangel på træning, så var hun ikke en af dem.

Derudover var hun iført en skotskternet nederdel i rød og sorte leggins.

"A normal coke please" Hun så bartenderen i øjnene, og pegede på barbordet foran sig.

Regina tog imod sin cola, og blev siddende i baren, en mærkværdig fyr satte sig ved siden af. Han var mørkhåret og havde et kønt ansigt. Han synede ældre end hende. Hun kiggede lidt på ham, og så så væk igen. Det var uhøfligt at stirre. Men så kom hun, igen, i tanke om, at hun ikke var en engel mere, så det var ligegyldigt. Hun så på ham igen, og da henvendte han sig til hende og sagde:
"Excuse me, do I know you from somewhere?"

Hendes ene øjenbryn skød i vejret, da hun så på ham og hørte hans ord. Hvad skulle hun svare, hun synes ikke at hun... nej, vent nu lige lidt, nu vidste hun hvor han var fra.

"Darius?" lød det vantro fra hende, med åben mund og polypper. Hun kunne ikke finde ud af at sige andet end Darius lige nu, åbenbart. Derfor åbnede hun igen munden og gentog det før-sagte. Hun stod da og åbnede og lukkede munden, lidt ligesom en fisk, men kunne ikke rigtig sige andet. Hun prøvede da at tage en tår cola, men kløjsede i den. Hun hostede kraftigt.

Da hun sagde hans navn genlød det i hans hoved, hvor havde han set hende før, hvor var det han kunne ikke huske det, men som sol der dukkede frem bag skyerne kom han i tænke om hende. Regina, hende han havde ledt i fordræv uden og prøve på det men nu var hun her og han sad overfor hende igen, hvad sagde man til en man ikke havde set i over 100 år. Som man os, havde gjorde der faldt han bed sig selv svagt i underlæben.

”Regina” Lød det ganske svagt fra ham. Han måtte finde en ting til og starte en samtale men at undskylde,ville ikke være den bedste måde. ”How have you been ?” lød det fra ham, hvorefter han så over på hende hun så stadig så smuk ud som han huskede, hvilket nok ikke altid var en god ting.

Han bed sig svagt i underlæben, mens han studere hende med hans øjne. Kort derefter tog han en tår og mens han prøvede og komme i tænke om mere så han hende i øjne, mens han kløede sig i håret og skubbede det en smule tilbage, han følte stadig noget for hende, måske eller han var ikke sikker han var nok mest forvirrede lige nu.

Reginas ansigt ændrede sig langsomt fra smil og glade øjne til sammenbidte tænder og sammenknebne øjne. Hun var vred, meget vred. Dog formåede hun forsat ikke at sige andet end 'Darius', så det var det hun sagde. Det var det eneste der synes at ville komme ud af hendes mund:

"Darius?" lød det spørgende med vredt fra hendes tæt sammenpressede læber.

Hun børstede lidt krummer af sin army-grønne top, og trak den blå cowboyjakke tættere om sig. Og så endelig genvandt hun dog talens brug, da han spurgte hvordan hun havde haft det. Igen flammede vreden op, og slikkede sig op gennem hendes hals i flammer af rent had. Hun greb hans skuldrer og ruskede ham.

"How have I been? How have I been?" sagde hun i en spottende tone, og så ham i øjnene. Så ruskede hun ham igen.

"How have I been?" Hendes stemme knækkede ved den sidste tone, og folk vendte sig for at se hvad der skete, så hun dæmpede sin stemme til en farlig hvisken: "I have been horrible! I have been made fallen for crying out loud!"

Da hun begynde med og få tale rytmen igen og ikke sagde hans navn længere, lyttede han til hende han lod hende ruske i ham. Han kunne tag det og, hvis han ville kunne han stoppe sig selv et par gange fra at gøre noget dumt, eller at hun gjorde noget dumt.
Han lyttede til hende da hun, hviskede det sidste til ham, hvor han lagede hans arme kort om hende, han lyttede til hende, hvorefter han overvejede sine ord. ”I never meant to Regina,i just i dunno what you want me to say, that i am sorry, because i am i should never have asked that of you, you mean the world too me still do.”

Han vidste ikke om han stadig elskede hende, men han vidste han stadig bekymrede sig for hende. Han ville gøre alt for at lappe dette her, hvad det end ville koste ham, måtte han finde ud af senere. En ting var dog sikker han ville ikke ha gjorde det mod hende, hvis han havde været ældre eller, havde forstået det omkring engler, han var nemlig stadig på ny bane når det kom til det, han studeret hende, kort, ”but you are not a fallen anymore are you?.” Det lød ganske svagt fra ham, som en hvisken han følte hun lugtede lidt som en hund, eller en ulv nok.

Regina rystede sig ud af hans greb, og sendte ham dolkende blikke.

"You knew it, and still you talked me into it!" hviskede hun hvæsende. Hvis skyld det var kunne hun ikke huske, og hun havde sikkert sagt ja i sin tid, men hun ønskede at skyde skylden på nogen. Og lige nu var den nærmeste og mest berrettigede Darius. Det var i hvert fald sådan hun havde det lige nu. Hun ramte ham flere gange med knyttede næver i mavemusklerne, men aldrig hårdt nok til at ødelægge eller brække noget. Hun gjorde det bare for at få afløb for frustrationerne.

"Are you okay, miss?" spurgte Bartenderen venligt, da han så hvordan hun reagerede på fyren overfor sig.

"I'm fine. Just leave me alone okay?" svarede hun bartenderen, og vendte sig igen mod Darius, som begyndte at tale.

Hans næste ord fik hende dog til at stoppe. Hun sad ubevægeligt på sin stol, og begyndte så også at ryste. Hele kroppen dirrede. Hun kunne ikke sige det højt, selvom hun prøvede at sige noget flere gange. De var nu tilbage til den skiftevis åbne og lukkede mund: som en fisk. Hun åbnede og lukkede munden yderligere et par gange, før hun hviskede:

"No." Hun forstod hvad han mente, når han sagde, at hun ikke var falden mere. Hun ville altid være falden, men der var noget mere. Hun var ikke bare en falden engel, ikke et menneske, hun var en varulv. Hun snøftede lidt, men skubbede sig tilbage i sit sæde igen, så hun ikke behøvede at sidde for tæt på ham.

Darius lyttede til hende, hvorfor kunne dette være så svæt han, havde jo prøvede det før han, havde prøvede og undskylde mange gange før. Men, hvordan undskylde man for noget man ikke, havde gjorde med vilje, han lod hende trække sig tilbage og sad bare og lyttede til hende. Mens han prøvede og bevare en, slags ro ikke at det var let men han måtte gi det et forsøg.

” I never forced you Regina, you did it yourself you cant, blame me for everything like that, hate me for leaving if you want, but i never forced you, you became a fallen because what you chose not, what I chossed, but you.”

Lød det som en hvisken fra ham, “one thing I do know is if you want revenge take it, but you cant kill me, and to be honest I loved you, maybe I still do who really, knows.”

Kom det fra ham, hvorefter han vende blikkede mod hans cola igen inden, han tog en tår af den. Han lyttede til alle lyde omkring ham, der var lige blivet stille så nu kunne han endelig slappe af. Han lukkede kort hans øjne inden, han prøvedeog fokusere på lidt mindre stemmer.

"I know that." Regina deadpanded og så væk, hun var stadigvæk vred på ham, og det var bare så meget lettere at give ham skylden for det. Lettere end selv at tage ansvar, i hvert fald. Hun ønskede ikke at tage ansvar, og hun ønskede ikke, at han sagde, at hun burde.

"But I don't care. And you left me!" Hun satte trodsigt armene over kors, og så vredt på ham. "You just left me." Åndede hun ud med et trist udtryk i ansigtet, og vendte ryggen til ham, mens hun drak sin cola.

"I'm not looking for revenge. I can't do anything with that." hviskede hun, stadigvæk med ryggen til, og tog en sidste tår af colaen. Det var jo sandt, hvad skulle hun gøre med det. Hun hørte slet ikke det sidste han sagde, for hun var ikke interesseret i det alligevel. Hun orkede ikke at høre mere, for ellers ville hun begynde at tude. Og det ville hun bestemt ikke herinde, når hun sad på en offentlig juicebar. Det ville være for pinligt.

"You don't know what I have become. A monster." Hun vendte sig mod Darius da hun sagde det, men rejste sig så og betalte for colaen.

Darius, havde forladt hende ja, men det var for hendes sikkerhed og hans egen, ” i know but if i would not have left you, you would have tempet me too damn much to get your blood at that time.” Det sidste lød som en hvisken fra ham, hvorefter han så på hende igen.

” No matter what you think i did it to protect you, not to let you be alone with that curse or whatever you call it. “ Kom det fra ham, hvorefter han træk sig væk lige som hende igen.

Da hun nævnte hun ikke kiggede efter hævn var han faktisk overasket måske var der chance for hende, men da hun kalde sig selv et monster var det nok til og provokere ham, hun mente hun var et monster det var hun ikke et monster var, hvis man en person, havde myrde hele ens gruppe. Han tømte selv sin cola og gik med hende ud, da de var ude foran greb han blidt fast hende dog med et fast greb hans, havde dog fået hans vrede lidt ned igen, ” you are not a monster, a monster is a person who killed his own men, or friends and familiy. ”

Dette var en ting kun en, havde hørt før udover Regina nu, ”so dont act like you are a monster there are worse people out there than you.” Kom det Ganske svagt fra ham, hvorefter han træk hans hånd til sig igen.

"My blood? Wait, oh." Regina så forvirret ud. Hvad ville han dog med hendes blod? Medmindre han var en... vampyr? Var han virkelig en vampyr? Hvad skete der lige her? De var jo onde og blodtørstige? Det var slet ikke sådan hun ville karakterisere Darius. Slet, slet ikke.

Hun forstod heller ikke delen med at beskytte hende, først, men så forstod hun det. Hvis han var vampyr, også da de mødte hinanden, og hendes blod var så fristende for hende, så forstod hun godt, hvorfor han havde forladt hende. For at passe på hende. For ikke at komme til at dræbe hende, eller tage hendes blod mod hendes vilje. Ikke at hun troede, at han kunne finde på det, men han kunne måske ikke styre sig dengang?

Cowboyjakken trak hun tættere om sig, da de kom udenfor i kulden. Hun forsøgte nærmest at folde sig sammen om sig selv, hvilket ikke rigtig kunne lade sig gøre. Hun blev ved at gå væk fra Juice Stop, men mærkede en hånd på sin arm. Et fast greb. Hun stoppede op, og så på Darius.

"I kill people, and I don't even have a reason!" bed hun tilbage, og lukkede øjnene hårdt sammen, for ikke at komme til at græde. Alligevel lykkedes det ikke rigtigt, og hun tørrede sine øjne med bagsiden af cowboyjakkens ærme.

"Don't you get it? I'm a werewolf, a monster!" græd hun med et enkelt hulk. Hun lagde armene om sig selv, og forsøgte at stoppe med at græde.