At dr. Torreto's

TIME: 14:30
PLACE: Gågaden i Gaia
SURROUNDINGS: Fyldt med mennesker (øh, væsner) alle vegne.
WEATHER: Koldt og blæsende med regnvejr
TAG: @vincenzo
CLOTHES: Sort frakke med blå skjorte indenunder, grå cowboybukser og lange, sorte støvler

-----------------------------------------------------

Nercissa kom gående ned af gågaden, men en sort taske over skulderen. I dagens anledning var hun iført en lang, sort frakke, mest  af alt fordi det regnede. Man kunne jo lige så godt se godt ud, og være praktisk klædt på en gang, når det kunne lade sig gøre.

Lige nu var hun på vej til psykolog, noget hun egentlig ikke selv ville, men var blevet sendt til af sit arbejde. Det var hun fordi de mente, at hun var for hård ved de unge, og havde nogle problemer med sin personlighed, som de mente hun burde arbejde med. Ikke at Nercissa selv tænkte det, nej, hun mente at hun var helt fin som hun var. Nok var hun hård ved de unge, men ville man noget inden for dans, så måtte man også arbejde hårdt for det!

Hælene på hendes sorte støvler klikkede, som hun gik hen af gågaden. Hun drejede til venstre, da hun nåede den sidegade, som hun skulle ned af. Hun læste gadenavnet, mens hun bevægede sine læber, og memoriserede gadenavnet. Det var vigtigt at huske til en anden gang, hvis hun altså skulle herhen igen. Det var noget psykologen skulle vurdere - mente hun i hvert fald ikke. Nej, hun mente jo ikke, at hun behøvede at være der.

Hun gik op af en trappen med hælende klikkende, og bankede på døren. Da ingen bad hende gå ind, så gik hun ind alligevel. Det viste sig, at hun skulle gå ind, for der var en skranke med en lille fiks sekratær og nogle bløde, indbydende stole, som man sikkert skulle sidde i.

"Dit navn?" sagde sekratæren uden at se på Nercissa overhoved.

"Nercissa Cinderfort." præsenterede hun sig som med et lille nik til sekratæren, før hun satte sig i en af stolene. Hun tog jakken af, og afslørede en blå skjorte. Hun foldede jakken og lagde den i skødet.

Tøj

Vincenzo var som så mange andre dage, på arbejde hvor han altid brugte lidt for mange timer, men sådan var livet når man var chef og samtidig selv modtog patienter. Denne dag var han dog den eneste da han havde givet sin kollega fri, dog ikke sekretæren der skulle tors alt være en der kunne besvare telefonen, og aftale nye datoer med folk.
Han havde siddet ved sit skrivebord, bøjet ind over bordet og blikket mod sin bærbar for at skrive et vigtig dokument, imens han drak en kop rygende varm kaffe, og vippe lidt med foden imens hans fingre gled hurtig over tasteren og danne lange sætninger.
Han stoppe kort for at skubbe brillerne på plads, samt en tot hår der igen var gledet ned, før han smilede let for sig selv og fortsatte i samme fart.

Der havde kun været en enkel ind til videre, og han havde også kun to aftaler denne dag, men der skulle jo også være tid til kontor arbejde selvom det ikke var noget han var stor fan af, så skulle tingende jo ordnes, så det meste af dagen havde han siddet her, dog havde han tidligere lige været ned og købe en sandwich for at få lidt mad ned.
Da mailen endelig blev sendt, smilede han tilfreds og rejste sig op, for at tage den sorte jakke på før han forlod kontoret og nikke til sekretæren " jeg går lige ned og ryger, skriv lige når den næste er her" sagde han før han gik ud af døren, ned ad trappen og kom udenfor i det dårlige vejr, han sukke let.
Før han fandt en smøg frem og tænde den før han gik sig en lille tur, imens han røg og klaregjorde sit sind, til at skulle takle hendes problemer og lukke sine egne ude for en stund.

Han mærkede mobilen brumme, før han så gik tilbage smed smøgen før han gik indefor, og han tog jakken af før han trådte ind i vente lokalet, og smilede let til kvinden der sad ned " frøken Cinderfort jeg vil bede dem følge med " sagde han roligt, imens han begav sig ned ad den lille gang og drejede ind i et lokale, lukke døren efter hende.
Vinc betragtede hende let, men på en professionel måde, imens han gjorde en gestus imod en stor blød lænestol der stod overfor en lille sofa. Selv fandt han en blok og en kuglepen frem, før han tog plads i sofaen og vendte blikket mod hende " jeg er Vincenzo Torreto " præsenterede han sig for, før han nikke let " hvad har bragt dem til mig denne dag?"spurgte han så roligt, med et løft øjebryn imens han betragtede hende.

Nercissa sad og ventede i venteværelset. Hun skævede ind imellem til stolen, som hun sad i. Det var en stor, blød, grå lænestol. Frakken havde hun foldet i skødet, og hendes hænder lå ovenpå dem, pænt foldet ligesom frakken. Sådan var alting faktisk ved Nercissa, pænt foldet. Hun så nydelig ud, selvom hun ikke altid var det indeni. Faktisk var hun sjældent nydelig indeni, hun var et stort kaos, men det fortalte hun selvfølgelig ikke til nogen, for udenpå var hun snorlige og perfekt.

Når hun ikke betragtede stolen, så så hun ud af vinduet. De var på første sal, så der var ikke rigtig noget at se heroppe fra. Ikke andet end et par trætoppen, som dem kiggede hun på. Hun så også lidt rundt i lokalet. Der var mærkværdige billeder på væggene, men ikke så meget andet at kigge på ellers. Nogle stole i en klynge der hvor hun sad, malerierne og så sekratærens bord.

Så hørte hun døren gå, og en mand kom ind. Han så lidt vigtig ud, men også godt ud. Han havde mørkt hår, som var nærmest page-langt, men det så hverken tøset ud eller noget. Han var iført blå bukser og hvid t-shirt. En sort jakke var han ved at tage af. Hun troede først, at han var patient, men så henvendte han sig til hende.

Hun nikkede til ham, og rejste sig op. Hælene klikkede bag hende i et lavt ekko, som hun fulgte ham ned af en lille gang.

Da de kom ind på hans kontor(?), så blev hun vist tilrette. Hun satte sig i lænestolen. Den var mere behagelig en den i venteværelset, fordi den ikke var så tung og blød. Man skulle ellers tro, at alle stolene var købt samme sted, og derfor ens, men det var ikke tilfældet her - heldigvis.

Hun lagde frakken til hvile på ryggen af lænestolen og vendte sig mod psykologen, gik hun ud fra at han var. Men han kunne selvfølgelig også bare være en der viste hende til rette. På den anden side, hvad ved hun om psykologer? Hun havde aldrig været hos en før. Aldrig i sit liv.

Vincenzo Torreto? Hmm..., tænkte hun og smagte på ordet, da hun henvendte sig til denne Mr. Torreto.

"Forstår De, Mr. Torreto-" Hun lagde sine foldede hænder i skødet, og så indgående på ham: "-Mit arbejde mener, at jeg har nogle problemer, som jeg bør arbejde med."

Hun sukkede lavt: "Ærligt så ser jeg ikke selv problemet, men hvis jeg vil beholde mit job, så skal jeg komme her. De mener, at jeg fremstår meget kold, men jeg kalder det professionel."