I Am what is, what hath been, what shall be – My veil hath been disclosed by none

Ørken så længe øje rakte, sanddyner af små korn af sten der blev varmet op af den voldsomme og nådesløse sol der bagte over hele Egypten og dens imperium. Cassian havde trukket sig væk fra altanen til hans tilhørende rum der viste ham faraoens kejserlige område. Plagerne der havde hærget over Egypten, havde om nogen slået bønderne hårdest. Foruden at faraoen havde mistet hans ældste søn, da gudsenglene havde været der og taget hvert et af de egyptiske første fødte. Nu var Ramses taget afsted med hans hær, for at hente slaverne hjem. Selvom Cassian var ganske sikker i sin sag, at faraoen havde i sinde at slå hendes bror ihjel.

Han selv havde afstået tilbuddet om at tage med, hans far var måske en mand af krig, og han havde selv været i en del. Men denne krig var ikke hans, han havde intet ondt mod Moses gud. Selvom han så ilde til at andre guder pludselig skulle være mindre værd i andre kulture. Selv var han da ganske glad for de nordiske guder og græske guder. Der i blandt var Dionysos en af hans yndlings, hans fester havde altid lige det ekstra.
I hans egne tanker havde han bevæget sig ned i hans egen private have. Det gjorde ondt i hans hjerte da han så de visne og ødelagte blomster, som var blevet ædt væk af græshopperne som der havde ædt rub og stup. Med magien der strømmede fra ham og planten blev endnu en gang en smuk rose som der før havde stået i sin pragt.
Cassian lagde mærke til den varme udstråling før at han så hvem personen var. Det måtte om nogen være lige som en af guds engle, han havde mærket præcis samme aura da han havde mødt Remiel ærkeenglen for håb nogle dage forinden. ”Is god sending another angel to punish the egyptians for their sins?” spurgte han med en overraskende blid stemme, som han skabte en rose magen til den som han lige havde fået til at blomstre i hans hånd og vendte sig mod den smukke kvinde der kom til syne foran ham. Et blidt smil formede sig på hans læber, som han rakte hende den. ”May I offer a rose, as a humble reminder that we need balance in this world? And that god’s love at work in this world?” han var måske en anelse arrogant i måde han tog den kvindelige skikkelse af en engel i øjensyn. Så smuk, at hun snildt kunne beskrives som den egyptiske gudinde Isis. "My Name is Cassian, and who might you be?"

Blindt havde Evangeline lyttet til Guds planer. Aldrig havde hun sat spørgsmålstegn ved hendes Faders agenda med mennesket, selv ikke den gang han forviste Adam og Eva fra paradisets have. De havde ladet sig friste af djælven selv, for det måtte de og deres efterkommere bøde. Hun havde forstået og nikket sig enig som Herren havde forklaret hvorfor at det ikke havde kunnet være anderledes. Det havde jo givet mening.
Denne gang havde hun ikke kunnet vænne det blinde øje til, som hun havde gjort for de forrige 9 plager der havde ramt det folk som stod hende så hjertenært. Den sidste plage ville rulle ind over ørkenlandet, tage livet fra børn der intet andet havde gjort galt end at bære egyptisk blod i deres åre
Den nat havde mørket virket dybere og tættere, end nogen anden på jorden nogensinde havde føltes. Ligegyldigt, hvor hårdt hun havde slået med vingerne, så var det or sent. De engle Gud havde sendt ud havde alleredet fløjet gennem de støvede gader, hvor hjerteskærende hyl og gråd fra modre og fædre skar nødesløst gennem nattemørkets forløbende stilhed. Hun havde virkelig prøvet at bringe livets lys tilbage, så mange gange at hun til sidst ikke længere havde tal på det. Hvert mislykkedes forsøg havde fået håbløsheden til at vokse, til den blev til opgivenhed med et altoverskyggende spørgsmål; hvorfor?

Hvileløst havde hun vandret rundt, til mørket blev opslugt af den varme morgensol, der i hærdigt forsøgte at farve sandet lige så rød som lammeblodet der var blevet smurt på udvalgte kamme.
Det var ikke før den bløde mandestemme trak hende fri af tankerne, at det gik op for Evangeline at hun ikke længere befandt sig i en labyrint af huse. I stedet stod hun i en have af død tilhørende fararoen, det føltes i hvert fald som var det dødens have og det var svært at forstille sig, at den nogensinde havde været en froddig oasse.
“No I...” ordene forsvandt som munden pludselig føltes tører end sandet under skosålerne, trods for den voksende klump af spyt. Et hovedryst blev erstatingen for de udeblivende ord, skønt han ikke kunne se det med ryggen til. Skyldsomt sænkede hun blikket, inden det søgte til hans ansigt i det den mørkhåret mande vendte sig og til hendes store overraskelse, tilbød en rose. Skepsimen var der intet af, da hun tog imod blomsten, påpasselig med ikke at stikke sig på en af dens torne “Evangeline or Eir, but down here I'm known as Isis.” svarede hun og tog rosen til næsen. Tog den sødmefulde perfumerede forale duft ind i hvad der for hende føltes som et langt minut og for ham blot ville være sekunder.
“I tried to save them, the children, but I was too late to do a difference for anyone and I can't seem the find a reason behind this... Mayhem.” erkedte hun lidt ligefrem med fortivelsen strålende fra hende. “They was nothing more than children, the purest of them all and he took them, and for what?” oplyste hun dernæst temmelig uopfordret, men Eir var ligeglad alt hun prøvede var at finde mening i galskaben, men det var som at samle vand mellem hænderne, hvor alle argumenter løb ud mellem fingerne på hende.

Han betragtede den smukke engel som hun tog imod blomsten. Hans blå øjne gled over hendes mimik det var tydeligt at hun ikke var lige så fast i hendes beslutning om at guds ord, havde været de rigtige denne gang. Det i sig selv var spændende, da ærkeenglen for håb havde været urokkelig i hans overbevisning. For det som faraoen havde gjort, måtte andre både så han kunne se hvordan det ville føles at miste hans folk.

”Isis?” sagde han med et blidt toneleje og lagde hoved på skrå, hans bløde krøller der dansede omkring hans ansigt. Fingrene gled over skægget og en let latter forlod hans strube. ”That is bold, standing there calling yourself after one of the highest regarded gods in this region” sagde han, men nu var han heldigvis en mand der elskede folk der tog ting til sig. Han kunne se hvorfor at folk ville betragte denne kvinde, og tænke hun måtte være selveste Isis.
Hun duftede til blomsten, inden hun begyndte at snakke igen. Hun prøvede at redde børnene? Et bryn løftede sig. Det måtte være svært at gå mod ens gud, og gøre præcis det modsatte som guden havde befalet. Hvorfor?
Et skævt smil formede sig på hans læber, intet andet en børn. Han nikkede og vente sig mod haven igen, og langsomt lod hans hånd glide hen de døende planter, langsomt begyndte de at spire. De døde brune næsten grå planter begyndte at få deres varme grønne glød tilbage. ”Nothing more than children” gentog og kiggede endnu ikke på hende. ”But the Pharao made nothing more than children of your god work as slaves, so why shouldn’t he had ordered his angels to take revenge and show the parents here, just what’s it like to lose something a precious as ones child?” han var ikke enig selvfølgelig, at gud skulle have valgt denne afstrafning. Han havde hørt at denne nye gud skulle være barmhjerte, kærlig og god. Men det han havde set i Egypten de næste dage, bevidnede en gud der var hævngerrig. Vred og alt andet end hvad der så mange gange var blevet fortalt.

Så det ville være interessant at høre hvorfor en af guds egne børn, mente at det som var blevet befalet ikke kunne være berettiget. Især når hendes brødre og søster tydeligvis havde ment anderledes.

Det var med sammenpressede læber, at Eir sænkede blikket ned på rosen i hendes hænder, i forsøget på at skjule det smil der trak i mundvigene. Frygtsom for at han ville fejltolke i en grad af at værende nedladende, hvis det blev for tydeligt. “Actually I didn't choose the nickname, it was giving to me a long time ago when I first came here.” fingerspidserne bevægede sig let over de sarte kronblade, inden de mørke øjne slap dem og søgte mod menneskets blå. Smilet der mødte ham var småt, men fuld af varme “I'm not proclaiming to be a goddess, not at all. I even tried to explain it when the people of Egypt, when they insisted that I must have been Isis.” forklarede hun mere uddybende, i det at Cassian's ord trods for hans stoiske ro alligevel formåede at prikke til noget i englen. Frygt, skam, skyld? Det var ikke til at sige præcist, måske en blanding af dem alle og alt der imellem? en ting var sikkert, han var den første der havde stillet spørgsmål ved navnet og hun kunne ikke fortænke ham i det.
I et øjeblik stod hun lyttende til hans ord, alt mens nysgerrige øjne fulgte med i hvordan dødt genopstod under hænderne på ham. Stille og roligt bragte han et lille stykke af haven tilbage til den frodige oase den en gang havde været, før Gud havde valgt sende den ene plage after den anden ind over landet. “What the Pharao did was equally as wrong,” pointerede hun og trådte nærmere de spirende planter, hvorefter hun satte sig på hug ved dem og gav sig til at samle de døde kviste og blade der lå spredt ud på jordet omkring dem. Pausen mellem ordene og de følgende var tilpas kort til at han ikke uden videre kunne bryde ind med sit besyv, endnu, men stadig lang nok til at de kunne få lov til at bundfalde sig en anelse. Der skulle ikke herske nogen tvivl om, at Eir heller ikke stod på faraoens side i denne sag. “Two wrong doesn't make a right. Vengeance leaves no one as the winner, only lossers. It is an endless circle of darkness that will consume everyone how seeks it, and It will spread as a blinding disease.” sukket der forlod hendes læber var tungt, tæt på modløst og fik hende til at ryste ganske let på hovedet. Der var ingen fornuft i de valg der var blevet taget, og hvis der var så havde hun umådeligt svært ved at se den.
“I love my Father and he is so much more than, this...” en hånd blev slået ud mod resten af haven, der endnu stod grå og tør “But children hold the future to a better world, so what good does it make to turn the soil red from their blood or to darken their minds from an early age?” spurgte hun, med frustrationen tydelig i den fløjls bløde stemme.

Han kiggede sig over skuderen som hun begyndte at forklare ham, at hun ikke selv havde valgt kælenavnet, eller i dette tilfælde kaldenavnet. ”I understand, it doesn’t take a lot for a mere human to believe they have been touched by something holy, when they see something as beautiful as yourself” sagde han med et skævt smil på læberne inden han vendte sig tilbage mod den opgave han havde sat sig for, nemlig at genoprette haven der havde været hans. Det sidste minde han ville give før han ville rejse fra landet, vende faraoen ryggen og drage mod nye horisonter og se om han kunne finde nye spændende civilisationer.

Hans bryn hævede sig som hun satte sig ned ved siden af ham og begyndte at samle tørrede kviste og blade for at bane vej for de planter der var i gang med at blomstre op. Men hvad der virkelig fik ham til at stoppe op, var de ord der forlod hendes læber, men igen sagde han ikke noget da hun fortsatte med at forklare hendes nød omkring hvad der var hændt i Egypten de sidste par dage. Han vidste ikke hvad han kunne sige, det føltes ikke til at være hans job at forklare den tydelige frustreret og fortvivlet engel hvad hendes al fader havde tænkt da han havde gjort som han havde gjort.

”I wish I could tell you why he did this” svarede han endelig og mærkede vægten fra Archimedes der landede på hans skulder i dens vandrefalk form. ”What do you think Arch?” spurgte han familiær der løftede sin vinge og begyndte at pusle med dens fjer. ”Thought so” grinede han og vente blikket mod englen igen. ”What can I say, other than trust your gut feeling and believe that everything that has happen up to know was done for a reason of something bigger”

Som engel var hun godt klar over at hun holdt en skønhed, som langt de fleste objektivt ville finde tiltalende og det var da heller ikke fordi hun selv ville beskrive sig som værende grim eller direkte hæslig. Alligevel fandt hun det altid små underligt når det blev pointeret, for set gennem hendes øjne var langt de fleste kønne på deres egen betagende måde og så mente hun også der fandtes engle langt kønnere end hende selv; engle som Eden eller Uriel.
Hun kunne derfor ikke lade være med at vende blikket ned over sin egen skikkelse, da han komplimenterede hendes udseende og noget beskedent svare “Thank you, but I'm nothing more than an ordinary angel. There are humans much more attractive than me, like you. You could easily been mistaken for a god if you descended from heaven." antydningen af et skævt smil trak den ene mundvig en anelse højere end den anden, da hun løftede blikket og lod det vandre omkring ham. Det havde på ingen måde været ment til at være et kompliment af pligt eller for at fedte sig ind på ham. Hun mente det når hun påstod han med sine mørke tætte krøller, muskuløse statur og dybhavs blå øjne let kunne tildeles titlen gud, under rette omstændigheder.

Kun den sagte pusle af deres hænders arbejde brød den stilhed Cassian lyttede til engel med. Mellem de små naturlige pauser kunne Eir have forsvoret af man kunne høre planterne spirer og slå dybere rødder i den tørre sandjord. Men det var aldrig en larmende eller ubehagelig stilhed der lå mellem dem, da det sidste af hendes frustrationer var kastet ud i universet. “I know you can't, and it wouldn't be fair to you if I hoped you had all the answers.” denne gang var det med et blomsterne smil, Eir løftede blikket fra den lille bunke af tørt plante materiale, som hun havde fået samlet samen. Overraskelsen stod tydligt i de mørke øjne, da synet der mødte hende var en ugle og ikke en falk af en art. Øjnene flakkede en anelse mellem rovfugl og heks, med langt mere nysgerrighed end nogen anden følelse. Hun havde hørt om ugler både hjemme i himlen og i sin læren om de gamle egyptiske guder, men aldrig havde set en tæt på og størrelsen på den var slet ikke som forventet; den var jo... stor....
“And you? What about you, Cassian? How come that while most of the city either mourns their loss or are out seeking reverence for their firstborn, you are able to stay so calm?” øjnene landede endeligt på hans skrappe ansigtstræk, men med lige så nysgerrige øjne som hun havde kigget på Archimedes med. Oprigtig interesseret i at høre hans svar, da han syntes at være det eneste menneske hvor saltetårer ikke havde farvet kinderne hvid stribede og had ikke var at spore i stemmen.

Han kunne ikke holde en let latter tilbage som hun fortalte ham at han selv kunne være en god med hans udseende. ”Are you trying to flirt with me Isis or betterly known as Eir?” de skinnende øjne der for en kort bemærkning betragtede hende var ikke til at tage fejl af, han fandt dette møde mere interessant for hvert minut der gik. ”No matter, beauty is a skewed construct, we are only as beautiful as those that look as us, and who is to dictate what is beauty and what is ugly?” filosoferede han som han kiggede ud over haven der lige så stille kom til live ved hjælp af hans magi. Archimedes lod hans næb glide ind mellem de mørkebrune krøller og nippede til hans øreflip som for at fortælle ham at han var begyndt at gå overstregen, ikke at det gjorde ham noget. Han var efterhånden kendt for ikke at lade sig holde tilbage.

En lille lyd der til dels kunne kategoriseres som en kort og hård latter, lod fra ham da hun spurgte hvordan han kunne forblive så rolig. Han trak langsomt på skuldrene og lod blikket vandre opad, hen over muren og mod bjergende lavet af sand i det hinsidig. Han lod solens varme solstråler kaste sig over hans efterhånden mørkebrune hud mens han kontemplerede det bedste svar, hvordan kunne han forholde sig rolig?
”Because revenge is never the answer, and still I didn’t have a kid to lose so that might keep me more nuanced than so many others that stand beside me.” Han trak på skuldrene inde hans øjne fandt hendes skikkelse igen, på samme måde som falken lagde han hoved på skrå som vurderede han hvad det var for et individ han i virkeligheden havde at gøre med. ”because every thing needs to happen for a reason, we might not see it now but one day it will be painted cleare than day, we can look back to this maybe the next hundred years with a new perspective. Who knows? Maybe this is the day that god will forever be challenged by the humans that follows his commands”

Den sol brune hud var intet match mod de rødmosede kinder, hvor fra varme spredte sig ud til resten af ansigtet og efterlod Eir med samme røde kulør som de kronblade der engang havde prydet haven. Munden gled åben, men kun en halvkvalt lyd, forsaget af strubens samme snævring om hendes svar, formåede at passere frit. Englen endte bare med at sendte ham et skævt, sideværts smil, der hverken be- eller afkræftede hans tese.
Lettelsen var derfor stor, da Cassian på ny tog ordet og filosoferede højt om skønhedskonceptet.
“You're quite a person, Cassian.” Set fra en engels synspunkt, så havde hun knapt nok trådt fod jorden og haft en kontakt med det liv, der bevandrede dens flade, men hun havde været omkring nok mennesker til at vide, at heksens umiddelbare livssyn var kontroversielt. Det var forfriskende.
I stilhed stod hun og betragtede hvordan liv blev genskabt, læberne eftertænksomt presset mod hinanden. Lyttede til hans forklaring.

“But it was children. He killed children and...” Lød det bittert, inden hun slog ud med den ene arm i frustration. Hun forstod hans ord og meningen bag dem, at tingene sjældent var så sort og hvide som de blev forsøgt fremstillet. Det ændrede bare ikke på der var bedre måder at gribe det an på, metoder der ikke kostede børns liv og en livstid af sorg. Mennesket var skabt i hans selvbillede, men han var for blind til at se deres vrede og hævngerrighed kun var en refleksions af hans egen.
“Could you forgive him? If you had a child to lose?” Spurgte hun fladt. Vendte ansigtet mod ham med store sorgmodige øjne. “How could you not see him as cruel?”.

// Sletter karakteren beklager <3