Ce n’ est que le début

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

TAG: @Kai
TIME: Friday the 30th of April, 16.08 PM.
WEATHER: Blue sky, sunny 14°C.
PLACE: Gaia, Aston at the Continental.
SURROUNDINGS: A cellar room at the hotel, approximately 12 m². Two chairs are placed in the middle of the room, there's being lighted by fluorescent lamps. Some tree boxes are stacked in one of the corners, but the place is otherwise empty.
ATTIRE:
- Black crop top, black ripped skinny jeans, oversize light blue denim jacket, and doc. martens black leather boots link.
- Smal golden hoop earrings and her gold daylight ring with a blue diamond link.
- Fairly neutral makeup with winged eyeliner link.
- Hair is put in a half updo bun kept in place with a hairpin link.
OTHER:
- Speaks with a french accent.

______________________________________________________

Ganske passende havde den sidste dag i månden vist sig fra sin bedste side, som forårets lune syntes for en gangs skyld virket til virkelig at have sluppet sit tag i april. Stråler at blødt lys havde sat himlen i brand, opløst en hver vatudtrukket sky der havde vovet at blive tilbage som en rest fra natten.
Fleur have denne morgen været oppe før de sidste rester af morgensolens inferno var blevet druknet under det blå himmelhav. Med lukkede øjne havde den røde vampyr siddet og suget de spæde solstråler og deres varme til sig, mens hun havde lyttet til hvordan fuglene omkring hende sang dagen velkomment. Intet havde tegnet til at denne dag skulle blive mere minde værdig end den forrige, da Fleur endelig opgav sin plads i solen.
Lidt over en uge var der efterhånden gået, siden kedsomhed havde ledt til opdagelsen af hotelkæden The Continental. Det havde været en mindre tilfældighed, under en af de mange gange, hvor hun havde ladet sig falde ned i dybet af de mest lyssky kroge af internettet. Navnet havde virket så bekendt, at det havde brændt sig fast på hendes nethinde som en negativ, indtil hun havde måtte give efter og undersøge det nærmere. Efter at være blevet mødt af den første mur, havde interessen skiftet og med en sejlivet stædighed var det til sidst lykkes hende at gøre hvad der burde have været umuligt, at bryde ind i kædens system. Hun havde den gang lukket computeren med et lidt for selvtilfreds smil om de buttede læber, sikker på det eneste elektroniske finger aftryk hun havde efterladt sig var den kronede nattergal (link), der havde fulgt hende siden hendes tid som spion under det Russiske styre.
Det var derfor med et noget perkleks udtryk malet over de fine træk, at Fleur havde løftet det intense blå blik op mod de to bredskuldrende mandeskikkelsers ansigt, da solensstråler blev forhindret i at nå til hende og det lille café bord, hvor hun denne eftermiddig havde taget plads. omkrenset af modlys forsvandt begge mænds træk i de mørke skygger, der havde trånet sig ind over hende. “Pardonne-moi?” ordene havde knapt nok nået at slippe hendes tunge spids før en mørk stemme beordrede havde sagt: "Get up and don't make a scene." som om at hun havde haft meget valg, hvorvidt hun rent faktisk havde ønsket at gå dem i hælene eller blive tilbage med den endnu dampende te. I et øjeblik havde den røde vampyr endda virket til at parere ordre, før læberne forsvandt til de ikke var meget mere end en smal streg i hendes ansigt, kun for at komme til syne igen da hun trodsigt svarede: “I think absolutly not?” hvorefter hun stædigt var forblevet siddende. En handling de to mandebrød ikke tog sig meget notice af.

Kampen havde været ullige fra starten af og odsene havde ikke været i hendes favør. Selv en fuldblodsvampyr måtte se sig selv komme til kort mod to bloddæmoner der ikke var for fine til at gå to imod en, men også gøre brug af feje tricks så som at bruge en forstøver med vand der havde udtræk af vervain urt i sig. Det havde føltes som om de små vandpartikler infusioneret med urten havde været i færd med at ætsede huden på halsen og kæbeparti. En smerte der havde været intens nok til at hun i øjeblikket havde haft svært ved at være i sin egen krop, mens halsen havde snørret sig sammen om smerte skriget til det ikke var meget mere end et smertestøn. Momentet var blevet udnyttet til fulde til og trods for det ikke havde ikke været helt uden fysisk modtand, var det tilsidst lykkes mændene at få Fleur ind i den sorte firhjulstrækker, med de mørk tunede ruder.
Med hændrne bundet bagom ryggen, var et blindfold blevet placeret over hendes øjne, hvilket havde resultetert i en anstrængte, sammen bidte kommentar "You could at least invite me outfor dinner before introducing your fetishes...”. Ord der ikke kunne påståes at falde i god jord, at drømme ud fra den gutturalte knurren de blev mødt af og et hårdt "Shut up.".
Fleur havde forsøgt at memorer sig den rute som bilen havde kørt. Hun havde talt sekunder mellem de forskellige sving og hvilken side de drejede, men havde tilsidst indset at de måtte have kørt i mere end en ring der havde endt med at gøre hende mere desoirinteret, før de nåede frem til bestemmelsesstedet.

Hårde hænder lagde sig over skulderne og tvang hende ned at sidde på det endnu hårdere sæde af træ. "Sit stil or else..." blev der komanderet, med den underlæggende trussel af at vervain vandet ikke var længere væk, end hun kunne få lov til at stifte bekendskab med den svigende og brændene smerte. En smerte hun stadig mærkede resterne af da hver arm blev bundet stramt til hvert sit armlæn.
Ikke meget klogere på hverken distinationen eller årsagen bag, hvad Fleur ville kvalivicere som en reel kidnapnings sag, blev blindfoldet endelig fjernet, efter at have været hvad der havde føltes som timer. Det blege lys fra de frithængende lysstofrør skar i øjnene, så de måtte trække sig missende sammen, i forsøget på at omstille sig. "She's all yours. You might wanna keep this..." lød det fra den ene af hendes kidnappere, da han trådte ud fra det lille kælderrum og svagt kunne høres stikke hånden i den lomme, som Fleur formodet måtte indholde den lille sprayflaske. Det blå blik opspillede sig med et flig af panik spillende i dem. Med en klam fornemmelsen løb hende koldt ned ad ryggen forsøgte hun i hærdigt, men forgæves at vride sig nok på stolen, til at se over skulderen tilbage mod døren bag hende for se hvem der blev snakket til.

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

ATTIRE

xxxxxxxxxxx

Demin skjorte-jakke henover
en pudder-lilla t-shirt og
et par forvaskede sorte jeans
samt slidte læder støvler.

_________________________________________________________

”All mine? Ain’t I a lucky guy today.” Det ville næsten være umuligt at undgå at høre smilet i hans stemme. Desværre virkede det ikke til, at morskaben smittede af på den noget mere bredskuldrede og noget mere dominerende herre, smilet blev foræret.
”Just do your job, pixie.” ”Of course,” røg det helt automatisk ud af Malacha, hvorefter han blev stum og straks så til at kvæle smilet i en proces af at folde læberne godt ind på dem selv og ligeledes sænke blikket fra bloddæmonen. Der var ingen tvivl om, hvor i fødekæden han var placeret. Nederst. Og han burde nok egentlig vide bedre end at prøve at være chummy med sine ’kollegiaer’, men det havde da ikke skadet nogen indtil videre at gøre sølle forsøg fra tid til anden. Ikke anden skade end på ham selv, i hvert fald. Stadigvæk med blikket afveget fra dæmonen nikkede han bekræftende og holdte den lille sprayflaske op for lige at anerkende, at han selvfølgelig satte stor pris på den lille betænksomme gave. Blot for at blive mødt af et arrigt fnys og en misfornøjet grimasse. Og inden den arrighed kunne udvikle sig bevægede Malachai sig endelig indenfor i hans nye tilholdssted for hvem vidste hvor lang tid. Døren blev derefter lukket tungt i bag ham.

Hans blik landede allerførst på de flammerøde lokker af hår den indfangede nymfe var blevet velsignet med. Deres farve stod så skarpt i kontrast til alt andet i hendes omgivelser og selvom lyset i lokalet ikke kunne gøre noget godt for nogen som helst - særligt ikke den ham selv - så formåede det at fremhæve glansen i hårstrående. Som han bevægede sig med ganske afslappede skridt yderligere ind i rummet, blev den faretruende sprayflaske kastet nonchalant op i luften gentagende gange og hvad end beskuende blikke eller nervøse trækninger der blev sendt ham blev mere eller mindre ignoreret i takt med at han passerede hende for at nå stolen efterladt tom foran hende. Det var først da han var nået den, at han oprigtigt så op og mere direkte mod hende. ”Bonjour, Mademoiselle,” hilste han hende helt bekymringsfrit, som om han på ingen måde så eller lagde mærke til, at hun nok egentlig sad i klemme. For ærligtalt; hvad havde det med ham at gøre? Han følte på ingen måde nogen medlidenhed med hende. Og hvis han gjorde, så viste han det ikke.
Sprayflasken blev endelig stoppet i lommen af hans sorte og forvaskede jeans for at gøre hans hænder frie til, at gribe omkring stolens ryg. Der lød en øreskærende lyd, som negle henover en tavle, idét han trak stolen med sig henover det hårde og kolde betongulv og kun sørgede for at have to af de fire stoleben løftet. Og så som han nåede den nærmeste væg, drejede han fermt stolen omkring på blot ét ben således, som han droppede ned at sidde, at han havde fronten rettet mod den rødhårede kvinde i midten af rummet. Han ventede ikke med at sprede benene og lænede sig tilbage i stolen, så lang tilbage, faktisk, at de forreste stoleben endnu en gang blev lettet fra gulvet og ryglænet stødte ind mod muren, han havde søgt til. En let fløjten lød så fra ham, samtidig med at han begyndte at fumle med noget i sin jakkelomme, der ikke virkede til at komme ud lige med det samme, dog var det tydeligvis et besvær han var vant til efter at have gjort handlingen over mange gange før. Han var bare for doven til at gide gøre lommens åbning større. Så stor en hindring var det så altså heller ikke.

Hvis ikke Malachai’s ydre allerede havde afsløret, at han på ingen måde var lige så velhavende som kvinden i stolen - hans tøj var brugt og kunne nok godt bruge en grundig vask og selvom han ikke var dækket af støv og skidt denne gang, som han meget vel kunne være, så var det i hvert fald et par dage siden hans utæmmelige krøllede manke var blevet skyllet igennem med sæbe - så blev det sikkert endnu mere åbenlyst som han trak en oldgammel mp3-afspiller frem fra lommen. Aflang og rundet og med en meget lille digital display skærm, der ikke engang var bagbelyst. Høretelefonerne, viklet omkring den var til gengæld af bedre kvalitet. Nye faktisk. Ikke at han have betalt sig til dem eller noget. Den slags penge ege han squ ikke. Det tog lidt mere fumle arbejde men til sidst fik ham viklet dem helt fri fra knuder og kunne proppe dem i ørene. Parat til at nyde sit babysitter-job med lidt musik frem for stilheden der rungede i rummet. Og hvis ikke han blev afbrudt for meget ville den sagte lyd af Cher lige akkurat blive hørt igennem den elendige lyd-isolation der var i hans høretelefoner. Og også fordi han ikke var sky for at skrue ret højt op for sin musik.

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

Det tunge klonk rungede næsten i det halvtomme rum, i det dør slåens metal gled sammen i den vacuum liggende tilstand dør og kam skabte for hinanden. En lyd, der lod Fleur vide, at endnu en forhindring blev føjet til den i forvejen stigende bunke som hun måtte overkomme, skulle det faktisk lykkes hende at komme fri af stolen. Et skridt, så et til og endnu et lød bag hende. Der var ingen hast i dem, snarer blev de taget som havde personen alt tid i verden til at give sig tilkende, til lige stor frustration og ikke mindst irritation for den bundne vampyr, hvis reb lige nu virkede som en urimelig barriere til frihed.
Stålfast havde Fleur allerede nøje tilrettelagt plan for hvordan hun skulle møde skridtenes ejermand, så snart han trådte ind i hendes periferi. Hun ville have mødt ham med et blik der kunne have fået temperaturen til at droppe til under frysepunktet, med et stramt drag om munden der ville få de fyldige læber til syne mindre end de var. Planer der forsvandt hurtigere end vand løb ned gennem et afløb.
Synet der mødte hende var på ingen måde forventet. Det var ingen hærdebred høj mand, med over demissionerede biceps der fik ham til at ligne en skamavlet bulldog, der trådte frem foran hende. I stedet mødte de blå laguner en mandeskikkelse ikke meget højere end hende selv, at gætte ud fra hvor lidt hovedet måtte vippes bagover for at se hans ansigt an, under de uregerlige krøller der angiveligt i den grad trængte til et varmt bad og rigelige mængder sæbe. Nusset var nok det bedste og pæneste ord Fleur ville have beskrevet sin nyeste barnepige med, stærkt farvet af klæderne ikke helt kunne betegnes som værende shabby chic slidt. Men selv lidt uvasket hår kunne ikke skjule aromaen af glimer bevingede væsner. De havde simpelhent sat en fe af alle væsner til at vogte over hende?
Munden faldt stik modsat planerne let åben, mens begge øjenbryn kravlede overrasket længere op i panden, og fik små fine linjer til at dannes. Alt mens blikket syntes at have svært ved at finde et fast holdepunkt, sådan som øjnene flakkede skiftevis mellem den mørkhåret mand og den flaske, hvis indhold hun allerede havde stiftet et lidt for nært bekendtskab til. Det hele virkede så surrealistisk at hun først ikke lod til at registrerer, han havde hilst, som om hele denne seance var det mest normale i verden og så tilmed på fransk. Det var først da den tomme stoles trak skrigende over beton gulvet, som han trak afsted med den og nærmere den en væg at Fleur syntes at bryde ud af sin egen overraskelse, under en krøllet grimasse “Could you not?” spurgte hun i en hård tone, mere eller mindre retorisk, tydeligt utilfreds med hans tarvlige forsøg på at penetrerer hendes hjerne med en lyd lige så behagelig som negle på en tavle.
Den nonchalante ageren blev ikke mindre da han uden vider bekymring tog plads på stolesædet, skubbede fra med fødderne på det støvede gulv og lod stolen vippe tilbage, som havde han været intet mindre end en demonstrativ skoledreng, der let kunne tolkes som værende arrogance. Og så lukkede han hende ud med lyden af... Cher?... “Tu te fous de moi?” mumlede hun mere henvendt til sig selv og universet, før hun vriddene på stolen gav sig i kast med at forsøge på at fange hans udelte opmærksomhed. “Ey, pixie boy...” kaldte hun med hævet stemme, men da det ikke virkede til at give den ønskede effekt, blev næste hattrick taget i brug - en flyvende støvle.
Efter lidt asen og massen havde det lykkes det at få lirket den ene af de sorte læderstøvler tilpas løs, så foden kunne trækkes fri til vristen var i støvleskaftet og gjorde det muligt med et swippende bevægelse, at sende den i kurs mod ham. Støvlen ramte væggen omkring 20 centimeter væk fra feens ansigt, før den fladt tungt til gulvet.

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

Til trods for at han intet hørte, hendes kønne stemme blokeret godt og grundigt af ”..barely holding on. But there’s just something so strong..”, så var der da stadigvæk en lille del af Malachai’s bevidsthed, der opfangede hendes forsøg på at tiltrække hans opmærksomhed. Skimmede hendes læber bevæge sig og hendes blik vendt i hans retning. Men den lille del var også hurtigt og nemt blevet overtromlet af den samme mentalitet, som netop gjorde at han var så afslappet omkring det hele. Hun var kun hans problem, skulle hun ende med at løbe væk. Og hans eneste job var egentlig bare at holde et vågent øje med hende, sørge for at hun ikke pludselig havde vredet leddene så meget, at rebene omkring dem blev for løse. Det var hans job at undgå at ting overhoved nåede så langt. For ligesom han måske ikke så ud af meget, så var han det heller ikke. På ingen måde ville han vinde i en styrke-match mod en som hende. Så hvorfor havde de placeret ham i rummet og ikke en eller anden? Der var tydeligvis andre muligheder til stede, mere bredskuldrede muligheder, så som de selv samme dæmoner, der havde bragt hende ind. Det var faktisk ganske simpelt. Malachai var der ikke til at stoppe hende i at flygte, skulle det vise sig, at han var så elendig til sit arbejde og ikke havde formået forhindret det i at komme så langt. Han var undværlig. Men han ville kunne nå at gøre alarm og dermed ikke lade hende komme langt.

Kort sagt; så var han der ikke for at have en hyggelig lille samtale med frøkenen. Han stod ikke for forhøret, som hun havde i vente, så han havde kun minimummet af sit fokus rettet mod hende. Af præcis samme grund havde han på ingen måde forudset den flyvende sko.
Instinkt nåede lige akkurat at blive aktiveret som støvlen farede meget tæt på, dog samarbejde instinktet ikke på samme måde med hans registrering, så selvom han fik løftet blikket og noget nærme sig hans ansigt gik der stadig et sekund før, det gik op for ham, hvad der skete og reaktionen satte med ét ind. Forskrækket råbte han op og spjættede refleksivt med sine lange og ranglede legemer, at han blev tvunget til at vippe frem og sætte stolens fire ben - sammen med sine egne to - solidt i gulvet for ikke at risikere overbalance og et følgende rabalder. ”Nom de Dieu,” røg det helt automatisk ud af ham i takt med at høretelefonerne voldsomt blev revet ud af hans ører, idét hans øjne straks søgte først mod væggen, hvor støvlen havde gjort kontakt og så ned på den, som den lå på gulvet. Og til sidst piskede han hovedet omkring for at se mod vampyren, der ganske rigtigt sad og manglede sin sko. Mest af alt var han chokeret, inden hans udtryk fik mere utilfredse folder. ”C'était pour quoi ça? You could’ve hit me with that one!” Som han talte en sammenhæng af bade engelsk og fransk, kom hans franske accent og dialekt virkelig frem i hans stemme. Stemplede ham som lige så meget en indvandre som hende selv.

Utydelige ord blev mumlet sagt og en hånd blev så sendt igennem håret for at kaste de lange lokket om på den anden side af skilningen og ligeledes væk fra hans ansigt, før han fluks samlede den tynde ledning til høretelefonerne til en kluddermutter, der ville være et helvede at folde ud igen senere, og atter kom op at stå, placerede sit kæreste eje - MP3-afspilleren - tilbage på stolen, inden han traskede over til hende. ”That’s it.” Han stillede sig ganske nær hende, foran hende hvorefter han kom ned på hug og skubbede de allerede opsmurte ærmer en smule længere op, inden han rakte frem mod den af hendes fødder, der stadig var iklædt det andet dødelige våben. ”I’m confiscating your shoe privilege, petite Cendrillon. For your and my safety.” Nok mere kun for hans.
Om hun så valgte at gøre dig uproblematisk, gjorde han ihærdige forsøg på at gribe fat omkring læggen af hendes ben og gjorde sig lige så ihærdigt et forsøg på at holde det stille så han kunne pille ved snørebåndene og forhåbentlig hive skoen helt af uden at blive sparket i ansigtet.

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

Omkring lidt over halvvejs under støvlens færd igennem luften, gik det op for Fleur hvilken kurs den havde. Forudsigende gled øjenlågene længere fra hinanden til begge øjne var spærret op i sådan en grad, at der havde været en real fare for de ville trille ud af øjenhulerne, hvis det fysiologisk havde været muligt. Givende hende et udtryk, der mest af alt mindede om et lille barn taget med fingrene begravet dybt i kagedåsen.
Havde hun aktivt forsøgt at sigte støvlen med den fulde intention om at ramme den mørkhåret fes ansigt, nej. Kunne hun i sidste ende sige sig helt fri for ikke at være bare en anelse skuffet, over at den havde været så tæt på og desuagtet så langt fra at ramme, nej det kunne hun ikke. Hele hans ageren eller mangel på selv samme gjorde jo er han nærmest tiggede om at blive målskive for flyvende sko, sådan som han praktisk talt negligerede hende til fordel for lyden at Chers ikoniske stemme og hans egen lille privat koncert med hende. Så privat som den nu kunne blive med volume-knappen skruet op, så Fleur selv uden sine skærpede sanser, ikke særlig stolt over faktummet, ville have kunnet synge med ord for ord, hvis ikke hun havde haft mere travlt med at forsøge at fange sin babysitters opmærksomhed.

“Oh, merde…” endte hun med at mumle for sig selv. Skjult under lyden af skosåler og stoleben, der stødte mod det hårde underlag. De blå øjne tog atter deres sædvanlige skikkelse igen, men desværre kun kortvarigt, for mens han ikke syntes at trække en mine over at flå høretelefonerne ud af ørene, så kunne hun nærmest føle handlingen med en passende grimasse til følge.
“Well,” lagde hun ud og lod blikket flakke mellem hans skikkelse og skoen. Inden at hoved langsomt lagde sig på sned med et smil der bevidst skulle bløde det følgende, flabede, retoriske spørgsmål “C'était un peu le point. J'ai attiré votre attention, n'est-ce pas?” fuld bevidst om valget af slå over på sin modertunge. Forhåbentligt ville det gøre ham mere medgørlig for overtalelse om at lade hende gå, franskmænd måtte jo holde sammen, for fædrelandet og alt det fis - ikke?

Lydløst sad hun og så til, mens han valgte at samle ledningen i hvad der bedst kunne beskrives som en fremtidig test af temperament og tålmodighed. I forsøget på ikke at kommentere på hans fremtidige fortrydelse, gled tungespidsen ud mellem læberne, som den fugtede før den forsvandt tilbage ind i sit skjul. Øjenbrynet, det ene af dem lod sig ikke forblive lige så passiv. Lettere fordømmende og måske en snert af skadefro lod det til at sige lige præcis de tanker der kredsede bag den blege pande 'You're gonna to regret that decision later.'. “What?” udbrød hun overrasket, over hans udmelding, før ordene nåede at bundfalde sig samtidigt som han sank på knæ foran hende “No... No, n'y pense même pas!” advarede hun med blikket fæstnet på hans ansigt, i et forsøg på at fange hans blik med hendes. Pladsen var allerede træng og med hendes i forvejen indskrænkede bevæg frihed, var det nærmest en tabt kamp på forhånd da Fleur prøvede at undgå at få fra taget det sidste mulige kasteskyts. “Okay, okay, wait! What if I promise not to throw it at you? D'où viens-tu? I'm from Bourges, located in central France, along the Yèvre river?” lød det i forsøget på at få hans opmærksomhed ledt væk fra støvlen, og som et let købt forsøg på at bonde lidt med ham før hun bedende spurgte: “Please let me go, help a fellow frenchman out, oui?” i det han endelig formåede at få styr på begge ben og i en lettere akavet stilling gav sig til at binde snørebåndene op. “I won't tell anyone that you untied me.” lød det grænsende til en hvisken, mens hun lænede sig så meget frem mod feen, som det nu var muligt i den fastbundene position. “I'm innocent. They must have mistaken me for someone else.” løj hun tilføjende, med et blik der kunne have været en værdig modstander i mod en tiggende hundehvalp.

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

Åh, det fik så sandelig hans opmærksomhed. Hun havde for helvedet nær givet ham et hjertestop med den flyvende sko. Hvis der var nogen der kendte til de skjulte midler der lå i en støvle, som den hun havde sparket af pokkers til - egentlig en imponerende bedrift hvis man nu skulle give hende dét - så var det Malachai. Hårde støvler og robuste snyder som dem var ikke noget man skulle ønske sig selv at skabe kontakt med. Det samme gjalde spidssnudede stiletter.. Men mens hun ganske rigtigt havde fanget hans så eftertragtede bevågenhed, så var der på ingen måde en god nok undskyldning, der kunne få ham til at blot tilgive hende og gå tilbage til at summe i sin egen musikalske verden. Hvis noget, så ville han da ikke lade det gå til spilde, at hun havde fået ham ud af stolen og op på dovne ben!
”Hm?” var lige alt, han præsterede for hende verbalt, som han havde sat sig til rette foran hende, hvortil han da lige lod sine mørke, udslukkede øjne se op på hende med et løftet øjenbryn, der modsat hendes tidligere udførelse af samme handling, udtrykte i stedet et ironisk og falsk forhør af hendes bøn. Eller med hvordan hun snappede, var det nok mere en ordre. Og hun måtte da allerede dér vide, at han ikke havde nogen intentioner om at følge den, særligt ikke som han fik taget sit greb omkring hendes fod og kort derefter så tilbage ned på, hvad han lavede.

Hvad han ikke havde forventet, var hvordan hun ville begynde at gøre situationen mere… personlig. Der var ikke noget at sige til, at hun da fangede hans fokus igen, sådan som hun bragte hans hjemland ind i deres meget ensidige samtale, men det var ikke helt nok til, at han ikke færdiggøre snørebåndene før han skævede tilbage op på hende. ”Pas de veine, petite Cendrillon, but I’m not going to take my changes with you. I don’t have much loyality left for my country, however doux son it’s to hear the language spoken like a true frenchie,” svarede han tilbage med et ny-fundet og noget kækt smil, der sad tydeligt højere i den ene mundvige end den anden. Han møvede sin pege finger ind under den sidste samling af snørebåndene og trak godt til indtil at det nærmest var som om at skoen gled af hendes fine lille fod helt af sig selv. I takt med at han i en fluks bevægelse hjalp den på vej, gled hans anden hånd længere ned fra læggen og ned til hendes akillessene for lige at få et bedre tag i den, nu hvor det var noget nemmere uden en solid sko. Bare lige indtil han kunne komme op at stå igen og komme uden for sparke vidde. Han stolede på ingen måde på hende.
Med et pust, som havde det været anstrengende at komme op på benene og strække sig ud igen, kastede han nådesløst skoen over i samme hjørne, hvor den anden var landet. Klappede kortvarigt sine hænder mod hinanden for at børste støv af dem, om skoen havde været beskidt eller ej. Der var mere tale om en vanesag.
Løgnen fangede han strakt og løgnen førte strakt en interesse med sig, som han uden tøven vidste frem for den rødhårede nymfe, som han blev stående der foran hende. Så hun var en lille løgner, var hun? Ikke overraskende taget i betragtning, at hun var endt hvor hun var endt. Der var som sådan også en god grund til hans oprindelige proces før til ikke at give fangen hans time of day. Man lagde nok ikke rigtig mærke til de konstante mønstre, når man var den der sad bagbundet i stolen. ”Mistaken you for someone else you say? Attendez un instant,” valgte han så at spille med, som han åbenlyst lod blikket glide op og ned ad hende, indtil det landede på den skinnende ring omkring hendes ene spinkle og feminine finger. Og uden at han egentlig tænkte meget over det - for virkelig, hvad godt kom der af at tænke? - trådte han skridtet tættere på hende og med fingre lige så ferme som en veløvet tyv rakte han ud, tog om hånden og trak ringen af, før han holdte den lidt fremvisende op foran hende: ”A precaution,” forklarede han hende, som om det ville gøre det okay for ham, at fratage hende ikke bare hendes sko-privilegie men også fritgående skulle han faktisk lade hende gå.

Ringen proppede han uden videre ned i sin bukselomme, ned til den lille søde flaske af vampyr-repellent, inden han med lange skridt gik over til sin stol. Dog ikke for at sætte sig ned igen. I stedet greb han om den, og denne gang bevist for at skåne hendes sarte ører, løftede han den fra gulvet, som han bragte den tilbage over til hende. Stillede den foran hende, ryglænet vendt mod hende. ”I bet the other guys won’t believe you but hey! I might be able to convince them. So talk to me then. You’re innocent? What’s that about? So you don’t even know why you’re here? Who has have you brought here and tied up?” sagde han, som han svang et ben over stolen og placerede sin mås I sædet med armene hvilende på kanten af ryglænet. Satte sig godt til rette og gjorde sig klar til at lytte. Ingen grund til at ødelægge hendes lille løgnagtige akt. Der var trods alt ingen der vidste, hvor lang tid de ville være der.

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

Havde Fleur været bare en anelse mere forudseende, en vurderingsevne hun normalvis ikke syntes særlig mangelfuld af, ville hun måske have genovervejet situationen og sin valgte metode til at sætte sig selv i fe'ens spotlight. Skoen havde ganske vidst virket upåklageligt efter hensigten, men hun havde vitterlig ikke skænket det tanken, at hans modværge ville være at beslaglægge den anden sko. Et ganske kløgtigt valg fra hans side, det måtte man trods alt give ham, men det betød ikke at det var et valg der var bifaldet. En flugt på strømpe fødder var mulig, men ikke videre rar alt efter hvor lang en tur og på hvilket underlag man skulle ud på. Foruden at det var svært at få i et med mængden barfodet. Hun havde unægtelig begået den største fejl af dem alle, at undervurdere sin babysitter, forblændet af hans foregivet henslængte holdning og små nussede beskaffenhed.

Hm'et var omtrent lige så dovent, som skridtene havde været i det afstanden mellem dem var blevet lukket. Sådan føltes det, lige indtil at hans blik løftede sig og så på hende gennem sorte vifter af tætte øjenvipper. Til Fleurs store overraskelse var det hverken synet af eklektisk blå, glødende orange eller anden dragende farve der mødte hende, men derimod mørkebrune, næsten sorte, øjne der mødte hende. Forundret trak hovedet sig per automatik tilbage i et lille ryk, mens de røde bryn forsøgte at knytte sig sammen henover næseryggen, før de måtte opgive og faldt tilbage til deres sædvanlige positioner i ansigtet.
Det var et ganske overbevisende forsøg på at vildlede hende til at tro hun halv var lykkes i at sno ham bare en smule omkring sin lillefinger, og hun ville have sprunget i med begge ben, hvis hun altså bare havde været væsentligt mere blå øjet. I stedet tog hun en dybere indånding ind gennem næsen, hvorefter den samme luft blev sukket tungt ud i det hun endte med at sidde mere immobiliseret end hun allerede var, da det endelig lykkes ham at få et ordenligt tag omkring benene. Optakten til sukket havde være fuld intentionel. De mørke iriser havde med det samme sat tvivl i hende, om han rent faktisk var fe, men den sødmefulde aroma var ikke til at tage fejl af, hvilket kun gjorde forvirringen omkring ham total. What kind of faerie was he?

Det var med en brændende indvendig irritation, at Fleur kunne se til mens arbejdssomme fingere trak snøren løs. Slaget om støvlen viste sig umiddelbart ikke helt tabt på forhånd. Strategien med gå til ham med en mere personlig facon virkede til at have sin effekt, eller sådan troede hun. Sejren var kort livet og svandt så snart de første ord gled over hans læber. Det krævede alt havde hun havde i sig af mådeholdenhed ikke at lade hovedet faldt bagover for himmelvendte øjne i ren frustration.
“Vraiment? Qui t'a blessé en arrière en France? I mean how can you not have just a little flicker of loyalty left for your country? Do you think we won that many wars by standing alone? Non.” forsøgte hun sig på ny at tale til hvad end rest af fransk sammenhold der måtte leve under den brune skal, der udgjorde hans jordiske hylster. Et øjensynlig ligeså forgæves forsøg, som kampen om støvlen havde vist sig at være, da han ingen antydning gjorde til at ville indvillige i hverken at løsne knuderne på rebene eller lade skoen forblive på foden, inden at han placerede sig uden for hendes benlængde og der med uden for risikoen for ømme skinneben - så længe det nu varede.
“Oui, it's the only explanation on why I'm here wasting your time. I'm a student, what could I possibly do that would cause me to be held hostage? Tricher dans un test, hm? Clearly, I'm the wrong person to sit in this chair.” spandt hun videre på løgnen med bedst tillærte overbevisning hun kunne mønstre. Det var derfor også svært ikke at lade et lille smil trække sig frem i mundvigene, da han atter nærmede sig. Bevægelsen var indøvet, lidt for vel indøvet da han formåede at lirke ringen af og stoppe den i lommen, at havde det ikke været forbi hun var tvunget til fra første parket at bevidne det, så ville han nok ubeset havde kunnet slippe afsted med sit tyveri. Hun forsøgte ingen gang at få det til at lyde som en forespørgelse at få ringen tilbage, da hun med spæd panik i stemmen ytrede “Que fais-tu? - Non le rendre maintenant.” som den i forvejen lyse honning bløde stemmen blev en halv oktav højere. Hvorefter hun med stor opmærksomhed fulgte ham med blikket, mens stolen blev flyttet hen foran hendes.

“No that's what I'm telling you, I know nothing of why I'm here or who wants whoever I'm mistaken for here. I haven't even killed someone for food or whatever reason you might think I could've.” den sidste del var de eneste sandfærdige ord der forlod hende. Egentligt vidste hun godt grunden for sin tilstedeværelse og hvem der havde ønsket hende her, også selv om hans navn endnu ikke var blevet bragt op. “We could make it look like an accident like I broke lose and knocked you out. Pour l'amour de Dieu I'm a pureblooded vampire what could you possibly do, besides spraying me? You would've to grab the bottle from your pocket before I would've shortened the distance.” foresslog hun ham med en påtaget eftertænksom mine, men ventede ikke på svaret inden hun helt blidt spurgte “So would you be so kind to give me my ring back? S'il te plaît?” hovedet skrånet ganske let til den en side med nedadvendte mundvige og øjenbryn, givende hende et tiggende hundehvalpe udtryk.

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

I sidste ende trak Malachai blot på skulderne over hendes fortsatte forsøg på at give ilt til en allerede for længst slukket flamme af national stolthed. Desværre for hende havde han nok egentlig aldrig haft noget af den. Hverken nu eller før han var blevet pålagt den dom han nu engang havde. Den eneste stolthed han holdt for Frankrig - sådan rigtig - var deres fabelagtige sangfuld. Edith Piaf. Ingen sang som hende. Oh oui, magnifique. ”Eh, je n'ai combattu aucun d'entre eux,” pointerede han imponerende uimponeret til trods for at han da gjorde sit og tænkte tilbage på krigene. Han forstod virkelig ikke, hvad det var blodtøsen forventede af ham for uden at han ville lade sig selv dvale i hendes løgne. Løgne der gled så let af hendes fine lyserøde tunge som var det skøjter henover nyligt poleret is. Han havde næsten ondt af hende. Næsten. Hans medlidenhed syntes at blive overrumplet alt for let af det morskab over hende han kæmpede imod ikke at vise frem på sin yderside. Kæmpede for at opretholde den dramatiserede lyttende opmærksomhed han så ende på.
Men som den gode dreng han var så kommenterede han ikke så meget på det. Særligt ikke som hans fokus lå på at få ringen af hendes finger. Noget der viste sig at være som at tage slik fra børn, når man arbejdede med så ferme pilfingre som ham. Og så opstod der pludselig, hvad Malachai skulle mene at være det mest ægte af en reaktion, han hidtil havde fået ud af hende, og han hævede forundret sine buskede bryn af hende. Det var da lige ved at bringe et smil frem på hans læber. Sådan et rigtig kækt et. Han opdagede for alt for sent, at han havde glemt at faktisk gøre sig umage og smilet havde sneget sig frem alligevel. Ups.

”Rends le?” spurgte ham med et opløft i tonen der i enden som han så på hende med et næsten overrasket og forvirret udtryk i ansigtet. Det skæve træk i hans mundvige hang stadigvæk ved og gjorde det godt umuligt at forvente, at han faktisk overvejede at give ringen tilbage. ” Ç'est probablement mieux si je le garde, mon cher. Imagine if you ended up loosing it in midst of your attempted escape. Nooon non non.” Med en viftende håndbevægelse og en rynket grimasse afviste han hendes bøn om sin ring tilbage. Faktisk, den havde godt nok ligget solidt i lommen, hvor han oprindeligt havde tænkt, at den skulle blive, men nu blev han pludselig fristet til at fiske den op igen. Og det gjorde han så. Han lænede sig frem i sædet igen og med begge arme hvilende på albuerne på ryglænet, drejede han ringen i mellem begge sine hænders fingre. Han havde da set at den skinnede før, han havde et øje for dyrebare smykker, men det var ikke altid at han faktisk kom omkring til at studerer smykkerne idét han hapsede dem til sine bundløse buksehuler. ”Ç'est une fichue bague de fantaisie, cependant,” måtte han indrømme, dog uden egentlig at tale direkte til hende.

Det var lidt de der enkelte brud i hendes løgne, som fangede ham mere og han undrede sig en tand over hvorfor en så god til at lyve ud af sin sikkert vidunderlig røv valgte at drysse sandheder ind hist og her. Havde hun opdaget at han kunne skelne mellem dem? Narh. Selvfølgelig havde hun ikke det. Hun spyttede stadigvæk sin trøste-historie ud som havde nogen trykket på ’high speed’ knappen et eller andet sted i hendes kontrol system.
Feen fortsatte med at lade som om at han lyttede engageret med i, hvad hun havde at fortælle og han nikkede tilmed et par gange, særligt som det blev påpeget at han i princippet ikke ville kunne stille meget op imod en som hende. Sandt. Var han ikke velvidende om, hvorfor han var blevet sat til at babysitte - og samtidig stort set afklaret med det - så ville han nok have været en del mere nervøs. Han sugede skarpt luften ind igennem hans tænder i en eftertænksom og udstrakt tid, blikket var tilbage på ringen i hans fingre. Skulle han? Men nu havde han lige taget den! ”Tu dis quelque chose là…” Med ét lukkede han hele næven omkring ringen. ”Mais non peut faire. Please, don’t take it too personal. I’d just rather not have my boss on my ass because I let the sparrow out of its cage.” Fluks var ringen proppet tilbage i lommen, og egentlig kun fordi hun havde mindet ham om den bette smule vampire-repelent, fiskede han flasken op. ”Il me tuerait. Arrache-moi la tête.” Det var ikke en fuld løgn. Men det han sagde, den måde han sagde det på, flød på en løgn.
”Why don’t I try and see if I can get the man himself down here and you can explain this little misundersanding??” Han fik snildt en pegefinger ind I nøgleringens loop og svang den lille spray flaske rundt så den landede perfekt I hans håndflade, alt imens han så alt for spændt ud på hende. Som om hans idé havde været den bedre af de to.

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

“Est-ce que vous plaisantez…” Mumlede hun nærmest uhørligt. Tænderne blev bidt så hårdt sammen, at det knagede i hendes indre øre. Det måtte simpelhent være løgn, den største kosmiske joke til dato. Ikke nok med at skæbnen ville at det var en franskmand, og så endda en fe, der var blevet sat til at babysitte hende så skulle det også vise sig at være den ene franskmand, der ikke bar bare en flig af bare noget der mindede om national stolthed i sit hjerte. Det var sikkert derfor hans ild var blevet slukket. En rimelig pris at betale, hvis hun selv skulle gøre sig til dommer. Hun var muligvis lidt farvet af hele den fastbundende situation og hans manglende samarbejde. For når sandheden skulle frem, så indehold hendes egen nationale stolthed ikke meget mere end god ost, dyr vin og formidabel kunst, men det gjorde det ikke nemmer at forlige sig med at hun ikke kunne trække kortet for national samhørighed overfor ham.

Havde det ikke været forbi at Fleur havde den store ære i at sidde i første parket, havde hun næppe bemærket hvordan ringen forsvandt fra hendes finger. Den kære fe havde fingersnilde, og hun ville måske endda have givet ham et imponeret blik med på vejen, hvis ikke det var fordi det var hende som han havde bestjålet.
“Oh, tu es drôle, n'est-ce pas? Non.” Kommenterede hun tørt med rullende øjne, der smallede sig da de faldt tilbage på hans skikkelse. Skarpheden var ikke til at tage fejl af da hun som sidste advarsel bad ham: “J'ai dit rends-le,” Hvorefter imaginære blylodder satte sig i begge mundvige, og vægtede dem tungt ned af i en væltet halvmåne. Kun forstærket da ringen atter kom til syne og han som en anden pantsætter gav sig til at vende og dreje den mellem sine fingre. “s'il te plaît? C'est un héritage de famille, c'est la seule chose qu'il me reste.” Stemmen var endnu en gang blevet blød, næsten tiggende i sin klang da hun lod endnu en halv løgn glide af tungen, skjult under en delvis sandhed.
Om så hun havde lagt sig på knæ foran feen, ville han ikke have givet efter for de bedene ord og hvideløgne, som så mange andre fjolser ville have gjort. Ikke alene havde han frarøvet hende hendes støvler. Han havde tilmed valgt at tage den ene ting, som forhindrede Fleur i at storme ud af bygningen i det øjeblik han gav efter og slap hende fri. Det var dog blevet ganske klart for den røde vampyr, at ikke han om så sol, måne og stjerner stod på samme linje ville indvillige i at følge hendes forslag på en flugt, uanset hvor godt den blev serveret for ham. Ovenikøbet havde han nu den frækhed at finde en lille sprayflaske frem, de andre brød havde overrakt og det var den der fik bægret til at flyde over.
“Ta stupide luciole…” Lød det sammenbidt.

Pulserende blålige streger tegnede sig frem omkring den lyse hud omkring øjne. Med alt kraft hun kunne præstere at lægge i de spændte muskler, gav stolens samlinger sig knirkende i armstøtterne, før en metallisk høj tone lød da den første af dem gav efter og dernæst den anden side.
Skulle hun selv sige det, så ville hun selv have ment at hun havde været en ganske eksemplarisk fange. Jo vist havde der været en flyvende støvle, men hun var færdig med hans julelege. Der var derfor heller ingen tøven da hun rejste sig fra den ødelagte stol.
“Give me back my ring, Tinkerbell, or I’ll be the one to tear your head from your body.” En hånd blev holdt frem mod ham, mens blodårerne langsomt forsvandt. Det var længe siden hun havde været så tæt på en fe, og hun kunne uden brud på den solkyssede hud lugte og høre hvordan det sødmefulde blod pumpede rytmisk rundt i ham. Sandheden at hvis det kunne undgås, så ville hun helst gerne ville slippe for at skulle gøre alvor af sine ord. Hun stolede ikke på at den mindste blodperle af fe-blod ikke ville få alt selvkontrol til at smuldre.

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

Malachai kunne da muligt holde sig fra at gøre sit drengede smil endnu bredere. ”C'est ça! Je suis thrès drôle,” tøvede han ikke det mindste med at pointere for hende til trods for, at hun da havde gjort sit til at udtrykke sin uenighed. Men hvad vidste hun også? Ingen kendte ham bedre end ham selv og skulle han selv sige det, så var han da hysterisk morsom. Den var galt med hende, siden det var hende der ikke lo eller lod til at have den mindst form for humor. Quelle honte, bébé. Og dog, måske hun alligevel havde sans for lidt morskab, for sådan som hendes guddommelige ansigt pludselig blev omformet kildede da bestemt hans funny bone. Sådan som hendes udtryk med ét havde ændret sig, ja, ændret sig til noget mere ægte end den uskyld, hun havde forsøgt at narre ham med før. Ikke at han ville påstå at hun ikke var en suveræn skuespiller, for han ville indrømme, at han ville have faldet dybt i de klare øjne, havde han ikke båret på sin indbyggede faldskærm.
Dog var det den følgende erklæring der stoppede ham fra at fryde sig alt for meget over hendes surmuleri, ligemeget hvor grænsende til kært det egentlig var. Et familie arvestykke, huh. Var det bitterhed han kunne smage på sin tunge? Lige der på tippen, blandet godt ind i den egentlige tørst for formuen han ville kunne få for en ring som den.

Ta stupide luciole..
Med blikket gledet fra hende i hvad der umuligt kunne have været mere end et sekund eller to, fløj det straks tilbage op på hende. Oprindeligt var det med den samme mangel på bekymring, men det ændrede sig også meget hurtigt. Ikke engang havde han nået at se op og lægge mærke til misfarvninger om hendes piercende øjne, før den første frigjorte hånd med ét krævede hans fulde opmærksomhed. Han var tydeligvis chokeret og sad straks mere rank som en surikat med øjnene gjort store og kun sølle rester af hans kækhed tilbage i hans ansigt. Så sprang den anden hånd fri og meget li hende selv, var han hurtigt ude af sin egen stol. Noget mere sprængende og fumlende end hende, godt nok, sådan med stolen mellem sine ben. I det mindste efterlod det en stol placeret mellem dem, selvom det ikke ligefrem så ud til at gøre nogen forskel. ”Merde,” fløj det ud af munden på ham, som han fluks havde taget nogle kujonske skridt tilbage og løftet sine hænder halvt-overgivende. ”Hey hey, now. Let’s just talk about this. Français à française.” Han fik præsteret et sørgeligt forsøg på et beroligende smil, der kun fik lov til at blive siddende i hans mundvier i få øjeblikke af gangen.
Et skridt mere blev taget tilbage for ikke at risikere at være indenfor bide-vidde for hende med de skarpe tænder, før han, som skulle et plaster rives af i én hurtig bevægelse, sænkede sine hænder og gravede dem begge ihærdigt ned i hans bukselommer. ”Bague… bague.. Votre bague..” gentog han manisk i takt med at han rumsterede med at få fingrene til at gribe om det bette smykke helt nede nederst i lommen, som var han en stofmisbruger trængt op i en hård-håndet lånehaj. Der! Med ét kastede han ringen i hendes retning i en bevægelse der allerede var begyndt det samme sekund han havde fået hånden op af lommen. ”Ah, voila!” Og tilbage var smilet, bare med en mere ustabil selvsikkerhed. Han stod stadigvæk i skudlinjen, men han havde da undgået den første kugle mellem øjnene. Right? Ingen ømme følelser.

Den lille flaske havde han stadig plantet i sin anden hånd. Han havde fermt brugt situationen og hektiske, desperate bevægelser for at forsøge sig med, at skifte opmærksomhed og lade det virke som om, at han faktisk havde måtte proppe den tilbage i lommen for at fiske ringen op. Han kunne kun håbe, at hun enten havde det fæstnede indtryk af ham, at han var noget tom i knolden eller at hun selv ikke var helt skarp-skruet. Han væddede mere på det første. Men han gav hende ikke rigtig tid til at lade tankerne marinere eller for hende at lægge mærke til flasken, før han hævede dens front op foran hende og trykkede med et sigte mod hendes øjne, hvorefter han allerede var parat til at undvige potentialet for kattens arrige krads og jag.

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

Med øjne så store som tekopper, der truede med at trille ud af øjenhulerne på ham, formåede den slukkede fe at finde fodfæste. Bevægelsen var hurtig og knapt så elegant, da han forsøgte at bruge stolen som et værn. De få centimers afstand var desværre, for ham billigt købt. Uden større besvær trådte Fleur forbi den med kun et mål for øje, ham. Nærmere bestemt den stjålne ring, han havde gemt faretruende tæt ved det adrenalin pumpende hjerte, der gjorde det svært at ignorer lyden af det susende blod.
I hvad der bedst kunne beskrives som en imitation af en kat, der havde fæstnet sit blik på en piblende mus gemt i græsset inden den gjorde et endeligt på dens liv. Låste de krystalblå øjne sig på brystkassen, så alt andet lyd end de hårde hjerteslag blev en svag baggrundsstøj.
De fleste af hans forsøgende ord blev talt for døve øre, indtil han trak det samme kort overfor hende, som hun havde forsøgt at sælge ham tidligere. “ Français à française?” Gentog hun bittert. Havde den støvbold da heller ingen skam i livet? “So now you wanna talk, as if you ever got just the smallest flicker of patriotism, huh?”.
Som en spejling af ham trådte hun frem idet han trådte bag ud, lukkede den afstand han så desperat forsøgte at skab mellem dem, men nåede aldrig nærmere end en arms længde fra ham, før hvad hun troede var det efterspurgte klenodie trodsede tyngdekraften.
Det lykkes at gribe smykket med sammenklappede hænder, hvis klap ekkoede i det mindre kælderlokale. “See that wasn’t so har-” Længere nåede Fleur ikke i sin kommentar før det føltes som om hud, øjne, næse og svælg var blevet dyppet i syre.
Hænderne forblev mirakuløst lukkede omkring ringen, mens benene langsomt gav efter under det smerte skrig, der mest lød som et vildt dyr der var blevet såret. Ikke forberedt på det vervain inficerede vand, der gjorde det lige dele umuligt at trække vejret og se klart.

Da det endelig lykkes Fleur at få nogenlunde klar syn, var hun ikke længere i selskab med udbrændte øjne og der tilhørende mørke krøller. I stedet havde hun på ny fået selskab af gorilla et og to.
Tiden syntes at have stået stille i tiden op til at hun fik lov til at gå. Klokkeblomst var forsvundet som dug for solen, da hun endelig opdagede at ringen aldrig havde været en faktisk ring. Ædelmetal var skiftet ud med sammenpresset stanniol, der ikke værnede det mindste mod solens sidste stråler for dagen.
“Vous plaisantez j'espère?! Putain de luciole!” Ordene kom ud, hårde og sammenbidte.

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

Havde power-klappet ikke allerede gjort ham halvdøv på grund af trykket det sendte rundt I kælderrummet, så ville hendes følgende skrig da I hvert fald have gjort tricket. Hans spidse ører sitrede i hvert fald, som lyden gik direkte ind i hans sarte øregange og fik da nærmest hans døende blæverhjerne til at vibrere. Malachai vidste ærligtalt ikke, hvad han havde forventet, da han havde så godt som tømt hele den lille flaske i fjæset på det væsen som midlet specifikt var lavet til at neutralisere - smertefuldt - men det formåede nu alligevel at chokere ham uhyrligt meget. Hvem skulle have troet at den slags lyde kunne komme fra det kvindelige pragteksemplar, han havde stående foran sig. Der gik et ganske kort øjeblik, hvor han bare stod der med et forbløffet udtryk i sit ansigt, som han kiggede ned på flasken, stadig solidt klemt imellem hans fingre. Forbløffet over den egentlig effekt af det, for han havde da hørt om det, vervain urt, men han havde squ da aldrig blevet givet det til at bruge før. Det var effektive, dét var hvad det var! Og feen kunne da ikke være andet end dybt imponeret.
Heldigvis var det ligeledes så stærkt noget stads, at det faktisk gjort plads for hans lille tidsrum, hvor han lidt glemte, at udnytte situationen til at gøre, præcis hvad han gjorde bedst; løb med halen mellem benene. Med hende på gulvet, var det næsten alt for nemt at vige omkring hende og sætte i en lige linje mod døren. Han var så godt som nået den, da den blev åbnet op for ham af de samme brød, der havde sat ham til opgave at holde øje med vampyren. De kunne ikke have været langt væk. Og de så ikke særlig glade ud, særdeles ikke da de så den karamel-hudede kujon komme direkte mod dem med fangen krympet sammen i den anden ende af lokalet. ”Ope! À venir!” meddelte han i et vel af beklagelse og komedie-svøbt panik, idét han i et let og smidigt hop og skub passerede sine overordnede kollegaer, der ellers prøvede at stoppe ham. Men hvad Malachai manglede i sin fysiske styrke, gjorde han op for i sine færdigheder til at slippe glide væk fra problemer som en glat ål. Og selvfølgelig noget af det kom også til udtryk i hans karisma, men på dét punkt var han nok bare rigtig uheldig med sine terningekast en gang imellem… Og så havde gorilla 1 og 2 også større problemer at se til. De var trods alt blevet efterladt med det meget vredt kvindfolk. Og fandtes der noget mere skræmmende?

____

Det var med al dovenskab og udmattelse - både fysisk og mentalt - af en hel gymnasieklasse, at den famlede fe faldt ned at sidde på den bagdel, det havde lykkedes ham, at redde. Han var ligeglad med om trægulvet var fugtigt eller om cementvæggen var kold mod hans ryg. Han lagde aldrig rigtig mærke til den slags længere. Ikke efter, guderne måtte vide, hvor mange år han nu havde søgt ly i det forladte og faldefærdige hus i den forglemte og rådnende del af Aston. Mørket havde lagt sig og den eneste smule lyd der var at finde i huset, var nogle sølle stearinlys eller døende lamper, som andre sørgelige beboere af stedet havde tændt for ikke at blive alt for deprimerede eller for at kunne se, hvad de lavede når de talte mønter eller sorterede diverse stoffer, der blev solgt videre til misdiagnoserede unge i byen.

To andre herre, noget ældre af udseende end Malachai men mindst lige så snuskede og pjuskede, sad over i deres eget hjørne, men udover et par skuende blikke mod ham, så skete der virkelig ikke meget andet interaktion. Ikke så meget som en venlig hilsen, nej. Tsk. Han trak sine ben en smule op til sig for at sidde mere behageligt og lænede sig så langt tilbage, som han kunne. Puha. Det havde da været noget af en oplevelse, og hans hjerte var først nu begyndt at falde til ro. Men helt galt, var det da ikke gået, tænkte han lidt for sig selv, som han førte en snavset hånd ned i bukselommens dybde og trak nok det mest dyrebare i hele bydelen op. Ringen. Han havde den stadigvæk. Han kunne ikke lade være med at bryde ud i et kækt smil, for han havde ikke troet, at det ville have virket. Hvem var dum nok til at ikke lægge mærke til, at man ikke stod mod en tung juvel som denne men i stedet billig sølvpapir? Men så igen, han priste sig lidt på sine evner til at lave stanniol ringe.
Han rettede sig lidt bedre op at sidde, og flyttede sig, så han kunne hvile sine arme på sine knæ, før han gjorde ham tidligere: Vendte og drejede ringen imellem begge sine hænder. Det fangede lidt mere af opmærksomheden fra hans etage-kammerater, da lyset af og til fangede genskæret. De var alle sammen som mål til en flamme, når det kom til skinnende genstande. Inkluderet ham selv, selvfølgelig.
”What’s that you’ve got there, Burlow?” lød den ene brummende stemme.
”Yea, come over ’ere and show us, pix!” tilføjede den anden. Altid en truende tone lagt i de grumme toner der i huset.
Men i sidste ende fik det kun et grin frem hos Malachai, der ikke gjorde det mindste tegn på at hverken gøre eller fortælle dem noget. Nej. Det var kun noget man gjorde, hvis man ønskede at have sine skatte taget fra sig. ”Chers camarades, you’ll not want what’s to come with this thing in your pocket.” Han kastede ringen op i luften og greb den fermt igen. Ikke på noget tidspunkt havde han så meget som set hen mod herrene, men de havde så heller ikke bevæget sig mod ham.
”Good thing we’ll have it sold within the hour, then. Have money in our pockets instead.”
"As if the two of you can figure out how to share," fløjtede Malachai morende.

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

Hun burde egentligt ikke været blevet så overrasket over, hvor svær han var at spore, alene baseret på han stadig var fanget i midt 00’erne når det kom til musik anordninger. Hvem ved sine fulde fem brugte en MP3-afspiller i det 21-årundrede? Svaret lå lige for; en der var dum nok til at stjæle fra en tusinde år gammel vampyr… Det var den samme type person, til ikke at eje en smartphone, og dermed gøre hackers liv lidt mere besværligt end det behøvede at være, i en digitaliseret verden.

Det havde taget Fleur markant længere tid end hun brød sig om at indrømme, både overfor andre og i særdeleshed over for sig selv, at finde frem til hvor den forbistrede støvbold af en udbrændt fe var løbet hen. Sporet ledte hende til et hus der havde set bedre dage. Hun var ingen gang sikker på at hun var det rette sted. Han kunne have været nået at stikke af eller skiftet mening på vejen her hen.

Fleur kunne nærmest mærke og lugte kondensen fanget i murene, inden hun overhovedet havde sat fod indenfor.
Selv i den sparsomme belysning rundt om i huset, stak Fleur ud som en høg i et dueslag. Bukserne var måske flængede på knæene, men hun var for ren – for velsoigneret til at være en del af husets faste klientel.
Allerede inden første støvle klædte fod havde ramt det nederste trappetrin, havde hun fået de første tre tilbud om forskellige ”party poppers” og et enkelt om at holde hende varm for natten. Hvert og et blev mødt med et afvisende og ikke mindst uimponeret “Eh.” og en dertilhørende vrænge på næsen. Hun ville hellere grave begge øjeæbler ud med en rusten ske. Desuden var hun en kvinde med et mål, at få sin ring tilbage og i samme ombæring få krølle bølle til at fortryde hans livsvalg.

Mørke stemmer blev ledt ned ad den fugtklamme gang. Ordene var udefinerbare, men stadig tydelige nok til at skelne de forskellige stemmefacetter fra hinanden. Fleur genkendte kun den ene af de tre, da hun kom tæt nok på rummet og dets åbning, hvor der vidst nok en gang skulle have siddet en dør.
Med afmålte skridt trådte hun ind i lokalet før hun få skridt inde standsede op og blokerede døråbningen og et eventuelt flugtforsøg den vej. “Désolé d'être impoli, but I think I’ve a saying in whether the ring should be sold or not…” Bemærkede hun og lod kortvarigt øjnene søge over mod de ukendte ansigter, inden hun ignorerede de to andre mandspersoners tilstedeværelse og vendte blikket tungt i retningen af den selvtilfredse tyveknægt.
“Fée Clochette.” Det havde næsten lydt som en hilsen, havde det ikke været fordi is indhyllede hendes stemme “I think you got something that belongs to me.” Lød det snarere i en konstatering end et spørgsmål. Håndfladen vendt op blev den ene hånd blev holdt frem.

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

Hun ankom som et brise skabt af gennemtræk, som stod et vindue ubevidst på klem. Kuldeskærende fik det de små hår til at rejse sig i nakken på ham allerede før, at hans mørke, udslukkede øjne, ligesom sine to.. kammeraters, blev rettet mod hende, men det var ikke helt til at vide, om han overhoved lagde mærke til, hvilken advarsel det i princippet var. Bragt på banen af universet selv, som havde den nu alligevel lidt medlidenhed med hans sølle væsen til trods for, hvor meget lort den normalt gav ham. Kunne man bebrejde ham for at være blevet delvist lammet mod den slags? Hun var til gengæld alt for nem at genkende med sit flammehav af en hårpragt. Egentlig var det næsten hendes renlighed der fik hende til at stå ud som et glansbillede på undersiden af et gammel folkeskole bord, der havde været groft mishandlet af elever med tyggegummi og den spidse ende af en passer. Bare alt ved hende skreg jo, at dette ikke var stedet for hende om hendes tøj så havde huller og slid lige som beboerne. Merde!

Malachai sprang straks op fra gulvet som en spændt fjeder. Det kunne simpelthen kun gå for langsomt og så måtte hans værdighed lide lidt yderligere for det, for per fulde instinkt søgte han da helt automatisk tilbage ind mod muren. Godt nok ikke uden en fod til siden, klar og parat til at flygte. Igennem vinduet? Ja, det kunne jo ende med at blive nødvendigt, hvis han ikke på en eller anden måde kunne smøre sig ud af situationen.
”Cendrillon! Heh hey,” udbrød han med en stærkt overdrevet positive energi, hvortil han da lige smed et stort, dog tydeligvis nervøst smil frem på læberne som en ekstra lille treat. ”Mon amour.” tilføjede hans flygtigt som en ægtemand, der netop var blevet taget med bukserne nede. Han skævede kortvarigt mod hans medmænd, selvom chancen for at han kunne finde enten støtte eller andet i den retning var li med nul. Blikket fandt da også hurtigt tilbage på den standhaftige vampyr. ”I see you got out, huh. And even without much of a nasty sunburn. Merveilleux!” Han lænede sig prøvende lidt fra muren for at ikke udstråle en mus trængt op i en krog så meget. Hurtigt scannede han hende op og ned med hovedet for at fremhæve sin forbløffelse af, hvor godt hun så ud; considering. Ringen havde han snildt gemt væk i sin ene næve så snart, at forskrækkelsen havde fået ham på benene, og nu blev begge hænder stukket nonchalant i bukselommerne. På dette punkt i hans liv, var det langt mere en vanesag, en refleks, at hapse ting der ikke var hans. Som en skade der så skinnende ting. Også selvom denne gang da også havde haft baggrund i, at gøre det lidt sværere for hende, at bare jogge efter ham ud i solen. Det var ultimativt hvad der havde gjort, at han overhoved var kommet afsted med det så længe han havde.

Ah! ”Have you met Victor and Pointy Poul?” Med ét skød hans ene hånd dog op ad lommen igen og blev kastet mod de to mænd, der så langt andet end tilfredse ud med at blive introduceret. For slet ikke at tale om at blive involveret med, hvad der uden tvivl var feen i dybt vand. Det var hver mand for sig selv, om så der var et vis fællesskab ved at befinde sig under samme utætte tag og kende hinandens navne og ry.
Det sitrede i Malachai’s mundvige for at bibeholde det charmerende og bekymringsfrie smil bare lidt endnu.

**Humør** : - ***Fag*** : - **Antal indlæg** : 81

Som en anden springmus lykkes det den udbrændte tyveknægt at få fodfæste. Bevægelsen næsten yndefuld havde den ikke været taget med hjertet i halsen, ikke at den vidskræmte bevægelse var ubegrundet. Afskåret for at løbe mod døren i et mulig flugtforsøg krøb han i stedet for nærmere vinduet. Fleur mærkede hvordan musklerne spændte op, klar til at sætte efter klokkeblomst o, nødvendigt. “Ne me teste pas.” Advarede hun uspecificeret, men stadig klart nok til at lade ham vide en vinduesflugt ikke var en vej ud. I hvert fald ikke for ham.
Hånden forblev i den fremstrakte position, selv da hænderne sank dybt i lommerne og ringen atter kom udenfor rækkevide. Pourquoi a-t-il insisté pour se compliquer la tâche? Alt han behøvede var at aflevere tilbage, hvad der retmæssigt var hendes og så ville alt, næsten, være glemt. Lysten til at lærer ham forskellen på dit og mit var dog ikke så let udviskelig.

Fleur trådte frem, et enkelt skridt der ikke gjorde den store forskel. Feen var stadig udenfor armslængde, men ikke desto mindre dét tættere på. Nok var hun villig til at tage jagten, eller forsætte den alt efter hvordan man anskuede det, men kunne Fleur blive fri for at kravle gennem et vindue, hvor det selv i mørket var tydeligt at en eller anden gevækst af svamp groede i kanterne, så ville hun klage. Tværtimod. “Pas grâce à toi, arsehole.” Lød det lige dele forurettet som pointerende.
Et uimponeret bryn rejste sig, mens et hårdt latterfnys pressede sig gennem den smalle næse. “Using the oldest tricks in the book, how cute... ” Blikket forblev låst på ham, selv hendes blink var sparsomme. Det veg da heller ikke, idet han forsøgte at kaste opmærksomheden mod sine kammerater eller hvad end de kunne betegnes som.
Et smil trange sig på og efterlod Fleur med sitrende mundvige ved undertrykkelsen af det “Tell me, my sweet Fée Clochette, à quel point tu penses que je suis stupide?” Spurgte hun med en næsten oprigtig nysgerrighed, hvorefter afstanden med et skridt kortere end det forrige blev minimeret.
“Give me back my ring, and I promise to leave you be in this shit hole of a... - Whatever this place is.”

**Humør** : ... merde **Antal indlæg** : 22

Som deltog de i en spændingsfuld dans, tog feen ligeledes et skridt idét et skridt blev taget mod ham men siden vejen bag ham var blokeret af en solid betonvæg, så blev det tage til siden i stedet. Imod vinduet, som, til trods for at utvivlsomt allerede havde været afsløret som hans daværende flugtplan - skulle det blive absolut nødvendigt - igennem hans åbenlyse kropssprog. Ville det være en smart idé at hoppe ud af anden etage? Nej. Nej, det ville det bestemt ikke. Og da særdeles ikke uden vinger til at redde ham fra at lande uheldigt på hvad end underlag, der var at finde for enden af faldet. Var han en klog mand? Ikke besynderligt. Klog nok til at vide risikoen men ikke klog nok til at det ville holde ham fra at gøre det i sidste ende. Endnu en usikker latter gjorde vej for hans ord. ”Pah, tu n'aurais pas eu besoin de mon aide de toute façon,” pointerede ham med forfalsket munterhed, som om at det nogensinde ville være en acceptabel begyndelse for, hvad han havde gjort. Som havde han ikke valgt at beholde ringen af den præcise grund, at det ikke ville være hende nemt at flygte ud på højlys dag. Og for at give ham lidt ekstra tid, før han blev opsnust. Han havde muligvis også været naiv nok til at tænke, at hun ville have givet op i mellemtiden. Tilsyneladende ikke! Han sank igen, da hendes blik syntes at stirre endnu dybere. Oh, si les regards pouvaient tuer.. Drukne en i det rasende hav af akvamarin. Hans smil fik lige en fluks justering tilbage til default.
Et træk på skulderne og tilhørende ansigtsudtryk blev derefter givet hendes spydige kommentar. Man kunne ikke bebrejde folk for at tage de gamle trick i brug. De var jo allerede bevist til at fungerer, så hvorfor ikke?

Endnu et skridt tog hun mod ham og endnu et skridt til siden tog han; fortsatte deres tango. ”Stupide? No no no!” fløj det yderst dramatisk ud af munden på ham. Talte han sandt? Nej. Han løj så bukserne de fløj omkring ørene på ham og det var imponerende at de ikke endte med at hænge fast i hvor spidse de var. Men det var også tydeligt at Malachai var af den særlige type af kujon der blot sagde, hvad der ville kunne få ham ud af problemer. Faktisk… præcis lige som hende! ”Je serais bête de penser ça-”

”’Ey! Quit your French yapping, it’s hearing my ears having go listen to that flaunting language. Especially from the idiot.” Det var Pointy Poul der pludselig afbrød. Han havde formået at rejse sig op, selvom Malachai var sikker på, at mandens led var for stive og slidte til, at det ville kunne blive gjort særlig elegant. Han pegede mod feen med en finger, der kun var halvt dækket af en stort set fingerløs gammel handske, of Malachai gjorde sig umage med at sende et dybt fornærmet blik tilbage. Endnu en løgn, selvfølgelig. Tilnærmelser ramte squ aldrig længere. ”I’ll help get your ring back, miss. The pix can’t fly so his only way out would be the door. And he can’t run passed both of us. Then a little reward would be in favor too.” Overraskende nok, så havde Pointy Poul stadigvæk dit fulde tandsæt og det blev vist frem i et selvtilfreds smil idét han så mod vampyren for bekræftelse af hans generøse tilbud.
Malachai gjorde straks en grimasse, som lugtede han noget grumt. ”Allez! I get that you’re a desperate man, Poulie, but shouldn’t you have some standards? I mean, for someone lookin so.. so raffiné-” Han smagte efter ordet som en franskmand. ”- she’s bound to overcompentate for some reason.” Han var måske blevet en tand mere nervøs i sin plan, efter at det var blevet fortalt videre, at han ikke just kunne flyve. Han havde håbet på at holde fast i dén illusion bare lidt længere. Bare lige indtil han var nær vinduet, så nu måtte han bruge andet til at distrahere fra de ekstra skridt derhen imod. Hvilket, til hans milde ærgrelse, var at fornærme frøkenen.