This is not a laughing matter! ~ Chris

Gæst

T: Omkring 23.00 om aftenen
S: skoven omkring akademiet
V: overskyet
O: skov, træer, buske, rødder osv.

@Chris

Dagen havde været grum - som altid. Skyer havde truet med regn hele dagen, og luften hang tungt omkring hende. Efter sammenstødet med - hvad der tilsyneladende var - hendes far, havde dagene virket underligt ubehagelige. En del af hendes fortid havde indhentet hende - og endda så mærkeligt et sted som her - hvor hun var flygtet fra alt for at komme til.
Meditation havde ikke hjulpet hende, da hendes følelser var blevet for meget for hende. Hun havde desværre ikke været helt samlet mentalt, og havde sat fut i hendes ene notesbog. Alle noter omkring historie, de var forsvundet, for næsten af hende. Typisk nok.
Hun havde besluttet sig for, fremfor at sætte ild til flere ting, at gå sig en tur i skoven. hun havde brug for luften, for himlen over sig. Hun manglede skovens ro, at den spredte sig i hende og gjorde hende rolig og magelig igen. Men der skulle desværre en hel del til, efterhånden.
Efter hun havde gået i over en time - længere ind i skoven end hun nogensinde var kommet - åbnede skyerne på himlen sig endelig, og gav efter for de store mændger vand som sommeren havde savnet. Alt blev mørkere, koldere og vådere, i løbet af sekunder. Cass, iført en tynd nederdel, en bh, et sjal og bare fødder, var gennemblødt med det samme. Hendes mørke hår klistrede til hendes krop, mens hun satte i løb mod akademiet igen. Et tordenskrald brølede, og himlen blev lyst op i et lyn. Cass, ræd som hun var for tordenvejr, snublede over en rod der stak op af jorden, og ramlede derefter direkte ind i et træ. Hendes venstre arm, kind og pande havde fået en relativt dyb hudafskrabning, som sved og blødte, og hendes læbe føltes som om den var blevet flækket i mundvigen. Endnu et lyn og tordenskrald - og Cass gled ned og sidde op af træet som hun var snublet ind i, og krøb sammen. Hun trak knæene op under hagen, og lagde armene om sig selv, mens hun lukkede øjnene og bad til at tordenvejret snart var ovre. Endnu et lyn og tordenskrald til hende til at skrige lavmælt og skælve, mens hun dækkede ørerne til og prøvede at fokuserer på at falde til ro.

Gæst

Påklædning
- Tøj + Sko Sort tanktop, et par sorte bukser. Han har mørke sko på
- Hår + Skæg Han har kort blonde hår og tegn på skægstubbe Link
- Accent En blanding mellem en britisk og noget ukendt
- Andet Han har en masse ar på sin krop, og det ser ud til at han ikke har sovet i et par dage

Det var et stykke tid siden, at han nu var kommet tilbage, fra at havde været fanget som et dyr, og han var på ingen måde sig selv. Han kæmpede dog for at holde det væk, lade som om alt var okay, og at hele episoden og alt den tortur han havde været gået igennem, ikke havde efterladt mentale ar på ham, som det havde efterladt utallige fysiske. Men hvordan kunne han blive sig selv igen, når nætterne var fulde af mareridt, mindet ham om de ting han havde gjort som ulven, mindet ham om de liv han havde taget, men også det mareridt han gik igennem, mens han vidste de havde Odette fanget. Han blev til tider også mindet, om det fysiske de havde gjort imod ham, mens de psykisk terroriserede ham, med løfter om at ville bringe hendes lig til ham, ligge dele af hende i sin mad, hvilket selvfølgelig resulterede i, at han knap og nap fik noget at spise, i det lange stykke tid, som han var fanget hos dem. Det enste der syntes at berolige ham, når han vågnede op fra de utallige mareridt, var at vandre rundt i skoven, specielt når det var ved natten, for her var der nærmest ingen ude, og han kunne slappe helt af.
At det var begyndt at regne, gjorde ham faktisk ikke så meget, og de lyn som slog, mindede ham blot om det kaos, som foregik inden i ham. Ville han nogensinde blive okay igen? Han vidste Odette var bekymret for ham, og dog ville han så gerne være stærk for hende, at han nægtede at lade nogle se ham svag. Han rynkede brynet, som han i sine egne tanker, syntes at havde bevæget sig langt væk fra lejren, og det var her han opfangede duften af en heks. Ved hvert lynnedslag, syntes man at kunne fornemme det gyldne i hans blik, som ulven i ham var under overfladen. Han fulgte duften til kvinden, hvor han blev angrebet af en fært af frygt, så hvem end det var, så måtte hun være bange. Han stoppede op, som han opdagede den unge kvinde, og han begav sig her imod hende, hvor han gik på knæ foran hende "it's okay, it's stop soon and then you're gonna see nothing but stars, as the skies part" han ville ikke røre hende, hvis dette nu kunne gøre hende endnu mere bange.

//Sorro for det sene svar Smile

Gæst

Den unge mand havde tydeligvis opdaget Cassandra længe før hun havde bemærket ham. Derfor kom det som noget af en overraskelse, da han satte sig på knæ foran hende, og prøvede at berolige hende midt i tordenvejret. Hans ord hjalp ikke meget, og ganske hurtigt fik hun trykket sig selv mere op af træet, da han synes at være tættere på end hvad godt var. Hendes øjne var gyldne, og afgav en varm glød - som ild fra et sommernatsbål. Øjnene fulgte ham, mens han talte, men det var tydeligt at de var på vagt. Cassandra var ikke halvt dyr, hun var ikke stærk eller udedødelig. Hun var på alle måder svag og sårbar, specielt i regnen, hvor hun ikke kunne antænde noget som helst. Hun kunne ganske lidt vandmagi, eftersom det havde været hendes mors speciale og hun derfor havde undgået det som pesten.
“No one can predict how the skies will behave... not even a wolf.” Sagde hun, mens hun prøvede at virke fattet. Men hendes forsøg på at virke rolig og upåvirket af vejret var uden held, da endnu et tordenskrald fik hende til at skrige lavmælt og krybe sammen igen.
Cassandra havde hurtigt lært at genkende racerne, efterhånden. Selvom hun ikke forstod dem, så genkendte hun deres træk. Og foran hende var en shapeshifter, en kødæder. Og med sådan en trang til skoven, garanteret en ulv. Det passede med hans øjne, i hvert fald.

//det går nok Smile

//

» What ever it takes - Chris
» Friend or enemy no matter what you have to earn my trust-Hyun-Joon
» The heart of the matter
» So that you will, no matter what, lean on me and rest sometimes | Pana xxx
» No matter how you slice it, a pizza pun would be cheesy