Athena
Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.


Athena Akademiet: Det bedste akademi for alt overnaturligt og alle mennesker fra hele Verden.
 
IndeksIndeks  SøgSøg  TilmeldTilmeld  Log indLog ind  
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Tidslinje

År: 2020
Årstid: Sommer
Måned: August

Fuldmåne:
3. August
Nymåne:
19. August
Latest topics
» Primary Colors
Call of Nature EmptyToday at 5:44 pm by Wendy

» A View From The Top
Call of Nature EmptyToday at 5:31 pm by Mirabelle

» Camping is a valid date, right? [cw]
Call of Nature EmptyToday at 5:16 pm by Evan

» Calling the hound
Call of Nature EmptyToday at 5:15 pm by Evan

» Easter beach party
Call of Nature EmptyToday at 4:45 pm by Mirabelle

» I'm fully yours
Call of Nature EmptyToday at 12:15 pm by Enid

» Nightclub Fever (CW)
Call of Nature EmptyToday at 11:07 am by Luca

» I'm not always disgusting.
Call of Nature EmptyToday at 10:11 am by Nicholas

» Time for a break
Call of Nature EmptyToday at 10:05 am by Alexei

Top posting users this month
Manuel
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Lilith
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Alexei
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Elion
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Alazul
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Evan
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Diana
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Joy
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Wendy
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Mirabelle
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Statistics
Der er i alt 297 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Matteu

Vores brugere har i alt skrevet 46404 indlæg in 3222 subjects
Top posters
Tidus
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Lilith
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Niklaus
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Freya
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Razor
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Reign
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Joy
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Cassandra
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Luca
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 
Avila
Call of Nature EmptyCall of Nature 9688_210Call of Nature Empty 

 

 Call of Nature

Go down 
ForfatterBesked
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Call of Nature   Call of Nature EmptyMan mar 09, 2020 9:25 pm

Forbeholdt til  @Maya

Time:
kl. 03:00
Place: Et stykke inde i skoven. Dybt nok inde, at akademiet ikke længere er i syne, men endnu ikke nær den forbudte del.
Weather: Det er både mørkt og det er lettere køligt. Og det regner. Øsende regn med tunge, bløde dråber, der rammer skovbunden som små trommeslag. Et rensense vejr.

_______________________________________________________________________

Der fandtes et kald, så ufatteligt sagte og så ufatteligt blidt, at det aldrig var til at hører. Ikke sådan rigtigt. Men det var et kald, der kunne føles. Som en strygende, sensuel finger under hagen og en viftende hånd til at følge med. Det tiltrak ubevidstheden og for dem, der havde hørt det, havde de ikke kunne modstå det. Kaldet bragte dem ikke i trance. Det var stadigvæk så naturligt som naturen selv. Som klodens egosystem og dens livscirkel. Perfekt tilpasset. For i bund og grund, så var kaldet lige så meget en del af naturen, som de groende planter og de vilde dyr.

Den nat strakte kaldet sine lange arme sig fra Athena skoven og mod selve akademiet. De strakte sig frem til et særligt vindue indtil et særligt værelse, hvor de sivede igennem sprækken. De fandt låsen til vinduet og ved hjælp fra den tidlige forårsbrise åbnede det sig en smule med svage knirk. Armene søgte videre mod den sovende fugleunge i sin seng. Tryghed var ikke just, hvad der virkede til at påvirke den problematiske pige. Der var så meget, der måtte fylde i hendes hoved. Så mange bekymringer måske? Frygt?
Kaldet begyndte at sætte sine klør i hende for at forsigtigt hive hende fra sin søvn. Brugte brisens kulde til sin fordel. Kaldet kaldte hende med lydløse ord. Kildede hendes nysgerrighed. Det var lige ved at lyden af en munter fløjte eller nynne ekkoede sin vej ind i hendes hoved. Billeder af skovens omgivende træer satte sig i fast på indersiden af hendes øjenlåg, som en spillefilm. Mørket var præcis som mørket udenfor hendes vindue. Duften af regnen og al den våde bark og friskheden i duftene tirrede næseborene. Og med ét ville et skarp skrap af en ørn ringe igennem hendes vågnende stadie.

Og netop som ørnekaldet lød slog et lyn henover himlen udenfor. Bragede den smule højere, nu med vinduet en tand på klem. Det var nattens første lyn. Og indtil videre… også natten eneste og sidste lyn. Efterlod natten til sin magelige stilhed igen.


//... det blev lidt underligt skrevet.. bær' over med mig. xD
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTors mar 12, 2020 9:38 am

Outfit: Link (bless the homeless look)


Noget havde vækket hende. Vækket hende nærmest svedende som et mareridt. Maya gispede som hun slog øjnene op og mærkede, hvordan hjertet løb om kap med tiden. Hvad skete der? Hvilken følelse af uro var det, som spredte sig ud igennem hele nervesystemet. Som fik hende til at svinge benene ud af sengen og så ud af vinduet. Calla sov stadigvæk, eller om Calla faktisk var på akademiet i disse dage var et spørgsmål for en anden dag. Maya gik hen til vinduet. Det stormede udenfor, og træernes grene slog advarende ind på ruden. Maya trak på øjenbrynene i en undren, og holdt vejret. Dog var den lige så faretruende som den var lokkende, og Maya fandt sig selv i at søge imod det ukendte. Det var som sirene sang der ventede på at lokke søfolk til havs. Maya trådte et skridt væk, og trak i noget hurtigt overtøj, hun var ikke typen som kunne falde i søvn igen, hvis hun først var vågen - og lige nu, var hun lysvågen. Maya løftede håret op med sine hænder, og satte de bløde blonde lokker i en høj hestehale. Hjertet syntes at skippe en takt, som hun blev draget nærmere mod skoven. Maya flyttede sine blå øjne tilbage mod vinduet endnu engang.

Låsene var åbne, og vinduet på klem. Som om nogle havde forsøgt at bryde ind, og blikket vandrede rundt i alle afkrogende af rummet, og det i det slog et lyn ned udenfor og Mayas blik flakkede tilbage på vinduet. Hjertet sad i halsen, og hun sprang et skridt tilbage da tordenbraget lød. Den knirkene lyd fra vinduet fangede opmærksomheden på den unge tordenfugl. Med hjertet siddende i halsen trådte hun nærmere imod vinduet, og åbnede det en smule mere. Blikket så mod skoven, og hun kunne mærke det dybt inde i sin sjæl. Hun skulle derhen. Dog, med alt der var sket de sidste par år, så var hun blevet mere opmærksom. Opmærksom på fare og have en back up. Hun sendte en hurtig besked til Dean om at hun var gået i skoven, og der var noget mærkeligt. I tilfælde af noget skulle ske, så vidste han hvor han kunne finde hende. Maya lagde sin mobil i baglommen og gik hen imod vindueskarmen. Hun placerede sine hænder mod vinduet og mærkede vinden mod sit ansigt.

Det var risikabelt, men Maya vidste, at hun kunne bruge sin evne til at komme ud af vinduet. Desuden vidste hun at sin far, adoptiv far, ikke var på akademiet denne aften. Derfor vidste hun, at hun kunne bruge sine evner til at komme ned. Det var risikabelt, men hun kunne gøre det. Håbede hun. Maya kravlede op på vindueskarmen og tog en dyb indånding. Derefter hoppede hun ud, brugte sine evner indenfor telekinese til at holde sig selv fra at ramme jorden på et hængende hår. Maya satte derefter farten imod skoven, på trods af tordenbragende syntes at advare hende eller hidkalde hende - det var endnu uvist. Men snart stod hun ikke så langt væk fra en kvindelige skikkelse. Maya løftede sin hånd op over sine øjne , som holdt noget af det blonde hår fra at blokere sit syn. "Who are you?"
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTors mar 12, 2020 9:10 pm

Outfit: Blue jeans, blue jumper and them yellow sneaks..

”How about you call me ’Mama Bird’.” Stemmen der pludselig talte, og svarede på fugleungens spørgsmål, kom ikke fra skikkelsen foran hende. I stedet lød den til at komme fra Maya’s højre side. Og oppe fra. For siddende på en nøgen gren i et træ sad stemmens ejermand. Eller nærmere sagt; kvinde. ”Hi.” tilføjede hun kort og uskyldigt. Mykie’s ben dinglede lystigt i luften, og der var intet der tegnede på, at hun på noget tidspunkt frygtede at få overbalance. Det hjalp vel også at grenen, hun sad på, var godt stabil og vippede i hvert fald ikke under hendes lette vægt. Hun var trods alt ikke af en særlig stor størrelse. Ikke meget større end hendes hidkaldte. Det måtte da næsten været en standard for deres art.

Et både stort og muntert smil sad plastret på hendes læber, som hun sad og betragtede Maya nede på skovbunden. Regnen gjorde hende absolut ingenting. Det gennemtrængende gule hår hang godt nok noget fladt, tungt ned ad den, og hendes beklædning klistrede sig ind mod hendes spinkle krop. Men hun frøs ikke, som man næsten skulle tro, så gennemblødt hun var og hvor lav temperaturen nu egentlig var der midt om natten. Hendes tænder klappede ikke og hendes hage bævrede ikke. Og hvem kunne bebrejde hende. Regn-storme som disse var hvor hun havde det bedst.

Med ét satte hun af fra sin pind og lod sig selv falde det gode stykke ned for at lande naturligt på sine ben. Selvfølgelig skulle hun lige affjedre ved at næsten komme helt ned på hug, men hun rettede sig automatisk og upåvirket op igen bagefter. Og stormgrå øjne lagde sig tilbage på Maya. Smilet havde endnu ikke falmet. ”I’m Mykie. The commander of the storm! The thunder tongue and bringer of clouds!” præsenterede Mykie sig I sidste ende, roligt gående skridt for skridt tættere på, og hun smurte virkelig tykt på med den teatralske dramatik. Armene løftede nærmere mod himlen som en almægtig skurk for hver tilføjede titel – sande eller falske, var da ligemeget -  og hvad der nok ville have sat prikken over i’et ville have været endnu et lynnedslag, men hun undlod. Ændrede dog ikke på, at hun tydeligvis morede sig.

Armene faldt igen. ”Don’t worry I’m not here to cook you for dinner or anything. I remembered to eat probably earlier.”
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør mar 14, 2020 4:15 pm

Det tog Maya ganske få sekunder før hun flyttede øjnene op til stemmens ejer, og sprang et par enkelte skridt tilbage - mest for at holde afstand. Godt med afstand. Hvorfor sad kvinden på en gren, og hvorfor tiltalte hun sig selv som en fugl? Maya var forvirret og det kunne tydeligt ses i de blå øjne. Kvinden smilede og virkede munter, mere end hvad man kunne sige om Maya lige nu. Maya var stadigvæk rundforvirret og overvejede egentlig bare at gå tilbage i seng - håbe på at kunne få bare en times søvn mere ind. Maya var allerede ved at være drivvåd af regnen, og sukkede opgivende til den muntre attitude. Alle alarmer begyndte at ringe da kvinden sprang ned på jorden og stod et stykke fra Maya. "Commander of the storm, really?" Spurgte Maya en anelse mistroisk og kneb sine bryn sammen.  Maya rettede sig op og trådte et skridt tilbage som kvinden trådte tættere på. Hun ignorerede alle signaler i sit system der sagde, at hun burde stole på kvinden foran sig. At der var noget over hende, som mindede Maya om sig selv. Maya var født skeptisk, og det tog oceaner af tid før hun stolede på folk og lukkede dem ind. Hun vidste også godt, at det ydre kunne bedrage og at selvom denne Mykie ikke så så voldsom truende ud - så kunne hun sagtens være det.
"Waking people up with thunderstorms in the middle of the night, mature," mumblede hun for sig selv og lagde armene overkors. Maya prøvede virkelig at ligge skjul  på den dragende effekt hun havde følt mod skoven. For det var vel indbildning i sidste ende, var det ikke? Som Alison ville sige; alt skete af en årsag. Måske hun burde følge Alison optimisme engang imellem i stedet for at være så pessimistisk.
"Why am I here?" Spurgte hun lidt efter og løftede på et anklagende øjenbryn. Maya gik direkte til sagen, der var ingen grund til at tage syv smutveje når den direkte vej var hurtigst. Hvis Maya kunne undgå at sige sit navn, så ville hun lade det ligge så længe hun kunne. "You think you are fun, huh?"
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør mar 14, 2020 8:30 pm

Mykie trak på skulderne. Uberørt af den tykke skeptiske tone i ungens stemme og i det hele taget kropssprog. ”Really.” Der var et glimt i den gulhårede kvinde. Maya skulle bare vide.
Det kom ikke det mindste bag på hende, at hendes præsentation blev taget med en meget stor klump salt. Det var trods alt de færreste, der tog den slags seriøs. Mykie havde nok egentlig også lagt lidt ekstra overdrivelse på, netop for at skabe mistroen. Spillede det op som en så åbenlys løgn. Det gjorde det som regel sjovere, når det blev indset, hvor meget sandhed der faktisk lå i det hele. I hvert fald for hende. Hun nød at se folks ansigtsudtryk i dét præcise øjeblik.

”Oh, you can hardly call this a thunderstorm, let alone a storm,” protesterede Mykie fluks, afslørede at hun uden problemer havde opfanget, den indadvendte mumlen, og lod blikket glide op mod himlen. Så lidt søgende rundt, som om hun ikke i forvejen godt var klar over, hvad der manglede for at passe til Maya’s beskrivelse. Der var hverken buldren eller lysglimt at finde deroppe iblandt de tunge skyer. Vinden havde ikke engang taget til.  ”It’s just a bit of drizzle. Noone has been hurt by a little water falling from the sky, now has they.” Der gik et par sekunder, før hun fjernede blikket fra himlen og lige i farten tilføjede; ”Unless we’re talking about the story of Noah’s Arc, of course.”
Man skulle næsten tro, at Mykie fandt morskab i Maya’s meget afstandtagende og generelt noget utilfredse attitude, sådan som hun blev ved med at opfører sig nonchalant. Smile og lave sjov. Være så bekymret, at der nok ikke var en eneste muskel i hende, der var anspændt i øjeblikket. Og det gjorde hun nok også. Bare lidt. En lille bitte smule. For hun vidste jo, at hun ingen fare var overfor Maya. Hun vidste, hvad der foregik… sådan nogenlunde da. Det gjorde Maya ikke. Og ingen i hele verdenen var uselviske nok til at ikke føle sig lidt spændt over det.

Mykie samlede sine hænder på ryggen og gjorde med det ene ben strakt ud som i en march, en kvart omgang om sig selv. ”I don’t know. You’re a smart girl. Why do you think you’re here?” Det var lige på nippet til, at hun lød… ligeglad. ”I have a theory, so hear me out. You felt a string pull you here. A call calling for you. So did I. I heard it. I heard you. Or rather, a part of you that doesn’t seem to have gotten much attention. Yet. Som den kryptiske forklaring begyndte at trille fra tordenfuglens tunge, begyndte hun ligeledes at traske langsomt i lidt af en cirkel omkring Maya. Blikket rettet lige frem for sig.
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptySøn mar 22, 2020 9:14 pm

Maya følte sig trukket ind i et hjørne, som hun ikke vidste om hun kunne løbe fra igen. Energien var voldsom og hun kunne ikke forklare den, hvorfor kunne hun ikke forklare den? Der var ikke meget ufortalt hun kunne klare. De var begrænset, hvor mange flere overraskelser hun kunne rumme før hun eksploderede. Maya var god til at sidde og lade som om, at hun var en af de elever der ikke hørte efter eller var mindre begavet. Men hun gik meget op i detaljer og var klogere end hun lod andre se. Verden havde ikke set sit bedste syn på hende, og alle de udfordringer som havde været smidt for fødderne på den unge pige, havde gjort hende til den som hun var i dag. Maya havde ikke tænkt sig at smide års af fejltagelser væk, bare fordi, at en dum forbindelse syntes at skygge for fornuften. Nej, hun burde vende om og gå hjem i sin seng. Hvad gjorde hun overhovedet herude i regnen, som ikke ville lyde sindssygt? Fulgte en eller anden tosse som dansede i trækronerne, som en eller anden abe? "Are you seriously trying to play mind games with me? Its like three in the morning, and you are dancing around like a money in the tree tops," hun lavede en hånd bevægelse op imod trænen, som Mykie før havde betrådt. "Oh I'm "sorry", bird," tilføjede Maya en anelse flabet. For alt i verden, så ønskede hun at ignorer alt, hvad systemet skreg for hun rakte ud efter. Problemet ved at give efter var uvisheden. Frygten for det ukendte. Det ukendte bragte smerte og usikkerhed. Der var ikke plads til mere i Mayas liv af den slags, hun ønskede ikke at forsøge at lave mere plads. Der var allerede mørkt nok i det rum.

Alligevel havde denne her tosse Maya med på lytteren, og hun lagde armene overkors med øjnene på kneb. De ord der fløj ud af munden på kvinden, fik dog Mayas hjerte til at springe en takt over, for det var præcis sådan hun havde følt. Hvordan vidste kvinden det? Arbejdede hun med Rayna eller Ramsay? ville nogle komme springene ud fra busken lige om lidt, og trække hende med tilbage til Umbrella? Bekymringen kom til syne i de blå øjne, som de flakkede til siden -tydeligvis så forventede hun et angreb eller baghold af en slags. "Wait. What do you mean by: a part of me?" Hun trak hagen en anelse tilbage og trak umådelig forvirret sine øjenbryn sammen.
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTirs mar 24, 2020 8:30 pm

Tilnærmelsen var langt fra nok til at virkelig fornærme den mægtige ørn. Det var dog nok til at tiltrække hendes øjnes opmærksomhed frem fra stien foran sig. Der manglede noget ved den her unge. En stolthed i sig selv, om hun altid havde set hos andre som dem. Andre tordenfugle. Pigen, som hun stod med i regnen, gav flere indtryk af en kat, der var blevet revet lidt for meget i halen. Interessant.

Mykie stoppede i sin march og slog blikket fra Maya igen derefter. For en lille, stille stund, lod hun det ligne, at hun blot stod og nød vejret. Regnens kølige dræber mod hendes ansigt. Hun trak vejret dybt ind igennem næsen og exhalede befriende ud igennem let adskilte læber. ”Indeed. A part o’ you.” Synkronisk rullede hun sine skuldre bagud, som satte hun en nerven på plads imellem skulderbladene. ”Some would even say that it’s the most important part of you. You know the ’what’ rather the ’who’. I’d like to think that I disagree but then again. I am here after all. To make sure of the ‘what’, ‘cause nature calls for it,” forklarede hun, ikke meget mindre kryptisk, end hvad hun havde gjort de andre gange, som hun havde åbnet mundet. Og igen var tonen i hendes stemme præget af ubekymring. Maya kunne tro, hvad hun ville. Hun kunne blive, hun kunne gå. Men Mykie vidste, at hun havde fået bid på krogen. Og selv hvis fisken slap for at blive halet ind, ville krogen stadig sidde og nage i mundvigen. Så hvad var der at bekymre sig om?

”Well.” Gule og gennemblødte lokker af hår piskede som en hund, idét hun voldsomt rystede hovedet fra side til side og så sluttede af med at køre en hånd igennem det og dermed gav sig selv slikhår, indtil håret faldt til siderne af sig selv igen. ”I’m probably making you have more questions than anything else. What a mentor I am, right.” Pludselig ophørte lyden af regndråbernes trommeslag. Selv duften af skoven ændrede sig en lille grad.
Mykie lagde selv sine arme over kors, men modsat Maya, blev hendes gjort med langt mere ro i kroppen og afslappede muskler i armen. Hun vendte sin front mod hende igen. Smilede igen det skæve smil. Og som skyerne langsomt spredte sig på den mørke himmel og månelyset lokkede skyggerne mere frem for det seende øje, voksede hendes skygge. Modellerede sig fra den lille, sølle menneskeskikkelse til noget større. En fugl. Silhuetten af en ørn. Bestemt ikke en abe, næh nej. Men det var kun skyggen. For den drivvåde kvinde, forblev som hun var. ”My kind is called ’thunderbirds’. And fate should have it that… that is exactly what you are. A little bird. Like me. And that's why I'm here.”


Sidst rettet af Mykie Søn apr 12, 2020 11:34 pm, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre mar 27, 2020 5:14 pm

"Stop messing with me," advarede Maya og tog en dybere indånding ind. Hun var bange for at miste kontrol, endnu mere bange for at denne her fremmede havde fat i noget. For hvis der var noget ved sig selv, som Maya ikke kendte til endnu - så betød det en håndfuld ting mere som hun skulle håndtere. Maya havde snart givet op på sig selv, også selvom, at hun virkede så vel fungerende ud til. Alting inden i hende var et stort hul som havde slugt hende halv levende. "Screw you.. and your nature calling," vrissede Maya vredt og knyttede sine næver. Et tordenbrag lød over dem, gav hende et chok, men hun var stadigvæk ikke klar over - at det enkelte brag var hendes skyld.

Maya rystede på hovedet og lagde armene overkors. "As if," mumlede hun misfornøjet. Maya havde lært ikke at stole på nogen hundrede procent for længe siden, og bare at kaste sin tillid i favnen på en fremmed - det kom ikke til at ske. Regnen stoppede pludselig, hvilket fik Maya til at rynke på sine bryn og se undrende omkring sig. Hvordan kunne denne kvinde være så irriterende rolig? Hun var så rolig omkring det hele, at det satte hver eneste af Mayas hjerneceller over kog. De blå øjne faldt henover den skygge som spredte sig for hende. Hjertet bankede så hurtigt at det næsten var umuligt for hende, at forstå hvad der faktisk skete. Dog vidste hun, at der var noget som snart ville ændre sig. Måske det ikke engang var forsent at løbe sin vej? "No," Maya slog ud med armene i benægtelse. "I'm nothing like you. I am me. Nobody is gonna try to change that [i]again,[/i]" udbrød hun og trådte nogle skridt til siden. "Just.. Just leave me alone," Maya kørte sine hænder op henover sit hår og mærkede hjertet der nærmest eksploderede i kroppen.

Det var som en smerte der pludselig ramte hende og som et usynligt skub faldt hun ned på sine knæ. Det gjorde ondt. Dog kunne hun ikke finde ud af, hvad der gjorde ondt. "Can't you just leave me alone?" Skreg hun og et lyn slog ned til venstre fra Maya efterfulgt af et til højre. Konflikten i Mayas system i takt med de evner hun allerede kæmpede med at besidde var overvældende, rev hende op indefra. "Make it stop.. " peb hun nærmest uvidende om, at var den unge tordenfugls even stædighed som var årsagen til smerten. Problematikken med bare at lade sig selv slippe og lade tingene gå som de skulle. Det pressede på og gjorde næsten ondt at trække vejret. Træerne omkring Maya bukkede under for den telekinesiske energy som blev udløst fra hende. Dog forsvandt skriget pludselig, og den lille skikkelse som Maya ellers bar på blev erstattet med en mægtig ørn, som rejste sig op på benene. Vingerne slog sig ud i et tordenslag, og øjnene hvilkede imod den fremmede. Hvad der forgik lige nu, var Maya usikker på. Men en ting var sikkert, hun havde aldrig følt sig så fri som i dette øjeblik.

Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør mar 28, 2020 11:56 pm

”No?” gentog Mykie i mistillid, som for lige at give Maya en ny chance for at tænke sig over, hvad hun svarede, inden ordet Again på millisekunder fangedes hendes opmærksomhed. Lige som tordenbraget over dem, havde lydt på ungens uvidende kommando og fået Mykie’s blik til at søge opad. Skyerne hun havde dirigeret til at sprede sig, havde for en stund stoppet i deres vej for at adlyde. Det var ikke kontrol, ungen havde. Ikke samme kontrol som hun havde, det var hun godt klar over. Men det var blot endnu en bekræftelse. “You know, I’m not keeping you here against your will. You can just leave yourself whenever you want. I’m not gonna stop you.”

Og så skete det. Præcis, hvad tordenfuglen havde ville undgå. Panik. Og ikke bare en hvilken som helst form for panik. Den ukontrollerbare af slagsen. Den slags panik, der kunne sende dem omkring i fare. Men Mykie var ikke bange. Hendes smil havde bare falmet fra hendes ansigt, og hun kneb sine øjne sammen, som de så Maya falde sammen. Og så lige inden lynet slå ned, så de op mod skyen, der sendte det for at følge det ned inden det slog. Det følgende lyn kom ikke nær så meget bag på hende, men ingen af dem fik hende til at vige på afstand og inden af dem fik hende til at misse med øjnene over deres skarpe lys. Dog reflekterede de i hendes stormgrå øjne.
Det var først da naturen omkring dem, begyndte at bukke og bøje sig for Maya, at Mykie så væk fra hende. Hun så sig omkring og trådte et par varsomme skridt væk fra ungen. Tænderne bidt sammen. Det skulle absolut være så besværligt.

Mykie følte straks, hvordan energien blev sluppet og træernes bøjede grene piskede frit igen. Hun hørte også enden på skriget. Så straks var hendes blik vendt tilbage mod Maya. Denne gang måtte hun dog løfte hagen lidt ekstra. ”Would you look at that.”

Armene faldt ned langs siden igen, og hun var på nippet til at bare… ryste på hovedet. Opgivende. ”Oh, so dramatic. You’re dad was just like that too, so I can see that the apple don’t fall far from the tree,” sagde Mykie helt nonchalant, som stod hun ikke foran en prægtig ørn på dobbelstørrelse, der potentielt kunne flå hende med et enkelt sving med sine klør. Hun tog heller ikke blikket fra ørnen, og pludselig blev hendes blik mere bestemt. Ikke truende. Ikke vredt. Men den samme fornemmelse, havde ligeledes sneget sig frem i hendes stemme, da hun åbnede munden igen: ”Pluck your feathers.”
Det var en ordre, ikke bare en mulighed. Og ligesom hendes ord havde forladt hendes mund, forsvandt Maya’s egen kontrol over sin ene vinge, idét at Mykie overtog og fik den spredt ud. Klar til plukning. Mykie var umiddelbart ligeglad med, at den kære unges tøj lå i revne rester omkring hende og ikke ville være meget værd, når hun vendte tilbage til sin menneskelige skikkelse. ”You might as well learn how this works. And you can’t get back to your room looking like that. So, pluck.”

// læste ikke noget om mentalt skjold under Maya's evner eller styrke og svagheder, så tog friheden til at Mykies evne virker på hende, særligt fordi hun er en tordenfugl
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 6:01 pm

Pluck your feathers. Gentog stemmen i Mayas hoved. Som et evigt ekko der kæmpede om at få kontrollen over resten af kroppen. Maya kæmpede for at holde ved det spinkle strå af underbevistheden, det hun altid havde haft at holde sig om. Men denne her magt var stærkere, mere stædig end hende. Mykie strak den ene vinge ud på den unge tordenfugl, og voldsommere end før satte kampen ind. Frustrationen og frygten over det nye gjorde hende svagere, det var langt mere smertefuldt at forsøge at modstå. Der var ikke meget mere at gøre end at give efter og opgive kampen. Smerte var ikke noget Maya frygtede mere, det kom i mange former og figurer - det havde hun lært for længe siden. Maya slap strået der bandt hende til det sidste af sin selvkontrol, og begyndte plukningen.

En bred smerte skreg ud i nervesystemet som den første fjer blev plukkede. Kroppen var endnu ikke van til den form for smerte, og et tordenskral afspejlede sig i chokket. Det buldrede stadigvæk på trods af regnen var stoppet. Hun var bange. Rædselslagen for, hvad dette her havde at sige for hendes fremtid. Maya var lige flyttet ind hos Levi og Alison i starten af året, og de havde accepteret hende. Angsten for, at de ville se på hende som noget forfærdeligt var begravet dybt inde i sjælen. Tankerne og følelserne truede med at rive hende fra hinanden. Endnu en fjer blev plukkede, og Maya måtte indse at frygten ikke blev mindre endnu. Hun var nød til at blive ved. Hun kunne ikke andet end at blive ved. Fjer for fjer fald ned imod den mudderet jordbund, til det var nok til skikkelsen ændrede sig.

Den lille figur faldt ned på sine knæ, bemærkede næsten ikke, hvordan de blev forslået af de småsten som lå på jordens bund. Hjertet kæmpede i sit livs kamp og hun lagde sin hånd op imod det nøgne bryst. Alt hun ønskede var at det skulle sænke des heftige banken. Tårerne begyndte på ny at strømme henover kinderne. "What is wrong with me," hviskede hun gispende i sin fortvivlelse og så på sine hænder som fandt vej ned til den mudrede jord. "Breathe.. Maya.. breath.. calm down.." Gentog hun i en lav mumlen for sig selv. Træerne omkring dem bukkede stadigvæk unaturligt, og få dråber af blod fandt sin vej ned på jorden fra den unge tordenfugls næse. Hun syntes at få genvundet bare lidt af kontrollen, og rettede sig op. De blonde lokker klaskede sig til den nøgne hud, og hun så hen på Mykie. "I just want to be normal. I didn't ask for any of this," stemmen knækkede igen, og hun samlede sine læber sammen i en smal fold. Blikket flyttede til atter til jorden og hun knyttede sine hænder sammen.


Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre apr 03, 2020 10:00 pm

”Only a rare few do, little bird. Only a rare few do,” svarede Mykie med en tydelig klang af genkendelighed til Mayas streng af ord, som hun trådte nærmere. Selvom Mykie ikke nødvendigvis stod og hang med hovedet eller noget der kunne ligne, så var der noget sørgmodigt ved det hele. Og selvom at Mykie’s blik ikke havde veget væk fra Maya, som hun havde plukket sig selv som en søndagskylling, havde hun inderst inde følt hver enkelt smertefuldt pluk. Hun havde selv været igennem, hvad den lille unge havde været igennem. Det var en del af deres forbandelse. Men det var meget muligt en af de mest nødvendige lektioner, som Mykie kunne give Maya, så som at blot få revet plasteret af og få det overstået, så havde Mykie ikke givet hende meget andet valg end at lystre efter.
Mykie greb om kanten på jumper og trak den over hovedet. Inden under havde hun stadig en simpel BH på til at stadig have bare lidt værdighed. Nu var nøgenhed ikke noget der bekymrede en som hende. Nøgenhed var for tordenfuglen som den var for Adam og Eva før de spiste fra Visdommens Træ. Tøj var blot en formalitet. Inden hun faldt på knæ foran Maya, sørgede hun lige for at give blusen et godt ryst – på afstand fra dem begge, selvfølgelig – som ville det ryste al regnen ud af stoffet, men vandmanipulation var ikke en af hendes heldige talenter, så da hun tog frihed til at møve trøjen over Maya’s hoved for hende at tage på, så måtte Maya desværre nøjes med at være beklædt i gennemblødt stof. Igen. For nu.

Umådeligt forsigtigt rakte Mykie frem og strøg en tung og vildfaren tot blondt hår væk fra Maya’s ansigt. ”The first pluck is never pleasant. Neither is your next one gonna be. It will never be pleasant. And afterwards it is important to get rid up your feathers.” Mykie tog ikke øjnene fra Maya, selv ikke da en vind tog til omkring dem. Vinden dukkede ned langt skovbunden og blæste visne blade og vådt jord henover de plukkede fjer for at skjule dem, indtil de ville rådne væk.

”What truly amases me is that you’ve lived to long without knowing. Usually it’s not a good idea to stay humans for much longer than half a day. It even weakens me. But you’ve done that for what? 19 years?” Mykie havde skam genfundet sin menneskelighed igennem de sidste 100 år, men der var meget at indhente efter at have levet to årtusinde før det i luften på afstand fra civilisationens midte, så hendes empati rakte kun så langt.
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptySøn apr 12, 2020 11:04 pm

Mykie formåede at få trukket den gennemblødte trøje over hovedet på Maya, næsten uden hun bemærkede det. Chokket havde fået hende i en form for trance, hvilket var den enest grund til at træerne omkring dem ikke lå fældet til jorden. Det var en enkelt bevægelse som bragte Maya tilbage til virkeligheden og det var som Mykie strøg en af de blonde lokker væk fra den unge tordenfugls ansigt. Et mindre gisp fik hende til at rette sig lidt op. "I guess its good that I'm used to discomfort, huh?" Jokede hun halv tørt og så blot ud i skoven foran sig. Hun snøftede et par enkelte gange før hun endelig lod sine lyse øjne finde vej op til Mykie. "Don't be to amazed, I live to disappoint," påpegede hun hurtigt i et mindre suk. Maya lukkede øjnene ganske kort. "Power blockade is my lucky guess," rømmede hun sig og slog øjnene op igen. Det var hvad Ramsay havde sagt, manden som havde trænet hende i militærbasen. Manden som havde holdt hende fanget og derved sendt hende ind i et liv af misfornøjelser. "I just got my powers in Autumn.. that is why they are so.. vicious," mumlede hun en smule og kløede sig lidt i nakken. "I guess my true identity just needed a little more of a push."

Få ting virkede til at give mere mening nu. Hvorfor hun altid havde følt sig så tilbage holdt, fanget i sig selv. Maya havde altid troet at det var fordi, at hun var en formskifter der bare ikke havde fundet sit indre dyr. Sandheden var, at det indre dyr havde kæmpet om kontakt til hende så længde at der snart ikke var mere stemme tilbage. "So you were born into this?" Spurgte Maya så kort efter og flyttede blikket op på Mykie igen.
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTirs apr 14, 2020 8:56 pm

Begge af Mykies bryn skød animeret i luften. ”Oh? I mean, I was about to suggest we found shelter somewhere. Somewhere a bit warmer but I guess you don’t mind the discomfort.” Hun nød det. Vejret. Hun var blevet så vant til at omgås ude i det lige meget, hvordan det var, at hun havde etableret en form for immunitet. Lidt fugt og kolde rørte hende som sådan ikke, så det var ikke hundred procent en joke. Også selvom hun da smilede kækt som var hun godt udmærket klar over, at det ikke lige var den konklusion som Maya havde prøvet at lande på.
”What? That’s not even six months! No wonder you almost turn this part of the forest into a football field,” røg det overrasket ud ad munden på den gamle tordenfugl i takt med, at hun lod blikket glide omkring dem på de stakkels træer, der havde måtte lide under fugleungens manglen kontrol. Et par stykker var blevet en smule deforme, hvis man så nærmere på dem, men heldigvis var der ikke sket store nok skader til at potentielle woodland critters havde mistet hjem eller vej. ”And now you have even more to work on. It sure is tough being young, huh.” Blikket fandt tilbage til Maya og hun løftede så ellers en hånd mod sit eget ansigt og pegede og tørrede hentydende sig under næsen. Umiddelbart så det ikke ud til at Maya blødte længere, men det så stadig drabeligt ud med blod ved overlæben.

Det følgende spørgsmål kom en smule bag på Mykie. Af en eller anden grund havde hun ikke ligefrem forventet den slags interesse fra Maya. I hvert fald ikke som situationen lå. Måske havde hun bare læst atmosfæren forkert. Det hændte jo fra tid til anden.”Uhm.. You see..” Mykie trak lidt på sit svar, inden hun strakte hals og skuede ud i skovens dybe mærke lidt bag Maya, for lige at holde øje med om de nu også var alene. Så som hun ganske afslappet lod sig selv dumpe helt ned at sidde med bagdelen på den fugtige skovbund, fandt de stormgrå øjne tilbage til den halvnøgne, forskræmte unge. ”I guess there really isn’t any harm in telling you. I was born a human. A loooong time ago. Believe it or not but I’m well in my second millennium. I know, I look pretty good for my age.” En pause opstod for at lade humoren komme til, inden alvor vendte tilbage til hendes stemme. Og hendes blik. “I am what the history books would call The First. The first of our kind. That’s how I knew you’d be here tonight since I have a connection to all thunderbirds in some way or another.”
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTirs apr 21, 2020 11:26 am

Maya tog en dybere indånding ind, men kunne stadigvæk mærke de små rystelser ude i fingerspidserne var efterchokket. Hvis det ikke havde været for hendes fremragende evner til at lærer fra sig hurtigt, havde hun nok ikke klaret presset verden konstant smed henover skuldrene på hende. Maya så på nogle af træerne som næsten havde brækket deres ryg på grund af hende, og hun sank en klump. "You don't say," sukkede hun halv opgivende til den sidste kommentar. Maya så på Mykie og fangede hurtigt en hentydning, og lod sin håndryg glide henover næsen for at tørre blodet væk. Det var svært at finde ro, men det var ikke et problem som var nyt, det betød ikke at hun havde fundet en løsning endnu dog. Tvært imod. Det var svært, og når et problem fandt en løsning var det som om det skabte et andet. Det var nogle gange lettere for hende at lytte til andre, også selvom hun sjældent ville indrømme det. Hvis hun ikke skulle fokusere på folk, så holdt hun sig ellers travl og igang. Sidste mulighed var ikke rigtig tilgængelig ligenu.

Det tog noget tid før den gamle fugl sang sin sang, men endelig begyndte hun stille at sige noget. Det var næsten som om der lå noget bag tilbage, men Maya ville aldrig forlange nogle at fortælle dem hele sin livshistorie til hende - hun ville næppe gøre det hvis nogle spurgte hende. Maya kneb sine øjenbryn en anelse som Mykie fortalte hun var født menneske. Det overraskede hende ikke at møde andre ældre personer, hun kendte efterhånden en del som havde holdt sig godt med årerne. "Interesting," mumlede Maya lidt for sig selv. Hun kendte den første hybrid nogensinde født, og havde relationer til den første heks. Dog vidste hun også at give informationer på de forkerte tidspunkter - kunne hugge hovedet af nogle. "Then why now? Haven't there been plenty of times.. where you could have found me?" Spurgte hun en anelse skeptisk og kneb forsat øjnene.
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTirs apr 21, 2020 9:27 pm

Lidt skuffet havde man da lov til at være over ungens meget uimponerede udstråling. Men sårede følelser sad Mykie ikke just tilbage med. ”Probably. But it hasn’t really been in my interest to find you.” Det var næsten ikke muligt for ærligheden at være mere hudløs, end hvad den var, som den nemt rullede ad hendes tunge. ”I suppose I do have some obligations. In a way. But don’t mistake that for a responsibility towards every little bird that flies astray. I do not babysit. A thing your dad clearly didn’t understand when he kept on pestering me to take care of you.” Mykie havde en helt særlig egoistisk mening om ansvar. I særdeleshed hendes egen. Endnu mindre end Maya, havde hun ikke haft noget valg, da ansvar blev lagt på hendes skuldre. Et ansvar hun nok stadigvæk ville have bibeholdt, havde hun ikke ramt skovbunden den dag i 1923.
Ganske afslappet lænede hun sig let tilbage med begge arme virkende som støtte pæle, så hun ikke skulle ende med at ligge helt ned. Hun lagde dog sit hoved helt bagud, som forsvandt al styrke i hendes nakke til at holde det oppe. De stormgrå øjne søgte mod himlen, hvor de blev budt på en mere klar nattehimmel. Hvornår var hun begyndt at foretrække skydække og regn frem for blinkende stjerner? And that one is Boëtes. Diskret rystede hun på hovedet af sine egne falmende minder og vippede hoveder frem igen for at atter rette blikket mod Maya.

”Blame Nature for not shouting loud enough before now. Not me.” lagde ørnen så ellers et låg på uden at vide, om grydens indhold ville koge over eller flammen blive kvalt for ild. Hun skubbede sig selv op at sidde ret, inden hun fortsatte med at komme op på benene. ”I’m bascily retired.” Børstede fluks nogle stædige blade af sin bagdel. Et par dråber isnende koldt regnvand dryppede fra hendes gule lokker og ned ad hendes nu nøgne ryg, der automatisk fik hendes skulderblade til at trække sig sammen.
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre apr 24, 2020 6:51 am

En del af hende havde lyst til at slå løs på Mykie for den respons, men Maya vidste, hvordan hun skulle håndtere sit temperament. Desuden var det stadigvæk let at bebrejde andre for det lorte liv Maya havde haft. Hun pustede anstrengt luften ud mellem sine læber og sank en klump. "You know my dad?" Det faktum at det overhovedet var en mulighed at den store moderfugl  faktisk kendte Mayas biologiske far. Maya havde aldrig direkte snakket med sin far, men hun havde set ham i byen kort. Hun var dog ikke typen der kontakte folk som havde forladt hende, og havde bare observeret ham på afstand. Den unge tordenfugl lagde armene mere beskyttende omkring sig selv, og øjnene så eftertænksomme ud. Alt hun nogensinde havde ønsket sig var at være i en familie, at have en familie hvor hun var elsket. Maya havde ingen anelse om, hvordan sådan kærlighed var. Forskellige havde givet hende en fornemmelse af, hvordan familie burde være. Dog lå frygten for at de ville gøre som alle andre gjorde i sidste ende, og hun vidste ikke om hun kunne holde ud til, hvis de efterlod hende også. "I'm not blaming you, I have another person for that spot," mumlede hun lidt for sig selv. Mest af alt, fordi Maya nok dybest set bebrejdede sig selv mest.

"I don't want to be your charity case, so why not let me go back to the academy... and then this is done then?" Maya stoppede op og så direkte, måske næsten en anelse intenst på Mykie. "You don't owe me anything, and if my dad decides that he cares about me.. suddenly. He can come talk to me, not send someone to do what he never has been there to do," frustrationen var tydelig i Mayas stemme, og nok nærmest forbundet med den skuffelse der hang i hendes sjæl. Hvorfor kunne hendes forældre ikke bare selv komme og snakke med hende. Hjælpe hende. Hvorfor var hun ikke nok til at de ville være der for hende? Hvad kunne Maya have gjort til at hendes egne forældre ikke engang ønskede at opfostre hende, men gå videre med deres egne liv som havde hun aldrig været født? Maya var van til at længdes efter de ting hun ikke kunne få.
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre apr 24, 2020 11:11 am

Mykie så ned på Maya, som var hun forbløffet over den lille fugleunges interesse i sin far. Eller nok rettere Mykie’s bekendtskab til ham. Men det var blot en skuespilsfacade. Mykie havde gentagende gange langt små brødkrummer ud. Og ærligtalt, hvem ville ikke vise bare den mindste smule interesse, når man befandt sig i Maya’s situation. ”Yea. I knew him from even before I decided to live as a human again. An alright fellow. You two share the same feather pattern, actually,” svarede hun med en underliggende henkast og et ligegyldiggørende træk I skulderne. Tordenfuglen løftede så hagen og skimmed den mørke skov omkring dem, mest for at lægge lidt skjul på den hårdhed der fulgte med til de næste sætning. ”We are not on speaking terms anymore, tough. Abandoning one’s babybird to fend for themselve is a sin, if you ask me.” Hun afsluttede med en besynderlig blanding af et opgivende suk og et forarget fnys, der egentlig gav god udtryk for hendes meninger om emnet.

Grå øjne fandt tilbage til Maya og mødtes uden intimidation hendes meget intense stir lige på. ”You keep phrasing it as if I’m holding you hostage. But come on then. I’ll walk with you back.” Tordenfuglen gjorde et henvisende kast med hovedet i retningen, hun antog ville føre dem ud ad skoven og tilbage til den virkelighedens Hogwarts. Et kækt smil havde atter fundet frem på hendes tynde læber. Så bekymringsfrit. Man skulle tro, at grunden til at Maya bar rundt på så meget, var fordi hun også bar rundt på al bekymring, som Mykie oprindeligt skulle have.
Hun stod kun lige og ventede et lille øjeblik, før hun tog initiativet til at begynde gåturen selv. Forventede lidt af den nyklækkede fugl nok ville følge trop før eller siden. Og med ryggen nu både blottet og vendt mod Maya, blev der givet yderligere beviser for, hvem hun var. For henover omkring hendes skulderblade og videre ud til det øverste stykke af hendes nøgne skuldre, var der groet enkelte fjer frem. Marmorhvide, dog med et nærmest gyldent skær selv i det pleje månelys.
”Since you don’t want be my ’charity case',” brød Mykie pludselig stilheden, uden at vende sig om mod Maya. Stemmen hævet til et niveau alt efter, hvor tæt på hun kunne fornemme hende. ”then allow me to just ask you. Do you want my help? I do know a thing or two about thunderbirds.” Mykie stoppede og så sover over skulderne, inden hun afsluttede: “Do you want to be found?”
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre maj 01, 2020 7:29 am

Måske var det, hvad Maya i virkeligheden var van til, at folk ikke lod hende gå når de havde fået klørene i hende. Derfor, overraskede det hende næsten at Mykie ville lade hende gå. Maya stod bare og så på hende halv forbløffet, og den anden del bange for det var et kneb for at få hende til at gå med hende. Det var den verden Maya var vokset op i, ingen ting var gratis og hun var dum at tro, at Mykie bare ville hjælpe hende lige pludselig. Hun var blevet paranoid for længe siden, og gå med fremmede var noget alle børn burde have fået afvide af deres forældre de ikke skulle. Maya havde aldrig haft lignende samtale, det var mere destruer din fjende. "What are you getting out of this then?" Spurgte hun så og lagde armene mistænkeligt over kryds. Dog virkede det mere til at Mykie selv bestemte sig for at få videre og Maya måtte sætte sine ben igang med at følge med.

Maya blev bagved Mykie, at stå for tæt kunne give hende en chance for at tage hende med sig. Hun rystede på hovedet af sine mistroiske tanker. Hun så de enkelte fjer på Mykies ryg, og tog en dyb indånding. Mykie brød stilheden, hvilket kort separerende Maya fra sine tanker, og rullede med øjnene til ordet charity case. Dog før hun kunne nå at brokke sig over overhovedet at blive kaldt det, kom Tordenfuglen med et voldsommere spørgsmål. Det var ikke fordi, at spørgsmålet i sig selv var specielt livs ændrende eller stort, men for Maya var der ikke mange som tilbød deres hjælp. Ikke uden at få noget igen eller forlange noget. Den sidste tilføjelse fik Maya til at stoppe op. "Are you saying that you think I'm lost?" Det var lettere at gå i forsvars mode end at håndtere, at hun var fortabt. Hvorfor ville hun give en fremmed ret? Maya fandt ingen tegn i sit sind at hun burde stole på Mykie, men heller ingen for ikke at gøre det. "I've been handeling my own shit for a long time.. I don't n-," hun tog en dybere indånding ind og rystede på hovedet af sig selv. "Get down," Maya så ud imod skoven da de blå øjne landede imod en jæger eller, hvad fanden den fyr med et gevær rettet imod dem var. "Get down!" Råbte hun til Mykie som fyren begyndte at skyde løs. Maya sprang ned på jorden, og forsøgte at kravle hen langs stien. Skuddene ringede for hendes ører, men så snart han ladede op igen, fik hun kravlet sig hen til et træ. Hun så hen imod Mykie ganske kort, ikke længe nok til at registere om hun var såret, eller om Maya selv var såret.

Hjertet sad i halsen på hende, og hun lagde kort hovedet tilbage imod træets stamme. "Why is it always me," mumlede hun irriteret og pustede ud. Maya havde selskab af the commander of storms, måske hun alligevel havde en chance her. Maya så ned på jorden og samlede et par større sten op. "Don't fail me now," mumlede hun stille til sig selv før hun brugte sin evne til at løfte de enkelte sten op. Hænderne løftede sig i tak med stenene, og hjernen vred sig i dyb koncentration. Maya sendte stenene afsted efter manden, og først da hun hørte ham falde til jorden så hun tilbage på Mykie. Det var ikke et tegn på kampen var færdig kæmpet, men de havde et forspring. Ikke at Maya var typen der flygtede fra scenen. Så hun gik imod jægeren for at afslutte jobbet. Stenen havde ramt ham i maven, men han var ikke død. Geværet var rettet imod tordenfuglen som hun trådte nærmere.
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyFre maj 01, 2020 12:12 pm

Tordenfuglens smil voksede betydeligt efter at blive mødt med Mayas forsvar. ”Well, am I wrong?” svarede hun lige så selvsikkert, som hun hidtil havde båret sig. Selv med det hårde ydre, der nemt kunne forveksles med modenhed og voksen-visdom, så var Maya i Mykies øjne ikke meget andet end en forvildet lille fugleunge med så meget at lærer stadigvæk. Hun havde lært at sprede sine vinger, men hun manglede endnu at lære at flyve. Og som svanen, opvokset i en anderedde, var Mykie sikker på, at hun følte sig på vildspor. For blændet af stædighed til at se stien for bare træer.

Get down. Mykie hørte hende allerede den første gang, men den eneste reaktion der virkede af opstå hos hende, var af mild overraskelse. Get down! Med ét skod hendes hoved så omkring for at følge Mayas skuende blik ud i mørket. Hendes blik nåede lige akkurat at stille skabt og indstillede sig på geværets diskrete skær, inden…
Mykie’s skulder blev revet bagud i et voldsomt ryk idét en kugle skød direkte ind i den med en sådan fart, der fik den til at fortsatte hele vejen igennem. Det lykkedes hende at vakle et par skridt frem for at vælte under sammenstødet, men så blev et følgende skud sigtet lidt højere, før hun overhoved kunne nå at vise udtryk for smerten i sit ansigt eller få en hånd op til såret. Og hun faldt om kuld i skovbunden uden så meget som en yelp eller et støn.

Livet, hun havde levet, og det som det liv havde givet hende, havde klart sat sine spor på hende. De havde bestemt ikke lammet hende for pinen og svigen og alt det der, men så havde det i hvert fald lammet hende for konsekvenserne, og man kunne nok godt argumenterer for, hvad der var værst. Mykie lå stort set stadig ved bevidstheden, sådan nogenlunde. Hun rørte bare ikke rigtig på sig foruden mådens hendes ansigt efter lidt tid begyndte at vrænge sig i takt med at det for alvor rungede i hendes hoved. Rungede så forfærdeligt, at der ikke blev lagt meget mærke til, hvordan situationen fortsatte. En del af hende gad virkelig ikke rejse sig igen.

Som Maya nærmede sig jægeren begyndte det dog at ruske lidt bag hende. Jægeren havde hende lige på sigte kornet. Frygtede ikke at trykke på aftrækkeren, men hans position gjorde det mere besværligt for ham at sikre sig et direkte skud, før hun kom nærmere. Så pludselig ændrede hans ansigt sig fra fokus til lettere panisk forvirring, idét han flyttede geværet fra at være rettet mod hans lyshårede mål til at havde mundingen godt møvet ind under sin hage.
Effekten af den nære kontakt, da geværet blev affyret, var virkelig ikke noget kønt syn. Det var et langdistance våben. Blod og hjernemasse gav en mindre eksplosion og så faldt han ellers slapt omkuld.
”Shit, this is annoying… Almost had me trigger my feathers,” lød det fra Mykie, der dukkede frem fra bag Maya. Upåvirket af ikke bare den groteske henrettelse eller at hun for lid siden havde lukket fatalt såret, men i det hele taget at de var blevet skudt på. Som var det en hverdags ting. Blod malede hele hendes skulder og videre ned over den tilhørende arm, men også ved hendes ene tinding var der rødt, der ligeledes havde spredt sig videre ud i hendes hår. I det mindste havde kuglen mod hendes hoved kun lige snittet. Men der var ingen sår eller huller at finde. Kun det efterladte blod. Den bekymringsfrie glæde var blevet erstattet med tydelig provokation over ubekvemheden. Hun trådte videre frem indtil hun nåede jægeren og satte en fod mod hans brystkasse for lige at trykke prøvende med på den. Jep. Død.
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør maj 02, 2020 8:30 am

Det var så nemt at gå tilbage, at gå tilbage til dræb eller bliv dræbt. Det eneste det tog var et sigte imod hende, og alt hun havde arbejdet på føltes til at forsvinde med vindens ellers blide pust. Maya så ham i øjnene og spejlede hans forvirring som geværet flyttede sin retning. Først var hun usikker på, om hun havde brugt sine evner - men hurtigt indså hun også, at hun lige nu ikke fortog sig andet end at se på ham. Et skud lød, og hun frøs fast som hun så manden skyde sig selv. Blodet blandet med hjernemasse der lå i den nu mudret jord til at blive vasket væk af regnen. Maya holdt vejret, og rystede kort på hovedet som besøgende minder fra zombie tiden fandt sin vej tilbage imod hende. Havde det ikke været for Mykies kommentar bagfra, var hun sikkert blevet fanget i dem. Maya tog en dybere indånding og så tilbage imod Mykie. Maya lod blikket glide tilbage imod liget på skovbunden. Et af skudene havde lige snittet hendes venstre skuldre, men den brændende smerte var presset væk af nattens chok. Hun havde ikke meget mere overskud til at tænke over en simpel ting som smerte. Smerte var en illusion. Maya flyttede sine øjne med Mykie som hun gik hen for at tjekke om jægeren var død. "We should get rid of the body," mumlede hun og tog en dybere næsten fraværende indånding.

Specielt nu når de havde rørt ved liget, og jorden omkring ham. Det var det eller at melde det ind, men Maya havde ikke i sinde at få til politiet. Ikke uden hun vidste at Alison eller Levi kunne få hende fra hvad der kom bagefter. Det var kun takket være Alison magi at Maya ikke var faldet tilbage i hænderne på nogle i militæret igen. De havde stadigvæk ikke tilgivet hende for at stikke af, også var der Umbrella der stadigvæk ønskede at lærer mere om hendes usædvanlige evner. Hvad ville de gøre, hvis de også fandt ud af hun var en tordenfugl. Bekymringen voksede op i en kugle i Mayas lille figur og fyldte hjernen med sine teorier og advarsler. "If we get him to the North wood area of Gaia.. I know someone who can burn the shit out of him," fortalte hun så. Det var for nemt at begrave ham, folk med for dygtige næser ville finde ham under jorden. De vidste ikke hvad race manden var, hvis de var uheldige at have med en dæmon at gøre - så var hævn nem at forudse. "I think you would quite like Tatia.. even through she is a bit more tense than you."
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTors maj 14, 2020 12:08 am

Det morede måske Mykie lidt for meget, hvordan hendes fod føltes mod jægerens brystkasse. Det var som at træde på en miniature hoppepude. Heldigt for Maya, så var morskaben hverken så meget til stede i den gamle fugls ansigt eller rettet i ungens retning. Hvad ville hun dog ikke tænke om Mykie!.. Mykie blev så ellers også revet ret hurtigt ud af det igen, da Maya begyndte at lægge planer. Planer som Mykie ikke rigtig var nået til endnu, og da hun rettede sig op og drejede sig for at se over skulderen – stadig med foden hvilende nærmest triumferende på liget – var forundringen lige så klar som stjerne på himlen. På dage, hvor det ikke var overskyet, selvfølgelig.
”The north woods? Isn’t that a bit excessive for this jackass here? I wouldn’t really say that he deserves any kind of funeral. Better to just leave him for whoever is missing him to find. Or we could eat him. Fresh meat is a perfectly fine diet for the likes of us. Though…” Hun trak ordet lidt ekstra ud, som hun så tilbage ned på liget. ”…this one does not look very appetizing, not gonna lie.”

Endelig trådte Mykie ned fra liget, og efterlod kun et meget faint aftryk af sin sko på hans mørke beklædning. Hun havde ganske rigtigt rørt liget på flere måder end én, men om det kunne give andre hints end hendes duftspor, var nok ikke sagen. ”How do you suggest we get him to your friend, baby bird?” spurgte hun, idét hun drejede omkring og atter stod ansigt til ansigt med Maya. ”Transforming and flying wouldn’t be a smart idea. Not if this guy also happens to have friends in the forest like yourself. We’re stronger with our feathers, yes, but we’re also mostly invaluable as humans. You can’t sell feathers from a featherless bird. I wouldn’t want you getting caught before you learn to fly, you know. And are you up for another round of plucking just for Nearly-Headless Nick here?” Blikket der lå I de stormgrå øjne var rigeligt afventende og veg ikke væk fra Maya. Mykie var måske ung af udseende, ubekymret som en teenager, men hun bar da alligevel lidt mere visdom en det almene individ. Særligt når det kom til livet, som Maya netop var blevet introduceret for.

Om det var et begyndende soft spot for hende eller det faktum at der var mening i hendes ord kunne komme ud på så meget, men efter at have stirret længe nok og set hende an, så hun ned og begyndte i stedet at fumle med at komme ud af sine jeans. Ikke at hun ville rive itu, hvis hun kunne undgå det. ”I’ll take care of the body.”
Tilbage til toppen Go down
Maya
Royal
Maya

Humør : Maybe I'm not meant to be loved by someone like that.
Fag : Billedekunst, Musik, Kemi, Psykologi & Kampsport
Antal indlæg : 188

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyTors maj 14, 2020 9:28 am

Det kunne være det var en anelse meget at gøre ud af et lig, men Maya ønskede ikke nogle spor der kunne føres tilbage til, at hun havde stået her i nat. Hun ville aldrig bare lade ham ligge, der lå en hel historie bag denne her aften. Der måtte være en grund til at han var der, der måtte være en grund til at han havde sigtet på dem uden at tøve. Hvor meget havde han set? Hvor meget havde han hørt før han mødte sin død? Det var de uendelige spørgsmål som sprang frem og tilbage i hovedet på den unge tordenfugl. "I'm not gonna eat anyone," pointerede hun hurtigt og trak på en grimasse af afsky. Det var nok med det blod der allerede var malet på hendes hænder, hun behøvede ikke at ty til kannibalisme eller noget i den stil. Eller var det måske bare noget der kom med i tordenfugl pakken? Mykie trådte ned fra liget og Maya tog en dybere indånding, som hun spurgte, hvilke planer Maya havde for selve transpotrationen. Deres øjne mødtes igen, og Maya holdt vejret kort. "You might be strongest in your bird-suit, I just got mine. I've survived just fine without. So I can manage," pointerede hun en anelse bestemt og holdt blikket imod Mykie. "I can also just move it with my mind. Better to focus on that, than bending the trees," tilføjede hun så og kørte en hånd igennem de våde lokker. Det var ikke fordi, at det var en god ide for Maya at bruge sin evne lige nu, men det betød ikke at hun ikke var stædig nok til at gøre et forsøg på det. Det regnede ikke mere, hvilket ville efterlade resterne af hjernemasse og blod i den mudrede jord. Maya gik et par skridt tilbage til, hvor han havde haft affyret skudene. Hun samlede dem op og vendte tilbage til Mykie. Det var med ikke at efterlade for mange spor og det var næsten åbenlyst at hun havde stået i lignende situationer før.  Maya mærkede spændingerne i hovedet, men lyttede ikke til sin egen forstand. "If he has friends on the woods, we will deal with them by that time."

Hun tog geværet op ud af hånden på manden, og tjekkede hans lommer. Hun fandt enkelte papirer foldet sammen, og en pung. Hun lagde papirene oven på brystkassen af den døde mand imens hun studerede pungens indhold. "Oliver Smoak," mumlede hun stille for sig selv, som hun fandt mandens kørekort. Hun forsøgte at folde papirene ud, men fugten fra regnstormen havde ikke ligefrem været venlig imod dem. Hvad end der havde stået på dem, var tabt information. Hun vrissede irriteret for sig selv før hun tjekkede magasinet. Der var stadigvæk tre patroner tilbage. "I know what I am doing, you know," sukkede Maya en anelse opgivende, hvorefter hun endnu engang eftersøgte liget for værdigenstande. Hun åbnede mandens jakke og fandt en mobil i inderlommen. Hun viftede den stille for Mykie. Maya tog hånden tilbage og greb mandens hånd for at placere tommelfingeren på knappen til at få låst den op. "My frined might be old fashioned, but there are many ways to contact her," fortalte Maya imens hun indtastede et nummer og flyttede mobilen op til øret. "Ai laik Maya kom Wonkru, en ai gaf gouthru klir," lød det fra Maya og til hvem end hun talte med i telefonen. "Seda", hviskede hun stille og lukkede øjnene kort. "There was a hunter out here, I will bring is body. Can you ask Heda to send someone out?" Hun nikkede stille og lagde dernæst på. "We just have to move him some of the way. Then the pack will meet us half way," informerede hun og rejste sig op.

Det gav også bedst mening at mødes på midten. At starte en brænd eller anbringe et lig til en bestemt lokalitet ville også kunne få dem alle i søgelyset. Selv, hvis de slettede alle beviserne. Maya vidste at hun kunne spørge Legends of Gaia om hjælp også, hun var en del af dem. Dog krævede det at Alison og Levi fandt ud af hvad hun var, og før hun selv forstod, hvad hun var og hvad det betød for hende. Så ville hun ikke fylde deres hoveder med mere. Hun tog en dybere indånding og lukkede øjnene kort. Hun fokuserede på energien omkring dem og fik samlet manden op fra jorden af, og nu hang han der svævende i luften. Maya begyndte stille at gå, men holdt blikket fast på manden for ikke at tabe ham på jorden. Det ville blot lave et større rod. Hun havde geværet over skulderen og vidste vejen frem.

Gåturen føltes som uendelige timers traven fremad, og hovedet bankede voldsomt, skreg ad hende for at få hende til at stoppe. Til sidst gav hun efter og liget fald med et drøn til jorden. Maya gispede let og lænede sig op af det nærmeste træ for støtte. Hun mærkede væsken under sin næse, og lod sin håndryg kører kort henunder for at tørre det det lidt blod ned som kom fra anstrengelsen. Hun lod ryggen hvile imod den rubark. "Don't look for humans. Looks for the wolves," fortalte Maya så i et mindre udmattet suk. Ganske rigtigt, i mørkets skygger kunne man se de glødende øjne fra formskifterne. De knurrede svagt af den fremmede. "Who the hell are you?" Spurgte en kvinde som trådte ud af nattens skygger. Formskifterens øjne glødede rødt som et tegn på advarsel. Blikket så kort hen imod Maya som stod op ad træet. "What happened?" Tatia forholdt sig meget kort og direkte i sine sætninger og lod sit blik hvile imod liget.
Tilbage til toppen Go down
Mykie
Første af Racen
Mykie

Humør : There's never quite a calm before the storm
Antal indlæg : 37

Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature EmptyLør jul 11, 2020 12:40 am

“Yes. I can see that.” Mykie gjorde ikke noget for at stoppe Maya i at gøre, hvad hun tilsyneladende mente, at hun gjorde bedst. Som tilskuer var det faktisk ganske fascinerende. At se den unge pige, kun lige balancerende på grænsen af at være set som voksen, håndtere situationen som hun gjorde. Se hende overtage gerningsstedet på blot få øjeblikke. Også selvom at Mykie ikke ville gå langt nok til at påstå, at Maya var fuldstændig upåvirket af, hvad der lige var sket, så var det som om, at den unge tordenfugl havde trådt ind i et sted i sig selv, hvor hun ikke længere havde lov til det. For der var ingen tid at spilde på rystende hænderne og lige at sunde sig. Det gik dog slet ikke op for Mykie, at hun selv afgav en lignende ligegyldighed. Hendes var nu lidt anderledes…

Med bukserne ellers allerede et lille stykke nede omkring hendes hofter, gjorde Mykie, ved afslaget, et let hop og fik i hoppet ligeledes hævet de stramme, fugtige bukser tilbage op omkring den runde bagdel, hvorefter knappen blev møvet i hul og lynlåsen zippet up.
Derefter lod den ældste ørn Maya vise vejen. Hun forholdte sig et par skridt bag ved fugleungen, sendte hende af og til et glimt af forundring over kontrollen og styrken af den selv samme evne, som nær havde tvunget den nærmeste radius af træer til at vokse sidelæns frem for at strække sig op mod himlen. Hendes blik løftede sig så mod himlen. Stadigvæk dækket fuldstændigt af mørke og tunge skyer, som var blevet trukket henover Aston den sene nat. Det var holdt med at buldre, ligesom det var holdt med at regne, så hun blev ikke distraheret af dråber, der faldt i hendes øjne.
Igen skiftede de stormgrå øjne retning. De faldt og scannede området omkring dem, som de gik. Maya’s øjne var lukket i, så det var vel på sin rette plads, at Mykie var den til at holde øjnene – såvel som de andre sanser – åbne og klar. Jo længere tid de vandrede, jo mere begyndte fjerne på hendes ryg dog at genere, og hun måtte flere gange rulle med skulderbladene, når det begyndte at føltes som muskler, der sad i klemme. Det virkede både som en evighed men også som om at de ikke havde gået mere end et par minutter, da luften omkring dem ændrede sig, frigjort for den telekinetiske energi, der havde båret liget, der faldt som dødvægt tilbage ned i den våde jordbund.

Automatisk faldt Mykie’s opmærksomhed på pigen, som det ud ad øjenkrogen lignede, at hun kollapsede, dog hun ikke just var på optrækkeren til at være der til at støtte hende. Ikke som træet var. Desuden var der andet i luften, der krævede hendes fokus. ”There’s no need to look for them, babybird,” mumlede tordenfuglen, som hendes ansigt fortrak sig i et mere skulende udtryk og så ud imellem træerne. Lige som ulvene gjorde sin entré. En perfekt flok af de imiterede rovdyr. Der var ikke noget at sige til den naturlige fornemmelse af territorie-dominans, der opstod.

”I’m the other part of the ’we’, our mutual friend here informed your pack about. My name is Mykie,” præsenterede hun sig faktisk ganske frivilligt for den blottede kvinde. Et skævt smil blev ligeledes tilføjet præsentation. ”You must be the tense one, that I was told about. Tatia.” Heda. Ja, Mykie havde da ikke var lukket høre for, den lille samtale Maya havde haft i telefonen. Ikke at hun havde forstået halvdelen af, hvad der var blevet sagt, da det havde været på en tunge, hun ikke var bekendt med, men noget havde hun da nået at opfange.
Mykie trådte da frem mod Maya, dog knælede hun ved liget og møvede begge hænder ind under det, inden hun løftede det op. En arm under knæhagerne og en anden ved skuldrene. ”This fellow thought it was smart to go hunting in the woods near the school like some psychopath school shooter.”
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




Call of Nature Empty
IndlægEmne: Re: Call of Nature   Call of Nature Empty

Tilbage til toppen Go down
 
Call of Nature
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Gaia :: Athena Akademiet :: Skoven omkring Athena-
Gå til: