Athena
Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.


Athena regionen: det bedste sted for alle overnaturlige og alle mennesker i verden
 
IndeksIndeks  SøgSøg  TilmeldTilmeld  Log indLog ind  
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Tidslinje

År: 2020
Årstid: Sommer
Måned: August

Fuldmåne:
3. August
Nymåne:
19. August
Latest topics
» Doctors make a lot of money...right? (CW)
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyToday at 7:07 am by Giselle

» Brugerhjælp: Hvem er klar til godkendelse?
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyToday at 12:18 am by Valentina

» Pretty little.... ( Emne søgning )
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyYesterday at 10:42 pm by Alazul

» In the night
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyYesterday at 10:39 pm by Hayes

» There Are Worse Things Than Murder
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyYesterday at 6:51 pm by Zitora

» I'm not always disgusting.
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyYesterday at 5:27 pm by Nicholas

» Just another morning - Manuel
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyYesterday at 5:18 pm by Jun-ho

» Tag, you're it
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyYesterday at 3:16 pm by Manuel

» I was forced into this.
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyYesterday at 2:58 pm by Manuel

Top posting users this month
Giselle
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Lenina
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Michael
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Caine Rothwell
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Alexei
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Jael
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Manuel
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Heather
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Jonas
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Yakov
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Statistics
Der er i alt 300 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Jannike

Vores brugere har i alt skrevet 46744 indlæg in 3247 subjects
Top posters
Tidus
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Lilith
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Niklaus
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Freya
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Razor
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Reign
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Joy
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Luca
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Cassandra
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 
Avila
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyAre we really mortal enemies? Time will tell - Dean 9688_210Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty 

 

 Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean

Go down 
ForfatterBesked
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTirs mar 12, 2019 9:06 pm

Sted: Et sted i skoven hvor træerne står meget tætte. Himlen kan ikke ses gennem kronerne.
Tidspunkt: Aften, cirka 20:32
Vejr: Stjerneklart med svag vind fra syd. Vinden er kold, men der er svag varme fra solen der havde været om dagen.
Påklædning: Her
Emne til: @Dean

At tage tilbage i siden var ingen let sag. For det første var hun knapt nok blevet 2 i denne tidsperiode, og det ville sige at hun havde ingen steder at tage hen. Vanya og Amaryllis var ikke til at finde nogen steder, så Karmena havde kun en måde at holde hovedet koldt så hun ikke gik amok - Træning. Hendes tøj var beskidt og hun tror aldrig at hun kunne have følt sig mere utilpas i denne verden. Ikke engang da hun fandt ud af at hendes mor ikke ville se hende fordi hun var et barn der ikke var lavet af kærlighed, ikke engang da hun var tvunget i vildmarken i flere dage. Intet hjem, intet rent tøj, ingen der kendte hende.
Hun havde fundet nogle træer som hun kunne kravle op af og hoppe rundt i, hun måtte holde sig i form. Hun svang fra de lange grene til en anden, mærkede musklerne i sin krop spænde og løse sig, det bragte hende en kortvarig glæde som hun ville have mere af. Hun lod sig dingle lidt i en gren og holdte sig helt stille som hun opfagnede en fært - En varulv. Hun vendte hovedet og prøvede at se om hun kunne spotte den, men den var ikke tæt på. Det måtte være vinden der havde skubbet færten helt over til hende, og den blev kun stærkere. Det måtte betyde at varulven var på vej. Hun hoppede op i træet hun havde dinglet i og lænede sig mod den store stamme som hendes øjne var låst i retningen af færten.
Hun havde mødt mange varulve gennem tiden, og de oplevelser der havde været med de fleste var ikke just en der var specielt god. Hun forstod sig ikke på de hunde, men måske var det fordi de var komplette modsætninger. Hun havde tit overvejet hvordan det måtte være at være et levende væsen med varmt blod der pumpede rundt i kroppen, deres evne til at føle disse stærke følelser. Hun løftede øjenbrynet som hun opfangede fodtrinene og stoppede med at trække vejret, ikke at hun havde brug for luften alligevel - Hun var jo allerede død.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyOns mar 13, 2019 4:53 pm

De nedfaldne blade raslede mod fodtrinene i skovbunden, som han løb dybere ind i skoven. Han havde for længst drejet ned ad en mindre sti og befandt sig nu et sted han aldrig havde været før. Mon han overhovedet kunne finde vej tilbage? Hans instinkter sagde ham, at det ikke ville være noget problem. Spørgsmålet var nok nærmere hvornår, for han anede ærlig talt ikke hvor langt han havde løbet. Sveden perlede ned af hans solbrune hud, imens tankerne florerede omkring hans liv på akademiet og hvor meget han havde nået at opleve indenfor de seneste par måneder. At gå fra et komplet isoleret liv i en lille by i Spanien til at bo på Athena Akademiet, var komplet overvældende for den unge varulv, men ikke desto mindre elskede han alt ved dette nye kapitel i sit liv.

På et tidspunkt stoppede han, da en ukendt lugt kunne opfanges i luften. Han forsøgte at genvinde sin vejrtrækning, imens han ihærdigt lyttede efter denne skabning. Af ren nysgerrighed fortsatte han ind i skoven mod lugten. Han tænkte ikke to gange om, hvorvidt det kunne være noget farligt. Nok nærmere at det var en anden elev, som også havde bevæget sig ud i naturen. Skoven blev mørkere idet trækronerne fortættede og Dean sænkede farten på sin gang. Han anede en mørk skikkelse i et af træerne, hvilket fik hans hjerte til at springe et slag over. Det var langt fra hvad han havde forventet. *What the hell?* han kneb øjnene en smule sammen og konstaterede at der stod en kvinde med langt hår i et af træerne. Det rationelle ville være at blive bange – men selv hvis adrenalinen pumpede i hans krop, var han ikke typen der ville løbe sin vej. ”What are you doing up there?” kom det ud af ham, som om det ikke var meningen at kvinden skulle klatre i træer. Hans stemme var gennemtrængende, af hvad der var unødvendigt taget i betragtning hvor stille skoven var. Hans umiddelbare tanke var at personen kunne have brug for hjælp – selvom der var noget der fortalte ham dette ikke var tilfældet. Der var klart noget skummelt over situationen. Han trådte langsomt nærmere træet og betragtede den fremmede kvinde.

//Påklædning: Grå sweatshirt over en hvid t-shirt samt sorte sportsshorts
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyOns mar 13, 2019 6:14 pm

Hun holdte øje med ham som han kom ind i hendes synsfelt. Hun havde håbet på at han ikke havde set hende og bare gået videre, men han vendte blikket op mod hende - Hun var blevet opdaget. Hun sukkede kort for sig selv og svarede ham ikke, som hun bare greb den tykke gren under sig og svang sig ned for at lande perfekt på jorden. Hun løftede de mørke øjne mod ham og løftede det ene øjenbryn. "Training," sagde hun bare en anelse simpelt og roligt som hun lagde armene over kors og betragtede ham.
Hun kiggede kort på hans påklædning før hendes øjne fandt op til hans ansigt igen og hun tiltede hovedet let på skrå, "Training too?" spurgte hun så bare. Hun kunne mærke en væmmelse brede sig i hende da bare det at han stod en smule tæt på, gjorde at hans varulve fært var over alt i luften.
Han virkede dog ikke til at være specielt farlig, men gjorde de nogensinde det? Man kunne ikke stole på en varulv, det vidste hun. Og alligevel havde hun mødt Kyle, som havde vist sig at være en bedre faderfigur end hendes egen manglende far nogensinde kunne have blevet. Hun åndede tungt ud og rystede sine tanker ud af hovedet. "It's pretty late for a run, isnt it?" spurgte hun så som hun lænede sig en anelse mere op af træet og betragtede ham. Generelt havde Karmena en energi der skreg fare, om det var hendes kolde facade som gjorde at man aldrig kunne regne hendes tanker ud eller hendes vampyriske træk, kunne man ikke vide.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyOns mar 13, 2019 8:14 pm

Hans hjerte havde stadig ikke nået sit hvilepunkt, hvilket gjorde at blodet stadig pumpede raskt rundt i hans krop. Blikket fulgte hendes bevægelser som hun let og elegant landede på jorden under træet. *Training?* tænkte han mistænkeligt, men gad ikke engang spørge videre ind til det. Hendes tøj var beskidt og han undrede sig for et øjeblik om hun var i færd med en eller anden militær øvelse i skoven. Havde hun skærpede sanser ville hun uden tvivl have en ekstra stærk lugt af ham, idet han havde svedt under sin løbetur. ”Yes” svarede han blot, selvom hans træning ikke just var defineret ved at svinge sig i træer. Han kunne stadig ikke placere hendes lugt, men havde en følelse af at hun var vampyr – alene baseret på situationen og hendes væremåde, men måske følelsen var instinktiv. Han lagde hovedet en smule på skrå. ”You must be a vampire” konstaterede han men stemmen bar stadig præg af tvivl. Han kiggede nedad hende for igen at fastholde de brune øjne på hendes ansigt. ”I’ve never met one” indrømmede han og kunne ikke lade vær med at have en blanding af fascination og afsky overfor hende. Han var stadig ikke bange, tværtimod. Hvad kunne hun overhovedet gøre? Vampyrer blev syge af at drikke varulveblod og angreb hun ham, ville han vinde. Men hvad vidste han også? Alle disse tanker var udelukkende baseret på fortællinger om vampyren fra andre varulve.

I prefer night” svarede han simpelt. Det var vel ikke så underligt når nu han var varulv og det bedste tidspunkt at jage var om natten. Den anden grund var, at han havde været søvnløs på det seneste og håbede en løbetur før sengetid ville gøre ham trættere. Han havde næsten prøvet alt andet. Havde det været hverdag, var han egentlig også ligegyldig overfor at blive oppe efter reglen 22. På trods af at han aldrig havde gjort det.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyOns mar 13, 2019 10:03 pm

Hun fnyste kort som han kaldte hende vampyr. Hendes blik vandrede væk som hun blev mindet om at hun kun var som hun var på grund af sin far. Hun kiggede tilbage på ham og skubbede sig væk fra træet. "Were you raised under a rock?" spurgte hun en anelse koldt, det var ikke så meget for at tirre ham som det var en reel undren hun havde. Hun rystede på hovedet, hun var for træt til spydigheder. "You're ought to know that we're dangerous. I may not kill you, but another one could," sagde hun så noget direkte, hendes tone kunne gøre det usikkert om hun havde tænkt sig at angribe ham eller ej. Måske var det mere en overvejelse hun stadig havde gang i.
Han fik dog vendt hendes tanker da han svarede på hendes spørgsmål om at træne om natten. Hun kiggede op mod hvor månen ville have været, før hun kiggede på ham igen. "Of course you do," sagde hun som hun indså hvor dumt hendes tidligere spørgsmål havde været. Hun kørte en hånd gennem håret og kiggede så på sin beskidte hånd, hvor et kort snert af et hævet øjenbryn markede en vrede ved synet. Hun hadede snavs, med en brændende passion.
Hun åndede tungt ud og lod sine arme falde ned langs siden før hun bare satte sig op af træet og trak sine ben indtil sig. Hun lagde sin hage mod sine knæ og stirrede ud i luften som var der noget der gik hende på, dog var hendes ansigt udtryksløst. "So how come you havent met any vampires before? They're swarming all over this place," spurgte hun så og hævede sine sorte øjne mod fyren.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTors mar 14, 2019 4:05 pm

Han trak på skuldrene. Det kunne man vel godt sige. Det var egentlig ikke hans skyld at hans liv havde været sådan og derfor valgte han også at ignorere spydigheden i hendes spørgsmål. ”Yes. I lived in the woods near Oviedo in Spain for pretty much my whole life” og havde, så vidt han vidste, kun mødt andre væsener end vampyrer på skolen – i hvert fald hvis man kun tænkte på dem han reelt havde snakket med og ikke bare set på gangene.

*She may not kill me? How lucky* tænkte han og tog endnu et skridt imod hende. ”Well I’m flattered” sagde han ironisk og trak meget svagt op i sin mundvige. Han tvivlede på nogen nogensinde ville få lysten til at dræbe ham og så rent faktisk også gennemføre det. En vampyr havde ingen grund til at dræbe ham, medmindre de så ham som en trussel – og så var der ærligt talt mange flere oplagte mål man hellere burde gå efter. Det eneste han kunne være bange for var at blive forvandlet. Bare tanken var lige til at kaste op over. Så hellere dø.

Han blev en smule overrasket da han så hende sætte sig op ad træet og trække sine ben under sig. Han kunne ikke tyde hendes ansigt, selvom der var noget sørgmodigt over det. Hendes kropsposition fortalte ham at hun havde et eller andet i tankerne. Hvis bare han kunne røre hende ville han vide præcis hvad der foregik inde i hendes hoved. Han havde altid haft lyst til at vide om vampyrer havde følelser. Men det ville alligevel være rimelig vovet. For at være ærlig troede han hun ville slå eller skubbe ham, hvis han alligevel valgte at sætte sig ved hendes side. Men så var det vel heller ikke værre end det? Desuden virkede hun langt fra til at ville angribe ham, som hun sad der. Han trådte et par skridt nærmere så han stod hævet over hende og satte sig så ned i hendes højde, ved siden af den tykke stamme som hun ligeledes sad op af. Dog uden at røre hende. ”I’ve probably seen them at the academy but you’re the first one I’ve ever spoken to” de brune øjne vendte sig mod hendes ansigt og betragtede hendes træk nærmere. Det var i hvert fald det han definerede ved at have mødt nogen. Hvorfor han ikke havde snakket med nogen, var vel lidt et mysterium. ”As regards to Spain, we lived very isolated. I didn’t meet any other creatures before I moved to the academy this summer” han vendte atter sit blik fremadrettet. ”Do you go to school?” hvis han ikke tog meget fejl var hun stadig en teenager ligesom ham selv. Det var i hvert fald det mest logiske, men så igen, der kunne være mange grunde til at hun var helt alene i skoven denne aften.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTors mar 14, 2019 6:35 pm

Hun bemærkede at han tog et skridt nærmere mod hende, hvordan hans mudvige trak op i et smil. Hun løftede svagt på øjenbrynet, og kneb øjnene kort sammen, "No need to be. You dont seem like a monster, I'd have no reason to kill you," konkluderede hun så og vendte blikket en anelse væk fra ham i et øjeblik, men hurtigt vendte de sorte øjne tilbage til at møde hans igen.
Hendes øjne var stadig rettet ud mod ingentingen som han satte sig ved siden af hende. Men selvom det ikke virkede til det, så lyttede hun til hans ord som han forklarede at han havde set vampyrer men ikke snakket med dem. Hun vendte kort blikket mod ham som han spurgte om hun gik i skole. Hun overvejede kort om hun skulle stikke en løgn eller fortælle sandheden. Måske var det for det bedste at fortælle sandheden, fremtiden kunne vel ikke blive ændret bare fordi en fremmede fik at vide at hun ikke kom fra denne tidsalder? Hun overvejede det længe før hun atter kiggede ud mod ingentingen, "I was enrolled to to start in 2035," sagde hun så bare noget så direkte og åndede tungt ud. "I'm actually only 2 years old in this time" - "My friends went back in time without me, and when they came back, one of them were... well. I'm not sure she was even herself anymore... I stole a magical object to bring me back here. Only I dont know where my friend is... And the people that care for me in the future, doesnt even know I exsist," forklarede hun så før hendes ansigt fik et noget så håbløst udtryk.
Hun vendte så blikket mod ham, og trak let på skuldrene, "I am training because I need to be strong when I find her. She's with a monster, no someone beyond a monster..." sagde hun så noget så åndeløst før hun indså hvor meget hun havde åbnet sig. Alle former for udtryk i hendes ansigt forsvandt og hun vendte hovedet ud mod luften. "But none of that matters, because I dont know where either of them are. For all I know, the future could remain unchanged," sagde hun så og trak på skuldrene. Det virkede måske som om at hun var ligeglad med den måde hun neutralt konkluderede at fremtiden kunne være uændret. Hun kiggede på ham og anede ikke hvorfor hun lige havde fortalt ham hele sandheden. Var han overhovedet interesseret i at høre det? Eller lød hun bare som en freak? Hun var ligeglad, det var rart at løfte fra sine skuldre, selv hvis det bare var en kort stund.
Hun ville dog ikke rigtigt snakke nærmere om det, så hun rettede en anelse på sin ryg og krammede sine ben igen som hun kiggede ham i øjnene, "How is Spain?" spurgte hun så for at tænke på noget andet.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTors mar 14, 2019 8:11 pm

Hun dræbte kun monstre. Hvad med alle de uskyldige væsener hun garanteret drak blod af? Lod hun virkelig dem alle leve? Hvis han havde været i sin varulveform, havde hun sikkert angrebet ham og de havde prøvet at dræbe hinanden. Måske en af dem ville lykkedes. ”Are you sure? I can be quite a beast” sagde han med et bredt smil på læben, men anede ikke om hun overhovedet havde en form for humor.

*2035* gentog han i sit hoved. ”Excuse me what?” spurgte han og vendte halvdelen af sin overkrop mod hende med et tydeligt forvirret ansigtsudtryk. Hun kunne umuligt være seriøs. Dog lod han hende fortsatte uden afbrydelser. Det næste der kom ud af hendes mund overdrev enhver fantasi. ”You’re telling me time travel exist?” spurgte han med en underliggende undren. Hun sad vel ikke og fortalte ham, at man kunne rejse frem og tilbage i tiden. Der var en million gange hvor han havde ønsket man kunne dette, for at ændre på sin skæbne. Hvorfor havde han først hørt om at tidsrejse eksisterede nu? ”How do you know if you can travel back?” det måtte være en utrolig magtfuld form for magi der tillod tidsrejse, så det var logisk at der ligeledes var konsekvenser ved brugen af det. Hun talte om hendes ven, der ikke var sig selv, hvilket blot forvirrede Dean yderligere. Ikke desto mindre forsøgte han at følge hendes ord og fortælling på bedste vis. Lige meget hvor syret det alt sammen lød. Han overvejede ikke den tanke at hun løj, for hvorfor skulle hun overhovedet fortælle ham alt dette til at begynde med?

Who?” spurgte han, da hun snakkede om at skulle finde en, som åbenbart var sammen med et monster. Så hun rejse tilbage i tiden, for at prøve at redde nogen hun holdt af? Og dermed ændre fremtiden. Det lød ikke særlig vampyragtigt at holde af nogen på den måde. Måske hun havde nogle følelser trods alt – selvom han var sikker på at hun oftest undertrykte dem. Dean lænede sig tilbage op ad stammen og rørte svagt ved hendes skulder som han vendte blikket tilbage ud mod skovens mørke. Så længe hun ikke rykkede sig væk fra ham eller kunne beskytte sit mentale sind mod magi, ville han nu være i stand til at føle det samme som hun gjorde. Hvis hun da overhovedet følte noget.

Da hun spurgte ind til Spanien, tog han det som et tegn til at hun helst ikke ville snakke mere om emnet – men det var svært for Dean, nu hun netop havde fortalt så mange surrealistiske ting og han egentlig kun var interesseret i at høre mere og få afklaret alle de spørgsmål han havde omkring dette. ”Spain is amazing – but it’s a very boring subject compared to what you just told me” erkendte han og vendte atter de brune øjne mod hende
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTors mar 14, 2019 8:45 pm

Hun stirrede på ham i lang tid efter han havde fyret sin joke af. En vag antydning at et smil kom over hendes læber som hun kiggede væk og rystede på hovedet. "I doubt you'd ever even get a punch in," svarede hun så en anelse mere livligt, at kæmpe var nærmest den eneste passion hun havde i livet, det eneste som hun kunne føle sig helt sikker på. Man var aldrig i tvivl når man svang knytnæver mod en anden eller skulle forsvare sig, det var et klart og tydeligt sprog som Karmena havde mestret at aflæse. Hun åndede tungt ud som hun fortalte sin historie.
Hun kiggede på ham og smilede kort med øjnene som hun godt kunne forstå at han ville blive forvirret over de ord hun sagde. Hun trak nogle kort frem og rakte ham det, ikke sikker på hvorfor hun følte at hun skulle bekræfte det, men hun gjorde det alligevel - I sin egen tid havde hun bare ladet personen forblive i sin tvivl. Hvad hun rakte ham var ligefra billetter til koncerter fra kunstnere der ikke engang eksisterede, fortsættelser til film der ikke engang havde haft en start, til hendes kørekort, alle markerede med datoer fra 2030 til 2034. Hun lod han inspicerere kortene hvis han ville som hun svarede på hans spørgsmål, "It's not like you'd think. You never truly know if you end up at the time you want to. It took a couple of times to get to here, and I still dont even know if it's the right time. The object broke anyway, as I went from a building's rooftop to a time where the building wasnt even made yet. I fell and broke the object like an idiot," forklarede hun så og trak let på skulderen.
Da han spurgte hvem hun skulle finde, vandrede hendes blik væk fra hans igen og et mørke faldt over hendes ansigt. "They call him Ramsay. He works for this pharmaceutical company that experiments on people who have... well special races and such. But he is a sick monster that torments people for pleasure, a real asshole" forklarede hun så og åndede tungt ud, som hun gned sin pande lidt. Det gav hende en trykken i hovedet bare at tænke på det monster. "He is just one of the few that makes this world so cruel," hun sank en klump.
Hun åndede tungt ud da det ikke virkede til at han havde særlig meget at fortælle om Spanien. Men af hvad han havde fortalt indtil videre virkede det til at der var en god grund til at han var her og ikke der mere. Hun kløede kort sin nakkede og kiggede så på sin beskidte hånd. Hun gnubbede håndfladen mod sit bukseben for at fjerne bare det værste snavs, "Fucking filth," mumlede hun irritabelt før hun så kiggede mod ham igen og åndede tungt ud. Han ville tydeligvis vide mere, så hun lavede bare et opgivende træk med skuldrene, "I'd ought to break your nose if you keep staring," advarede hun så før hun sukkede kort, "Go ahead and ask then," sagde hun så og vendte sit blik ud mod den tomme luft som hun ventede på stormen af spørgsmål.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyFre mar 15, 2019 12:48 pm

En let latter undslap hans læber idet hun sagde han ikke engang ville ramme hende. ”Don’t test me” svarede han i en drilsk tone og gik ud fra at hun havde prøvet at slås et par gange. Hun virkede som en af de tøser der trænede kampsport, så han tvivlede skam ikke på at hun var god til at kæmpe. Selv havde han oplevet sin del af slåskampe og under fuldmåne havde han ligeledes dræbt – så hun burde måske ikke tro det værste om hans evner heller.

Han tog imod de kort hun rakte ham og stirrede nærmest forstenet på de forskellige datoer. For et kort øjeblik troede han at det hele var en drøm. Hele aftenen havde været så uvirkelig. Først at møde en vampyr, som ikke prøvede at dræbe ham, til nu at få af vide at tidsrejse eksisterede. Han bevægede sin finger hen over kørekortets mærke, som var et af de ting der fortalte om et kørekort var ægte. Ligeledes vendte han billetterne og kortet om på bagsiden, for at dobbelttjekke validiteten – men det så alt sammen ægte ud. ”Do you know what time you need to be at, in order to save your friend?” spurgte han uden at flytte blikket fra kortene. Det var et af de få ting han trods alt kunne hjælpe hende på vej med. Rent faktisk at finde denne Ramsay var en anden sag og sikkert ikke noget hun kunne bruge en varulv til. Det var ingen hemmelighed at vampyrer besad en større styrke, så mon ikke der var hundredvis af bedre kandidater til den mission. ”He sounds like a psychopath” baseret på den måde hun beskrev ham på. Hendes historie gav også endnu bedre mening, hvis der var en som foretog eksperimenter og torturerede hendes ven. Han ville sandsynligvis gøre det samme, hvis han havde muligheden for at stoppe en sådan fremtid. I teorien burde nogen forsøge at dræbe Ramsay, så han ikke bare torturerede en anden i stedet. Han kunne dog forestille sig at han var et udødeligt væsen og umådeligt meget stærkere end dem begge to tilsammen, hvis ikke mere.

Han følte hendes irritation og rettede blikket mod hendes bukseben, da hun forsøgte at fjerne det værste snavs fra sin hånd. ”You know, there is a lake northeast from here, if you need to wash yourself” selv havde han kun svømmet i søen da det var sommer – men siden hun var vampyr, var det ligegyldigt hvor koldt vandet var. Desuden kunne hun ikke ligefrem bruge brusebadet på akademiet, da det potentielt ville ændre skæbnen.”Why? Are my eyes too mesmerizing?” spurgte han og blinkede til hende, blot for at irritere hende yderligere. Men fint, som hun ønskede det vendte han sit blik fremadrettet og da hun gav ham lov til at spørge videre ind til hele hendes situation, tog han sig selv i et tænke over hendes fortælling i et par sekunder. ”So you’re stuck in this time for now?” det var blot for at være sikker på han havde forstået det hun havde fortalt. At hun havde ødelagt sin eneste vej hjem. Der kunne da ikke være så mange af disse magiske objekter som tillod tidsrejse. Kunne der?
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyFre mar 15, 2019 2:02 pm

Hun spærrede kort øjnene op som han spurgte ind til om hun vidste hvornår hun skulle redde sin ven. Hun bed hårdt sammen og mærkede hendes kæbe skælve som hun hurtigt vendte sit ansigt væk, og rystede på hovedet. "I have no idea," svarede hun så stille før hun kiggede op mod trækronerne og sukkede dybt, "I can only hope that I'm not too late," sagde hun så og stirrede noget så intenst mod træerne, som minderne om hendes venner i fremtiden fløj forbi hende som en gyserfilm. Hun sank en klump og vendte blikket ned mod sine knæ før hun lukkede øjnene hårdt i og prøvede at tænke på noget andet.
Hun kunne ikke undgå at skære tænder som han kaldte ham en psykopat, hun følte ikke at ordet beskrev ham godt nok. Hun trak på skuldrene og lod ikke sin vrede overvælde sig, det nyttede ikke at sidde og være sur over i en skov, hun skulle gemme på energien fra de følelser til hun mødte det monster i person. "He's far beyond that. I dont think there's a proper word to describe the sort of cruelty there is in that monster," sagde hun så og så sin veninde for sig som han havde tortureret. De tomme øjne, som var hun blot en tom skal af hvad hun engang var. Hun tog sig til hovedet og sukkede dybt. "If I cant stop all of it, I hope I can be there in time to stop him from breaking her," sagde hun så med sin hånd presset hårdt mod den ene side af hendes ansigt.
Hun kiggede mod ham som han sagde at der var en sø som hun kunne vaske sig i. Hun fnøs og kiggede på ham med et løftet øjenbryn som havde han fornærmet hende. "Filthy lake water? Rather stay dirty," konkluderede hun og vendte blikket mod sin beskidte hånd. Det kunne være at hun kunne finde et toilet et sted, selvom hendes høje standarder ville hade at skulle gå ind på et offentligt toilet, var det måske nødvendigt.
Hun kneb øjnene sammen som han prikkede til hendes irritation efterfulgt af et blink i øjet. Hun skulle til at sige noget men stoppede sig selv. Det ville alligevel ikke have været noget godt som hun havde sagt, nok noget i retningen af at de var perfekte nok for hende til at plukke ud af kraniet på ham. Hun brugte tiden han tænkte på at studere hans ansigt i stilhed, før hun så vendte blikket væk som spørgsmålet kom. Hun trak objektet frem, en ødelagt halskæde der havde et vedhæng der mest af alt lignede et timeglas. Hun smed det på jorden mellem dem og kiggede så op på ham. "Yeah. Unless I find another fairy with an attic of old magical stuff. I highly doubt it," sagde hun så og kiggede kort ned på halskæden.
"It belonged to my friend's mother. My friends have the other part. I collected the magical sand in it, so maybe it could be repaired," spekulerde hun og åndede tungt ud, "Even so that might just be nothing more than a dull hope," sagde hun så og kiggede op på ham igen. Hun havde alligevel ikke så meget imod at være i denne tid, det var bedre end hendes egen tid, mente hun selv. Hun lænede sig tilbage mod stammen og kiggede frem. "Judging by the fact that I am still here, it seems that telling you has had no impact on my future," sagde hun så og trak let på skuldrene, "Maybe you're dead in the future," spekulerede hun højt og vendte blikket mod ham, det var måske lidt hårdt sagt og hun vidste ikke helt hvorfor hun pludselig skulle være så spydig. Måske var det de overvældende følelser hun prøvede så hårdt at presse ned. Hun kiggede ned på objektet igen og åndede ud, "But we cant know. You'd probably just forgotten about me by then," sagde hun så i et forsøg på at understrege at hun ikke havde ment det som en trussel.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyFre mar 15, 2019 3:49 pm

Dean kunne mærke nogle fjerne følelser indeni hende, men de nåede aldrig til overfladen af hendes sind. En ting vidste han dog – dette betød utrolig meget for hende. Selv Dean håbede inderligt at hun ikke havde rejst for sent tilbage. ”I hope so too” sagde han lavmælt og var måske lidt opslugt af hendes liv og mission. Det fik ham til at glemme sin egen smerte og bekymring – selv hvis det bare var for et øjeblik.
 
Hun havde sikkert ret. Alle kunne begå fejl og lave dumme ting, men decideret at gøre hvad end dette monster gjorde var svært at beskrive. Breaking her. han spekulerede over hendes ord og hvad det mon egentlig betød. Han forsøgte ligeledes at tænke tilbage på de omkringliggende områder, for at se om han kendte til en virksomhed som passede på hendes beskrivelse. ”Do you at least know where you need to go?” såfremt hun ikke kendte det præcise tidspunkt, kunne det være hun i stedet kendte placeringen af Ramsay’s virksomhed.
Kvinden havde bestemt noget imod at vaske sig i søen, så hun var tilsyneladende en rengøringsfreak – for søen var da rimelig ren og naturlig. Han ville aldrig have gættet dette, da hun trods alt var i skoven og klatrede i træer. Der var et utal af renere steder at træne. Det kunne også være skoven var det bedste sted at være, så hun ikke blev opdaget af nogen hun kendte. ”Suit yourself” svarede han ligegyldigt og vendte blikket ned mod sine egne hænder der modsætningsvis var rene.
Til sit spørgsmål fandt hun en halskæde frem og lagde den foran dem. Han studere den nøje og overvejede om han skulle spørge sin fe-ven til råds. Hans ven kunne reparere ødelagte objekter, så hvis hun havde sandet og halskæden blev hel igen, ville den muligvis virke? Dog var han også sikker på at det ville være farligt at rode sig ud i at hjælpe vampyren. For ikke at sige hun nok ville afvise hans hjælp alligevel. ”Well… If it’s easy to repair magical objects it’s possible” han vendte blikket fra halskæden og ind i hendes øjne. Det næste hun sagde kom lidt bag på ham – også selvom det ikke rigtig burde, for det var jo netop hvad han havde en forventning om at vampyrer var. Følelseskolde. ”Ouch” sagde han og lagde sin hånd på sit bryst hvor hjertet var, mens et lille smil spillede på hans læber. Han kunne alligevel ikke tage det personligt, når nu de knap kendte hinanden. Han vidste stadig ikke hvad hun hed. Det måtte også være svært at forudsige en død i fremtiden, fordi fremtiden netop ændrede sig konstant hvis bare man ændrede en smule ved nutiden. Han kunne ikke helt tyde om hendes sidste ord var godt eller dårligt. Ønskede hun hendes fremtid at ændre sig? ”Maybe I should just leave. I don’t want to mess up your future” sagde han så og rejste sig op fra jorden. Klokken måtte være mange og han ønskede bestemt ikke at være grunden til at noget i hendes fremtid var anderledes, hvis hun da ikke ønskede det skulle være sådan. Han vidste trods alt ikke hvor farligt det var at ændre på skæbnen. Han gik et par skridt frem før han drejede om på hælen og så mod kvinden. ”And I don’t think I’ll ever forget the first time I met a vampire and learned about time travel” sagde han, stadig med et smil på læben. "Or you, for that matter" tilføjede han.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyFre mar 15, 2019 8:16 pm

Som han spurgte om hun vidste hvor hun skulle hen, sank hun en klump og bed sig kort i læben, "Yeah. I went there, but I gave up waiting after a week... It was a long time to go without blood, but luckily, I had enough supplies to not go on a blood frenzy..." forklarede hun så og tog sig let til hovedet, "And I'm almost out of donor blood," sagde hun så, tydeligt frastødt ved tanken om at skulle jage uskyldige mennesker for deres blod. Det var ikke noget hun havde lyst til, men det kunne jo ende med at blive den eneste måde at overleve på.
Hun kneb øjnene sammen ved hans optimistiske tilgang til reperationen. "Who knows. It may be possible," sagde hun så og trak let på skuldrene, hun var knap så optimistisk. Det kunne godt være at det kunne fikses, men hun kendte ingen som kunne gøre det. At finde en fe eller heks der var venlig nok til at fikse objektet uden at regne med at få noget igen.. Det var som at lede efter en nål i en høstak, og Karmena havde ikke tid til det.
Hun stirrede frem som han sagde at han ikke ville ødelægge hendes fremtid, så det var nok bedst hvis han gik. Havde hun været i sin egen tid og ikke i denne verden hvor ingen kendte hende, hvor hendes venner ikke havde været i fare, eller intet virkede til at give mening - Havde hun ladet han smutte. Hun ville have været ligeglad med hvad han besluttede sig for, hun havde haft ting hun kunne have set til. Hun stirrede bare frem som han lovede at han ikke ville glemme hende. Pludselig skubbede hun sig op på sine ben og gik nærmest truende hen til ham, før hun greb om hans håndled og kiggede ham i øjnene, "You think I give a shit about my future?" startede hun en anelse koldt, før hun lavede en vred grimasse, "I'm in a time where none of the people that care for me, even know that I exsist. And it's not like my past was any better than whatever the future holds for me. Right now, my younger self is laying under her bed, crying her eyes out and calling for a mother that will never show up, a mother that abandoned her, because the sight of me makes her sick," sagde hun så en anelse vredt som hun strammede grebet en anelse om hans håndled.
Der kom pludselig en ændring i hende, da snakken om hendes yngre selv, gjorde hende noget så trist, som han ville kunne mærke med sin evne. Hun løsnede grebet i hans hånd og kiggede væk med triste øjne. "You're the first person that I've met whose been kind enough to listen, despite the fact that I'm an asshole," sagde hun i en lav tone før hun lukkede øjnene i, og sukkede dybt, "So please dont go, yet" hviskede hun så før hun slap hans hånd og lagde sine arme om sig selv. Hun var ikke van til at føle sig så alene i denne verden som hun havde gjort i denne tid, det havde sat et præg på hende.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyFre mar 15, 2019 9:24 pm

Han kneb øjnene en smule sammen og var forvirret over hvad hun havde ventet på. Han antog blot at det var hendes veninde. Endnu en overraskelse var det, da hun sagde hun havde medbragt blod og ligefrem benyttede donorblod. Han var skam sikker på der ville være et par villige væsener som donerede blod, men ikke at der rent faktisk var mange vampyrer som gik op i dette. Det var sikkert mere tilfredsstillende at drikke direkte fra kilden, men hvad vidste han.

Hendes næste skridt skubbede endnu engang benene væk under ham. Han så intenst ind i hendes øjne som hun lod sine følelser komme udover hendes læber. Han åndede svagt ud og vidste ikke hvad han skulle svare. Hendes ord og følelser ramte ham som ingen andre nogensinde havde. Følelsen var velkendt. Han havde aldrig kendt sin mor og hans far kunne ikke havde været mere ufølsom og barsk. Selvom han heller ikke havde vokset op med en mor, var det at blive forladt med vilje og ligefrem været så hadet, stadig en del værre end sin egen barndom.  Som hun strammede sit greb, blev hans øjne en smule mørkere i farven. ”How was I supposed to know? If you don’t give a shit then fine - I won’t leave” snerrede han tilbage som hun stoppede hendes ord. Da hun slap hans hånd, sad hendes følelser stadig i ham og han troede aldrig han skulle opleve en vampyr være så trist. Denne kvinde havde overgået alle de fordomme som hans tidligere varulveflok havde givet ham - også selvom dette kunne skyldtes hendes unge alder. Hvis hun var i stand til at have alle disse følelser, så var hun langt fra et røvhul i hans øjne. Tværtimod forstod han det bedre end de fleste. Denne facade. Hun omfavnede sig selv med en sørgmodig mine, hvilket fik Dean til at løfte sine arme og lægge dem omkring hende i en omfavnelse. Måske hans varme ville give hende en form for tryghed. ”You’re not alone. I’ve only known you for an hour and I was even willing to go save your friends with you” hans stemme var rolig og dæmpet. Hvis det ikke fortalte noget om den person hun var, så vidste han ikke hvad. Efter et par sekunder, slap han grebet om hendes krop og så ind i hendes øjne. ”Just tell me what you want” afsluttede han. Hvad end det var at blive lige her og stirre ud i ingenting, eller finde en heks, eller tage hen til monstret, så skulle han nok være hos hende.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyLør mar 16, 2019 12:39 am

Det virkede som om at bordene var blevet vendt, for så snart han lagde armene om hende, blev hun en anelse utilpas. Selvom hun længdes efter nærhed, var hun aldrig rigtig blevet mødt af det i sit liv, så når hun blev udsat for det, anede hun ikke hvordan hun skulle reagere. Men følelserne havde været så overvældende at hun så bag sin utilpashed og forsigtigt trak sine arme af sig sig for så at ligge dem om ham, som hun lagde hovedet mod hans skulder, lod sig give ind til nærheden og bare føle sig en anelse tryg i denne ensomme tidsperiode. Hvordan kunne en fremmed få hende til at slappe af? Hun anede det ikke. Måske var det netop fordi at han var fremmed, at hun ikke kendte ham på forhånd gjorde at hun ikke vidste hvad hun skulle forvente. Hun gav dog hurtigt slip og vaklede lidt tilbage mens hun prøvede at genvinde kontrollen over sine følelser. Hun åndede tungt ud og stirrede ned mod jorden.
"No... I couldnt ask that of you," sagde hun bestemt og “And I dont work well in a team anyway. It would be too dangerous for you,” sagde hun så og kiggede op på ham. Hun kunne ligeså godt være ærlig - “I have to face him alone. I fought him once in my time. And I almost lost, he gave me a permanent reminder on why I have to act alone,” sagde hun så og fik et skræmt udtryk i ansigtet. Det var ikke en chance hun turde tage igen. Hun kiggede op på fyren og åndede tungt ud. Heldigvis havde han afsluttet med at hun selv bestemte hvad hun ville have. I et sekund vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige, men endelig stod det stjerneklart for hende, næsten bogstaveligt talt. "Can we look at the stars? And just... talk?" spurgte hun så. Det var måske en mærkelig forespørgsel men der var bare et eller andet ved nattehimlen som kunne klare hendes sind, bare for en stund.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyLør mar 16, 2019 12:35 pm

En lettelse bredte sig i ham, da hun sagde hun ikke ville bede om dette – for nu kunne han ikke ligefrem bakke ud. Hendes svar var præcis som han først havde antaget. Hun ønskede ikke hjælp. ”Good because I’m too young to die” det var ikke så meget kamp eller tortur han var bange for, fordi han kunne trods alt regenerere sine celler - men det at dø lå så fjernt i hans fremtid. Det var nok at hans første kærlighed pludselig døde i en ung alder. Det virkede dog også ekstremt vovet at hun måtte nød til at gøre det alene. Kendte hun ikke andre vampyrer som kunne hjælpe? I al fald var det ikke noget han ville blande sig i. Hun havde nok en idé og en plan med det hele. ”If you ever change your mind, my name is Dean Alvarez” sagde han så, såfremt hun alligevel ville opsøge ham en dag og bede om hans hjælp. Hendes mission var farlig og siden hun ikke kendte andre i denne tidsperiode, ville hun i det mindste kende ham. Hans hjælp behøvede nødvendigvis heller ikke at have noget med missionen at gøre.

Han nikkede til hendes ønske og kunne ikke skjule smilet i sine øjne. Der var ikke noget han hellere ville. Han elskede at være i naturen og havde ofte sovet under stjernerne igennem sit liv. Han kiggede op mod trækronerne og lyttede efter vinden. Det virkede til der var et åbent område længere fremme. Et par hundrede meter. ”Come” sagde han og satte i løb mod den nærliggende lysning. Da han nåede lysningen, strejfede hans blik jorden som var dækket af græs. Han gik stille hen og lagde sig ned i midten af lysningen med ryggen mod det bløde græs. Himlen var smuk på dette tidspunkt. Stjernerne lyste klart og blev forstærket af månen som var halvvejs oplyst. Hans næste fuldmåne var ikke mange dage væk. ”Have you ever been in love?” spurgte han efter at have betragtet stjernerne i noget tid. Ifølge hans barndomsfortællinger følte vampyrer ikke kærlighed, men han havde mærket hendes følelser – hvilket betød de kunne føle noget. Han var dog i tvivl om hvorvidt hun kun følte vrede og sorg, eller om der eksisterede nogle dybere følelser bag dette. Specielt nu hun følte et behov for at beskytte og redde sine venner.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyLør mar 16, 2019 1:57 pm

Hun nikkede som han konstaterede at hans tilbud stadig var oppe såfremt hun ændrede mening. En svag antydning at et smil kom frem på hendes læber som han introducerede sig selv. "Karmena Hale," svarede hun bare en anelse monotont tilbage, men hun følte sig glad. Det var svært at lade følelserne komme op over overfladen, for selv bare at lukke en glad følelse ud, betød at 10 negative kunne hoppe ud på samme tid. Og det var ikke fordi at Karmena havde et konstant behov for at lade folk vide hvordan hun havde det, hun kunne bare fortælle dem det hvis det skulle være.
Han vidste hvor de skulle hen, så hun fulgte ham bare. Hun var glad for at han ikke var gået, og det var mærkeligt for hende at føle sådan. Hun satte sig roligt i græsset ved siden af ham og lagde sine håndflader i jorden bag sig for at læne sig tilbage. Hun kiggede op mod nattehimlen og åndede tungt ud, bare at se på stjernerne fik alle de nedtrykkede følelser til at stoppe med at kæmpe imod og falde på plads - Hvorfor, anede hun ikke. Hun huskede hvordan hun i sin egen tid tit sad og betragtede stjernerne og månerne, og havde tænkt på sine to venner. At være en vampyr i en vennegruppe med folk der kunne forvandle sig til bæster? Man skulle ikke tro det var muligt.
Hun blev trukket ud af sine tanker, da hans stemme lød, et spørgsmål der kom bag på hende. Hun mærkede lidt på græsset med sine hænder og fik et eftertænksomt blik som hun bare stirrede op mod stjernerne, "I don't know..." sagde hun så en anelse lavmælt og kiggede mod ham. "I've seen love, many times. I grew up watching my friend's parents, how they loved each other, how they still love each other. It's beautiful in a way, how they can let down their walls and let another person in," sagde hun og vendte sit blik op mod himlen. Hun åndede tungt ud og rystede så på hovedet, "But I dont deserve that kind of thing," mumlede hun en anelse overbevist.
"When I look at the moon, I think of her. What is she doing right now? Is she thinking of me too? That kind of thing, really. Doubtfully so, she's probably thinking about someone else," sagde hun så, og mærkede ordene stikke i hendes bryst. Hun vidste at hvad end hun følte som kunne være kærlighed, var en-sidet. Og måske var det også for det bedste. "She'd be happier with whoever she's thinking about," Hun sukkede kort men dybt, det var tydeligt at det pinte hende bare at tænke på. Hun vendte blikket mod ham, "Have you?" vendte hun så spørgsmålet. Måske havde han en bedre historie end hende.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyLør mar 16, 2019 3:17 pm

Hendes syn på kærlighed var forståelig, specielt hvis hun ikke var vokset op med den. Desuden var hun kun 17 år. Han mente også at grunden til at man lod sin barriere ned i et forhold, var på grund af sin forelskelse og tillid til hinanden. Idet hun erklærede hun ikke fortjente den slags, vendte han sit blik op på hende. ”Why do you think that?” spurgte han. Der var et stort spring fra ikke at føle sig elsket, til også at synes man ikke fortjente det. Desuden kunne man ikke ligefrem kontrollere kærligheden. ”Besides you can’t control if someone comes by and falls deeply in love with you” afsluttede han og drejede igen sit blik mod stjernehimlen. Det kunne ske på et øjeblik eller over længere tid – man behøvede ikke altid gøre noget bevidst før en person elskede en. Langt fra.

Det næste hun sagde fik et lille smil til at forme sig på hans læber. Han var ikke i tvivl om at hun var en smule forelsket i kvinden hun omtalte. Men i stedet for at konstatere, at det lød til hun havde følelser for denne kvinde, fokuserede han blot på månen og løftede sin tommelfinger op, så den dækkede månen. Lige meget hvor man var i verdenen kunne man se den samme måne og den ville altid være den samme størrelse – mindre end størrelsen på sin tommelfinger. Hendes dilemma var at hendes crush tænkte på en anden. ”Then you ought to know love is complicated” han lagde atter sin hånd ned i græsset. Hun kunne enten vælge at jage bevidst efter denne kvinde og være ligeglad med den anden person – selvom der stadig ikke var garanti for at kvinden ville have hende. Eller også kunne hun forsøge at glemme kvinden – hvilket naturligvis ikke var så nemt som det lød. ”Have you told her how you feel?” spurgte han roligt og vendte atter de brune øjne mod Karmena.  

En ulvs hyl kunne høres i baggrunden, hvilket fik et svagt smil til at dukke op på hans ansigt. Det var en mærkværdig situation. En vampyr og varulv liggende under nattehimlen, have samtaler om alt og ingenting. Han kendte hende næsten ikke, men der var noget dragende og fascinerende ved hende. Han ønskede et eller andet sted at de ville mødes igen. Men det vidste han ikke ville ske, så hvorfor overhovedet have tanken? Af denne grund havde han vel intet at miste ved at åbne sig op og fortælle sin ulykkelige kærlighedshistorie. ”I met my first love when I was 16. I loved her with all my heart” han betragtede himlen, som han ihærdigt prøvede at undertrykke sine følelser. Det var ikke nemt at sige og han havde heller aldrig været nødt til at sige det højt før. ”This year she started cheating on me so we broke up..” hans øjne blev blanke og han sank en klump. ”And then she died in a car crash last month” Dean stirrede på himlen indtil en tåre trillede ned ad hans kind. Han havde aldrig oplevet noget så smertefuldt i hele sit liv. Først det faktum at hun var ham utro og så at hun døde meget kort efter. Han løftede sin arm for at tørre sine tårer i ærmet på hans sweatshirt. Det var mere end man kunne forlange nogen at håndtere. Dean havde været fuldkommen ligeglad med alt andet der foregik i hans liv, siden den dag hun gik bort. Det var som om hans liv stod stille og han ikke vidste hvad han skulle gøre herfra.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyMan mar 18, 2019 3:26 pm

"I'm an unlovable being. It has been proven over and over, by my mother and my grandparents. Maybe it's just because I am the way I am. I could never let anyone in, and see me for who I really am," hun lavede en bevægelse med hånden foran hendes ansigt som markerede den følelseskolde facade som hun havde. Det havde taget hende længe at skubbe sine følelser langt nok væk til ikke at mærke dem så meget mere. Ikke desto mindre bekræftede det hende selv i at hun ikke ville kunne fungere med nogen. Hun åndede tungt ud og rettede sit blik mod ham som han sagde at ingen ville kunne styre hvis de forelskede sig i hende, "I suppose so. But I could never love them, not like I love her," sagde hun så og åndede tungt ud. Det var et hårdt emne at snakke om for hende, især fordi hun prøvede så ihærdigt at holde sin facade oppe, men den krakelerede lige så stille.
Et fnøs forlod hendes læber som han sagde at hun vidste at kærlighed var kompliceret. Det måtte hun indrømme at hun var enig i. Men var det måske ikke hendes egen skyld at det var så kompliceret? Det var ikke fordi at hun havde aktivt prøvet at komme videre, håbet om at der på et tidspunkt kunne være noget. Det var frygteligt, og alligevel var smerten rar på en eller anden morbid måde. Hun hadede sig selv for det og alligevel kunne hun ikke få sig selv til at ændre på det. Hun rystede på hovedet til hans spørgsmål. Hun havde ikke fortalt sin veninde noget, i frygten om at det ville gøre tingene mere kompliceret. I Karmenas hoved kunne de aldrig være sammen, ikke når Karmena vidste at hun elskede en anden.
Hun vendte blikket mod ham og lyttede i stilhed til det han sagde. Hun lavede en trist rynke med brynene som han fortalte at hun havde været ham utro, hendes øjne åbnede sig en anelse mere som han forklarede at hun døde. Karmena åndede tungt ud og vendte blikket fremad som hun overvejede hvad hun skulle sige. Hvad kunne hun sige? "Sorry..." sagde hun så endelig ganske lavt, og kiggede ned mod sine bukser. Her troede hun at hun gik igennem noget frygteligt, og så blev hun bare dumpet i hovedet med noget der var værre. Hun skævede mod ham men hendes blik gled nedaf, så hun kiggede mere på hans skulder end hans ansigt. "You loved her," konkluderede hun, selvom det var tydeligt. Hun løftede sit blik til at møde hans, "Do you still love her despite all that has happened?" spurgte hun så, ikke sikker på om det var det rigtige spørgsmål at stille nu, men hun var nysgerrig.
Hun vendte blikket frem og svarede selv hvis han havde brug for at overveje spørgsmålet, "I still love her. Despite the heartbreaks, seeing her chase after our bestfriend, knowing that she doesnt see me or my feelings. I wish I could just stop," sagde hun så og bed hårdt sammen som en tåre gled ned af hendes kind på den der var længst væk fra ham. Hun tørrede sin kind med sin håndryg og åndede tungt ud. "I hope some day that I will. She loves her, not me. And that's what I have to remember," sagde hun så og kiggede ned i jorden. Han kunne godt svare nu hvis han ville. Hun prøvede ikke at tænke på det, det gjorde for ondt at tænke på for længe.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTirs mar 19, 2019 5:02 pm

Det var svært at forholde sig til tanken om, at Karmena’s egen familie ikke elskede hende. Jovist havde han selv følt sig uelsket af sin far, men han havde altid haft sine bedsteforældres kærlighed. Foruden dem havde han været langt mere kynisk udadtil.
Hvad kunne man overhovedet sige til en person, som følte hun ikke var værd at blive elsket? Forhåbentligt ville hendes crush modbevise dette. Dean synes selv hun havde åbnet sig meget op, så han kunne ikke følge hendes tankegang. Der var naturligvis mange ting de ikke kendte om hinanden, men han tvivlede på hun ikke var i stand til at lade denne pige ind i hendes liv. ”I think you’ll be able to let her in – if that’s what you really want. I mean, you opened up to me and I’m just a stranger to you. Your sworn enemy” sagde han og betragtede hende kortvarigt. Under normale omstændigheder ville han ikke snakke om sine følelser med en person han lige havde mødt. Der var dog noget harmløst over deres møde, netop fordi hun kom fra fremtiden. Hun kunne selvfølgelig også være bange for at åbne sig op, i frygt for at nogen ville såre hende, men han foretrak den mere positive fortolkning af hendes ord.

Det var noget af et mindset at have. Det havde han også sagt engang. Nu indså han at der var stor sandsynlighed for, at han fandt en anden som ville vække disse følelser hos ham. ”She must be very special,” sagde han uden rigtig at vide hvordan en 17-årig vampyr kunne besidde så stærke følelser. Han troede ærlig talt de fleste vampyrer så følelser som en svaghed, undertrykte dem og derfor til sidst ikke følte noget længere. Karmena havde nærmest en melankolsk aura omkring hende – om den fremstod stærkere på grund af hans evne var uklart. Men han havde ikke hørt om vampyrer der kunne føle sig nedtrykte og forelskede før i dag.

Tårerne pressede sig på, som minderne dukkede op i ham. Han tørrede endnu en tåre væk med sin håndryg og gjorde alt i sin magt for at tage sig sammen. Han havde ikke lyst til at tænke på det længere. Der var intet han kunne gøre ved det og han ønskede ikke at føle sig så trist. Det var forståeligt at hun stadig elskede kvinden. Kærlighed forsvandt ikke sådan uden videre. Der var intet rationelt ved den. ”Well if you figure out a good way to get over a girl, I’d like to know about it,” sagde han så en smule mere livligt og overvejede sit eget svar på spørgsmålet. Følelsen var dog ikke noget han behøvede at tænke længe over. ”I still love her… but at the same time I could never be with someone who cheated on me.” Han fortjente, som det mindste, at hun havde været ærlig omkring hendes følelser og deres forhold. ”She had a chance to break up or tell me that something was wrong. That would’ve been the honest and right thing to do” svarede han mere uddybende. Hvis hun havde været ærlig, ville han i de mindste kunne forsøge at redde forholdet. I stedet valgte hun at være ham utro i en måned, til det punkt hvor han selv måtte konfrontere hende og slå op. Han turde ikke tænke på hvad der var sket, hvis han havde fanget dem i selve akten. Bare billedet af hans eks med en anden. Han var bange for, at han ville have dræbt ham. ”Når hjertet styrer hovedet, tager lidenskaben over for fornuften,” det havde hans morfar altid sagt. Han havde som en af de få, formået at berolige Deans temperament. Men nu havde han ingen tæt på sig længere og ensomheden føltes større end nogensinde.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTirs mar 19, 2019 6:31 pm

Hun vendte blikket mod ham som han sagde at han syntes det kunne være muligt for hende at lukke hende ind. Hans argument havde næsten vundet hende over til at være enig, hvis det ikke var fordi han nævnte at han var en fremmed. Hun trak let på skuldrene og lod ham tale færdig før hun svarede, "Maybe it's easier to open up to a stranger, even a sworn enemy, because we might never meet again. I'd never have to face the consequences of telling you everything," sagde hun så og bed kort sammen. Af en eller anden grund irriterede tanken hende m at de nok ikke ville mødes igen. På den tid de havde snakket om, havde hun ikke følt sig helt alene i denne fremmede verden. Ville hun gå tilbage til ensomheden når de tog deres afsked?
"She is. Which makes it even harder to get over her. Watching her be so happy, being quirky about the smallest of things. She's the opposite of everything I am, so maybe that's why I'm so drawn to her," forklarede hun så og sank en klump. Hun følte sig forvirret bare af at tænke på det og det blev vist i nogle rynkede bryn før hun prøvede at ryste forvirringen af sig, mens hun vendte sit blik op mod stjernerne, prøvede at tænke på noget andet.
Hun fnøs kort som han sagde at hun gerne måtte dele hvis hun fandt ud af en måde at komme over på nogen på. Hun trak på skulderen og åndede tungt ud. Hun anede virkelig ikke hvad hun kunne gøre, det virkede håbløst at lede efter nogen måde at komme over det på. Måske var det også fordi det havde været der så længe at det nok ikke bare var en sølle forelskelse mere, men noget der lå på et dybere niveau. Som om at Amaryllis havde flået hendes hjerte ud og nu løb rundt med det. Hun lagde en hånd mod sit kraveben, som om hun ledte efter det, men det slog ikke alligevel, så hvordan kunne hun vide at det var der?
Hun blev trukket ud af sine tanker som han forklarede nærmere om sin ekskæreste. Det lod som en tragisk kærlighedshistorie, især hvis han stadig elskede hende. Hun vendte blikket fremad og lyttede i stilhed, hun knyttede den ene hånd sammen som han sagde at ekskæresten havde haft rig mulighed for at fortælle det. Hun kunne ikke forstå at folk der skulle forestille at elske hinanden, kunne gøre hinanden så ondt, og bryde den tillid der var mellem dem. Det var et koncept der nok også havde skræmt hende fra at opsøge kærligheden på et dybere niveau end et crush. Hun sank en klump og kløede sin nakke kort, "She is dumb for throwing away something good..." sagde hun så en anelse stille og vendte blikket mod stjernerne som hun pludselig blev stille. Hun tænkte nok for meget over kærligheden og dens måde at være kompliceret på.
Hun vendte blikket mod ham og åndede tungt ud. Det var hårdt, at skulle konstant gøre sit hjerte til sten når det hellere ville bløde ud og lide. Hun lod vel sin sans komme over fornuften i øjeblikket, at møde en med et blødende hjerte som hendes? Hvad kunne man gøre, udover at lede efter noget sikekrhed? Hun tænkte ikke. Hun greb forsigtigt fat om hans sweater og trak ham op for at lade deres læber mødes. Hun var fra en anden tid og han var herfra, kunne det skade dem på nogen måde? Hun tvivlede, men det var svært at tvivle når tankerne var slået fra. Hun nærede noget tæt, noget sikkert, noget der kunne få hende til at føle et eller andet. Om han ville afvise hendes forsøg på det, var noget andet. Hun trak sig forsigtigt væk og lod sine mørke øjne mødes med hans som hun sank en klump.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTirs mar 19, 2019 7:49 pm

Dean prøvede at finde de forskellige stjernetegn på himlen, mens han overvejede hendes svar. Der var en gammel astrolog, som havde fortalt ham om de forskellige stjerners positioner og stjernetegnets betydning. Der var beroligende for ham, at himlen ikke forandrede sig, selvom hans familie var så langt væk. Hendes tankegang var meget lig hans. Han kunne dog heller ikke benægte, at der lå noget yderligere i det -  det kunne umuligt kun være situationens omstændigheder. De måtte have en eller anden kemi, for at være i stand til at snakke om disse ting med hinanden. ”Maybe you’re right.” Der var ingen konsekvenser ved det de fortalte hinanden. Ikke at han nogensinde ville misbruge noget hun havde sagt og selv hvis de mødtes i fremtiden, var deres liv formodentligt langt fra hinanden.
Han prøvede at følge hende, i den måde hun beskrev hendes crush på. Det stod klart, at Karmena var virkelig betaget af hende. ”I think you should tell her or try to find peace with it,” sagde hans intuition. Fra det punkt kunne hun så revurdere, hvorvidt det var noget der kunne udvikles til noget større, eller hvorvidt det ikke var gengældt og hun i stedet skulle finde en måde at komme sig over hende. Lige meget hvor svært det var, da der var en chance for at deres venskab ville ende. Var hun stålfast på at det ikke ville blive til noget, så var der ingen anden udvej, end at finde fred ved det og komme videre - hvad end dette krævede.

Selv hvis det var dumt af hans ekskæreste, så havde Dean aldrig været typen der faldt for de perfekte, kedelige piger, som sikkert ville værdsætte alt ved ham. Han havde brug for modspil. Dermed ikke sagt, at han selvfølgelig også havde sine dårlige sider. Forhåbentligt ville de begge to komme videre med tilværelsen. Dean var motiveret til at fortsætte og forfølge sine drømme, på trods af hvor svært dette var, taget situationen i betragtning.
Tankerne blev revet væk, da hans læber mødte Karmena’s. En varm følelse overtog ham og hans puls steg. Stilheden omfavnede dem og han hørte intet andet end sin egen hjertebanken. Han glemte alting omkring dem, hvad hun var – hvorfor hun var her. Han så dybt ind i hendes øjne, som hun slap hans læber, men nåede at se ned på hendes fyldige læber, før han lod sin hånd glide om bag hendes nakke. Det var naturligt på så mange måder, at de begge længdes efter kærligheden, men var blevet såret af den. For første gang i aften lod han fornuften udeblive – der var ingen grund til at overtænke situationen. Det var uskyldigt og ville ikke forandre fremtiden. Det fortalte han i hvert fald sig selv, som han atter lænede sig ind for at møde hendes læber.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTirs mar 19, 2019 8:38 pm

Hun åndede tungt ud som han gav hende muligheder. Det lød ganske let, men det var sværere end forventet. Hun kunne aldrig få sig selv til at fortælle hende det, i frygt for at det kunne ødelægge deres venskab. Måske blev hendes hjerte knust gang på gang af at se hende løbe efter en anden, men det ville forsvinde helt hvis deres venskab blev ødelagt, det vidste hun. Hun kørte en hånd gennem håret og lavede en kort frustreret grimasse.

Det var dumt af hende at give ind til hendes følelser på den måde, men hun kunne ikke ryste den af sig. I hvert fald var det usselt af hende at tage hans sårbarhed og bruge den som et middel til at få hvad hun manglede. Men som hun kiggede ind i hans mørke øjne og så hvordan han kiggede på hendes læber, hans varme hånd der gled om hendes kolde nakke, en varme hun ville have mere af. Som deres læber atter mødtes, lagde hun sin frie hånd mod siden af hans hals, mærkede pulsen der dunkede mod hendes håndflade - Den følelse af liv som hun ikke selv havde. At være så kold og død, gjorde at det var nemt at længdes efter det som var levende.
Hun fordybede sig i det kys de delte, lod sin hånd mod hans hals glide ned over hans skulder for at trække ham tættere på sig, hun ville mærke mere varme, mere af det levende. Alle tanker var ude af hendes hoved, det var kun impulserne der skreg efter mere og mere. Forsigtigt uden at bryde kysset kravlede hun over ham, pressede sin krop mod hans og slap hans sweater som hun viklede armen om ham og fjernede alt der hed afstand mellem deres kroppe. Hun var selvisk, og en del af hende ville have det dårligt med at gøre dette - Men det betød intet for hende nu.
Forsigtigt lod hun deres læber skiltes som hun åndede en anelse skælvende ud, det var svært for hende ikke bare at kysse ham igen, lade deres kroppe snakke istedet for deres hoveder. "Is this okay?" hviskede hun stille mens hun skiftedes mellem hans øjne, for at sikre sig at hun ikke havde overtrådt nogle linjer. Hvad kunne gå galt alligevel? Amaryllis ville ikke have hende, det var det hun havde fortalt sig selv. Alligevel følte hun at hun forrådte hende på et eller andet punkt, eller sig selv. Men var det virkelig så skidt at lede efter en nærhed hun tydeligvis ikke fik af hende hun elskede? Var det forkert af hende?
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTirs mar 19, 2019 9:25 pm

Han vidste godt, at det var sværere end det lød. Det var kun Karmena som kunne vælge hendes skæbne, og hvad hun ville have det bedst med.
Det hele havde hændt så flygtigt, at han stadig befandt sig i et stadie, hvor aftenen føltes som en drøm. En drøm han håbede han aldrig ville vågne op fra. De var begge præget af ulykkelige følelser, og måske dette bare var en måde at gøre op med dem. En måde at udtrykke de mange følelser de havde, om så de ikke direkte var henvendt til hinanden – eller en måde at ændre de følelser man havde, få dem til at forsvinde. Dean vidste at han var draget af Karmena, hvad end hun så ham som et stykke kød, så betød det ikke noget. Sommerfuglene rumsterede i hans mave, da hun pressede sin krop imod hans. Han bevægede sine arme omkring hendes krop og nød at mærke hendes kulde imod sig. Det fik ham til at føle noget andet end de følelser af sorg og vrede han havde haft. Hans hænder gled op under hendes trøje, for at mærke hendes bare hud på ryggen. Han havde savnet nærværet og det den gjorde ved en. Han omfavnede hendes følelser, som overvældende blev trukket ind i ham. Han havde aldrig troet at en vampyr, kunne være så drevet af impulser og følelse, men det forstærkede bare hans tro om, om at de begge ville dette.

Han åbnede sine øjne, da hun afbrød deres kys og måtte bruge et par sekunder på at komme tilbage til virkeligheden, for at tage stilling til hendes spørgsmål. Han troede hans reaktion havde været svar nok, men forstod også meningen med hendes spørgsmål. Han havde ikke forventet hende at være bekymret omkring hvad han synes, måske det nærmere var hendes egen bekymring? Om dette ville betyde noget for hendes forhold til sit crush. ”Only if it feels right,” svarede han stakåndet. Det var tydeligvis okay, men hvis hun følte det var forkert – af en hvilken som helst grund, så burde de ikke fortsætte. Han ville ikke være i vejen for hendes egentlige ønske. Han ville ikke være noget hun fortrød. ”It doesn’t have to mean anything,” forsikrede han hende om, mens han så ind i hendes dybe mørke øjne. Uvidende om hvad hendes egentlig bekymring var. Han tænkte sjældent over hvad hans handlinger betød for fremtiden, men levede mere eller mindre i nuet. Og lige nu havde han lyst til at være sammen med hende – ligegyldigt for de mange begrundelser der talte imod dette.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyTirs mar 19, 2019 10:52 pm

Hun så på ham da han svarede hende, hendes åndræt skælvede som hun havde indset hvordan lysten til hans nærvær havde draget hende ind. Hun burde have sagt at de skulle stoppe, at det var dumt af dem, men hun havde ikke lyst. Hvis dette kunne få hende til bare at glemme Amaryllis og hendes knuste hjerte for en stund, så ville hun ikke stoppe det. Hun var træt af at blive såret gang på gang, at føle sig udenfor og uønsket - Bare det at hendes følelser aldrig var gengældt. ”It doesn’t have to mean anything,” var forsikring nok. Hun greb hans ansigt noget så blidt som hun trak dem rundt, så han lå ovenpå hende, og hun pressede sine læber atter mod hans, som et grådigt dyr der mæskede sig i sit bytte. Kys på kys, blev hun draget mere ind, tankerne om alt blev til intet og det eneste hun kunne mærke var øjeblikket.
Hun kørte sine hænder ned af hans ansigt, ned af hans hals til hans bryst hvor de gled om på hans ryg, hun mærkede hans varme, den lokkende varme der havde fanget hende som en fisk på en krog. Hendes åndedræt blev tungt, som lysten overtog alt, hendes hænder fandt vej under hans trøje og noget så lystent borede hun neglene blidt ind i skindet af hans ryg som kyssene sendte bølger af elektrisitet igennem hende. Havde hun haft et bankende hjerte var hun sikker på at det havde galloperet afsted, ikke desto mindre vidste hun hvad hun ville have i dette øjeblik, og det var ham.
Hun lagde hovedet tilbage som hun gav dem en pause til at få pusten, kiggede op på ham med lystfulde øjne. "Make me forget her... Just for a little while..." bad hun i en lavmælt og sårbar tone - Det var ikke normalt for hende at vise denne side af sig selv, en sårbar og bedende side, men det var hvad hun havde brug for. "Please..." hviskede hun, atter sårbar og åben. At glemme hende, at glemme alt og kun se ham for denne stund.
Tilbage til toppen Go down
Dean
Alfa
Dean

Fag : Biology. Chemistry. Psychology. Sports.
Antal indlæg : 464

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyOns mar 20, 2019 2:50 pm

Det virkede åbenlyst at det ikke ville betyde noget. Han tænkte ikke over, at han måske ville længdes efter hendes selskab senere og var afklaret med dette. Hun ville jo ikke blive i denne verden. Alt det hun kendte til hørte til i en anden tidsalder. Lige nu var de begge teenagere, men når hun rejste tilbage, og en dag skulle starte på akademiet, ville Dean være ældre og have et andet liv.

Han fulgte Karmena’s bevægelse og lå nu over hende. Han satte sin ene håndflade i jorden på hendes højre side, mens han stadig havde den anden hånd placeret under hendes trøje, men nu på siden af hendes overkrop. Kyssene blev mere sensuelle og hendes berøring gjorde det umuligt for ham at tænke rationelt. Hans krop og følelser lod sig rive med af stemningen. Han greb en smule fat i trøjens kant, idet hendes kærtegnende bevægelser fik ham til at spænde sine muskler, af ren anspændthed efter hvad dette ville lede til. Hjertet havde stadig en unaturlig høj fart, men pulserede nu i større grad andetsteds under hans shorts. Dette var en af de mest naturlige følger af, at kysse med en pige på denne måde og ærlig talt ikke noget Dean kunne styre. Men eftersom han var over hende, og ikke pressede sig selv tæt mod hendes krop, ville hun måske ikke opdage, at han var blevet hård. Desuden ville han hurtigt mærke, hvis hendes følelser ændrede sig og hun alligevel endte med at fortryde sine handlinger. Hun lagde hovedet tilbage, hvilket gav dem begge mulighed for at ånde ud. Hun behøvede langt fra at bede om dette, da ønsket var gengældt. Han ønskede at Karmena ville få ham til at glemme sin ekskæreste. Noget hun i høj grad allerede havde formået. Han nikkede en enkelt gang, mens han betragtede hendes ansigtstræk, for til sidst at se ind i hendes øjne. ”Let’s both forget about her,” sagde han i en dæmpet tone, som han lænede sig ind mod hendes hals. Han ville have hende så umenneskeligt meget. ”Te quiero” hviskede han på spansk og kyssede ømt hendes hals, mens hans hånd bevægede sig længere op under hendes trøje.
Tilbage til toppen Go down
Meera

Meera

Antal indlæg : 203

Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean EmptyOns mar 20, 2019 9:04 pm

Hun ville smile til det han sagde, men hun kunne ikke. Istedet lod hun han læne sig mod hendes hals, hun forstod ikke hans ord, men det måtte være noget godt. Hans kys sendte kildende impulser gennem hende, der fik hende til at komme med nydende lyde, og ironien lå i at hun som vampyr elskede når en andens læber var mod hendes hals. Hun kørte sine hænder op på hans skulderblade og greb hans skuldre blidt som hun lod ham gøre som han havde lyst til. Hun ville ikke stoppe det, ikke når det fik hende til at glemme og kun fokusere på ham i dette øjeblik. Kun ham.
Hun lod sine hænder glide ned af hans skuldre som hun slap sit greb og trak op i hans trøje, for at trække den helt af ham. Hun så på ham med indbydende øjne som hun trak sin egen trøje af og satte sig op som hun svang armene om ham og lod sin tunge noget så sensuelt glide op af hans hals før hun kiggede ham i øjnene. "Dont hold back..." sagde hun som hun satte sig over ham og åbnede sine bukser. Hun ville lade ham gøre hvad han ville, og hun ville kun se ham. Mens de elskede under stjerne, følte hun endelig ensomheden forsvinde, han havde taget den og knust den til støv.

---

Hun lå med hovedet på hans bryst og lavede små cirkler om hans tonede muskler som hun bed et smil tilbage og kiggede op på ham. "Thank you..." mumlede hun stille og vendte blikket op mod himlen. Hun var taknemmelig, taknemmelig for at han kunne få hende til at tænke på en anden end Amary, om end det bare var for en lille stund. Det var sikkert at så snart hun så hende igen, ville hun være tilbage til nulpunktet, men det var rart ikke at være der for nu. Hun var ikke sikker på hvor længe de havde været igang, før det virkede som om at stjernerne var ved at forsvinde.
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty
IndlægEmne: Re: Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean   Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean Empty

Tilbage til toppen Go down
 
Are we really mortal enemies? Time will tell - Dean
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Gaia :: Athena Akademiet :: Skoven omkring Athena-
Gå til: