Athena Akademiet: Det bedste akademi for alt overnaturligt og alle mennesker fra hele Verden.
 
IndeksIndeks  CalendarCalendar  FAQFAQ  SøgSøg  Tilmeldte brugereTilmeldte brugere  GrupperGrupper  TilmeldTilmeld  LoginLogin  
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation

R E G L E R

F A C E C L A I M

V Æ R E L S E R

F A G E N E

H V E M E R H V E M ?

I N F O R M A T I O N

T I D S L I N J E N

S O C I A L E M E D I E R


Latest topics
» Brugerhjælp: Hvem er klar til godkendelse?
Today at 9:17 pm by Gerth

» Fravær Oz
Today at 1:35 pm by Cain

» Alycia's Instagram
Today at 12:17 pm by Alycia

» Clarissa's Instagram
Today at 12:13 pm by Alycia

» Sebastians instagram
Today at 12:13 pm by Alycia

» Amena's instagram
Today at 12:12 pm by Alycia

» Doves instagram
Today at 12:11 pm by Alycia

» Do you dare too click ?Relations missing
Today at 11:51 am by Reese

» Lidt relationer kunne man altid bruge <3
Today at 2:08 am by Aviana

Top posting users this month
Cain
 
Elian
 
Julian
 
Elliot
 
Clarissa
 
Stephen
 
Rory
 
Jaxton
 
Valentin
 
Miles
 
Statistics
Der er i alt 453 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Reese

Vores brugere har i alt skrevet 23854 indlæg in 1826 subjects

Share | 
 

 I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)

Go down 
ForfatterBesked
Misha

avatar

Humør : I'll tell you my sins and you can sharpen your knife
Fag : Ingen jeg orker
Antal indlæg : 31

IndlægEmne: I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)   Man nov 20, 2017 1:37 am

Sted En bazar i Rusland i starten af 1800-tallet
Omgivelser En masse handlende, boder og sælgere
Tid 15:30 cirka
Vejr Kold og overskyet efterårsdag
Påklædning link
@Zach <3

En lille, ung dæmon, der knapt lige havde fyldt fem år gammel, vandrede rundt på den lokale bazar i Ruslands hovedstad, Moskva med ét enkelt formål; at finde noget føde, så hun kunne overleve en aften mere i den barske, russiske kulde. Hun havde et vågent øje og prøvede at skabe sig et overblik over diverse boder; hvem havde mest travlt, hvilke sælgere var uopmærksom på deres varer, hvem var konstant distraheret af heftig dialog med en kunde.
Den unge pige havde på sin fem årige fødselsdag ændret sit navn fra Superbia til Misha. For hende betød det en ende på det liv, som hun var født ind i, og hun kunne nu starte på ny. Nyt navn, nyt liv. Dog var det ikke så nemt, som hun muligvis havde antaget det med et naivt hjerte. Verden var grusom. Den isnende kulde frøs hendes lille krop i tvungen skælven, manglen på føde forårsagede en ubeskrivelig smerte i maven hver aften og uden ly var basal hygiejne heller ikke en mulighed. Superbia havde ikke haft et let liv, men sådan skulle det ikke gå for hendes genfødte jeg, Misha. Hun havde gjort det til hendes livs mission at overleve; om det så betød at risikere sit liv og blive tyvetøs, så hun kunne mætte hendes lille maves gråd.

En bager havde forladt sin bod i en kort stund, og Misha havde set hendes mulighed. Hendes gågang blev hurtigere, og hun gik mod standen med faste og målrettede skridt. Hun greb hurtigt fat om et stykke brød, og i det sekund hun vendte sig væk for at spurte i fuld fart, var der en ru, stor og mandlig hånd der greb fat om hendes tynde overarm.
"Tyvetøs!" blev der råbt højt på russisk. Tårene trillede allerede ned ad den stakkels, sultne piges kinder og et skrig lød fra hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Zach

avatar

Humør : If you've heard of me before getting to glance at my amazing looks, you'd think I'm hideous.
Antal indlæg : 37

IndlægEmne: Re: I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)   Søn dec 17, 2017 2:26 pm

Han havde samlet noget kød fra kødmarkederne i et laset beskidt tørklæde, der ikke just skreg klinisk rent, men som indpakning var det bedre end ingenting. Havde han rendt rundt med kødet fremme for alles øje til at skue, havde han ikke nået langt væk før de havde snuppet ham. Og med hans rumlende mave, var det nødvendigt at være snedig, ikke desto mindre at det hårde miljø han boede i, nok havde taget en hånd eller det der var værre.
Børn overlevede ikke længe herude, det vidste han. Han havde formået at klare sig i de yngre år med hjælpen fra en ældre mand. Men byens miljø for de hjemløse og uønskede, havde haft sit klamme greb om manden i mange år, og for et par måneder siden mistede Zach ham. Han havde forsøgt sig at stjæle et guldur fra en bod på gaden, men de gamle knogler havde ikke samme hurtighed. Zach fik lov til at se på mens en gruppe mænd tæskede hans mentor til døde.
Han var nået langt væk fra markedet med det stjålne kød, hen til sin gyde hvor han altid søgte tilflugt.  Bag nogle trætønder, kunne han sidde i fred og nyde sit måltid. Som dæmon, var det vigtigt at skaffe kød, råt og blodigt var det bedste. Han nåede knapt nok at sætte tænderne i sin belønning som et skrig rungede gennem gyden, hoppende frem og tilbage mellem de tætsiddende mure. Zach pakkede kødet sammen igen og lagde det ved siden af sig, velvidende at så snart han forlod det, ville rotterne stjæle det.
Han kravlede frem fra tønderne og vendte hovedet ud mod gaden. Han vidste at det var et barn, skriget lød så lyst og rent at det umuligt kunne være en voksen. Og det betød at hvem end det var, var hun i problemer. Han satte i løb fra hvor han gik ud fra at lyden kom fra, for at opdage at han var på vej tilbage til markedet. Han klemte hænderne sammen og satte farten op. Han var heldig at hans kost havde været nogenlunde stabil, for ellers havde han ikke kunne gøre meget for den lille pige han havde hørt.
Han spottede den store mand og den lille pige, hans øjne faldt på pigen og han mærkede vreden boble sig op i ham, men ikke rettet mod hende, mere rettet mod manden. Han lignede en der sagtens kunne undvære et lille sølle brød, et brød for en sød lille pige. Han stak sin hånd i sin baglomme og fiskede en håndlavet kniv op, før han ved hjælp af en lav tønde, hoppede op på ryggen af manden. Kniven blev boret i nakken på manden, mens Zachs frie hånd greb om hans ansigt. Manden var et menneske, det kunne Zach tydeligt dufte. Som et lille dæmon-barn - Udsultet, men stærk velogmærket, blev kniven presset gennem det tykke nakkeskind, og forhåbentligt dyb nok til at gøre nogen skade. Manden ømmmede sig højlydt gennem sammenbidte tænder, hans store stærke hænder fandt vej til Zachs arme, for at flå ungen af sig.
Zach landede på jorden ved siden af pigen, slaget mod ryggen tog pusten fra ham og han skar arrigt sine tænder for ikke at lade tårene komme frem. Han åbnede øjnene og fandt vej til sine fødder igen, før han greb den lille piges hånd og kiggede hende i øjnene, "Esli vy hotite, čtoby vyžit’, vy dolžny zapustit’" (If you want to survive, you should run), sagde han hæst, før han selv begyndte at løbe. Han ville trække hende med sig om nødvendigt. Den store mand stod og fumlede med at få kniven ud af nakken, så de havde et kortvarigt forspring.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Misha

avatar

Humør : I'll tell you my sins and you can sharpen your knife
Fag : Ingen jeg orker
Antal indlæg : 31

IndlægEmne: Re: I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)   Fre jan 19, 2018 7:20 pm

Det øredøvende skrig, som det lille, spinkle barn havde givet fra sig fik kun påvirket den rasende bager til at stramme sit greb om hendes overarm endnu mere. Var det første greb anset som værende stramt, så havde bageren i hvert fald stoppet blodgennemstrømningen i hendes overarm nu.
Misha’s blik blev sløret af de tårer, som ikke ville forlade hendes øjenkrog, men på trods af dette kunne hun tydeligt se det aggressive blik fra de isblå øjne, som tilhørte manden. Dog var det ikke længere bod ejeren, der stod foran hende. I stedet havde hendes femårige fantasi fremstillet et billede af fortiden, som nu blev afspejlet foran hende. Avaritio Peccatum, hendes far, havde overtaget bagerens plads, som netop hævede sin højre arm, hvorefter han gav den lille pige en syngende lussing, hvis melodi gav genlyd gennem hele gågaden. Kun et gisp forlod hendes tørre og sprukne læber. Hun havde aldrig kendt sin far, da han havde smidt hende på gaden som spæd, med hendes dæmoniske hukommelse havde brændt hans udseende fast i hendes nethinde. Høj, prominent næse, kulsort hår og så de samme isblå øjne som hende.
På trods af den ellers sørgeligt velkendte følelse af et slag som dette, så formåede det altid at forbavse hende på ny. Det var som om, at hun aldrig kunne forudse en kommende kollision mellem en mandlig håndflade og hendes kinder, uanset hvor mange gange hun ellers havde oplevet det på daglig basis. Hun lagde aldrig mærke til rekylet af armen, eller selve svinget, før det var for sent. Man ville jo umiddelbart tro, at opsamlede børn fra gaden ville blive behandlet med mere omsorg på et børnehjem, men dette var ikke tilfældet. Moskva var et grusomt sted. Størstedelen af befolkningen sultede, kulden var ubarmhjertig og det gjorde noget ved menneskerne. Deres sorg blev til vrede, og hensyn eksisterede ikke. Alle børnene fik dagligt slag. Madforsyningen var lille. Det var et levende mareridt.
Manden slap pludseligt sit greb om Misha’s overarm, hvilket resulterede i, at hun faldt sammen på jorden. Hun så en dreng på ryggen af bageren, han kunne ikke havde været meget ældre end hende. Det var som om, at alt gik langsommere. Hun nåede først lige at opfange, at bageren havde smidt drengen af sig, og at han havde landet lige ved siden af hende, før hun kom tilbage til virkeligheden og selv kom på benene igen. Hendes blik fløj mellem den nu sårede bager og den fremmede dreng, der havde taget fat i hendes hånd. Hun havde knapt nok opfanget hans ord, før han begyndte at trække i hende. Dog fattede hun meningen og satte i løb stadig med drengens hånd i sin.
"куда мы идем?!" (where are we going?!)
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Zach

avatar

Humør : If you've heard of me before getting to glance at my amazing looks, you'd think I'm hideous.
Antal indlæg : 37

IndlægEmne: Re: I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)   Man jan 29, 2018 2:40 pm

"Ponyatiya ne imeyu! Prodolzhat' rabotat'!"(I have no idea! Keep running!) sagde han højt og forpustet tilbage som de løb afsted. Han var ikke sikker på at det var en god idé ikke at have en plan, for nogle gader var mere farlige end andre. Pludselig så han en gyde længere fremme hvor han hev fat i pigens arm og trak hende med sig, før han lænede sig op langs muren med en arm om hende for at trykke hende tæt indtil sig. Han holdt vejret som han forsigtigt skævede mod siden, i håb om at manden bare ville løbe forbi. " Eto ne srabotayet. My dolzhny borot'sya s nim," (This isnt going to work. We have to fight him) mumlede han stille for sig selv før han drejede hovedet den anden vej for at lede efter mulige våben. Men det var ikke ligefrem det store artilleri der var til rådighed.
Han trak pigen tættere til sig da han hørte de store skridt fra manden der løb. Det gode ved at være bloddæmon i en tid som denne, var jagtsanserne der altid var klare og skarpe. Det var en vigtig del af at overleve. "Molchi ... On idet," (Be quiet... He is coming) hviskede Zach så, men var ikke spor i tvivl om at pigen ikke allerede vidste det. Selvom han ikke var helt sikker på om hun var et menneske eller ligesom ham endnu. Han slap forsigtigt sit tag i pigen som manden passerede forbi dem, i et kort øjeblik ville Zach gispe af frygt for at blive opdaget, men han nåede at holde sig selv for munden. Men manden så dem ikke, istedet løb ham videre og gryntede arrigt mens dråber af blod markerede hans vej. Zach bemærkede blodet og kom pludseligt i tanke om det stykke kød han efterlod for at redde pigen. Han skævede kort til hende som han mærkede sulten trænge sig på. Men for intet i verdenen ville han prøve at spise hende, når manden rendte rundt med en skade der gjorde ham til et nemt offer.
"YA khochu s"yest' yego" (I want to eat him) sagde Zach så før han samlede en ødelagt planke op fra jorden som han flækkede for at lave en spids ende. "Chto ty yesh'? Myaso ili ovoshchi?" (What do you eat? Meat or vegetables?) spurgte han så mens han mærkede spidsen af hans nye våben. Ikke det skarpeste, men en en god vinkel kunne den godt bruges på manden. Han satte den fast bag på ryggen i sit bælte før han så kiggede ned på blodsporet og begyndte at gå. Kort efter stoppede han op og kiggede tilbage for at se om pigen ville blive tilbage eller komme med. "YA ne pozvolyu tebe prichinit' tebe bol', yesli ty poydesh' so mnoy. No vy takzhe mozhete ostat'sya zdes', yesli khotite" (I wont let anyone hurt you if you come with me. But you can also stay here, if you want) sagde han så før han rakte en hånd frem mod hende. Nu var det op til hende om hun ville med ham eller blive tilbage og sørge for sig selv. "tvoy vybor" (Your choice) sagde han så mens han løftede hånden mod hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)   

Tilbage til toppen Go down
 
I'm just hungry. Can you really blame me? - My soulmate <3 (Zach)
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Andre lande-
Gå til: